Armenien og Georgien - hvor Europa møder Asien

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Tusindårige kristne klostre, bjergtagende natur, solide mad- og vintraditioner og de charmerende storbyer Jerevan og Tbilisi

Kaukasus venter med åbne arme – samt smukke bjerge, grønne dale, vinmarker, ældgamle kirker og stor gæstfrihed: ”Enhver gæst er sendt fra Gud”, som et georgisk ordsprog lyder.

Georgien og Armenien er ikke alene de ældste kristne lande i verden, men har også en lang førkristen kulturhistorie. På denne Albatrosrejse kombineres historien med store naturoplevelser, da de UNESCO-fredede højdepunkter, som fx klostrene Geghard, Haghpat og Jvari, alle ligger billedskønt i landskaberne.

Rejsen byder også på hovedstæder med moderne storbyliv, hvor man kan udforske Jerevans cafékultur og butikker og spise godt i Tbilisis store udvalg af restauranter. Og selvfølgelig smager vi også på landenes flydende specialiteter: vin og brandy, bl.a. med besøg på et hæderkronet vinslot og et destilleri.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Armenske dram og georgiske lari

Dagsprogram 11 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Tbilisi, Georgien. Byrundtur m. Tbilisis Historiske Museum, Metekhi-kirken, badehuse og Narikala-fortet
Dag 3
Tbilisi – det UNESCO-fredede Haghpat-kloster – bjergbyen Dilijan – Sevan-søen – Jerevan, Armenien
Dag 4
Jerevan. Byrundtur m. Historisk Museum, Republik-pladsen, Operaen, Kaskaden og mindesmærket for det armenske folkemord
Dag 5
Udflugt til Etjmiadzin og besøg hos lokale kunstnere, tid på egen hånd, samt mulighed for besøg på brandydestilleri. Ca. 50 km
Dag 6
Udflugt til brandydestilleri, Garni-templet, det UNESCO-fredede Geghard-kloster og Matenadaran
Dag 7
Jerevan – Amberd-fortet – Tbilisi, Georgien
Dag 8
Udflugt til Mtskheta. Jvari-klostret, Svetitskhoveli-katedralen samt Stalin-museet og oldtidsbyen Uplistsikhe
Dag 9
Udflugt til bjergbyen Signagi, Bodbe-klostret og traditionel vinproduktion
Dag 10
Udflugt til bjergene m. Ananuri-fortet, firehjulstrækkere til Treenighedskirken ved Kazbegi og besøg på vinslot
Dag 11
Tbilisi – København

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Tbilisi, Georgien. Byrundtur m. Tbilisis Historiske Museum, Metekhi-kirken, badehuse og Narikala-fortet
Badehuse i Tbilisi, Georgien

Vi lander i Tbilisi meget tidligt om morgenen, og efter ankomsten kører vi til vores hotel og får nogle timers søvn.

Efter frokost på hotellet er det tid til at se nærmere på byen, der ligger strøget op ad klippesiderne på begge sider af floden Mtkvari. Tbilisi er en gammel by med en historie, der rækker helt tilbage til det 4. århundrede f.Kr. Byen er dog flere gange gennem historien blevet nærmest jævnet med jorden af angribende invasionsstyrker; senest i 1795, hvor Persiens Aga Mohammed Khan brændte byen ned til grunden.

Første stop er Tbilisis Historiske Museum, som har til huse i et restaureret karavanserai, altså herberg for karavanerejsende, fra Silkevejens tid. Her kan vi beundre nogle af museets mere end 50.000 genstande fra forhistorisk tid og op til i dag. Her er både arkæologiske og etnografiske fund, kunstværker, fotos og arkivmateriale.

Vi går herefter en tur i den gamle bydel, der med sine snoede gader og skæve balkoner har en atmosfære af tidligere tiders Kaukasien. Vi stopper ved Metekhi-kirken, der er opført i slutningen af 1200-tallet og genopbygget utallige gange siden da. Allerede i det 5. århundrede lå her er kirke, bygget af Kong Vakhtang Gorgasali (ifølge legenden Tbilisis grundlægger). Her finder man et gravsted for den kvindelige martyr Sankt Shushanik, der blev tortureret til døde af sin mand i 544, fordi hun nægtede at opgive sin tro.   

Vi går nu op til et af byens gamle badehuse, der er bygget direkte oven på en af de varme kilder, der strømmer op fra undergrunden mange steder i Tbilisi. ’Tbili’ betyder da også ’varm’, og vandet holder en temperatur på 38-40 grader. På trods af lugten fra det svovlholdige vand er badehusene stadig populære, og mange tager hertil for at lindre hudlidelser og gigt, få en massage eller bare en hyggestund. Vi tager turen op til toppen af Sololaki-højdedraget, hvor Narikala-fortet troner som taget ud af en eventyrlig ridderroman. Det er byens ældste fort med rødder tilbage til 200-tallet, men som alt andet i Tbilisi er det ødelagt og genopbygget flere gange. Udsigten heroppefra er dog helt intakt, og giver et godt overblik over den gamle bydel.

Turen går nu videre til byens største synagoge samt Sioni-katedralen og byens ældste overlevende kirke, Anchiskhati, der er bygget i 500-tallet. Vi runder turen af med en spadseretur op ad Rustaveli-strøget, den absolutte hovedgade i Tbilisi, hvor parlamentet og flere store museer har adresse. Herefter er der tid på egen hånd, inden vi spiser middag på en restaurant med typiske georgiske retter.

Dag 3
Tbilisi – det UNESCO-fredede Haghpat-kloster – bjergbyen Dilijan – Sevan-søen – Jerevan, Armenien
Sevan-klostret ved Sevan-søen, Armenien

Vi tjekker ud af hotellet og kører mod grænsen til Armenien. Efter at have overstået grænseformaliteterne besøger vi Haghpat-klostret, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Klostret er opført i 900-tallet og er en milepæl i armensk religiøs middelalderarkitektur. Trods tidens tand, jordskælv og angreb fra invasionshære står meget af den oprindelige struktur intakt, for eksempel hovedkirken tilegnet klostrets ophavsmand, Sankt Nishan, og det tre etager høje, fritstående klokketårn.

Herefter sætter vi kursen mod bjergbyen Dilijan i et område, som går under navnet ”Armeniens Schweiz”. Dilijan er en hyggelig by med gamle stenhuse og træudskårne balkoner, og den ligger meget naturskønt ved bredden af Aghstev-floden, omgivet af store skove. I Sovjettiden kom mange kunstnere, musikere og filmskabere for at få arbejdsro og lade inspirationen flyde til sig fra de smukke omgivelser, og den kreative atmosfære hænger stadig ved, selvom byen nu mere besøges af almindelige turister.

Vi fortsætter til Armeniens største sø, Sevan, med et areal på 940 km2. Med sine 1.900 meter over havet er den derudover en af de højest beliggende ferskvandssøer i Eurasien. Når vi kommer, er det ikke til at vide, om søens vand vil være lysende azurblåt eller mørkt blå – eller en nuance derimellem – for farven skifter med vejret og søens egne uransagelige processer. Da man i Sovjettiden inddæmmede Hrazdan-floden, der forsynede søen med vand, og dermed sænkede vandstanden med cirka 20 meter, dukkede 2.000 år gamle bygninger og genstande frem. Siden er vandstanden af miljøhensyn hævet med 2 meter, hvilket har forbedret vandkvaliteten betragteligt. Vi besøger Sevan-klostret, som oprindelig lå på en ø ude i søen; nu er det blevet til en halvø. Den isolerede beliggenhed – og adgang forbudt for kvinder – gjorde klostret velegnet til genopdragelse af munke, der havde veget fra dydens smalle sti.

Turen fortsætter til hovedstaden Jerevan, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Om aftenen spiser vi middag på en typisk jerevansk restaurant.

Dag 4
Jerevan. Byrundtur m. Historisk Museum, Republik-pladsen, Operaen, Kaskaden og mindesmærket for det armenske folkemord
Republik-pladsen i Jerevan, Armenien

I dag skal vi se nærmere på Armeniens hovedstad. Jerevan er en af de ældste, kontinuerligt beboede byer i verden, og her har således boet mennesker siden bronzealderen. Nutidens 1,1 million indbyggere forstår at nyde livet; her er en meget udviklet cafékultur og mange teatre, gallerier, koncerthuse og spillesteder. På byrundturen kommer vi forbi Republik-pladsen (tidligere Lenin-pladsen, hvor blandt andet Det Nationale Kunstmuseum ligger), universitetet, den 23 meter høje statue af Moder Armenien, parlamentet, præsidentpaladset, Operaen samt Kaskaden, et mindesmærke for 50-året for det sovjetiske Georgien. Vi besøger Historisk Museum, som blandt andet har en stor arkæologisk samling fra stenalderen og op til middelalderen.

På rundturen ser vi også mindesmærket for det armenske folkemord. Kongeriget Armenien blev etableret allerede i det 6. århundrede f.Kr., og i år 301 blev kristendommen statsreligion. I 1500-tallet blev Armenien delt mellem Persien og osmannerne, og som en kristen minoritet i Det Osmanniske Rige var armenierne ofre for diskrimination. Dette tog til under sultan Abdülhamid II, hvor 80.000-300.000 armeniere blev forfulgt og myrdet i årene 1894-96. Efter denne optakt satte folkemordet for alvor ind i 1915 med fængslingen og mordet på 250 armenske intellektuelle. Derefter fulgte massakrer, hvor hele landsbyer blev myrdet, og man skønner, at omkring 1 million armeniere døde mellem 1915-17, og mange tusinde blev drevet på flugt. Især Frankrig og USA har en stor armensk befolkningsgruppe som følge af den etniske udrensning.

Efter denne barske historie kan vi sunde os med en tur på byens centralmarked; en højloftet, nærmest katedral-agtig markedshal, hvor lokalt producerede fødevarer falbydes fra et utal af boder. Herefter har du tid til at udforske byen lidt mere på egen hånd. Man kan for eksempel tage hen til området omkring det smukke operahus, hvor mange af byens beboere om aftenen lufter børnene og/eller hygger sig på en af de mange caféer. Caféliv er der også meget af omkring Republik-pladsen, hvor man også kan lade sig underholde af ”det syngende springvand”, som med lys og forskellige springvandsserier akkompagnerer klassisk musik. Endelig kan man også spadsere ned ad byens nye store gågade, Den Nordlige Avenue, som stod færdig i 2007. Her er butikker og caféer nok til mange timers underholdning! Vi mødes igen om aftenen og spiser middag på en af byens restauranter.

 

Dag 5
Udflugt til Etjmiadzin og besøg hos lokale kunstnere, tid på egen hånd, samt mulighed for besøg på brandydestilleri. Ca. 50 km
Khor Virap-kirken med Ararat-bjerget i baggrunden

Den apostolske armenske kirke har sit administrative – og spirituelle – centrum i Etjmiadzin, som også var landets hovedstad fra år 180-340. Det var ifølge legenden her, Gregorius Illuminator i et syn så en guddommelig lysstråle komme ned fra himlen. Han byggede herefter Armeniens første nationalkirke, hvor lysstrålen ramte, og han tilskrives æren for at have omvendt armenierne til kristendommen i år 301. Det er altså ikke en hvilken som helst kirke, vi skal besøge i dag. Der er ikke meget tilbage af de oprindelige strukturer fra 300-tallet, og katedralen er gen- og ombygget mange gange, uden at den dog har mistet noget i hellighed ved det. Kirkerummet er omkring 20 x 20 meter, og i midten står altret – der, hvor Gregorius så lysstrålen ramme. Der er også tid til at besøge katedralens museum, hvor vi blandt andre relikvier kan se det berømte romerske spyd, som skulle være stukket i Jesus.     

Vi fortsætter herfra til den lille landsby Khachpar, hvor vi skal besøge Art Takard centeret, hvor mange af Armeniens bedste skulptører udstiller deres værker. Vi får en rundvisning i det levende værksted og hører nærmere om livet som kunstner i det moderne Armenien.

Vi returnerer til Jerevan, hvor resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd medmindre man har lyst til at deltage i en tur til byens bedste Brandydestilleri. Armeniens nationaldrik er brandy, som er produceret i landet siden 1887, hvor det første destilleri blev åbnet. Om eftermiddagen er det muligt at besøge det mest berømte destilleri, Ararat, hvor vi får en rundtur og en smagsprøve på de gyldne dråber. Selveste Winston Churchill foretrak armensk brandy frem for den franske cognac, og det siges, at Stalin plejede at sende ham kasser af Ararat-brandy. (Besøg ved brandydestilleri er ikke inkluderet i rejsens pris, men kan arrangeres af rejseleder på destinationen og vil som regel finde sted kl.16)

Dag 6
Udflugt til brandydestilleri, Garni-templet, det UNESCO-fredede Geghard-kloster og Matenadaran
Frokost i det fri

Armeniens nationaldrik er brandy, som er produceret i landet siden 1887, hvor det første destilleri blev åbnet. I dag besøger vi det mest berømte destilleri, Ararat, hvor vi får en rundtur og en smagsprøve på de gyldne dråber. Selveste Winston Churchill foretrak armensk brandy frem for den franske cognac, og det siges, at Stalin plejede at sende ham kasser af Ararat-brandy.

Turen fortsætter til Garni-templet, et hellenistisk tempel tilegnet solguden Mitra i det 1. århundrede e.Kr. Efter den nationale overgang til kristendommen blev templet brugt som sommerresidens for de armenske kongelige, som også anlagde en kirke og et badehus, som vi nu kan se ruinerne af. Blandt andet har badehuset en meget smuk mosaik lavet af natursten i 15 nuancer.

Så er der blevet tid til frokost, og den indtages i en hyggelig have tilhørende en lokal familie. De vil også demonstrere, hvordan man laver lavash, det lokale fladbrød, der bages i lerovne.

Det UNESCO-fredede Geghard-kloster er næste punkt på dagens program, og alene klostrets dramatiske placering i en kløft, med klipper, der tårner sig op på begge sider, er en oplevelse for øjet. Det oprindelige kloster blev anlagt i det 4. århundrede – ifølge overleveringen af selveste Gregorius Illuminator  – hvor en hellig kilde sprang frem i en grotte. En del af anlægget er da også hugget ind i klippen, både regulære kirkerum og mindre hulrum, foruden mange afbildninger af kors. Klostret blev dog plyndret og brændt ned til grunden i det 9. århundrede, og den nyværende hovedkirke er fra 1215. ’Geghard’ betyder ’spyd’ og refererer til det spyd, Jesus blev stukket med på korset, og som siges at have hørt til klostrets relikviesamling. Spyddet er nu, som vi så i går, udstillet i Etjmiadzin-katedralen.

Vi vender tilbage til Jerevan og runder turen af ved Matenadaran, hvis officielle navn er Mesrop Mashtots Institut for Antikke Manuskripter. Denne blanding af museum og forskningsinstitut har en imponerende samling af bøger og manuskripter fra middelalderen, blandt andet den første bibel skrevet på armensk.

Vi siger farvel til Armenien med en afskedsmiddag på en traditionel armensk restaurant med folkemusik.

Dag 7
Jerevan – Amberd-fortet – Tbilisi, Georgien
Detalje fra badehus, Tbilisi

Vi forlader Jerevan og sætter kursen nordpå. Undervejs besøger vi ruinerne af Amberd-fortet, der engang var en af de primære forsvarsbastioner i Det Armenske Kongerige. Det, vi ser i dag, er resterne af en bygning fra 600-tallet, men på stedet har der været endnu ældre konstruktioner.

Vi fortsætter mod grænsen til Georgien, som vi krydser ved byen Sadakhlo. Når vi har overstået grænseformaliteterne, kører vi direkte til Tbilisi og tjekker ind på vores hotel. Resten af dagen er til fri disposition.

Dag 8
Udflugt til Mtskheta. Jvari-klostret, Svetitskhoveli-katedralen samt Stalin-museet og oldtidsbyen Uplistsikhe
Stalins fødehjem i Gori

Kristendommen blev statsreligion i Georgien i år 317, 14 år efter Armenien. Kirkerne i området omkring byen Mtskheta hører til de ældste og vigtigste i hele Georgien, og UNESCO har anerkendt kirkernes betydning med en plads på verdensarvlisten. Det gælder for eksempel Jvari-klostret, som ligger oppe på en bakketop med smuk udsigt over byen og floden Mtkvari, der slynger sig nedenfor. Det lille kloster er bygget i det tidlige 600-tal på et helligt sted, hvor enten Sankt Nino (en kvindelig evangelist) eller kong Mirian, som hun omvendte til kristendommen, satte et stort trækors. Bygningen er strengt symmetrisk, udlagt i en korsform med ekstra rum mellem ’armene’, så hele grundplanen bliver oktagonal.

Inde i Mtskheta by finder vi Svetitskhoveli-katedralen, der er den næststørste kirke i hele Georgien og en af de vigtigste. Ærkebiskoppen af Mtskheta og Tbilisi har sit sæde her, og selveste Jesu kjortel siges at være begravet under kirken! Den oprindelige trækirke fra 300-tallet blev efter omkring 100 år erstattet af en stenkirke, som man endnu kan se resterne af i den nuværende konstruktion, der er fra 1000-tallet. Katedralen har været enorm for sin tid, og den er smykket med udskæringer både ude og inde.

Vi fortsætter op ad Mtkvari-floden til en anden slags (af)gudsdyrkelse: museet for Josef Stalin i hans fødeby, Gori. Overdækket af en pavillon i græsk-romersk stil ligger det ydmyge hus, hvor Stalin – dengang Ioseb Besarionis dze Jugashvili – tilbragte sine første fire leveår. Museet ligger ved siden af, og da det blev bygget i 1957, var det som en hyldest til den nyligt afdøde leder af USSR. Efter Georgiens selvstændighed er skønmaleriet dog blevet nuanceret en smule, og udstillingen berører nu også udrensningerne og den politiske forfølgelse, Gulag og pagten med Hitler i 1939. Et vigtigt kapitel i verdenshistorien set gennem en nøglepersons livshistorie. 

Turen fortsætter til oldtidsbyen Uplistsikhe, der er hugget direkte ud af klippen. Fra det 6. århundrede f.Kr. til 1. århundrede e.Kr. var byen et førkristent religiøst centrum, hvor solgudinden blev dyrket. Efter den arabiske invasion i området i 645 blev Uplistsikhe residens for de kristne konger, som overtog de hedenske templer og lavede dem om til kirker. Her fik byen sin storhedstid og husede på et tidspunkt hele 20.000 mennesker. Det, vi ser i dag, er dog mindre end halvdelen af den oprindelige by. Den blev nemlig godt og grundigt ødelagt af mongolerne i 1240, og nu er kun resterne af den inderste bykerne tilbage. Vi kan dog stadig beundre det arbejde, der er lagt i udformningen af grotte-rummene for mere end 2.500 år siden.

Vi kører tilbage til vores hotel i Tbilisi og spiser middag på en restaurant ude i byen.

Dag 9
Udflugt til bjergbyen Signagi, Bodbe-klostret og traditionel vinproduktion
Georgien har en lang vin-tradition

I dag går turen igen ud af Tbilisi, for vi skal besøge en af områdets kønneste byer: den lille Signagi, der ligger på en bakketop med udsigt over Alazani-dalen og Kaukasus i det fjerne. Her er smalle, stejle, brolagte gader og pastelfarvede huse fra 17- og 1800-tallet med udskårne træbalkoner. Den gamle bymur fra 1700-tallet er stadig intakt, og man kan gå en lille tur oven på den.

Vi besøger byens etnografiske museum og Bodbe-klostret, hvor Sankt Nino (hende, der omvendte kong Mirian til kristendommen) ligger begravet. Klostret ligger meget smukt på en stejl skråning over Alazani-dalen, omgivet af høje cypresser – og som et af de få klostre, vi har set på rejsen, fungerer dette stadig som kloster. Her bor omkring 30 nonner, der har været medvirkende i den store restaurering, klostret har gennemgået de senere år.

Der er blevet lavet vin i Georgien de sidste 7.000 år, og særligt i Kakheti-regionen præger vinmarkerne landskabet. Den traditionelle metode er at lade druesaften gære i lerpotter, som er nedsænket i jorden, men inden for de senere år har både druesorter og produktionsmetoder fra Europa vundet indpas – uden dog at udkonkurrere de gamle. Vi besøger en traditionel vingård i området, inden vi vender tilbage til Tbilisi. Aftenens middag spises på en traditionel georgisk restaurant.

Dag 10
Udflugt til bjergene m. Ananuri-fortet, firehjulstrækkere til Treenighedskirken ved Kazbegi og besøg på vinslot
Georgiske specialiteter

I dag kører vi op mod Kaukasus-bjergene ad den såkaldte Georgiske Militærhovedvej, der blev anlagt i det svære bjergterræn i 1800-tallet, da Georgien blev besat af Rusland. Trods vejens lidt ucharmerende navn er køreturen en meget naturskøn oplevelse, hvor vi kører opad i de storslåede bjerglandskaber.

Første stop er bjergbyen Stepantsminda (tidligere kaldt Kazbegi), hvor der er tid til at gå en lille tur og nyde den imponerende udsigt til Kazbek-bjerget. Vores videre vej er for snørklet og stejl til buskørsel, så vi skifter til firehjulstrækkere og sætter kursen mod Den Hellige Treenighedskirke eller Tsminda Sameba, som den også kaldes. Kirken ligger helt isoleret på en bjergtop i det mægtige, øde Kaukasus-landskab, og den bjergtagende(!) beliggenhed har gjort kirken til et nationalsymbol for Georgien.

Næste stop er Ananuri-fortet, der ligger lige ved Jinvari-reservoiret. Fortet tilhørte hertugerne af Aragvi, der regerede området fra 1200-tallet til 1739, hvor angribere fra et rivaliserende hertugdømme massakrerede alle på fortet. De sidste medlemmer af Aragvi-slægten omkom oppe i det kvadratiske borgtårn, som det er muligt at gå op i. På fortets område ligger også to kirker fra 1600-tallet, hvori nogle af hertugerne er begravet.

Vi bevæger os nedad igen og stopper ved vinslottet Chateau Mukhrani. Slottet er opført af prins Ivane Mukhrani i 1873-85, der efter en rejse til de franske vindistrikter Bordeaux og Champagne begyndte at producere vin på ejendommen. Mukhrani-vinene var meget berømmede i deres tid, og i 2003 satte en gruppe igangsættere sig for at genoplive vinslottets storhed. Efter en rundvisning og en vinsmagning kører vi tilbage til Tbilisi, hvor resten af dagen er til fri disposition.

Om aftenen mødes vi på en restaurant og spiser en traditionel georgisk middag – vores sidste – inden morgenens hjemrejse.

Dag 11
Tbilisi – København
Tbilisi by night

Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen og flyver hjem til Danmark.

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 2.998,-
Prisen inkluderer
• Dansk rejseleder.
• Fly København – Tbilisi t/r.
• Udflugter jf. program.
• Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse.
• Halvpension.
• Skatter og afgifter.
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris.
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring.
• Eventuelle ekstra arrangementer.
• Tillæg for enkeltværelse.
• Drikkevarer.
• Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. 60 USD).
• Personlige fornødenheder.
• Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
• Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”.

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Der er ikke mulighed for tilslutningsfly.

Indkvartering

Vi bor på hoteller med de mest almindelige bekvemmeligheder. Hotellerne er valgt ud fra deres beliggenhed og hyggelige atmosfære.  Vi benytter gode lokale 3-4 stjernede hoteller, som på trods af den simple og enkle standard er yderst charmerende. Serviceniveau og standard kan være lidt anderledes end det, man er vant til i vores del af Europa. Uanset standard har du altid eget bad og toilet på hotellerne. Endelig hotelliste vil blive fremsendt med afrejsebrevet 7 dage før afrejse.

 

 

Ikke egnet for gangbesværede

Da en stor del af udflugterne på denne rejse vil foregå til fods, forventes det, at rejsedeltagerne er mobile, selvhjulpne og kan færdes uden hjælp.

Ortodoks påske

Den ortodokse påske er en af de største helligdage i denne del af verden. Festlighederne kan påvirke de enkelte programpunkter, men vi forsøger naturligvis at gennemføre alle programpunkter som planlagt.
Skulle det ikke være muligt vil I blive informeret om evt mindre ændringer i forbindelse med jeres afrejsebrev, som I modtager senest 14 dage før afrejse.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Fantastisk rejse. Turen havde en stribe højdepunkter, men turen i Kaukasus til Stepantsminda skal fremhæves som helt uforglemmelig. Fantastisk rejseleder med imponerende kundskaber og behageligt væsen - bedre kan det ikke blive.
Date published: 2019-12-18
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rejse. Det var en fantastisk rejse, der var veltilrettelagt med en guide, der havde en helt unik viden om de to lande. Herunder havde vi to lokale guider, der tillige var fantastiske og talte et engelsk, der var till at forstå.
Date published: 2019-11-12
Rated 4 out of 5 by from Fantastisk rejse. Vi besøgte så mange spændende steder. Meget omsorgsfuld og dygtig rejseleder, og han viste stor respekt for landende og de steder vi mødte. Kim er rigtig dygtig til at formidle, og han er god til at samarbejde med guiderne, således at vi får rigtig meget viden.
Date published: 2019-10-29
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk rejse Rejsen var godt arrangeret - rejseleder og lokale guider var fantastiske. Hotellet i Tblisi var ikke godt.
Date published: 2019-10-24
Rated 5 out of 5 by from Georgien og Armenien overgik vores forventninger. Rejsebrochurer lokker med deres indtagende billeder og maleriske beskrivelser af deres rejsemål. Iblandt skuffes man i mødet med det pågældende land. Men vores rejse til Georgien og Armenien overgiki rigt mål vores forventninger. Begge lande oplevede vi som utroligt gæstfrie med meget kompetente, imødekommende og vidende lokale guider. Trods levn fra Sovjettiden iblandt skæmmede, kunne de ikke overskygge landenes smukke og spektakulære natur. Landene er rige på historie, kultur og spændende madkultur som var med til at gøre vores rejse rig på oplevelser. Ydermere var vores danske rejseleder Kim med til at kvalificere rejseoplevelsen qua hans kendskab til især Georgien, som han selv havde gæstet flere gange også under Sovjetimperiet. Hans russiske sprogkundskaber var desuden er stor fordel. Kim er desuden serviceminded og omsorgsfuld overfor sine gæster; sørger bla. for mundgodt, vejledning og tips udover det forventelige.
Date published: 2019-10-22
Rated 5 out of 5 by from En stor oplevelse Det har været to spændende lande at besøge. En masse oplevelser for både øjne og ører. Der var en restaurant på det sted, der blev kaldt Vatikanet, som bør udgå af listen over anbefalede spisesteder. Sengene på hotellet i Tblisi var lidt problematiske. Men bortset fra disse to småting var det ok.
Date published: 2019-10-22
Rated 4 out of 5 by from En god rejse med ma nge gode og interessante oplevelser. Interessant rejse med god dansk guide og gode lokale guider. Vil anbefale turen til andre.
Date published: 2019-10-22
Rated 5 out of 5 by from En rejse til to meget spændende lande i udvikling Rejsen til Armenien og Georgien gav store kulturelle, historiske og naturmæssige oplevelser. Super kompetente lokale guider. Vi blev meget klogere på forholdene i de to lande, herunder de politiske og samfundsmæssige forhold mv. Turen var særdeles intensiv, måske for intensiv !
Date published: 2019-09-28
  • y_2024, m_4, d_18, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_1, tr_70
  • loc_da_DK, sid_GERTR02, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser