Drømmenes Californien og Las Vegas

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Drømmen om Californien går i opfyldelse i byerne Los Angeles og San Francisco. Inkl besøg i Las Vegas og nationalparkerne Death Valley og Sequioa

Giv efter for længslen efter Californien på denne rejse til de legendariske storbyer Los Angeles, San Francisco 
og Las Vegas. Du besøger også San Diego og Palm Springs og oplever Sequioa Nationalpark. Spændvidden er stor fra overdådige Beverly Hills til neonlys i verdens ultimative kasinoby Las Vegas. Du kommer til at køre gennem det varmeste sted på jordens overflade, Death Valley. I San Francisco får du det hele med fra byens stejle gader, den mageløse Golden Gate Bridge, Nordamerikas ældste Chinatown og søløverne ved Fisherman’s Wharf.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta USD

Dagsprogram 11 dage
Dag 1
København – Los Angeles
Dag 2
Los Angeles – San Diego
Dag 3
Palm Springs
Dag 4
Las Vegas. Mulighed for aftenarrangement med Las Vegas-show og middag
Dag 5
Death Valley – Visalia
Dag 6
Sequioa National Park – Modesto
Dag 7
Modesto – San Francisco. Byrundtur
Dag 8
San Francisco – 17-Mile Drive – Monterey – Carmel – Pismo Beach
Dag 9
Prismo Beach – Solvang – Santa Barbara – Getty Center/Villa i Los Angeles
Dag 10
Afrejse fra Los Angeles
Dag 11
Ankomst til København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Los Angeles (ca. 70 km)
Der er omkring 15 millioner indbyggere Los Angeles

Vi rejser fra København til Los Angeles og kører efter ankomst direkte til vores hotel. Afhængigt af ankomsttidspunkt bliver der mulighed for fx at slappe af ved poolen, så husk badetøj. Du kan også gå dig en lille tur i området.  Selv om man måske har mest lyst til at kaste sig i dynerne efter den lange flyvetur, skal man prøve at holde sig vågen og forsøge at komme ind i den lokale døgnrytme. Så får man mest ud af de næste 10 dage i USA.

Los Angeles er USA’s næststørste by med 15 millioner indbyggere og et enormt areal, der gør den vanskelig at overskue. L.A., som byen kaldes i daglig tale, er verdens førende underholdningscentrum, specielt når det handler om film, tv og musik, men den kan sandelig også være med, når det drejer sig om forlystelsesparker, kunst og kultur. Los Angeles er byen, hvor den amerikanske drøm leves ud. Nogle få ender i millionvillaerne i Bel Air og Malibu, mens mange andre må forlade byen, uden at drømmen er gået i opfyldelse.

Dag 2
Los Angeles – San Diego (ca. 170 km)
San Diego ligger ved Stillehavet i det sydlige Californien

Efter en god nats søvn tager vi hul på vores Californiske eventyr. På grund af hotellets beliggenhed i bydelen Irvine undgår vi med fordel den tunge morgentrafik ud af Los Angeles. Det giver os god tid til, at vi stille og roligt kan nyde kyststrækningen på vej mod San Diego. Undervejs gør vi holdt ved La Jolla Cove og spiser frokost i Seaport Village, inden vi i løbet af eftermiddagen checker ind på vores hotel.

Resten af dagen har du mulighed for at udforske San Diego på egen hånd, og evt. spise middag i Gaslamp-kvarteret.

Dag 3
Palm Springs (ca. 250 km)
Palm Springs har behageligt klima og gammel Hollywood-charme

I dag kører vi igen lidt nordpå til Palm Springs. Efter frokost tager vi en tur med Palm Springs Aerial Tramway, som er verdens største roterende svævebane. Vognen roterer langsomt rundt de 12 ½ minut det tager at køre op langs Chino Canyon's, over de betagende klipper. På toppen skal vi nyde den spektakulære udsigt over dalen nedenfor.

Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved Palm Springs. Byen ligger som en oase i den californiske ørken ved foden af San Jacinto-bjergene, kun et par timers kørsel fra L.A. Det varme og tørre klima – kombineret med skygge fra bjergene – fik i begyndelsen af 1900-tallet kurgæster til at søge hertil, og i 1920’erne og 30’erne begyndte Hollywood-stjerner at bygge sommerhuse i området – ofte i modernistisk, eksperimenterende arkitektur, som man stadig kan se bevarede eksempler på; den såkaldte ørkenmodernisme. I Palm Springs kunne stjernerne være i relativ fred for pressen og offentligheden, og nærheden til Los Angeles og Hollywood gjorde det bekvemt at have et feriehus her. Væksten og populariteten fortsatte op gennem 50’erne og 60’erne, hvor stjerner som Elvis og Frank Sinatra jævnligt kunne ses i Palm Springs, og i 1970’erne begyndte en del pensionister at bosætte sig permanent i byen, som derved skiftede karakter fra ferieby med sæsonåbent til at være en ”rigtig” by. Efter at være gået lidt af mode i 80’erne og 90’erne er Palm Springs blevet genopdaget af nye beboere og feriegæster, der tiltrækkes af det behagelige klima, den gamle Hollywood-charme, den rummelige og afslappede livsstil og de mange golfbaner af høj kvalitet, der ligger spredt i området. Selve byen har omkring 45.000 faste beboere.

Resten af dagen er afsat til, at man kan udforske byen, som i bymidten byder på masser af butikker, restauranter og cafeer, et teater, et kunstmuseum, historiske museer og gallerier.

Dag 4
Las Vegas. Mulighed for aftenarrangement med Las Vegas-show og middag (ca. 400 km)
I Las Vegas

Fra det fredelige Palm Springs går det nu videre fra det naturlige lys til neonlysets hovedstad og lastens hule, når vi omkring frokost når frem til Las Vegas med glimmer og neon overalt. Hedonismens hovedstad blev i 30’erne opført af mafiaen midt i ørkenen i den liberalt indstillede delstat Nevada, hvor de ekstremt tørre jorder ikke gav så mange andre indtægtsmuligheder end kasinoer og barer.  Uanset eventuelle fordomme kan man næsten kun imponeres og begejstres over den surrealisme, byen udstråler. 

Det ”gamle” Vegas ligger omkring Freemont Street, hvor legendariske kasinoer og hoteller ligger side om side badet i en overflod af neonskilte. Da Freemont Street i downtown i 1990’erne begyndte at miste terræn til The Strip, anlagde man den overdækkede gågade Freemont Street Experience med masser af butikker, restauranter og koncertscener, og området fik igen nyt liv.

Resten af dagen er afsat til, at du selv kan tage på opdagelse i Las Vegas’ fascinerende vrimmel af kasinoer, spise- og shoppesteder. De store kasinoer er opført omkring forskellige temaer, fra middelalderen og det gamle Rom til sørøvere og cirkus. Selv i dagtimerne er der ofte godt gang i spillet på byens mange kasinoer, men Las Vegas gør sig bedst i de mørke timer med al sin glimmer og glamour. 

The Strip er en knap 7 kilometer lang del af Las Vegas Boulevard, hvor de virkelig store hoteller, resorter og kasinoer ligger; heriblandt nogle af verdens største. I alt findes der over 150.000 hotelværelser på The Strip. 

Der er også rigtig gode shoppingmuligheder i og omkring Las Vegas. Hvis der er interesse for det, er rejselederen gerne behjælpelig med at arrangere en fælles tur til et af de outlet-indkøbscentre, der ligger tæt på byen, og hvor en lang række mærkevarer sælges til yderst favorable priser. 

Om aftenen er der mulighed for at se et vaskeægte Las Vegas-show. Vegas har gennem hele sin eksistens budt på en lang række stjernespækkede underholdningsshows, og aftenens udflugtstilbud giver dig en skøn blanding af showdans, sang, trylleri, glitter og glamour, der alt sammen har været med til at skabe byen. Dette show bestilles og betales hjemmefra.

Dag 5
Death Valley – Visalia (ca. 680 km)
»Djævelens golfbane« ligger 86 meter under havets overflade

Dette er en af de dage, hvor man er rigtig glad for opfindelsen af aircondition. Vi skal nemlig igennem Death Valley. Turen starter tidligt om morgenen, inden temperaturerne nærmer sig det ekstreme. Vi kører til Pahrump og derefter vestpå mod ”Dødens dal”, som faktisk er USA’s største nationalpark. Det er nemt at forestille sig de mange nybyggere, der mistede livet på vej vestpå i det varme og ugæstfri landskab. 

Vi kører først til udsigtspunktet Zabriskie Point, hvorfra vi kan skue ud over klippeformationer i alverdens former og farver. Herfra kan vi se den enorme saltslette »Djævelens golfbane«, der er det laveste punkt i den vestlige verden (og det ottende laveste punkt i verden), 86 meter under havets overflade. Her måles de højeste temperaturer i verden (rekorden er 56,7 grader celsius), og det er varmt nok til, at man kan spejle et æg på klipperne. Temperaturen kommer dog næppe så højt op på denne tur, men nok til at man glæder sig til at komme ind i bussens aircondition igen. 

Vi passerer smukke udsigtspunkter på vej til frokostpausen ved den lille landsby Furnace Creek, med et gammelt boraksmuseum. 

(På turen til Death Valley tages der forbehold for, at ovenstående program ændres, hvis vejr- og vejbetingelser påkræver det.) Efter frokostpausen byder dagen på en lang køretur gennem Death Valley mod Bakersfield i det sydlige Californien. Herfra går turen videre gennem landbrugsområder til byen Visalia.

Dag 6
Sequioa National Park – Modesto (ca. 430 km)
I den 1.635 km² store Sequioa National

I dag skal vi se nærmere på den 1.635 km² store Sequioa National Park. Første stop bliver ved the General Grant Tree, en gåtur på en ca. 800 meter lang sti, så i dag skal vi huske sko, som er egnet til stivandring. Herefter fortsætter vi mod verdens største træ, The General Sherman Tree. Det er det største træ i volumen, det måler 83 meter i højden og over 11 meter i omkreds ved bunden. General Sherman Tree antages at være 2.200 år gammelt og vejer ca. 1.385 tons. Det er en gåtur på ca. 1,3 km, men der vil i sommerperioden være en shuttle, som kører til træet.

Dag 7
Modesto – San Francisco. Byrundtur (ca. 250 km)
Golden Gate Bridge, San Francisco

Fra Modesto går rejsen videre nordpå til San Francisco. Selvom San Francisco er en typisk amerikansk storby fuld af kontraster, hvor prægtige bygninger og forretninger ligger side om side med forfaldne og fattige kvarterer, har byen formået at fastholde en lille bys hyggelige atmosfære. Åbne kabelvogne slæber sig op ad byens stejle gader med palmer, lave bygninger og forbavsende lidt trafik. Pludselig er man inde i den store Chinatown, der er som en lokal filial af Kinas mægtige havneby Shanghai. Men til forskel fra den moderne kinesiske moderby har man her bevaret den gamle kinesiske atmosfære med et mylder af små specialforretninger og restauranter mellem et hav af kulørte skilte med kinesiske skrifttegn. 

Vi skal på en rundtur i byen ved bugten og koncentrerer os om Golden Gate Bridge, og hvis du har lyst, kan du endda spadsere over den (hvis vejret tillader det) og blive samlet op af bussen på modsatte side. Broen er 2.700 m lang, og det er en enestående oplevelse at krydse den til fods. Vi fortsætter til Chinatown og downtowns 260 meter høje pyramideskyskraber og de to bakketoppe Twin Peaks, hvorfra man har en fantastisk udsigt over San Francisco Bay, Oakland Bay Bridge og selve byen.  Vi spiser frokost ved Fisherman's Wharf hvorfra man har udsigt til byens ”flugtsikre” fængsel, Alcatraz, der indtil 1963 husede USA’s farligste forbrydere, blandt andre selveste Al Capone. Og så må du ikke snyde dig selv for at opleve de utallige sæler ved Pier 39, som ligger og pryder på tømmerflåder i solen.

Efter besøget i San Francisco, fortsætter vi mod vores hotel i Fremont, hvor resten af dagen er på egen hånd.

Dag 8
San Francisco – 17-Mile Drive – Monterey – Carmel – Pismo Beach (ca. 390 km)
Monterey var oprindeligt Californiens hovedstad

I dag går turen mod syd. Vi kører mod den historiske fiskerby Monterey, som mange danskere sikkert kender fra forfatteren John Steinbecks bøger eller fra byens store musikfestivaler. Mange verdenskendte rockmusikere som Otis Redding og Jimi Hendrix har sat henholdsvis sig selv og byen på det musikalske verdenskort.

Monterey var oprindeligt Californiens hovedstad, og ingen steder i Californien er statens spanske arv tydeligere end her. Gamle spanske bygninger giver stadig byen et romantisk, historisk præg, og drømmere kan kigge efter et Z for Zorro – dog uden at finde det. Dele af tv-serien, tegneserien og filmene om den snu mesterfægter foregår i byen, men trods sin popularitet er han vist mest et produkt af fri fantasi. I dag er byen mest kendt for sin mondæne lystbådehavn og et enestående akvarium. Der bliver lidt tid til at kigge nærmere på byen, inden vi kører sydpå ad den naturskønne 17 Mile Drive, der følger Monterey-halvøens klippefyldte kyst.

Efter at have nydt udsigten til Stillehavets brusende bølger slår vi ind på den sydgående hovedvej, som går til Clint Eastwoods Carmel.

Vi fortsætter til Pismo Beach, hvor vi overnatter.

Dag 9
Prismo Beach – Solvang – Santa Barbara – Getty Center/Villa i Los Angeles (ca. 290 km)
Der er kopier af Den Lille Havfrue og Rundetårn i Solvang

I dag skal vi opleve et lille stykke Danmark, når vi ankommer til Solvang. Den lille by har godt 5.000 indbyggere. Solvang blev grundlagt af danske immigranter i 1911, og her er både bindingsværkshuse og kopier af Den Lille Havfrue og Rundetårn. Byens bagerier sælger wienerbrød og kringle, og på restauranterne kan man få danske specialiteter – især er medisterpølse og æbleskiver populært. Solvang er efterhånden mere en turistattraktion end autentisk dansk kultur – men helt sikkert en oplevelse!

Efter besøget fortsætter vi til den eksotiske badeby Santa Barbara, der er præget af spansk kultur og arkitektur. Man har forstået at bevare det gamle kolonipræg, selvom byen i alle henseender er yderst mondæn. På vejen ind til Los Angeles besøger vi enten Getty Center eller Getty Villa. De to museer har hver sin ugentlige lukkedag, så afhængigt af ugedagen ser vi enten det ene eller det andet. Den afdøde oliemilliardær J. Paul Gettys store samling af kunst er fordelt på disse to lokaliteter, der tilsammen udgør J. Paul Getty Museum. Museet drives af J. Paul Getty Trust, verdens rigeste kunstinstitution. Getty Villa fra 1974 er opført ikke langt fra Gettys eget hus i bydelen Pacific Palisades og rummer hans store samling af fund fra antikkens Rom, Grækenland og Etrurien. Villaen selv er inspireret af Villa dei Papiri fra oldtidsbyen Herculaneum og er omgivet af haver i romersk stil. Samlingen tæller omkring 44.000 genstande, der stammer fra perioden 6.500 f.v.t. og op til år 400 e.v.t.

Getty Center fra 1997 troner oven på en bakketop i bydelen Brentwood, og den flotte modernistiske arkitektur huser meget passende Gettys samling af moderne kunst, fortrinsvis europæisk kunst fra det 19. århundrede (blandt andet van Gogh og Gauguin) og europæisk og amerikansk fotografi fra 1800- og 1900-tallet. Komplekset rummer også skulpturhaver, et forskningscenter med et kæmpe kunstbibliotek og forskellige administrative bygninger knyttet til J. Paul Getty Trust. Efter vores museumsbesøg kører vi til vores hotel, hvor resten af aftenen er til fri disposition.

Dag 10
Afrejse fra Los Angeles
Walt Disney Concert Hall i Downtown L.A.

I dag er det tid til at sige farvel til L.A. og vende næsen hjemad mod Danmark. Men inden vi kører til lufthavnen, skal vi udforske L.A. på en spændende byrundtur. Vi skal se Walt Disney Concert Hall i Downtown L.A., som har plads til over 2.200 gæster. Det er tegnet af arkitekten Frank Gehry og har vundet priser for den imponerende arkitektur og ekstraordinære lydoplevelse. Vi skal også opleve en god gang stjernestøv i Hollywood, hvor vi ser den legendariske premierebiograf Chinese Theatre, tager en gåtur ad Walk of Fame, hvor tusindvis af berømtheder inden for film- og musikbranchen har fået deres navn foreviget med en stjerne i fortovet, og endelig skal vi se det berømte Dolby Theatre (tidligere Kodak Theatre), som hvert år lokker hundredvis af stjerner op ad den røde løber, når Oscaruddelingen finder sted. Også uden for Oscar-sæsonen er der rigtig gode muligheder for at støde på kendte, ikke mindst i form af folk, der lever af at klæde sig ud som legender fra den amerikanske underholdningsindustri, og som for nogle dollars gerne stiller op til fotografering.

Dag 11
Ankomst til København

Udflugt - Aftenarrangement med Las Vegas ”The Show” og middag

”VEGAS! THE SHOW" er alt, hvad du forestiller dig om tidligere tider i Las Vegas præsenteret på en måde, som kun Las Vegas kan gøre det. Showet dykker ned i den historie, der forvandlede byen fra et goldt ørkenområde til et mekka for entertainere fra hele verden. Showet byder på musik af nogle af Las Vegas mest mindeværdige ikoner: Rat Pack, Elvis og mange andre. Oplev en aften med klassisk Vegas-underholdning. Dansere og showgirls bevæger sig yndefuldt over scenerne til tonerne fra live-bandet, der tager os med en tur tilbage i tiden. Her kan selv den mest standhaftige ikke lade være med at vippe med foden i takt. Denne aften er der også inkluderet en stor og velsmagende buffetmiddag og transport til og fra showet.

Pris kr. 898,- pr. person

Vi forbeholder os retten til kun at gennemføre ekstraudflugter ved tilstrækkelig antal tilmeldte.

Las Vegas med glimmer og neon overalt

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Los Angeles t/r (med mellemlanding)
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse 
  • Morgenmad dagligt (morgenmaden vil enten være amerikansk morgenmad eller den såkaldte continental breakfast)
  • Skatter og afgifter 
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse kr. 5.498,-
  • Las Vegas-show og middag kr. 898,-
  • Drikkepenge (beregn cirka 75 USD pr. pers. til lokalguide og chauffører)
  • Gebyr for indrejseregistrering til USA (ESTA, ca. 14 USD)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Buskørsel

Turen er arrangeret for at få så mange oplevelser i både naturparker og storbyer som muligt. Det betyder, at der visse dage skal køres længere strækninger. Vi stopper flere gange undervejs og nyder sceneriet, og det er både spændende og anderledes at opleve USA ”on the road”.

Ekstra rengøring pga. coronavirus

Albatros prioriterer vores gæsters trivsel og tryghed på rejsen højt, og vi er i tæt kontakt med vores samarbejdspartner i USA for at sikre, at rengøring af busser og hoteller lever op til de gældende regler.

Busserne, vi benytter, bliver dagligt desinficeret af chaufførerne, og hotellerne har lavet ekstra strikse regler om rengøring, som løbende bliver kontrolleret af vores samarbejdspartner. Check-in vil foregå kontaktløs, værelserne bliver ekstra rengjort og desinficeret, og det sikres, at der ikke er adgang til værelset efter rengøringen, før en gæst tjekker ind. Der vil være adgang til håndsprit flere steder på hotellet.

Klima og påklædning

Du kan tjekke vejret på rejsemålet hjemmefra – fx på www.dmi.dk
Vær opmærksom på, at der kan være store temperaturudsving mellem de forskellige steder på rejsen.

Wi-fi og internet på hotellerne i USA

Mange af vores hoteller har gratis wi-fi eller internet via kabel på værelserne, som en del af deres service til kunderne på lige fod med tv.

Forbindelsen og kvaliteten kan dog være svingende. Nogle hoteller tilbyder gratis wi-fi på værelserne, mens andre har tilbyder gratis internet på fællesområderne (spørg derfor om wi-fi eller internet, når du tjekker ind på hotellet eller hør din rejseleder). Nogle gange kan det bedre betale sig at benytte servicen på fællesområderne, hvor signalet er stærkere, end at kæmpe med et svagt signal på værelset. Signalets styrke afhænger ofte af, hvor dit værelse er placeret i forhold til nærmeste wi-fi-sender.

Enkelte hoteller tager gebyr for brug af wi-fi eller internet via kabel på værelset. Oftest er kvaliteten her bedre.

En helt anden mulighed er at benytte sig af gratis wi-fi hos kæder som Starbucks osv., som oftest i de større byer er at finde indenfor kort afstand.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Mere om USA

Her kan du få mere at vide om USA: www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/usa

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Før afrejsen

Pas

Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.

I USA er der ikke visumpligt for danskere og øvrige EU-borgere for ophold op til 90 dage, men inden afrejse skal du udfylde en elektronisk ansøgning om indrejsetilladelse, ESTA.

ESTA - indrejsetilladelse til USA

Senest 72 timer før afrejse skal du søge om indrejsetilladelse på https://esta.cbp.dhs.gov

Her får du en forhåndsgodkendelse til indrejse og et nummer, som du skal printe eller skrive ned og medbringe på rejsen, da lufthavnsmyndigheder i Danmark og USA kan kræve at se det. Det koster et mindre beløb – ca. 14 dollar – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 2 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 2 år.

Hvis du rejser sammen med børn, som ikke er dine egne, eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, skal du ud over ESTA-tilladelsen have en særlig tilladelse.

Læs mere om ansøgningen om indrejsetilladelse og om rejser med børn på www.albatros-travel.dk/praktisk/indrejse-i-usa

Krav om visum hvis du har besøgt Irak, Iran, Syrien og Sudan

Hvis du som dansk statsborger har været på rejse i Irak, Iran, Syrien eller Sudan efter den 1. marts 2011, kan du ikke længere rejse ind i USA på en ESTA-godkendelse. Fremover skal du have et rigtigt visum – udstedt af den amerikanske ambassade i København. Det samme gælder danske statsborgere, som har dobbelt statsborgerskab i enten Irak, Iran, Syrien eller Sudan.

Elektronisk udstyr i håndbagagen

Information om elektronik

Læs mere om elektroniske udstyr under vores fakta-afsnit på
http://www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/usa/fakta

Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, Ipads, laptops etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen.

Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.

Vi henviser til British Airways hjemmeside for uddybende information: http://www.britishairways.com/travel/flightops/public/en_no?p_faqid=5047

Hånden på hjertet

Hånden på hjertet

Almindelige turistbusser i USA er generelt komfortable. Dog har de ofte kun én indgang forrest i bussen og ingen bagdør, som vi kender det hjemmefra. Desuden er der ofte ikke kopholder og net i sædet foran. Derfor er det en god idé at medbringe en god rygsæk, som kan benyttes til personlige ejendele under udflugter og undervejs i bussen.

Den amerikanske morgenmadskultur er forholdsvis simpel, sammenlignet med den skandinaviske. Morgenmaden på de fleste standardhoteller i USA er den såkaldte ”continental breakfast”, hvilket typisk indebærer kaffe/te, juice og toastbrød med smør og marmelade. Det er ikke unormalt, at man på hoteller i USA kun har papservice ved morgenmaden, da mange bruger den som en ”to go”-løsning på farten.

Den amerikanske drikkepengekultur kan især af os fra Skandinavien opleves som et irritationsmoment. For at du som rejsende besværes mindst muligt, vil rejselederen oftest tilbyde at påtage sig indsamling af drikkepenge for hele gruppen, fordelt på de planlagte programpunkter. Du kan læse mere om drikkepenge og Albatros’ holdning her: www.albatros-travel.dk/praktisk/er-drikkepenge-inkluderet-i-rejsens-pris

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser