I Gandhis fodspor

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Gandhis historie, maharajaer og storslåede paladser i ørkenstaten Rajasthan og prægtige Taj Mahal

På denne rejse får vi en introduktion til Mahatma Gandhis liv og levned, samtidig med at vi besøger nogle af ørkenstaten Rajasthans smukkeste byer. I Ahmedabad lærer vi blandt andet om Gandhis Saltmarch og i den elegante metropol og hovedstad Delhi besøger vi Gandhi-museer og mindesmærker. Vi ser de romantiske byer, frodige haver, bedårende hvide marmorpaladser og azurblå søer i det eventyrlige Rajasthan, vi lærer om de kulinariske traditioner i staten, når vi kommer på madlavningskursus og vi vandrer igennem de mange farvestrålende basarer og myldrende markeder. Vi slutter rejsen af med et besøg til det fabelagtige gravmausoleum Taj Mahal. 

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta INR

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra København
Dag 2 Ankomst til Delhi. India Gate, Gandhis mindesmærke, Det Nationale Gandhi-museum og på opdagelse i Old Delhi
Dag 3 Fly Delhi – Ahmedabad. Besøg til Sabarmati Ashram 
Dag 4 Ahmedabad – Gandhinagar – Ahmedabad. Akshardham templet og Dandi Kutir museet
Dag 5 Ahmedabad. Calico tekstilmuseum og middag på restaurant Vishalla
Dag 6 Ahmedabad – Udaipur
Dag 7 Udaipur. Pichola-søen, Udaipur palads og indisk madlavningskursus 
Dag 8 Tog Udaipur – Jaipur
Dag 9 Jaipur. Vindenes Palads, Amber Fort, City Palace og tæppeforretning 
Dag 10 Jaipur – Agra. Spøgelsesbyen Fatehpur Sikri
Dag 11 Agra. Taj Mahal, Fortet og marmorforretning 
Dag 12 Agra – Delhi
Dag 13 Delhi – København

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København

Vi starter vores rejse fra Danmark til Delhi i Indien, hvor vi ankommer næste dag.

Dag 2
Ankomst til Delhi. India Gate, Gandhis mindesmærke, Det Nationale Gandhi-museum og på opdagelse i Old Delhi
Basaren i New Delhi

Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi øvet stor indflydelse på den indiske historie og kultur. Mens Indiens store kystbyer fortsat kun var rene mudderbanker, var Delhi en sydende hovedstad for et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange. Herskere er kommet og gået, og ikke færre end 70 konger og to dronninger har regeret her siden 1193. Alle har efterladt sig spor, på godt og ondt. Delhi er en hovedstad, der spænder over fortid og nutid. Eller rettere, den er to byer i én, ”Old Delhi” med fortet, moskéerne og de mange basarer, og ”New Delhi”, bygget og indviet af briterne i 1931. En elegant metropol med brede boulevarder, prægtige bygninger og haver, skabt af dygtige landskabsarkitekter. Den manglende sammenhæng mellem det gamle og det nye er et fælles træk ved moderne indiske byer. Men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle, fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede diplomatiske enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom. Byen er en afspejling af landet som helhed.

Vi starter med at køre til India Gate og det nærliggende parlament og præsidentpaladset, hvorefter vi fortsætter til Raj Ghat, Gandhis mindesmærke beliggende på det sted hvor han blev kremeret. Efter frokost besøger vi Det Nationale Gandhi-museum. Museet har en omfattende samling omhandlende Gandhis liv og levned, bøger, film, fotografier og en masse af hans breve og korrespondance. Vi tilbringer nok tid her til at vi også kan nå at snuse til nogle af de 27.000 bøger i biblioteket også. 

Til sidst begiver vi os mod den gamle bydel. Her kigger vi forbi den prægtige Jama-moské, der er blandt de største og fineste i Indien. Grundstenen blev lagt i 1650, og det tog mere end 5.000 arbejdere seks år at færdiggøre dette enorme bygningsværk. Vi fortsætter videre med cykelrickshaw gennem det spændende basarkvarter i nærheden. Mellem basarens boder med udbud af alskens fremmede frugter og duftende krydderier ligger små ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt.

Dag 3
Fly Delhi – Ahmedabad. Besøg til Sabarmati Ashram 
Arbejdere i Delhi

Vi forlader Delhi og flyver til Ahmedabad, den største by og tidligere hovedstad i Gujarat. Her begynder vi med et besøg til Sabarmati Ashram, blandt andet også kendt som Gandhi Ashram. Dette var nemlig Gandhis bolig igennem 12 år, hvor han levede sammen med sin kone og sine følgere, når han ikke rejste rundt i Indien eller sad i fængsel. Her dannede Gandhi en skole indenfor manuelt arbejde, landbrug og læsefærdighed med det formål at forbedre det indiske folks levevilkår. Det var også her fra denne base i Sabarmati at Gandhi indledte Dandi marchen, også kendt som Saltmarchen i marts 1930. Saltmarchen var noget Gandhi indledte sammen med et større følge i protest mod indførelsen af den såkaldte Britiske Saltlov, som øgede skatterne på indisk salt så britisk salt kunne sælges billigere. Protesterne bredte sig og udviklede sig til massiv civil ulydighed hvor man begav sig ud i illegal produktion af salt og tusindvis af demonstranter blev fængslet af briterne. Den indiske regering har senere i anerkendelse af marchens betydning for den indiske uafhængighedsbevægelse udråbt ashramet som et nationalt monument. 

Dag 4
Ahmedabad – Gandhinagar – Ahmedabad. Akshardham templet og Dandi Kutir museet
Akshardham templet

Vi kører til Gandhinagar, hovedbyen i Gujarat og opkaldt efter nationens fader, Mahatma Gandhi. Vi besøger Akshardham templet, et stort hindutempel berømt for sin imponerende arkitektur og udsøgte marmorudskæringer. Derefter besøger vi Dandi Kutir museet, et museum udelukkende helliget Gandhis liv og levned. Her kan vi lære meget mere om blandt andet Saltmarchen og selve museumsbygningen er da også udformet som et saltbjerg. Efter frokost vender vi tilbage til Ahmedabad, hvor der er tid til afslapning eller til på egen hånd at udforske byen.   

Dag 5
Ahmedabad. Calico tekstilmuseum og middag på restaurant Vishalla
House of Gandhi

Vi har en let dag på programmet i dag. Vi begynder med et besøg til Calico tekstilmuseum, hvor der både er mulighed for at se og beundre, men også købe, alle mulige former for indiske tæpper, traditionelle klædedragter og broderier med mere. Om aftenen skal vi opleve at spise på den specielle restaurant Vishalla, som ligger i en nærliggende landsby. Restauranten er et slags øko-foretagende, som hurtigt er blevet kendt for den gode mad og de friske råvarer, som leveres af landsbyens lokale bønder. Måltidet her er et helt ritual, hvor der først ofres lidt af den tilberedte mad til husalteret og dernæst får man maden serveret på tallerkner lavet af blade. For den gode fordøjelses skyld opfordres man desuden til at sidde på gulvet med benene over kors mens der spises. 

Dag 6
Ahmedabad – Udaipur
Pichola-søen i Udaipur

Dagen i dag står i transportens tegn. Vi kører til Udaipur i delstaten Rajasthan, en af de absolutte stjerner blandt Indiens 35 delstater. Magtfulde maharajaer har gennem århundreder beriget staten med storslåede paladser, uindtagelige forter og overjordisk smukke templer. Bedårende byer konkurrerer indbyrdes i skønhed og spændende historie. Staten deles af Aravalli-bjergkæden i den golde Thar-ørken mod nordvest og det lidt mindre tørre område sydøstpå. 

Vi krydser selv Aravalli-bjergkæden og ankommer sen eftermiddag eller tidlig aften til Rajasthans nok mest romantiske by Udaipur. Byen blev grundlagt af maharaja Udai Singh II i 1559 omkring den klare Pichola-sø. Denne sø er den flotteste blandt adskillige små og store søer i byen, og tilsammen giver de byen et oaseagtigt præg midt i det tørre klima. Udai Singh var ud over en enevældig hersker også en engageret botaniker. Han valgte dette sted til sin nye by dels på grund af den beskyttelse, som de omkringliggende bakker naturligt gav, men også på grund af den lette adgang til vand, som ellers var og er en mangelvare i denne del af Indien. Vandet skulle Udai Singh bruge til sine eksotiske haver. I den gamle bydel snor gaderne sig rundt om de små huse, og der er næsten et tempel på hvert et gadehjørne. Her er et væld af frodige haver, bedårende paladser i hvidt marmor og stemningsfyldte, azurblå søer. Alt sammen omkranset af grønne bakker, der holder ørkenen på afstand. Mangt en besøgende i Udaipur har hævdet, at byen er den mest charmerende i hele Rajasthans ellers omfattende udbud af billedskønne byer.

Dag 7
Udaipur. Pichola-søen, Udaipur palads og indisk madlavningskursus 
Udaipur i Rajasthan

Vi begynder dagen i Udaipur med at tage ned til byens store berømthed og naturlige midtpunkt, Pichola-søen. På østbredden knejser byens overdådige palads, som egentlig er en hel serie af paladser, der tilsammen danner en enorm, imponerende facade. Paladset er det største af alle Rajasthans paladser, og den 244 meter lange facade spejler sig smukt i den blanke sø med sine talrige tårne, balkoner og små kupler. Udaipurs grundlægger, Udai Singh II, påbegyndte den mægtige konstruktion, og siden har skiftende herskere sat sit præg på paladset. Men heldigvis har de alle været særdeles tro mod den oprindelige stil, så paladset fremstår i dag som en strålende helhed.

Senere skal vi deltage i et indisk madlavningskursus med særligt fokus på de kulinariske traditioner i Rajasthan. Kurset afholdes i et privat hjem, hvor Hr. Singh og kone, begge af indisk royal herkomst, vil tage sig godt af os. Besøget omfatter også en tur til det lokale marked, hvor vi køber ind til madlavningen. 

Dag 8
Tog Udaipur – Jaipur
Befolkningsvæksten har været stærk i Indien de sidste 50 år

Tidlig morgen går turen videre til Rajasthans hovedby Jaipur. Og nu skal vi prøve at køre med tog i Indien, hvilket i sig selv er en oplevelse. Det må her, som med al anden transport i Indien, forventes, at der kan opstå forsinkelser, men imens kan vi opleve det leben, der altid omgiver indiske jernbanestationer. Tidligere foregik en togrejse i Indien i tætpakkede, faldefærdige togvogne, hvor selv trappetrin og tag var fyldt til bristepunktet med mennesker. I dag er indiske jernbaner måske ikke blandt verdens mest punktlige. Men eksprestogene er hurtige, og vi kører på en komfortabel klasse med eget sæde.

Ved ankomsten til Jaipur kører vi til hotellet og senere på eftermiddagen tager vi en tur ud og udforsker Jaipurs markeder og spændende basarer. 

Dag 9
Jaipur. Vindenes Palads, Amber Fort, City Palace og tæppeforretning 
Amber Fort er omgivet af vagttårne

Jaipur er Rajasthans sydende hovedstad, også kendt som ”den lyserøde by”. Byen, som er omgivet af bjerge, blev grundlagt i 1727. Da blev den hovedstad, en status, som den overtog fra den nærliggende by Amber. I Jaipur finder man en overdådighed af fornemme paladser, farvestrålende basarer og det nærliggende fort Amber. 

I dag besøger vi først Hawa Mahal, ” Vindenes Palads”, hvorfra maharajaens harem i sin tid kunne iagttage det farvestrålende gadeliv uden selv at blive set. I det nærliggende Amber finder vi Amber Fort, beliggende højt og dramatisk på en bakkekam og omgivet af vagttårne. Herfra har vi en enestående udsigt over Moata-søen og det omkringliggende landskab. 

Herefter besøger vi det imponerende paladskompleks City Palace i det centrale Jaipur, der næsten er en by i byen. Vi slutter dagen med et besøg til en tekstil- og tæppeforretning, hvor der vil være mulighed for at købe lidt souvenirs. Jaipur er nemlig særlig kendt for produktionen af tæpper og andre former for vævede tekstiler. 

Dag 10
Jaipur – Agra. Spøgelsesbyen Fatehpur Sikri
Agra Fort

Om morgenen forlader vi Jaipur og begiver os videre til storbyen Agra. Undervejs ser vi spøgelsesbyen Fatehpur Sikri. Denne by nåede at være hovedstad i Stormogulriget i 14 år under herskeren Akbar, indtil den blev forladt i 1585. Byen blev i sin tid opført til ære for sufimystikeren Shaikh Salim Chisti, som forudsagde hele tre mandlige arvinger til Stormogulrigets trone. Historien er smuk, men Akbar skulle måske have overvejet placeringen af sin nye hovedstad en ekstra gang, for området led under heftig vandmangel, og der gik ikke mange år efter Akbars død, før byen var fuldkommen forladt. Akbar nåede dog at opføre både paladser, moskéer og monumentale gravmæler, og den velbevarede by står tilbage som et tavst vidne om stormogulernes vælde. 

Ved ankomsten til Agra indkvarterer vi os på vores hotel.

Dag 11
Agra. Taj Mahal, Fortet og marmorforretning 
Imponerende Taj Mahal

Man kender kun lidt til Agras tidlige historie, men i begyndelsen af 1500-tallet blev byen hovedstad i stormogulernes rige og blev dermed for alvor et magtcentrum på det indiske subkontinent. Stormogulerne havde deres oprindelse i det afghansk-persiske område og invaderede store dele af det nordlige Indien. Med en regeringstid, der strakte sig fra ca. år 1500 til 1700, regnes stormogulerne for de mest betydningsfulde af alle udefrakommende herskere i Indien.

Dagens højdepunkt er uden tvivl vores besøg i Taj Mahal. Shah Jahan opførte Taj Mahal som gravmausoleum for sin yndlingshustru, Mumtaz Mahal, der døde i barselsseng. Mausoleet, der er anlagt på en fire meter høj sokkel, er bygget i 1631 i persisk stil og er omgivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvidt marmor og er dekoreret med millioner af halvædelstene. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og det kan være meget svært at løsrive sig fra denne perle.

Dernæst besøger vi Agra Fort, som er opført i rød sandsten af herskeren Akbar i årene 1565-73. Fortet er et imponerende og velholdt bygningsværk, der dog tydeligt bærer præg af tidernes skiftende herskere: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide, ædelstensindlagte marmorflader. Udsigten ved Yamuna-floden til Taj Mahal er blændende.

Da stormogulen Shah Jahans magtsyge søn Aurangzeb efter et oprør i 1658 overtog magten efter sin far, dræbte han sin yngre bror, og Aurangzeb gjorde herefter sin far til fange på netop Agra Fort. Herfra kunne Shah Jahan, indtil han døde i 1666, nyde udsigten fra en smukt udskåret marmorbalkon til Taj Mahal.

Herefter går vi en tur rundt i Agras gamle kvarter, hvor de gamle og velbevarede bygninger vidner om kolonitidens stormagtsdage. Agra er berømt for produktion af marmor og vi slutter dagen af med et kig ind forbi en marmorforretning. 

Dag 12
Agra – Delhi
Præsidentpaladset i flot solopgang

Vi forlader Agra og kører til Delhi. Før i tiden tog det lang tid at køre denne strækning, men nu går det hurtigt via den relativt nye Yamuna Expressway. Når vi er fremme i Delhi, indkvarteres vi på vores hotel.
Vi afslutter vores oplevelsesrige rejse med en god afskedsmiddag, inden turen går tilbage til Danmark.

Dag 13
Delhi – København

Efter en oplevelsesrig rejse er det tid til at sige farvel til det farverige Indien.

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Delhi t/r med mellemlanding
  • Indenrigsfly Delhi – Ahmedabad
  • Al øvrig transport jf. program 
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Helpension
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygeafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Visa til Indien (læs mere her)
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til guide, chauffør og assistent (beregn ca. USD 30,-)
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Håndværksbesøg

På rejsen har vi indlagt enkelte besøg på små virksomheder og kooperativer, som producerer nogle af de ting, som er karakteristisk for Indien: tekstiler, marmor og juveler. Der vil naturligvis være mulighed for indkøb på disse stop. 

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Mere om Indien

Her kan du få mere at vide om Indien: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/indien
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Visum til Indien

Albatros anbefaler at du selv søger e-Visa til Indien.
Du kan tidligst søge om e-Visa 120 dage før afrejse og senest 10 dage inden afrejse.
Der kan gå op til 72 timer for at få godkendt et e-visa.
Læs Albatros’ vejledning her

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederene på et af bussens første påstigningssteder. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser

INRTR34ADK