Fra Jerusalem til Petra

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Fra Tempelbjerget og Grædemuren i Jerusalem til oldtidsbyen Petra og den åndeløst smukke Wadi Rum-ørken

Få alt det bedste af Jordan og Israel! Rejsen er en kavalkade af bibelhistorie, korsridderborge og storslåede ørkenlandskaber. I Jerusalem ser vi blandt andet Grædemuren og den guldkuplede Klippemoské, og de gamle romere møder vi i den imponerende klippefæstning Masada. I Jordan er et af højdepunkterne den hemmelighedsfulde oldtidsby Petra, som blev genopdaget i 1812 efter at have været glemt i hundredvis af år. Og vi skal selvfølgelig opleve og bo i den åndeløst smukke Wadi Rum-ørken, hvor Lawrence of Arabia baserede sine operationer under den arabiske revolte.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Israelske shekel, jordansk dinarer

Dagsprogram 10 dage
Dag 1
København – Tel Aviv og videre til Jerusalem
Dag 2
Jerusalem – Betlehem – Vestjerusalem
Dag 3
Jerusalem. Oliebjerget og den gamle bydel med bl.a. Grædemuren og Tempelbjerget
Dag 4
Jerusalem – Qumran – Masada – Det Døde Hav – Wadi Rum, Jordan
Dag 5
Wadi Rum-ørkenen – Petra
Dag 6
Petra. Templet el-Khazne, de kongelige gravsteder, Petras centrum
Dag 7
Petra – Shobak – Madaba - Mt Nebo – Amman
Dag 8
Amman – Jerash - Ajloun – Amman
Dag 9
Amman – byrundtur i Amman
Dag 10
Hjemrejse

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dagsprogram kan variere efter helligdage og åbningstider - Turene vil ikke være helt ens, men programmet er uændret selv om vi bytter lidt rundt på dagene.

Dag 1
København – Tel Aviv og videre til Jerusalem

Vi flyver fra København til Tel Aviv og kører efter ankomsten videre til Østjerusalem. Er der tid til det på ankomstdagen (alternativt tager vi besøget an af de kommende dage), kører vi op på Oliebjerget i Østjerusalem, hvorfra vi kan se ud over hele den gamle bydel, som er opdelt i fire kvarterer: det jødiske, det muslimske, det armenske og det kristne. 

Bjerget udgøres hovedsageligt af en jødisk gravplads, som stammer fra Biblens tid og stadig bruges i dag. Her ligger Pater Noster, en katolsk kirke opført på stedet med grotten, hvor Jesus skulle have lært sine disciple at bede fadervor. Efter besøget tjekker vi ind på hotellet og spiser middag sammen.

Dag 2
Jerusalem – Betlehem – Vestjerusalem
Grædemuren er jødedommens helligste sted

Om morgenen kører vi til Ein Kerem – på bibelsk tid en lille landsby, der nu mere har karakter af en jerusalemsk bydel. Det var her, Johannes Døberen blev født. Det præcise sted markeres af en gammel mosaik i Johanneskirkens gulv. Kirken er blot en ud af utallige kirker og klostre i byen, der fostrede manden, som evangelierne fremstiller som en slags forløber for Jesus. Efter at have set Johanneskirken går vi en tur rundt i det pittoreske område, som modtager en million pilgrimsrejsende hvert år.

Vi fortsætter til Vestjerusalem, der har et moderne, europæisk præg. Her skal vi se Knessets ydre. Uden for det israelske parlament ser vi statuen af den syvarmede lysestage (en såkaldt menorah), som er udsmykket med scener fra den jødiske historie. Navnet Knesset er hebræisk for ’forsamling’, og efter sigende henviser navnet til begivenheden Knesset Ha-Gdola (’Den store forsamling’), hvor 120 jøder mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Det Gamle Testamente. Ligesom denne bibelske begivenhed består det moderne israelske parlament af 120 medlemmer. Det er aldrig lykkedes et enkelt parti at få absolut flertal i Knesset, og Israels regering har derfor siden statens oprettelse i 1948 bestået af koalitioner. 

Her i det vestlige Jerusalem skal vi også opleve en seværdighed, der gør et stærkt indtryk på de fleste. Vi skal nemlig til Yad Vashem, det officielle mindesmærke for ofrene for holocaust. Besøget er oplysende, men det kan være svært at bevare det gode humør, mens man går rundt i det enorme kompleks. Blandt andet kan vi i en af Yad Vashems haller se navnene på alle de seks millioner jødiske ofre indgraveret i gulv og vægge.

Næste punkt på dagens program bliver forhåbentlig mere opløftende. Vi tager den korte tur sydpå til Betlehem, hvor Jesus blev født, og David salvet af Samuel. Da Israel blev grundlagt, var de fleste beboere i Betlehem kristne, i dag er størstedelen af byens indbyggere dog muslimer. Vores besøg i byen begynder på Hyrdernes Mark, hvor englen forkyndte Jesu fødsel for fårehyrderne. Derefter tager vi til stedet, hvor det hele begyndte, nemlig Fødselskirken, som siges at være bygget over den grotte, hvor Jesus blev født. 

Den oprindelige kirke blev bygget i 339 af Konstantin den Store, men blev ødelagt af en brand i 500-tallet. I 565 genbyggede det byzantinske styre dog kirken i samme stil som den gamle, og det er den kirke, der står her i dag. Indtil 1131 blev kirken brugt til at krone korsridderkongerne, hvorefter kroningerne blev flyttet til Gravkirken i Jerusalem. Her i verdens ældste kirke, der stadig er i brug, skal vi gennem ydmyghedens dør, som kun er en meter høj. En trappe i kirken fører ned til Fødselsgrotten, hvor en sølvstjerne i gulvet markerer det præcise sted for Jesu fødsel. Hernede findes tilmed en krybbe, som menes at være den, vi alle har hørt om i Juleevangeliet. Det er stort set umuligt at nå ned i grotten, da antallet af besøgende gerne er enormt, men vi kan være heldige.

Nogle få hundrede meter fra Fødselskirken ligger den såkaldte Mælkegrotte, som ligger under et franciskansk kapel. Ifølge legenden var det i denne grotte, at den hellige familie gemte sig efter Jesu fødsel, og det var også her, at Josef fik besøg af en engel, som advarede ham om Herodes' planer - at alle drengebørn under to år skulle slås ihjel. Det siges, at væggene inde i mælkegrotten er hvide, fordi jomfru Maria spildte en dråbe mælk, da hun ammede jesusbarnet. Det hvide pulver fra væggene siges i øvrigt at have en helbredende effekt for ufrugtbare kvinder.
Fra Betlehem kører vi tilbage til Jerusalem.

Dag 3
Jerusalem. Oliebjerget og den gamle bydel med bl.a. Grædemuren og Tempelbjerget
Knesset - parlamentet i Israel

I dag er det tid til at kigge nærmere på Jerusalem og alle dens religiøse seværdigheder. For foden af Oliebjerget ligger Getsemane Have, hvor Judas gav Jesus det berømte kys. Oliventræerne i haven er gamle nok til at have bevidnet dette kys – og selvom oliventræer nemt kan blive mere end 1000 år, er det alligevel en ganske bemærkelsesværdig alder for oliventræer. Hvis haven er åben, går vi en lille tur herinde. 

Ved Getsemane Have besøger vi desuden en ortodoks kirke, som er bygget over et gravkammer, som helt tilbage fra 100-tallet er blevet betragtet som Jomfru Marias grav. Det var dog først i 455, at byzantinerne isolerede graven og byggede en kirke omkring den, som er blevet ombygget af flere omgange. Efter at Saladin besejrede korsridderne i 1187, destruerede han det meste af den øverste del af kirken og brugte stenene til at reparere bymuren med. Men selve gravkammeret, som ligger 47 trappetrin under kirken, og som stadig består af oprindeligt byzantinsk murerarbejde, er forblevet intakt. 

Gravkammeret, som vi måske kommer ned i (der er måske ikke tid og for lang ventetid til et besøg, så alt afhænger af dagen), er dunkelt og væggene og loftet er farvet af århundreders røg fra stearinlys og olielamper. Rummet er rigt dekoreret med ortodokse ikoner og lysekroner, lanterner og guirlander, der hænger ned fra loftet. Jomfru Marias gravsted er også æret af muslimer, fordi Muhammed, under sin rejse fra Mekka til Jerusalem, så et lys over Marias grav. I 1161 blev Jerusalems dronning Melisande begravet i kirken, og familien til hendes søn, kong Baldwin ll af Jerusalem, ligger også begravet her. 

Herefter er det blevet tid til at gå på opdagelse i den gamle by. Vi kommer ind i det jødiske kvarter via Møg-porten, der efter sigende har sit navn, fordi det var herigennem, Jerusalems affald blev transporteret ud i byens unge dage. Porten ligger kun en kort gåtur fra Grædemuren, der er jødedommens helligste sted. Grædemuren kaldes også Vestmuren, fordi den var støttemur for den vestlige side af Herodes Tempel. Der er en evig strøm af jødiske pilgrimme ved denne sidste rest af tempelkomplekset, hvor de begræder det store tab og stikker små sedler med bønner ind i sprækkerne på den 15 meter høje mur.
 
Fra Grædemuren går vi igennem det muslimske kvarter og beundrer den mamelukkiske arkitektur, som stammer helt tilbage fra 1300-tallet. Vi fortsætter dernæst op på Tempelbjerget, som er Jerusalems vigtigste attraktion. Ifølge overleveringen var det på Tempelbjerget, at Abraham nær havde ofret sin søn Isak, hvor David anbragte pagtens ark med de ti bud og hvor Muhammed satte til himmels på sin ædle ganger, hvis aftryk stadig kan ses på klippens overflade. 

Tempelbjerget har efterhånden været hjemsted for en del hellige bygninger. Da romerne havde revet Herodes’ Tempel ned og kun efterladt det, vi i dag kender som Grædemuren, byggede de et romersk tempel på stedet. Under det islamiske herredømme blev romernes tempel revet ned, og under ledelse af kaliffen Abd al-Malik blev klippemoskéen bygget i år 691. Da Jerusalem kom på korsriddernes hænder i 1099 blev klippemoskéen omdannet til en kirke og overdraget til augustinerordenen. Bygningen, som korsridderne kaldte for Templum Domini, bevarede dog sin nuværende form. Efter sultan Saladins erobring af Jerusalem i 1187 blev kirkens kors igen skiftet ud med en halvmåne, og siden har den guldkuplede Klippemoské været Islams vigtigste helligdom efter moskeerne i Mekka og Medina. 

Den ottekantede helligdom er den ældste muslimske bygning i verden og indeholder således også verdens ældste mihrab – en niche, som indikerer i hvilken retning Mekka befinder sig. Den karakteristiske kuppel, som kan ses fra hele Jerusalem, fik i 1993 et nyt lag guld. Guldet, der skulle til for at dække kuplen vejede 80 kg og kostede 8,2 millioner dollar. Ved siden af Klippemoskeen ligger al Aqsa-moskeen med den sølvfarvede kuppel. Moskeen blev bygget af umayyaderne og stod færdig i starten af 700-tallet, men desværre er der ikke noget tilbage af den oprindelige bygning. Den blev således totalødelagt af et jordskælv i 746 og er blevet ombygget af flere omgange, senest i 1033. 

Da korsridderne erobrede Jerusalem i 1099, ødelagde de ikke moskeen, men brugte den som palads og som stald for heste. Fra 1119 fungerede al Aqsa-moskeen som tempelriddernes hovedkvarter i det hellige land, og i denne periode gennemgik bygningen nogle strukturelle ændringer. Blandt andet blev der tilført to sidebygninger, hvoraf den vestlige i dag fungerer som moské for kvinder og den østlige som Det Islamiske Museum.

Når vi igen er kommet ned fra Tempelbjerget skal vi gå en tur ad en vej, som de fleste af os har hørt om i skolens undervisning i kristendomskundskab. Vi skal nemlig vandre ad Via Dolorosa, hvor Jesus ifølge traditionen slæbte sit kors for 2.000 år siden. Vejen begynder i Det Muslimske Kvarter, går forbi ’De ti stationer på Korsets Vej’ og ender i Det Kristne Kvarter ved Gravkirken. Kirken er bygget på Golgata – det sted, hvor Jesus ifølge overleveringen blev korsfæstet og begravet – og kirken har derfor været et vigtigt pilgrimsmål for kristne siden det 4. århundrede. 

Kirken er i dag opdelt mellem mange forskellige kristne grene, heriblandt den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og den armensk-apostolske. Ligesom så mange andre religiøse bygninger i Jerusalem har Gravkirken været bygget, revet ned og genopbygget utallige gange. Den kirke, vi ser i dag, blev bygget af korsridderne i 1149, og den blev indviet af dronning Melisende. Siden da er flere tilbygninger og ændringer kommet til. Kirken regnes for at være den mest hellige inden for kristendommen. 

Vi skal også se den imponerende Damaskusport, som udgør hovedindgangen til Jerusalems gamle bydel. Porten blev bygget af den romerske kejser Hadrian i det andet århundrede, men portens nuværende form kan tilskrives den ottomanske kejser, Suleiman den Prægtige, som sad på magten fra 1520-1566.

Efter at have set Damaskusporten bevæger vi os sydpå gennem de sidste to kvarterer i den gamle by, det jødiske og det armenske. Her ser vi resterne af den gamle romerske hovedgade, cardoen, som er ved at blive udgravet. Vi går ud ad Sionporten til Zions Bjerg, der ligger lige uden for den gamle bymur. Bjerget var i mange år symbolet på jødernes håb om en hjemstat, og det har lagt navn til den nationale frihedsbevægelse. Vi går tilbage ind i den gamle bydel og fortsætter op til Jaffa-porten igennem det armenske kvarter, som er det mindste af de fire kvarterer.
Overnatning i Jerusalem.

Dag 4
Jerusalem – Qumran – Masada – Det Døde Hav – Wadi Rum, Jordan
Kabelbanen op til ruinerne af fæstningen Masada

Fra Jerusalems beliggenhed 800 meter over havet går det i dag nedad mod det dybeste sted på kloden. Vi kører mod Det Døde Hav 400 meter under havets overflade. Turen herned går gennem golde, storslåede ørkenområder, og vi mærker tydeligt, at det går nedad – også på temperaturen.

Vores første stop bliver i Qumran, på Vestbredden, få kilometer fra bredden af den enorme saltsø. I 11 grotter her i området fandt en beduindreng på jagt efter en bortløbet ged i 1947 den første af mange skriftruller – Dødehavsrullerne. Frem til 1956 dukkede i alt 800 pergament- og papyrusruller op indeholdende bibelske tekster, fortolkninger af Det Gamle Testamente og det lokale samfunds love fra århundrederne før og lige efter vor tidsregning. I 1990 begyndte tydningen af skriftrullerne, og i dag befinder de sig på Israel Museum i Jerusalem.
 
Vi bevæger os nu højt op over ørkenen, når vi kører sydpå langs Det Døde Havs bred. Snart dukker fæstningen Masada op på toppen af en klippe 441 meter over os. Her fandt i 74 e.Kr. en begivenhed sted, der har givet stedet en evig plads i den moderne israelers sind. På toppen af det bådformede klippeplateau med frit udsyn til alle sider opførte kong Herodes den Store et mægtigt palads og forsvarsværk. Han var bange for, at hans undersåtter skulle gøre oprør, og det øde plateau højt oppe over den flade ørken virkede som det perfekte, uindtagelige tilflugtssted. Selv under Roms belejring af Jerusalem forblev Masada på jødiske hænder i flere år. Men da de knap 1.000 jødiske oprørere (zeloterne), der havde forskanset sig i Herodes’ gamle palads, fik besøg af en 15.000 mand stor romersk hær, der trængte ind i fæstningen ved hjælp af en kæmpemæssig rampe, måtte de se deres nederlag i øjnene. 

