Fra Jerusalem til Petra

Vi flyver fra København til Tel Aviv og kører efter ankomsten videre til Østjerusalem. Er der tid til det på ankomstdagen (alternativt tager vi besøget an af de kommende dage), kører vi op på Oliebjerget i Østjerusalem, hvorfra vi kan se ud over hele den gamle bydel, som er opdelt i fire kvarterer: det jødiske, det muslimske, det armenske og det kristne. 

Bjerget udgøres hovedsageligt af en jødisk gravplads, som stammer fra Biblens tid og stadig bruges i dag. Her ligger Pater Noster, en katolsk kirke opført på stedet med grotten, hvor Jesus skulle have lært sine disciple at bede fadervor. Efter besøget tjekker vi ind på hotellet og spiser middag sammen.

Om morgenen kører vi til Ein Kerem – på bibelsk tid en lille landsby, der nu mere har karakter af en jerusalemsk bydel. Det var her, Johannes Døberen blev født. Det præcise sted markeres af en gammel mosaik i Johanneskirkens gulv. Kirken er blot en ud af utallige kirker og klostre i byen, der fostrede manden, som evangelierne fremstiller som en slags forløber for Jesus. Efter at have set Johanneskirken går vi en tur rundt i det pittoreske område, som modtager en million pilgrimsrejsende hvert år.

Vi fortsætter til Vestjerusalem, der har et moderne, europæisk præg. Her skal vi se Knessets ydre. Uden for det israelske parlament ser vi statuen af den syvarmede lysestage (en såkaldt menorah), som er udsmykket med scener fra den jødiske historie. Navnet Knesset er hebræisk for ’forsamling’, og efter sigende henviser navnet til begivenheden Knesset Ha-Gdola (’Den store forsamling’), hvor 120 jøder mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Det Gamle Testamente. Ligesom denne bibelske begivenhed består det moderne israelske parlament af 120 medlemmer. Det er aldrig lykkedes et enkelt parti at få absolut flertal i Knesset, og Israels regering har derfor siden statens oprettelse i 1948 bestået af koalitioner. 

Her i det vestlige Jerusalem skal vi også opleve en seværdighed, der gør et stærkt indtryk på de fleste. Vi skal nemlig til Yad Vashem, det officielle mindesmærke for ofrene for holocaust. Besøget er oplysende, men det kan være svært at bevare det gode humør, mens man går rundt i det enorme kompleks. Blandt andet kan vi i en af Yad Vashems haller se navnene på alle de seks millioner jødiske ofre indgraveret i gulv og vægge.

Næste punkt på dagens program bliver forhåbentlig mere opløftende. Vi tager den korte tur sydpå til Betlehem, hvor Jesus blev født, og David salvet af Samuel. Da Israel blev grundlagt, var de fleste beboere i Betlehem kristne, i dag er størstedelen af byens indbyggere dog muslimer. Vores besøg i byen begynder på Hyrdernes Mark, hvor englen forkyndte Jesu fødsel for fårehyrderne. Derefter tager vi til stedet, hvor det hele begyndte, nemlig Fødselskirken, som siges at være bygget over den grotte, hvor Jesus blev født. 

Den oprindelige kirke blev bygget i 339 af Konstantin den Store, men blev ødelagt af en brand i 500-tallet. I 565 genbyggede det byzantinske styre dog kirken i samme stil som den gamle, og det er den kirke, der står her i dag. Indtil 1131 blev kirken brugt til at krone korsridderkongerne, hvorefter kroningerne blev flyttet til Gravkirken i Jerusalem. Her i verdens ældste kirke, der stadig er i brug, skal vi gennem ydmyghedens dør, som kun er en meter høj. En trappe i kirken fører ned til Fødselsgrotten, hvor en sølvstjerne i gulvet markerer det præcise sted for Jesu fødsel. Hernede findes tilmed en krybbe, som menes at være den, vi alle har hørt om i Juleevangeliet. Det er stort set umuligt at nå ned i grotten, da antallet af besøgende gerne er enormt, men vi kan være heldige.

Nogle få hundrede meter fra Fødselskirken ligger den såkaldte Mælkegrotte, som ligger under et franciskansk kapel. Ifølge legenden var det i denne grotte, at den hellige familie gemte sig efter Jesu fødsel, og det var også her, at Josef fik besøg af en engel, som advarede ham om Herodes' planer - at alle drengebørn under to år skulle slås ihjel. Det siges, at væggene inde i mælkegrotten er hvide, fordi jomfru Maria spildte en dråbe mælk, da hun ammede jesusbarnet. Det hvide pulver fra væggene siges i øvrigt at have en helbredende effekt for ufrugtbare kvinder.
Fra Betlehem kører vi tilbage til Jerusalem.

I dag er det tid til at kigge nærmere på Jerusalem og alle dens religiøse seværdigheder. For foden af Oliebjerget ligger Getsemane Have, hvor Judas gav Jesus det berømte kys. Oliventræerne i haven er gamle nok til at have bevidnet dette kys – og selvom oliventræer nemt kan blive mere end 1000 år, er det alligevel en ganske bemærkelsesværdig alder for oliventræer. Hvis haven er åben, går vi en lille tur herinde. 

Ved Getsemane Have besøger vi desuden en ortodoks kirke, som er bygget over et gravkammer, som helt tilbage fra 100-tallet er blevet betragtet som Jomfru Marias grav. Det var dog først i 455, at byzantinerne isolerede graven og byggede en kirke omkring den, som er blevet ombygget af flere omgange. Efter at Saladin besejrede korsridderne i 1187, destruerede han det meste af den øverste del af kirken og brugte stenene til at reparere bymuren med. Men selve gravkammeret, som ligger 47 trappetrin under kirken, og som stadig består af oprindeligt byzantinsk murerarbejde, er forblevet intakt. 

Gravkammeret, som vi måske kommer ned i (der er måske ikke tid og for lang ventetid til et besøg, så alt afhænger af dagen), er dunkelt og væggene og loftet er farvet af århundreders røg fra stearinlys og olielamper. Rummet er rigt dekoreret med ortodokse ikoner og lysekroner, lanterner og guirlander, der hænger ned fra loftet. Jomfru Marias gravsted er også æret af muslimer, fordi Muhammed, under sin rejse fra Mekka til Jerusalem, så et lys over Marias grav. I 1161 blev Jerusalems dronning Melisande begravet i kirken, og familien til hendes søn, kong Baldwin ll af Jerusalem, ligger også begravet her. 

Herefter er det blevet tid til at gå på opdagelse i den gamle by. Vi kommer ind i det jødiske kvarter via Møg-porten, der efter sigende har sit navn, fordi det var herigennem, Jerusalems affald blev transporteret ud i byens unge dage. Porten ligger kun en kort gåtur fra Grædemuren, der er jødedommens helligste sted. Grædemuren kaldes også Vestmuren, fordi den var støttemur for den vestlige side af Herodes Tempel. Der er en evig strøm af jødiske pilgrimme ved denne sidste rest af tempelkomplekset, hvor de begræder det store tab og stikker små sedler med bønner ind i sprækkerne på den 15 meter høje mur.
 
Fra Grædemuren går vi igennem det muslimske kvarter og beundrer den mamelukkiske arkitektur, som stammer helt tilbage fra 1300-tallet. Vi fortsætter dernæst op på Tempelbjerget, som er Jerusalems vigtigste attraktion. Ifølge overleveringen var det på Tempelbjerget, at Abraham nær havde ofret sin søn Isak, hvor David anbragte pagtens ark med de ti bud og hvor Muhammed satte til himmels på sin ædle ganger, hvis aftryk stadig kan ses på klippens overflade. 

Tempelbjerget har efterhånden været hjemsted for en del hellige bygninger. Da romerne havde revet Herodes’ Tempel ned og kun efterladt det, vi i dag kender som Grædemuren, byggede de et romersk tempel på stedet. Under det islamiske herredømme blev romernes tempel revet ned, og under ledelse af kaliffen Abd al-Malik blev klippemoskéen bygget i år 691. Da Jerusalem kom på korsriddernes hænder i 1099 blev klippemoskéen omdannet til en kirke og overdraget til augustinerordenen. Bygningen, som korsridderne kaldte for Templum Domini, bevarede dog sin nuværende form. Efter sultan Saladins erobring af Jerusalem i 1187 blev kirkens kors igen skiftet ud med en halvmåne, og siden har den guldkuplede Klippemoské været Islams vigtigste helligdom efter moskeerne i Mekka og Medina. 

Den ottekantede helligdom er den ældste muslimske bygning i verden og indeholder således også verdens ældste mihrab – en niche, som indikerer i hvilken retning Mekka befinder sig. Den karakteristiske kuppel, som kan ses fra hele Jerusalem, fik i 1993 et nyt lag guld. Guldet, der skulle til for at dække kuplen vejede 80 kg og kostede 8,2 millioner dollar. Ved siden af Klippemoskeen ligger al Aqsa-moskeen med den sølvfarvede kuppel. Moskeen blev bygget af umayyaderne og stod færdig i starten af 700-tallet, men desværre er der ikke noget tilbage af den oprindelige bygning. Den blev således totalødelagt af et jordskælv i 746 og er blevet ombygget af flere omgange, senest i 1033. 

Da korsridderne erobrede Jerusalem i 1099, ødelagde de ikke moskeen, men brugte den som palads og som stald for heste. Fra 1119 fungerede al Aqsa-moskeen som tempelriddernes hovedkvarter i det hellige land, og i denne periode gennemgik bygningen nogle strukturelle ændringer. Blandt andet blev der tilført to sidebygninger, hvoraf den vestlige i dag fungerer som moské for kvinder og den østlige som Det Islamiske Museum.

Når vi igen er kommet ned fra Tempelbjerget skal vi gå en tur ad en vej, som de fleste af os har hørt om i skolens undervisning i kristendomskundskab. Vi skal nemlig vandre ad Via Dolorosa, hvor Jesus ifølge traditionen slæbte sit kors for 2.000 år siden. Vejen begynder i Det Muslimske Kvarter, går forbi ’De ti stationer på Korsets Vej’ og ender i Det Kristne Kvarter ved Gravkirken. Kirken er bygget på Golgata – det sted, hvor Jesus ifølge overleveringen blev korsfæstet og begravet – og kirken har derfor været et vigtigt pilgrimsmål for kristne siden det 4. århundrede. 

Kirken er i dag opdelt mellem mange forskellige kristne grene, heriblandt den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og den armensk-apostolske. Ligesom så mange andre religiøse bygninger i Jerusalem har Gravkirken været bygget, revet ned og genopbygget utallige gange. Den kirke, vi ser i dag, blev bygget af korsridderne i 1149, og den blev indviet af dronning Melisende. Siden da er flere tilbygninger og ændringer kommet til. Kirken regnes for at være den mest hellige inden for kristendommen. 

Vi skal også se den imponerende Damaskusport, som udgør hovedindgangen til Jerusalems gamle bydel. Porten blev bygget af den romerske kejser Hadrian i det andet århundrede, men portens nuværende form kan tilskrives den ottomanske kejser, Suleiman den Prægtige, som sad på magten fra 1520-1566.

Efter at have set Damaskusporten bevæger vi os sydpå gennem de sidste to kvarterer i den gamle by, det jødiske og det armenske. Her ser vi resterne af den gamle romerske hovedgade, cardoen, som er ved at blive udgravet. Vi går ud ad Sionporten til Zions Bjerg, der ligger lige uden for den gamle bymur. Bjerget var i mange år symbolet på jødernes håb om en hjemstat, og det har lagt navn til den nationale frihedsbevægelse. Vi går tilbage ind i den gamle bydel og fortsætter op til Jaffa-porten igennem det armenske kvarter, som er det mindste af de fire kvarterer.
Overnatning i Jerusalem.

Fra Jerusalems beliggenhed 800 meter over havet går det i dag nedad mod det dybeste sted på kloden. Vi kører mod Det Døde Hav 400 meter under havets overflade. Turen herned går gennem golde, storslåede ørkenområder, og vi mærker tydeligt, at det går nedad – også på temperaturen.

Vores første stop bliver i Qumran, på Vestbredden, få kilometer fra bredden af den enorme saltsø. I 11 grotter her i området fandt en beduindreng på jagt efter en bortløbet ged i 1947 den første af mange skriftruller – Dødehavsrullerne. Frem til 1956 dukkede i alt 800 pergament- og papyrusruller op indeholdende bibelske tekster, fortolkninger af Det Gamle Testamente og det lokale samfunds love fra århundrederne før og lige efter vor tidsregning. I 1990 begyndte tydningen af skriftrullerne, og i dag befinder de sig på Israel Museum i Jerusalem.
 
Vi bevæger os nu højt op over ørkenen, når vi kører sydpå langs Det Døde Havs bred. Snart dukker fæstningen Masada op på toppen af en klippe 441 meter over os. Her fandt i 74 e.Kr. en begivenhed sted, der har givet stedet en evig plads i den moderne israelers sind. På toppen af det bådformede klippeplateau med frit udsyn til alle sider opførte kong Herodes den Store et mægtigt palads og forsvarsværk. Han var bange for, at hans undersåtter skulle gøre oprør, og det øde plateau højt oppe over den flade ørken virkede som det perfekte, uindtagelige tilflugtssted. Selv under Roms belejring af Jerusalem forblev Masada på jødiske hænder i flere år. Men da de knap 1.000 jødiske oprørere (zeloterne), der havde forskanset sig i Herodes’ gamle palads, fik besøg af en 15.000 mand stor romersk hær, der trængte ind i fæstningen ved hjælp af en kæmpemæssig rampe, måtte de se deres nederlag i øjnene. 

I stedet for at overgive sig og ende som romerske slaver begik zeloterne kollektivt selvmord, og da de sejrsikre romere indtog fæstningen, lå ligene af forsvarerne i sirlige rækker. Denne drabelige historie har gjort Masada til det moderne Israels symbol på national forsvarsvilje, og flyvevåbenets rekrutter sværger stadig deres troskabsed her. 

Vi tager kabelbanen op til ruinerne af fæstningen, hvorfra der er en storslået udsigt til den varmeflimrende ørken, Det Døde Havs blanke overflade og Edoms bjerge i baggrunden. Det tre etager høje fæstningspalads med fine mosaikker, enorme forrådskamre og gigantiske vandcisterner, der på genial vis blev forsynet fra damme i ørkenens wadi’er, blev udgravet i 1960’erne. 

Efter at have bevæget os langs Det Døde Hav hele dagen er det nu blevet tid til lidt nærkontakt med denne særprægede sø. Besynderlige spredte saltvækster, forvitrede sandstensformationer og rødgule klipper former det eventyrlige landskab omkring søen. Der bliver mulighed for at hoppe ned i dette naturens wellnesscenter og mærke den særprægede fornemmelse af at svømme i det ekstremt saltholdige og helsebringende vand. Bortset fra nogle enkelte, sjældne mikroorganismer er saltsøen helt livløs – hvis vi da ser bort fra badegæsterne, der flyder rundt i vandoverfladen.

Vi kører sydpå, og ved Eilat, lige nord for det Det Røde Hav, krydser vi grænsen til Jordan. Der kan forekomme lidt ventetid ved grænseovergangen, hvor vi skifter bus, chauffør og lokalguide. Vi fortsætter forbi den eneste jordanske bade- og kystby, Aqaba. Vi kører videre mod Wadi Rum-området, der ligger cirka 1.000 meter over havet. Området, der hører til et af de absolut smukkeste og mest betagende i Arabien, består af dramatisk forrevne sandstensbjerge spredt ud over et gigantisk ørkenområde, hvor kun beduiner lever med deres geder. Vi skal overnatte herude på højsletten, hvor stjernerne fremstår yderst klare og synlige. Vi overnatter på en camp, men soveværelser har dog egne bade og toiletfaciliteter.
Vi spiser middag og kan derefter nyde nattelyset og stjernernes blinken.
(Jerusalem – Qumran – Masada – Wadi Rum, Jordan ca. 325 km)

Vi vågner ude i ørkenen, oplever morgenfriskheden og de smukke naturformationer.
Wadi Rum er nu blevet gjort til nationalpark, hvilket blandt andet betyder, at vi ikke må køre rundt i bus her. Derfor skifter vi til åbne jeeps, og med vinden i håret kører vi på opdagelse i denne meget smukke ørken, hvor storfilmen Lawrence of Arabia fra 1962 med Peter O’Toole i hovedrollen er indspillet. Efter at have set den smukke Wadi Rum-ørken fortsætter vores tur mod fantastiske Petra, hvor vi indlogeres på vores hotel og efterfølgende spiser middag.

(Wadi Rum – Petra ca. 150 km)

Gemt af vejen for handelsruterne, glemt af omverdenen og slettet fra landkortet i over 600 år, mystisk og imponerende anlagt og med en fantastisk rig historie, der strækker sig 9.000 år tilbage i tiden, er UNESCO-fredede Petra en af verdens mest betagende kulturskatte. 

Det var først i 1812, at den schweiziske eventyrer, Johann Burckhardt forfulgte rygterne om en forsvunden by og overtalte sin beduinguide til at vise ham den hemmelige vej gennem klippespalterne. Petra fik igen sit navn på kortet. Selvom bebyggelsen af Petra strækker sig meget langt tilbage i historien, var det først da nabatæerne i 312 f.Kr. bosatte sig i området, at Petra formede sig til den by, vi kommer til at opleve i dag. Stedet er meget velbevaret, når man tager den enorme alder i betragtning. Dette skyldes, at Petra aldrig rigtig har været udsat for voldsomme angreb, samt at klimaet er relativt mildt og tørt. 

Området er enormt stort, og hvis man skulle se det hele, var man nødt til at bruge mindst fire dage. Vi har dog en hel dag, og det giver os god tid til at opleve de største seværdigheder i et roligt og behageligt tempo. For at opleve Petra skal man imidlertid gå en del. Vi vil besøge de største seværdigheder som for eksempel den lange, smalle kløft el-Siq, der forbinder Petra med verden uden for, og det imponerende tempel el-Khazne, kendt af mange fra Indiana Jones-filmen ”Det sidste korstog”. Vi ser også Petras centrum og de kongelige gravsteder. 
Om aftenen spiser vi middag.

Efter morgenmaden fortsætter vi til en vaskeægte korsridderborg, den imposante Shobak-borg, som under korstogene blev kaldt Mont Real – det kongelige bjerg. Borgen blev bygget af korsridderkongen Baldwin I i 1115 for at beskytte handels- og pilgrimsruterne mellem Damaskus og Egypten. Shobak holdt stand mod utallige angreb fra Saladins arméer, men i 1189, efter 18 måneders belejring, bukkede borgen dog under for Saladins styrker. Senere passerer vi byen Karak, der er kendt for sin store korsridderborg, bygget på en bakketop 1.000 meter over havet.

Vi kører videre til den historisk meget interessante by Madaba, som også er nævnt i bibelen. For hele Jordan udgør den kristne befolkning kun fem procent, men i Madaba findes der stadig et stort antal kirker, og i dag bebos byen af omkring 30 procent kristne. Der bliver også tid til at slentre rundt på egen hånd, hvor man for eksempel kan besøge Madabas små butikker, som blandt andet sælger håndlavede mosaikker.

Inden vi kører det sidste stykke vej mod Jordans hovedstad Amman, skal vi nyde udsigten fra Nebo-bjerget, hvor Moses for første gang skuede ud over ”det forjættede land” Israel. Hvis vejret er klart, kan man faktisk se helt til Jerusalem, Jeriko og Betlehem. På toppen af bjerget ligger en mindekirke for Moses. Kirken blev opført i år 393 og er siden blevet renoveret over flere omgange. Senest har kirken fået et nyt mosaikgulv, som er fremstillet af franciskanerbrødre.

Vi kører til Amman, hvor vi spiser middag på hotellet inden vi siger godnat.

(Petra – Shobak – Mt. Nebo – Madaba – Amman ca. 250 km)

Efter en god morgenmad på hotellet starter vi dagen med at besøge den meget velbevarede by Jerash, som Alexander den Store grundlagde, og som romerne senere overtog. Byen er så velbevaret, fordi den lå begravet under sand og blev genopdaget af den tyske opdagelsesrejsende, Ulrich Jasper Seetzen, i 1806. Vi går ind i Jerash gennem den sydlige port. Et af de første større templer, vi ser, er templet for guden Zeus, hvorefter vi kommer ind på Agora, markedspladsen, som også markerer starten på byens centrum, hvor det største og mest betagende tempel er for guden Artemis. 

Templet ligger side om side med flere smukke kirker, der viser, at kristendommen nåede til Jerash, inden muslimerne ankom til byen omkring år 636. I midten af det 8. århundrede blev byen ramt af et jordskælv – et fænomen, som romerne havde taget højde for. De placerede tempelsøjlerne lidt skævt, så de ville vælte væk fra bygningerne, hvis et jordskælv skulle ramme. Byen blev dog forladt efter jordskælvet. 

Herefter går turen til Ajloun-fæstningen, som blev bygget i 1184 under ledelse af Izz al-Din Usama, der var nevø til selveste Saladin og i øvrigt general i hans islamiske hær. Fæstningen, som ligger nord for Amman blev bygget for at beskytte regionen fra korsriddere samt kontrollere den vigtige vej mellem Damaskus og Egypten.

Vi vender retur til Amman og spiser middag på hotellet.

(Amman – Jerash – Aljoun - Amman ca. 150 km)

Efter morgenmad kører vi ud på en rundtur i byen, som er spredt ud over flere bjerghøje. I centrum finder man blandt andet det højtbeliggende citadel, som byder på en fantastisk udsigt over byen, og det romerske amfiteater med plads til 6.000 tilskuere. Teateret er næsten 2.000 år gammelt, men det er delvist renoveret og bruges stadigvæk til teaterforestillinger. Vi besøger også det imponerende Umayyade-palads, som nu henligger i ruiner. Paladset og de tilstødende bygninger blev bygget omkring 730, da Amman stadig var en provinsiel hovedstad. En del af det kæmpemæssige kompleks er bygget på romerske strukturer og blev blandt andet brugt som residens for guvernøren i Amman samt til administrative formål.

Turen afsluttes ved den store basar eller souk, hvor du kan handle og dufte og spise lokale specialiteter og nyde eftermiddagen på egen hånd. Ønsker du at blive længere i soukken tager du blot en taxa tilbage til hotellet.
Vi vender tilbage til vort hotel og vores sidste middag på turen.

Vi flyver hjem til Danmark fra Amman.