Drømmen om de blå kupler – Usbekistans Silkevejsbyer

Vi flyver fra Københavns Lufthavn mod Usbekistan.

Vi lander i Usbekistans hovedstad Tasjkent tidligt om morgenen, og når indrejseformaliteterne er overstået, kører vi til vores hotel, hvor der vil være mulighed for at slappe af på ens hotelværelse, inden dagens program starter.  
 
Tasjkent har siden russernes erobring i 1865 været landets port mod øst og siden 1939 været landets hovedstad. Med knap tre millioner indbyggere er Tasjkent den vigtigste by i Centralasien. Byen har en lang og omtumlet historie; omkring 400-tallet omtales den under navnet Stjasi, herefter fulgte en række erobringer af tyrkere, arabere, Djengis Khan, Timur Lenk, kasakhiske, kalmukiske nomader og siden begyndelsen af 1800-tallet samaniderne. I 1966 ramte et voldsomt jordskælv Tasjkent, og store dele af byen blev ødelagt. Derfor er Tasjkent i dag præget af moderne bygninger, hvis udsmykninger og stil dog er stærkt præget af den usbekiske og russiske kultur. 
 
Dagens byrundtur begynder ved Khazrati-Imom, som er et smukt kompleks med flere koranskoler og moskéer. Her ligger blandt andet Djuma-moskéen og den fornemme koranskole Barak Khan-Madrasaen, hvor den ældste håndskrevne koran – Uthman Qur’an – opbevares. I Abdul Kassim-Madrasaen viser dygtige usbekiske kunsthåndværkere eksempler på silkepapirsmaling, træarbejder, keramik og andet af deres flotte kunsthåndværk. Vi besøger det nærliggende Kaffel-Shashis-mausoleum og Kukeldash-Madrasaen og basaren med alt fra grøntsager og brød til tøj og husholdningsartikler. Vi fortsætter til den gamle bydel på Emir Timur-pladsen, som prydes af en stor statue af den centralasiatiske krigsherre Timur Lenk (1336-1405) og hoteller i klassisk kommunistisk arkitektur. Der bliver også lejlighed til at se den berømte Tasjkent Metro, som er dekoreret med marmor og granit. 

Tidligt om morgenen kører vi i lufthavnen for at flyve til Nukus, der ligger midt i et af de mest øde områder i verden, den selvstyrende republik Karakalpakstan. Karakalpakstan er fire gange så stor som Danmark, men har kun omkring 1.7 millioner indbyggere. I hovedstaden Nukus lever ca. 25% af den samlede befolkning, hvoraf kun 400.000 er af usbekisk afstamning. Resten af overvejende karakalpakere, en lokal stamme, som menes at være tilvandret fra det nuværende Iran.  

Dagens store oplevelse er det imponerende kunstmuseum Savitsky Museum også kaldet ”Ørkenens Louvre”, der med mere end 82.000 kunstgenstande tiltrækker gæster fra hele verden. Her finder man alt lige fra antikviteter, folkekunst og tæpper til verdens næststørste samling af russisk avantgarde kunst (efter Museet i St. Petersborg). Museet blev åbnet i 1966 og bygger på kunst indsamlet af Igor Savitsky. Han slog sig ned i byen Nukus i 1950 og samlede avantgarde kunst, som de sovjetiske myndigheder ellers drev klapjagt på.

Om eftermiddagen ser vi Mizdakhan, en nekropolis, der blev påbegyndt helt tilbage i det 2. århundrede f. Kr. Mizdakhan ligger 20 km fra Nukus.

Efter morgenmaden begiver vi os mod oasebyen Khiva, der i dag er to byer; den gamle del inden for ringmuren og den moderne uden for muren. Den gamle by virker som ét stort museum, hvor byens voldsomme og fascinerende historie er med for hvert skridt, man går.  Vi bruger resten af dagen på at gå rundt i denne kulturelle perle, hvor al motoriseret kørsel er forbudt.

Khiva var en af Silkevejens store karavanebyer med en strategisk vigtig beliggenhed som bindeled mellem øst og vest. Den gamle bydel, Ichan Kala, fremstår uberørt af tidens tand og er fortsat omkranset af en fem-seks meter tyk ringmur, der er over seks kilometer lang. Inden for murene fandt områdets største slavemarked sted helt frem til 1873, hvor russerne annekterede området. Khivas tidligere herskere har brugt ufattelige rigdomme på at efterlade sig smukke monumenter og bygninger, og på vores gåtur rundt i byen skal vi se de vigtigste. 

Vi ser blandt andet Kalta Minor, en smuk kakkelbeklædt minaret, der ved anlæggelsen skulle have været den største i hele Centralasien. Imidlertid stoppede byggeriet i utide, og derfor er minareten bred – 14,2 meter i diameter – men kun 26 meter høj. Andre seværdigheder er mausoleet for krigerpoeten Makhmud Pakhlavan, Rakhim Khon-madrasahen og det gamle citadel Kunya Ark. Fundamenterne for dette fort er de ældste bygningsstrukturer i Khiva, og de kan dateres helt tilbage til det 5. århundrede. Der er mange senere tilbygninger, og komplekset består blandt andet også af moskéer, modtagelsesrum, stalde og et harem.

Resten af eftermiddagen er afsat til, at man i eget tempo kan gå på opdagelse blandt vidunderlige moskéer med fantastisk udskårne søjler, smukke stenmosaikker i overvældende farver, madrasaher, himmelstræbende minareter og turkisblå kupler. Her er krogede gader, gamle frugthaver og herberger, der har taget imod gæster siden karavanernes tid. Nutidens souvenirboder med fine sager har afløst fortidens krydderier og fine silkestoffer.

Det er blevet tid til at tage afsked med denne perle af en oaseby. Fra Khiva går det med højhastighedstoget Afrosiayb tværs over Kyzylkum-ørkenen til Bukhara, en af Silkevejens mest berømte oasebyer. Højhastighedstoget er det første af sin art i hele Centralasien og tilbagelægger de 500 kilometer til Tasjkent på omkring 6 timer. Alle vogne er røgfri og udstyret med komfortable siddepladser. 

Bukhara er en af Centralasiens mest stemningsfulde byer, og var allerede gammel, da Alexander den Store erobrede den i 329 f. Kr. Byens beliggenhed på korsvejen mellem Merv, Gurganj, Herat, Kabul og Samarkand gjorde den til et attraktivt mål for mange krigsherrer. Deriblandt den arabiske hærfører Qutaiba, som i begyndelsen af 700-tallet bragte den muslimske tro til Bukhara. Senere blev byen næsten fuldstændig jævnet med jorden af Djengis Khan i 1200-tallet. Men den rejste sig igen, og med de handlende kom rigdom og velstand.

Ved ankomsten til Bukhara kører vi til hotellet og indkvarteres. Om eftermiddagen går vi en kort tur i byens centrale del, inden der om aftenen er mulighed for at opleve et imponerende aftenshow i den smukke madrasa (skole for islamstudier)  Nodir Divan-Begi fra 1623.

Vi tilbringer hele dagen i Bukhara og foretager en omfattende bytur, hvor vi i bogstavelig forstand gennemgår byens historie på vores vej rundt til de største og mest berømte seværdigheder. Blandt andet går vi på opdagelse i den gamle bydel Ichan-Kalas labyrint, ser Ismail Khodja-komplekset med sin fantastiske grønne kuppel, Tash Khouli-paladset med haremsgemakker og den 1.000 år gamle Juma-moské. 

I centrum finder vi den storslåede Ark-fæstning, der var symbolet på emirens storhed og egentlige residens. Med sine op mod 20 meter høje mure var fortet en sikker bastion for den lokale magthaver, og i storhedstiden boede der knap 3.000 mennesker inden for murene. Mange af byens største seværdigheder, herunder smukke moskéer med fantastiske blå kupler, byporte og imponerende pladser, er samlet i Poi Kalyan-komplekset, hvor også byens højeste minaret tårner sig op: Arslan Khan-minareten, også kendt som Dødens Minaret. Det var her, den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen. Lab-i-Hauz-torvet med det store bassin er centrum for byen, og her ligger tehuse, hvor ældre usbekiske mænd drikker grøn te, snakker og spiller brætspil. 

Om eftermiddagen bliver der mulighed for at besøge Toks-basaren. I de gamle kuppel-klædte handelsbygninger er der fortsat masser af aktive værksteder og småboder, der producerer lokal kunsthåndværk af høj kvalitet, præcis som de har gjort i århundreder. Delikate håndvævede tekstiler som Centralasien er berømt for: suzani, silke og ikat og håndlavede træarbejder, puder, tæpper og keramik i fantastiske farver.

I dag begiver vi os nordover til Gijduvon beliggende mellem Zeravshan og Shimolii-kanalen i et område, hvor bomuldsmarkerne ligger tæt. Her krydses Takhtakaracha passet i knap i 1.800 meters højde. Dette er den slagne vej, hvor både Alexander den Store og Timur Lenk drog på togt for at vinde prisen over dem alle: Indien med al dens pragt og rigdom. Gijduvon er berømt for dens keramik, og vi besøger en af byens berømte keramikere, kommer indenfor i værkstedet og får lejlighed til at beundre værkerne og deres smukke turkisblå farver.

Vi fortsætter herfra til Samarkand – også omtalt som Sjælens Have, Islams Juvel og Verdensspejlet. Denne Centralasiens mest sagnomspundne by har en tusindårig lang historie som kulturcentrum på Silkevejen. Ved ankomsten bliver vi indlogeret på vores hotel for de næste to nætter. 

Samarkands historiske centrum er ikke lige så velbevaret som i Bukhara, men til gengæld rummer byen nogle af Centralasiens mest enestående kulturperler. 
 
Den mest berømte seværdighed er uden tvivl Registanpladsen, der ligger i det centrale Samarkand og er en af verdens smukkeste pladser. På tre sider, i perfekt arkitektonisk harmoni, er pladsen indrammet af bygninger, minareter og madrasaer. Her ligger Ulugbek-Madrasaen og Tillya-Kari-Madrasaen sammen med Shir Dor-Madrasaen som et enestående arkitektonisk mesterværk, der er under UNESCO’s beskyttelse. I 1220 blev byen voldsomt hærget af Djengis Khans horder, men fra 1369 oplevede byen endnu en opblomstring under Timur Lenk, der gjorde den til sin hovedstad. 
 
Ud over Registanpladsen skal vi se Bibi Khanum-moskeen og Shah-i-Zinda-nekropolen – en samling gravmæler, der nærmest udgør en lille by. Den flotte indgangsportal med de farverige kakler og den smalle, godt 200 meter lange gade med tætliggende mausoleer på begge sider er enestående. Vi besøger også Ulug Begs observatorium fra 1429. Observatoriet var blandt de ypperste i verden i 1400-tallet, og de observationer, der dengang blev foretaget, er stadig gyldige i dag. 
 
Gur Emir, eller Emirens Gravkammer, er en anden af Samarkands smukke bygninger. Timur Lenk beordrede i 1404 Gur Emirs flotte kuppel og mausoleum færdiggjort til ære for sit afdøde barnebarn, Muhammed Sultan. Da Timur Lenk døde i 1405, blev også han begravet i Gur Emir. På den smukt dekorerede kuppel er der poetisk skrevet: ”Skulle himlen forsvinde, vil kuplen erstatte den”.

Usbekisk vin er ukendt for de fleste, men rent faktisk har usbekerne lavet vin i årtusinder. Vi afslutter dagens program med et kort besøg ved byens statsejede vinfabrik og får ved selvsyn lov til at smage og hører nærmere om usbekisk vinproduktion.

Vi begynder dagen med at køre ud til et papirværksted i landsbyen Konigil uden for Samarkand. Papirfremstilling har en lang historie i området, og på værkstedet får vi at se, hvordan bark fra morbærtræet bliver omdannet til fint papir. 
 
Vi besøger også profeten Daniels mausoleum. Den gammeltestamentlige profet optræder omkring år 600 f.Kr., og hans jordiske rester hævdes at være begravet ikke færre end seks steder – tre i Irak, to i Iran og altså også her i Samarkand. Legenden siger, at det er Daniels hånd, der er stedt til hvile her, efter at den som relikvie blev hjembragt af Timur Lenk. Mange pilgrimme kommer til mausoleet, der er en helligdom for både kristne, jøder og muslimer. 

Resten af eftermiddagen er til fri afbenyttelse, inden vi mødes og nyder en dejlig afskedsmiddag sammen.

Vi flyver fra Samarkand midt om natten og lander i København om morgenen.