I stedet for at overgive sig og ende som romerske slaver begik zeloterne kollektivt selvmord, og da de sejrsikre romere indtog fæstningen, lå ligene af forsvarerne i sirlige rækker. Denne drabelige historie har gjort Masada til det moderne Israels symbol på national forsvarsvilje, og flyvevåbenets rekrutter sværger stadig deres troskabsed her. 

Vi tager kabelbanen op til ruinerne af fæstningen, hvorfra der er en storslået udsigt til den varmeflimrende ørken, Det Døde Havs blanke overflade og Edoms bjerge i baggrunden. Det tre etager høje fæstningspalads med fine mosaikker, enorme forrådskamre og gigantiske vandcisterner, der på genial vis blev forsynet fra damme i ørkenens wadi’er, blev udgravet i 1960’erne. 

Efter at have bevæget os langs Det Døde Hav hele dagen er det nu blevet tid til lidt nærkontakt med denne særprægede sø. Besynderlige spredte saltvækster, forvitrede sandstensformationer og rødgule klipper former det eventyrlige landskab omkring søen. Der bliver mulighed for at hoppe ned i dette naturens wellnesscenter og mærke den særprægede fornemmelse af at svømme i det ekstremt saltholdige og helsebringende vand. Bortset fra nogle enkelte, sjældne mikroorganismer er saltsøen helt livløs – hvis vi da ser bort fra badegæsterne, der flyder rundt i vandoverfladen.

Vi kører sydpå, og ved Eilat, lige nord for det Det Røde Hav, krydser vi grænsen til Jordan. Der kan forekomme lidt ventetid ved grænseovergangen, hvor vi skifter bus, chauffør og lokalguide. Vi fortsætter forbi den eneste jordanske bade- og kystby, Aqaba. Vi kører videre mod Wadi Rum-området, der ligger cirka 1.000 meter over havet. Området, der hører til et af de absolut smukkeste og mest betagende i Arabien, består af dramatisk forrevne sandstensbjerge spredt ud over et gigantisk ørkenområde, hvor kun beduiner lever med deres geder. Vi skal overnatte herude på højsletten, hvor stjernerne fremstår yderst klare og synlige. Vi overnatter på en camp, men soveværelser har dog egne bade og toiletfaciliteter.
Vi spiser middag og kan derefter nyde nattelyset og stjernernes blinken.
(Jerusalem – Qumran – Masada – Wadi Rum, Jordan ca. 325 km)

Dag 5
Wadi Rum-ørkenen – Petra
Wadi Rum-ørkenen

Vi vågner ude i ørkenen, oplever morgenfriskheden og de smukke naturformationer.
Wadi Rum er nu blevet gjort til nationalpark, hvilket blandt andet betyder, at vi ikke må køre rundt i bus her. Derfor skifter vi til åbne jeeps, og med vinden i håret kører vi på opdagelse i denne meget smukke ørken, hvor storfilmen Lawrence of Arabia fra 1962 med Peter O’Toole i hovedrollen er indspillet. Efter at have set den smukke Wadi Rum-ørken fortsætter vores tur mod fantastiske Petra, hvor vi indlogeres på vores hotel og efterfølgende spiser middag.

(Wadi Rum – Petra ca. 150 km)

Dag 6
Petra. Templet el-Khazne, de kongelige gravsteder, Petras centrum
Petra er en af verdens mest betagende kulturskatte

Gemt af vejen for handelsruterne, glemt af omverdenen og slettet fra landkortet i over 600 år, mystisk og imponerende anlagt og med en fantastisk rig historie, der strækker sig 9.000 år tilbage i tiden, er UNESCO-fredede Petra en af verdens mest betagende kulturskatte. 

Det var først i 1812, at den schweiziske eventyrer, Johann Burckhardt forfulgte rygterne om en forsvunden by og overtalte sin beduinguide til at vise ham den hemmelige vej gennem klippespalterne. Petra fik igen sit navn på kortet. Selvom bebyggelsen af Petra strækker sig meget langt tilbage i historien, var det først da nabatæerne i 312 f.Kr. bosatte sig i området, at Petra formede sig til den by, vi kommer til at opleve i dag. Stedet er meget velbevaret, når man tager den enorme alder i betragtning. Dette skyldes, at Petra aldrig rigtig har været udsat for voldsomme angreb, samt at klimaet er relativt mildt og tørt. 

Området er enormt stort, og hvis man skulle se det hele, var man nødt til at bruge mindst fire dage. Vi har dog en hel dag, og det giver os god tid til at opleve de største seværdigheder i et roligt og behageligt tempo. For at opleve Petra skal man imidlertid gå en del. Vi vil besøge de største seværdigheder som for eksempel den lange, smalle kløft el-Siq, der forbinder Petra med verden uden for, og det imponerende tempel el-Khazne, kendt af mange fra Indiana Jones-filmen ”Det sidste korstog”. Vi ser også Petras centrum og de kongelige gravsteder. 
Om aftenen spiser vi middag.

Dag 7
Petra – Shobak – Madaba - Mt Nebo – Amman
På Nebo-bjerget

Efter morgenmaden fortsætter vi til en vaskeægte korsridderborg, den imposante Shobak-borg, som under korstogene blev kaldt Mont Real – det kongelige bjerg. Borgen blev bygget af korsridderkongen Baldwin I i 1115 for at beskytte handels- og pilgrimsruterne mellem Damaskus og Egypten. Shobak holdt stand mod utallige angreb fra Saladins arméer, men i 1189, efter 18 måneders belejring, bukkede borgen dog under for Saladins styrker. Senere passerer vi byen Karak, der er kendt for sin store korsridderborg, bygget på en bakketop 1.000 meter over havet.

Vi kører videre til den historisk meget interessante by Madaba, som også er nævnt i bibelen. For hele Jordan udgør den kristne befolkning kun fem procent, men i Madaba findes der stadig et stort antal kirker, og i dag bebos byen af omkring 30 procent kristne. Der bliver også tid til at slentre rundt på egen hånd, hvor man for eksempel kan besøge Madabas små butikker, som blandt andet sælger håndlavede mosaikker.

Inden vi kører det sidste stykke vej mod Jordans hovedstad Amman, skal vi nyde udsigten fra Nebo-bjerget, hvor Moses for første gang skuede ud over ”det forjættede land” Israel. Hvis vejret er klart, kan man faktisk se helt til Jerusalem, Jeriko og Betlehem. På toppen af bjerget ligger en mindekirke for Moses. Kirken blev opført i år 393 og er siden blevet renoveret over flere omgange. Senest har kirken fået et nyt mosaikgulv, som er fremstillet af franciskanerbrødre.

Vi kører til Amman, hvor vi spiser middag på hotellet inden vi siger godnat.

(Petra – Shobak – Mt. Nebo – Madaba – Amman ca. 250 km)

Dag 8
Amman – Jerash - Ajloun – Amman
Ajloun-fæstningen i Amman

Efter en god morgenmad på hotellet starter vi dagen med at besøge den meget velbevarede by Jerash, som Alexander den Store grundlagde, og som romerne senere overtog. Byen er så velbevaret, fordi den lå begravet under sand og blev genopdaget af den tyske opdagelsesrejsende, Ulrich Jasper Seetzen, i 1806. Vi går ind i Jerash gennem den sydlige port. Et af de første større templer, vi ser, er templet for guden Zeus, hvorefter vi kommer ind på Agora, markedspladsen, som også markerer starten på byens centrum, hvor det største og mest betagende tempel er for guden Artemis. 

Templet ligger side om side med flere smukke kirker, der viser, at kristendommen nåede til Jerash, inden muslimerne ankom til byen omkring år 636. I midten af det 8. århundrede blev byen ramt af et jordskælv – et fænomen, som romerne havde taget højde for. De placerede tempelsøjlerne lidt skævt, så de ville vælte væk fra bygningerne, hvis et jordskælv skulle ramme. Byen blev dog forladt efter jordskælvet. 

Herefter går turen til Ajloun-fæstningen, som blev bygget i 1184 under ledelse af Izz al-Din Usama, der var nevø til selveste Saladin og i øvrigt general i hans islamiske hær. Fæstningen, som ligger nord for Amman blev bygget for at beskytte regionen fra korsriddere samt kontrollere den vigtige vej mellem Damaskus og Egypten.

Vi vender retur til Amman og spiser middag på hotellet.

(Amman – Jerash – Aljoun - Amman ca. 150 km)

Dag 9
Amman – byrundtur i Amman
Gamle ørkenfæstninger ved Amman er ganske velbevarede

Efter morgenmad kører vi ud på en rundtur i byen, som er spredt ud over flere bjerghøje. I centrum finder man blandt andet det højtbeliggende citadel, som byder på en fantastisk udsigt over byen, og det romerske amfiteater med plads til 6.000 tilskuere. Teateret er næsten 2.000 år gammelt, men det er delvist renoveret og bruges stadigvæk til teaterforestillinger. Vi besøger også det imponerende Umayyade-palads, som nu henligger i ruiner. Paladset og de tilstødende bygninger blev bygget omkring 730, da Amman stadig var en provinsiel hovedstad. En del af det kæmpemæssige kompleks er bygget på romerske strukturer og blev blandt andet brugt som residens for guvernøren i Amman samt til administrative formål.

Turen afsluttes ved den store basar eller souk, hvor du kan handle og dufte og spise lokale specialiteter og nyde eftermiddagen på egen hånd. Ønsker du at blive længere i soukken tager du blot en taxa tilbage til hotellet.
Vi vender tilbage til vort hotel og vores sidste middag på turen.

Dag 10
Hjemrejse

Vi flyver hjem til Danmark fra Amman.

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse

4.598,-

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Tel Aviv og Amman – København med mellemlanding
  • Transport i bus og jeep
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode turistklassehoteller i delt dobbeltværelse (I Wadi Rum overnatter vi i en camp)
  • Halvpension bestående af morgenmad og aftensmad
  • Skatter og afgifter
  • Afrejseskat fra Israel
  • Visum til Jordan
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Frokost alle dage på rejsen
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge, beregn ca. 50 USD pr. pers.
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Pas

Du kan få problemer ved indrejse i Israel, hvis du har stempler fra Syrien, Libanon, Iran eller Irak i dit pas. Dette kan betyde, at du bliver afhørt, inden du får dit indrejsevisum. Desuden skal du være opmærksom på, at der ved både ind- og udrejse er en streng sikkerhedskontrol. Derfor vil du ved ankomsten evt. blive stillet en række spørgsmål, inden du kan få dit visum – også uden de ”forbudte” stempler i passet. Dette gælder også for danske statsborgere med arabisk baggrund. For indrejsende med palæstinensisk baggrund gælder særlige regler, som bør tjekkes med relevante myndigheder. Ved afrejsen bliver alle rejsende interviewet af sikkerhedspersonalet i lufthavnen, og nogle rejsende skal igennem et ekstra sikkerhedstjek. Efter rejsen til Israel skal du være opmærksom på, at en række lande ikke tillader stempler fra Israel i passet. Det gælder bl.a. Syrien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og en lang række andre lande.
Visa til Jordan fås ved grænsen og er inkluderet i rejsens pris og arrangeres af vores partner i Jordan.
Omkostninger i forbindelse med grænseovergange er inkluderet i rejsens pris også!

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde. Da der kan forekomme skarpe saltflager ved Det Døde Hav, kan det være en god idé at medbringe badesandaler.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. 

I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Fremragende grupperejse En vellykket rejse afhænger af mange ting. Gruppens sammensætning, rejselederen og hotellerne. I både Israel og Jordan mødte vi særdeles dygtige lokale rejseguider. Vores danske rejseleder var helt igennem fremragende. MEN…der var begge steder spændinger mellem vores danske rejseleder og de lokale som meget nemt kunne være undgået ved at planlægge og afstemme forventningerne dagen forinden. Alle i gruppen talte åbentlyst om denne udfordring som prægende holdet. Der er mange seværdigheder og turen var pakket og planlagt lige til det maksimale. Enkelte seværdigheder bør udgå i kommende programmer. Men herfra en KLAR ANBEFALING til rejsen og turen som fra start til slut bar præg af at være tilrettelagt med fokus på maksimale oplevelser. Tak for det til Albatros.
Date published: 2022-11-01
Rated 4 out of 5 by from En helt igennem fantastisk tur Ønsker man at gå i Jesus og Moses fodspor fås det ikke bedre end denne tur. Dertil Det Døde Hav, Petra og Jerash så er oplevelserne i top. Gode turist hoteller som er på et rimeligt niveau. Måske lidt i overkanten med en rejse dag ud og en hjem. Men det kan vist ikke være anderledes.
Date published: 2022-10-31
Rated 4 out of 5 by from En god rejse, der levede op til vores forventninger En spændende rejse, med mange spændende oplevelser. Hanne var en god rejseleder, og meget vidende og informerende. Hotellet i Amman var kedeligt, maden ensformig, og en iskold spisesal uden hygge. En god og social gruppe, som var med til at gøre rejsen god. Petra var et af højdepunkterne. Meget dyre lande at rejse i. I bør anbefale gæsterne at medbringe US dollar, da det er den billigste måde at betale på.
Date published: 2020-03-09
Rated 4 out of 5 by from En god varieret rejse med mange gode oplevelser og info.om rejsens mål Israel og Jordan som rejsemål kan varmt anbefales, fordi man får et godt indblik i de 2 mellemøstlige landes forskelle og ligheder
Date published: 2020-03-07
Rated 4 out of 5 by from Fra bibelhistorie til nutid. En rigtig dejlig tur, hvor vi lige fik genopfrisket bibelhistorien, især Det Gamle Testamente. Besøgte næsten alle de vigtigste steder og fik fortalt hvordan man gennem tiderne har levet sammen, de forskellige religioner og folkeslag. Ørkenturen og overnatningen i beduinteltene var en oplevelse. Dog var det lidt svært at se stjernerne. Der var for meget modlys. Petra en fantastisk by, på bjergsider. Ruinerne i det gamle Petra var helt fantastiske. Vi var i et privat, Pallestinesisk, kristent hjem hvor vi spiste frokost. Her fik vi fortalt hvordan det er at leve som kristen Palenstinenser i besat område. Besøgte også et Kvindeprojekt i Amman. Her fik vi også fortalt om projektet og de havde lavet dejlig frokost til os. Det er muligt at betale med flere møntsorter, både i Israel og i Jordan, men hvis man har US dollar, kan man betale alle steder, i begge lande. Begge lande er meget dyre. Rejselederen var super sød, sjov og super engageret
Date published: 2020-03-05
Rated 3 out of 5 by from Oplevelser i Israel Rejsen var ok
Date published: 2020-03-04
Rated 5 out of 5 by from Meget spændende og Jordan betagende Dejlig og meget spændende rejse. En fantastisk rejseleder
Date published: 2020-02-28
Rated 4 out of 5 by from Dejlig veltilrettelagt tur Spændende tur med god rejseleder og søde og venlige medrejsende.
Date published: 2020-02-27
  • y_2024, m_4, d_16, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_2, tr_34
  • loc_da_DK, sid_ILRTR08, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser