Fra Machu Picchu til Galápagos

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Sydamerikas største seværdigheder: Sagnomspundne Machu Picchu i Peru og Ecuadors stolthed, Galápagos-øerne - med krydstogt på lille komfortabelt skib.

Maks. 15 deltagere

Rejsen begynder i Perus hovedstad Lima, hvor spanierne etablerede deres magtcentrum, da de erobrede Peru. Herefter går turen til Den Hellige Dal – omkranset af de imponerende Andesbjerge – hvor vi møder inkaruiner i Pisac og Cusco, og her finder vi også et af rejsens højdepunkter, inkaernes hemmelige by, Machu Picchu, som i århundreder kun var kendt af lokale indianerfamilier. I Ecuador skal vi på byvandring i den charmerende og UNESCO-fredede hovedstad, Quito, og vi får lejlighed til at sætte en fod på hver sin side af ækvatorlinjen. Rejsen rundes af med udforskning af det enestående Galápagos. Vi sejler med et lille krydstogtskib, der har god plads til de kun 15 passagerer, og vi får set Galápagos fra vandsiden og landsiden, når vi tager på ekspeditionsture og nærstuderer dyrelivet på udvalgte øer.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Nuevo Sol, Amerikanske Dollar

Dagsprogram 15 dage
Dag 1
Afrejse. Fly København – Lima
Dag 2
Lima. Byrundtur i den gamle bydel, San Francisco-kirken og det arkæologiske Larco-museum
Dag 3
Lima – Cusco – Den Hellige Dal – Ollantaytambo
Dag 4
Ollantaytambo. Udflugt i tog til Machu Picchu
Dag 5
Ollantaytambo – Pisac inkaruiner - Cusco. Byrundtur i Cuscos historiske bymidte inkl. katedralen
Dag 6
Cusco. Coricancha-templet og ruinerne ved Sacsayhuaman. Eftermiddag på egen hånd
Dag 7
Cusco – Lima - Quito, Ecuador
Dag 8
Quito. Byvandring og Guayasamin-museet
Dag 9
Quito. Ækvator og eftermiddagen fri
Dag 10
Quito – Galápagos. Fly til Galápagos. San Cristobal – Kæmpeskildpadder og Darwin-finker
Dag 11
Galápagos. Española – hajer og havfugle
Dag 12
Galápagos. Floreana –”Post Office Bay” og flamingoer
Dag 13
Galápagos. Santa Fe og Santa Cruz – leguaner og søløver
Dag 14
Galápagos – Guayaquil. Santa Cruz – kæmpeskildpadder. Fly til Guayaquil. Hjemrejse
Dag 15
Ankomst til København

Hoteller

Vores hoteller

Her kan du se de hoteller, som vores gæster på rundrejsen oftest bor på. Vær venligst opmærksom på, at hotelændringer kan forekomme. I så fald vil hotellet være af tilsvarende eller højere standard.

Casa Andina Miraflores Centro

  • 58 værelser
  • 0 km til centrum (Miraflores-bydelen)
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Elevator
  • Wi-fi (gratis)

Meget hyggeligt hotel med central beliggenhed i Limas Miraflores-bydel. Her findes et stort udvalg af restauranter, barer og butikker. Hotellet har morgenmadsrestaurant, og der er gratis wi-fi overalt på hotellet. 

Værelse
Lyse værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. Alle værelser har TV, deponeringsboks og aircondition. Der er gratis wi-fi på værelset. 

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.casa-andina.com/en/destinations/miraflores/standard-miraflores-centro/

Casa Andina Koricancha

  • 54 værelser
  • 0 km til centrum
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Wi-fi (gratis)

Charmerende hotel med perfekt beliggenhed i Cuscos historiske bydel. I kort gåafstand til den centrale plads, Plaza Mayor og det berømte Inkatempel, Coricancha. Hotellet har morgenmadsrestaurant, og der er gratis wi-fi overalt på hotellet.

Værelse 
Hyggelige værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. Alle værelser har TV, deponeringsboks og hårtørrer. Der tilbydes roomservice, og der er gratis wi-fi på værelset.  

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.casa-andina.com/en/destinations/cusco/standard-cuzco-koricancha/

Sol Natura

  • 26 værelser
  • 0 km til centrum
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Wi-fi (gratis)

Lille charmerende hotel med perfekt beliggenhed i Ollantaytambo centrum – der er 200 meter til byens centrale torv, hvor der findes mange restauranter og cafeer. Hotellet har en fantastisk udsigt mod Veronica-bjergkomplekset med sneklædte bjerge. Desuden er togstationen i gåafstand (3 minutter), så det er nemt, når man skal med toget til Machu Picchu. Der er morgenmadsrestaurant og gratis wi-fi overalt på hotellet.

Værelse 
Hyggelige værelser med stor dobbeltseng, TV, deponeringsboks og hårtørrer.
Du kan læse mere om hotellet her: https://sol-natura.hotelvallesagrado.com/en/

Hotel Reina Isabel

  • 100 værelser
  • 0 km til centrum
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Bar
  • Elevator
  • Swimmingpool eller indendørs pool. Skriv fx 2 udendørs pools og 1 opvarmet, indendørs pool
  • Wi-fi (gratis)
  • Fitness og spa

Elegant hotel med beliggenhed i Quitos historiske bydel. Hotellet har restaurant, bar, fitnesscenter og spa (mod betaling). Der er gratis wi-fi overalt på hotellet.

Værelse 
Rummelige værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. Alle værelser har TV, aircondition, deponeringsboks og gratis wi-fi.

Du kan læse mere om hotellet her: http://hotelreinaisabel.com/

M/C Treasure of Galápagos

M/C Treasure of Galápagos er en komfortabel katamaran med god plads til de 16 passagerer, som kan være ombord. Der er 9 kahytter, som alle har store vinduer og møbleret balkon. Der er hyggelige fællesarealer både inde og ude, som er perfekte til afslapning og observation af omgivelserne. Ombord findes restaurant, bar, lille lounge-område og soldæk med jacuzzi.

M/C Treasure of Galápagos er en velholdt og komfortabel katamaran, som giver de bedste betingelser for udforskning af Galápagos. 
Katamaranen er 31 meter lang og 11,2 meter bred og har plads til 16 gæster. Den blev bygget i 2009 med ambitionen om at kunne indfri de højeste forventninger til et Galápagos-krydstogt. Der er god plads om bord i forhold til antallet af passagerer, og alle kahytter (inkl. badeværelse) er på 20m2 og har møbleret balkon samt panoramavinduer.  
Katamaranens fællesarealer er indbydende – på øverste dæk er der solterrasse med liggestole og jacuzzi, hvor du kan nyde solen og udsigten. Måltiderne (helpension om bord) spises i den hyggelige restaurant/bar, og i den tilstødende lounge er der mulighed for afslapning og en drink før middagen.  

Du kan læse mere om skibet her: http://www.catamarantreasure.com/

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse. Fly København – Lima

Vi flyver til Perus hovedstad, Lima. Efter ankomsten kører vi til vores hotel i den hyggelige bydel Miraflores.

Overnatning i Lima.

Dag 2
Lima. Byrundtur i den gamle bydel, San Francisco-kirken og det arkæologiske Larco-museum
Vi besøger San Francisco-katedralen i Lima

Lima er Perus hovedstad og blev grundlagt i 1535. Den var i mange år kontinentets vigtigste by, og er i dag landets største. Byen har mange stolte traditioner og en del bygningsværker fra kolonitiden, selvom udviklingen og de mange moderne bygninger efterhånden dominerer gadebilledet. Vi tager på byrundtur i Limas gamle bydel, som er blevet erklæret verdenskulturarv af UNESCO på grund af de velbevarede bygningsværker i kolonistil. Vi ser især nærmere på hovedpladsen, Plaza de Armas, med regeringspaladset, som huser præsidenten. Omkring Plaza de Armas befinder sig også byens rådhus og den overdådigt udsmykkede katedral med de jordiske rester af Limas grundlægger, Francisco Pizarro.

Vi besøger San Francisco kirke og kloster, som er et af de bedste eksempler på spansk barokstil. Byggeriet blev påbegyndt i 1546 og er verdenskendt for sit smukke bibliotek med over 25.000 antikke bøger. Men bedst kendt er nok klosterets og kirkens katakomber, som blev genopdaget af arkæologer i 1943, da man åbnede op til kældrene i kirken. Man mener, at over 25.000 blev begravet under de mest groteske omstændigheder i katakomberne, indtil Perus selvstændighed i starten af 1800-tallet.

Senere på dagen besøger vi det arkæologiske Larco-museum i Lima-bydelen Pueblo Libre. Her får vi en fin introduktion til de indianerkulturer, som levede i Peru forud for inkaerne. Vi ser deres fantastiske keramik og guldsmykker i en flot samling sammen med nogle af inkaernes guldskatte. Skattene var imidlertid også årsagen til deres kulturs undergang, da det var guldet, som var genstand for spaniernes erobringstogter og den følgende kolonisering af Sydamerika.

Overnatning i Lima.

Dag 3
Lima – Cusco – Den Hellige Dal – Ollantaytambo
Lokale souvenirs I Ollantaytambo

I dag flyver vi til Cusco, som ligger i 3.400 meters højde. For at forebygge højdesyge kører vi ned til den Hellige Dal, også kaldet Urubamba-dalen, i ca. 2.900 meters højde. Her bliver vi de næste par dage for at vænne kroppen til højderne. Det er en storslået køretur. Vi kører først gennem højlandet, hvor indianere dyrker bønner og majs, inden vi fortsætter ned i Den Hellige dal med udsigt til den brusende Urubamba-flod, frodige bjergsider og sneklædte bjergtoppe.  Hen på eftermiddagen ankommer vi til byen, Ollantaytambo, som var et administrativt centrum i Den Hellige Dal og lå strategisk og vogtede grænsen til riget. Vores hotel ligger nær den gamle bydel, og her er det oplagt at tage på en spadseretur gennem de snævre gader.

Overnatning i Ollantaytambo.

Dag 4
Ollantaytambo. Udflugt i tog til Machu Picchu
Inkaernes hemmelige by, Machu Picchu

I dag skal vi på en enestående smuk togrejse nordpå gennem Den Hellige Dal. Vi står på toget på stationen i Ollantaytambo, og det fører os gennem landskabet til den lille by Aguas Calientes. Herfra kører vi videre op i bjergene i en mindre bus og er nu klar til at opleve et af ikke blot Perus, men hele Sydamerikas absolutte højdepunkter, nemlig den sagnomspundne inkaby Machu Picchu, der troner majestætisk på en bjergkam 2.430 meter over havet højt over Urubamba-floden, omgivet af frodig, grøn bjergregnskov og ofte indhyllet i tåge og skyer – en perfekt forening af menneskets og naturens imponerende skaberevner. Byen havde været glemt i mange år, da den amerikanske historiker Hiram Bingham ved et tilfælde fandt komplekset den 24. juli 1911. Han ledte efter inkabyen Vilcabamba, som regnes for en af inkaernes sidste bastioner i kampen mod spanierne. Vilcabamba blev senere fundet andetsteds langt dybere inde i junglen. Machu Picchu er omgærdet af megen mystik. Komplekset er ikke nævnt i spaniernes mange skildringer af deres ”nye rige” og blev derfor formodentligt aldrig fundet af dem. Machu Picchus eksistens har således i århundreder kun været kendt blandt en håndfuld lokale quechua-indianere. Machu Picchu blev bygget på cirka 30 år på foranledning af inkaen Pachacutec og var antagelig et slags helligt landsted for inkaen og hans hof.

Sidst på dagen returnerer vi med toget til Ollantaytambo.

Overnatning i Ollantaytambo.

Dag 5
Ollantaytambo – Pisac inkaruiner - Cusco. Byrundtur i Cuscos historiske bymidte inkl. katedralen
Den Hellige Dal kaldes også Urubamba-dalen

Vi starter dagen med at besøge det meget smukt beliggende Pisac, hvor inkaerne havde et stort anlæg til at administrere befolkningen i den øverste del af Den Hellige Dal og til at bevogte indgangen til dalen. Det er her, nogle af de mest imponerende terrasseanlæg i Inkariget ligger.

Herefter fortsætter vi til Cusco, hvor vi skal på byvandring i den hyggelige historiske bymidte. Cusco var hovedstaden i Inkariget, og den ligger meget smukt i Andesbjergene. Byen er på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv, og den er en fryd for øjet med de hvidkalkede spanske huse, storslåede kirker og den gamle inka-arkitektur – her findes de prægtigste eksempler på inkaernes perfektionistiske byggestil. Vi besøger det store torv, Plaza de Armas, og katedralen som huser mange værdifulde kunstskatte fra kolonitiden. Det tog 100 år at bygge katedralen og dens størrelse vidner om dette.

Overnatning i Cusco.

Dag 6
Cusco. Coricancha-templet og ruinerne ved Sacsayhuaman. Eftermiddag på egen hånd
Det kolossale ruinanlæg Sacsayhuamán

Vi starter dagen med et besøg i inkaernes vigtigste tempel, Coricancha, som ligger inde i Santo Domingo-kirken. Inkaernes særlige byggeteknik sikrede, at deres bygninger kunne modstå jordskælv bedre end kolonimagtens bygningsværker. Således led Santo Domingo-kirken stor skade under jordskælvene i 1650, 1950 og 1986, hvorimod inkafundamenterne bestod. Selve ordet ”coricancha” er quechua-indiansk og betyder ”den gyldne gårdhave”. Templets vægge var nemlig engang dækket af guldstykker, der vejede flere kilo stykket. Men guldet og andre værdier blev røvet af den spanske conquistador Francisco Pizarros folk, og det eneste, der står tilbage, er stenarbejdet, der betragtes som noget af det mest perfekte i Peru.

Herefter besøger vi det kolossale fort, Sacsayhuamán. Det er beliggende på en bakke med en imponerende udsigt over hele Cusco. På trods af ruinanlæggets anseelige størrelse er det kun 20 procent af den oprindelige struktur, der står tilbage. Den øvrige del blev revet ned af de spanske koloniherrer, som anvendte stenene til at bygge kirker og huse i Cusco. Spanierne efterlod dog de største sten, hvoraf én vejer så meget som 200 tons. Anlægget er endnu et klart vidnesbyrd om inkaernes utrolige arkitektoniske og ingeniørmæssige evner. De mestrede til fulde at konstruere storslåede bygningsværker med gigantiske sten, der blev skåret til og sat sammen, som var det et puslespil. Flere steder er stenene så veltilpassede og velslebne, at det er umuligt at få så meget som et barberblad ind mellem dem. Sacsayhuamán havde angiveligt kun lille militær, men først og fremmest ceremoniel betydning.

Eftermiddagen er til fri videre udforskning af Cusco på egen hånd.

Overnatning i Cusco.

Dag 7
Cusco – Lima - Quito, Ecuador
Ecuadors hovedstad Quito ligger i 2.850 meters højde

I dag skal vi tage afsked med Peru og fortsætter rejsen til Ecuador. Vi flyver fra Cusco via Lima til Ecuadors hovedstad Quito, og næste del af vores eventyr kan begynde. Quito er beliggende i 2.850 meters højde, og den har dermed den næsthøjeste beliggenhed af alle verdens hovedstæder (kun overgået af La Paz i Bolivia). Desuden er det den hovedstad i verden som ligger nærmest Ækvator. Byen blev grundlagt af spanierne i 1534, og den har en meget charmerende historisk bymidte med kolonial arkitektur, som er velbevaret, og som har været udsat for relativt få ændringer gennem årene. Vores hotel ligger i bymidten, så vi til fulde kan nyde den dejlige atmosfære.

Overnating i Quito.

Dag 8
Quito. Byvandring og Guayasamin-museet
Quito er den hovedstad der ligger næsthøjest i verden

I dag skal vi udforske Quito, som er opdelt i to bydele – den moderne og den historiske. Vi koncentrerer os om den historiske, der af UNESCO er regnet som verdenskulturarv, og hvor de spanske koloniale paladser, bygninger og imponerende kirker dominerer. Vi starter byvandringen på den centrale plads, Plaza de la Independencia, hvor byens katedral står og knejser med sit hvide klokketårn. Et af højdepunkterne er Jesuitter-kirken La Campañía, og dens udsmykning med de mange tons pladeguld overgår ens fantasi. Vi besøger også ”El Panecillo”, som er en stor høj midt i byen, med en pragtfuld udsigt dels over den gamle bydel og dels til den næsten 5000 meter høje vulkan ”Pichincha”.

Vi runder dagen af på Quitos smukkeste museum, som er indrettet i den berømte maler Oswaldo Guayasamíns hus. Her findes den mest komplette samling af hans værker, og her er også en udstilling af indiansk kunst af fineste kvalitet.

Overnatning i Quito. 
 

Dag 9
Quito. Ækvator og eftermiddagen fri
“Mitad del Mundo” Nord for Quito

Dagens besøg er ved Ækvator-linjen, der løber gennem mange steder i verden, men i Ecuador er det noget helt specielt. Både fordi landet er opkaldt efter ækvator, og fordi linjen løber igennem Cayambe-vulkanen, som er det højeste og eneste sneklædte sted på kloden på ækvator. Nord for Quito står der et stort monument, “Mitad del Mundo” (“Midten af verden”), der markerer det sted, som et fransk ekspeditionsteam i 1736 mente, at ækvator lå. Det troede man var korrekt i mange år, indtil GPS’en blev opfundet, og det viste sig, at franskmændene ikke havde ramt det nøjagtige punkt. Først ser vi “Mitad del Mundo”-monumentet, og herefter tager vi hen til ækvatorlinjens korrekte placering.

Eftermiddagen er fri til at udforske Quito på egen hånd.
Overnating i Quito. 

Dag 10
Quito – Galápagos. Fly til Galápagos. San Cristobal – Kæmpeskildpadder og Darwin-finker
Darwin-finke

Denne morgen skal vi tidligt op for at flyve ca. 4 timer til Galápagos. Vi lander på øen San Cristobal, og fra lufthavnen bliver vi kørt i bus til havnen, hvor der er ombordstigning på vores skib, Treasure of Galápagos. Vi finder os til rette og nyder en dejlig frokost ombord. Om eftermiddagen kører vi i bus til Cerro Colorado, som er beliggende i den sydøstlige ende af øen San Cristobal. Her finder vi ”Cerro Colorado Tortoises Protection and Growing center”, som blev bygget for at beskytte og forbedre levevilkårene for øens kæmpeskildpadder. På centeret avler skildpadderne, og ungerne bliver sat ud i deres naturlige miljø, når de er to år gamle. Ved centeret er der også etableret en vandresti, hvor man ser planter, som kun findes på øen. Ligeledes har vi gode chancer for at se spottedrosler og Darwin-finker.

Overnatning på Treasure of Galápagos.

Dag 11
Galápagos. Española – hajer og havfugle
Imponerende fulgebestand

Denne dag skal vi besøge øen Española, der betragtes som en af de mest interessante øer på Galápagos. Om formiddagen går vi i land i bugten ”Gardner Bay”, der med sin dejlige strand er perfekt til afslapning og snorkling. Her møder vi højst sandsynlig søløver og i det helt klare havvand, er det ofte muligt at observere små hajer. Efter frokost ombord på skibet, fortsætter dagens eventyr ved Punta Suarez, som uden tvivl er et af de bedste steder på Galápagos, når man skal observere havfugle. Den dramatiske klippekyst rammes af bølgerne, og her findes et berømt ”blæsehul”, hvor vandet sprøjter mange meter op i luften. Havfuglene trives i dette miljø, og vi møder blåfodede suler, Nazca-suler og – hvis vi er heldige – den imponerende Galápagos-høg. Ligeledes er der ofte mulighed for at se havleguaner.

Overnatning på Treasure of Galápagos.

Dag 12
Galápagos. Floreana –”Post Office Bay” og flamingoer
Leguaner er som regel dagaktive

Galápagos handler hovedsaligt om natur og dyreliv, men på Floreana er den menneskelige del af historien også synlig. I 1800-tallet brugte hvalfangere Floreana som stop på deres ekspeditioner, og da disse oftest tog flere år, savnede de deres familier så meget, at de i ”Post Office Bay” lavede et postkontor, hvor de kunne efterlade breve, og andre forbipasserende skibe kunne tage dem med til deres bestemmelsessted, hvis de alligevel skulle den vej. Vi ser det primitive postkontor og går derefter op til ”Baronessens udsigtspunkt”. Det er opkaldt efter Baronesse Eloise Wagner de Bosquet, som var involveret i den såkaldte ”Galápagos-affære”, hvor bosættere på Floreana forsvandt sporløst i 1930’erne. Fra udsigtspunktet kan vi se den store Palo Santo-skov og flamingoer. Efter dagens frokost besøger vi ”Punta Cormorant”, hvor Galápagos’ bedste flamingo-lagune findes. Den ligger smukt mellem to kegler af lava, og her finder vi også ænder og andre trækfugle.

Overnatning på Treasure of Galápagos.

Dag 13
Galápagos. Santa Fe og Santa Cruz – leguaner og søløver
På stranden i Galapagos

Formiddagen tilbringes på Santa Fe, der vurderes til at være den ældste af Galápagos-øerne. Her bor en del søløver, og de er ikke bange for mennesker – tværtimod. Der skulle være gode chancer for en snorkletur med legesyge søløver og farverige tropiske fisk. På øen bor også nogle af Galápagos’ endemiske fugle: Galápagos-høgen og Galápagos-spottedroslen. Om eftermiddagen besøger vi Tortuga Bay på Santa Cruz. Dens kridhvide sandstrande og klare vand inviterer til en sidste svømme- eller snorkletur. Her kan vi møde flere søløver og også de sorte havleguaner.

Overnatning på Treasure of Galápagos.

Dag 14
Galápagos – Guayaquil. Santa Cruz – kæmpeskildpadder. Fly til Guayaquil. Hjemrejse
Fascinerende kæmpeskildpadder

Den perfekte afslutning på besøget i Galápagos får vi på øen Santa Cruz, hvor de  fascinerende kæmpeskildpadder har deres domæne. Iført gummistøvler (som udleveres på stedet) kan vi bevæge os ind i de mudrede områder, hvor skildpadderne lever, og vi har gode muligheder for at komme helt tæt på.  Efterfølgende kører vi til Santa Cruz’ nordkyst, hvorfra vi sejler til øen Baltra, hvor vi transporteres til lufthavnen og flyver retur til fastlandet. Her lander vi i byen Guayaquil, som er Ecuadors største by med omkring 3.8 millioner indbyggere. Byen blev grundlagt af erobreren Francisco de Orellana i 1538 og har fået sit navn efter beliggenheden ved Guayas-floden ikke langt fra dens udløb i Stillehavet. Vi tager på en kort byrundtur og ser nærmere på den historiske bydel, Las Peñas, som vidner om byens rigdom i kolonitiden. Sidst på eftermiddagen kører vi til lufthavnen, hvor der er hjemrejse.

Dag 15
Ankomst til København

Om Galápagos

Øerne ligger ca. 1.000 km. vest for Sydamerikas kyst i den kolde Humboldtstrøm, der med jævne mellemrum opvarmes og forvandles til naturfænomenet ”El Niño” med ubehagelige følger for klimaet mange steder på jorden. Det næringsrige vand, der kommer helt fra Antarktis, er koldt, hvilket betyder, at det indeholder relativt megen ilt. Den megen ilt og næring er grundlaget for øernes enestående plante- og dyreliv.

Charles Darwin ankom i 1835 til Galápagos på sin lange odyssé som naturforsker på skibet Beagle. Han fandt enhver forskers paradis; et sandt orgie af forunderlige naturfænomener med kæmpekrabber, rovfugle, søløver, kæmpeskildpadder og havleguaner, som kunne studeres på mindre end en meters afstand. Hver art varierede i udseende og adfærd fra ø til ø, til trods for at de øjensynligt stammede fra samme oprindelige art. Darwin brugte mange år til at tænke over sine iagttagelser og ikke mindst konsekvenserne heraf, inden han udsendte sit ultimative værk ”Arternes oprindelse”.

På dette krydstogt kommer vi så tæt på fantastiske havfugle, søløver, pelikaner, havleguaner og skildpadder som Charles Darwin selv. Opholdet på den fascinerende ø-gruppe er sandsynligvis den største naturoplevelse på det sydamerikanske kontinent, for den der sætter pris på de helt særlige naturhistoriske forhold.

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

10.998,–

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder  
  • Fly København – Lima og Guayaqil – København med mellemlanding
  • Indenrigsfly i Peru 
  • Fly Cusco – Quito 
  • Fly Quito – Galápagosøerne – Guayaquil  
  • Udflugter jf. program  
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse i Peru og i Quito 
  • Indkvartering i delt dobbeltkahyt på M/C Treasure of Galápagos på Galápagos
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 2 samt dag 10-13  
  • Middag dag 10-13  
  • Transitkortskat på Galápagos (værdi USD 20)  
  • Afgift til Galápagos Nationalpark (værdi USD 100)  
  • Lufthavnsskatter og -afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris  
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring  
  • Eventuelle ekstra arrangementer  
  • Tillæg for enkeltværelse og enkeltkahyt  
  • Øvrige måltider   
  • Drikkepenge (beregn ca. USD 100 på fastlandet og ca. USD 35 pr. person pr. nat på 
  • skibet)   
  • Personlige fornødenheder  
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online-bestilling)  
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Pakkeliste

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter (Når vi skal i land på Galapagosøerne, kan det blive nødvendigt at gå i land, hvor vandet kan gå op til knæene. Derfor kan det være nyttigt at medbringe en vandtæt rygsæk) 
  • Badetøj (håndklæde ikke nødvendigt) 
  • Snorkleudstyr (der er udstyr på båden, men man kan naturligvis medbringe sit eget) 
  • Gode vandresko 
  • Sandaler/praktisk fodtøj (for eksempel sportssandaler), som kan tåle at blive våde ved landgang i vand 
  • Vindjakke og trøje, da det kan blive køligt om aftenen, når vi kommer op i højderne 
  • Eventuelt vandrestave til besøg i Inkaruinerne
  • Insektmiddel
  • Solcreme, solhat og/eller solbriller  
  • Sommertøj (bomuld) 
  • Kikkert  
  • Lommelygte

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 10 deltagere (der kan maksimalt være 15 personer på rejsen). Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.  

Sejlrute  

Krydstogtskibets sejlrute kan blive ændret pga. vind- og vejrforhold, og derfor kan det blive nødvendigt at justere den nævnte sejlrute. Rejsen vil indeholde de samme højdepunkter, men rækkefølgen kan variere.

Fysisk form og højdesyge

For at deltage på denne rundrejse skal du være normalt gående og i almindelig fysisk form. Har du problemer med hjerte og lunger, bør du ikke deltage. Når du opholder dig i mere end 2.500 meters højde, er der risiko for, at du udvikler højdesyge.   Symptomerne på højdesyge er hovedpine, svimmelhed og åndenød, og har du vedvarende eller tiltagende symptomer, bør du omgående sørge for at komme ned i lavere højde. Det er vigtig at drikke 3-5 liter vand om dagen, når man befinder sig i højderne. Der findes medicin mod højdesyge, som også kan tages præventivt. Vi anbefaler, at du taler med din læge om mulighederne, inden du tager af sted på rejsen.

På rundrejsen besøger vi følgende steder, som ligger over 2.500 meter: 
Den Hellige Dal: 2.900 meter
Cusco: 3.400 meter
Quito: 2.850 meter

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.
Peru: www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/peru
Ecuador: www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/ecuador

Galápagos: www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/galapagos

Læs også vores rejseberetning om Ecuador og Galápagos – hvor Andesbjergene møder Amazonas eller følg med i rejseleder Christinas Rejseblog fra Peru

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Spændende og skøn aktiv rejse En fantastisk rejseleder, vidende og opmærksom, faldt godt i hak med holdet
Date published: 2020-02-08
Rated 5 out of 5 by from Rejsen opfyldte til fulde vores store forventninger. Det var en fin og generelt god rejse med et alsidigt og spændende program. Den danske guide var særdeles kompetent på alle måder, og evnede forbilledligt at skabe et godt fællesskab blandt alle deltagerne. En rigtig dygtig guide.
Date published: 2020-02-06
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk rejse, der til fulde indfrier dine forventninger og mere til.. Rejsen var spækket med både kulturelle og naturoplevelser, der sjældent opleves. Vores guide Christina var i den grad med til at give rejsen kvantitativ indhold. Hun bidrog i den grad med exceptionel viden om rejsemålene. At hendes personlig bidrog med en sjælden humor, glæde og en udpræget situationsfornemmelse Gjorde en forskel.
Date published: 2020-02-04
  • y_2024, m_4, d_18, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_3
  • loc_da_DK, sid_PERTR09, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser