Fortryllende Persien

Efter en rolig nat på vores hotel kaster vi os ud i dagens program.

I dag skal vi opleve ægte tusind og en nat-stemning, når vi tager på byrundtur i den smukke by. Først besøger vi Eram-haven – en af de ni persiske haver, der blev grundlagt i midten af det 19. århundrede, og som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Eram-haven kaldes også paradishaven, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Den velduftende have prydes af blomstrende appelsintræer, grønne cypresser, daddeltræer og persiske roser og har gennem tiderne været inspirationskilde for flere iranske forfattere. I haven kan man desuden se fine fontæner og ikke mindst det prægtige Qajar-palads, der blev opført af den velstående Qavam-familie i årene 1879-1886. Paladsets indre er dekoreret med elegante mønstre og kakler med digte af den berømte iranske poet Hafez. Selve bygningsværket er inspireret af den victorianske æra i Europa og rummer hele 32 værelser, fordelt på to etager.

Vi fortsætter ind i kunstens og poesiens verden, til poeten og mystikeren Saadis gravsted. Saadi levede i 1200-tallet, men hans mausoleum af marmor, omgivet af en smuk have, stammer fra 1860’erne. Et par kilometer herfra, i centrum af Shiraz, ligger nationalpoetens Hafez’ gravmæle. Både iranere og tilrejsende valfarter til graven, der omgives af rislende kilder, farverige blomsterbuske og duftende cypresser. De fleste troende iranere opfatter Hafez som en spirituel mester, der havde en helt særlig sans for Guds nærvær, og mange anvender hans poesi som en åndelig ledetråd i livets store spørgsmål. Det siges, at hvis en fattig iraner ikke har råd til at tage på pilgrimsrejse til Mekka, tilgiver Allah ham, hvis han i det mindste besøger Hafez’ gravsted. Traditionen foreskriver også, at unge nygifte par skal besøge Hafez’ grav og læse et af hans digte højt for at sikre et lykkeligt ægteskab.

Nu skal vi se en af de mest elegante og mest fotograferede moskéer i hele det sydlige Iran: Masjed-e Nasir-al-Molk. Moskéen er bygget i slutningen af 1800-tallet og er kendetegnet ved de smukke dybblå fliser, som dækker facaden. Det mest iøjnefaldende ved moskéen finder vi dog inde i bygningen – bederummet med de udskårne søjler, de flerfarvede fajance-dekorationer og sidst men ikke mindst: de smukke glasmosaikvinduer, som fylder hele bederummet med et fantastisk farvespil.

Shiraz siges at have landets smukkeste basarer, og derfor aflægger vi besøg i den store Vakil-basar i byens historiske centrum. I de livlige markedsgader kan vi blandt andet opleve nomader, der kommer for at handle, og her kan man købe alt fra orientalske antikviteter til håndvævede tæpper, kobbertøj, grøntsager, krydderier og malerier. I området finder man også flere smukke gårdhaver, badehuse og ikke mindst persiske tæppebutikker, der efter sigende sælger byens fineste tæpper.

Vi skal tidligt op i dag for at få fuld valuta af dagens spændende program. Vi siger farvel til Shiraz og kører først til ruinerne af det mægtige Persepolis-palads, der er smukt beliggende ved foden af Kuh-i-Rahmat-bjerget lidt uden for Shiraz. Paladset er den sidste rest af det forhistoriske Mellemøsten og figurerer på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Byen, der var hovedstad i achæmenidernes imperium (cirka 550-330 f.Kr.), blev opført af den persiske konge Darius den store for næsten 2.500 år siden. Kong Xerxes (485-465 f.Kr.) og hans søn Artaxerxes tilføjede senere flere bygninger.

Bygningshistorien er veldokumenteret i de talrige kileskrifter, der er fundet på stedet. Persepolis havde de mesopotamiske bygningsværker som forbillede, og paladsets storladenhed underbygges af omhyggelige udsmykninger med løveskulpturer, skulpturagtige kapitæler og omhyggelige relieffer udhugget i kalksten. Vi følger trapperne til ”Alle landes port” og audienssalen ”Apadana”, hvor kongen modtog delegationer fra vasalstaterne. Reliefferne på trappen har ligget begravet i sand og er derfor særdeles velbevarede. På den nordlige og østlige del af ”Apadana” skal vi blandt andet se et trappeanlæg, der fører op til en søjlehal og ruinerne af tronsalen, der var det næststørste byggeri i hele tempelanlægget. Vi skal også se det såkaldte Xerxes-harem i baggrunden. Hele komplekset omkranses af dobbeltmure på tre sider, mens Kuh-i Rahmat-bjerget danner en naturlig befæstning på den fjerde side.

Alexander den Store indtog Persepolis i 331 f.Kr. og lagde byen i ruiner. Achæmenidernes gamle imperium blev først genopdaget i begyndelsen af det 17. århundrede, da rejsende hjembragte beskrivelser til Europa. I 1765 besøgte Carsten Niebuhr Persepolis, hvor han med stor nøjagtighed opmålte grundplanerne, aftegnede relieffer og kopierede kileindskrifterne på marmorvæggene. Det var Niebuhrs minutiøse aftegninger, der skabte grundlaget for andres tydninger af kileskriften. Carsten Niebuhr indridsede sit eget navn på paladsets store indgangsportal som et vidnesbyrd om sin indsats og tilstedeværelse i det gamle kongepalads. Niebuhr kom via Oman til Persien, i forbindelse med den danske ekspedition til Arabien, som Frederik V (1723-1766) iværksatte – ekspeditionen kan genopleves i Thorkild Hansens bog ”Det lykkelige Arabien” fra 1962.

Efter at have oplevet det storslåede historiske bygningsværk Persepolis, fortsætter vi cirka fire kilometer mod nord til kongegravene Naqsh-e Rustam, hvor Carsten Niebuhr også lavede opmålinger og aftegninger. Her menes de achæmenidiske konger Xerxes, Artaxerxes, Darius 1. og Darius 2. at ligge begravet i sarkofager inde i klippevæggene. Gravene blev plyndret af Alexander den Store under hans erobring af det achæmenidiske imperium, men de store persiske kors pryder endnu klippevæggene. Kun en kilometer herfra ligger Naqsh-e-Rajab, et arkæologisk område, som sammen med Naqsh-e Rustam kandiderer til at komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Her ser vi fire klippeinskriptioner og basrelieffer, som kan dateres til det tidlige Sassaniderrige (år 224-651). Vi kan blandt andet læse Sassaniderrigets grundlægger og første konge, Ardeshir 1.’s, indsættelsesinskription og se et basrelief, som fejrer kong Shapur 1.’s sejr over den romerske kejser Valerian.

Herfra fortsætter vi til oldtidsbyen Pasargadae, der blev grundlagt omkring 550 f.Kr. af kong Kyros den Store (576-529 f.Kr.), som det achæmenidiske dynastis hovedstad. Vi besøger kong Kyros’ gravkammer og resterne af det overdådige kongepalads og den engang så smukke by, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Udformningen af disse paladser og haver fik siden stor betydning for klassisk persisk kunst og arkitektur, og senere forskning har vist, at byen var bygget så robust, at den ville have været i stand til at modstå et jordskælv på op til 7.0 på Richter-skalaen. I dag er ruinerne dog i temmelig dårlig forfatning.

Vi ankommer til ørkenbyen Yazd sidst på eftermiddagen.

Om aftenen er der mulighed for at besøge Amir Chakhmaq-komplekset, en symmetrisk moské kendt for sine udvendige alkover, der bliver lyst op efter mørkets frembrud, og Dowlatabad-haven, der er blandt de ni persiske haver, som UNESCO har udnævnt til verdens kulturarv. Dette mesterværk af en have blev bygget i 1750 og huser både et smukt palæ og verdens højeste vindfanger. Inde i palæet ser vi detaljeret tremmeværk og udsøgte glasmalerier.

Yazd er en af de gamle handelsbyer på Silkevejen, hvor karavaner med handelsrejsende indkøbte silke, andre tekstiler og tæpper på vejen mod Centralasien og Indien. Yazd er ikke kun kendt for silkevævning og håndværk af høj kvalitet, men også for sine vindtårne og vandanlæg, som er blevet skabt for at afhjælpe sommerheden.I forhold til mange andre iranske byer har Yazd bevaret sin autentiske charme og klassisk persiske stil med snørklede, smalle stræder, åbne pladser og livlige basarer. Arkitekturen i Yazd siges at være den mest persiske, der findes, beskyttet gennem århundreder af det varme klima og fraværet af invasioner. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at Marco Polo i 1272, på vej til Kina, besøgte Yazd og kaldte byen for ’Den gode og noble by.’I den sydlige ende af byen skal vi besøge Stilhedens tårne, hvor zarathustrierne efterlod de døde i gribbenes varetægt, da de mente, at ligene var urene og skulle renses af gribbene. Denne tradition ophørte dog i midten af det 1900-tallet, og siden er de døde blevet begravet på mere traditionel vis.

I Yazd findes der endnu godt 10.000 tilhængere, der bekender sig til den såkaldte zarathustrisme. De kvindelige tilhængere kan kendes på deres mønstrede tørklæder og broderede dragter. Vi besøger også zarathustriernes ildtempel med den hellige flamme, der har brændt siden år 470, og som zarathustrier fra hele verden kommer for at se.Vi ser også nærmere på Jame-moskéen, der kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede. Moskéen har de højeste minareter i Iran, og dens indre prydes af de smukkeste mosaikker, hvilket gør bygningsværket til et af de fineste eksempler på persisk arkitektur. Moskéen er afbilledet på forsiden af den iranske 200-rialseddel.På Yazds vandmuseum hører vi nærmere om vandhåndteringssystemet ’qanat’, der bliver brugt til at forsyne folk med drikkevand og overrisle marker i tørre egne. Qanat’erne er bygget som en række vertikale skakter forbundet af tunneller, og vandkilden er oftest at finde under jorden ved foden af et bjerg. Afløbskanalerne er baseret på tyngdekraft, da kilden altid er højere beliggende end destinationen. Teknologien er udviklet i Persien og har sidenhen spredt sig til andre dele af verden.

Det er blevet tid til at tage afsked med Yazd og begive os mod én af verdens smukkeste byer, Isfahan.

Undervejs gør vi holdt i ørkenbyen Meybod, hvor vi blandt andet skal besøge byens karavaneseri, borg og ikke mindst det lokale ishus. Sidstnævnte er som navnet antyder en imponerende bygning til opbevaring af is til nedkøling af fødevarer m.m. Ishuse har været anvendt i Iran siden det 17.århundrede og består af store kuppelformede bygninger nedgravet i jorden. Isen blev i de kolde vinternætter nedfrosset via et sindrigt vandingssystem, og isen opbevaret i ishuset til brug i den varme sommerperiode. Ishuset i Meybod er et af de mest velbevarede og ligger smukt placeret lige ved siden af byens karavaneseri, hvor vi spiser en dejlig frokost.

Vi ankommer til Isfahan sidst på eftermiddagen. Byen, der var hovedstad i Persien i perioden 1592 – 1722, og præges af storslået islamisk arkitektur og blomstrende haver. Et iransk ordsprog siger, at Isfahan er halvdelen af verden, og de fleste forstår hvorfor, når først de har sat deres fødder i byen. Isfahan var et vigtigt stop på Silkevejen, men det var først i 1598 at byens glansperiode startede, da Shah Abbas den Store gjorde Isfahan til den persiske hovedstad. Byens overdådige paladser og moskéer, store pladser og blomstrende parker vidner også om en enevældig hersker, der ønskede at gøre byen til noget helt særligt.

I dag skal vi stifte nærmere bekendtskab med den imponerende Naqsh-e Jahan-plads – eller Imam Khomeini-pladsen, om man vil – der med sine 67.000 kvadratmeter er verdens næststørste plads. Den majestætiske plads blev bygget i 1612 og er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Pladsen blev opført under Shah Abbas styre og har blandt andet været centrum for flere officielle festligheder, poloturneringer og militære parader. Pladsen emmer også i dag af liv og aktivitet – ikke mindst på grund af de mange besøgende. Vi skal naturligvis se nærmere på nogle af de prægtige bygningsværker, der ligger på pladsen.

Vi begynder med Sheikh Lotf Allah-moskéen fra det 17. århundrede, der blev bygget under Shah Abbas. Moskéen regnes for et af de smukkeste bygningsværker i verden og er dekoreret med arabesker og de fineste mosaikker med blomster i sorte og lille farver. Kuplen er udført i lyserøde og beige nuancer, der ikke kan undgå at fange opmærksomheden, og selve bedehallen nås via en korridor og er af beskeden størrelse, da moskéen kun blev opført til kongen og dennes familie. Vi ser også det kongelige Ali Qapu-palads, der er bygget i seks etager. Man kan levende forestille sig, hvordan kongen og dennes følge stod på balkonen og iagttog polokampene nede på pladsen.

Herefter er der tid til egne eventyr i byens basarer, en labyrint af smalle gader, der munder ud i pladser med smukke bygningsværker. I det 17. århundrede var Isfahan centrum for alverdens rigdomme, og her kunne man købe det ypperste inden for persisk kunsthåndværk. I dag er Isfahan stadig kendt som byen, hvor man kan købe verdens fineste håndlavede persiske tæpper. Isfahan-tæppernes detaljerigdom er slående og vidner om mange års forfinet håndarbejde og stolte traditioner. I basaren kan man også købe fine miniature-malerier, som Isfahan ligeledes er kendt for.

Ingen tur til Isfahan uden et besøg ved de berømte broer, der krydser den historisk livgivende Zayandeh-flod uden for byen. Broerne var tidligere populære mødesteder for de lokale, som nød en kop te på en af de hyggelige caféer, som en gang lå spredt på og under broerne. Vi slentrer en tur langs floden og ser de to mest berømte broer, Sio-se Pol og Khajou, som blev bygget i henholdsvis 1602 og 1650.

Nu skal vi besøge bydelen Jolfa, også kendt som det armenske kvarter. Området blev anlagt af Shah Abbas 1., da han i 1606 flyttede en mindre koloni af kristne fra byen Jolfa, som i dag ligger ved Irans nordlige grænse. Shahen var interesseret i de kristnes færdigheder som købmænd, entreprenører og kunstnere. Han sikrede deres religionsfrihed, hvilket blandt andet afspejler sig i Vank-katedralen, som var en af de første kirker, armenierne byggede her. Katedralens ydre er beskedent, men indersiden er rigt dekoreret i en sælsom blanding af stilarter: islamiske fliser ved siden af kristne motiver og persiske udsmykninger. De farvestrålende freskoer tog 15 år at udføre og er blevet for nylig restaureret. Katedralens arkitektur og udsmykning har haft stor indflydelse på udformningen af ortodokse kirker i hele den persisk-mesopotamiske region. I det tilstødende museum kan man se genstande fra katedralens historie, herunder Shah Abbas 1.’s dekret om etableringen af bydelen Jolfa, den første bog, der blev trykket i Iran, historiske fotografier mv.

Resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd, inden vi om aftenen mødes til en god afskedsmiddag.