Fra Skt. Petersborg til Stalingrad

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Førsteklasses flodkrydstogtrejse på Volga og Don gennem Ruslands historie

Vores flodkrydstogt starter med et besøg i zarernes Skt. Petersborg inden vi sejler ud på de russiske floder med skibet MS Chekhov. Der er kun udvendige kahytter med store vinduer om bord, så det er let at nyde udsigten til bredderne.

Vores spændende rejse fører os til højdepunkter som Volgograd (Stalingrad) og den UNESCO-fredede museumsø Kizji. Vores rejse ender i Rostov ved Don, der også går under navnet “Porten til Kaukasus”.

Det er i sandhed en rejse gennem fortid og nutid, og vi oplever alt, lige fra den fjerne russisk fortid over anden verdenskrigs historie med Stalingrad til det moderne Rusland.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Krydstogt, Flodkrydstogt

  • Rejseleder

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Russiske rubler

Dagsprogram 16 dage
Dag 1
København – Skt. Petersborg, ombordstigning
Dag 2
Skt. Petersborg. Byrundtur inkl. Peter-Paul-fæstningen og den danskfødte kejserinde Maria Fjodorovnas grav og Katharinapalads
Dag 3
Kunsthåndværkerlandsbyen Mandrogi
Dag 4
Den UNESCO-fredede museumsø Kizji med sindrigt konstruerede trækirker
Dag 5
Goritzy. Udflugt til Kirillov med besøg på et fritidshjem og i et russisk hjem
Dag 6
Jaroslavl ved Volga-flodens bred. Byvandring i Jaroslavl
Dag 7
Pljos. Mulighed for bustur til byen Suzdal
Dag 8
Nizjnij Novgorod. Kreml med Michaels-katedralen og monumentet for de faldne fra anden verdenskrig.
Dag 9
Kazan. Kul Sharif-moskeen og byens fæstning.
Dag 10
Ulianovsk, Lenins fødeby. Byrundtur med Lenin-museet
Dag 11
Samara. Besøg i Stalins bunker
Dag 12
Saratov. Treenighedskatedralen og pompøse statslige bygninger fra 1800-tallet
Dag 13
Volgograd (Stalingrad). Byrundtur, besøg ved sejrsmonumentet Mamaev Kurgan med statuen Moderlandet kalder og museet for Slaget ved Stalingrad
Dag 14
På Don mod Rostov ved Don
Dag 15
Rostov ved Don. Byrundtur bl.a. til statuen af Karl Marx.
Dag 16
Rostov ved Don og hjemrejse

M/S Chekhov

Velkommen om bord på et komfortabelt og hyggeligt flodkrydstogtskib

På krydstogtet sejler vi med det anderkendte russiske rederi Orthodox Cruise Company. Flåden består af motorskibe bygget specielt til flodsejlads. MS Chekhovs 121 kahytter og størrelsen på skibet sikrer en hyggelig rejseoplevelse og god service om bord. Der er fem dæk, hvor man finder en restaurant, en panoramasalon, bar og kahytter. Du kan nyde udsigten fra soldækket og få indblik i russisk kultur gennem skibets underholdningstilbud.

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Skt. Petersborg, ombordstigning
Velkommen ombord

Vi flyver fra København til Skt. Petersborg, hvor vi bliver hentet i bus og kørt til Nevaflodens. Her ligger vores skib, MS Chekhov, ved kaj. Vi går om bord og kan lære skibet nærmere at kende, inden vi nyder en dejlig middag i skibets restaurant.

Skt. Petersborg, der blev grundlagt i 1703 af Peter den Store som Ruslands vindue mod vest. I dag er Skt. Petersborg Ruslands næststørste by med knap fem millioner indbyggere. I sovjetperioden hed byen Leningrad, men ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik byen igen sit oprindelige navn. Byen kaldes også Nordens Venedig på grund af de mange kanaler, der gennemskærer den. Kanalerne er sammen med de brede boulevarder med til at give byen et luftigt præg. Og så er Skt. Petersborg et overflødighedshorn af kulturrigdomme og seværdigheder fra zartiden.

Dag 2
Skt. Petersborg. Byrundtur inkl. Peter-Paul-fæstningen og den danskfødte kejserinde Maria Fjodorovnas grav og Katharinapalads Afsejling kl. 23.00
Den danskfødte kejserinde Maria Fjodorovnas grav

Overalt i Piter, som byen kaldes i daglig tale, ses gule, grønne, røde og blå pastelfarvede facader, forgyldte spir og kupler, pragtfulde paladser, kirker og broer, som er så karakteristiske for denne kontrasternes storby, der har overlevet krige og kommunisme. Hovedgaden Nevskij Prospekt med de mange imponerende bygninger, Blodskirken, Isaakkatedralen, Smolnijklostret, panserkrydseren Aurora og Peter-Paul-fæstningen, hvor Skt. Petersborg blev grundlagt, er blot nogle af de mange seværdigheder.

Efter morgenmaden om bord tager vi på byrundtur i bus og ser nogle af byens allerstørste seværdigheder. Under kørslen vil vi kunne nyde udsigten til en række af de pragtfulde palæer og paladser, som var hjem for både zarfamilien og de adelige familier, og man kan se, hvordan nyt og gammelt i Skt. Petersborg forenes i en skøn blanding af flotte barokbygninger og dyre modeforretninger.

Efter en række kortere stop, blandt andet ved den pragtfuldt udsmykkede Blodskirke, besøger vi Peter-Paul-fæstningen med tilhørende kirke, hvor kejserinde Maria Fjodorovna nu ligger begravet. Hun var Christian 9.s datter Dagmar, som blev gift med den senere zar Alexander 3. Hun overlevede både sin gemal og sin søn Nikolaj 2., og under revolutionen kom hun til Danmark. Da hun døde i 1928, blev hun begravet i Roskilde Domkirke, men i 2006 blev hendes kiste overført til kirken i fæstningen.

Den sekskantede fæstning er bygget i 1703, og den er dermed byens ældste bygning. Den er konstrueret af Peter den Store selv som forsvarsværk mod invaderende svenskere, men svenskerne holdt sig væk, og fæstningen blev aldrig brugt til det, den var tiltænkt. Derimod fungerede den helt frem til Februarrevolutionen i 1917 som fængsel for politiske fanger. Kendisser som forfatteren Dostojevskij, revolutionæren Trotskij og Lenins storebror, Aleksandr Uljanov, har alle opholdt sig her.

Det mægtige bygningsværk på Neva-flodens bred indeholder – ud over sin imponerende størrelse, spændende historie og smukke beliggenhed – masser af seværdigheder. Først og fremmest Peter-Paul-katedralen med det sylespidse og 122 meter høje spir, som Peter den Store lod opføre som gravkirke for sig selv og sine efterkommere på den russiske trone. Her skal vi se kejserinde Maria Fjodorovnas grav og det meget omdiskuterede sidekapel, der er indrettet til minde for den sidste russiske zar, Nikolaj 2., og hans familie.

Den lille stribe land mellem fæstningsmuren og floden er nu om dage et populært sted at solbade. De hårdføre russere behøver hverken ret meget sol eller ret meget plads til denne aktivitet – for man står da op og solbader!

Herefter tager vi til det overvældende smukke Katharinapalads, som er opkaldt efter Katharina 1., som var gift med Peter den Store. Hun regerede Rusland i to år efter sin mands død i 1725.

Oprindeligt var paladset en beskeden bygning i to etager, og det prægtige palads, som det fremstår i dag, skyldes Peter den Store og Katharinas datter, kejserinde Elizabeth, der valgte det som sin sommerresidens. Fra 1743 blev bygningen ombygget af fire forskellige arkitekter før Bartholomeo Rastrelli, chefarkitekt ved hoffet, blev pålagt at omdesigne bygningen, så den ville blive en rival til Versailles.

Det nuværende palads er næsten en kilometer i omkreds, og har en kunstfærdigt dekoreret blå-hvid facade med forgyldte karyatider og pilastre designet af tyske billedhugger Johann Franz Dunker. I Elizabeths regeringstid blev der brugt over 100 kg guld til at dekorere slottet udvendigt.

Interiøret i Katharinapaladset er ikke mindre opsigtsvækkende. Den såkaldte Gyldne Enfilade (rækken af rum i forlængelse af hinanden med et ekstravagant interiør) danner rammen om vores besøg inden døre, hvor vi bl.a. kommer igennem den smukke spejlsal, portrætrummet og naturligvis ravkammeret.

Dag 3
Kunsthåndværkerlandsbyen Mandrogi Ankomst kl. 12.30, afsejling kl. 16
Gammel mølle
I løbet af natten passerer vi Ladoga-søen, Nordeuropas største ferskvandssø, og lægger til i den lille landsby Mandrogi ved floden Svir. Dette besøg er et lille afbræk fra de store seværdigheder og prægtige bygningsværker, vi har set i Skt. Petersborg. Mandrogi er en lille, hyggelig by, som har tiltrukket kunsthåndværkere fra hele Rusland, og her sælges et stort udvalg af kunsthåndværk og souvenirs. Efter besøget i Mandrogi kan resten af dagen bruges til at slappe af om bord og benytte skibets faciliteter. Landskabet flyder forbi, og vi får ro til at fordøje de foregående dages mange indtryk, eventuelt ledsaget af et glas champagne i baren eller med en god bog på dækket.
Dag 4
Den UNESCO-fredede museumsø Kizji med sindrigt konstruerede trækirker Ankomst kl. 8.00, afsejling kl. 11.00
Smukke Kizji
I nattens løb krydser vi den mægtige Onegasø. I den 10.000 kvadratkilometer store sø ligger mere end 1.600 øer, og vi lægger til ved én, der er helt speciel, nemlig Kizji. I 1100-tallet kom en lille flok bosættere til den ubeboede ø, og de opbyggede et lille samfund samt et væld af huse og kirker, der udelukkende var opført af træ. De oprindelige kirker er desværre alle gået tabt, men andre bygningsværker er føjet til siden. Kizji har været et valfartssted for pilgrimme siden de første bosætteres tid, og den bør stadig være det for alle på grund af den særprægede arkitektur. Især Forklarelseskirken fra 1714 er en helt særlige oplevelse. Dens tækkespåner af aspetræ reflekterer solens stråler i fantastiske farvenuancer, og taget er konstrueret så sindrigt, at dets dekorationer og hele 23 kupler holder hver en regndråbe væk fra de skrøbelige trævægge. Hele kirken er opført uden brug af et eneste søm. Ved siden af denne perle står Forbønskirken med sine ni korsprydede kupler, og indenfor venter en fin samling af ikoner fra 1500-1700-tallet. Disse to kirker har sammen med det ottekantede klokketårn imellem sig skaffet Kizji en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Man bør dog ikke snyde sig selv for en gåtur rundt til resten af øens gamle kirker, kapeller, vindmøller og boliger. Alene de gamle bygningers perfekte harmoni med naturen på den smalle, grønne ø er nok til at gøre rundturen til en helt særlig og smuk oplevelse. De gamle træbygninger og øen i sin helhed skulle efter sigende have en helbredende virkning for de troende. Derudover giver en dag på dette levende frilandsmuseum et godt indblik i livet i Rusland for hundreder af år siden.
Dag 5
Goritzy. Udflugt til Kirillov med besøg på et fritidshjem og i et russisk hjem Ankomst kl. 10, afsejling kl. 13.30
Smukke huse

Vores skib lægger i dag til ved Goritsy, der ligger smukt ved bredden af Sjeksna-floden, en biflod til Volga. På dagens udflugt tager vi lidt ind i landet til den lille by Kirillov med det kæmpemæssige Kiril-Belozejskij-kloster (Skt. Kyril af Hvidesøens Kloster), der i sin tid var det største kloster i det nordlige Rusland.

I dag bevæger vi os dog væk fra fortiden og kaster os ind i nutiden, når vi kommer lidt tættere på hverdagslivet i Rusland. Vi skal både besøge et fritidshjem og et privat hjem. Begge steder oplever vi russisk gæstfrihed.

Efter besøgene vender vi tilbage til Goritsy, og hvis tiden tillader det, kan du gå en tur langs Sjeksnas bred, hvor der er gode muligheder for køb af souvenirs. Her står boderne nemlig tæt, og der tilbydes alt fra de traditionelle matrjosjka-dukker over broderi til hjemmelavet syltetøj og pelshuer.

Dag 6
Jaroslavl ved Volga-flodens bred. Byvandring i Jaroslavl Ankomst kl. 8.00, afsejling kl. 22.00

Den smukke, gamle by Jaroslavl ved Volga-flodens bred blev grundlagt af Kiev-fyrsten Jaroslav den Vise i år 1010 og er en af de ældste og fineste byer i Den Gyldne Ring. Denne betegnelse bruges om den ring af fæstningsbyer, der i middelalderen blev opført omkring Moskva som ekstra beskyttelse af hovedstaden, der blev truet af stammer fra nord. Tilnavnet “gylden” har ringen fået senere på grund af de arkitektoniske og kunstneriske rigdomme, der pryder byerne. Jaroslavl var Ruslands hovedstad i en kort periode under Forvirringens Tid i begyndelsen af 1600-tallet. Denne tid var præget af borgerkrig og fremmede interventioner lige til 1613, hvor Romanovdynastiet kom til magten.

På vores byrundtur i bus og til fods får vi et fint indtryk af hverdagslivet i Rusland, og vi bliver snart imponerede over de mange løgkupler og spir, der overalt stikker op og vidner om Jaroslavls enorme antal kirker. Det er ikke overraskende, at byens historiske centrum har fået en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Førhen var byens håndværkere berømte for deres kunstneriske evner, hvilket gjorde Jaroslavl til et religiøst og handelsmæssigt knudepunkt på Volga. De mange handelsmænd, der strømmede til byen, kappedes med hinanden -  og ikke mindst med bygherrerne i Moskva - om at bygge de største kirker med de smukkeste dekorationer og fresker. En rig forretningsmand står også bag den kirke, som vi besøger på dagens byrundtur, nemlig den storslåede Eliaskirke. Indenfor finder vi nogle af de smukkeste og mest farverige fresker i hele Den Gyldne Ring.

Dag 7
Pljos. Mulighed for bustur til byen Suzdal Ankomst kl. 8.00, afsejling kl. 19.00
I Suzdal

Den lille by Pljos, hvor vi lægger til, har i mange år været et foretrukket ferieområde for Moskvas intellektuelle og kunstnere. Og det forstår man godt, når man ser det. De mange fine træhuse ligger spredt i et vidunderligt smukt, skovklædt, bakket område ned til floden. Vi går en lille tur og nyder udsigten over Pljos og Volga.

I dag er der også mulighed for at køre gennem de vidtstrakte birkeskove til den levende museumsby Suzdal.

Lige meget hvor man vender sig hen i Suzdal, ser man smukke kirker og andre gamle bygninger. Den lille by rummer den fornemmeste samling af russisk arkitektur fra før zardømmets fald, og vi ser fine eksempler på disse. At det så tilmed er en levende by med landbrug, beboelse og marked gør kun oplevelsen større.

Her får man virkelig fornemmelsen af at være i et andet århundrede!

(Denne udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Udflugten bestilles og betales om bord og er ledet af en engelsktalende lokalguide).

Dag 8
Nizjnij Novgorod. Kreml med Michaels-katedralen og monumentet for de faldne fra anden verdenskrig. Ankomst kl. 15.00, afsejling kl. 20.00
Niznij, eller Gorkij, blev grundlagt i 1221

Nizjnij Novgorod kaldes også Gorkij eller i daglig tale Nizjnij. Byen blev grundlagt i 1221 og ligger strategisk ved Volga som forsvars- og fæstningsby mod rytterfolkene fra stepperne. I senmiddelalderen var byen centrum for al handel fra øst. Samtidig er byen et knudepunkt for Ruslands store vandveje. Her mødes floderne Oka og Volga og forener dermed alle vandvejene fra Det Kaspiske Hav, Ural, Centralrusland, Østersøen og Hvidehavet.

Byens tidligere navn, Gorkij, stammer fra proletarforfatteren Maksim Gorkij, der blev født her i 1868. Gorkij blev et sovjetisk ikon, en forfatter, der lod sig rive med af revolutionen og forsvarede den med næb og klør. Han blev en af samfundets privilegerede, nød alle fordelene og satte formentlig kikkerten for det blinde øje med hensyn til sovjetstyrets ugerninger.

I sovjettiden var byen fuldstændig lukket for omverdenen – primært fordi den producerede en bunke af styrets militære isenkram, men det var også behageligt at have et sted, hvor man kunne anbringe de mest kendte dissidenter, uden at de kunne opretholde kontakten med resten af verden.  Fysikeren og nobelprismodtageren Andrej Sakharov var en af dem, der havde den tvivlsomme fornøjelse af et ufrivilligt ophold i byen i seks år indtil 1986.

I 1990’erne fik byen en handelsmæssigt fremtrædende position. I dag er det en dynamisk storby, som også kan tilbyde udenlandske gæster oplevelser med mange facetter.

På vores byrundtur i Nizjnij Novgorod skal vi se den store fæstning, kreml, som rejser sig fra floden med den fine Michaels-katedral og monumentet for de faldne fra anden verdenskrig.

Dag 9
Kazan. Kul Sharif-moskeen og byens fæstning. Ankomst kl. 14.00, afsejling kl. 17.00
Kul Sharif-moskéen i Kazan

Vi når frem til Kazan. På dagens udflugt nyder vi den kosmopolitiske atmosfære i det ældgamle handelscentrum, hvor folk fra alle fire verdenshjørner gjorde forretninger. Ud over enorme ortodokse kirker findes her moskeer, synagoger og katolske kirker.

Vi besøger byens kreml og får lejlighed til at beundre den smukke, nyopførte moske. Siden 1804 har Kazan også været hjemby for Ruslands ældste universitet. Kazan er hovedstad i Tatarstan, som er en af de seks selvstændige republikker i Ruslands baghave mod Sibirien. Indbyggerne er et tyrkisk folkeslag, der nedstammer fra Djengis Khans rytterhære fra 1200-tallet, og gennem mange århundreder er de blevet blandet med russerne. De er verdslige muslimer med deres eget sprog, og der bruges to alfabeter i landet.

Republikken er rig på olie og den befinder sig i politisk godt selskab med Rusland, der køber deres sorte guld. Byens fæstning, som blev indtaget af Ivan den Grusomme i 1552, står hvidkalket og domineres af den fantastiske Kul Sharif-moske, foruden nogle kirker. Den ligger med storslået udsigt over floden.

Dag 10
Ulianovsk, Lenins fødeby. Byrundtur med Lenin-museet Ankomst kl. 9.00, afsejling kl. 18.00
Lenin museet

Den 22. april 1870 fik skoleinspektøren i landsbyen Simbirsk sit tredje barn, Vladimir Iljitj Uljanov, i byen Simbirsk. Dette barn skulle senere komme til at kalde sig Lenin.

I Sovjettiden tog byen navneændring til Uljanovsk efter sit berømte bysbarn og blev et mekka for socialister og kommunister fra hele verden. I dag betyder et besøg i Uljanovsk stadig et besøg i Lenins fødeby. På vores guidede busrundtur ser vi ikke blot det hus, hvor Sovjetunionens “fader” blev født, men også komplekset til minde om Lenin, som er tilegnet hans liv og politiske gerninger. Vi ser også andre bygninger, som har været af betydning for Lenin og hans familie.

Dag 11
Samara. Besøg i Stalins bunker Ankomst kl. 08.30, afsejling kl. 13.00
Besøg i Samara - mærk historiens vingesus her

Når vi sejler ned ad floden, kommer steppen os langsomt i møde, og efterhånden som vi nærmer os Samara, kommer et langt mere bakket landskab frem i horisonten. Byen er opkaldt efter floden af sammen navn, som har sin munding her, og den charmerende bymidte har mange velholdte træhuse. Frem til år 1990 var Samara en lukket by, eftersom der her lå store russiske våbenfabrikker.

I dag er Samaras mest interessante seværdighed en bunker opført af Josef Stalin i 1942, da tyskerne truede Moskva. Vi besøger den naturligvis og mærker historiens vingesus.

Udefra ligner bygningen en offentlig administrationsbygning. Den var frem til 1915 residens for byens borgmester og efterfølgende flyttede Revolutionsrådet ind. Ved siden af fortrappen ligger dog en lav dør, som gemte på en af anden verdenskrigs allerstørste hemmeligheder – den bunker, som Stalin skulle trække sig tilbage til, hvis det skulle lykkedes tyskerne at erobre Moskva. 192 trappetrin fører ned i dybet, hvor der er kontorer, soveværelser m.m.

Dag 12
Saratov. Treenighedskatedralen og pompøse statslige bygninger fra 1800-tallet Ankomst kl. 10.30, afsejling kl. 14.00
Saratov ved Volga

Vi er nået frem til Saratov, der ligger ved Volgas bred i en dal, som er omgivet af lave bjerge. Byen opstod omkring et fort, der blev bygget her i 1590, og den udviklede sig til et betydningsfuldt industri-, kultur- og lærdomscenter. I slutningen af 1800-tallet var den en af Ruslands mest moderne byer. Verdens første menneske i rummet, Jurij Gagarin, boede en overgang i Saratov og studerede på byens universitet, som efterfølgende blev opkaldt efter den berømte kosmonaut, der foretog sin berømte rejse i 1961. Byen har også et museum viet til Gagarin, hvor man kan få hele historien om den russiske rumfarer og hans liv i Saratov.

På trods af Saratovs moderne udseende kan man stadig se spor af fortiden i form af byens ældste kirke, Treenighedskatedralen fra 1600-tallet, og de pompøse statslige bygninger, der blev opført i 1800-tallet. Det stifter vi alt sammen bekendtskab med på vores tur rundt i byen, ligesom vi kommer forbi art deco-markedet, Sobornaya-pladsen og Radishev-kunstmuseet (entré ikke inkluderet), også kendt som “Volga-Eremitagen”. Museet indeholder over 20.000 kunstværker, blandt andet en overvældende samling af ikoner fra de russisk-ortodokse kirker samt malerier af nogle af Ruslands bedste malere.

Efter byrundturen i bus er der mulighed for at gå en tur ned ad Saratov Arbat, gågaden i bymidten, som populært kaldes “Tyskernes Vej” efter de tyskere, som Katarina den Store bragte til landet for at opdyrke jorden for det russiske imperium.

Dag 13
Volgograd (Stalingrad). Byrundtur, besøg ved sejrsmonumentet Mamaev Kurgan med statuen Moderlandet kalder og museet for Slaget ved Stalingrad Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 13.00
Statuen Matrodina er europas højeste, Volgograd

Før skibet lægger til kaj, kan man ane silhuetten af statuen Matrodina (Moderlandet). Statuen ligger på toppen af bakken Mamajev Kurgan og er med sine 85 meter den højeste i Europa. I denne del af byen fandt nogle af de hårdeste kampe sted under anden verdenskrig, og den enorme kvindelige statue er tilegnet ofrene for det afgørende slag om Stalingrad i vinteren 1942-43.

På vores bustur i dag besøger vi bakken, en række andre mindesmærker såvel som byens moderne centrum. Et 120 meter langt maleri viser det berømte slag og er i dag en af de mest udtryksfulde seværdigheder i byen.

Og så skal vi en tur på museum. Det statslige panoramamuseum for Slaget ved Stalingrad. Museet er en hyldest til Ruslands faldne sønner, og det er svært ikke at blive berørt af udstillingen, der viser detaljer fra slaget. Her er tusindvis af udstillingsgenstande: dokumenter, medaljer, våben og personlige ejendele. I forlængelse af museet er der også en gammel mølle fra 1903. Denne ødelagte fem-etagers bygning blev ikke restaureret efter krigen, og den står som et tavst monument over grusomhederne.

Det skal også nævnes, at det er interessant at få den russiske vinkel på slaget, for det er tydeligt at mærke, at museet er en hyldest til det mægtige Rusland, som overvandt den indtrængende fjende.

Dag 14
På Don mod Rostov ved Don
Nyd sejlturen
Vi har en sidste dag på floden, hvor vi glider stille afsted mod en af Ruslands største og mægtigste byer i den sydlige del af landet.
Dag 15
Rostov ved Don. Byrundtur bl.a. til statuen af Karl Marx. Ankomst kl. 15.30
Rostov ved Don - porten til det nordlige Kaukasus

Her ved Don-flodens bred ligger Rostov, som i dag er hovedstaden i det gamle Don-kosak-område. Det startede med at være selvstændigt, og det kom først senere under russisk herredømme. I områdets glansperiode i 1700-tallet var der heftige kampe mellem russiske tropper, tyrkere og Krim-kosakker.

Rostov ved Don er porten til det nordlige Kaukasus. Det er det sydlige Ruslands største og mest kosmopolitiske by samt et vigtigt industrielt centrum. Byen, der gennemskæres af Don-floden, er blevet hyldet i Mikhail Sjolokhovs romaner om den russiske borgerkrig: ”Stille flyder Don”, ”Høst ved Don” og ”Fortællinger fra Don”. Sjolokhov blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1965.

Ca. 40 km fra byens centrum løber Don ud i Det Azovske Hav, som ligger i Sortehavets nordøstlige hjørne. Denne beliggenhed har været med til at gøre Rostov til et vigtigt havne- og handelscentrum for handelen i regionen af samme navn.

Dagens udflugt er en byrundtur ad de brede boulevarder, hvor vi bl.a. kommer forbi den store statue af Karl Marx.

Dag 16
Rostov ved Don og hjemrejse
Det er nu tid til at forlade vores dejlige skib og tage afsked med Rusland. Vi kører til lufthavnen, hvor flyet hjemad venter. Vi lander i Kastrup med kufferten fuld af minder fra en oplevelsesrig rejse.

Prisinformation

Tillæg for opgradering af kahyt
  • Tillæg for kahyt på Upper-dæk kr. 1.298,-
  • Tillæg for kahyt på Boat-dæk kr. 2.298,-
Tillæg for enkeltkahyt
  • Tillæg for enkeltkahyt på Main-dæk kr. 4.998,-
  • Tillæg for enkeltkahyt på Upper-dæk kr. 6.098,-
  • Tillæg for enkeltkahyt på Boat-dæk kr. 8.398,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Skt. Petersborg og Rostov – København
  • Udflugter og entréer jf. program
  • Transport fra lufthavn til skib i Skt. Petersborg og fra skib til lufthavn i Rostov
  • 15 nætters krydstogt på MS Chekhov i delt dobbeltkahyt på Main-dæk
  • Helpension fra aftensmad dag 1 til morgenmad dag 16
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltkahyt eller opgradering af kahyt
  • Visum til Rusland kr. 490,-
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (regn med ca. 50 euro pr. pers.)
  • Drikkepenge til personalet på krydstogtskibet (regn med ca. 130 euro pr. pers.)
  • Personlige fornødenheder
  • Drikkevarer
  • Måltider ud over de nævnte under ”Prisen inkluderer”
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Om MS Chekhov

Generelt er kahytter på flodkrydstogter små og enkelt indrettede

Alle kahytter har eget bad/toilet, aircondition og stort vindue samt enkeltsenge og 220 V stik (europæisk).

Vi arrangerer rejsen med standardkahyt, men med mulighed for at bestille højere kategori mod et tillæg.

Udvendig standardkahyt på Main-dæk

Kahyt på ca. 10 m2 med to senge og et stort vindue.

Udvendig standardkahyt på Upper-dæk

Kahyt på ca. 10 m2 med to senge og et stort vindue.

Udvendig standardkahyt på Boat-dæk

Kahyt på ca. 10 m2 med to senge og et stort vindue.

Forbehold for ændringer

Ændringer i sejlplanen kan forekomme, ligesom de nævnte udflugter kan blive gennemført i en anden rækkefølge end beskrevet. Alle programførte aktiviteter vil dog blive gennemført. I tilfælde af ændringer informerer rejselederen om dette i Rusland.

Besøg i russiske kirker

I russisk-ortodokse kirker er det sædvane, at kvinder dækker håret med et tørklæde. Det kan derfor være en god idé at medbringe et sådant på udflugterne i land. Mænd derimod bør ikke bære hovedbeklædning i kirkerne.

Visum til Rusland

Det koster 490 kr. pr. person at få almindeligt turistvisum til Rusland (4-10 arbejdsdage). Ekspresvisum koster 770 kr. pr. person (1-3 arbejdsdage). Læs mere om proceduren her http://www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/rusland/visum 

Vi gør opmærksom på, at Albatros Travel ikke kan holdes ansvarlig for manglende visum.

 

 

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from Et dejligt flodkrydstogt med masser af oplevelser i land og ombord Turen var spændende og rejselederen meget alvidende. Rejselederen holdt foredrag om Rusland næsten alle dage, så vi blev godt rustede med viden undervejs. Rejselederen arrangerede også udveksling af spørgsmål med en russisk gruppe og med en russisk guide, hvilket var meget interessant.. Skibet viste relaterede film om Rusland om aftenen.
Date published: 2017-11-03
Rated 3 out of 5 by from En regnfuld og kold rejse Rejsen var spændende, og så med skib. Rusland er meget anderledes end Europa
Date published: 2017-11-02
Rated 4 out of 5 by from Spændende med besøg på steder, det ellers kan være vanskeligt at komme til. Smuk flodrejse i det russiske efterår med gyldne birketræer på bredderne. Højdepunkterne var besøget i Samara med Stalins bunker og Volgograd/Stalingrad.
Date published: 2017-10-27
Rated 5 out of 5 by from alle mine forventninger blev opfyldt En sejltur gennem en del af et Rusland, klædt i efterårsfarver så farvestrålende som selve landets overdådige og blodige historie. Rejselederen gav indblik i russisk historie, kultur, nutids forhold o.m.a. på en charmerende og velorienteret måde. Tatiana i stand til at besvare alle spørgsmål, - og til en del irritation for flere af de lokale guider, vidste hun på forhånd ret meget om de forskellige destinationer, så de kom ofte til kort med deres lange forklaringer. Jeg ville gerne give flere stjerner til rejselederens service og kundskaber.
Date published: 2017-10-18
Rated 3 out of 5 by from En skøn flodtur afbrudt af tåbelige byrundture 16 dage i selskab med en flod er betagende. Desværre blev den afbrudt af på forhånd og af krydstogtrederiet arrangerede byrundture, der langt hen ad vejen bød på sindoprivende ligegyldige oplysninger om alt og intet og alt for kort tid til det, der var interessant. Et godt råd vil derfor være: Drop dem og find de gode historier og oplevelser, som findes alle steder.
Date published: 2017-10-17
  • y_2024, m_4, d_22, h_4
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_5
  • loc_da_DK, sid_RUCRI05, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser