Forårshøjskole i Kroatien

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Samvær og kultur i underskønne omgivelser på 4-stjernet hotel tæt på badestrand. Inkl. halvpension

Oplev Dalmatiens smukke kyststrækning med idylliske havnebyer og venlig lokalbefolkning. Med udgangspunkt i den idylliske landsby Tisno tager vi på eventyr langs den kroatiske kyst, og gennem foredrag og udflugter kommer vi tæt på den kroatiske folkesjæl.

Vi skal vandre, cykle og sejle rundt i den smukke natur. Fra kulturelle og historiske oplevelser i de smukke gamle middelalderbyer Trogir, Zadar og Split til enestående naturscenerier i nationalparkerne Krka og Vrana.

Vi besøger også lokale producenter af vin, skinke og ost, ligesom vi skal smage på de mange, lækre specialiteter, som landet har at byde på.

Under hele opholdet bor vi på det hyggelige familieejede hotel Borovnik, der ligger perfekt placeret mellem de to største byer i Dalmatien, Split og Zadar.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Højskolerejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Kuna

Dagsprogram
Dag 1 København – Split, Kroatien. Byrundtur i Trogir og ankomst til hotel i Tisno inkl. velkomstmiddag
Dag 2 Tisno. Byrundtur og introduktion til Kroatien og det kroatiske sprog
Dag 3 Tisno – Betina – Murter – Tisno. Cykeludflugt til Murter og Betina inklusive besøg ved skibsmuseum
Dag 4 Tisno – Zadar – Tisno. Udflugt til Zadar inklusive Havets orgel og den gamle bydel
Dag 5 Tisno. Tid på egen hånd eller mulighed for cruise til nationalparken Kornati inkl. frokost
Dag 6 Tisno – Jezera – Tisno. Madlavningskursus og vandretur til landsbyen Jezera
Dag 7 Tisno. Tid på egen hånd eller udflugt til Etnoland og Krka Nationalpark
Dag 8 Tisno. Afslapning og mulighed for vandreture
Dag 9 Tisno. Tid på egen hånd eller heldagsudflugt til Primosten og Split inkl. Diocletians Palads og middag på lokal restaurant
Dag 10 Tisno – Vodice – Tisno. Vodice og Kroatiens største indesø, Vrana
Dag 11 Tisno. Store legedag i Tisno med boccia-turnering og barbeque
Dag 12 Tisno – Sibenik – Krabanj. Udflugt til Sibenik, Krabanj og vingårdsbesøg
Dag 13 Tisno. Tid på egen hånd og afskedsmiddag
Dag 14 Tisno – Split – København. Hjemrejse

Hoteller

Hotel Borovnik

  • Antal værelser: 63
  • Ligger i centrum af Tisno
  • Døgnåben reception
  • Hovedrestaurant og grill/pizzeria
  • Aperitif og isbar
  • 1 udendørs pool
  • Afstand til busstoppested: 100 meter

Hotel Borovnik ligger på den lille hyggelige ø Murter midt mellem de to største byer i Dalmatien, Split og Zadar. Hotellet består af en ny og en ældre hovedbygning og har en restaurant med udendørs terrasse, et pizzeria og en bar samt et indbydende udendørs poolområde, hvor man kan slappe af.
Alle værelser har aircondition, satellit-tv og eget bad/toilet.
Der er mulighed for at købe opgradering til superior værelser. Superiorværelser er 25m2 mod standardværelser på 15-17m2. Se desuden under prisinformation.

Værelse
Alle værelser har: satellit-tv, aircondition, hårtørrer, karbad eller brusebad

Billeder

Afrejsedatoer

Klik på Bestil for at se ledige værelser
Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
9.498,–
København
9.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program
Klik på Bestil for at se ledige værelser

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Split, Kroatien. Byrundtur i Trogir og ankomst til hotel i Tisno inkl. velkomstmiddag Ca. 120 km

Velankommet til Kroatien kører vi til det nærliggende by Trogir, der har omkring 13.000 indbyggere. Byen ligger på en lille ø mellem fastlandet og øen Čiovo og er forbundet med broer til begge sider. Trogirs historie går mere end 2.000 år tilbage i tiden til det illyriske kongerige, og siden da har blandt andet romerne og venetianerne sat deres aftryk på byens kultur og historie – ligesom i det øvrige Dalmatien. 

Trogir er omgivet af en solid bymur, og inden for murene finder man en række smukke kirker, paladser, tårne og boliger – som alle er ypperlige repræsentanter for fortidens byggekunst. Byen byder således på et sandt overflødighedshorn af spir, søjler og kupler fra gotikken, renæssancen og barokken.

Midt på eftermiddagen fortsætter vi nordpå til vores hyggelige hotel ved byen Tisno, hvor vi skal tilbringe de næste to uger. Efter at have indlogeret os på vores værelser bydes vi velkommen af hotelpersonalet og nyder en god middag sammen.

Dag 2
Tisno. Byrundtur og introduktion til Kroatien og det kroatiske sprog

Tisno er faktisk to mindre byer, der deles af det smalle sund mellem fastlandet og øen Murter. Vores hotel ligger centralt placeret og danner en ideel ramme for oplevelser på såvel ø som fastland.

Efter en god fællesmorgenmad er det blevet tid til at se lidt nærmere på Tisno by. I den lille by, der rummer både supermarked, kiosker og et par cafeer og restauranter, der har åbent året rundt, går livet sin vante gang det meste af året. I sæsonen, som strækker sig fra juni – september, invaderes øen af solhungrende badeturister, men vi har det meste for os selv. Vi kigger nærmere på den lokale kirke og slår et smut forbi byens fine badestrand, som er placeret kun 5 min gang fra vores hotel.

Om eftermiddagen skal vi på skolebænken og lære mere om Kroatiens historie samt ikke mindst dets sprog. Kroatisk er en del af den sydslaviske sprogfamilie, som tales i Bulgarien, Nordmakedonien, Bosnien og Slovenien. Alfabetet er latinsk, men har nogle finurlige tilskrivelser, som skyldes Ljudevit Gaj, som stod fadder til det kroatiske alfabet i 1830’erne. Vi forsøger at finde ud af, hvordan de mest brugbare ord udtales, og det forventes naturligvis, at man senere på aftenen er i stand til selv at bestille sin aftensmad i hotellets restaurant. På kroatisk forstås!

Dag 3
Tisno – Betina – Murter – Tisno. Cykeludflugt til Murter og Betina inklusive besøg ved skibsmuseum

Øen Murter har været beboet siden antikken, og øen rummer mange små historiske perler. I dag skal vi på cykel rundt på den smukke ø og se nærmere på det hele. Cykler udleveres om morgenen ved vores hotel, og vi begiver os i samlet flok mod den nærliggende bebyggelse Betina. Den 4 kilometer lange cykeltur går langs det azurblå hav på en dertil indrettet cykelsti.

Betina i dag er ikke meget mere end en hyggelig havn og et par små cafeer, men var i 1700-tallet centrum for træskibsbyggeri i Adriaterhavet. Den stolte tradition holdes fortsat ved lige, og vi skal besøge det lille, lokale museum, der fortæller den interessante historie om stedets maritime historie.

Vi fortsætter herfra til det nærliggende Gradina, hvor øens ældste bebyggelse er under udgravning. Beboet siden det 3. årh. f.Kr af illyriske stammer og sidenhen overtaget af romerne lå her tidligere en af de største bebyggelser i området. Her er udgravet nogle af de mest imponerende gravskatte i hele Kroatien, der i dag er udstillet i det arkæologiske museum i Zadar. 

Vi går en lille tur i det naturskønne område, inden vi fortsætter vores færd mod øens hovedby, Murter. I Murter bor omkring 2.000 fastboende, og her er der mulighed for at indtage en god frokost (ikke inkluderet i rejsens pris) på en af byens mange hyggelige restauranter. Man kan også vælge at gå på opdagelse i byens gamle bydel eller blot slappe af med en kop kaffe ved byens travle lystbådehavn. Om eftermiddagen begiver vi os tilbage til hotellet.

Dag 4
Tisno – Zadar – Tisno. Udflugt til Zadar inklusive Havets orgel og den gamle bydel Ca. 165km

Efter morgenmad på hotellet begiver vi os i bus mod den nærliggende storby Zadar (75.000 indbyggere). Byen, som er en af Kroatiens ældste, blev grundlagt allerede i det 9. århundrede og har igennem de sidste 3.000 år været underlagt et hav af forskellige herskere. Vi nævner i flæng det romerske rige, det byzantinske rige, bystaten Venedig, tyrkerne, Kroatiens tidlige konger, Østrig, og sidst men ikke mindst Italien, som faktisk herskede her til slutningen af 2. verdenskrig, hvorefter Zadar blev en del af Jugoslavien.

Under borgerkrigen i 1990’erne blev byen bombet af den jugoslaviske folkehær, men er siden blevet genopbygget, og den gamle bydel står i dag mere eller mindre intakt. 

Vi ser nærmere på byens imponerende arkitektur, som den dag i dag vidner om romernes imponerende byplanlægning. Vi skal opleve den rustikke bymur med dets imponerende byporte, Skt. Donat kirke, der er bygget omkring år 810 og er blevet byens symbol på dens unikke historiske arv. Kirken stammer fra gammelkristelig tid og er bygget af de sandfarvede dalmatiske sten. Skt. Donat har ikke været brugt som kirke siden 1796, men på grund af kirkens gode akustik benyttes den ofte til klassiske koncerter. Ved siden af kirken finder man også det romerske Colosseum (Forum), som blev grundlagt af kejser Augustus. 

Derudover skal vi naturligvis også forbi byens samlingspunkt, havnepromenaden Riva, hvor den kroatiske arkitekt Nikola Basic i 2005 opførte et havorgel med 7 stentrapper, som går ud i et med Adriaterhavet. Når havets bølger rammer stentrapperne, presses luft op igennem kanaler, og hermed skabes smukke klange fra de 35 orgelpiber. På stentrappen kan man nyde synet af det smukke Adriaterhav og lyden af havet. Nikola Basic vandt i 2006 prisen for European Prize for Urban Public Space. 

Resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd i den hyggelige by. Det livlige hovedstrøg Kalelarga byder på mange gode kaffe- og isbarer, og for de historisk interesserede kan et besøg på det arkæologiske museum på det varmeste anbefales. Museet, der har eksisteret siden 1832, har en af Kroatiens største samling af arkæologisk fund, blandt andet også fra Gradina på vores ø Murter.

Sidst på eftermiddagen begiver vi os tilbage mod Tisno, hvor resten af aftenen er til fri afbenyttelse.

Dag 5
Tisno. Tid på egen hånd eller mulighed for cruise til nationalparken Kornati inkl. frokost

Dagen i dag er afsat til oplevelser på egen hånd, med mindre man har lyst til at deltage i tilkøbsudflugten med sejlads til nationalparken Kornati (udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris og skal bestilles separat).

I farvandet syd for Tisno ligger et område bestående af 89 enestående øer, holme og skær, som i 1980 blev erklæret for nationalparken og opkaldt efter den største ø, Kornat, som er 25 km lang. Selve nationalparken dækker over 220 km2 og har hele 238 km kyststrækning. Det er forbudt at fiske i Kornati, fordi man ønsker at bevare det righoldige dyreliv. For under havets overflade gemmer sig 350 plantearter, 300 fiskearter og undersøiske huler. Og hvis man er rigtig heldig, kan må endda få øje på legesyge delfiner.

De mange øer ligger som perler på en snor og er en sand fryd for øjet. Dramatiske klippeformationer rejser sig fra havets overflade og spejler sig i det krystalklare vand. Vi sejler forbi den højeste klint, som måler 180 m og ser nærmere på de mange laguner, øer og kløfter. Undervejs nyder vi en herlig frokost ombord på skibet.

Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, hvor resten af dagen er til fri afbenyttelse.

Dag 6
Tisno – Jezera – Tisno. Madlavningskursus og vandretur til landsbyen Jezera

Ingen ferie uden god mad, og i dag skal vi selv prøve kræfter med det kroatiske køkken. 

Vi besøger byens lokale marked og spæder til fra det lokale supermarked om nødvendigt. Hotellets kok og øvrige personale er behjælpelige med råd og vejledning, når vi kaster os ud i den finere kroatiske madlavning. Om den står på den lokale forret med butterdej, Burek, eller omelet med friske krydderurter afhænger af de forhåndenværende råvarer, men en ting er sikkert: Det bliver en stor oplevelse!

Eftermiddagen byder på en frisk vandretur til landsbyen Jezera, der ligger ca. 1½ kilometer fra Tisno. På en helt nyanlagt vandresti går vi gennem skoven og langs den smukke kystlinje til den lille hyggelige havneby. Her er der mulighed for at følge med i livet på havnen, drikke en kop kaffe eller smage på byens gode is. For de friske er det muligt at gå tilbage til hotellet via øens største kirke med det mundrette navn Vor Frue Caravaggios kirke, der smukt knejser på øens højeste punkt. Alternativt kan man tage turen langs vandet tilbage eller hoppe på en lokal bus.

Dag 7
Tisno. Tid på egen hånd eller udflugt til Etnoland og Krka Nationalpark Ca. 100 km

Dagens tilkøbsudflugt går til en af Kroatiens mest lovpriste museum, det etnografiske museum, Etnoland, der bestyres af ægteparret Lokas (udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris og skal bestilles separat). Området er genopført som en tro kopi af Josko Lokas bedsteforældres barndomshjem, og med ægteparrets levende beskrivelse af livet på landet i Dalmatien i det forrige århundrede får vi en helt unik tur tilbage i tiden. Vi spiser frokost i de hyggelige omgivelser, inden vi fortsætter til det nærliggende Krka Nationalpark.

Parken blev udlagt som nationalpark i 1985 – primært for at beskytte områdets mere end 800 forskellige plantearter, hvoraf en del er endemiske. Krka Nationalpark er også hjemsted for mere end 200 forskellige slags fugle samt en række padder, krybdyr og fisk. Stier og gangbroer fører gennem frodig bevoksning og over strømmende vandløb og forbi det spektakulære Krka-vandfald, hvor en stribe mindre vandfald fosser ned i en smuk vandfaldssø og tilsammen udgør et fald på 242 meter.

Efter nogle skønne naturoplevelser forlader vi nationalparken med båd, der sejler os til den lille by Skradin, hvor vores bus venter på os. Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.

Dag 8
Tisno. Afslapning og mulighed for vandreture

Vi trænger til en dag uden de store aktiviteter, så dagen er løst planlagt med mulighed for improvisation. Under morgenmaden er der mulighed for at smøre sig en lille madpakke man kan tage med sig, hvis man har lyst til at gå på vandretur på øen eller fastlandet. Der kører offentlige busser, som afgår lige udenfor hoteldøren, så det er også muligt at kaste sig ud på længere eventyr, hvis man har mod på det.

Er man mere til det våde element, kan man tage på udflugt til nogle af de nærliggende strande, eller hvad med at leje en lille båd og sejle rundt om øen og nyde den smukke natur fra vandsiden?

Rejseleder og hotelpersonale er behjælpelig med råd og vejledning. Også hvis man om aftenen har lyst til at prøve nogle af de mange gode restauranter som findes i og omkring Tisno.

Dag 9
Tisno. Tid på egen hånd eller heldagsudflugt til Primosten og Split inkl. Diocletians Palads og middag på lokal restaurant Ca. 240 km

I dag kan man vælge at nyde hotellets mange faciliteter eller deltage i tilkøbsudflugten til hovedbyen i Dalmatien, Split (udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris og skal bestilles separat).

På vej mod Split gør vi stop ved den lille hyggelige havneby Primosten. Den gamle bydel var oprindelig placeret på en lille ø, men med opførslen af en dæmning blev øen landfast i det 19. århundrede. Primosten er en sand lille perle med spændende arkitektur og smukke badestrande. Vi går på opdagelse i den gamle bydel, inden vi fortsætter mod dagens hovedmål, Split.
Split, der ligger smukt ud til Adriaterhavet og er Dalmatiens største by. Op igennem historien har Split været under byzantinsk, venetiansk og østrig-ungarsk kontrol, inden byen efter 1. Verdenskrig blev en del af det kongerige, der senere blev til Jugoslavien. Legenden siger, at Splits første indbygger var den romerske kejser Diocletian, som byggede sin enorme borg her ved Adriaterhavets kyst omkring 300 e. Kr. 
Da kejseren abdicerede, fortrak han til sit 30.000 m² store palads. Ruinerne efter paladset ligger spredt ud over den gamle bydel, som nærmest er bygget ind i det historiske bygningsværk. Paladset var omgivet af to meter tykke og 20 meter høje mure, som stadig er fint bevarede flere steder. Mursystemet har indgangspartier fra alle fire verdenshjørner: gennem jernporten i vest, den gyldne port i nord, sølvporten i øst og bronzeporten i syd. Bronzeporten lå engang parallelt med Adriaterhavet, men det var længe før, byens nuværende havnepromenade blev anlagt. 

Inde i paladset ser vi peristylet, som var forgården til kejserens private gemakker, samt vestibulen, Jupiter-templet og Skt. Domnius-katedralen. Efter paladsbesøget går vi en tur gennem byen, som der også vil være tid til at udforske lidt nærmere på egen hånd. På havnepromenaden Riva passerer man dunkle og dystert udseende kældre, som tidligere var kejserens kølige lejligheder. Promenaden er flankeret af palmer og caféer, og de handlende sælger kunsthåndværk, bøger, postkort med mere. 

Sidst på eftermiddagen samles vi atter og begiver os mod en lokal restaurant, hvor vi spiser en god middag. Vi returnerer til vores hotel sidst på aftenen.

Dag 10
Tisno – Vodice – Tisno. Vodice og Kroatiens største indesø, Vrana Ca. 80km

Vi sover længe og begiver os først op af formiddagen til Vodice, en mindre bebyggelse ca. 15 kilometer fra Tisno. Vodice ligger smukt placeret og har et dejligt havneområde med masser af små cafeer og hyggelige restauranter.

Vi indsnuser den lokale stemning, og har man lyst bør man så afgjort prøve byens specialitet, figenmarmelade. Marmelade, der produceres i området, er kendt over hele Kroatien og smager ikke bare glimrende, men skulle også være godt for blodtrykket og andre dårligdomme.

Efter frokost (ikke inkluderet i prisen) fortsætter vi til naturområdet ved Vrana-søen. Dette helt specielle område tiltrækker hvert år kæmpe kolonier af trækfugle, og i vinterperioden forventes der op mod 100.000 fugle på et område mindre end Fanø.
Vegetationen og de store sumparealer tilbyder ideelle forhold for især hejrer og skarver, som lever godt at de mange padder og fisk. Vi går en tur i området, inden vi sidst på eftermiddagen returnerer til Tisno.

Dag 11
Tisno. Store legedag i Tisno med boccia-turnering og barbeque

Efter et par intense dage har vi brug for at lege og slappe lidt af sammen, så i dag er der mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter på hotellet.

I hotellets store fællessal vil der være mulighed for at spille kort og andre brætspil. Er man mere til at hænge ud ved hotellets dejlige pool, er dette naturligvis også en mulighed, ligesom såvel sauna, som spaområdet vil være tilgængelige denne dag.

Er man mere til udendørsaktiviteter er der mulighed for at deltage i en lokal boccia turnering, som finder sted på de nyindrettede baner i udkanten af Tisno. Monstro, om vi ikke kan lokke nogle af de lokale med!

Har man ikke fået afsluttet sit bridgespil, eller har man blot lyst til at hænge ud i hotellets bar, er der mulighed for dette efter aftensmaden, som i dagens anledning indtages som barbeque på en nærliggende strand. I tilfælde af dårligt vejr rykkes middagen til hotellets restaurant.

Dag 12
Tisno – Sibenik – Krabanj. Udflugt til Sibenik, Krabanj og vingårdsbesøg

I dag skal vi besøge den nærliggende by Sibenik og øen Krabanj, der er kendt for sin produktion af havsvampe.

Hovedbyen i provinsen, som Tisno også er en del af, hedder Sibenik. Byen og dets 45.000 indbyggere ernærede sig tidligere overvejende ved tungindustri, og havnen var en af de vigtigste og mest travle langs hele Adriaterkysten. I dag tiltrækker byen masser af turister i højsæsonen og kan blandt andet byde på det imponerende Skt. Nicolas fort, der i 2017 kom på UNESCOs liste over bevaringsværdige monumenter.

Vi skal se nærmere på dette smukke bygningsværk, som oprindeligt var opført af venetiske bygherrer med den berømte arkitekt Hieronymus di Santa Michaela i spidsen. Det færdige fort stod klart i slutningen af det 16. århundrede og er stadig et imponerende skue. Vi går efterfølgende en tur i byens centrale del, hvor der også er mulighed for at indtage en god frokost (frokost ikke inkluderet i udflugtsprisen).

Havnen i Sibenik er stadig meget aktiv, og det er også herfra vi fortsætter vores færd med en lille lokal færge, der bringer os til den nærliggende ø, Krabanj. Sejladsen tager ikke mere end 5-10 minutter og bringer os fra det travle fastland til den lille, fredelige ø, hvis højeste punkt er blot 1,5 meter over havets overflade. Øen er især kendt for sin produktion af badesvampe, og vi besøger det lokale museum for at høre nærmere om dette specielle erhverv. 

Sidst på eftermiddagen returnerer vi til Sibenik, hvor vi skal smage den lokale vin, der produceres i området. Kroatisk vin hører muligvis ikke til de mest kendte i verden, men kvaliteten er høj, og de lokale druer er langsomt ved at finde fodfæste også uden for Kroatien. Vi hører om, hvordan vinen produceres og skal naturligvis også smage på varerne.

Vi returnerer til hotellet sidst på eftermiddagen.

Dag 13
Tisno. Tid på egen hånd og afskedsmiddag

Denne sidste dag i Tisno er afsat til at gøre de sidste indkøb, svømme de sidste længder i swimmingpoolen eller ved den lokale strand. Måske trænger man til en lille gåtur i lokalområdet og tage afsked med kassedamen i det lokale supermarked eller bartenderen på kaffebaren. Under alle omstændigheder mødes vi om eftermiddagen, hvor vi begiver os mod aftenens afskedsmiddag, som vi indtager på den hyggelige gårdrestaurant Roca.

Roca ligger på fastlandet ca. 20 km fra Tisno og har i generationer specialiseret sig i produktion af olivenolie, vin og prosciutto-skinke. Omgivet af olivenlunde og vinstokke indtager vi en god bondekost i smukke omgivelser. 

Vi returnerer til hotellet sidst på aftenen.

Dag 14
Tisno – Split – København. Hjemrejse

Det er blevet tid til at tage afsked med hotelpersonale og resten af Tisno. Efter morgenmad kører vi mod Split, hvor vores fly venter.

Tilkøbspakke med tre dagsudflugter:

Vi har samlet 3 spændende udflugter, der byder på alt fra sejlads i Adriaterhavet og uovertrufne naturoplevelser til besøg i spændende byer langs kysten. Det hele naturligvis krydret med god mad. For mere fyldestgørende beskrivelse se under dag-til-dag programmet 

Dag 5: Cruise til nationalparken Kornati inkl. frokost
Dag 7: Etnoland og Krka Nationalpark inkl. frokost
Dag 9: Primosten og Split inkl. Diocletians Palads og middag på lokal restaurant

Pris: kr 1.498,-

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 9.498,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Split t/r
  • Indkvartering på det 4-stjernede hotel Borovnik i delt dobbeltværelse
  • Udflugter, entreer og transport jf. program
  • Halvpension
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkepenge til lokalguider, chauffør m.v. (beregn ca. 25 € pr. person)
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Vandringer og cykeltur

På dage, hvor der vandres eller cykles, kan det hænde, at vi grundet vejret lægger ruten om. Tempoet er naturligvis tilpasset terrænet.  På gåturen er det muligt at gå mindre dele eller vende om tidligere, hvis man har behov for det.

Hotellet

Vi har valgt at bo på et godt mellemklassehoteller, som vi kender gennem mange år. Det firestjernede hotel er hyggeligt og gør alt for at få vores gæster til at føle sig hjemme. De inkluderede middage indtages på hotellet, der laver veltillavet og folkelig kroatisk mad. Maden er buffet.

Medbring gerne

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til udflugter samt et strandhåndklæde, hvis du skal i vandet. Strandene er stenstrande, og nogle steder kan der være søpindsvin, så badesko kan anbefales. Har du ikke nogen med hjemmefra, kan de købes undervejs til en absolut rimelig pris. 

Det kan også anbefales at medbringe en jakke og lange bukser til køligere vejr og aftenerne, gode vandresko og en paraply og/eller regnjakke i tilfælde af dårligt vejr.

Ikke egnet for gangbesværede

Da en stor del af udflugterne på denne rejse vil foregå til fods, forventes det, at rejsedeltagerne er mobile, selvhjulpne og kan færdes uden hjælp.

Valuta

Der afregnes i kontanter eller med kreditkort på hotel ved afrejse. Der er mulighed for at hæve penge i lokale hæveautomater, blandt andet i Split, men vi anbefaler, at du har kontanter/kroatiske kuna med hjemmefra.

Mere om Kroatien

Her kan du få mere at vide om Kroatien: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/kroatien
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Hånden på hjertet

Information

Vi besøger Kroatien uden for højsæsonen, så enkelte restaurationer og butikker vil være helt eller delvist lukket. På seværdigheder slipper vi til gengæld for alenlange køer samt andet stress og jag.

Vejret kan være omskifteligt, men overvejende solskin og 15 – 20 grader. 

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederene på et af bussens første påstigningssteder. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På busrejser kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

20HRVLT01ADK0604