Det store drømmekrydstogt i Sydhavet

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Enestående odyssé fra Los Angeles til Stillehavsparadiset Hawaii og de fjerntliggende paradisøer i Samoa og Fransk Polynesien – med dansk rejseleder, 31 dage

Mon ikke de fleste af os har en drøm om at opleve de små, eksotiske øriger i Stillehavet? På denne månedlange krydstogtrejse kan livet forsødes på bedste vis, mens vi sejler fra den ene lille paradisø til den anden. Temaerne er underskøn natur, enestående sandstrande, sprudlende vulkaner og dejlige mennesker. Der venter også et spændende indblik i de lokale traditioner, kulturen og historien. Rejsen begynder med en overnatning i Los Angeles med Beverly Hills og Hollywood, inden vi letter anker og USA fortoner sig i horisonten.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Krydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Amerikansk dollar, CFP-franc

Dagsprogram 31 dage
Dag 1
København – Los Angeles
Dag 2
Los Angeles og afsejling
Dag 3–6
Tid til afslapning og fornøjelser på Stillehavet
Dag 7
Honolulu, Oahu. Mulighed for Ø-rundtur på Oahu. Halona Blowhole, Windward Oahu, Byodo-In, Pearl Harbor og Waimea Bay
Dag 8
Lahaina, Maui. Udflugt på naturskønne ”Vejen til Hana”
Dag 9
Nawiliwili, Kauai. Mulighed for udflugt med bådtur på Wailua floden
Dag 10–13
På havet mod flere af Stillehavets magiske øer
Dag 14
Pago Pago, Amerikansk Samoa. Samoansk sydhavssocialisme og et lille stykke USA. Krydsning af den internationale datolinje
Dag 15
Apia, Western Samoa. Krydsning af den internationale datolinje
Dag 16–17
På Havet mod Fransk Polynesien 
Dag 18
Bora Bora, Selskabsøerne, Fransk Polynesien. Heldagsudflugt med outrigger-båd til bountystrande, farverige fisk og laguner
Dag 19
Bora Bora, Selskabsøerne, Fransk Polynesien. Tid til afslapning og egne eventyr
Dag 20
Tahiti, Fransk Polynesien. Orienterende ø-rundtur
Dag 21
Moorea, Selskabsøerne, Fransk Polynesien
Dag 22–29
På havet mod Los Angeles
Dag 30
Los Angeles, Californien og hjemrejse
Dag 31
Hjemkomst til København

Emerald Princess

Emerald Princess er et luksuriøst rejsemål i sig selv. Vågn hver morgen med forventningen om nye horisonter. Nyd udsigten fra en af de ca. 1.100 luksuskahytter med vindue eller balkon. Forkæl dig selv med en varm stenmassage i den berømte Lotus Spa, spis udsøgte retter i en formel eller afslappet atmosfære og gør dit krydstogt til en uforglemmelig oplevelse.

Krydstogtskibet Emerald Princess byder på en lang række aktiviteter, der både inspirerer og underholder. Nogle får dig endda til at svede. Du kan være sikker på, at skibets personale gør sit bedste for at opfylde alle dine ønsker. Skibet byder på alt fra kunstauktioner til virtuel golf. Stort, uden at være for stort. Et skib hvor man altid føler der er plads omkring én.

Chefkokkene på Princess Cruises’ skibe er kulinariske kunstnere, der stræber efter at servere det allerbedste fra køkkenet. Hele flåden er optaget i det velrenommerede gastronomiske selskab Chaîne de Rôtisseurs. Hver enkelt chefkoks menu er kreativ, og udvalget ændrer sig fra dag til dag. Dertil kommer en fejlfri service. Du får ganske enkelt en uforglemmelig feinschmeckeroplevelse om bord.

Læs mere om skibet her: www.princess.com/ships-and-experience/ships/ep-emerald-princess/ 
Se skibets dækplan her: www.princess.com/deckPlans.do?shipCode=EP 

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Los Angeles

Efter ankomsten kører vi på en orienterende byrundtur til bl.a. Beverly Hills og Hollywood, inden vi ankommer til vores hotel. Om aftenen kan du vælge at spise på egen hånd eller følge med rejselederen (aftensmad ikke inkluderet i rejsens pris).

NB Afhængig af, hvor lang tid det tager at komme igennem lufthavnen, gennemfører vi enten byrundturen i Los Angeles dag 1 eller dag 2.

Dag 2
Los Angeles og afsejling Afsejling kl. 16.00

Efter morgenmaden på hotellet har vi lidt tid på egen hånd, inden vi mødes igen. Derefter sætter vi kursen mod havnen, hvor vores skib ligger for anker. Efter indtjekningsformaliteterne stævner vi ud på Stillehavet, og mens USA glider ud i horisonten, sættes kursen mod vulkanøerne.

Dag 3–6
Tid til afslapning og fornøjelser på Stillehavet
Krydstogtskibet Emerald Princess byder på mange aktiviteter

Et par dage på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt på. Mens vi bevæger os mod Hawaii-øerne kan du slappe af på skibsdækket i en liggestol og nyde udsigten, læse en god bog og benytte dig af skibets mange forskellige underholdende tilbud. Her er hele ti spisesteder, du kan vælge imellem, og seks barer, hvor du kan nyde et godt glas vin eller en kølig cocktail. Ombord er også et hyggeligt bibliotek med diverse brætspil, et teater, et kasino, fitnessfaciliteter og en spa, hvor du kan forkæle dig selv med forskellige behandlinger (bestilles og betales direkte ombord på skibet). Rejselederen informerer løbende om alle mulighederne på skibet og står for en række fælles sociale hyggearrangementer og informationsmøder for Albatros-gruppen.

Dag 7
Honolulu, Oahu. Mulighed for Ø-rundtur på Oahu. Halona Blowhole, Windward Oahu, Byodo-In, Pearl Harbor og Waimea Bay Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 23.00
Waikiki Beach på Hawaiis mest populære ø, Oahu

Oahu er den mest populære ø på Hawaii. Her finder man den berømte Waikiki Beach, Diamond Head, Aloha Tower og den berømte, amerikanske flådebase Pearl Harbor. Her ligger også Hawaiis hovedstad Honolulu, som er en moderne by med kulturel indflydelse fra både østen og vesten.

Honolulu er Hawaiis eneste “storby” og en smeltedigel af etniske grupper. De 350.000 indbyggere i selve byen repræsenterer folk fra hele Polynesien, fra Japan, Filippinerne, Kina og Vietnam – og selvfølgelig fra USA. Der bor 950.000 indbyggere i det samlede storbyområde. Den gamle bydel har stadig mange smukke bygninger fra 1800-tallet, hvor byen udviklede sig eksplosivt som udskibningshavn for bl.a. sandel-tømmer, sukker og hvalfangstprodukter.

Dagens Albatros-udflugt står derfor i Oahus tegn. Øen byder nemlig på meget andet end Honolulu og Waikiki Beach. Vi tager på en ørundtur med privat bus og får et godt indtryk af hovedøen, som er på størrelse med Fyn. I løbet af kort tid begynder øen at manifestere sig som en ægte paradis-ø. Flotte sandstrande, vulkaner og en helt utrolig og unik natur.

Undervejs kan vi bl.a. nyde en fantastisk udsigt til billedskønne Diamond Head og Kahala-distriktet, som er kendt for store eksklusive villaer og resorts. Vi ser også ud over Hanauma Bay, hvor Elvis Presley optog flere scener til to af sine tre Hawaiifilm, ”Blue Hawaii” og ”Paradise, Hawaiian style”.

Vi kører videre langs kysten, og målet er det berømte Halona Blowhole, hvor vandet står som en gejser op gennem et hul i lavaklipperne, når bølgerne slår ind mod kysten. Et højdepunkt i løbet at dagen bliver at nyde udsigten til Oahu’s mest fantastiske sceneri over Windward Oahu ved Nuuanu Pali Lookout.

På udflugten besøger vi også Byodo-In, et buddhistisk inspireret tempel, der blev bygget i 1968 for at markere 100-året for de første japanske immigranter. Bygningen er en kopi af templet af samme navn i Kyoto. På den nordlige del af øen – kaldet North Shore – er der masser af dejlige strande og næsten ingen hoteller. Her skal vi se surfernes foretrukne strand på nordkysten, Waimea Bay.

Under dagen besøger vi også Pearl Harbor, som ligger ca. 15 km nordøst for Honolulu. Flådebasen er anlagt i en stor naturlig havn, som stadig er base for den amerikanske Stillehavsflåde. Den 7. december 1941 angreb ca. 350 japanske fly basen. Blot to timer senere var flåden sænket, hvilket i høj grad var medvirkende til, at USA gik ind i 2. Verdenskrig. Vi besøger museet og det store monument, der er rejst over slagskibet, USS Arizona, hvis besætning på 1.200 mand døde.

En lille anekdote om monumentet er, at da storfilmen “Pearl Harbor”, som netop handler om japanernes angreb, blev optaget i 2002 med skuespilleren Ben Affleck i hovedrollen, havde producenten ikke tænkt på, at det store monument er sat over netop japanernes angreb, og monumentet optræder derfor i adskillige scener i filmen.

Efter besøget på basen, som stadig fungerer i dag og er den største arbejdsgiver på Hawaii, kører vi tilbage til vores dejlige skib.

Dagens kørestrækning er på cirka 270 km, og vi er på farten i cirka 10 timer. Vi stopper et sted undervejs for at købe frokost (ikke inkl.).

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Vi sejler først sent i dag, så vores danske rejseleder står naturligvis til rådighed med tips og gode ideer til, hvordan du får det bedste ud af aftenen.

Dag 8
Lahaina, Maui. Udflugt på naturskønne ”Vejen til Hana” Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 18.00
Hana Road på Maui

I 1880’erne blev Hawaiis første jernbane anlagt på Maui, da øerne satsede på sukkerdyrkning efter nedgang i hvalfangsten. Sukkerrørene skulle transporteres til nærmeste udskibningshavn, hvilket var her i Kahului. Byen oplevede et udbrud af pest i år 1900, hvorfor byen og havnen helt bevidst blev brændt ned til grunden – og bygget op igen. Byen, vi ser i dag, er resultatet af en meget struktureret byplanlægning fra 1948 forestået af sukkerkompagniet Alexander & Baldwin. Arbejderne i sukkermarkerne kaldte tidligere Kahului for “Drømmebyen”, da deres højeste ønske var at komme væk fra støvet på landet og flytte i egen lejlighed i byen.

På dagens Albatros-udflugt bevæger vi os ad Hawaii-øernes utvivlsomt mest berømte vej, Hana Road. Udflugten begynder ved havnen i Lahaina, og herfra følger vi Mauis nordøstligste kyst til Hana. Byen Hana er som sådan ikke målet, det er selve den smukke rejse dertil, der er dagens højdepunkt. I Hawaii siger man: På den ene side af Hana Road har man Stillehavet og på den anden side paradisets have. Den berømte kystvej snor sig med mere end 600 sving, over 59 broer og åbenbarer utallige vandfald og imponerende panoramaer.

Undervejs besøger vi Waiʻanapanapa-park, Kaumanhina-park, Wai Kane-vandfaldet og Wailua-vandfaldet.

Da vejene ikke er ret store, er vi nødt til at køre i mindre busser. Er vi flere end 20 personer afsted, vil rejselederen skifte mellem de små busser.

Dag 9
Nawiliwili, Kauai. Mulighed for udflugt med bådtur på Wailua floden Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
Byodo-In er et buddhistisk inspireret tempel fra 1968

Kauai er den ældste og nordligste af alle Hawaii-øerne. Eftersom den er så uberørt, mener mange også, at det er den smukkeste af dem alle. Kaptajn Cook var den første europæer, der opdagede Kauai, da han sejlede forbi Oahu, og Kauai var derfor den første Hawaiianske ø, Kaptajn Cook besøgte. De store grønne bjergkæder midt på øen, som er op til 1.500 meter over havets overflade, udgør en stor del af den overdådige natur og pryder landskabet med smukke blomster og utallige grønne nuancer. Kauai har ca. 57.000 indbyggere, og med undtagelse af hovedstaden Lihue er der kun få huse, der er højere end et palmetræ. Vi mødes på Kauai af store åbne områder, venlige mennesker og en afslappet atmosfære.

Vi ligger til kaj i naturhavnen Nawiliwili, blot et par kilometer fra Lihue. Selvom Lihue er øens største by, er den ikke ret stor, her bor nemlig kun 5.000-6.000 mennesker. Områdets bedste strand er Kalapaki Beach, som ligger lige i nærheden af havnen, men bliver beskyttet af molen og klipper mod de store bølger, så der er rart og roligt.  

På dagens Albatrosudflugt skal vi på en stille bådtur på floden Wailua – en fantastisk måde at opleve den skønne natur på. Bådturen tager os hele vejen til Fern Grotto (bregnegrotten), som byder på frodige grønne områder og en stor botanisk oplevelse. Vi ser også vandfaldet Opaekaa, som ifølge de lokale, har en helt særlig romantisk udsigt. 

Dagen kan også bruges på egen hånd, hvor man kan gå på opdagelse i Lihue, eller nyde en afslappet dag på den skønne strand. 

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 10–13
På havet mod flere af Stillehavets magiske øer
Krydstogtskibet Emerald Princess

Efter nogle skønne dage på Hawaii, har vi nu god tid til at slappe af. Dagene til søs er er en stor del af rejsen og den helt rigtige måde at opleve livet på et krydstogtskib! Og der er masser at tage sig til: Nyd den skønne, afslappede rytme ombord, og fordøj de mange indtryk fra rejsen i fred og ro. Du kan læne dig tilbage med en bog i en liggestol på dækket eller deltage i nogle af de mange underholdningsarrangementer. Du kan gå en tur i kasinoet, nyde maden og den gode service eller deltage i nogle af de mange aktiviteter, som foregår ombord.

Du kan slappe af ved poolen eller snuppe en tur i motionscenteret. Det er også i sig selv en oplevelse at cirkle rundt mellem skibets mange temarestauranter. Om aftenen kan du gå i teateret og opleve et af skibets imponerende shows, hvorefter seancen måske skal sluttes af i natklubben?

Dag 14
Pago Pago, Amerikansk Samoa. Samoansk sydhavssocialisme og et lille stykke USA. Krydsning af den internationale datolinje Ankomst kl. 10.00, afsejling kl. 18.00
I Samoas hovedstad, Pago Pago (udtales Pango Pango)

Samoa er et af de mest fascinerende og traditionsbundne samfund i Sydhavet. Ifølge sagnet er det herfra, at den polynesiske trekant er blevet befolket. Den oprindelige befolkning er antageligt sejlet hertil fra Sydøstasien i store kanoer for mere end 2.000 år siden. Herefter har polynesierne spredt sig til Hawaii i nord, Påskeøen i øst og New Zealand i syd.

I løbet af historien har Samoa udviklet sit helt eget specielle værdisæt, “f’aaSamoa”, der er baseret på kollektivisme, gæstfrihed, naturalieøkonomi og deling af fælles goder (også kendt som fa’amatai). Dette er en særlig form for sydhavssocialisme mange hundrede år før Marx, som tilsyneladende lever noget længere, selvom pengeøkonomien i de senere år har en stigende indflydelse på samfundsøkonomien. Naturmæssigt er øerne meget frodige takket være den vulkanske oprindelse, der har skabt et kuperet, grønt landskab med lavamarker, vandfald og imponerende kyststrækninger. Turismen er stadig meget begrænset takket være Samoas fjerne beliggenhed. Besøgende vil blive beriget af et stolt, gæstfrit folkefærd, som vil åbne dørene for alle, der er nysgerrige og ønsker at vide noget om den samoanske livsstil. Det eneste samoanere forventer er respekt og en symbolsk gave som eksempelvis en trøje eller noget mad købt i landsbyens forretning. Samoa har formået at bevare sin traditionelle levevis takket være begrænset indflydelse udefra.

De første opdagelsesrejsende ankom i 1700-tallet, og siden kom hvalfangerne i 1800-tallet. Størst indflydelse havde missionærerne, der ankom i begyndelsen af sidste århundrede og udbredte Kristendommen. I dag er den kristne tro fortsat den fremtrædende hjørnesten i samfundet. Som konsekvens af kolonimagternes kamp om øerne blev de i år 1900 delt mellem Tyskland og USA. Den vestlige del tilfaldt tyskerne og blev kaldt Western Samoa. Den østlige del døbtes American Samoa. Den amerikanske del har mærket “civilisationen” på godt og ondt, hvorfor meget af det idylliske er forsvundet til fordel for “American Lifestyle”. Efter 1. Verdenskrig blev den vestlige del overdraget til New Zealand, som landet var underlagt indtil selvstændigheden i 1962.

Vi lægger til i hovedstaden Pago Pago (udtales Pango Pango). Selve byen er lille, og alt er inden for gåafstand. Husk paraply, da det ofte regner i Pago Pago.

Albatros´ rejseleder drager ud på en hyggelig spadseretur i byen. Alle er velkomne og der bør medbringes lidt kontanter med til evt. transport undervejs. Netop i Pago Pago er det lokale marked og det amerikansk-samoanske museum tæt på skibsterminalen og vil normalt være på det frivillige program. Det er også populært at tage en af de åbne busser til Alega Beach og besøge Tisa’s barfods Tiki bar (strand, tropisk natur og drinks i vandkanten). Rejselederen står selvfølgelig til rådighed med gode forslag og idéer til, hvordan du kan tilbringe dagen, men du kan tage med på en af skibets udflugter (bestilles og betales direkte på skibet).

Vi krydser i dag den internationale datolinje på vores vej mod vest og springer dermed direkte fra den 13. februar til den 15. februar 2020. Til nogles glæde og andres sorg springer vi dermed Valentinsdag over. Læs mere om krydsningen af den internationale datolinje sidst i dagsprogrammet.

Dag 15
Apia, Western Samoa. Krydsning af den internationale datolinje Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 17.00
Apia er hovedstaden i Western Samoa

Apia er hovedstaden i Western Samoa. Her findes flere seværdigheder. Mest spændende er det farverige marked, der alle ugens dage byder på et herligt leben med handel af alskens produkter. Herudover findes det imponerende parlament, flere kirker og Palolo Deep Marine Reserve. I byens udkant ved foden af Mount Vaea findes statsoverhovedets residens, Vailima, der i sidste århundrede blev bygget af forfatteren Robert Louis Stevenson. Forfatteren havde dårligt helbred og levede sine sidste år på Samoa, hvor tropevarmen hjalp ham. Han nød stor respekt blandt samoanerne og kæmpede deres sag mod de forstokkede koloniherrer. Han blev på samoansk døbt “Tusitala” (teller of tales), som nu er navnet på et af Apias bedste hoteller.

Der er mange naturseværdigheder og gode strande, der dog alle ligger et stykke fra byen, så man skal påberegne 5-10 USD til transport pr. person. Den største ø ud fra kysten er Savai, der også er den mindst befolkede og mindst “udviklede”. Her bliver de samoanske traditioner håndhævet efter alle kunstens regler, og flertallet går kun klædt i lændeklæder. Kvinderne har dog dækket brystkassen. Enhver samoansk mand med respekt for sig selv har fået sin tatovering, der starter under knæene og går op over lænd og navle. Spørg rejselederen til råds, eller tag på en af skibets udflugter 

Dagen i dag er den 15. februar, og endnu engang forvirres vi. Vi skal igen krydse den internationale datolinje, men denne gang vinder vi altså en dag. For i morgen er det også d. 15. februar 2020. 
 

Dag 16–17
På Havet mod Fransk Polynesien 
Tahiti er den største ø i Fransk Polynesien

Nu fortsætter vores eventyrlige sørejse over Stillehavet, og du har mulighed for at opleve den følelse, rejsende har haft gennem tidligere århundreder: at rejsen er målet i sig selv! Dengang var oceandamperen den eneste måde at krydse de store oceaner på, og der er en aura af romantik og nostalgi på en mytisk sørejse som denne.

Drøm dig tilbage til de dage, hvor passagerskibene var det ultimative symbol på frihed og eventyr. Tilbring dagene ved poolen, bliv forkælet i spaen, træn i fitnessrummet eller gå på shopping ombord. Når aftenen falder på, kan du spise en vidunderlig middag, danse til levende musik, prøve lykken i kasinoet, opleve et storslået show i den store teatersal eller noget helt andet. Uanset om det er dag, aften eller nat, er der altid noget at tage sig til… eller lade være. Valget er dit. Vores rejseleder vil undervejs holde foredrag og vise film, der har relevans for vores besøgsmål og Stillehavet.

Dag 18
Bora Bora, Selskabsøerne, Fransk Polynesien. Heldagsudflugt med outrigger-båd til bountystrande, farverige fisk og laguner Ankomst kl. 08.00
Bora Bora, også kaldet Polynesiens Perle

I dag ankommer vi til en af de mest velsignede øer i verden, når det gælder naturlig skønhed. Bora Bora, også kaldet Polynesiens Perle, lyser med sine bevoksede klippelandskaber frodiggrønt op midt i Stillehavet. På land finder man de to toppe Mount Pahia (661 meter) og Mount Otemanu (727 meter) og utallige kridhvide sandstrande med susende kokospalmer.

Bora Bora ligger cirka 230 kilometer nordvest for Tahiti og har et areal på 29,3 km². Øen menes at være blevet beboet i det 4. århundrede, og i dag lever der omtrent 8.880 mennesker på øen, hvoraf over halvdelen bor i hovedbyen Vaitape, der ligger på den vestlige side. Frem til den franske annektering var Bora Bora et uafhængigt kongedømme, hvis sidste regent var dronning Teriimaevarua III, der blev tvunget til at abdicere. Også Bora Bora har del i krigshistorien, da amerikanske styrker under anden verdenskrig havde base på øen. Takket være amerikanerne blev der bygget en lufthavn, der frem til 1962 var Fransk Polynesiens hovedlufthavn. I 1962 blev det den nyopførte Faa’a International Airport ved Papeete på Tahiti, der overtog den post. 

Dagens heldagsudflugt er en bådudflugt med de lokale outrigger-både. Vi sejler ud til koralrev og bountystrande. Her skal vi se farverige fisk, pilrokker og hajer i det krystalklare vand. Vi går fra det flotte sand direkte ud i vandet og udforsker livet under vand i ”havets have”. Vi spiser en privat frokost i det fri, på ægte tahitiansk facon. Snorkeludstyr, strandhåndklæder og frokost er inkluderet på denne udflugt. Det bliver en skøn dag på Bora Bora!

Husk: Kamera, badetøj, solcreme, evt. badesko (der kan være skarpe klipper), solbriller og evt. ekstra håndklæde. Hør nærmere med rejselederen.

Dag 19
Bora Bora, Selskabsøerne, Fransk Polynesien. Tid til afslapning og egne eventyr Afsejling kl. 22.00
Bora Bora, Fransk Polynesien

Vi har endnu en dag på den smukke perle af en ø, hvor der er mulighed for at udforske mere af øen på egen hånd. Gå en tur i hovedbyen Vaitape, og besøg de fine lokale butikker eller spis frokost på en af de mange restauranter med udsigt ud over vandet. Bora Bora har udviklet en meget unik kulinarisk oplevelse, da mange forskellige kulturer, som det franske, italienske og japanske køkken, har inspireret øen med deres mange kulinariske traditioner. Det er en oplevelse, du sent vil glemme. 

Du kan også flade ud på en af de kridhvide strande og nyde det azurblå vand, der virkelig sørger for, at naturskønheden løfter sig til paradisiske højder. Øen omkranses af en stor krystalklar lagune changerende i alle tænkelige blå farver, der yderligere omkranses af et stort koralrev. Det er derfor oplagt at lade dagen stå i badetøjets tegn og finde snorkeludstyret frem, når der næsten ikke findes bedre rammer for udforskning af livet under vand eller solbadning på en vaskeægte bountystrand. 

Rejselederen står desuden til rådighed med gode forslag og idéer til, hvordan du kan tilbringe dagen, eller du kan tage med på en af skibets udflugter (bestilles og betales direkte på skibet).

Dag 20
Tahiti, Fransk Polynesien. Orienterende ø-rundtur Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 04.00 (dag 21)
Frisk kokosmælk, Tahiti

Vi ankommer i dag til Tahiti, den største ø i Fransk Polynesien. Øgruppen opstod efter en række undersøiske vulkanudbrud og udgøres af 118 øer med et samlet areal på 4.167 km² fordelt på et havareal på over 2.500.000 km². Øerne inddeles i fem øgrupper, hvoraf den største er Selskabsøerne med øerne Tahiti, Moorea og Bora Bora, som vi besøger på dette krydstogt. De to hovedsprog er fransk og tahitiansk. I 1842 blev øerne – med den polynesiske befolkning, der er efterkommere fra tilrejsende fra Tonga og Samoa – gjort til fransk protektorat som følge af en intern strid mellem britiske og franske interesser. I 1880 annekterede Frankrig øerne under navnet Fransk Oceanien. Den tiltagende modstand fra polynesiernes side mod kolonistyret førte i 1958 til, at øerne blev omdøbt til Fransk Polynesien, og i 1977 fik området begrænset selvstyre. Den europæiske opdagelse af øen Tahiti tilskrives den engelske søfarer Samuel Wallis, der ankom dertil i 1767. I 1768 lagde franskmanden Louis Antoine de Bougainvilles til på den første franske jordomsejling, og selveste James Cook lagde vejen forbi i 1769 for at gøre krav på Selskabsøerne. Det var forresten Louis Antoine de Bougainvilles skriftlige beretning om sin rejse og den romantiserede skildring af livet på Tahiti, der bidrog til at udbrede den franske filosof Rousseaus forestilling om ”den ædle vilde”. Mange vil nok også nikke genkendende til sammenstillingen af navnene ”Tahiti” og ”Paul Gauguin”. Den franske maler Paul Gauguin, der var dansk gift, boede nemlig på øen 1891-1893 og igen 1895-1901 og malede her nogle af sine kendte, farvemættede billeder med polynesiske motiver. 

I dag skal vi først på en orienterende byrundtur, hvor vi ser Papeete, som er hovedstaden på Tahiti. Vi begiver os derefter ud på en ørundtur, hvor vi udforsker paradisøens gemte juveler og spiser en ægte tahitiansk frokost. 

Resten af eftermiddagen og aften er på egen hånd. Du kan slappe af på stranden, eller, hvis du trænger til en dosis grønt, kan du tilbringe noget tid i den lille park Bougainville Park, der byder på tropiske planter, et enormt banyantræ og en buste af Louis Antoine de Bougainville, som parken er opkaldt efter. Du kan også besøge nogle af byens butikker, og hvis du vil have et smukt minde med hjem, var det måske værd at besøge en af de lokale smykkeforretninger, der forhandler verdens mest eksklusive kulturperle – nemlig Tahitiperlen, ofte også omtalt som sort perle. Denne specielle slags kulturperle dyrkes på perlefarme i lagunerne omkring de polynesiske øer, idet tilblivelsen af den smukke perle blandt andet kræver lagunevand med særlige vulkanske mineraler fra havets undergrund. Perlernes form varierer fra helt runde til dråbeformede, og farvespektret changerer fra meget mørk grå, næsten sort, til lysende blegrosa. 

Rejselederen står selvfølgelig også til rådighed med gode forslag og idéer til, hvordan du kan tilbringe resten af dagen. 

I løbet af natten er der afsejling fra Tahiti, og vi sætter kursen mod Moorea.

Dag 21
Moorea, Selskabsøerne, Fransk Polynesien Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 22.00
Friskhøstede ananas i Fransk Polynesien

Vi ankommer i dag til den lille atolø Moorea, som er den sidste af selskabsøerne, vi besøger i Fransk Polynesien. Kysten byder på billedskønne strande og den smukke lagune, der omringer hele øen. Bagved skyder høje, tæt bevoksede vulkanske klipper op i landskabet og gennem skyerne. Den lille ø er hjem til ca. 16.000 mennesker, og består af mange små unikke landsbyer som Paopao og Haapiti, der er nogle af de større landsbyer. Moorea er kendt for deres eksotiske varianter af likør og Rom. Prøv deres Rom med ananassmag eller kokossmag, eller deres lækre mango eller passionsfrugtsyltetøj. Hele øen er præget af deres grønne plantager, som er fyldt med enhver tropisk frugt, du kan komme i tanke om.

Det siges, at Darwin i 1836 udtænkte sin teori om de cirkulære atollers form ved at se på Moorea. Han forestillede sig, hvordan Stillehavsøerne var opstået fra vulkaner, der med tiden langsomt sank i havet, mens koralrevet på dets synkende top fortsatte med at vokse i havoverfladen. Beviset kom først i 1952, hvor en boring på en af Marshalløerne stødte på vulkansk materiale 1290 m. under koraloverfladen. 

Nyd en afslappet dag på stranden, eller gå på opdagelse i byen med rejselederen. Rejselederen står selvfølgelig desuden til rådighed med gode forslag og idéer til, hvordan du kan tilbringe dagen, eller du kan tage med på en af skibets udflugter (bestilles og betales direkte på skibet).

Dag 22–29
På havet mod Los Angeles
Emerald Princess er et luksuriøst rejsemål i sig selv

Vores sidste dage på havet indbyder til ro og afslapning og fordøjelse af alle de skønne nye indtryk, vi har fået på vores rejse i det eksotiske Sydhav. Du kan tilbringe dagene i dit helt eget tempo: slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscentret og udnytte de talrige aktivitetsmuligheder, der er ombord. Aftenerne står i gastronomiens tegn, og bagefter kan du sætte punktum med en tur i teatret eller over en aftendrink, mens du hører god livemusik.

Netop på en odyssé som denne vil du opleve, hvordan dagene duver af sted på bølgen blå, og vi lover, at du ikke kommer til at kede dig. Undervejs sørger rejselederen for at holde sammen på gruppen, men du vælger naturligvis helt selv, om du ønsker at deltage i de aktiviteter og foredrag, som rejselederen arrangerer.

Dag 30
Los Angeles, Californien og hjemrejse Ankomst kl. 06.15
Hollywood blev grundlagt i 1857

Det er nu tid til at sige farvel til krydstogtskibet. Selve udtjekningen foregår forholdsvis afslappet, og efter landgangen stiger vi på bussen og kører mod Los Angeles og storbyens internationale lufthavn. Nu er det tid til at vende snuden hjem mod de nordiske himmelstrøg!

Dag 31
Hjemkomst til København

Så er vores fantastiske rejse kommet til vejs ende. Vi ankommer til København med kufferten fyldt godt op med eksotiske rejseminder.

Prisinformation

Tillæg for enkeltkahyt

Tillæg for indvendig enkeltkahyt kat. ID-IF: kr. 27.498,-

Tillæg for opgradering af kahyt

Dobbeltkahyt
Tillæg for udvendig dobbeltkahyt med vindue kat. OC-OF: kr. 8.998,- pr. person
Tillæg for udvendig dobbeltkahyt med balkon kat. BD-BF: kr. 18.298,- pr. person

Enkeltkahyt
Tillæg for udvendig enkeltkahyt med vindue kat. OC-OF: kr. 47.798,-
Tillæg for udvendig enkeltkahyt med balkon kat. BD-BF: kr. 63.998,-

Læs mere om kahytstyperne under Praktiske oplysninger

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly Kønenhavn – Los Angeles – København med mellemlandinger 
  • Transport jf. program
  • Byrundtur i Los Angeles
  • Udflugt på Bora Bora med snorkling og frokost
  • Udflugt til Tahiti, ørundtur med frokost
  • Udflugt til Maui ”Vejen til Hana” med frokost
  • 1 nat på turistklassehotel i Los Angeles i delt dobbeltværelse med morgenmad
  • Informationsmøder og foredrag ved rejselederen på krydstogtskibet
  • 28 nætters krydstogt med Emerald Princess i delt indvendig dobbelkahyt
  • Kaffe, te og isvand om bord 
  • Helpension på krydstogtskibet
  • Havneskatter og afgifter på krydstogtskibet
  • Skatter og afgifter øvrigt
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring, 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
  • Gebyr for indrejseregistrering til USA (ESTA, ca. 14 USD) 
  • Udflugtspakke kr. 1.598,- pr. person
  • Eventuelle udflugter og arrangementer på krydstogtet
  • Tillæg for enkeltværelse/-kahyt samt udvendig kahyt eller balkonkahyt
  • Eventuelle ekstra måltider
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge ombord på skibet (13,5 USD per person, per nat ombord)
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. 9 USD pr. person og ca. 20 USD ekstra pr. person ved køb af udflugtspakken)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Hvordan er kahytterne?

Der er forskellige kahytskategorier – fra pæne, rummelige indvendige kahytter til pragtfulde suiter med egen balkon. Fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs- og siddeplads. Desuden er alle kahytter udstyret med hårtørrer. Ønsker du at bestille en suite, bedes du rette henvendelse til Albatros Travel.

Kahytskategori ID-IF
Indvendig kahyt på dæk 5. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, aircondition og naturligvis bad og toilet.

Kahytskategori OC-OF
Udvendig kahyt med vindue på dæk 8. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, aircondition og naturligvis bad og toilet.

Kahytskategori BD-BF
Udvendig kahyt med egen balkon på dæk 10. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, aircondition og naturligvis bad og toilet.

Tidsforskel

Los Angeles er 9 timer efter dansk tid.
Hawaii er 12 timer efter dansk tid.
Fransk Polynesien er 12 timer efter dansk tid.
Amerikansk Samoa er 13 timer efter dansk tid.    
 

Hvad skal man pakke?

På et krydstogt med Princess Cruises er der frihed til at klæde sig, som man vil. Det er ikke nødvendigt at tjekke i det daglige krydstogtprogram, som det oftest er på andre krydstogter, hvilken påklædning der anbefales til aftenens arrangement. Pæn og uformel påklædning er alt, der kræves. For ikke at udelukke sig selv fra deltagelse i specielle arrangementer anbefaler vi dog, at garderoben omfatter jakkesæt eller smoking og lang kjole, da der i løbet af krydstogtet afholdes et par specielle arrangementer i udvalgte saloner og restauranter. Jeans, shorts, T-shirt og badetøj accepteres ikke i restauranterne efter kl. 17.30.

Bagage og pakning

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.
Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.
 

Vejret

Vores knap 9.400 sømil lange togt dækker et område vel inde i den tropiske zone, hvor temperaturerne aldrig kommer under 20 grader og sjældent over 28. Som så ofte i troperne, kan vi forvente regnskyl næsten hver dag, men regn efterfølges lige så pludselig af solen, og det bedste ”regntøj” vil være en paraply (se pakkeliste). 
De fremherskende vinde i denne periode er svage passatvinde fra øst-nordøst. Men vi sejler på verdens største ocean, og selvom skibet er udstyret med stabilisatorer, kan det ikke udelukkes, at det kan rulle noget. Vi anbefaler, at søsygetabletter eller søsygeplastre medbringes, hvis man har tendens til søsyge. Skibets reception har en desuden et lager af tabletter. 

På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside, www.dmi.dk , kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden.

I Papeete (Tahiti) og på Bora Bora ligger temperaturerne typisk mellem 20 til 27 grader i november med gode chancer for skydække, mens der på havet kan blæse en frisk vind. 

Solbriller og solcreme

I troperne er UV-strålerne stærkere end hvad vi er vant til (uanset gode chancer for skydække). Solbriller af god kvalitet med UV-beskyttelse er en nødvendighed. Bruger du briller, bør du tale med din optiker - og hav et ekstra par briller med i reserve! Husk en kraftig solcreme.

Kikkert

Meget nødvendigt, hvis man gerne vil se fugle og dyreliv. Helst en af god kvalitet, gerne med 8-10 ganges forstørrelse og en frontlinsediameter på mindst 30 mm. En god kikkert kan næppe købes for meget under 1.000 kr.

Kamera

Større kameraer bør anbringes i en vandtæt rygsæk. Skuldertasker er besværlige at slæbe rundt på, og man må påregne skumsprøjt og tropiske byger. Medbring oplader eller rigeligt med reservebatterier samt god plads på hukommelseskortene. Lille dagrygsæk helst med vandtæt overflade til personlige ting under evt. vandreture og byvandringer. Tingene kan også anbringes i en plastikpose i rygsækken.
 

Pakkeliste

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter – gerne vandtæt
  • Sommertøj
  • Trøje/let vindjakke
  • Regnjakke/regnslag
  • Gode vandresko og sportssandaler
  • Badetøj (*håndklæde ikke nødvendigt, læs nedenfor)
  • Evt. snorkel og dykkermaske
  • Myggespray
  • Solcreme med høj faktor, solhat og solbriller
  • Lille paraply (det regner i troperne)

*Der er håndklæder på alle de steder vi overnatter og ombord på skibet, men hvis du ønsker at bade i naturen undervejs er det en god idé også at medbringe et badehåndklæde. 
 

Morgenmad i USA

Den amerikanske morgenmadskultur er forholdsvis simpel, sammenlignet med den skandinaviske. Morgenmaden på de fleste standardhoteller i USA er den såkaldte ”continental breakfast”, hvilket typisk indebærer kaffe/te, juice og toastbrød med smør og marmelade. Det er ikke unormalt, at man på hoteller i USA kun har papservice ved morgenmaden, da mange bruger den som en ”to go”-løsning på farten.

Jetlag

Ved flyrejse gennem mange tidszoner har kroppen ofte svært ved at omstille sig til den nye døgnrytme. Det kaldes jetlag. Du kan minimere jetlag ved at tvinge kroppen til at tilpasse sig den nye tid hurtigst muligt. 
Start evt. i flyet med at stille uret til tidszonen på ankomststedet. Så kan kroppen bedre omstille sig undervejs. 
 

Tidsangivelser i dagsprogrammer på krydstogtrejser

Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiets side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets vold. Det er typisk skibstrafik og som nævnt vejret, der kan resultere i ændringer. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/på land på rejsens stop. Sejladsen i sig selv er givetvis også en del af oplevelsen!

Sydhavs-mentalitet

Mange steder i Sydhavet, har de fastboende en meget afslappede tilgang til livet og dagligdagen. Som europæer bør man derfor være indstillet på, at tingene foregår i et andet tempo, end vi er vant til. Dette kan for eksempel observeres på restauranterne, hvor man – selv på fire- og femstjernede hoteller – må væbne sig med en vis tålmodighed. Den til tider langsommelige service tilskriver vi derfor mere den lokale mentalitet og kultur, end at det er udtryk for ligegyldighed.

Udflugter – halvdags og heldags

Det er normal praksis at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil normalt ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.
www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/usa
www.albatros-travel.dk/destinationer/australien-og-stillehavet

Hånden På hjertet

Rejser til den anden side af kloden

Det er noget helt særligt at rejse til fjerntliggende egne, især til nogle små øer som Tahiti. Det er dog kun få forundt, og derfor er der ikke lige så bredt et udvalg af flyselskaber, der kan levere sådanne rejser. Vi har gjort vores bedste for at finde en god løsning. Vi får normalt bekræftet vores flyruter cirka 10 måneder før afrejse.
På rejser som denne vil der være mellemlandinger undervejs samt evt. en teknisk mellemlanding på både ud- og hjemrejse.

Krydstogtet

Vores krydstogt på tværs af Stillehavet er en rejse på næsten 9.400 sømil. Det betyder, at der på vej til Hawaii, Samoa og Fransk Polynesien og retur vil være nogle sammenhængende dage, hvor vi er på havet. Det kan måske ved første øjekast virke skræmmende, men fortvivl ej! Af alle de mange gæster, Albatros har haft med på krydstogt, har vi stadig til gode at høre, at vores gæster har kedet sig ombord. Der er masser af underholdning, musik i forskellige genrer, quizzer og restauranter, der skal prøves, for blot at nævne nogle få at de ting, man kan foretage sig ombord. Og har du en god bog med i kufferten, kan du med lethed finde et roligt hjørne på dækket, hvor du kan trække dig tilbage for en stund.

Krydsning af den internationale datolinje

Information

Drømmer du også om at kunne komme på en tidsrejse ind i fremtiden? For det er det, vi skal opleve den 13. og den 15. februar 2020 – eller skal vi? Forvirret? Den internationale datolinje er den logiske konsekvens af et paradoks, som den opdagelsesrejsende Antonio Pigafetta var den første til at konstatere i starten af det 16. århundrede. Han var et af de få besætningsmedlemmer, som overlevede Ferdinand Magellans jordomsejling østover, og han gjorde omhyggelige dagbogsnotater under hele rejsen. Da det faldefærdige skib Victoria gjorde landkending på Kap Verde efter næsten tre års rejse i områder langt fra vestlig tidsregning, skrev han i 1522: ”Onsdag den 9. juli sendte vi båden i land efter forsyninger og vi bad vores mænd spørge, hvilken dag det var. De fik at vide, at det var torsdag, hvilket overraskede dem meget, for i vores øjne var det onsdag og vi vidste ikke, at vi var på afveje. Da jeg var ved godt helbred, havde jeg hver dag uden afbrydelse noteret, hvilken dag det var”. Efterfølgende forstod Pigafetta sammenhængen: ”Som vi fik at vide, havde vi ikke lavet nogen fejl, for vi havde altid rejst vestpå, og var vendt tilbage til vores udgangspunkt, som var det samme som solens, hvorfor den lange rejse gjorde, at vi tabte 24 timer”.

Hvordan man enten kan vinde eller miste et døgn, når man krydser datolinjen, kan forklares med netop det, der sker, hvis man sejler jorden rundt. Man tænker måske ikke over, at man vinder/taber en time hver gang, man passerer en tidszone. Når man er nået hele vejen rundt om Jorden, har man vundet 24 timer og dermed et døgn i forhold til lokal tid, hvis der da ikke lige var den internationale datolinje til at kompensere for afvigelsen. Det er lidt forvirrende og ikke så underligt, at Magellans besætning og hovedpersonen Phileas Fogg i Jules Vernes’ Jorden rundt i 80 dage regnede en dag forkert, da de fuldførte deres jordomrejser. Datolinjen blev ganske enkelt fastlagt på en konference i Washington DC for at fastslå, hvornår og hvor datoen skulle skifte fra en dag til den næste.

Der er ingen grund til, at datolinjen absolut skal ligge ned gennem Stillehavet, men da det er et af jordens tyndest befolkede områder, giver datolinjen på dette sted kun forvirringen for en ganske lille del af jordens befolkning. I december 2011 mistede ca. 500 mennesker på øgruppen Samoa deres fødselsdag. Samoa lå nemlig øst for datolinjen mens Australien og New Zealand, som er de største handelspartnere, lå vest for datolinjen. Dermed var det fredag i Samoa, når det var lørdag og dermed således weekend i Australien og New Zealand. Det resulterede i en del forvirring og tabte handelsdage. Da den enkelte nation i Stillehavet selv kan fastlægge datolinjen, sløjfede man ganske enkelt den 30. december 2011 på Samoa og sprang ud i fremtiden fra den 29. til den 31. december. Dermed var den imaginære linje flyttet og Samoa hoppet over på den asiatiske side af den internationale datolinje

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser