Forårskrydstogt til det bedste af Japan

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Drømmerejse til hele 7 japanske destinationer inkl. kejserlige Kyoto og metropolen Tokyo med en afstikker til Taiwan.

Hongkong – Taipei – to landgange på Okinawa – Kochi – Himeji – Osaka (Kyoto) – Nagoya – Tokyo

Der venter et stort eventyr i Fjernøstens pulserende storbyer, hvor røgelse fra templerne blander sig med eksotiske dufte fra gadeboderne. Vi stævner ud fra Hongkong, en by man aldrig bliver færdig med, og efter en dag til søs skal vi opleve Taipei i Taiwan. Herefter sætter vi kursen mod det japanske ørige, hvor vi starter med et historisk nedslag på øen Okinawa, i byerne Kochi og Himeji. Vi fortsætter til den gamle japanske kejserhovedstad Kyoto og runder rejsen af med to dage i den pulserende storby Tokyo.

Du kan forme dagene, som du vil eller købe udflugtspakken, som bl.a. tæller byrundtur i Taipei, udflugt til Kochi, kejserhovedstaden Kyoto og på Okinawa. Byrundture i Hongkong og Tokyo samt helpension på krydstogtskibet Norwegian Sun, som bliver vores flydende hjem på turen, er inkluderet i rejsens pris. Med dansk rejseleder.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Krydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Amerikansk dollar, Hongkong-dollar, yen

Dagsprogram 16 dage
Dag 1–2
Afrejse fra København, ankomst til Hongkong og velkomstmiddag
Dag 3
Hongkong, Kina og afsejling. Rundtur til Victoriabjerget, Stanley markedsplads og Aberdeen
Dag 4
På havet mod Taipei
Dag 5
Taipei (Keelung), Taiwan. Mulighed for byrundtur med Taipei 101 og Paladsmuseet
Dag 6
Naha, Okinawa, Japan. Mulighed for udflugt til Shuri Kongepaladset og Peace Memorial
Dag 7
Miyako-Jima, Okinawa, Japan. Mulighed for en tur på stranden med rejselederen
Dag 8
Oplevelser til søs
Dag 9
Kochi, Japan. Mulighed for besøg på lensherreborgen i Kochi, Hirome Market og Kap Murotomisaki
Dag 10
Himeji, Japan. Mulighed for udflugt med Shinkansen til Hiroshima
Dag 11–12
Osaka, Japan. Mulighed for udflugt til den gamle kejserby Kyoto
Dag 13
Nagoya, Japan. Mulighed for besøg på Toyota Commemorative Museum of Industry and Technology og Inuyama-borgen
Dag 14
Tokyo, Japan. Byrundtur med Asakusa, Meijihelligdommen, Ginza, Hamarikyu-haven og Tokyo International Forum og parken ved Kejserpaladset
Dag 15
Afrejse fra Japan
Dag 16
Ankomst til Danmark

Norwegian Sun

Norwegian Sun er et af rederiet Norwegian Cruise Lines skibe med plads til over 1.900 passagerer.

Krydstogtskibet havde sin første sejlads i 2001, og om bord findes pæne og rummelige kahytter, poolområde, spa, fitnesscenter, teatersal, restauranter, shopping og meget mere. Skibet blev renoveret 2016 og fremstår derfor som et moderne krydstogtskib!

Læs mere om skibet og andre praktiske oplysninger på www.albatros-travel.dk/rejsetyper/skibe/norwegian-Sun 

 

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1–2
Afrejse fra København, ankomst til Hongkong og velkomstmiddag
I Hong Kong

Vi flyver fra Danmark og lander i Hongkong den følgende dag. Vi bliver kørt til vores hotel, hvorfra det er muligt at gå på opdagelse i den store metropol. Rejselederen vil gå en kort tur i nærområdet, for dem der har lyst. Der er også mulighed for bare at slappe af og lade op til de store oplevelser, som venter forude.

Om aftenen spiser vi en hyggelig velkomstmiddag inden vi for alvor tager fat på oplevelserne den følgende dag.

Dag 3
Hongkong, Kina og afsejling. Rundtur til Victoriabjerget, Stanley markedsplads og Aberdeen Afsejling kl. 18.35
Ud for Hong Kongs kyst

Med sin beliggenhed lige syd for det kinesiske fastland havde den golde klippeø Hongkong – og det omkringliggende område – stor interesse for det 19. århundredes driftige handelsmænd. De så gode muligheder for at udvikle området til en sikker base for en lukrativ handel med det kinesiske rige mod nord. I 1841 blev det britiske flag hejst på øen, og senere blev en mindre del af Kinas sydspids indlemmet i den voksende kronkoloni. Sin nuværende størrelse fik Hongkong i 1898, da briterne lejede ”De Nye Territorier” af Kina. I 1997 blev Hongkong givet tilbage til Kina. Med sine gigantiske skyskrabere minder Hongkong ved første øjekast på mange måder om New Yorks Manhattan. Dog skal man huske, at 98 procent af den næsten seks millioner store befolkning er kinesere med en typisk kinesisk levevis bestående af daglige indkøb på myldrende markeder, hårdt arbejde og trange boligforhold. Dertil kommer naturligvis en religion med utallige guder, der tilbedes i såvel hjemmet som i de røgfyldte templer. Hongkong er både ældgammel kinesisk kultur og det 21. århundredes højteknologi.

Vi indleder dagens udflugt med bjergbanen Peak Tram. Endestationen er tæt ved toppen af det 554 meter høje Victoriabjerg. Vel oppe belønnes vi med en fabelagtig udsigt over Hongkong-øen og hele sydspidsen af det kinesiske fastland. Ved endestationen venter vores bus, og næste stop på dagens udflugt er Stanley markedsplads, et meget populært udendørs marked. Her kommer de handlendes evner for alvor på prøve, når der pruttes om prisen på alt fra mærkevaretøj til kunsthåndværk, porcelæn, læder og de gængse souvenirs.

Efter et kort stop på den populære markedsplads går det videre ned til bydelen Aberdeen på den anden side af Hongkong-øen. Aberdeen var tidligere Hongkongs vigtigste fiskerby, hvor tusindvis af mennesker boede på deres små både, også kaldet sampans. Intet sted i Hongkong er kontrasterne mere tydelige. De små sampans ligger og vugger i havnen og synes nærmest i miniature-størrelse i sammenligning med millionyachterne og de store fiskerbåde. Vi lejer sampans og sejler omkring i havneområdet og får indtryk af Aberdeen fra søsiden. En tur langs de fortøjede fiskerbåde giver et fint indblik i de lokale fiskeres hverdag med at reparere net, lave mad og sortere dagens fangst om bord på deres fiskerbåde.

Mens Aberdeen forsvinder i bussens bagrude, kigger vi fremad mod skibet og den forestående afsejling. Om bord spiser vi middag, mens Hongkongs aftenlys fortaber sig i det fjerne og kursen er sat mod fremmede kyster.

Dag 4
På havet mod Taipei
Norwegian Sun

Husk at du er på ferie, og på ferier er det som regel rart med lidt fred og ro. Måske har du lyst til at trække dig tilbage til din kahyt og nyde en stille drink på din balkon, hvis du har sådan en. Det kan også være, at du finder et fredeligt område på soldækket, hvor du kan sidde uforstyrret med en bog.

Hvis du derimod trænger til at være aktiv, kan du gå en tur i skibets flot udstyrede motionscenter, hvor der er både motionscykler, trappemaskiner og løbebånd. Du kan også deltage i en undervisningstime med professionel træner (mod gebyr) og prøve yoga, pilates, spinning eller noget helt fjerde. Så kan du også med god samvittighed spise en lækker 3-retters middag om aftenen.

Vores rejseleder holder foredrag og deltager aktivt i arrangementer om bord, og du er mere end velkommen til at slå følge. Det er den oplagte mulighed for at lære resten af gruppen af medrejsende at kende.

Dag 5
Taipei (Keelung), Taiwan. Mulighed for byrundtur med Taipei 101 og Paladsmuseet Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 17.00

I dag ankommer vi til Taiwan, også kendt som Republikken Kina – en lille ø-nation ud for Kinas østkyst. Den er på en og samme tid et af Asiens økonomiske kraftcentre og et kulturelt mekka for enhver, der interesserer sig for antik kinesisk kunst. Nationalmuseet i Taipei har en enorm samling, der spænder over 8.000 års kinesisk historie. Disse skatte blev evakueret fra det kinesiske fastland, da kommunisterne overtog styringen, og Chiang Kai-shek flyttede sin regering til Taipei.

I dag skal vi på opdagelse i hovedstaden Taipei samt opleve noget af øens smukke natur. I Taipei ser vi blandt andet det farvestrålende smukke Longshan-tempel og en af verdens højeste skyskrabere, Taipei 101, hvor man har mulighed for at se det imponerende syn fra udsigtsdækket på 89. etage (entré ikke inkluderet).

Dernæst begiver vi os videre til Paladsmuseet, bag hvis mure gemmer sig historiske artefakter, der kan dateres 8.000 år tilbage i tiden. Her finder mand blandt andet snusdåser fra Tang- og Ming-dynastiet, smukke malerier, udsøgte eksempler på kalligrafi-kunsten, sirligt udskårne æsker samt flotte keramik-, jade- og bronzefigurer.
Dagen byder også på besøg i Taipeis gamle bydel med mange små forretninger og gadekøkkener. Her går vi en lille tur ad de små gader, og der er mulighed for at købe sig til nogle delikate smagsprøver på det taiwanske køkken.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 6
Naha, Okinawa, Japan. Mulighed for udflugt til Shuri Kongepaladset og Peace Memorial Ankomst kl. 12:00, afsejling kl. 20.00

Vi ankommer til øgruppen Okinawa på den sydvestlige kant af Japan. Med over 100 øer er Okinawa Japans eksotiske paradis, og man fornemmer da også en markant anderledes natur og temperatur end i hovedlandet. Sproget og kulturen er anderledes end i resten af Japan, og det hele virker lidt mere afslappet her.

Vi lægger til på selve hovedøen Okinawa i dens hovedstad, Naha. Herfra tager vi på udflugt til Shuri Kongepaladset, der engang var hovedsædet og magtens centrum for Ryukyu Kongeriget,der bestod af det samme antal øer som Okinawa gør i dag. Paladsets arkitektur er markant anderledes end borge og paladser i resten af Japan, og vidner om at Ryukyus øboere havdet en anden kulturarv. Vi skal også stifte bekendtskab med et af øens dystre kapitler, da øen var skueplads for et af Anden Verdenskrigs blodigste slag. Mod slutningen af krigen i april 1945 var de amerikanske styrker efterhånden nået helt tæt på det japanske moderland. Den amerikanske landgang på Okinawa og slaget på øen skulle vise sig at blive et af krigens mest voldsomme. USA  vandt slaget, men det kostede dem dyrt. De enorme tab af menneskeliv var en medvirkende årsag til, at USA valgte at bombe japanerne ud af krigen med atombomberne i Hiroshima (som vi senere har mulighed for at besøge med Shinkansen lyntoget fra Himeji) og Nagasaki. På vores udflugt besøger vi desuden Peace Memorial Park og museet, som ligger på  sydspidsen af øen.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 7
Miyako-Jima, Okinawa, Japan. Mulighed for en tur på stranden med rejselederen Ankomst kl. 7.00, afsejling kl. 16.00
På øen Ishigaki i Okinawa-provinsen

Øen Miyako Island ligger ca. 300 kilometer syd for hovedøen i Okinawa-præfekturet. Da der næppe er mange, som tænker på smuk sandstrand og turkisblåt vand, når de tænker på Japan, vil de fleste nok blive overrasket i dag, for Miyako-Jima er kendt for nogle af Japans bedste strande og som en fantastisk snorkeldestination grundet de mange koralrev. Det subtropiske klima giver mildt vejr året rundt. Hvis vi er heldige, får vi en af de dage, hvor temperaturen ligger på de gennemsnitlige ca. 25 grader på denne årstid, selvom sol og sommer naturligvis aldrig kan garanteres.

Hvis vejrguderne er med os, arrangerer rejselederen en tur til stranden (evt. transport og forplejning er ikke inkluderet) for dem, der har lyst til en dukkert i bølgen blå.

Dag 8
Oplevelser til søs

En dag til søs er den helt rigtige måde at opleve livet på et krydstogtskib på. For selve opholdet på skibet er en stor del af rejsen, hvor du kan nyde den afslappede rytme og i fred og ro fordøje de mange indtryk undervejs. Du kan slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller benytte dig af de mange øvrige aktivitetsmuligheder ombord. Eller du kan nyde udsigten, læne dig tilbage med en bog i en dæksstol eller deltage i nogle af de mange underholdningsarrangementer. Vores rejseleder sørger for at holde dig orienteret om mulighederne og planlægge fællesaktiviteter i løbet af dagen.

Dag 9
Kochi, Japan. Mulighed for besøg på lensherreborgen i Kochi, Hirome Market og Kap Murotomisaki Ankomst kl. 08:00, Afsejling kl. 17:00

Kochi er hjemsted for den krystalklare Shimanto-gawaflod. Byen ligger omgivet af forrevne bjerge mod nord og den buede sydkyst ud til Tosabugten. Mod øst ligger Kap Muroto og mod vest ligger Kap Ashizuri med sine blidt bølgende sandstrande Shimanto-gawafloden er kendt som Japans sidste uberørte flod. Den begynder sit snoede løb i bjergene i Tsuno og løber hele vejen til Stillehavet. Floden er en guldgrube for rejefiskere, der går efter flodrejerne. Rejerne fanges ved hjælp af store fakler, der bruges til at skræmme dem ind i nettet. Selvom denne fangstmetode er hundredevis af år gammel, bliver den fortsat benyttet.

Højt over byen ligger slottet Kochi, som stammer fra 1600-tallet. Det er et af Japans få  autentiske slotte, der har overlevet både krige og naturkatastrofer. Vores Albatrosudflugt i dag går netop til slottet, som var bolig for lensherren i Edo-perioden. Det er Japans eneste slot, som stadig har sin originale struktur, og som ikke blev beskadiget under Anden Verdenskrig. Derfor kan vi i dag nyde synet af et lille stykke Japan fra hedengangne tider. Ved siden af borgen finder vi det hyggelige lokale marked Hirome, som er kendt for Kochi-specialiter og køkkenknive. Der vil være lidt tid til på egen hånd at gå på opdagelse og måske nyde en kop japansk te. Hvis du beslutter dig for at købe en japansk kniv, skal du huske at vise den til skibets sikkerhedspersonale ved ombordstigning. Genstanden vil blive opbevaret af skibets personale og udleveret igen ved ankomsten til Tokyo.
Vores tur fortsætter til Kap Murotomisaki, som ligger i den østlige ende af Tosa-bugten og er dækket med subtropiske blomster som hibiscus. Symbolet på Kap Murotomisaki er det hvide fyrtårn, som måler 2,6 meter i diameter. Det er Japans største fyrtårn og kan ses hele 56 km ud for kysten. Lyset fra fyrtårnet har igennem mere end hundrede år ledt tusinder af handels- og passagerskibe sikkert forbi pynten. Undervejs på udflugten får vi frokost, og når vi har besøgt seværdighederne, kører vi tilbage til Kochi, hvor vores skib venter.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 10
Himeji, Japan. Mulighed for udflugt med Shinkansen til Hiroshima Ankomst kl. 07:00, Afsejling kl. 16:00

Vores medpassagerer vil sikkert blive overraskede hvis vi fortæller, at vi tager til Hiroshima, der ligger 250 km fra Himeji, men det er ikke desto mindre hvad vi gør på dagens Albatrosudflugt. Det kan lade sig gøre, fordi vi i dag skal prøve det super hurtige, behagelige og meget præcise højhastighedstog Shinkansen til byen, som mange forbinder med afslutningen på Anden Verdenskrig. Togturen til Hiroshima tager kun 56 minutter. Her venter bl.a. det træ, som står tættest på det sted, hvor atombomben sprang den 6. august 1945 - en hængepil. Vi ser også atombombekuplen, som er det danske navn for Genbaku Domu, den eneste tilbageværende bygning i Hiroshima, Fredsparken og museet. I denne fredspark spurgte den amerikanske præsident Barack Obama i maj 2016: “Hvorfor er vi kommet her til Hiroshima?”. På det tidspunkt var der gået næsten 71 år, siden verdens første atomvåben blev udløst over den japanske millionby og tog mindst 135.000 dyrebare menneskeliv. Obama var den første siddende amerikanske præsident, som besøgte den by, hvis beboere havde måttet gennemgå så frygtelige lidelser som resultat af amerikansk krigsførelse. Han besvarede selv sit spørgsmål: “Vi er kommet for grundigt at overveje den skrækkelige kraft, som blev udløst på dette sted i en ikke særligt fjern fortid. Vi er kommet for at sørge over de døde. Deres sjæle taler til os. De beder os om at kigge indad og gøre op med os selv, hvem vi er”. Og med sin omfavnelse af en af de overlevende gjorde Obama et uudsletteligt indtryk på japanerne.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 11–12
Osaka, Japan. Mulighed for udflugt til den gamle kejserby Kyoto Ankomst dag 11 kl. 06.00, afsejling dag 12 kl. 18.00

De kommende to dage står Osaka, Japans tredjestørste by, på programmet. Sammen med Kobe og Yokohama er Osaka en af Japans vigtigste havnebyer og den har siden sin tidlige historie været en af landets travleste og mest velhavende handelsbyer. Ligesom mange andre af Japans byer led Osaka en krank skæbne under Anden Verdenskrig, så der er ikke meget tilbage af det oprindelige Osaka.

Den første dags Albatros-tilbud er en heldagsudflugt til kejserlige Kyoto. Kyoto blev som den eneste japanske storby skånet for bombeangreb under Anden Verdenskrig, efter sigende på grund af byens enestående kulturskatte. Desværre har bystyret ikke vist byen samme respekt, så de store sammenhængende kvarterer af smukke træhuse er næsten forsvundet. Ingen har dog vovet at røre de tusinder af templer, helligdomme og smukke haver. Især i byens udkant føler man sig hensat til en anden tidsalder, hvor skønhed og æstetik var i højsædet.

Vi tager på opdagelse i den smukke tempelby og starter i den vestlige udkant af byen, hvor vi ser Kyotos mest berømte attraktion: Guldpavillonen. Guldpavillonen er en nøjagtig kopi af den over 500 år gamle bygning, som en sindssyg tempelpræst satte ild til i 1955. Guldpavillonens berømmelse forstår man til fulde, når man står ansigt til ansigt med den stemningsfulde guldbeklædte pavillon, der spejler sig i søens vand. Vi spiser en ”o-bento”, en typisk japansk madpakke, til frokost. En o-bento fås i et hav af varianter og består typisk af ris og forskellige former for lækkert tilbehør og småretter som for eksempel fisk, kød, grøntsager og forskellige salater.

Vi afslutter dagen med et besøg ved shintohelligdommen Fushimi Inari-taisha, hvor vi går en tur gennem templets lange arkade af orangerøde torii-porte. Torii-portene står i hundredvis tæt efter hinanden og former en smuk, kontrastfarvet vej gennem den omgivende grønne skov. Dette er en af Kyotos knap så kendte attraktioner, men ikke desto mindre er det for mange besøgende et af de helt store højdepunkter!

Kyoto er berømt for sin ypperlige kvalitet af den berømte japanske grønne te, så prøv også at kigge ind hos en af de mange små specialbutikker med te, og køb en lille smagsprøve på Japan med hjem. Skal oplevelsen være fuldkommen, er der også masser af muligheder for at købe håndlavet keramik, heriblandt tekrus, med hjem.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

På din anden dag i Osaka kan du vælge at gå på opdagelse på egen hånd eller at slå følge med rejselederen (eventuelle udgifter til transport, entreer og forplejning er ikke inkluderet). Det er helt op til dig selv, hvordan du ønsker at tilbringe dagen.

Dag 13
Nagoya, Japan. Mulighed for besøg på Toyota Commemorative Museum of Industry and Technology og Inuyama-borgen Ankomst kl. 09:00, Afsejling kl. 17:00

Nagoya er hovedbyen i den store Aichi-kommune, hvis familier det øvrige Japan i mange generationer har beundret og misundt for deres ”monozukuri”, deres særlige evner til at fremstille holdbare ting af høj kvalitet. Toyoda-familien var en af dem. Den førte og fører stadig an, bl.a. i deres produkter som Toyota-biler. Biler var dog ikke de første produkter, familien fremstillede. Det var derimod fletstole, der var af så høj kvalitet og hvis produktion var så automatiseret, at britiske fabrikanter fra slutningen af 1920’erne betalte licens for at bruge Toyodas patenter. Det blev begyndelsen på en filosofi kaldet Toyota kaizen, ”lean production”. Overalt i Japan kan man se principperne, så hold øjnene åbne i butikker og på restauranter. Vi skal i dag besøge Toyota Commemorative Museum, som giver os et rigtigt godt indblik i familiens succeshistorie indenfor både tekstiler, maskiner og biler.

Vores udflugt fører os videre til floden Kiso ca. 30 km uden for Nagoya, hvor vi ser den ældste borg i Japan, Inuyama Borg. Den er omgivet af smukt natur og kirsebærtræer, der normalt blomster på denne tid af året. Hvis vejret er med os, vil vi gøre som de lokale: hvile en stund under de lyserøde trækroner.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 14
Tokyo, Japan. Byrundtur med Asakusa, Meijihelligdommen, Ginza, Hamarikyu-haven og Tokyo International Forum og parken ved Kejserpaladset Ankomst kl. 08.00
I Tokyo

Skibet lægger i dag til i havnen Yokohama. Herfra bliver vi hentet i bus, som tager os på en byrundtur. Vi oplever blandt andet rigtig Tokyo-atmosfære i bydelen Asakusa, vi skal opleve Meijihelligdommen og til sidst spadserer vi til Ginza, Tokyos mest eksklusive shoppingområde, hvor alle Japans dyre mærkevarer og stormagasiner er repræsenteret. Dette er Japans pendant til Fifth Avenue i New York og Champs-Elysées i Paris! Vi går en tur ned ad Ginzas livlige og stilfulde hovedgade, hvor ikke blot folk på shopping, men også travle forretningsmænd præger gadebilledet.

I metropolen Tokyo er det imponerende bygningskunst i alle afskygninger, der præger gadebilledet: fra futuristiske kæmpebygninger til kedelige kontorbygninger – et miks af stilarter, overalt hvor man kigger hen. Meningerne om Tokyos arkitektur og byplanlægning er da også mange, men én ting er helt sikker: Det er alt andet end kedeligt at gå på opdagelse i Tokyos gader. Vi besøger også den store Hamarikyu-have i det centrale Tokyo. Haven ligger langs Tokyo-bugten og er anlagt i traditionel stil med et tehus midt ude på en lille ø. Den traditionelle stil står i stærk kontrast til de mange højhuse, som omkranser haven.

Herefter fortsætter vi til en sand arkitektonisk perle. Vi går en tur gennem det store konferencecenter Tokyo International Forum fra 1996, hvis store stål og glas-konstruktion ligner skroget på en meget lang båd. Her afholdes konferencer, messer, koncerter og udstillinger, og her er sågar en dansk café, hvor der blandt andet serveres hotdogs! Videre på vores gåtur besøger vi parken ved Kejserpaladset, hvor kejser Akihito og kejserinde Michiko bor sammen med deres to sønner, datter og deres familier.

Dag 15
Afrejse fra Japan

I dag er det blevet tid til at sige farvel til både vores dejlige skib og Japan. Vi bliver kørt til lufthavnen, hvor flyet hjem mod Danmark venter.

Dag 16
Ankomst til Danmark

Vores eventyrlige rejse er ved at være ved vejs ende, og vi skal i dag tilbage til Danmark. Efter udtjekningsformaliteterne tager vi mod lufthavnen og lander samme dag i København med bagagen fuld af skønne minder.

Udflugtspakke

Kun for Albatros Travels gæster har vi udarbejdet en udflugtspakke der begge ledes af vores danske rejseleder.

Udflugtspakken indeholder:

  • Taipei (Keelung), Taiwan. Byrundtur med Taipei 101 og Paladsmuseet (inkl. frokost)
  • Naha, Okinawa, Japan. Udflugt til Shuri Kongepaladset og Peace Memorial
  • Kochi, Japan. Besøg på lensherreborgen i Kochi, Hirome Market og Kap Murotomisaki (inkl. frokost)
  • Himeji, Japan. Udflugt med Shinkansen til Hiroshima (inkl. frokost)
  • Osaka, Japan. Udflugt til den gamle kejserby Kyoto (inkl. frokost)
  • Nagoya, Japan. Besøg på Toyota Commemorative Museum of Industry and Technology og Inuyama-borgen (inkl. frokost)

Pakken skal købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.

Pris: 6.598,- pr. person

Shuri Kongepaladset

Prisinformation

Opgradering af kahyt
  • Tillæg for udvendig kahyt med vindue (kat. OB): kr. 2.998,- pr. person
  • Tillæg for balkonkahyt (kat. BB): kr. 9.698,- pr. person
Enkeltkahyt
  • Tillæg for indvendig enkeltkahyt (kat. IB): kr. 9.498,-
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt med vindue (kat. OB): kr. 15.398,-
  • Tillæg for enkeltbalkonkahyt (kat. BB): kr. 28.898,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Hongkong og Tokyo – København med mellemlanding
  • 1 nat i Hongkong på turistklassehotel i delt dobbeltværelse (med morgenmad)
  • Byrundtur i Hongkong
  • Byrundtur i Tokyo
  • Udflugter og transport jf. program
  • 12 nætters krydstogt med Norwegian Sun i delt indvendig dobbeltkahyt
  • Helpension på krydstogtskibet
  • Havneskatter
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Evt. måltider på land
  • Tillæg for enkeltkahyt eller opgradering af kahyt
  • Udflugtspakke (kr. 6.598,-)
  • Eventuelle ekstra udflugter
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. USD 10,- pr. person. Gæster med udflugtspakker bør beregne ca. USD 15,- pr. person).
  • Drikkepenge på krydstogtskibet (beregn USD 15,50 pr. person pr. nat)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Hvordan er kahytterne?

Der er forskellige kahytskategorier – fra pæne, rummelige indvendige kahytter til pragtfulde suiter med egen balkon. Fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs- og siddeplads, enkeltsenge eller dobbeltseng. Desuden er alle kahytter udstyret med køleskab og hårtørrer. Ønsker du at bestille en suite, bedes du rette henvendelse til Albatros Travel.

Indvendig kahyt
Kahytskategori IB, dæk 7. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Udvendig kahyt med vindue
Kahytskategori OB, dæk 5. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Udvendig kahyt med balkon
Kahytskategori BB, dæk 8. Kahyt med egen balkon. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Udflugter – Halvdag og heldag

Det er normal praksis er at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.

Tidsangivelser i krydstogters dagsprogrammer

Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiernes side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte små tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets magt. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/land på rejsens stop. Det er givetvis en del af oplevelsen ved at sejle på et krydstogt!

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. Myndighederne har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stik. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Det er desværre ikke muligt at bestille tilslutning med indenrigsfly på denne rejse.

Før afrejsen

Pas

Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse og må flyve hjem for egen regning.

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser