Græske vidundere - det antikke Grækenland

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Besøg civilisationens vugge i Athen, Delfi og Olympia og oplev et af naturens vidundere, klipperne i Meteora, med de svært tilgængelige klostre

Kulturrejsen for historieelskere! Kom helt tæt på oldtidens grækere, romernes magtkampe, det byzantinske sammenbrud og osmannernes storhedstid. Vi besøger Athens vartegn Akropolis, hvor Sokrates og Platon havde deres gang for over 2.000 år siden og Olympia, som var det sted, hvor datidens sportsudøvere og atleter udkæmpede deres kampe. Olympia har efterfølgende lagt navn til de moderne Olympiske Lege.

Rejsen byder også på det imponerende klippelandskab i Meteora, hvor eneboere i over tusind år boede i huler i de høje klipper og senere byggede klostre. Vi besøger et par klostre, der stadig eksisterer i dag. Vi bor på gode 3- og 4-stjernede hoteller, og undervejs får vi også tid til at slappe af før hjemrejsen.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
Fly København – Athen
Dag 2
Athen. Akropolis og Korintherkanallen. Nafplio
Dag 3
Den antikke by Epidauros. Antikkens Mykene. Olympia
Dag 4
Templer og stadion i Olympia. Havnebyen Patras. Arachovo
Dag 5
Delfi. Derfra efter frokost videre til Kalambaka ved Meteora
Dag 6
Naturfænomenet Meteora og klosterbesøg. Dagen afslutes med kørsel til Isthimia
Dag 7
Dagen til fri afbenyttelse
Dag 8
Hjemrejse dag

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Athen Ca. 50 km
Skønne Athen

Vi ankommer til Athens nye lufthavn og kører til millionbyen Athen, den europæiske civilisations vugge. Her har moderne demokrati og naturvidenskab sin oprindelse, og byen var allerede i antikken et attraktivt turistmål. Husenes og lejlighedernes balkoner prydes af geranier, og byens gader og pladser er tilplantede med appelsintræer. Højrøstede gadesælgere og farvestrålende markeder minder om Østens basarer, mens de lidt forfaldne neoklassicistiske palæer leder tankerne hen på den svundne tid, hvor Athen var kendt som ”Middelhavets perle”.

Vi kører til vores hotel til indkvartering og spiser middag på hotellet.

Dag 2
Athen. Akropolis og Korintherkanallen. Nafplio Ca. 140 km
Parthenon blev bygget for at hædre gudinden Athena

Vi besøger Akropolis, og vejen op til de UNESCO-fredede ruiner skal tages til fods. Akropolis er Athens vartegn og ses fra stort set overalt i den moderne storby. Der findes mange akropoliser i Grækenland, men netop denne i Athen er blevet den, som vi alle bare benævner Akropolis. Klippehøjen har været beboet sidden stenalderen og har givet god beskyttelse med sine 150 meter over havet. Senere blev stedet nøje udvalgt til at skulle være det sted, hvor guderne blev tilbedt og byens øverste elite havde deres daglige gang, ophøjet og tæt på guderne.

De mange templer på Akropolis har desværre lidt forfærdelige skader på grund af jordskælv, et eksploderet tyrkisk krudtdepot i Niketemplet samt tyveri af friser og statuer. Den imponerende Parthenon-frise, eller hvad der overlevede et venetiansk bombardement, blev i 1880 ført til England, hvor den fortsat kan ses på British Museum.

Fra Akropolis er der en fin udsigt over Plaka, hvor store filosoffer som Sokrates og hans elev Platon havde deres gang. Ud over Akropolis ser vi bydelen Plaka, der ligger lige nedenfor Akropolis.

Vi får en fin rundvisning på Akropolis, hvorefter vi tager ned til det nye museum og ser en kopi af Parthenon-frisen. På det smukke museum, der åbnede i 2009, får man et fantastisk indblik i de gamle grækeres unikke talent for imponerende arkitektur og livagtige marmorstatuer.

Vi spiser frokost i Athen, og der bliver tid til at se lidt mere på byen, og vi får også en tur gennem centrum og passerer bl.a. Sintagma-pladsen med det græske parlament.

Vi forlader Athen og kører til Korinthkanalen, som vi gør et kort ophold ved. Korinthkanalen, som forkortede søvejen rundt om Peloponnes med små 400 km, blev påbegyndt af kejser Nero, men blev aldrig fuldført. I slutningen af 1800-tallet blev den 6,5 km lange og ca. 25 meter brede kanal med op mod 80 meters høje sider færdiggjort. Den revolutionerede skibsfarten for en tid, men i dag er det kun småbåde, der kan komme igennem den.

Peloponnes er i dag et værdifuldt arkæologisk område og et af de mest historisk interessante steder at besøge. Beliggenheden i det sydøstlige Middelhav har i årtusinder været et knudepunkt for handel og krige, og området har været underlagt fremmede magter som Rom, Byzans, Venedig og i flere omgange Det Osmanniske Rige.

Vi skal overnatte i den smukke by Nafplio, der så sent som i 1830’erne var hovedstad i Grækenland. Her ser vi rester fra den byzantinske, den venetianske og den ottomanske periode. Ude i havet ligger et lille fort, Burtzi, bygget af venezianerne, og over byen knejser på en ca. 200 meter høj klippe et fantastisk veneziansk bygningsværk, Palamidi-fæstningen, hvortil en trappe på næsten tusind trin fører op. Fæstningen blev omkring år 1700 bygget til at forsvare byen mod fjender fra havet. Yderligere er der ruiner fra et knap så velbevaret fæstningsanlæg fra den østromerske og byzantinske periode, Akronafplio.

Middag på egen hånd i Nafplio.

Dag 3
Den antikke by Epidauros. Antikkens Mykene. Olympia Ca. 300 km
Løveporten i Mykene

Første stop på Peloponnes er det antikke Epidauros, hvor vi finder et af de bedst bevarede amfiteatre i verden, og som samtidig har en fantastisk god akustik. Teatret er utrolig velbevaret – bl.a. fordi det er bygget ind i klippen i en slugt og derfor er naturligt beskyttet – og benyttes den dag i dag hvert år til opførsler. Stedet mistede sin betydning helt tilbage i 400-tallet, da kristendommen blev indført. Indtil da havde det været hjemsted for lægevidenskabens gud Asklépios, og der er i dag velbevarede rester af Tholos, en rund bygning med en labyrint, måske tiltænkt som en slangegård, da slangegift var en del af medicinen, og Abaton, hvor patienter afventede deres behandling.

Det sidste besøg, før vi kører tværs over Peloponnes, bliver ved det antikke Mykene. Den mykenske kultur stammer fra Kreta, og herfra blev den ført til fastlandet. Man regner med, at storhedstiden var mellem 1600 og 1100 år f.v.t. Her byggede man mellem to bjergsider en befæstet by, hvor der kun var adgang fra vest. Byggeriet var meget kompliceret med store tykke bymure. Der var underjordisk vandtilførsel, som på den tid var enestående. Mest kendt er Løveporten, der markerer indgangen gennem bymuren. Tre store sten danner rammen, hvorpå en flot tilhugget trekantet sten med to løvekroppe, der mangler hovederne, vogter byen. Ved byen finder vi det såkaldte ”skatkammer”, opkaldt efter den store sagnkonge Atreus. I dag mener arkæologerne dog, at der er tale om et gravkammer. Den berømte kong Agamemnons grav har også været knyttet til stedet, men graven har vist sig at være langt ældre.

Vi spiser frokost i Nafplio, før turen fortsætter til den vestlige side af halvøen, hvor vi stopper ved Olympia, spiser middag og overnatter.

 

Dag 4
Templer og stadion i Olympia. Havnebyen Patras. Arachovo Ca. 260 km
Vi besøger selve Olympia

Vi har et af de helt store UNESCO-bevaringsværdige oplevelser, Olympia, på programmet denne dag. Bjerget ligger tæt på østkysten, sydvest for Thessaloniki, og er tilegnet den største af guderne, Zeus, som ifølge historien skulle have haft bopæl på det knap 3.000 meter høje Olympos-bjerg sammen med elleve andre græske guder.

Derfor blev området kaldt Olympia til ære og respekt for Zeus. Stedet var oprindeligt et religiøst område, hvor præster dels boede og dels kom for at tilbede guderne. Men det ændrede sig efterhånden til at blive en lokalitet for en årlig konkurrence blandt grækerne og senere til en større begivenhed, der blev afholdt blandt alle grækere – De Olympiske Lege. Vi skal rundt på det arkæologiske område, hvor vi finder resterne af Zeustemplet, Heratemplet, stadion og bl.a. hippodromen, hvor hestevæddeløbene fandt sted. Området ligger fredfyldt og er meget spændende, men et besøg i museet giver det bedste overblik over ruinerne, for en stor del faldt sammen under et voldsomt jordskælv tilbage i 500-tallet, mens resterne blev dækket af jord og mudder ved et stort jordskred, hvorfor så meget er velholdt og synligt i vor tid.

Efter at have brugt formiddagen på et af de største historiske minder fra den antikke græske periode, fortsætter turen mod nord langs kysten til den store havneby Patras, hvor vi spiser frokost, hvorefter vi passerer strædet på den knap 3.000 meter lange Ríou-Andirríou-bro og vender tilbage til fastlandet.

Vi kører langs kysten mod øst med Den Korinthiske Bugt på sydsiden og frem til Arachovo, lidt vest for Delfi. Vi indkvarteres og spiser middag her.

Dag 5
Delfi. Derfra efter frokost videre til Kalambaka ved Meteora Ca. 235 km
Det antikke Delfi er højt beliggende, på bjerget Parnassos
Efter mogenmaden kører vi til Delfi. Oraklet i Delfi kunne – ifølge historien – fortælle dig om din fremtid, ligesom de mange andre orakler i det antikke Grækenland, men oraklet i Delfi var kendt for at have de bedste og mest sandsynlige svar. Svarene kom i vers og blev fremført af præsterne, der oversatte de påvirkede orakelkvinders tågesnak til almindelig tale. Det menes nemlig, at de unge kvinder var påvirket af euforiserende dampe.

Selve det antikke Delfi er højt beliggende, omkranset af bjerget Parnassos og med ideel beskyttelse mod eventuelle fjender. Her lå Apollontemplet, et stadion, flere skatkamre og anden bebyggelse bag bymure. For at nå frem brugte man den selvsamme brolagte vej, ”den hellige vej”, som vi benytter i dag til at komme op og frem til oraklet og templerne.

Efter dette spændende besøg spiser vi frokost i Delfi. Nu kører vi for alvor ind i fastlandet og provinsen Thessalien og kører gennem den frugtbare slette ind til vores hotel i Kalambaka, hvor vi skal overnatte og spise middag.
Dag 6
Naturfænomenet Meteora og klosterbesøg. Dagen afslutes med kørsel til Isthimia Ca. 430 km
Meteora med de berømte klostre

Meteora, som vi nåede frem til i går sidst på dagen, er et af de mest imponerende naturfænomener. Fra enorme søer er vandet gennem tusindvis af år fosset ned gennem bjergene og har formet et fascinerende landskab. På nogle af disse klipper har der i over tusind år boet eneboere, der søgte Guds velsignelse og evigt liv ved at være nær ham. Hulerne, som eremitterne boede i, lå øverst på disse klipper og kunne kun nås med rebstiger eller særdeles gode klatreegenskaber. Ikke så mærkeligt er disse klipper i dag velbesøgt af klatrere.

Senere samlede mange af områdets eneboere sig og byggede klostre og klatrestier, men mange af klostrene blev forladt under tyrkernes herredømme og er i dag forfaldne ruiner. Der er dog fem fungerende og beboede klostre tilbage, og vi skal besøge et par af dem (vær opmærksom på, at shorts, korte nederdele og kortærmede bluser til kvinder ikke er tilladt, og mænd i shorts er heller ikke tilladt, så husk passende påklædning i dag).

Vi kører sydover igen efter frokost og forlader Meteora med de berømte klostre. Vi gør et ophold ved Thermophylae og ser det store monument for Kong Leonidas.

Det er dagen, hvor vi følger i Julius Cæsars fodspor. Vi passerer ikke langt fra Farsalos, hvor Julius Cæsars tropper, der var udhungrede efter i månedsvis at være på jagt efter Pompejus og hans styrker, endeligt besejrede den langt større hær 9. august år 48 f.v.t. En måned tidligere havde de to feltherrer indledt den romerske borgerkrig med slaget ved Dyrrhachium (Dürres) i et uafgjort slag, men det var farligt land for Julius Cæsar, da Balkan og Grækenland var under Pompejus’ herredømme. Pompejus var kendt som en dygtig politiker og havde det romerske senat med på sin flugt fra Cæsars styrker. Pompejus var dog ikke en stor kriger, og med dårligt udrustede og dårligt trænede soldater samt mange lejetropper fra Østen led han et sviende og endeligt nederlag. Pompejus flygtede til Egypten, hvor Cæsars støtter ventede og myrdede ham.

Vi finder vores hotel i Istghimia ved Korinthkanalens åbning, hvor vi spiser middag.

Dag 7
Dagen til fri afbenyttelse Ca. 0 km
Typisk græsk salat
I dag er en dag, hvor indtrykkene kan lagres og solen og landsbyen nydes. Nu er det tid til Ouzo, græsk salat, fritterede blæksprutter og Retzina. Dagen er til på egen hånd at gøre oplevelser, afprøve de lokale restauranter, udforske lokalområdet, dase på en solseng og slappe af efter en hård uge.
Dag 8
Hjemrejse dag Ca. 110 km
Efter morgenmad er der afgang til Athens lufthavn og hjemrejse.

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Fly København – Athen t/r
  • Dansk rejseleder
  • God bus af europæisk standard
  • 7 overnatninger på pæne 3- og 4-stjernede hoteller
  • 7 x morgenmad og 5 x middag (dag 1, 3, 4, 5 og 6)
  • 4 x frokost (dag 2, 3, 4 og 5)
  • 11 entréer til arkæologiske områder eller museer nævnt i programmet
  • Officielle guider, hvor dette er påkrævet: Athen, Epidauros, Mykene, Olympia, Delfi og Meteora
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Frokost dagligt
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge (frivilligt). Beregn ca. kr. 400,-
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Morgenmad

Morgenmad er noget enklere i Grækenland, end hvad vi er vant til i Danmark.

Toiletter

På græske toiletter skyller man ikke toiletpapiret ud, men smider det i en lille spand ved siden af toilettet – ellers bliver afløbet blokeret.

Fodtøj og beklædning

Medbring gode sko eller støvler, da vi vandrer en del rundt i antikkens sten og støv. Det er ikke lange vandringer, men de er støvede og på hårde grusede eller stenede stier og ofte i et varieret niveau. Derfor skal man være i god fysisk form og ikke være gangbesværet for at kunne deltage i de mange rundvisninger.

Ved klostre og kirker skal herrerne være iført lange bukser. Kvinder bør medbringe et sjal til at dække bare skuldre m.m. samt bukser og/eller lang nederdel.

Bagage

Det er en god idé at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Skøn rejse til historiske steder. Rejsen var yderst spændende, meget oplysende og informerende omkring den græske kultur, både før og nu. Rejselederen var meget velindformeret og fantastisk til at give sin viden videre på en forståelig måde.
Date published: 2019-10-03
Rated 5 out of 5 by from Rejsen var spændende Rejsen var spændende og vores meget kompetente og erfarne rejseleder var Ina
Date published: 2019-10-01
Rated 5 out of 5 by from En fin rejse med med mange oplevelser Rejsen var spændende og vores rejseleder var alletiders og fandt på oplevelser ud over programmet.
Date published: 2019-09-28
Rated 5 out of 5 by from dejlig spændende tur og godt tilrettelagt God guide, ok hoteller, bortset fra hotellet i Arachovo, lidt træt og trist hotel, i havde ikke brugt det før.Sidste hotel blev ændret , i Istghimia, dette var lidt langt fra noget, men vores guide fandt en hyggelig lokal kirke! og dette reddede nok opholdet lidt. Ellers var det meget fine hoteller generelt.
Date published: 2019-09-27
Rated 4 out of 5 by from En skøn rejse til det antikke Grækenland Vores rejseleder var meget kompetent og vidende, og vi havde dygtige chauffører på hele turen. Hotellerne og maden var også gode. Som programmet var tilrettelagt, var den sidste dag kun til afslapning på hotellets område - der var ingen landsby eller lokale restauranter i nærheden, som rejsebeskrivelsen lovede. Heldigvis tog rejselederen os på en kortere tur i lokalområdet.
Date published: 2019-09-27
Rated 5 out of 5 by from Skøn tur til det antikke Grækenland spændende, historisk interessant.De rigtige steder. Vidende rejseleder. God stemning på rejseholdet, trods udfordret af SAS strejken.
Date published: 2019-05-16
Rated 5 out of 5 by from En oplevelsesrig rejse "Græske vidundere-det antikke Grækenland Vores rejse fungerede i godt på alle måder Vores guide var altid veloplagt og imødekommende og var velforberedt og havde overblik over, hvornår det var aktuelt at fortælle om de forskellige ting om antikkens Grækenland. Hun havde overblik over, hvornår det var smart at komme til et sted. F.eks. var der en dag, hvor vi spiste tidlig frokost, da man så kunne komme ind på det aktuelle sted, når de andre grupper spiste frokost.
Date published: 2019-05-14
Rated 5 out of 5 by from God introduktion til det antikke Grækenland. Rejsen bragte os til de antikke græske højdepunkter. Rejselederen var meget vidende aktivt informerende.
Date published: 2019-05-14
  • y_2024, m_4, d_24, h_7
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.42
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_2, tr_22
  • loc_da_DK, sid_GRRTR03, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser