Armenien og Georgien - hvor Europa møder Asien

Vi lander i Tbilisi meget tidligt om morgenen, og efter ankomsten kører vi til vores hotel og får nogle timers søvn.

Efter frokost på hotellet er det tid til at se nærmere på byen, der ligger strøget op ad klippesiderne på begge sider af floden Mtkvari. Tbilisi er en gammel by med en historie, der rækker helt tilbage til det 4. århundrede f.Kr. Byen er dog flere gange gennem historien blevet nærmest jævnet med jorden af angribende invasionsstyrker; senest i 1795, hvor Persiens Aga Mohammed Khan brændte byen ned til grunden.

Første stop er Tbilisis Historiske Museum, som har til huse i et restaureret karavanserai, altså herberg for karavanerejsende, fra Silkevejens tid. Her kan vi beundre nogle af museets mere end 50.000 genstande fra forhistorisk tid og op til i dag. Her er både arkæologiske og etnografiske fund, kunstværker, fotos og arkivmateriale.

Vi går herefter en tur i den gamle bydel, der med sine snoede gader og skæve balkoner har en atmosfære af tidligere tiders Kaukasien. Vi stopper ved Metekhi-kirken, der er opført i slutningen af 1200-tallet og genopbygget utallige gange siden da. Allerede i det 5. århundrede lå her er kirke, bygget af Kong Vakhtang Gorgasali (ifølge legenden Tbilisis grundlægger). Her finder man et gravsted for den kvindelige martyr Sankt Shushanik, der blev tortureret til døde af sin mand i 544, fordi hun nægtede at opgive sin tro.   

Vi går nu op til et af byens gamle badehuse, der er bygget direkte oven på en af de varme kilder, der strømmer op fra undergrunden mange steder i Tbilisi. ’Tbili’ betyder da også ’varm’, og vandet holder en temperatur på 38-40 grader. På trods af lugten fra det svovlholdige vand er badehusene stadig populære, og mange tager hertil for at lindre hudlidelser og gigt, få en massage eller bare en hyggestund. Vi tager turen op til toppen af Sololaki-højdedraget, hvor Narikala-fortet troner som taget ud af en eventyrlig ridderroman. Det er byens ældste fort med rødder tilbage til 200-tallet, men som alt andet i Tbilisi er det ødelagt og genopbygget flere gange. Udsigten heroppefra er dog helt intakt, og giver et godt overblik over den gamle bydel.

Turen går nu videre til byens største synagoge samt Sioni-katedralen og byens ældste overlevende kirke, Anchiskhati, der er bygget i 500-tallet. Vi runder turen af med en spadseretur op ad Rustaveli-strøget, den absolutte hovedgade i Tbilisi, hvor parlamentet og flere store museer har adresse. Herefter er der tid på egen hånd, inden vi spiser middag på en restaurant med typiske georgiske retter.

Vi tjekker ud af hotellet og kører mod grænsen til Armenien. Efter at have overstået grænseformaliteterne besøger vi Haghpat-klostret, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Klostret er opført i 900-tallet og er en milepæl i armensk religiøs middelalderarkitektur. Trods tidens tand, jordskælv og angreb fra invasionshære står meget af den oprindelige struktur intakt, for eksempel hovedkirken tilegnet klostrets ophavsmand, Sankt Nishan, og det tre etager høje, fritstående klokketårn.

Herefter sætter vi kursen mod bjergbyen Dilijan i et område, som går under navnet ”Armeniens Schweiz”. Dilijan er en hyggelig by med gamle stenhuse og træudskårne balkoner, og den ligger meget naturskønt ved bredden af Aghstev-floden, omgivet af store skove. I Sovjettiden kom mange kunstnere, musikere og filmskabere for at få arbejdsro og lade inspirationen flyde til sig fra de smukke omgivelser, og den kreative atmosfære hænger stadig ved, selvom byen nu mere besøges af almindelige turister.

Vi fortsætter til Armeniens største sø, Sevan, med et areal på 940 km2. Med sine 1.900 meter over havet er den derudover en af de højest beliggende ferskvandssøer i Eurasien. Når vi kommer, er det ikke til at vide, om søens vand vil være lysende azurblåt eller mørkt blå – eller en nuance derimellem – for farven skifter med vejret og søens egne uransagelige processer. Da man i Sovjettiden inddæmmede Hrazdan-floden, der forsynede søen med vand, og dermed sænkede vandstanden med cirka 20 meter, dukkede 2.000 år gamle bygninger og genstande frem. Siden er vandstanden af miljøhensyn hævet med 2 meter, hvilket har forbedret vandkvaliteten betragteligt. Vi besøger Sevan-klostret, som oprindelig lå på en ø ude i søen; nu er det blevet til en halvø. Den isolerede beliggenhed – og adgang forbudt for kvinder – gjorde klostret velegnet til genopdragelse af munke, der havde veget fra dydens smalle sti.

Turen fortsætter til hovedstaden Jerevan, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Om aftenen spiser vi middag på en typisk jerevansk restaurant.

I dag skal vi se nærmere på Armeniens hovedstad. Jerevan er en af de ældste, kontinuerligt beboede byer i verden, og her har således boet mennesker siden bronzealderen. Nutidens 1,1 million indbyggere forstår at nyde livet; her er en meget udviklet cafékultur og mange teatre, gallerier, koncerthuse og spillesteder. På byrundturen kommer vi forbi Republik-pladsen (tidligere Lenin-pladsen, hvor blandt andet Det Nationale Kunstmuseum ligger), universitetet, den 23 meter høje statue af Moder Armenien, parlamentet, præsidentpaladset, Operaen samt Kaskaden, et mindesmærke for 50-året for det sovjetiske Georgien. Vi besøger Historisk Museum, som blandt andet har en stor arkæologisk samling fra stenalderen og op til middelalderen.

På rundturen ser vi også mindesmærket for det armenske folkemord. Kongeriget Armenien blev etableret allerede i det 6. århundrede f.Kr., og i år 301 blev kristendommen statsreligion. I 1500-tallet blev Armenien delt mellem Persien og osmannerne, og som en kristen minoritet i Det Osmanniske Rige var armenierne ofre for diskrimination. Dette tog til under sultan Abdülhamid II, hvor 80.000-300.000 armeniere blev forfulgt og myrdet i årene 1894-96. Efter denne optakt satte folkemordet for alvor ind i 1915 med fængslingen og mordet på 250 armenske intellektuelle. Derefter fulgte massakrer, hvor hele landsbyer blev myrdet, og man skønner, at omkring 1 million armeniere døde mellem 1915-17, og mange tusinde blev drevet på flugt. Især Frankrig og USA har en stor armensk befolkningsgruppe som følge af den etniske udrensning.

Efter denne barske historie kan vi sunde os med en tur på byens centralmarked; en højloftet, nærmest katedral-agtig markedshal, hvor lokalt producerede fødevarer falbydes fra et utal af boder. Herefter har du tid til at udforske byen lidt mere på egen hånd. Man kan for eksempel tage hen til området omkring det smukke operahus, hvor mange af byens beboere om aftenen lufter børnene og/eller hygger sig på en af de mange caféer. Caféliv er der også meget af omkring Republik-pladsen, hvor man også kan lade sig underholde af ”det syngende springvand”, som med lys og forskellige springvandsserier akkompagnerer klassisk musik. Endelig kan man også spadsere ned ad byens nye store gågade, Den Nordlige Avenue, som stod færdig i 2007. Her er butikker og caféer nok til mange timers underholdning! Vi mødes igen om aftenen og spiser middag på en af byens restauranter.

Den apostolske armenske kirke har sit administrative – og spirituelle – centrum i Etjmiadzin, som også var landets hovedstad fra år 180-340. Det var ifølge legenden her, Gregorius Illuminator i et syn så en guddommelig lysstråle komme ned fra himlen. Han byggede herefter Armeniens første nationalkirke, hvor lysstrålen ramte, og han tilskrives æren for at have omvendt armenierne til kristendommen i år 301. Det er altså ikke en hvilken som helst kirke, vi skal besøge i dag. Der er ikke meget tilbage af de oprindelige strukturer fra 300-tallet, og katedralen er gen- og ombygget mange gange, uden at den dog har mistet noget i hellighed ved det. Kirkerummet er omkring 20 x 20 meter, og i midten står altret – der, hvor Gregorius så lysstrålen ramme. Der er også tid til at besøge katedralens museum, hvor vi blandt andre relikvier kan se det berømte romerske spyd, som skulle være stukket i Jesus.     

Vi fortsætter herfra til den lille landsby Khachpar, hvor vi skal besøge Art Takard centeret, hvor mange af Armeniens bedste skulptører udstiller deres værker. Vi får en rundvisning i det levende værksted og hører nærmere om livet som kunstner i det moderne Armenien.

Vi returnerer til Jerevan, hvor resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd medmindre man har lyst til at deltage i en tur til byens bedste Brandydestilleri. Armeniens nationaldrik er brandy, som er produceret i landet siden 1887, hvor det første destilleri blev åbnet. Om eftermiddagen er det muligt at besøge det mest berømte destilleri, Ararat, hvor vi får en rundtur og en smagsprøve på de gyldne dråber. Selveste Winston Churchill foretrak armensk brandy frem for den franske cognac, og det siges, at Stalin plejede at sende ham kasser af Ararat-brandy. (Besøg ved brandydestilleri er ikke inkluderet i rejsens pris, men kan arrangeres af rejseleder på destinationen og vil som regel finde sted kl.16)

Armeniens nationaldrik er brandy, som er produceret i landet siden 1887, hvor det første destilleri blev åbnet. I dag besøger vi det mest berømte destilleri, Ararat, hvor vi får en rundtur og en smagsprøve på de gyldne dråber. Selveste Winston Churchill foretrak armensk brandy frem for den franske cognac, og det siges, at Stalin plejede at sende ham kasser af Ararat-brandy.

Turen fortsætter til Garni-templet, et hellenistisk tempel tilegnet solguden Mitra i det 1. århundrede e.Kr. Efter den nationale overgang til kristendommen blev templet brugt som sommerresidens for de armenske kongelige, som også anlagde en kirke og et badehus, som vi nu kan se ruinerne af. Blandt andet har badehuset en meget smuk mosaik lavet af natursten i 15 nuancer.

Så er der blevet tid til frokost, og den indtages i en hyggelig have tilhørende en lokal familie. De vil også demonstrere, hvordan man laver lavash, det lokale fladbrød, der bages i lerovne.

Det UNESCO-fredede Geghard-kloster er næste punkt på dagens program, og alene klostrets dramatiske placering i en kløft, med klipper, der tårner sig op på begge sider, er en oplevelse for øjet. Det oprindelige kloster blev anlagt i det 4. århundrede – ifølge overleveringen af selveste Gregorius Illuminator  – hvor en hellig kilde sprang frem i en grotte. En del af anlægget er da også hugget ind i klippen, både regulære kirkerum og mindre hulrum, foruden mange afbildninger af kors. Klostret blev dog plyndret og brændt ned til grunden i det 9. århundrede, og den nyværende hovedkirke er fra 1215. ’Geghard’ betyder ’spyd’ og refererer til det spyd, Jesus blev stukket med på korset, og som siges at have hørt til klostrets relikviesamling. Spyddet er nu, som vi så i går, udstillet i Etjmiadzin-katedralen.

Vi vender tilbage til Jerevan og runder turen af ved Matenadaran, hvis officielle navn er Mesrop Mashtots Institut for Antikke Manuskripter. Denne blanding af museum og forskningsinstitut har en imponerende samling af bøger og manuskripter fra middelalderen, blandt andet den første bibel skrevet på armensk.

Vi siger farvel til Armenien med en afskedsmiddag på en traditionel armensk restaurant med folkemusik.

Vi forlader Jerevan og sætter kursen nordpå. Undervejs besøger vi ruinerne af Amberd-fortet, der engang var en af de primære forsvarsbastioner i Det Armenske Kongerige. Det, vi ser i dag, er resterne af en bygning fra 600-tallet, men på stedet har der været endnu ældre konstruktioner.

Vi fortsætter mod grænsen til Georgien, som vi krydser ved byen Sadakhlo. Når vi har overstået grænseformaliteterne, kører vi direkte til Tbilisi og tjekker ind på vores hotel. Resten af dagen er til fri disposition.

Kristendommen blev statsreligion i Georgien i år 317, 14 år efter Armenien. Kirkerne i området omkring byen Mtskheta hører til de ældste og vigtigste i hele Georgien, og UNESCO har anerkendt kirkernes betydning med en plads på verdensarvlisten. Det gælder for eksempel Jvari-klostret, som ligger oppe på en bakketop med smuk udsigt over byen og floden Mtkvari, der slynger sig nedenfor. Det lille kloster er bygget i det tidlige 600-tal på et helligt sted, hvor enten Sankt Nino (en kvindelig evangelist) eller kong Mirian, som hun omvendte til kristendommen, satte et stort trækors. Bygningen er strengt symmetrisk, udlagt i en korsform med ekstra rum mellem ’armene’, så hele grundplanen bliver oktagonal.

Inde i Mtskheta by finder vi Svetitskhoveli-katedralen, der er den næststørste kirke i hele Georgien og en af de vigtigste. Ærkebiskoppen af Mtskheta og Tbilisi har sit sæde her, og selveste Jesu kjortel siges at være begravet under kirken! Den oprindelige trækirke fra 300-tallet blev efter omkring 100 år erstattet af en stenkirke, som man endnu kan se resterne af i den nuværende konstruktion, der er fra 1000-tallet. Katedralen har været enorm for sin tid, og den er smykket med udskæringer både ude og inde.

Vi fortsætter op ad Mtkvari-floden til en anden slags (af)gudsdyrkelse: museet for Josef Stalin i hans fødeby, Gori. Overdækket af en pavillon i græsk-romersk stil ligger det ydmyge hus, hvor Stalin – dengang Ioseb Besarionis dze Jugashvili – tilbragte sine første fire leveår. Museet ligger ved siden af, og da det blev bygget i 1957, var det som en hyldest til den nyligt afdøde leder af USSR. Efter Georgiens selvstændighed er skønmaleriet dog blevet nuanceret en smule, og udstillingen berører nu også udrensningerne og den politiske forfølgelse, Gulag og pagten med Hitler i 1939. Et vigtigt kapitel i verdenshistorien set gennem en nøglepersons livshistorie. 

Turen fortsætter til oldtidsbyen Uplistsikhe, der er hugget direkte ud af klippen. Fra det 6. århundrede f.Kr. til 1. århundrede e.Kr. var byen et førkristent religiøst centrum, hvor solgudinden blev dyrket. Efter den arabiske invasion i området i 645 blev Uplistsikhe residens for de kristne konger, som overtog de hedenske templer og lavede dem om til kirker. Her fik byen sin storhedstid og husede på et tidspunkt hele 20.000 mennesker. Det, vi ser i dag, er dog mindre end halvdelen af den oprindelige by. Den blev nemlig godt og grundigt ødelagt af mongolerne i 1240, og nu er kun resterne af den inderste bykerne tilbage. Vi kan dog stadig beundre det arbejde, der er lagt i udformningen af grotte-rummene for mere end 2.500 år siden.

Vi kører tilbage til vores hotel i Tbilisi og spiser middag på en restaurant ude i byen.

I dag går turen igen ud af Tbilisi, for vi skal besøge en af områdets kønneste byer: den lille Signagi, der ligger på en bakketop med udsigt over Alazani-dalen og Kaukasus i det fjerne. Her er smalle, stejle, brolagte gader og pastelfarvede huse fra 17- og 1800-tallet med udskårne træbalkoner. Den gamle bymur fra 1700-tallet er stadig intakt, og man kan gå en lille tur oven på den.

Vi besøger byens etnografiske museum og Bodbe-klostret, hvor Sankt Nino (hende, der omvendte kong Mirian til kristendommen) ligger begravet. Klostret ligger meget smukt på en stejl skråning over Alazani-dalen, omgivet af høje cypresser – og som et af de få klostre, vi har set på rejsen, fungerer dette stadig som kloster. Her bor omkring 30 nonner, der har været medvirkende i den store restaurering, klostret har gennemgået de senere år.

Der er blevet lavet vin i Georgien de sidste 7.000 år, og særligt i Kakheti-regionen præger vinmarkerne landskabet. Den traditionelle metode er at lade druesaften gære i lerpotter, som er nedsænket i jorden, men inden for de senere år har både druesorter og produktionsmetoder fra Europa vundet indpas – uden dog at udkonkurrere de gamle. Vi besøger en traditionel vingård i området, inden vi vender tilbage til Tbilisi. Aftenens middag spises på en traditionel georgisk restaurant.

I dag kører vi op mod Kaukasus-bjergene ad den såkaldte Georgiske Militærhovedvej, der blev anlagt i det svære bjergterræn i 1800-tallet, da Georgien blev besat af Rusland. Trods vejens lidt ucharmerende navn er køreturen en meget naturskøn oplevelse, hvor vi kører opad i de storslåede bjerglandskaber.

Første stop er bjergbyen Stepantsminda (tidligere kaldt Kazbegi), hvor der er tid til at gå en lille tur og nyde den imponerende udsigt til Kazbek-bjerget. Vores videre vej er for snørklet og stejl til buskørsel, så vi skifter til firehjulstrækkere og sætter kursen mod Den Hellige Treenighedskirke eller Tsminda Sameba, som den også kaldes. Kirken ligger helt isoleret på en bjergtop i det mægtige, øde Kaukasus-landskab, og den bjergtagende(!) beliggenhed har gjort kirken til et nationalsymbol for Georgien.

Næste stop er Ananuri-fortet, der ligger lige ved Jinvari-reservoiret. Fortet tilhørte hertugerne af Aragvi, der regerede området fra 1200-tallet til 1739, hvor angribere fra et rivaliserende hertugdømme massakrerede alle på fortet. De sidste medlemmer af Aragvi-slægten omkom oppe i det kvadratiske borgtårn, som det er muligt at gå op i. På fortets område ligger også to kirker fra 1600-tallet, hvori nogle af hertugerne er begravet.

Vi bevæger os nedad igen og stopper ved vinslottet Chateau Mukhrani. Slottet er opført af prins Ivane Mukhrani i 1873-85, der efter en rejse til de franske vindistrikter Bordeaux og Champagne begyndte at producere vin på ejendommen. Mukhrani-vinene var meget berømmede i deres tid, og i 2003 satte en gruppe igangsættere sig for at genoplive vinslottets storhed. Efter en rundvisning og en vinsmagning kører vi tilbage til Tbilisi, hvor resten af dagen er til fri disposition.

Om aftenen mødes vi på en restaurant og spiser en traditionel georgisk middag – vores sidste – inden morgenens hjemrejse.

Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen og flyver hjem til Danmark.