Indien de luxe - hot & spicy

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplev Delhi, Taj Mahal og Jaipur i afslappet tempo og med lækre hoteller

På denne Albatrosrejse til Indien er der skruet gevaldigt op for komforten – men ikke på prisen! Vi bor på 4-5-stjernede hoteller, som alle har pool, aircondition og alle tænkelige faciliteter. Sightseeingen foregår fortrinsvis i de køligere formiddagstimer, og derfor kan denne rejse byde på et afslappet program, hvor eftermiddagene er fri til at nyde livet ved poolen eller læse en bog i skyggen. Ikke desto mindre ser vi alle regionens højdepunkter – og det tilmed til en utrolig lav pris!

I dette nordvestlige hjørne af Indien danner Delhi, Jaipur og Agra en historisk og kulturel trekant – en eventyrlig verden af gamle forter, sydende basarer og smukke paladser. Vi begynder rejsen i Delhi, hvor vi skal på byrundtur og med cykelrickshaw gennem basarkvarteret. I Rajasthans hovedstad – den lyserøde by, Jaipur – kan vi beundre maharajaernes paladser, farvestrålende basarer og tage en udflugt til det dramatisk beliggende Amber Fort. I Agra venter det imponerende Agra Fort og et af rejsens højdepunkter – det berømte Taj Mahal, som majestætisk og smukt viser sig frem som symbol på kærligheden mellem mennesker.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Indisk rupee

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra København
Dag 2 Ankomst til Delhi. India Gate og på opdagelse i Old Delhi
Dag 3 Delhi – Jaipur. Afslapning
Dag 4 Jaipur. Amber Fort og Jaipurs basar
Dag 5 Jaipur. City Palace, Vindenes Palads, shopping og tid på egen hånd
Dag 6 Bus til Agra og afslapning
Dag 7 Agra. Agra Fort, Taj Mahal og shopping
Dag 8 Tid på egen hånd i Agra – Delhi. Afskedsmiddag
Dag 9 Delhi – København

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Om eftermiddagen starter vores rejse fra Danmark via Helsinki til den indiske hovedstad, Delhi, hvor vi ankommer tidligt næste morgen.
Dag 2
Ankomst til Delhi. India Gate og på opdagelse i Old Delhi
India Gate, Delhi

Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi øvet stor indflydelse på den indiske kulturhistorie. Mens Indiens store kystbyer fortsat kun var rene mudderbanker, var Delhi en sydende hovedstad for et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange. Herskere er kommet og gået, og ikke færre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193. Alle har efterladt sig spor, på godt og ondt.

Delhi er en hovedstad, der spænder over fortid og nutid. Eller rettere er den to byer i én: “Old Delhi” med fortet, moskeerne og de mange basarer, og “New Delhi” bygget og indviet af briterne i 1931. En elegant metropol med brede boulevarder, prægtige bygninger og haver skabt af dygtige landskabsarkitekter.

Den manglende sammenhæng mellem det gamle og nye er et fællestræk ved moderne indiske byer. Men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle, fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede, diplomatiske enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom. Byen er en afspejling af landet som helhed.

Vi starter med at køre forbi den indiske præsidents officielle residens og India Gate, inden vi begiver os mod den gamle bydel. Her kigger vi forbi den prægtige Jama-moske, der hører til blandt de største og fineste i Indien. Grundstenen blev lagt i 1650, og det tog mere end 5.000 arbejdere seks år at færdiggøre dette enorme bygningsværk. Vi fortsætter videre med cykelrickshaw gennem det spændende basarkvarter i nærheden. Mellem basarens boder med udbud af alskens fremmede frugter og duftende krydderier ligger små ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt.

Resten af dagen kan vi slappe af på vores skønne hotel, The Royal Plaza, i den centrale del af byen.

Dag 3
Delhi – Jaipur. Afslapning

Efter en god nats søvn forlader vi storbyen Delhi og sætter kursen sydvestpå mod Rajasthans sydende hovedstad, Jaipur, også kendt som “den lyserøde by”. Byen blev grundlagt i 1727. Med sin beliggenhed omkranset af bjerge og en overdådighed af fornemme paladser, farvestrålende basarer og det nærliggende Amber Fort fremstår byen eventyragtig.

Turen dertil tager noget tid, men det er en oplevelse i sig selv at sidde i bussen og kigge ud på menneskemylderet, der fylder området omkring Delhi. Efterhånden som vi nærmer os Jaipur, letter trafikken en smule, og landskabet bliver mere åbent med imponerende bjergformationer, marker og små landsbyer.

Vi er fremme i løbet af eftermiddagen og kører direkte til det 4-stjernede Hotel Mansingh, som ligger centralt placeret i byen.

Dag 4
Jaipur. Amber Fort og Jaipurs basar
Elefant i festpynt, Jaipur

Jaipur har ikke altid været hovedstad i området. Indtil 1727 var byen Amber hovedstad. Men pladsen blev efterhånden for trang, og derfor flyttede man hovedstaden mod syd til det nuværende Jaipur. I det nærliggende Amber finder vi Amber Fort, højt og dramatisk beliggende på en bakkekam og omgivet af vagttårne. Herfra har vi en enestående udsigt over Moata-søen og det omkringliggende landskab. Vi kører til Amber Fort fra morgenstunden, hvor temperaturen er mere behagelig. Når vi skal op til fortet, foregår det ikke ad trapper som sædvanligt. Næh, vi prajer en elefant for at ride op! (Af hensyn til elefanterne har man indført begrænsninger i antallet af ture, elefanterne må ride per dag. Vi tager derfor forbehold for gennemførelsen af elefantturen).

Tilbage i Jaipur er der afsat tid til afslapning på det luksuriøse hotel, hvor der er mulighed for en dukkert i poolen eller en kølig drink i baren. Om aftenen begiver os mod byens spændende basar, hvor det er muligt at opleve det hektiske liv i en af Indiens mest levende byer.

Dag 5
Jaipur. City Palace, Vindenes Palads, shopping og tid på egen hånd

Vi starter dagen med at begive os mod paladskomplekset City Palace i det centrale Jaipur, der næsten er en by i byen. Vi kigger også forbi Hawa Mahal, Vindenes Palads, hvorfra maharajaens harem i sin tid kunne iagttage det farvestrålende gadeliv uden selv at blive set.

Jaipur er kendt for sin produktion af tæpper og andre vævede artikler, og vi lægger vejen forbi en af byens bedste tæppehandlere, hvor der bliver rig mulighed for at lære mere om dette spændende håndværk.

Resten af eftermiddagen er afsat til oplevelser på egen hånd, inden vi om aftenen samles til aftensmad.

Dag 6
Bus til Agra og afslapning

Det er tid til at tage afsked med Jaipur og køre mod nye eventyr. Næste stop er Agra, hvor vi ankommer i løbet af eftermiddagen og tjekker ind på vores 5-stjernede hotel, Jaypee Palace. Resten af eftermiddagen kan bruges til afslapning på hotellet eller til at slentre rundt i byen.

Man kender kun lidt til Agras tidlige historie, men i begyndelsen af det 16. århundrede blev byen hovedstad i stormogulernes rige og blev dermed for alvor et magtcenter på det indiske subkontinent. Stormogulerne havde deres oprindelse i det afghansk-persiske område og invaderede store dele af det nordlige Indien. Med en regeringstid, der strakte sig fra cirka år 1500 til 1700, regnes stormogulerne for de mest betydningsfulde af alle udefrakommende herskere i Indien.

Dag 7
Agra. Agra Fort, Taj Mahal og shopping
Taj Mahal

Vi besøger Agra Fort, som er opført i rød sandsten af herskeren Akbar i årene 1565-73. Fortet er et imponerende og velholdt bygningsværk, der dog tydeligt bærer præg af tidernes skiftende herskere: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide, ædelstensindlagte marmorflader. Udsigten over Yamuna-floden til Taj Mahal er blændende.

Da stormogulen Shah Jahans magtsyge søn Aurangzeb overtog magten efter sin far, dræbte han sin yngre bror og gjorde herefter sin far til fange på netop Agra Fort. Herfra kunne Shah Jahan, indtil han døde i 1666, nyde udsigten til Taj Mahal fra en smukt udskåret marmorbalkon.

Dagens højdepunkt er uden tvivl vores besøg i Taj Mahal. Shah Jahan opførte Taj Mahal som gravmausoleum for sin yndlingshustru, Mumtaz Mahal, der døde i barselsseng. Mausoleet, der er anlagt på en fire meter høj sokkel, er bygget i 1631 i persisk stil og omgivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvidt marmor og er dekoreret med millioner af halvædelstene. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og det kan være meget svært at løsrive sig fra denne perle.

Agra er, ud over Taj Mahal, berømmet for sin produktion og forarbejdning af ædelstene, og vi afslutter dagen med at besøge én af de mange butikker, der har specialiseret sig i den fine kunst.

Dag 8
Tid på egen hånd i Agra – Delhi. Afskedsmiddag

Vi holder formiddagen fri og først op ad dagen forlader vi Agra for at køre til Delhi. Turen fra Agra til Delhi tager, på trods af den forholdsvis korte afstand, en del tid at køre. Vejen er en af de mest befærdede i Indien. Her oplever vi virkelig, hvordan vejene bliver brugt, og det er helt utroligt at se, hvordan trafikken glider gennem dette kaos af biler.

Vi er fremme i Delhi først på aftenen og kører direkte til det 4-stjernede Pllazio Hotel, der er placeret i nærheden af Delhis lufthavn. Efter endnu en lang og spændende dag spiser vi vores sidste aftensmåltid i Indien.

Dag 9
Delhi – København
Efter en oplevelsesrig rejse gennem det nordlige Indien er vi klar til at sige farvel til denne anderledes, men meget spændende nation. Vi oplever for sidste gang Indiens fascinerende, kaotiske stemning i lufthavnen, inden vi flyver fra Indien om formiddagen og er hjemme om eftermiddagen.

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 1.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København - Delhi t/r
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på 4-5-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse
  • Helpension, dog uden drikkevarer
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygeafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer
  • Visum til Indien kr. 650,-
  • Drikkepenge i Indien til guide,chauffør og assistent(beregn ca. USD 40,-)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Vejr

I maj måned kan temperaturerne i Rajasthan godt snige sig op i slutningen af de 30 grader, når dagen er på sit varmeste. Sightseeingen er derfor fortrinsvis lagt i de køligere formiddagstimer, og der er naturligvis aircondition i både busser og på hotellerne.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly fra Aarhus, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederene på et af bussens første påstigningssteder. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På busrejser kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

INRTR04ADK