Det store Cuba-eventyr

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

En sand drømmerejse til Cuba. Her får du det bedste, som landet har at byde på.

Den store Cubarejse, der når hele vejen rundt om denne helt særlige caribiske ø. Turen starter i det historiske Havanna, hvor vi blandt andet skal på byvandring, på tobaksfabrik og køre i amerikanske flydere fra 50’erne. Vi får også et kig ind i Hemingsways Cuba på hans idylliske landsted La Vigia. Vi besøger flere fantastiske byer fra kolonitiden, hvor historien titter frem fra hvert gadehjørne – på Trinidads brostensbelagte gader eller på den smukke Santa Ifigenia-kirkegård i Santiago de Cuba, hvor nu også Fidel Castro ligger begravet. Undervejs overnatter vi på gode hoteller og i Trinidad bor vi på privat bed & breakfast.
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Peso convertible (CUC), euro

Dagsprogram
Dag 1 København – Havanna
Dag 2 Havanna. Byvandring og gamle amerikanerbiler
Dag 3 Udflugt til Viñales
Dag 4 Havanna – Santiago. Danseskole og fly til Santiago de Cuba.
Dag 5 Santiago de Cuba. Byrundtur med Moncada-kasernen og Ifigenia-kirkegården
Dag 6 Santiago de Cuba – El Cobre – Camagüey
Dag 7 Camagüey – Sancti Spíritus – Trinidad. Overnatning på bed & breakfast
Dag 8 Trinidad. Byvandring. Overnatning på bed & breakfast.
Dag 9 Trinidad – Cienfuegos – Havanna
Dag 10 Havanna. Tobaksfabrik og Hemingways Cuba
Dag 11 Havanna. Tid på egen hånd
Dag 12 Havanna. Hjemrejse eller forlængelse på badeferie i Varadero
Dag 13 Ankomst

Hoteller

Bed & breakfast i Cuba

Et bed & breakfast i Cuba er drevet af private cubanere, som har fået tilladelse til at udleje værelser i den ellers strengt statsligt drevne turistsektor. Nogle udlejer flere værelser – andre kun et enkelt værelse.
Du kommer til at bo på centralt beliggende bed & breakfasts. Du skal regne med, at du skal gå med din bagage op til et par hundrede meter fra bussen til overnatningsstedet, da gaderne i centrum kan være for smalle til, at bussen kan komme helt frem. Det er en god idé at medbringe en lommelygte.
Morgenmaden spiser du på dit bed & breakfast, indholdet kan variere, men du bliver altid mæt. Der vil oftest være frugt, brød og æg.
Nogle steder bor familien også i huset, andre steder gør den ikke – du vil under alle omstændigheder have privatliv. Hvis du skal kommunikere med dine værter, skal du regne med, at de ikke taler særlig godt engelsk. Med lidt velvilje, fagter og eventuel hjælp fra rejselederen plejer det at fungere fint. 

Værelse
Værelserne er simple, men rene. De er indrettet med dobbeltseng eller 2 mindre enkeltsenge samt aircondition eller ventilator. Der er privat badeværelse. Det kan være en god idé at have sæbe, shampoo og et lille håndklæde med hjemmefra, da der ikke er samme mængde til rådighed som på et hotel.

Habana Libre

  • 572 værelser
  • 5 km til den gamle bydel
  • Swimmingpool
  • Sikkerhedsboks (mod gebyr)
  • Wi-fi (mod gebyr)
  • 5 restauranter
  • Poolbar, lobbybar og natklub på øverste etage
  • Elevator

Dette tidligere Hilton-hotel er med sine 25 etager en af de højeste bygninger i Havana. Det er centralt beliggende nær den berømte havnepromenade, El Malecón, og udsigten er uovertruffen. Hotellet har en stor buffetrestaurant, hvor der spises morgenmad, og desuden findes der adskillige a la carte restauranter, snackbar, pool- og lobbybar. På den øverste etage findes hotellets kendte natklub ”El Turquino”, hvor der ofte er levende musik. På 2. etage ligger hotellets udendørs pool, hvor der er solsenge og håndklæder til fri afbenyttelse. Der er wi-fi mod gebyr.

Værelse
Værelserne er store og har en dobbeltseng eller to separate senge (alle senge er store i størrelsen). Fra værelset er der er en flot udsigt ud over byen. Alle værelser har telefon, aircondition, sikkerhedsboks (mod gebyr), TV og hårtørrer. Der er wi-fi (mod gebyr).

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.melia.com/en/hotels/cuba/havana/tryp-habana-libre/index.html 

Meliá Santiago de Cuba

  • 302 værelser
  • Døgnåben reception
  • 4 restauranter
  • 3 barer
  • Elevator
  • 2 udendørs pools
  • WiFi (mod gebyr)
  • Fitnessrum og tennisbaner

Byens bedste hotel med en perfekt beliggenhed nær Santiago de Cubas historiske centrum. Hotellet har en elegant atmosfære og byder på mange gode faciliteter. Der findes tre a la carte-restauranter og en buffetrestaurant med et stort udvalg. Der er også tennisbane, fitnesscenter og en natklub. Der findes to swimmingpools i hotellets tropiske have, hvor liggestole, hængekøjer og håndklæder er til fri afbenyttelse. Wifi er mod gebyr.

Læs mere her: http://www.meliacuba.com/cuba-hotels/hotel-melia-santiagodecuba 

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
24.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
29.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
24.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
29.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Havanna
Havanna

Havanna grundlagdes af spanierne i 1515, og den flyttede to gange, inden den fik sin nuværende placering på Cubas nordkyst. I 1556 blev Havanna hovedstad og blev samtidigt et næsten obligatorisk stop for europæere, der rejste til eller fra Latinamerika. De mange fartøjer fik handelen til at blomstre, og i løbet af få år blev Havanna den største og vigtigste by i Cuba.

Som hovedstad i republikken Cuba er Havanna hjemsted for de vigtigste stats- og regeringsinstitutioner. Byens industri står for en stor del af landets BNP, og havnen håndterer mere end halvdelen af landets import og eksport.

Overnatning i Havanna.

Dag 2
Havanna. Byvandring og gamle amerikanerbiler
Køretur med stil

Vi starter dagen med byvandring i det oprindelige Havanna, som kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1982. Det er velfortjent, at byen er tildelt den ærefulde titel "Heritage of Mankind", for Havannas gamle bydel er et af Latinamerikas bedst bevarede byområder med et stort antal historisk vigtige bygninger og monumenter fra det 16. til det 19. århundrede. Når du går gennem de smalle, brolagte gader, forbi tunge døre i massivt træ og balkoner med smedejernsgelændere, er det let at føle sig hensat til fortiden. Vi spadserer ad Calle Obispo, som ser ud præcis som for flere hundrede år siden, lige fra brostensbelægningen på gaderne til hver eneste bjælke i husene. Vores mål er Plaza de Armas, hvor vi finder det imponerende Palacio de los Capitanes Generales. Paladset stod færdigbygget i 1791 og blev senere, og indtil 1898, officiel residens for koloniens guvernører, kaldet capitanes generales.

Vi spadserer også over to af Havannas smukkeste pladser, La Plaza Vieja og Plaza San Francisco, som begge er fuldstændigt restaureret og fine eksempler på spansk koloniarkitektur. Herefter begiver vi os videre til Katedralpladsen. I 1748 påbegyndte jesuitpræster konstruktionen af den bygning, der senere skulle blive Havannas katedral. Et godt stykke ind i det 19. århundrede opbevarede man de jordiske rester af datidens fremtrædende personligheder i katedralen. Selv de påståede rester af Christoffer Columbus blev opbevaret her, fra de blev overført fra øen Hispaniola, og indtil spanierne tog dem med til Spanien, da koloniherredømmet ophørte. Pladsen foran katedralen er omkranset af store, smukke palæer, der naturligvis også stammer fra kolonitiden, og få skridt derfra ligger den berømte bar La Bodeguita del Medio. Det var her, Hemingway drak sine mojitos sammen med andre prominente kunstnere, forfattere og politikere. Efter frokost på en af Havannas restauranter bliver vi hentet i gamle amerikanerbiler. Bilerne har været i Cuba siden revolutionen i 1959 og har altså mere end 50 år på bagen – nogle endda mere end 60. Således ankommer vi standsmæssigt til den nye bydel, hvor vi kører rundt og får et indtryk af bylivet.

Overnatning i Havanna.

Dag 3
Udflugt til Viñales
Viñales-dalen

Dagen står i naturens tegn. Vi kører vestover mod Viñales, og efter nogen tid omgives vi af et frodigt landskab, hvor de karakteristiske tobaksmarker med rød jord dominerer. Mange steder ser vi små, primitive tobakstørrehuse, hvor bladene hænger til tørre i tre måneder, inden de sendes til fabrikken. Vi besøger en af de lokale tobaksfarme, hvor vi får en rundvisning, inden vi når Viñales by. Vi spiser frokost på en hyggelig udendørs restaurant.

Viñales-dalen er omkranset af imponerende klippeformationer, som er flere millioner år gamle. Mange af klipperne huser huler, hvor Cubas oprindelige befolkning gemte sig for spanierne, da de kom for at kolonisere Cuba. Vi ser nærmere på området, inden vi kører retur til Havanna, hvor vi er tilbage først på aftenen.

Overnatning i Havanna.

Dag 4
Havanna – Santiago. Danseskole og fly til Santiago de Cuba.
Santiago de Cuba
Denne formiddag besøger vi Habana Compás dansekompagni, som er kendt for en helt unik stilart, der blander spansk dans med afro-cubanske rytmer. De dygtige dansere er internationalt kendt og har optrådt i Europa adskillige gange. Vi spiser fælles frokost, inden vi hen på eftermiddagen kører til lufthavnen for at flyve sydøstpå til Santiago de Cuba, Cubas første hovedstad. Byen er den mest caribiske by i Cuba, og her mærkes en tydelig indflydelse fra haitiansk, afrikansk og spansk kultur. Santiago de Cuba er en stærk rival til Havanna, når det gælder litteratur, musik og politik. Smukt beliggende ved foden af Sierra Maestra-bjergene og ved en naturskabt havn kan Santiago de Cuba bryste sig af meget skønne omgivelser. Vel ankommet kører vi den korte vej ind til byen og vores hotel, hvor vi har to overnatninger.
Dag 5
Santiago de Cuba. Byrundtur med Moncada-kasernen og Ifigenia-kirkegården
Liv på gaden overalt i Santiago de Cuba

I dag venter der os en spændende byrundtur. En af byens mest berømte bygninger er Moncada-kasernen, og skudhullerne i facaden vidner om Fidel Castros første forsøg på at afsætte præsident Batista. Castro og mere end hundrede revolutionære kammerater angreb kasernen i 1953, men missionen mislykkedes, og de fleste, som var involveret i angrebet, blev dræbt. Vi besøger også fortet El Morro, som ligger ud til den naturskabte havn, og som under kolonitiden blev bygget for at beskytte Santiago de Cuba mod fjender, især de sultne pirater, som hærgede Caribien på det tidspunkt. Vi sejler over bugten for at spise frokost på en hyggelige restaurant.Ifigenia-kirkegården i Santiago de Cuba er absolut også et besøg værd. Her ligger den store landsfader José Marti begravet. Han levede i det 19. århundrede og blev symbol på frihedskampen mod den spanske kolonimagt. Han var blandt andet journalist, forfatter og også poet. Nogle kender måske hans digt ”Versos Sencillos” (Simple Vers), hvis ord er blevet brugt i sangen ”Guantanamera”. Vi spiser aftensmad på hotellet.

Dag 6
Santiago de Cuba – El Cobre – Camagüey
Hyggelige Camagüey
Efter morgenmaden kører vi vestpå, og på vejen skal vi besøge det absolut mest religiøse sted på Cuba: El Cobre-basilikaen, som ligger på en frodig bakketop. Kirken huser La Virgen de la Caridad (Velgørenhedens Jomfru), en figur af Jomfru Maria, som Paven gav status af Cubas skytshelgeninde i 1916. Figuren blev fundet omkring 1608, og legenden er som følger: Tre drenge sejlede i Nipe-bugten for at komme ud til nogle saltminer, da de pludselig så en kvindefigur, som flød i vandet på et bræt. På brættet stod der ”Jeg er Velgørenhedens Jomfru”. Siden den dag har man været overbevist om, at figuren har magiske kræfter, og mange har gennem tiderne bedt om jomfruens hjælp. Om eftermiddagen ankommer vi til Camagüey, hvor vi skal overnatte. Byen ligger i den centrale del af Cuba, hvor terrænet er fladt, og landbrug er en vigtig del af befolkningens liv. De slanke og høje kongepalmer giver skygge til de mange køer, som græsser på markerne, og man fornemmer hurtigt, at Camagüey spiller en vigtig rolle i forbindelse med den nationale produktion af oksekød og mælk.
Dag 7
Camagüey – Sancti Spíritus – Trinidad. Overnatning på bed & breakfast
Cowboys i Camagüey

Vi starter dagen med at stifte nærmere bekendtskab med Camagüey by, som er domineret af hvide kolonibygninger med frodige grønne gårdhaver, der ligger inde bag facaderne. Byen er kendt for sine ”tinajones”, de store lerpotter, som i kolonitiden opsamlede regnvand og dermed hjalp med forsyning af koldt vand i de tørre perioder. Vi begiver os ud på en byvandring i Camagüey, hvis bymidte er et virvar af små, snørklede gader. Ved Agramonteparken ligger den røde kirke, La Iglesia de Nuestra Señora de la Soledad, som blev bygget i 1776. Det er byens ældste kirke, og den har været vidne til den lokale revolutionshelt Ignacio Agramontes dåb og bryllup. Kirken indeholder smukke, barokke freskoer malet på søjler og hvælvinger, og desuden har den et flot udskåret træloft. Vi skal også se den smukkeste koloniplads i byen, Plaza de San Juan de Dios, som er bemærkelsesværdigt godt bevaret. Den er omgivet af pastelfarvede bygninger, heriblandt en kirke og et tidligere hospital. Sidstnævnte blev bygget i det 18. århundrede og er i dag et vigtigt historisk monument.Frokosten nydes i Sancti Spíritus, hvor vi også har tid til en kort byrundtur i den gamle bydel. Vi befinder os nu i Cubas geografiske centrum. Byen blev grundlagt i 1514 og kan bryste sig af at være den ældste by i det centrale Cuba. Den er dejlig at vandre rundt i, og de hundredvis af kolonibygninger kombineret med den dejlige beliggenhed ved Yayabo-floden giver en helt unik oplevelse.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Trinidad på Cubas sydlige kyst. I Trinidad indkvarteres vi hos private familier, som har fået tilladelse til at drive bed & breakfast i den ellers strengt statsligt drevne turistsektor. Husene ligger i Trinidads bymidte, og værelserne er udstyret med dobbeltseng og eget bad/toilet.

Dag 8
Trinidad. Byvandring. Overnatning på bed & breakfast.
Trinidads velbevarede bygninger fra kolonitiden

Trinidads traditionelle arkitektur fra kolonitiden regnes blandt den absolut mest velbevarede, ikke kun på Cuba, men i hele Latinamerika. Husenes røde teglstenstage står i fin kontrast til de blomsterrige, grønne gårdhaver. Bag de tilskoddede vinduer gemmer der sig fine møbler af kurveflet og mahogni, sirlig vægornamentering og gamle malerier. Søjler udhugget i sten, filigran-porcelæn, udskårne trædøre og støbejernsporte. Denne overdådighed gør nærmest byen til et levende museum.Vi tager en byvandring i Trinidad, der ser ud, som da spanieren Diego Velázquez grundlagde den i 1514, selv om nogle bygninger selvfølgelig er lidt ramponerede. Men arkitekturen er betagende. De store herskabsboliger og godser, som sukkerbaronerne byggede under sukkerboomet i 1800-tallet, er fine eksempler på den spanske barokstil, som man også finder andre steder i Latinamerika. Mange af boligerne er nu omdannet til museer eller gallerier. De besynderligt formede, brolagte gader hælder mod midten for at dræne regnvandet.

Vi spiser frokost på en restaurant i byen, og herefter er eftermiddagen til fri disposition. Vi overnatter endnu en nat på vores respektive bed & breakfasts.

Dag 9
Trinidad – Cienfuegos – Havanna
Cienfuegos

Efter morgenmaden sætter vi kursen nordøst mod Havanna. På vejen besøger vi Cienfuegos, hvor vi skal på byrundtur. Byen med cirka 150.000 indbyggere regnes for én af landets smukkeste med sin markante arkitektoniske stil og placering ved en stor bugt ud til Det Caribiske Hav. Det er endvidere en af Cubas vigtigste havnebyer og har igennem mange år tjent mange penge på produktion af kunstgødning, mel, olieraffinering og fiskeri samt handel med sukker, frugt og tobak. Cienfuegos er derfor en af landets mest velhavende byer. Vores byrundtur tager os forbi den gamle bydel, som er på UNESCO's liste over verdens kulturarv, og det smukke Tomas Terry-teater fra 1895 med dets elegante balkoner og loftmalerier.

Overnatning i Havanna.

Dag 10
Havanna. Tobaksfabrik og Hemingways Cuba
Tag et skridt ind i Hemingways univers

Vi starter dagen med at besøge en af byens tobaksfabrikker, hvor vi skal se, hvordan de berømte cigarer - havanesere - rulles. (I de tre første uger af januar er tobaksfabrikkerne i Cuba lukket, så i den periode – på et andet sted end fabrikken – vil en professionel tobaksruller demonstrere cigarrulningens kunst).

Resten af dagen står i Hemingways tegn. Vi skal besøge landstedet La Vigia, som var Hemingways hjem i en årrække. Huset er skænket til den cubanske stat og står nogenlunde, som da Hemingway forlod det. Regeringen ønsker at bevare huset bedst muligt, så det er desværre ikke muligt at komme indenfor. Derfor nøjes vi med at kigge ind ad vinduerne og gå en tur på grunden, hvor også hans båd, Pilar, ligger opklodset. Man forstår, hvorfor Hemingway elskede stedet, der ligger i idylliske omgivelser med tropiske blomster og skyggefulde træer. De mange hvidmalede havestole og den smukke, men forladte swimmingpool vidner om et liv med selskabelighed og livsnyderi fra en svunden tid. Og overraskende nok for en macho-forfatter som Hemingway havde han en ubetvivlelig sans for indretning.

Dag 11
Havanna. Tid på egen hånd
Udforsk Havana på egen hånd

Dagen i dag kan du bruge til at spadsere rundt i byen på egne eventyr. Du kan for eksempel lade vejen gå forbi det berømte hotel Ambos Mundos. Her boede Ernest Hemingway på værelse 511 i 1930’erne, hvor han skrev store dele af romanen ”Hvem ringer klokkerne for”. Rejselederen vil selvfølgelig være behjælpelig med forslag til dagens aktiviteter.

Overnatning i Havanna.

Dag 12
Havanna. Hjemrejse eller forlængelse på badeferie i Varadero
Havanna

I dag er der hjemrejse fra lufthavnen i Havanna.

Du kan læse mere om forlængelsen under ”Afrejsedatoer” – klik på dato for turen med 17 dages varighed, hvor forlængelsen er inkluderet.

Dag 13
Ankomst

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 24.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
5.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Havanna t/r med mellemlanding
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på hoteller i delt dobbeltværelse
  • 2 nætter på privat bed & breakfast i Trinidad
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dagligt undtagen dag 11 og 12
  • Middag dag 2 og 4-5
  • Europæiske skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Visum til Cuba kr. 300,-
  • Drikkepenge til chauffør og lokalguide (beregn ca. 50 euro i alt)
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Pakkeliste

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter
  • Sommertøj
  • Badetøj (håndklæde ikke nødvendigt)
  • Trøje eller let jakke
  • Praktisk fodtøj (vandresko og sportssandaler)
  • Solcreme, solhat og/eller solbriller
  • Myggespray
  • Lommelygte
  • Håndsprit

Valuta og kreditkort

Vi anbefaler, at du medbringer euro og undlader at medbringe amerikanske dollars, som veksles mod et meget højt gebyr. Det kan være vanskeligt at bruge kreditkort, så dette skal kun medbringes som nødløsning. Bemærk, at det primært er VISA, som kan anvendes, og at MasterCard kun kan bruges meget få steder. Amerikansk udstedte kreditkort kan ikke anvendes i Cuba.

Forsikring

OBS: Ved indrejse til Cuba, er det påkrævet at have en rejseforsikring, som dækker omkostninger ved sygdomsbehandling på Cuba. Du kan blive bedt om, at dokumentere dette for myndighederne i Havannas lufthavn. Har du ikke ekstraordinært tegnet en forsikring, der dækker dette, er det muligt, at få tegnet en i Havannas lufthavn.

Mere om Cuba

Her kan du få mere at vide om Cuba: www.albatros-travel.dk/destinationer/caribien/cuba
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se, om du skal have visum eller vaccineres.

Læs også interviewet med vores Cuba-ekspert Inge, som siger: Cuba er mit andet hjem

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse, eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet.

Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Placering i bussen

Hos Albatros tilbyder vi ikke, at man kan have faste pladser i bussen, og det er derfor heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Ved ikke at tilbyde køb af bestemte pladser, risikerer man således ikke, at købstidspunktet er afgørende for, hvilken plads i bussen, man får adgang til. Derimod kan der aftales rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Anmeldelse af rejsen

Her kan du se anmeldelser fra andre gæster, som har været på turen. Vi håber, du kan bruge deres ærlige meninger, gode tips, ris og ros til at få en idé om, hvad der venter på rejsen – så du kan vælge den helt rigtige tur for dig. Anmeldelserne samles ind af et eksternt firma, som er din garanti for anmeldernes validitet. Læs mere her

Bemærk venligst, at flyselskab, flyrute, hoteller, rejseleder og/eller rejsens rute kan variere fra afgang til afgang, og dermed kan en anmeldt rejse være lidt anderledes end de rejser, som aktuelt er til salg.

Du har også mulighed for at stille spørgsmål, som drejer sig om selve rejsen, eller læse andres spørgsmål. Bemærk, at andre gæsters evalueringer kommer efter sektionen med spørgsmål og svar.

Lignende rejser

18CURTR13ADK0701