Vietnam – eventyr og badeferie

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplev Vietnams pulserende storby Ho Chi Minh City, Cu Chi-tunnellerne og Mekongdeltaet samt 5 dages afslapning på stranden ved Mui Ne

Masser af oplevelser og god tid til afslapning følges ad på denne minirundrejse, der afsluttes med fem dages behagelig badeferie. Rejsen indledes i den moderne storby Ho Chi Minh City, hvor vi bl.a. skal se en række af byens mange historiske seværdigheder.

Blandt disse er Genforeningspaladset, der tidligere var kendt som Præsidentpaladset eller Uafhængighedspaladset, Notre Dame-katedralen, med de imponerende 40 meter høje tårne med jernspir, der kan ses på lang afstand og byens berømte posthus, der ligesom kirken stammer fra kolonitiden.

Vi lægger også vejen forbi krigsmuseet, som omhandler Vietnams lange vej til selvstændighed og krigen mod amerikanerne. Der vil også være tid til at udforske denne spændende millionby på egen hånd, herunder det livlige Binh Tay-marked.

Fra Ho Chi Minh City tager vi på udflugt til de berømte Cu Chi-tunneller, som er kendt fra Vietnamkrigen, og efter nogle oplevelsesrige dage i den pulserende storby begiver vi os ud til det frodige Mekongdelta, hvor den mægtige flod løber ud i havet.

Vores base er skønne Mekong Nature Lodge, som er nybygget i traditionel, autentisk vietnamesisk stil. Vi oplever Mekongdeltaget med cykelture og ture med båd i de små kanaler, og efter at have købt lækre råvarer på det lokale marked får vi også selv lejlighed til at prøve vores færdigheder udi vietnamesisk kogekunst på et madlavningskursus.

Fra Mekongdeltaet går turen endelig østpå til de dejlige strande ved Mui Ne, hvor vi indkvarteres på et skønt strandresort. Her har du fem hele dage til at slappe af eller tage på flere udflugter i området. 

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Dong

Dagsprogram 14 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Ho Chi Minh City. Velkomstmiddag
Dag 3
Ho Chi Minh City. Cu Chi-tunnellerne og byrundtur
Dag 4
Ho Chi Minh City på egen hånd. Mulighed for udflugt til Can Gio Nationalpark
Dag 5
Ho Chi Minh City til Mekong-deltaet
Dag 6
Mekong Nature Lodge. Cykeltur, marked og madlavningskursus
Dag 7
Mekong-deltaet. Sejltur i de små kanaler
Dag 8
Mekong-deltaet til Mui Ne
Dag 9–12
Mui Ne. Afslapning eller oplevelser på egen hånd
Dag 13
Hjemrejse. Bus Mui Ne – Ho Chi Minh City. Fly til København
Dag 14
Ankomst til København

Hoteller

Pandanus Resort Mui Ne

  • 257 værelser
  • Døgnåben reception
  • Direkte på stranden
  • 2 restauranter
  • Bar
  • Elevator (i bygningen ved Superior standard/deluxe-værelser)
  • 2 x udendørs pool
  • Håndklæder ved strand/pool
  • Liggestole ved pool/i haven og strand
  • Internationale kreditkort modtages
  • Spa og fitness afdeling
  • Gratis Wifi på hotellet
  • TV på værelset
  • Minibar på værelset
  • Sikkerhedsboks på værelset
  • Aircondition på værelset
  • Kaffe/te faciliteter på værelset
  • Hårtørrer på værelset

Pandanus Resort er et dejligt hotel bygget i charmerende vietnamesisk Cham stil. Hotellet ligger i rolige omgivelser nær den gamle fiskerby, Mui Ne og med direkte adgang til stranden. Hotellets store have med masser af farverige blomster og tropiske planter er med til at danne rammen for et dejligt afslappende ophold. 

Vi bor i de velindrettede Superior Standard/Deluxe værelser, som alle er med egen balkon/terrasse med fin udsigt til hotellets have. På værelserne findes TV med internationale kanaler, minibar, sikkerhedsboks, kaffe/te faciliteter og hårtørrer. Alle værelser har desuden aircondition.

Det er muligt at opgradere til en af de flotte Bungalows, som er placeret rundt omkring i den grønne have. Alle bungalows har egen terrasse med udsigt til pool området eller haven. Værelset er rummeligt og med ekstra stor dobbeltseng, og udover indretningen som også findes i Superior standard/deluxe værelserne, findes der desuden et dejligt privat udendørs bad.   

Hotellet har to swimmingpools med solsenge og parasoller samt håndklædeservice. Her sørger poolbaren Sun Terrace for kølige forfriskninger og lette måltider. Restaurant Blue Lagoon serverer stor morgenmadsbuffet samt a la carte til frokost og middag. Efter middagen kan du nyde en drink i Waterfall Lounge, hvor der flere aftener vil være levende musik.

Hotellet har en lækker spaafdeling, hvor du kan få massage og spabehandlinger. Desuden findes der Fitness center, tennisbane, Yoga og flere forskellige vandsportsaktiviteter. Der er også mulighed for at stifte bekendtskab med den vietnamesiske madkultur rent praktisk, da hotellet også tilbyder cooking class.

De røde sandbakker liger blot 5 min. gang fra hotellet og shuttle bus til bl.a. Mui Ne marked kører dagligt fra hotellet. Vær opmærksom på, at visse aktiviteter/udflugter er mod ekstra betaling.

Læs evt. mere om hotellet på deres hjemmeside: https://www.pandanusresort.com/

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Klik på Bestil for at se ledige værelser
Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
15.998,–
København
16.498,–
København
16.498,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program
Klik på Bestil for at se ledige værelser

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Fra Københavns Lufthavn flyver vi mod Vietnam, hvor vi ankommer næste dag.
Dag 2
Ankomst til Ho Chi Minh City. Velkomstmiddag
Trafikken i Ho Chi Minh City

Vi lander i den pulserende metropol Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. Byen har gennemgået en imponerende udvikling i de senere år, og gadebilledet er domineret af store, moderne bygninger, farverige reklameskilte, spritnye biler og bogstaveligt talt millioner af motorcykler. Men midt i det moderne findes stadig det vidunderlige Vietnam, lige som den franske kolonitid stadig præger bybilledet med brede alléer og flotte villaer.

Vi kører direkte til vores centralt beliggende hotel, hvor der bliver tid til at friske sig op, inden vi spadserer til en lokal restaurant, hvor vi nyder velkomstmiddag. Har du energi til det, kan du kigge forbi det livlige natmarked på vejen tilbage til hotellet. 

Dag 3
Ho Chi Minh City. Cu Chi-tunnellerne og byrundtur
Cu Chi-tunnellerne

Efter en god nats søvn er vi klar til at tage fat på oplevelserne. Vi begynder med en tur til de berømte Cu Chi-tunneler, der blev bygget af Viet Cong i perioden 1940-60. I første omgang for at hjælpe den lille landmandshær mod helikoptere og anden moderne krigsførelse, men da Vietnamkrigen var på sit højeste, strakte tunnelerne sig hele vejen fra Ho Chi Minh City til den cambodjanske grænse. Alene i Cu Chi-distriktet er der over 250 kilometer underjordiske tunneler.

Tilbage i Ho Chi Minh City ser vi på en byrundtur nogle af Ho Chi Minh Citys mange historiske seværdigheder. Vi besøger blandt andet Genforeningspaladset, der tidligere var kendt som Præsidentpaladset eller Uafhængighedspaladset. Paladset er en klassisk konstruktion bygget i 1960’erne, da den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Vi får virkelig følelsen af svundne tiders storhed og rigdom, når vi vandrer gennem de store sale, der står præcis, som de blev efterladt i 1975.

Turen går videre til Notre Dame-katedralen, bygget i årene 1877-1883, som har to 40 meter høje tårne med jernspir, der kan ses på lang afstand. Vi ser kirken udefra og nyder samtidig udsigten til det berømte posthus, der er ligger overfor kirken. Begge bygninger er fra kolonitiden. Vi besøger også krigsmuseet, som omhandler Vietnams lange vej til selvstændighed. Museet fortæller om frihedskrigen mod Frankrig samt den amerikanske krig, som Vietnamkrigen kaldes her. Udstillingerne er som historien en barsk omgang, men absolut interessant og relevant for at forstå Vietnams historie.

Vi kører tilbage til vores hotel, og du har tid til at slentre rundt på Binh Tay-markedet. Om aftenen har rejselederen forslag til fælles middag for de, der har lyst. 

Dag 4
Ho Chi Minh City på egen hånd. Mulighed for udflugt til Can Gio Nationalpark
Ho Chi Minh City by night

Vi har en hel dag til at gå på oplevelse i denne spændende og hektiske storby. Der er masser at opleve, og har du brug for et tip til at finde de gode shoppinggader eller de historiske seværdigheder, hjælper rejselederen gerne med tips og gode råd.

I dag vil der også være mulighed for at tage på udflugt til Can Gio Nationalpark. Fra morgenstunden går turen mod Can Gio Nationalpark, der ligger på en ø i floddeltaet cirka 40 km syd-øst for Ho Chi Minh City. Undervejs skal vi med lokal flodfærge, når vi krydser Long Tau Floden. Can Gio Mangrove Biosphere reserve, som er det officielle navn, er et frodigt jungle- og mangroveområde i floddeltaet ved mundingen af Saigon-floden mod det Sydkinesiske hav. Parken har et rigt fugle- og dyreliv. Når vi ankommer til Parken bliver vi budt velkommen af hundredvis af de små Makak aber som holder til i junglen. Ved parkens hovedkvarter ser vi det lille museum om dyre- og plantelivet i parken. Vi besøger krokodillesøen hvor over hundrede krokodiller holder til. Vi stiger ombord i små motorbåde of tager på tur i Mangroven. Ad små snoede kanaler sejler vi rundt i Mangroven og ser dyre- og plantelivet på nærmeste hold. Midt i vildnisset stopper vi ved en gammel Vietcong junglebase fra krigens tid. Det er ikke meget der er ændret her og det er en meget autentisk oplevelse. Efter oplevelserne i Junglen og Mangroven kører vi ud mod kysten og nyder en lækker frokost inden vi returnerer til Ho Chi Minh City.

Udflugten tilkøbes hjemmefra.

Dag 5
Ho Chi Minh City til Mekong-deltaet
Mekong-deltaet

Vi tager afsked med storbyen og begiver os ud på eventyr i Mekongdeltaet. De kommende dage skal vi oplevedet enorme delta, som er et af verdens frodigste områder. Den mægtige Mekongflod, der har sit udspring i det sydlige Kina, strækker sig næsten 5.000 kilometer gennem fem lande, til den munder ud og forgrener sig i deltaet her i Vietnam.

Dette unikke område kaldes Vietnams spisekammer, og der høstes ris 3-4 gange om året. Efter et par timers kørsel ankommer vi til Cai Be, som er en mindre provinsby ved Mekong-floden. Vi skifter bussen ud med båd og sejler mod vores lodge som ligger på en mindre ø i deltaet. Undervejs sejler vi forbi det farverige flydende marked i Cai Be. Her transporteres alskens frugter, afgrøder og andre varer naturligvis per båd, og hvorfor ikke ordne køb og salg fra båden også, nu når varerne er læsset ombord? Vi skal naturligvis smage på nogle af de eksotiske frugter og går i land ved en mindre frugthave, hvor vi besøger de lokale og smager på herlighederne. Vi ser også, hvordan man ad mange små kanaler sikrer vandforsyningen til havens mange frugttræer.

Vi sejler gennem en af de store kanaler, som forbinder to af de store forgreninger af Mekong-floden og ankommer til øen An Binh, hvor vi finder vores skønne Mekong Nature Lodge, som udgør vores base de næste par dage. Stedet er nybygget i traditionel, autentisk vietnamesisk stil og emmer af idyl. Lodgen har kun 16 værelser med veranda, som alle vender ud mod den frodige have. Her er det muligt at ligge ved poolen eller spadsere en tur blandt frugthaverne, som er lodgens naboer – det er en fredfyldt oase og i hjertet af Mekong-deltaet.

Vi nyder vores frokost på lodgens restaurant, hvorefter vi anvises vores værelser. Eftermiddagen er til fri disposition. For dem, der har lyst, arrangerer vi en spadseretur rundt på øen og besøger de lokale og får en god fornemmelse af området. Om aftenen samles vi til middag.

Dag 6
Mekong Nature Lodge. Cykeltur, marked og madlavningskursus
På markedet er der meget der kan friste

Det er nu tid til at udforske området i deltaet på en skøn cykeltur. Deltaet består af talrige øer som Mekong-flodens mange forgreninger og bifloder har skabt, dertil kommer de mange gravede kanaler af forskellig størrelse. Vietnamesernes foretrukne transportmiddel er også i dette område de små scootere, som vi også oplevede i storbyen. Derfor er der anlagt gode cementerede stier og små broer stort set overalt i deltaet. Disse stier er eminente cykelstier, og trafikken er yderst sparsom, så på alle måder det perfekte sted at tage på cykeltur. Turen er afvekslende, vi kører langs rismarker, gennem små landsbyer og gør holdt ved lokale værksteder og frugthaver. Og mon ikke der undervejs kan gøres et stop, hvor vi kan få slukket tørsten på en af de små lokale cafeer.

Efter en dejlig formiddag er vi tilbage på vores lodge, hvor en velfortjent frokost venter. Der bliver også tid til lidt afslapning og en dukkert i poolen, inden vi hen på eftermiddagen skal lære mere om det vietnamesiske køkken. På rejsen har vi allerede stiftet bekendtskab med den velsmagende vietnamesiske mad. I eftermiddag skal vi selv forsøge os ud i kogekunsten. Vi begynder med at med båd at besøge det lokale marked i byen Vinh Long cirka 15 minutters sejlads fra vores lodge. De lokale markeder i Vietnam er altid en speciel oplevelse, hvor der er et hektisk mylder, og hvor der handles alverdens varer og afgrøder. Her ude i deltaet kan vi også være heldige at se de mere eksotiske varer såsom store frøer, slanger og måske grillstegte vandrotter. Vi skal også selv handle ind, det er dog ikke i den helt eksotiske afdeling, men i stedet friske grøntsager, fisk, kød og ikke mindst krydderurter, som er hele hemmeligheden bag det vietnamesiske køkken. Med poserne fulde af varer sejler vi tilbage til vores lodge og omdanner restauranten til kokkeskole, hvor vi – alle iført forklæder – lærer at tilberede nogle af de klassiske vietnamesiske retter.

Vi slutter dagen med at nyde vores veltillavede retter – velbekomme!

Dag 7
Mekong-deltaet. Sejltur i de små kanaler
På floden i det frodige Mekongdelta

Igen i dag skal vi på oplevelse i deltaet, denne gang med båd gennem de mange kanaler. Undervejs går vi i land og besøger frugthaver og ser også, hvordan de lokale forarbejder afgrøderne. Vi skal blandt andet se fremstilling af kokoskarameller, rispopcorn og ikke mindst hjemmebrændt slangebrændevin. De modige kan få lov at smage – skål! Undervejs skifter vi vores turbåd ud med mindre både, de såkaldte longtails, og sejler en tur igennem de smalle kanaler. 

Tilbage på vores Lodge er der frokost hvorefter resten af dagen er til fri disposition. Har man mod på det kan man tage på spadseretur eller cykeltur i området eller måske bare bruge tiden på at dase ved poolen.

Dag 8
Mekong-deltaet til Mui Ne

Efter morgenmaden er det tid til at tage afsked med vores lokale værter på lodgen. Vi sejler til Vinh Long, hvorfra vi med bus kører mod kysten og det skønne strandområde ved Mui Ne, hvor vi er fremme i løbet af eftermiddagen.

Herefter kører vi nordøst på mod strandene ved Phan Thiet. Traditionelt har Phan Thiet været kendt blandt vietnamesere for sin fiskesovs, men da turisterne begyndte at komme til landet, fik de hurtigt øje på den lange indbydende strand ved den lille kystby Mui Ne godt 10 km fra selve byen Phan Thiet. Her i den lille kystby Mui Ne indkvarteres vi på Pandanus Resort, som er et skønt resort med en fantastisk beliggenhed helt ned til stranden ved Det Sydkinesiske Hav. Strandresortet ligger i rolige omgivelser og er det helt perfekte sted for afslapning efter en oplevelsesrig rundrejse. Udover daselivet på stranden og ved poolen kan man tage på cykelture og udforske området eller gøre brug af resortets mange aktiviteter.

Dag 9–12
Mui Ne. Afslapning eller oplevelser på egen hånd

De næste dage bestemmer du helt selv, hvad tiden skal gå med. Stranden eller poolen er et oplagt sted at tilbringe dagen med afslapning. Vil du hellere udforske området er der gode muligheder for det, og der findes forskellige udflugter, som kan tilkøbes på hotellet. Man kan bl.a. andet låne cykler på resortet og køre ture i det dejlige område. Bemærk venligst, at rejselederen tager med til Mui Ne og bliver der én nat. Herefter er dagene på egen hånd.

Dag 13
Hjemrejse. Bus Mui Ne – Ho Chi Minh City. Fly til København

Alt godt har en ende, og i dag tager vi afsked med Vietnam. Vi kører til lufthavnen i Ho Chi Minh City, hvorfra vi flyver tilbage til København.

Dag 14
Ankomst til København

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 15.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
3.298,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder under opholdet i Ho Chi Minh City og Mekong Deltaet (dag 2-7)
  • Fly København – Ho Chi Minh City t/r med flyskift
  • Udflugter og entréer jf. program 
  • Indkvartering på hotel i delt dobbeltværelse 
  • Morgenmad dagligt 
  • Frokost dag 3, 5, 6 og 7
  • Middag dag 2, 5, 6 og 7
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7 % af rejsens pris 
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring 
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører, påregn ca. 200 kr. pr. person 
  • Udflugt til Can Gio Nationalpark inkl. frokost 598 kr. pr. person
  • Eventuelle ekstra arrangementer 
  • Personlige fornødenheder 
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer“

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Klima

Sommeren er en af de bedste årstider i Vietnam og kaldes den grønne sæson. I det sydlige og nordlige Vietnam falder sommerregnen oftest som korte byger sidst på eftermiddagen, aftenen eller om natten. I det centrale Vietnam i Hué og Hoi An er det ikke regntid. Temperaturen ligger mellem 25-30 grader.

Visum

Læs mere her

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Hånden på hjertet

Information

Området omkring Mui Ne er også et yndet mål for kitesurfere grundet de gunstige vindforhold. I vintermånederne vil man opleve at især eftermiddagene kan være blæsende hvilket betyder at temperaturen føles knap så varm og for nogen måske mere behagelig.
På de eftermiddage hvor det blæser op må der ikke bades fra stranden og derfor må man finde en plads ved poolen hvis man vil bade.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 3 out of 5 by from Rejsens indhold svarer til beskrivelsen, men hotelstandarden er for lav Såvel rejseleder som bussen med personale var ok på rundturen. Tilgengæld levede hotellerne i Seigon som på Phan Thiet ikke op til forventningerne.
Date published: 2020-02-16
Rated 5 out of 5 by from God rejse med gode oplevelser God rejse med fine oplevelser og med en god guide (Niels) som havde god tid til at snakke og besvare spørgsmål
Date published: 2020-02-14
Rated 2 out of 5 by from Undskyld men er det Albatros standard ? Rejsen Good Morning Vietnam er det et produkt Albatros har købt af agenter som en færdig pakkerejse, for hele turen bar præg af dårlig tilrettelægning, ventetider, transport, hotel / resort etc. og sædvanligvis ikke Albatros standard. Efter ca. 30 timer ankommer vi til Ho Chi Minh hvor vi fik et godt indtryk af Vietnams kultur og levevis. Så var der iflg. programmet udsigt til, som nævnes i programmet, at nyde en hel uge ved det fredelige strandliv i kystbyen Mui Ne. MEN hvad kom vi til, et strandområde hvor det blæste kraftigt og med store bølger og understrøm et hav som ikke var hensigtsmæssigt og sikker at bade i. Dette undersreges af at der på kysten fandtes en stor sufer skole som kunne nyde godt af den kraftige blæst og bølger, som er mere reglen en undtagelsen i området. Så dette som nævnes i programmet med et fredelig strandliv er ikke korrekt. Vi havde nogle gode værelser, men den øvrige standard på vores Resort var ikke iorden. Nu kan vi så se, efter vores hjemkomst, at Albatros har ændret navn på rejsen til Vietnam eventyr og badeferie og med et andet Resort. Albatros har åbenbart været bevidst om at Good Morning Vietnam ikke var rimelig standard siden rejsen er ændret. Det er ikke iorden at vi bliver afhentet på vores Resort 12 timer før flyafgang og skal sidde i lufthavnen og ikke kan få indtjekket vores bagage før efter ca. 4 timers ventetid, og derefter en ventetid på ca 3 timer før fly afgang. Så en total hjemrejse på ca 38 timer er ikke ok, der skal man være mere skarp mht fly og ventetider.
Date published: 2020-02-14
Rated 4 out of 5 by from Rigtig god rejse med enkelte skønhedsfejl! Rejsens oplevelsesindhold (steder, besøg, oplevelser) var godt og svarede til udbudsmaterialet. Hotel inSaigon manglede noget i kvalitet, men var acceptabelt under hensyn til rejsens pris. Rejseleder kompetent, vidende og dygtig til jobbet. Ventetiderlufthavne var meget lang og bør søges reduceret!
Date published: 2020-02-13
Rated 4 out of 5 by from Virkelig dejlig rejse i Vietnam Dejligt rejse men hjemturen var ikke i orden vi var i gang i 36 timer som er alt for meget måske man skulle komme tilbage til saigon dagen før hjem rejsen så man kunne slappe af på rejse dagen jeg ville ikke tage turen igen før der bliver lavet om på dette
Date published: 2020-02-12
Rated 2 out of 5 by from Oplevelser i Saigon Det var spændende at opleve Saigon, hvor vi havde nogle ture ud fra. Vi fik her et indtryk af det autentiske Vietnam. Hotellet lå godt placeret i by midten. Efter oplevelserne i Saigon glædede vi os til en uges badeferie i Phan Thiet, men blev meget skuffede. Resortet lå ved havet og så pænt ud, men det er ikke et sted der kan anbefales. DET KAN STÆRKT FRARÅDES. Taget i betragtning, at rejsende med Albatros rundrejser har et højt alders gennemsnit, giver det ingen mening at placere os på et resort, hvor stranden kun var til kite-surfing. Det var stort set ikke muligt at bade på grund af voldsom blæst og understrøm. Man kunne slet ikke svømme i havet, det var simpelthen for farligt. Omgivelserne på resortet var smukke, men der foregik absolut intet. Klokken 21 om aftenen var alt slukket og lukket - ingen bar, ingen restaurant åben, intet liv. I aftenrestauranten var der enten tomt eller mellem 1-6 gæster, og maden var under al kritik. Bredt udvalg til morgenmaden, men det var med forsigtighed vi spiste. Der fløj fugle ud og ind i morgenmadsrestauranten. Fuglene sad og spiste af ta´selv maden - både pålæg og brød etc. Virkelig ulækkert, og med mangel på omtanke i disse virus tider. Vi nævnte det for manageren, men hun tog sig ikke af det. En morgen spurgte vi på noget ost, og det fik vi. 5 strimler ost på en tallerken. Osten så ud til at have været tabt på frisørens gulv, og vi lod det gå ud igen. Mange af de rejsende var mavesyge på resortet. Vi selv måtte bruge ialt 4 dage på dårlig mave og opkast. Alt i alt en rigtig kedelig oplevelse af noget, som vi ellers havde glædet os vildt meget til. Hjemrejsen ventede forude - og den glædede vi os til. Det må dog kunne gøres bedre og anderledes. Vi blev hentet på hotellet kl. 12.00, og nåede lufthavnen kl. 17.20. Derefter kunne vi først tjekke vores bagage ind kl. 20.50. Vi sad og ventede i godt 3,5 timer for derefter at tjekke bagage ind og først flyve ved midnatstid. Derefter var der igen lang ventetid i Dubai, inden turen kunne gå mod Danmark. Aldrig har vi været så glade for at komme hjem efter en ferie!
Date published: 2020-02-12
Rated 5 out of 5 by from En skøn familierejse med en god kombination af oplevelser og afslapning Spændende oplevelser i et smukt og gæstfrit land, hvor vi fik smagt på forskellige asiasiske specialiter og set en del af Vietnams historie. Vi havde en super dygtig og kompetent rejseleder.
Date published: 2019-08-14
Rated 5 out of 5 by from Dejlig rejse til Vietnam Veltilrettelagt rejse med spændende udflugter og en rigtig god rejseleder, som gjorde os lidt klogere på Vietnam. Dejligt med både udflugter og tid til afslapning.
Date published: 2019-08-09
  • y_2024, m_4, d_18, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_1, tr_92
  • loc_da_DK, sid_VNRTR11, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser