Det Vilde Nordvesten

Velkommen til USA!

Vi rejser fra København til Seattle og kører direkte til vores hotel syd for Seattle. Så er vi nemlig klar til at få mest muligt ud af den følgende dag og undgå Seattles myldretidstrafik. Afhængigt af ankomsttidspunkt bliver der mulighed for fx at tage en lille spadseretur og strække benene. Selv om man måske har mest lyst til at kaste sig i dynerne efter den lange flyvetur, skal man prøve at holde sig vågen og forsøge at komme ind i den lokale døgnrytme. Så får man mest ud af de næste 15 dage i USA.

Overnatning i Longview.

Når vi vågner i Longview er vi allerede så småt væk fra Alfarvej og i dag skal vi køre ad turens første Scenic Byway – USA’s Margueritrute. Før vi kommer så langt begynder vi dog at krydse den mægtige Columbia River for herefter at gøre et stop i den historiske by Astoria, hvor nordisk og nordamerikansk historie er smeltet sammen i løbet af de seneste par århundreder.

Det var i Astoria, at de amerikanske opdagelsesrejsende Lewis og Clarks ekspedition nåede den amerikanske stillehavskyst den 12. november 1806 på den første og største trans-amerikanske ekspedition i nyere tid. Blandt andet den begivenhed er afbilledet på søjlen Astoria Column, der knejser højt over Columbia-flodens bred. På en klar dag kan man herfra se til Stillehavet og ud over den forræderiske flodmunding, hvor mangt et skib er gået på grund og kæntret på grund af de lumske sandbanker og den kraftige strøm. Vi besøger søjlen, og for de særligt vovelystne er der mulighed for at bestige de 164 trin for at komme helt op i toppen.

Astoria blev grundlagt i 1811 og er således USA’s ældste bebyggelse vest for bjergkæden Rocky Mountains. Velbevarede bygninger og historiske attraktioner blander sig i skøn forening med fantastiske udsigtspunkter og uspoleret natur. I tidligere tider, før man opfandt elektronisk navigationsudstyr, stødte mange skibe på grund her i det lumske farvand ud for Colombia-flodens munding. Astoria fik derfor det lidet attraktive tilnavn: ”Stillehavets kirkegård”. Mere end 200 skibe er gået på grund her.

Mange nordiske udvandrere slog sig ned i dette område og er meget bevidste om deres nordiske aner. Blandt andet afholdes hvert år i juni en stor nordisk sankthans-fest.

Vi skal nu til at lægge kursen sydover og slår ind på U.S. Route 101 – en billedskøn køretur langs Oregons stillehavskyst, hvor store dele af strækningen består af brede sandstrande, høje klinter og klipper på højre hånd og tykke grønne skove på den venstre. Her gælder det om at læne sig tilbage og nyde turen, der rangerer som en af de smukkeste vejstrækninger i USA.

Vi gør et stop ved fyrtårnet Cape Meares, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over havet, hvorefter vi fortsætter sydpå til vores hotel ved stranden, hvor vi tilbringer natten.

Overnatning i Newport.

Vi skal nu forlade kysten og begiver os mod sydøst ind i Oregons bjergrige hjerte. Dagens første etape giver tid til fordybelse og en opsamling ved rejselederen på koloniseringen af det vestlige USA. Herefter slår vi atter ind på en Scenic Byway, når vi snor langs Umpqua-floden. Floden løber fra bjergkædes Cascades, og måske overraskende passerer vi på den første del af strækningen en del vingårde. De lokale vinavlere har nemlig opdaget, at den bakkede topografi og afvandingen til floden i forbindelse med kystklimaet giver optimale forhold for dyrkning af bourgogne-druer som pinot noir og pinot gris såvel som for Bordeaux-druer som cabernet sauvignon og merlot.

Efter vinlandet bliver landskabet mere bjergrigt, og vi bevæger os opad mod skyerne. For enden af opstigningen ligger en af USA’s nationalparker, Crater Lake. Kratersøen er USA’s dybeste med sine ca. 590 meter, og på en solskinsdag fremstår overfladen som safirblå på en baggrund af de grå og brune kraterkanter, der blev skabt under Mount Mazamaz’ ødelæggende udbrud for ca. 7.700 år siden, der efterlod en caldera fuld af smeltevand fra sneen.

Fra Crater Lake snor vejen sig atter ned ad bjergene ad endnu en Scenic Byway, Volcanic Legacy, mod Klamath Falls, og undervejs passeres Oregons største sø, Upper Klamath Lake, inden vi når frem til vores hjem for natten.

Overnatning i Klamath Falls.

Efter gårsdagens lange men oplevelsesrige dag tager vi en mindre strabadserende dag i dag. Vi kører ad en karakteristisk lang lige vej mod nord og dykker ned i træfældningens historie, når vi gør holdt ved et udendørs skovdriftsmuseum. Frilandsmuseet viser både historiske boliger, forretninger og maskiner og giver et fint indblik i det hårde liv det var at skove de enorme mængder træ, som skulle bruges til at opføre byerne på vestkysten.

Længere nordpå rammer vi et klima, som de færreste nok forbinder med Oregon og statens frodige kyststrækninger: en ørken! Men det er ikke en hvilken som helst ørken. Dette er nemlig en såkaldt High Desert (højørken), som i gennemsnit ligger ca. 1.200 m.o.h. Her falder i gennemsnit ca. 380 mm nedbør årligt, hvilken dog er væsentligt mere end i en egentlig ørken i klassisk forstand, men det er stadig kun halvdelen af den mængde, vi i gennemsnit kender hjemmefra. Det betyder at landskabet langt hen ad vejen fremstår tørt, bart og til dels goldt som en steppe. Samtidig er plante- og dyrelivet naturligvis præget af klimaet, hvilket vi skal se på High Desert Museum. Her får man en glimrende indføring i områdets økosystem – både inde og ude.

Efter museumsbesøget når vi frem til byen Bend, der gennem de seneste årtier har draget tilflyttere fra Californien, der længes væk fra den brændende sol til et mere svalt og tørt klima – uden de store menneskemasser, som man kender det fra metropolerne på USA’s vestkyst. Bend er en hyggelig lille by, og det kan anbefales at spadsere en eftermiddagstur, inden vi drager mod vores hotel.

Overnatning i Bend.

Kort efter at vi har forladt Bend når vi endnu et smukt syn, når vi kommer til Smith Rock State Park. Her ligger bjergene som en takket savklinge gennem landskabet eller som spirene på hundreder af katedraler og er et af Oregons syv vidundere (vi ser i øvrigt fem af dem på vores vej gennem staten). Her er 300 årlige solskinsdage, og det bringer udehungrende og vovelystne klatrere til, der fra solopgang til solnedgang bevæger sig op og ned at de stejle klippesiders røde, gule og brune farveorgie.

Herefter fortsætter vi mod nord og vest gennem indianerreservatet ”Warm Springs” til vi når frem til endnu et af vidunderne: bjerget Mt. Hood. Og hvis du synes, at hotellet Timberline Lodge, som ligger tæt på Mt. Hoods top ligner noget, du har set før, så er det nok fordi du er fan af Stanley Kubrick og/eller Steven King. The Timberline Lodge udgør nemlig ydre kulisse for hotellet ”Overlook Hotel” i filmen ”Ondskabens hotel” fra 1980 med Jack Nicholson i hovedrollen.
At stå her, næsten ved toppen af Mt. Hood, er som at stå på en udkigspost over verden – hvis vejret er med os. Ellers kryber vi indenfor i varmen og tager et kort kig på hotellets interiør.

Vi skal nu atter ned mod lavlandet og sætter kursen mod Oregons største by, Portland. Her tager vi på en orienterende byrundtur og får blandt andet mulighed for at gå en tur gennem imponerende Powell’s Books, som er verdens største uafhængige boghandel. Vi skal også forbi den internationale rosenhave, hvor hundreder af sorter dyrkes og nye sorter udvikles.

Overnatning i Portland.

Dagen begynder med, at vi snor os langs Columbia River mod øst ad ”Historic Columbia River Scenic Byway”. Dette er USA’s første historiske Scenic Byway – og ikke uden grund. Floden ledsager os på venstre hånd, mens klipper og vandfald ledsager os på den højre. Vi stopper ved vandfaldet Multnomah Falls, der sender kaskader af iskoldt vand ned mod os, og de vovelystne kan tilmed gå en tur op på den højereliggende bro for at komme endnu tættere på – naturligvis med risiko for at blive våde!

Vi fortsætter ad den smukke rute og holder frokostpause i Pendleton, hvis hovedgade minder om en western-by. Det er nærmest som at træde et skridt tilbage i tiden, omend her er alle moderne fornødenheder.
Hvis den er åben lægger vi et kort smut forbi saddelmageren Hamley & Co., som er kendt for at lave de ”fineste håndlavede sadler, man kan købe for penge”.

Efter vores western-stop fortsætter vi mod Baker City, hvor vi skal dykke ned i historien om de tusinder af prærievogne, som begav sig afsted på den lange og ekstremt farefulde færd fra USA’s østkyst. Her var prærievognene pakket med håb og drømme om et bedre og friere liv mod vest og de anstrengelser og farer som måtte overvindes for at nå frem til målet. Vi skal besøge byens museum om ”The Oregon Trail”, som var rutens navn, der strakte sig over 3.490 km, som forbandt Missouri-floden med Oregons dale. Rutens østlige del gik fra det nuværende Kansas over Nebraska og Wyoming. Den vestlige del tværs gennem det meste af dagens Idaho og Oregon. Derfor er det oplagt, at historien er kortlagt her i Oregon, hvor vognsporet ender.

Overnatning i Baker City.

Om morgenen går vores rejse over grænsen til Idaho, og vi kaster os nu over en ny stat og det, den har at byde på. Vi kommer først gennem statshovedstaden Boise, og her svinger vi til venstre og fortsætter ad The Ponderosa Pine Scenic Byway. Således har vi endnu engang prioriteret den smukke kørsel gennem indbydende landskaber bestående af skov og bjergtinder. Vejen snor sig afsted, og bag hvert sving ligger nye smukke udsigter.

Vi kommer gennem minisamfund, hvor tiden nærmest synes at have stået stille gennem årtier – ja, nærmest århundreder og gør blandt andet holdt i Idaho City – en historisk guldgraverby med kun ca. 500 sjæle. Dette er virkelig ”small town America” – et lille samfund langt fra storbyen, hvor livet går sin stille gang. Det står i skarp kontrast til tanken om de ca. 4.000 kinesere, der boede i Idaho fra 1869 til 1875 og blandt andet kom her til Idaho Citys ”Guldbjerg” for at arbejde i minerne, vaskerier eller som kokke.

Vi fortsætter ad den smukke rute og når frem til Idahos højeste pas, Banner Summit, som ligger i 2.145 m højde, som også adskiller floderne Salmon River og Payette River. Herfra begynder nedstigningen mod byen Stanley, og mens vi kører gennem de stejle forbjerge og den tykke skov kan vi ane bjergene Sawtooth Mountains i baggrunden. Når vi når frem til Stanley har vi et fuldt vue over bjergene, hvis da ikke vejrguderne spiller os et puds.

Dagens sidste etape går mod syd ad Sawtooth Scenic Byway, som har den ære at kunne kalde sig nr. 100 af slagsen i USA. Området har mere end 300 alpine søer, og dyrelivet byder blandt andet på gaffelbukke, hjorte, wapitihjorte, bjørne og ulve.

Vi slutter dagen i det smukke Sun Valley, hvor vi skal overnatte på et baggrundstæppe, der er som vævet af dagens naturoplevelser.

Overnatning i Ketchum eller Sun Valley.

I dag siger vi farvel til Idaho for en stund, når vi ud på eftermiddagen når frem til Montana. Vores vej går forbi nationalmonumentet Craters of the Moon (”Månens kratere”), som er som et enormt udendørs museum dannet i løbet af otte store vulkanudbrud for mellem 15.000 og 2.000 år siden. Indtil det næste udbrud kommer vil jordskælv og tektoniske forskydninger ændre en smule på landskabet, og vi satser da også på, at det ikke bliver i dag, at vi kommer til at opleve vulkanens vildskab. I stedet skal vi ”gå på månen”.

Den 22. august 1969 landede blandt andet Apollo 14-astronauterne Alan Shepard og Edgar Mitchell i den lille bitte lufthavn i byen Arco og fortsatte derefter til Craters of the Moon. Her udforskede de lavalandskabet og lærte det mest grundlæggende om vulkansk geologi. Astronauterne blev sendt til Craters of the Moon, fordi de var piloter – ikke geologer. Den amerikanske rumfartsadministration NASA mente, at dette var de mænd, der ville komme til at gå på månen. De ville også have den sjældne mulighed at indsamle stenprøver, og da der i alt kun ville kunne hjembringes ca. 450 kg sten fra i alt 6 månelandinger var det vigtigt, at de havde nok kendskab til geologi til at kunne tage de mest værdifulde prøver videnskabeligt set med hjem. Astronauterne besøgte således steder som Hawaii, Island og, som os i dag, Craters of the Moon. Det er så tæt på månen vi kan komme, når nu vi ikke, som Shepard og Mitchell gjorde det i 1971, kan gå på selve himmellegemet.

Efter besøget ved nationalmonumentet slår vi ind på den smukke Mesa Falls Scenic Byway, hvor transporttiden endnu engang er gjort til en naturskøn oplevelse.

Sidst på eftermiddagen når vi frem til dagens mål, Big Sky, Montana. Her skal vi indlogeres på 320 Guest Ranch, hvor vi har to nætter og kan slappe af og bearbejde indtrykkene fra den første del af vores rejse.

Ranchens historie begynder i 1898, da Sam Wilson overtog 65 hektar land langs Gallatin River. Den 16. januar 1936 købte Dr. Caroline McGill, en kvinde langt forud for sin tid, ranchen fra familien Wilson. Udover at være Montanas første kvindelige læge og første patolog var Dr. McGill også en ivrig jæger og lystfisker. Hun var af den opfattelse, at det var godt for både krop og sjæl at være tæt på naturen. De nyder vi godt af, og vi kan nu slappe af til lyden af flodens brusen og udsigten til bjergene lige uden for vinduet.

Der er i dag mulighed for at slappe helt af oven på den første del af vores oplevelsesrige rejse – og det er det helt rigtige sted at gøre det. Med Big Sky-bjergene som kulisse kan du gå en tur, prøve ranchens fluefiskeri (mod betaling) eller bare slappe af med en bog. Der er ikke frokoståbent i ranchens restaurant, så hvis du bliver hjemme i dag, kan du med fordel bestille en madpakke fra ranchen. Denne skal bestilles senest kl. 19 aftenen før (ikke inkluderet i rejsens pris). Vores rejseleder hjælper naturligvis med det praktiske.

Har du mod på at komme med på udflugt kører vi i dag til spøgelsesbyerne Virginia City og Nevada City, der er som at træde lige midt ind i guldgraverbyer fra en svunden tid.

Inden vi kommer frem, kører vi først langs Earthquake Lake. Dette er dog ingen almindelig sø, og dens rolige gemyt er fremkommet af naturkræfter i det modsatte lune. Søen blev skabt af en katastrofescene, der var som taget ud af en dommedagsfilm. I august 1959 sendte et jordskælv på 7,3 på Richterskalaen 80 millioner tons jord og sten gennem kløften mod Madison River med 160 km/t. Langs floden lå campister og sov i deres telte, da de blev levende begravet under vand, jord og sten. 28 mennesker mistede livet.

Vi gør et kort stop ved besøgscenteret, inden vi fortsætter tilbage i tiden til spøgelsesbyerne. Da Virginia City var størst boede her 25.000 mennesker, og den var den største by mellem Denver og San Francisco. Det skyldtes, at der i juni 1859 blev fundet en enorm sølvåre, der som med et trylleslag lokkede tusinder af minearbejdere til med alt, hvad det fører med sig. Vi går en tur gennem den i dag lille by og kan stikke hovedet indenfor i husene og forretningerne. Herefter fortsætter vi til Nevada City, som byder på et frilandsmuseum, der giver et godt indblik i perioden med sin skolestue, saloon, beboelseshuse, smedje, sadelmager, købmand osv.

Om eftermiddagen vender vi atter tilbage til 320 Guest Ranch og kan tilbringe endnu en aften og nat i de rolige omgivelser på ranchen i hinandens gode selskab.

Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris og skal bestilles hjemmefra senest 45 dage før afrejse.

Ruten går nu nordover gennem Montanas udstrakte landskaber og gennem de samme områder, som Lewis & Clarks ekspedition til og fra Stillehavskysten. Dagens første stop har da også en stærk forbindelse til ekspeditionen, for vi gør holdt i Missouri Headwaters State Park, hvor floderne Jefferson, Madison og Gallatin løber sammen og bliver til den store Missouri-flod.

Meriwether Lewis skrev i sin dagbog, at landskabet her pludselig åbnede sig til omfattende og smukke sletter og enge, som synes at være omgivet i alle retninger med fjerne og høje bjerge. Ekspeditionens legendariske kvindelige indianer og tolk, Sacajawea, blev taget til fange her som barn og solgt som slave for ad mange omveje at blive en del af Lewis’ og Clarks team.

Et andet medlem af denne ekspedition, John Colter, som senere blev den første af europæisk afstamning, der opdagede det, der senere skulle blive til Yellowstone Nationalpark, lavede senere flere ture til dette område i sin jagt på pelse. Det var også netop her ved flodernes sammenløb, at han blev jaget af indianere og slap bort – en historie, som alle amerikanske skolebørn kender som ”Colter’s Run” (Colters løb).

Vi nyder synet af de tre mægtige floder og deres konfluks, inden turen går videre nordpå mod ”Gates of the Mountains” (Porten i bjergene).

En sommeraften i juli 1805 i det vildnis, der senere blev Montana, kæmpede Lewis og Clark og deres ekspedition sig mod strømmen på Missourifloden. På dette sted var klipperne langs floden så høje, at det var umuligt for dem at trække bådene og den dybe kanal tvang mændene til i stedet at stage sig frem. Pludselig rejste nogle tårnhøje klippeformationer sig foran dem i en højde af små 400 meter. De enorme stenvægge så ud til at afskære ekspeditionen vejen fremad, men pludselig åbnede de sig som en blid kæmpe ville åbne sin port. Meriwether skrev i sin dagbog: "Jeg vil kalde dette sted Gates of the Mountains”, og sådan blev det! Vi slipper for at stage og tager i stedet på en hyggelig bådtur, hvor vi ved selvsyn kan opleve det spektakulære fænomen her på Missouri-floden.

På vej mod vores hotel i Great Falls kører vi som en fin afslutning på den naturskønne dag igennem den smukke røde kløft ad Reflection Road og krydser flere gange over Missouri-floden, inden vi når frem til byen på prærien.

Dagens første indslag er en fin opfølgning på gårsdagens oplevelser. Første stop er nemlig et besøg på Lewis & Clark-museet i Great Falls, som ud over at være et flot museum også giver et fremragende indblik i de strabadser, som Lewis, Clark og co. måtte overvinde for at nå stillehavskysten. Museet har blandt andet en model af en af ekspeditionens både.

Herefter går vores tur over prærien, og vi siger farvel til Missouri-floden og goddag til Rocky Mountains, som vi atter møder på vores vej mod Glacier Nationalpark. Hvis vejret er til det og bjergpasset ikke er lukket (øverst i passet kan der nemlig falde op til 24 meter sne på en vinter!!) går vi ombord i de små røde busser, som skal bringe os tværs gennem den billedsmukke nationalpark ad vejen Going-to-the-Sun Road.

Hvis du får fornemmelsen af, at du måske har været her før, så er der en reel chance for det, hvis du – og nu vender vi tilbage til oplevelserne ved Mt. Hood og Timberline Lodge – har set ”Ondskabens hotel”. Det er nemlig denne smukke køretur, man ser i filmens åbningsscene.

Going-to-the-Sun Road blev færdiggjort i 1932 og spænder over bredden af Glacier Nationalpark, der krydser the Continental Divide, som udgør vandskellet mellem øst og vest i Nordamerika. Det højeste pas er Logan Pass i ca. 2.000 meters højde. Vejen går gennem næsten alle typer terræn i nationalparken og vi ser store gletsjersøer og cedertræer i de nedre dale til vindomsust alpintundra på toppen af passet, og der er mange naturskønne udsigtspunkter undervejs.

Hvis vejret ikke er med os og vejen er lukket, tager vi i stedet den sydlige tur langs parken i vores egen bus, så vær opmærksom på, at dagen i dag i høj grad er overladt til naturens luner.

Overnatning i Kalispell.

Dagen byder på endnu flere af de smukke naturoplevelser, som Montana er så rig på. Vores vej bevæger sig sydpå langs Flathead Lake, som er den største naturlige ferskvandssø vest for Mississippi (Alaska undtaget). Det er en flot køretur med udsigt over søen, hvis sydlige ende ligger i Flathead Reservation, der er hjemsted for de to indianerstammer Confederated Salish og Kootenai. Det er også i reservatets område at vi finder det nationale bisonreservat, som vi kører igennem, og som altid, når det drejer sig om dyr, håber på, at bisonerne er i det lune i dag, hvor de viser sig frem for de besøgende. Garantier er der dog ingen af.

I det 18. århundrede menes der at have været over 60 mio. bisonokser i Nordamerika. I 1889 var der 541 dyr tilbage. Det antal er senere blevet bragt op på ca. 500.000, og en lille del af dem bor altså her i bisonreservatet i dag.

Herfra tager vi vores afsked med the Rockies og fortsætter mod vest langs Clark Fork River og over Lookout Pass, som ligger på grænsen mellem Montana og Idaho, som vi dermed genser for en kort bemærkning. Et af vores stop i Idaho bliver nemlig den hyggelige by Wallace, hvor vi, hvis den holder åbent, blandt andet kan kigge indenfor hos North Idaho Trading Co. – en pantelåner, der mest af alt ser ud som om, den sidder fast i 1910.

Herefter fortsætter vi til staten Washingtons næststørste by, Spokane, hvor vi også overnatter.

Vi skal igen i dag køre igennem et meget varieret landskab, som starter med et goldt klippelandskab så langt øjet rækker og slutter med frodige frugtplantager og vinmarker.

Når vi har forladt Spokane får vi atter the Rocky Mountains i sigte på højre hånd, og landskabet bliver gradvist mere kuperet, råt og klippefyldt. På venstre hånd passerer vi Fairchild Airforce Base med mere end 5.200 medarbejdere, som dermed gør luftbasen til den største arbejdsgiver i det østlige Washington.

Midt på formiddagen begynder vi at skære os ned gennem klippemassivet mod en gammel kending, Columbia-floden. Her kommer vi frem til dæmningen Grand Coulee Dam, der blev bygget fra 1933 og stod færdig i 1942, og som både er den største betonstruktur og den største producent af vandkraft i USA. Dæmningen er elsket og hadet på samme tid, for bygningsværker i denne størrelsesorden sætter et mærkbart aftryk på det oprindelige dyre- og planteliv samt livet for de stammer, der boede her. På samme tid skabte dæmningen strøm nok til at kunne forsyne flyfabrikkerne i området og aluminiumindustrien under 2. Verdenskrig, og selvom tilhængerne nærmest tilskriver dæmningen egenhændigt at have vundet krigen er sandheden nu nok snarere, at den bidrog til krigsindsatsen. Der produceres nu årligt 21.000.000.000 kWh i gennemsnit, hvilket svarer til det årlige strømforbrug for mere end 1 mio. familier.

Uanset holdning er de fleste nok enige om, at det er et imposant byggeri, som får enhver til at føle sig meget lille over for vandets kræfter.

Fra dæmningen fortsætter vi gennem kløften, som gennem millioner af år er blevet formet af vandet og når frem til ”Million Dollar Mile”. Denne ene mile af vejstrækningen har fået sit navn, fordi denne del af Coulee Corridor Scenic Byway kostede 1 mio. US-dollars at bygge, da den blev lavet i 1948.

Herefter når vi frem til Dry Falls, som de færreste nok har hørt om, men som alle ville kende navnet på, hvis her da bare så ud som for ca. 20.000 år siden. Dry Falls er nemlig et tørt 5,5 km bredt vandfald, som anslås at have været ca. 5 gange bredere end Niagara Falls. Det ville derfor have været verdens klart største vandfald, hvis en isprop ikke havde ændret Columbia-flodens løb. På den anden side betød isproppen, at vi i dag både kan nyde kløften Grand Coulee og Dry Falls.

Langsomt ændrer landskabet sig nu fra de golde klipper til frugtbar landbrugsjord efterhånden som vi kommer ind i dalen Columbia Valley. Her er klimaet ganske enkelt perfekt til dyrkning af frugt og vin, og træerne og stokkene står på rad og række så langt øjet rækker som en skarp kontrast til dagens første oplevelser.

Vi får så småt bjergkæden the Cascades i sigte, efterhånden som vi nærmer os Wenatchee, hvor vi skal overnatte. 

Vi kører i dag gennem Okanogan-Wenatchee Nationalskoven og bjergkæden ”the Cascades”. Det bliver den sidste seværdige transportstrækning for denne gang.

Vi begynder dagen med at gøre et kort stop i den lille by Leavenworth, som er et lille stykke Bayern i staten Washington. Leavenworth er resultatet af indbyggernes hitte-på-somhed i forbindelse med faldende indtægter fra træindustrien, og frem for at lade byen slumre hen til en soveby, valgte man i stedet at omforme den til den romantiske sydtyske stil. Nogle elsker det, nogle hader det, men faktum er, at Leavenworth hvert år tiltrækker mere end 2 mio. turister.

Vi kommer nu ind i selve bjergkæden og bevæger os opad gennem den smukke dybe skov og på vores vej gennem ”the Cascades” krydser vi over Stevens Pass, et bjergpas i ca. 1.200 meters højde. På den anden side venter der os en b(e)rusende oplevelse ved vandfaldet Deception Falls, hvor vandmasserne fosser ned fra bjergsiden.

Først på eftermiddagen når vi frem til dagens endemål, den smaragdgrønne by Seattle. Byens pragtfulde beliggenhed på en strimmel jord mellem Lake Washington og Puget Sund er en perfekt naturlig havn. I baggrunden ses Mount Rainiers sneklædte top. Byen begyndte som en wild west-by, hvor guldgraverne tankede op, inden deres videre færd til Klondike og Alaska. I dag balancerer byen mellem det gamle og det moderne. Skyskrabere står side om side med bygninger, der vidner om en hård barndom.

Især efter verdensudstillingen i 1962 begyndte byen at manifestere sig som en sofistikeret kulturby. I dag ligger her endvidere mange elektronik- og softwarevirksomheder, og verdens største flyfabrik Boeing producerede den ikoniske ”Jumbo” 747 her og verdens mest solgte fly 737’eren (begge er stadig i produktion, dog i mere moderne varianter).

Netop Boeing-fabrikken er på menukortet for i dag, hvorfor vi kører til Everett, der ligger lidt nord for Seattles centrum. Her tager vi en rundvisning, som både byder på flyhistorie og et indblik i Boeings mange flytyper. Fabrikken er verdens største bygning målt i volumen, med over 13 mio. m2 plads til at bygge de forskellige fly, der inkluderer den nye 787 Dreamliner (de første byggedes 2009). Det er en aktiv arbejdsplads, så der må forventes en del larm og aktivitet undervejs. Det nye 777X med vingespidser, der kan folde sig sammen, forventes at blive færdig i 2019, så hold godt øje undervejs. Man behøver ikke at være ”flynørd” for at nyde turen rundt i fabrikken, men der er givetvis risiko for, at man bliver det efterfølgende.

Vi afslutter dagen med en byrundtur ”downtown”. Højdepunktet vil være den historiske Waterfront med Pike Place Market, der for alvor fik sit gennembrud under depressionen i 1930’erne (åbnede i 1907). Markedet genopfandt sig selv som Seattles vartegn i 1986, og er blevet særligt populært efter en film (FISH! Philosophy) om sælgerne, der kaster fiskene imellem sig og laver morsomme interaktioner med kunderne, gik viralt på nettet. Der er mange mennesker, der dagligt besøger markedet og den nærliggende ”originale” Starbucks. Vi fortsætter med at køre igennem denne del af byen og aflægger et besøg ved forretningsområdet Union Square, hvis tiden tillader det.

Overnatning i Seattle, ved Bellevue området.

I dag er det tid til at sige farvel til det nordvestlige USA og vende næsen hjemad mod Danmark. Afhængigt af hjemrejsetidspunktet er der eventuelt mulighed for at have formiddagen på egen hånd i Seattle-bydelen Bellevue, inden vi kører til lufthavnen.