Dubai og Cape Town

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

2 fantastiske storbyferier i én og samme rejse! Et moderne 1001 nats eventyr kombineret med livsnyderi i Sydafrika

Nu kan du opleve en af de mest utrolige og kontrastfyldte byer, verden endnu har kendt – Dubai – efterfulgt af 7 dage i Sydafrikas charmerende og kosmopolitiske kystby Cape Town. Komforten er i højsædet: Vi flyver direkte til Dubai med Emirates og bor på gode, centralt beliggende hoteller i begge byer. Vil du skrue ekstra op for komforten, har du mulighed for at opgradere til 4-stjernede hoteller.

Rejsen består af en grundpakke med fly, overnatning og morgenmad, som giver frihed til at skrue oplevelserne sammen efter eget hoved. Du har også mulighed for at købe en udflugtspakke med dansk rejseleder, der inkluderer udflugter i Dubai og besøg på bl.a. Robben Island, Taffelbjerget, den naturskønne Kaphalvø og vinsmagning på flere berømte vinhuse i Vinlandet.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk v. køb af udflugtspakke

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta UAE Dirham, Rand

Dagsprogram 12 dage
Dag 1
København – Dubai
Dag 2
Dubai. Burj Khalifa og eftermiddag på egen hånd
Dag 3
Dubai. Eventyr på egen hånd og aftenkrydstogt med middag
Dag 4
Dubai – Cape Town, Sydafrika
Dag 5
Cape Town. Taffelbjerget og Kirstenbosch Botanisk Have inkl. picnicfrokost
Dag 6
Cape Town. Udflugt til Kaphalvøen inkl. frokost
Dag 7
Cape Town. Udflugt til Vinlandet inkl. frokost og vinsmagninger
Dag 8
Cape Town. Udflugt til Robben Island og township
Dag 9–10
Cape Town på egen hånd
Dag 11
Cape Town og hjemrejse
Dag 12
Ankomst til København

Hoteller

Citymax Bur Dubai

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Dubai
Vi flyver fra København om aftenen og ankommer til bystaten Dubai sidst på aftenen. Her bliver vi mødt af rejselederen og indlogeres på vores hotel.
Dag 2
Dubai. Burj Khalifa og eftermiddag på egen hånd
Burj Khalifa, Dubai

Efter morgenmaden bliver vi hentet på hotellet og kørt ud til Burj Khalifa. Det vakte en del opsigt, da man i Dubai besluttede, at man ville have verdens højeste bygning. Da byggeriet gik i gang, var det ikke endeligt besluttet, hvor høj Burj Khalifa skulle blive. Efter at over 12.000 bygningsarbejdere havde været i gang i flere år, stod bygningen – som nogle har kaldt et moderne Babelstårn – i januar 2010 færdig og snoede sig over 800 meter op i luften.

Det kan være svært og meget dyrt overhovedet at komme ind og opleve denne fantastiske bygning, hvis man ikke har reserveret plads på forhånd. Vi har naturligvis sørget for det praktiske, og efter en tur i en af verdens hurtigste elevatorer kan vi nyde en time med den mest fantastiske udsigt over Dubai, ørkenen og Den Persiske Golf.

(Besøget i Burj Khalifa er ikke inkluderet i rejsens pris, men del af en udflugtspakke, som købes særskilt).

Herefter er resten af dagen på egen hånd. Det vil være oplagt at besøge Dubai Mall, som ligger lige ved siden af Burj Khalifa, og som med sine cirka 1.200 butikker er et af verdens største shoppingcentre. Her finder du blandt mange andre aktiviteter også Dubai Aquarium & Underwater Zoo.

Dag 3
Dubai. Eventyr på egen hånd og aftenkrydstogt med middag
Dubai

Efter morgenmaden har du dagen fri til at opleve Dubai på egen hånd – og oplevelsesmulighederne er mangfoldige! Den passionerede golfspiller kan nyde et slag golf på en af byens berømte baner – heriblandt Dubai Creek, Majlis Course eller The Montgomerie (greenfees med videre er ikke inkluderet i rejsens pris), eller give den gas i en fuldblods touring class-bil i Dubai Autodrome.

Eventyreren kan leje en firehjulstrækker og indtage de gyldne sandvidder på en ørkensafari eller gå på opdagelse i Dubais gamle bydel, Deira, og souk’erne, der leder tankerne hen på 1001 nats eventyr. I dette sansevirvar af boder blandes de krydrede og parfumerede dufte med farver fra krydderier, overdådige guldsmykker, indiske sarier, pashmina-tørklæder og vævede tæpper. Og lad det være sagt med det samme: Der kræves sort bælte i shopping i Dubai!

Har du prøvet Dubai Mall, kan du gå videre til næste sværvægter i shoppingklassen: Mall of the Emirates. Her finder du – foruden et væld af butikker – en 450 meter lang skibakke og Dubais største indendørs aktivitetscenter.

Vi mødes for at slutte vores sidste aften i Dubai af med et uforglemmeligt aftenkrydstogt på Dubai Creek, hvor vi oplever solens glødende nedgang over den forunderlige by. Undervejs ser vi blandt andet den gamle bydel og de futuristiske skyskrabere fra vandsiden, der oplyses smukt om aftenen. Undervejs nyder vi en buffetmiddag.

(Aftenkrydstogtet er ikke inkluderet i rejsens pris, men del af en udflugtspakke, som købes særskilt).

Dag 4
Dubai – Cape Town, Sydafrika
Cape Town

Efter morgenmaden tager vi afsked med Dubai og sætter kurs mod Cape Town, hvor vi ankommer midt på dagen. Vi indlogerer os på et centralt beliggende hotel, og resten af dagen er fri til egne eventyr.

Cape Town og den omgivende Western Cape-provins har som byerne ved Middelhavet et behageligt klima året rundt og byder på et frodigt, kuperet bjerglandskab med en enestående rigdom af flora, smukke badestrande og vidtstrakte vinmarker. Fra midten af 1600-tallet og 300 år frem var Cape Town en meget vigtig by på søruten mellem Europa og Det Fjerne Østen. Placeringen ved foden af det majestætiske Taffelbjerg på den naturskønne Kaphalvø, der skiller Det Indiske Ocean fra Atlanterhavet, gør Cape Town til en af verdens smukkest beliggende byer. Men ikke nok med det. Byen har gennem de senere år også gjort sig fortjent til at stå øverst på listen over verdens “hotteste” rejsedestinationer.

Dag 5
Cape Town. Taffelbjerget og Kirstenbosch Botanisk Have inkl. picnicfrokost
Udsigt over Cape Town

Vi kører gennem de gamle gader, der fører op imellem Taffelbjerget og Lion’s Head. Udsigten til havnen og den berømte Victoria & Alfred Waterfront bliver bedre, som vi nærmer os passet mellem de to bjerge. Fra foden af Taffelbjerget tager vi en kabinelift til toppen af bjerget. Der er noget næsten guddommeligt over at stå på toppen og nyde udsigten over Cape Town og de mange små kystsamfund ned langs kysten mod Cape Point og Kap det Gode Håb i syd. Vender man sig mod nord, ser man op langs Afrikas vestkyst med de brede strande og det uendelige hav mod vest. Hvis vejret driller, vil vi udskyde denne del af udflugten, til vejrguderne tillader det bedst mulige udsyn.

Vi fortsætter efterfølgende til den smukt anlagte botaniske have ved Kirstenbosch, hvor man i øvrigt opbevarer og studerer Kaphalvøens mange sjældne planter.

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris, men del af en udflugtspakke, som købes særskilt.)

Dag 6
Cape Town. Udflugt til Kaphalvøen inkl. frokost
Cape Point

For dem, som har valgt udflugtspakken, byder dagen på en heldagstur til Kaphalvøen. Vi kører gennem pittoreske småbyer ad højtliggende smalle klippeveje med det brusende hav under os. Ved Hout Bay skal vi på en lille sejltur gennem den kraftige brænding ud til Duiker Island, hvor tusindvis af sydafrikanske pelssæler holder til. Vi kommer helt tæt på kolonien og kan se dem ligge på skær og lege i vandet omkring båden. Senere kører vi over Constantia Nek og Fish Hoek til Simons Town, hvor vi skal besøge en pingvinkoloni. Efter en kort køretur når vi frem til Kap det Gode Håbs Naturreservat, et område på intet mindre end 7.680 hektar. Reservatet på Afrikas sydvestligste spids er hjemsted for antiloper som eland, bontebok, springbok og gnu samt struds, bavian og mange andre arter. Vi går den lille tur ud til spidsen af halvøen – Cape Point – og nyder den eminente udsigt over havet. Vi indtager frokosten på en lokal restaurant og vender herefter tilbage til byen.

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris, men del af en udflugtspakke, som købes særskilt.)

Dag 7
Cape Town. Udflugt til Vinlandet inkl. frokost og vinsmagninger
Vingård i Stellenbosch

I dag venter store oplevelser for både øjet og ganen. Hele dagen er nemlig afsat til Sydafrikas berømte og naturskønne vindistrikt, kun en god times kørsel fra Cape Town. Vi begynder med rundvisning og vinsmagning på en af de lokale vingårde. Vi spiser også vores frokost her.

Franschhoek, der blev grundlagt af de franske huguenotter og siden har udviklet sig til en sand gourmethimmel, er næste punkt på programmet. Siden går turen til Sydafrikas næstældste by, Stellenbosch, som mange efterhånden kender fra vinetiketterne. Også en smuk gammel by med hvide vingårde, grønne marker og små bjerge. Byen blev grundlagt i 1679, og den lokale vintradition er næsten lige så gammel. Vi skal besøge endnu en vingård og smage på de lokale dråber samt naturligvis også se lidt på byen.

 

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris, men del af en udflugtspakke, som købes særskilt.)

Dag 8
Cape Town. Udflugt til Robben Island og township
Mandelas celle i Robben Island-fængslet

Dagen byder på en bådudflugt til Sydafrikas ”Alcatraz”, den berygtede fængselsø Robben Island 12 kilometer fra Cape Town, hvor Nelson Mandela og mange andre politiske fanger i årevis sad indespærret under kummerlige forhold. Hajer, iskolde havstrømme og hyppige storme gjorde fængslet flugtsikkert.

Siden slutningen af 1600-tallet er øen blevet brugt til at isolere udvalgte personer, især fanger, men også for eksempel spedalske. Efter indførelsen af apartheid i årene efter anden verdenskrig og den medfølgende politiske uro blev øens fængsel efterhånden tømt for kriminelle fanger for at give plads til politiske aktivister og frihedskæmpere. I dag er øen fredet og omdannet til et nationalt monument, hvor gamle ANC-folk tager besøgende med rundt i cellegangene og fortæller om deres barske tid på øen. En tur til Cape Town kan næppe kaldes komplet uden dette besøg, der varer godt fire timer, inklusive transport til øen. (Det skal bemærkes, at turen ikke gennemføres i hårdt vejr).

Bagefter tager vi på et spændende townshipbesøg, hvor vi skal se, hvordan almindelige mennesker lever på samfundsstigens nederste trin. Beboerne viser os selv rundt i deres kvarter, hvor vi møder arbejdere, selvstændige og en traditionel healer.

Dag 9–10
Cape Town på egen hånd
På restaurant i Cape Town

De følgende to dage er til fri disposition. Cape Town har et væld af udflugtsmål og afslapningsmuligheder, så ingen kommer til at kede sig. Byen og de nærmeste områder byder på 16 museer og utallige aktivitetsmuligheder såsom helikopterflyvning, windsurfing, hesteridning, sejlture, safari og meget andet. Det er let at komme rundt på egen hånd. Når solen stiger op, kan man for eksempel promenere langs den smukke bugt Table Bay.

Herefter kan man vælge at stille sulten med en brunch eller en dejlig frokost på en af de mange restauranter ved Victoria & Alfred Waterfront. På menuen findes alt fra hypermoderne sushi til solide bøffer, som serveres i udskæringer, der vil gøre enhver god dansk slagter godt misundelig – det hele til priser, som ligger langt under de danske. Skal der shoppes, er der nok en eller flere af de hundredvis af butikker på Victoria Wharf, der kan friste, uanset om det er ædelstene, afrikansk kunsthåndværk, friluftsbeklædning eller sidste mode, man er på jagt efter.

Ud over udflugter til Kaphalvøen og Vinlandets mange natur- og smagsmæssige fristelser kan man bruge eftermiddagene på at nyde stemningen i byens charmerende gamle centrum, hvor det pulserende byliv kan betragtes fra en af de mange hyggelige caféer. Mens man ser solen gå ned i Atlanterhavet, kan man nyde den lune sommeraften med et køligt glas vin fra Vinlandets utallige vinkældre, før man indtager middagen på en af de byens mange verdensklasserestauranter. Skønt dagene synes alt for korte, rejser ingen kultur- eller naturelsker skuffet fra byen ved Kap det Gode Håb. Har du købt udflugtspakken, er der inkluderet en afskedsmiddag om aftenen på dag 10.

Dag 11
Cape Town og hjemrejse
Dagen kan bruges til de sidste indkøb, inden vi om eftermiddagen skal til at sige farvel til Cape Town og Sydafrika. Vi kører til lufthavnen, hvorfra vi flyver til København.
Dag 12
Ankomst til København
Vi lander i København midt på dagen.

Citymax Bur Dubai

3-stjernede Citymax Bur Dubai har en dejlig udendørs pool og et fitnesscenter. Værelserne er udstyret med aircondition, tv, trådløst internet, badekar eller brusebad, en lille arbejdsstation, sikkerhedsboks, telefon og kaffe/te-faciliteter. Hotellet har både en indisk og en asiatisk restaurant samt en bar og café. Se mere om hotellet på www.citymaxhotels.com/en/hotel/citymax-hotels-bur-dubai

Four Points by Sheraton Bur Dubai

Du kan også vælge at opgradere til det 4-stjernede Four Points by Sheraton Bur Dubai, der ligger med en perfekt placering i Dubais centrum. Her kan du nyde godt af fitnesscenter, udendørs pool, jacuzzi og sauna. For de golfinteresserede findes golfbaner tæt ved hotellet. Værelserne er udstyret med tv med internationale kanaler, hårtørrer, badekåber, telefon, trådløst internet, arbejdsplads, aircondition, sikkerhedsboks, gratis aviser og kaffe/te-faciliteter. Endvidere byder hotellet på en frugtkurv ved ankomsten, og her er restauranter med både indiske, portugisiske og internationale specialiteter. Se mere om hotellet på www.starwoodhotels.com/fourpoints

Strand Towers

3-stjernede Strand Towers har fitnesscenter, sauna og udendørs pool. Værelserne er udstyret med aircondition, hårtørrer, tv, kaffe/te-faciliteter og mulighed for 24-timers roomservice. Se mere om hotellet på www.strandtowerhotel.co.za.

Strand Towers kan danne rammen om dine oplevelser i Cape Town

Winchester Mansions

Du kan opgradere til 4-stjernede Winchester Mansions, som ligger på Sea Point-promenaden, ikke langt fra Victoria & Alfred Waterfront (hotellet har en gratis shuttlebus dertil). Det prisvindende hotel er bygget i elegant, klassisk Cape Dutch-stil, med en hyggelig gårdhave, opvarmet pool og spa-afdeling. Restauranten serverer sydafrikansk mad med et europæisk twist. Værelserne har enten udsigt til havet eller bjerget og er udstyret med satellit-tv, sikkerhedsboks, aircondition, minibar og kaffe/te-faciliteter. Mulighed for trådløst internet. Læs mere om hotellet på www.winchester.co.za

Udflugtspakke

• Dansk rejseleder
• Byrundtur i Dubai
• Entré til Burj Khalifa
• Dinnercruise i Dubai
• Taffelbjerget og Kirstenbosch Botanisk Have m. pinicfrokost
• Heldagsudflugt til Kaphalvøen m. frokost
• Heldagsudflugt til Vinlandet m. frokost og vinsmagning
• Udflugt til Robben Island og township
• Afskedsmiddag

Pris: kr. 4.998,- pr. person

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 2.998,-
Opgradering til 4-stjernede hoteller
kr. 4.000,- per person.
(Tillæg for 4-stjernet enkeltværelse kr. 4.998,-)
Prisen inkluderer
• Direkte fly København – Dubai t/r med Emirates
• Direkte fly Dubai – Cape Town t/r med Emirates
• Fly Cape Town – København via Dubai med Emirates
• Transport mellem lufthavn og hotel ved ankomst og afrejse
• 3 nætter på Citymax Bur Dubai i delt dobbeltværelse
• 7 overnatninger på Strand Towers i Cape Town i delt dobbeltværelse
• Morgenmad dagligt
• Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
• Eventuelle ekstra arrangementer
•Tillæg for enkeltværelse
• Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. kr. 300,- pr. pers.)
• Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura
• Personlige fornødenheder
• Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

VIGTIGT!

Information

Vi skal gøre opmærksom på, at det ikke er tilladt at have stempler eller visum fra Israel i sit pas, ved indrejse i De Forenede Arabiske Emirater. Hvis du har dette, bedes du anskaffe et nyt pas inden afrejse
Oplysninger om rejsen

Rejseleder

På denne rejse følger rejselederen udflugtspakken, så rejselederen vil kun i yderst begrænset omfang være tilgængelig for gæster, der ikke har købt udflugtspakken. Da Albatros ofte benytter rejseledere, der er bosat i de lande, de guider i, kan der på denne rejse optræde to rejseledere – én i Dubai og én i Cape Town.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Turfakta

Dette er bestemt ikke en strabadserende rejse, men vi forventer, at deltagerne er aktive mennesker, der kan lide at komme ud i naturen.

Børn under 18 år

De sydafrikanske myndigheder kræver, at du som rejsende med børn under 18 år til/fra Sydafrika medbringer barnets originale fødsels-/dåbsattest. Attesten skal være oversat til engelsk og kan indhentes på det sognekontor, som i sin tid udstedte barnets dåbs- eller navneattest. Attesten skal også være påført en Apostille (officielt godkendelsesstempel) hos Udenrigsministeriets Borgerservice.

Vær opmærksom på, at udarbejdelse og godkendelse af sådanne attester kan tage op til flere uger, hvorfor vi opfordrer dig til at kontakte dit sognekontor snarest muligt efter din bestilling af rejsen.

Formålet med dette dokumentationskrav er at bekæmpe menneskehandel, hvor børn er involveret. 

Bemærk, at kravet om at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest gælder ved såvel ind- som udrejse samt ved transit i Sydafrika. Undlader du at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest, nægtes du indrejse til Sydafrika, ligesom du vil blive afvist ved check-in.

Vær også opmærksom på, at hvis du rejser alene som forælder med dine børn kræves yderligere dokumentation. Hvis du rejser med børn, som ikke er dine biologiske børn, skal I medbringe særlig dokumentation – som ligeledes skal være på engelsk og påført en Apostille. Kontakt Borgerservice for mere information om disse krav.

Klima

Den sydafrikanske vinter ligger modsat vores i månederne juni til august, hvor der ofte er kolde nætter. Dette kan også være tilfældet i maj og september, hvorimod perioden oktober til marts som regel er forholdsvis varm, også i nattetimerne, uden det dog på nogen måde er trykkende. En typisk sydafrikansk vinterdag kan sammenlignes med en god dansk forårsdag med sol og temperaturer, der kan snige sig over 20 grader, men nætterne bringer ofte frost med sig på udsatte steder. Resten af året vil der fortrinsvist være ganske lunt, og nordpå kan temperaturen sagtens snige sig over de 30 grader. Byger forekommer året rundt med flest nordpå i de varme måneder og flest sydpå i de kolde måneder. Generelt er vejret i Sydafrika mildt og behageligt året rundt. Ekstreme vejrforhold er sjældne, men forekommer dog (især i de senere år).

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.

Sydafrika
www.albatros-travel.dk/destinationer/afrika/sydafrika

Forenede Arabiske Emirater - Dubai
www.albatros-travel.dk/destinationer/mellemoesten/forenede-arabiske-emirater

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser