Idyllisk flodkrydstogt gennem zarens Rusland

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Sejl på de russiske floder fra Den Røde Plads i Moskva til Vinterpaladset i Skt. Petersborg, og kom tæt på det ægte Rusland undervejs

Tag på flodkrydstogt med Albatros mellem Ruslands to mest spændende storbyer! Eventyret begynder i den russiske hovedstad, hvor vi har god tid til at fordybe os i byens seværdigheder, inden vi stævner ud på de russiske floder. Undervejs besøger vi kunsthåndværkerlandsbyer, enestående trækirker og nogle af de fineste middelalderbyer i landet, inden vi runder af med Skt. Petersborgs store kulturskatte, inklusive Vinterpaladset. Vi ser også graven, hvor danske kejserinde Dagmar – moderen til Ruslands sidste zar – hviler i den fine Peter-Paul-katedral.

Om bord på vores nøje udvalgte skib er der rig mulighed for at lære mere om russisk kultur og historie samt nyde det smukke landskab, mens det langsomt glider forbi.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Flodkrydstogt, Kulturkrydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Nej

  • Valuta Russiske rubler

Dagsprogram 11 dage
Dag 1
Billund - Moskva. Check-in på skibet
Dag 2
Moskva. Byrundtur og tid på egen hånd
Dag 3
Moskva. På opdagelse i Kreml og afsejling
Dag 4
Uglitj. Byvandring inkl. Blodskirken og fæstningen
Dag 5
Jaroslavl ved Volga-flodens bred. Byvandring
Dag 6
Goritzy. Udflugt til Kirillov med besøg på et fritidshjem og i et russisk hjem
Dag 7
Den UNESCO-fredede museumsø Kizji med sindrigt konstruerede trækirker
Dag 8
Kunsthåndværkerlandsbyen Mandrogi
Dag 9
Skt. Petersborg. Byrundtur inkl. Peter-Paul-fæstningen og den danskfødte kejserinde Maria Fjodorovnas grav
Dag 10
Skt. Petersborg. Vinterpaladset/Eremitagemuseet
Dag 11
Hjemrejse

MS Igor Stravinskiy

På krydstogtet sejler vi med MS Igor Stravinskiy fra det anderkendte russiske rederi Orthodox Cruise Company.

Rederiets flåde består af motorskibe bygget specielt til flodsejlads. Skibene har plads til 250-280 passagerer, hvilket sikrer en hyggelig rejseoplevelse og god service om bord. Der er fire dæk, hvor man finder en restaurant, en panoramasalon, barer og kahytter. Du kan nyde udsigten fra soldækket og få indblik i russisk kultur gennem skibets underholdningstilbud.

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Billund - Moskva. Check-in på skibet
MS Igor Stravinskij

Vi flyver fra Billund til Moskva, Ruslands store hovedstad med omtrent ti millioner indbyggere. Byen blev grundlagt i 1147 af Jurij Dolgorukij (hvis navn kan oversættes til Jurij Langarm) og var hovedstad frem til 1712 og igen fra 1918. Ved ankomsten kører vi direkte til vores skib og tjekker ind. Om aftenen spiser vi vores første aftenmåltid om bord.

Dag 2
Moskva. Byrundtur og tid på egen hånd
Den Røde Plads

I dag skal vi se lidt nærmere på Moskva, og begynder ved Novodjevitjij-klostret (eller Nyjomfruklostret), som vi ser udefra. Klostret blev grundlagt i 1524 som et monument over befrielsen af Smolensk, der havde været på polske hænder. Arkitekturen er kraftigt inspireret af blandt andet Kreml, og klostret blev opført som en del af det halvcirkelformede forsvar omkring byen. UNESCO optog i 2004 klostret på sin liste over verdens kulturarv. Vi går en lille tur på klosterkirkegården, der siden grundlæggelsen har været et efterstræbt hvilested for Moskvas overklasse.

Herefter lægger vi vejen forbi Den Røde Plads, hvor zaren og kirken i sin tid kundgjorde deres bekendtgørelser, og hvor Sovjetunionens propagandabannere blev båret med stolthed ved de store parader. Pladsens ene side udgøres af den røde Kremlmur, i baggrunden står landets mest kendte vartegn, Vasilijkatedralen med sine bolsjefarvede kupler, og nær ved ligger et af byens fineste stormagasiner, GUM, hvor der er lejlighed til at indsnuse det moderne Rusland. Resten af dagen er på egen hånd.

Dag 3
Moskva. På opdagelse i Kreml og afsejling
Vasilij-katedralen, Moskva

I Rusland siges det, at alle veje fører til Kreml, og det gør vores vej også i dag. Vi begiver os således ind på Kreml-området, der siden byens grundlæggelse har været både dens religiøse og verdslige hovedsæde. Kreml er Moskvas absolutte centrum – både i fysisk og overført forstand. Gennem tiderne har fyrster, zarer, sovjetledere og nu den russiske præsident haft til huse i den befæstede bydel. Størstedelen af bygningerne inden for den 2,25 km lange mur er paladser, kirker og katedraler, men de religiøse bygninger blev i sovjetperioden omdannet til museer.

Det store område er fyldt med interessant arkitektur og kunst, og den begivenhedsrige historie titter frem fra ethvert hjørne. Herfra udøvede Ivan den Grusomme og Stalin terror mod deres egen befolkning, og herfra regerede Khrusjtjov, Bresjnev og Gorbatjov under den kolde krig. Vi går på opdagelse i områdets spændende historie og besøger en af Kremls katedraler.

Efter en spændende formiddag i historiens tegn er det tid til at vende tilbage til skibet. Sidst på eftermiddagen stævner vi ud på vores flodeventyr.

En vandvej mellem Moskva og Skt. Petersborg var en russisk drøm, lige siden Peter den Store grundlagde sin nye, strålende hovedstad. Men først i 1960’erne blev zarens ønske en realitet med konstruktionen af Den Volga-Baltiske Kanal. Det kan vi nu nyde godt af på dette afslappende krydstogt med kurs mod Skt. Petersborg. Ud over Den Volga-Baltiske Kanal skal vi sejle på Europas længste flod, Volga, på floderne Svir og Neva og gennem Europas to største søer, Onega og Ladoga.

Vi sejler med et velrenommeret russisk krydstogtselskab, hvis skibe ikke medtager flere passagerer, end at besætningen har god tid til at gøre vores ophold yderst komfortabelt. Selve sejladsen er i sig selv en stor del af nydelsen på denne rejse – fra skibets restaurant eller udendørs dæk kan vi nyde livet, mens skove, landsbyer og floddale langsomt glider forbi.

Dag 4
Uglitj. Byvandring inkl. Blodskirken og fæstningen
Dimitrij Blodskirke, Uglitj

Vi lægger i dag til ved den maleriske provinsby Uglitj i Den Gyldne Ring. Denne betegnelse bruges om den ring af fæstningsbyer, der i middelalderen blev opført omkring Moskva som ekstra beskyttelse af hovedstaden, der blev truet af stammer fra nord. Tilnavnet “gylden” har ringen fået senere på grund af de arkitektoniske og kunstneriske rigdomme, der pryder byerne.

Uglitj blev grundlagt i middelalderen, men fik en hård start. På grund af sin status som grænseby for storfyrstedømmet Moskva blev Uglitj gentagne gange brændt ned af både litauere og tatarer, der havde et godt øje til den nærliggende storby. Uglitj fik dog snart mere medgang, da de moskovitiske storfyrster yndede at give herredømmet over den lille grænseby til deres brødre og andre familiemedlemmer. I 1500-tallet gennemgik Uglitj en blomstringsperiode, og mange af byens bygninger stammer fra denne epoke.

På vores gåtur til byens fæstning ser vi Dmitrij Blodskirke, hvis navn henviser til Ivan den Grusommes søn, Dmitrij. Han spiller den ulyksalige hovedrolle i den mest berømte hændelse i byens historie. I 1591 blev den kun 10-årige dreng nemlig fundet med halsen skåret over i paladsets gård. Da Dmitrij var Ivan den Grusommes eneste søn og dermed den sidste slægtning i Rurikdynastiet, der havde regeret Rusland siden 800-tallet, faldt mistanken straks på zarens rådgiver og landets egentlige hersker, Boris Godunov. Efterfølgende undersøgelser fastslog dog, at Dmitrijs død var et resultat af den uheldige kombination af epilepsianfald og leg med kniv. Men Uglitjs beboere er vist aldrig blevet helt overbevist om den forklaring.

Hundrede år efter Dmitrijs død fik en zar i Romanovdynastiet den idé at helgenkåre Dmitrij og gøre Uglitj til et mål for pilgrimsrejser. På det sted, hvor drengens lig blev fundet, blev der opført en kirke til Dmitrijs ære. Den dramatiske historie står i stærk kontrast til kirkens eventyragtige udseende med de rød-hvide mure og himmelblå kupler med gyldne stjerner.

Hvis vi på vores vej rundt i Uglitj støder på byens røde våbenskjold, vil vi igen blive mindet om den grusomme historie om Dmitrij, da den myrdede dreng er afbildet herpå – komplet med krone, glorie og den fatale kniv. Inde i byens fæstning ligger den imponerende Forklarelses-katedral (Preobrazjenskij sobor) med de fem mørkegrønne kupler, som hviler smukt på den hvide og gule katedral.

Indenfor kan vi nyde en sand velsignelse af fresker og de ikoner, der er så typiske for den russiskortodokse kirke, og som vi på denne rejse vil lære rigtig godt at kende. I Uglitj kan man også se traditionelle træskærerarbejder og de engang så berømte Tjajka-ure, selvom tiden nu synes at være gået lidt i stå for urproduktionen.

Dag 5
Jaroslavl ved Volga-flodens bred. Byvandring
Kirke i Jaroslavl

Den smukke, gamle by Jaroslavl ved Volga-flodens bred blev grundlagt af Kiev-fyrsten Jaroslav den Vise i år 1010 og er en af de ældste og fineste byer i Den Gyldne Ring. Jaroslavl var Ruslands hovedstad i en kort periode under Forvirringens Tid i begyndelsen af 1600-tallet. På vores byrundtur i bus og til fods får vi et fint indtryk af hverdagslivet i Rusland, og vi bliver mødt af et imponerende skue af løgkupler og spir, der overalt stikker op over horisontlinjen og vidner om Jaroslavls store antal kirker.

Byens historiske centrum er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Førhen var byens håndværkere berømte for deres kunstneriske evner, hvilket gjorde Jaroslavl til et religiøst og handelsmæssigt knudepunkt på Volga. De mange handelsmænd, der strømmede til byen, kappedes med hinanden – og ikke mindst med bygherrerne i Moskva – om at bygge de største kirker med de smukkeste dekorationer og fresker. Vi ser nærmere på Jaroslavls berømmede kirkekunst, når vi aflægger visit i en af byens imponerende kirker.

Vi slutter af med mere kunst i den både religiøse og verdslige ende på Jaroslavl Kunstmuseum, der er indrettet i byens gamle guvernørbolig. Her i de fornemme sale er en stor samling af russisk maleri fra det 18.-20. århundrede, inklusive ikoner.

Dag 6
Goritzy. Udflugt til Kirillov med besøg på et fritidshjem og i et russisk hjem
Goritsy-klostret

Vores skib lægger i dag til ved Goritsy, der ligger smukt ved bredden af Sjeksna-floden, en biflod til Volga. På dagens udflugt tager vi lidt ind i landet til den lille by Kirillov med det kæmpemæssige Kiril-Belozejskij-kloster (Skt. Kyril af Hvidesøens Kloster), der i sin tid var det største kloster i det nordlige Rusland.

I dag bevæger vi os dog væk fra fortiden og kaster os ind i nutiden, når vi kommer lidt tættere på hverdagslivet i Rusland. Vi skal både besøge et fritidshjem og et privat hjem. Begge steder oplever vi russisk gæstfrihed.

Efter besøgene vender vi tilbage til Goritsy, og hvis tiden tillader det, kan du gå en tur langs Sjeksnas bred, hvor der er gode muligheder for køb af souvenirs. Her står boderne nemlig tæt, og der tilbydes alt fra de traditionelle matrjosjka-dukker over broderi til hjemmelavet syltetøj og pelshuer.

Dag 7
Den UNESCO-fredede museumsø Kizji med sindrigt konstruerede trækirker
Kizji

I nattens løb krydser vi den mægtige Onegasø. I den 10.000 kvadratkilometer store sø ligger mere end 1.600 øer, og vi lægger til ved én, der er helt speciel, nemlig Kizji. I 1100-tallet kom en lille flok bosættere til den ubeboede ø, og de opbyggede et lille samfund samt et væld af huse og kirker, der udelukkende var opført af træ. De oprindelige kirker er desværre alle gået tabt, men andre bygningsværker er føjet til siden.

Kizji har været et valfartssted for pilgrimme siden de første bosætteres tid, og den bør stadig være det for alle på grund af den særprægede arkitektur. Især Forklarelseskirken fra 1714 er en helt særlige oplevelse. Dens tækkespåner af aspetræ reflekterer solens stråler i fantastiske farvenuancer, og taget er konstrueret så sindrigt, at dets dekorationer og hele 23 kupler holder hver en regndråbe væk fra de skrøbelige trævægge. Hele kirken er opført uden brug af et eneste søm.

Ved siden af denne perle står Forbønskirken med sine ni korsprydede kupler, og indenfor venter en fin samling af ikoner fra 1500-1700-tallet. Disse to kirker har sammen med det ottekantede klokketårn imellem sig skaffet Kizji en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Man bør dog ikke snyde sig selv for en gåtur rundt til resten af øens gamle kirker, kapeller, vindmøller og boliger. Alene de gamle bygningers perfekte harmoni med naturen på den smalle, grønne ø er nok til at gøre rundturen til en helt særlig og smuk oplevelse. De gamle træbygninger og øen i sin helhed skulle efter sigende have en helbredende virkning for de troende. Derudover giver en dag på dette levende frilandsmuseum et godt indblik i livet i Rusland for hundreder af år siden.

Dag 8
Kunsthåndværkerlandsbyen Mandrogi
Landsbyen Mandrogi

I løbet af natten passerer vi Ladoga-søen, Nordeuropas største ferskvandssø, og lægger til i den lille landsby Mandrogi ved floden Svir. Dette besøg er et lille afbræk fra de store seværdigheder og prægtige bygningsværker, vi har set i Skt. Petersborg. Mandrogi er en lille, hyggelig by, som har tiltrukket kunsthåndværkere fra hele Rusland, og her sælges et stort udvalg af kunsthåndværk og souvenirs.

Efter besøget i Mandrogi kan resten af dagen bruges til at slappe af om bord og benytte skibets faciliteter. Landskabet flyder forbi, og vi får ro til at fordøje de foregående dages mange indtryk, eventuelt ledsaget af et glas champagne i baren eller med en god bog på dækket.

Dag 9
Skt. Petersborg. Byrundtur inkl. Peter-Paul-fæstningen og den danskfødte kejserinde Maria Fjodorovnas grav
Kejserinde Maria Fjodorovnas gravsted

I løbet af morgenen anløber vi Skt. Petersborg, der blev grundlagt i 1703 af Peter den Store som Ruslands vindue mod vest. I dag er Skt. Petersborg Ruslands næststørste by med knap fem millioner indbyggere. I sovjetperioden hed byen Leningrad, men ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik byen igen sit oprindelige navn. Byen kaldes også Nordens Venedig på grund af de mange kanaler, der gennemskærer den. Kanalerne er sammen med de brede boulevarder med til at give byen et luftigt præg. Og så er Skt. Petersborg et overflødighedshorn af kulturrigdomme og seværdigheder fra zartiden.

Overalt i Piter, som den kaldes i daglig tale, ses gule, grønne, røde og blå pastelfarvede facader, forgyldte spir og kupler, pragtfulde paladser, kirker og broer, som er så karakteristiske for denne kontrasternes storby, der har overlevet krige og kommunisme. Hovedgaden Nevskij Prospekt med de mange imponerende bygninger, Blodskirken, Isaakkatedralen, Smolnijklostret, panserkrydseren Aurora og Peter-Paul-fæstningen, hvor Skt. Petersborg blev grundlagt, er blot nogle af de mange seværdigheder.

Efter morgenmaden om bord tager vi på byrundtur i bus og ser nogle af byens allerstørste seværdigheder. Undervejs holder vi frokostpause på en restaurant, mens vi nyder Skt. Petersborg-stemningen. Under kørslen vil vi kunne nyde udsigten til en række af de pragtfulde palæer og paladser, som var hjem for både zarfamilien og de adelige familier, og man kan se, hvordan nyt og gammelt i Skt. Petersborg forenes i en skøn blanding af flotte barokbygninger og dyre modeforretninger.

Efter en række kortere stop, blandt andet ved den pragtfuldt udsmykkede Blodskirke, besøger vi Peter-Paul-fæstningen med tilhørende kirke, hvor kejserinde Maria Fjodorovna nu ligger begravet. Hun var Christian 9.s datter Dagmar, som blev gift med den senere zar Alexander 3. Hun overlevede både sin gemal og sin søn Nikolaj 2., og under revolutionen kom hun til Danmark. Da hun døde i 1928, blev hun begravet i Roskilde Domkirke, men i 2006 blev hendes kiste overført til kirken i fæstningen.

Den sekskantede fæstning er bygget i 1703, og den er dermed byens ældste bygning. Den er konstrueret af Peter den Store selv som forsvarsværk mod invaderende svenskere, men svenskerne holdt sig væk, og fæstningen blev aldrig brugt til det, den var tiltænkt. Derimod fungerede den helt frem til Februarrevolutionen i 1917 som fængsel for politiske fanger. Kendisser som forfatteren Dostojevskij, revolutionæren Trotskij og Lenins storebror, Aleksandr Uljanov, har alle opholdt sig her.

Det mægtige bygningsværk på Neva-flodens bred indeholder – ud over sin imponerende størrelse, spændende historie og smukke beliggenhed – masser af seværdigheder. Først og fremmest Peter-Paul-katedralen med det sylespidse og 122 meter høje spir, som Peter den Store lod opføre som gravkirke for sig selv og sine efterkommere på den russiske trone. Her skal vi se kejserinde Maria Fjodorovnas grav og det meget omdiskuterede sidekapel, der er indrettet til minde for den sidste russiske zar, Nikolaj 2., og hans familie.

Den lille stribe land mellem fæstningsmuren og floden er nu om dage et populært sted at solbade. De hårdføre russere behøver hverken ret meget sol eller ret meget plads til denne aktivitet – for man står da op og solbader!

Dag 10
Skt. Petersborg. Vinterpaladset/Eremitagemuseet
Pladsen foran Vinterpaladset

I dag skal vi opleve et af rejsens helt store højdepunkter og byens allerstørste stolthed: det opulente hvide, mintgrønne og gyldne Eremitagemuseum. Denne overdådighed af et museum består af ikke mindre end fem bygningsværker, deriblandt det navnkundige Vinterpalads, hvor skiftende zarer og zarinaer har holdt deres hof. Museets samlinger giver en næsten komplet oversigt over europæisk kunsthistorie, men man må nok indstille sig på at skulle vælge dele af historien fra, for her er udstillet mere end tre millioner kunstværker.

Vinterpaladset med de 1.786 døre og 1.945 vinduer blev bygget i 1754, og dets indre er siden blevet ændret nogle gange alt efter den regerende families smag. Katarina den Store gav de 1.057 værelser den største overhaling i slutningen af 1700-tallet. Det var også denne mægtige kejserinde, der for alvor startede de kunstsamlinger, som i dag pryder paladset. Blandt de repræsenterede kunstnere er da Vinci, Rembrandt, Rubens, Monet, Picasso og flere andre af verdens helt store malere og billedhuggere.

Offentligheden har adgang til de fleste af paladsets værelser, heriblandt Militærgalleriet med en samling portrætter af den russiske hærs militære ledere under Napoleons invasion af Rusland.

I den 800 kvadratmeter store tronsal står den kejserlige trone, og her får man en fornemmelse af den overdådighed, der skulle indgyde respekt hos de tilrejsende undersåtter. Pavillonsalen med det ekstravagante ur i orientalske omgivelser er et mindesmærke for Katarina den Stores sejr over tyrkerne. Malakitsalen, Den Gyldne Sal og Den Hvide Sal, som alle var en del af de private kejserlige gemakker, viser tydeligt, hvilke kolossale rigdomme hoffet og adelen besad, hvilket da også var medvirkende til at udløse den russiske revolution.

Dag 11
Hjemrejse
Efter morgenmaden er det tid til at sige farvel til vores skib og dets besætning. Vi bliver hentet i bus og kører til lufthavnen, hvor flyet hjem til Danmark venter.

Prisinformation

Tillæg for enkeltkahyt
  • Tillæg for standard-enkeltkahyt på Main-dæk kr. 2.998,-
  • Tillæg for standard-enkeltkahyt på Upper-dæk kr. 3.498,-
Opgradering af kahyt
  • Tillæg for comfort-kahyt på Main-dæk kr. 498,-
  • Tillæg for juniorsuite på Main-dæk kr. 5.498,-
  • Tillæg for standardkahyt på Upper-dæk kr. 498,-
  • Tillæg for comfort-kahyt på Upper-dæk kr. 998,-
  • Tillæg for juniorsuite på Upper-dæk kr. 5.998,-
  • Tillæg for standardkahyt på Boat-dæk kr. 998,-
  • Tillæg for comfort-kahyt på Boat-dæk kr. 1.498,-
  • Tillæg for juniorsuite på Boat-dæk kr. 6.498,-
  • Tillæg for suite på Boat-dæk kr. 6.998,-

I kan spare 500 kr. per person i forhold til rejsens normalpris, hvis I vælger en delt dobbeltkahyt på Lower-dæk. Kontakt Albatros, hvis I gerne vil have en sådan kahyt.

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder.
  • Fly Billund – Moskva og Skt. Petersborg – Billund.
  • Udflugter og entréer jf. program.
  • Transport fra lufthavn til skib i Moskva og fra skib til lufthavn i Skt. Petersborg.
  • 10 nætters krydstogt på MS Igor Stravinskij i delt dobbeltkahyt på Main-dæk
  • Helpension.
  • Skatter og afgifter.
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris.
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring.
  • Eventuelle ekstra arrangementer.
  • Tillæg for enkeltkahyt eller opgradering af kahyt.
  • Visum til Rusland kr. 490,-.
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (regn med ca. 20 euro pr. pers.).
  • Drikkepenge til personalet på krydstogtskibet (regn med ca. 80 euro pr. pers.).
  • Personlige fornødenheder.
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”.

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Ikke muligt at bruge kørestol eller rollator

Du kan desværre ikke deltage i dette krydstogt, hvis du er afhængig af at bruge rollator eller kørestol. Det er et sikkerhedskrav fra rederiets side, at passagerer skal være i stand til at bevæge sig rundt på skibet uden hjælpemidler.

Vi gør ligeledes opmærksom på, at rejsen ikke egner sig for gangbesværede, da man kan risikere at skulle gå fra båd til båd for at komme i land og tilbage på skibet igen – dette skyldes, at skibene i nogle havne fortøjes langskibs uden på hinanden i en række, når man lægger til.

 

Om MS Igor Stravinskij

Generelt er kahytter på flodkrydstogter små og enkelt indrettede, men netop på MS Igor Stravinskij er der et stort udvalg af forskellige kahytter, og det er muligt at bestille fx juniorsuiter på helt op til 18 kvadratmeter. Disse kahytter er mere end dobbelt så store som standardkahytterne om bord og på de fleste andre flodkrydstogtskibe på de russiske floder.

Alle kahytter har eget bad/toilet, aircondition og stort vindue samt enkeltsenge og 220 V stik (europæisk).

Vi arrangerer rejsen med standardkahyt, men med mulighed for at bestille højere kategori mod et tillæg.

Hvordan er kahytterne

Udvendig standardkahyt på Lower-dæk
Kahyt på ca. 13 m2 med to senge og koøje. Koøjet kan være lukket.

Udvendig standardkahyt på Main-dæk, Upper-dæk og Boat-dæk
Kahyt på ca. 8,5-9,5 m2 med to senge og et stort vindue.

Udvendig premiumkahyt på Main-dæk, Upper-dæk og Boat-dæk
Kahyt på ca. 9,5-11 m2 med to senge og et stort vindue.

Juniorsuite på Main-dæk, Upper-dæk og Boat-dæk
Juniorsuiterne om bord er en del større end standardkahytterne, ca. 16-18 m2. Kahytterne har to store vinduer.

Enkeltkahyt
Enkeltkahytterne er på cirka 7 m2. En smule mindre end dobbeltkahytterne og med en seng samt vindue.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Vi gør opmærksom på, at denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Såfremt dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen senest 14 dage før afrejse.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Forbehold for ændringer

Ændringer i sejlplanen kan forekomme, ligesom de nævnte udflugter kan blive gennemført i en anden rækkefølge end beskrevet. Alle programførte aktiviteter vil dog blive gennemført. I tilfælde af ændringer informerer rejselederen om dette i Rusland.

Besøg i russiske kirker

I russiskortodokse kirker er det sædvane, at kvinder dækker håret med et tørklæde. Det kan derfor være en god idé at medbringe et sådant på udflugterne i land. Mænd derimod bør ikke bære hovedbeklædning i kirkerne.

Visum til Rusland

Det koster 490 kr. pr. person at få almindeligt turistvisum til Rusland (4-10 arbejdsdage). Ekspresvisum koster 770 kr. pr. person (1-3 arbejdsdage). Vi gør opmærksom på, at den russiske regering har besluttet, at alle, der søger visum til Rusland, skal møde personligt op på det russiske visumcenter i København. Der SKAL bestilles tid på forhånd.
Læs mere om proceduren her
http://www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/rusland/visum 

Vi gør opmærksom på, at Albatros ikke kan holdes ansvarlig for manglende visum.

 

Mere om Rusland

Her kan du få mere at vide om Rusland: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/rusland
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Dejlig efterårstur Interessant rejse med tonsvis af information fra en meget vidende rejseleder
Date published: 2019-10-14
Rated 4 out of 5 by from Rigtig interesant tur Meget spændende tur. Godt skib, rent og pænt. Venligt personale, god service. Det går dog lidt hurtigt i restauranten. Gode muligheder for underholdning på båden eller afslapning hvis det er det man vil. Dejligt med lokal mad
Date published: 2019-10-13
Rated 5 out of 5 by from Dejligt flodkrydstogt i Rusland En virkelig god oplevelse i perfekte rammer. Faqntastisk rejseleder både fra Albatros og de lokale på både båden og udflugter.
Date published: 2019-10-12
Rated 4 out of 5 by from Spændende og lærerig rejse En meget varieret rejse med storbyoplevelser og naturoplevelser i smukke efterårsfarver, samt interessante besøg hos almindelige russere ude på landet. Der var mange oplysende foredrag undervejs med en vidende og charmerende rejseleder.
Date published: 2019-10-10
Rated 4 out of 5 by from Vi havde en dejlig rejse. Vores rejseleder var fantastisk og meget vidende.
Date published: 2019-10-09
Rated 4 out of 5 by from fin rejse med mange gode oplevelser god rejseleder/guide lokale guider meget gode vi manglede høretelefon med øreprop hvor der var meget støj ( andre råbende grupper trafikstøj og blæst )
Date published: 2019-10-08
Rated 4 out of 5 by from En oplevelse ud over det almindelige Vi ville gerne have vidst, at skibet lavede udflugter med engelsk talende guide ud over dem, der var i forvejen. Det blev meget stresset at overskue, lige når vi var kommet efter en hel dags rejse og så på engelsk. Den første skibs avis var også på engelsk, vi er rejst over med et dansk selskab. Der var hele tiden "underholdning" om bord, som om man var bange for, at vi skulle kede os. Der er alt for lidt tid til at mellemlande vi var ved at miste vores næste fly begge vegne i Riga. Maden ombord var i top klasse.
Date published: 2019-10-08
Rated 5 out of 5 by from Fra Sankt Petersborg til Moskva i smukke efterårsfarver Vi ville gerne være oplyst bedre om visum, som blandt andet krævede to ture til København og en ekstraudgift koblet med flere besværligheder med overhovedet at få en tid til at aflevere ansøgningen. turen er en fantastisk oplevelse både i en anderledes kultur og natur, og vi har mødt guider med stor kvalitet og viden.
Date published: 2019-10-07
  • y_2024, m_4, d_17, h_5
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_5, tr_196
  • loc_da_DK, sid_RUCRI02, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser