Iran – et persisk eventyr

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Sesam, luk dig op! Træd ind i en verden af stemningsfulde tehuse, UNESCO-fredede haver og usædvanligt imødekommende mennesker

Iran er et skatkammer af rosenhaver, poesi og safranduftende delikatesser – desværre ofte skjult bag en klippeblok af politiske nyheder. Men som et gammelt persisk ordsprog siger: ”Gå så langt du kan se. Når du er nået dertil, vil du se endnu længere.” Med fødderne på iransk jord vil du opdage, at iranerne er et af de mest gæstfri folkefærd i verden – for ikke at tale om et af de rigeste på kulturhistorie og raffineret madlavningskunst. Ud over at se sirligt udsmykkede moskéer og storslåede historiske paladser, skal vi vandre blandt appelsintræer i fredfyldte persiske haver, besøge ruinerne i Persepolis og zigzagge frem i århundredgamle basarer blandt duften af røgelse, kaffe og muskatnød. Vi besøger desuden Irans ældste by, Abyaneh, hvor de gamle stadig taler middelpersisk, og fortryllende Isfahan, byen som siges at være halvdelen af verden.
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Rial

Dagsprogram
Dag 1 København – Teheran
Dag 2 Teheran. Golestan-paladset, Kronjuvelmuseet, Nationalmuseet
Dag 3 Teheran – Abyaneh – Kashan – Isfahan. Fin-haven, Borujerdi husene og oldbyen Abyaneh
Dag 4 Isfahan. Broerne over Zayandeh-floden, Chehel Sotun-paladset, Vank-katedralen og Jameh-moskéen
Dag 5 Isfahan - Yazd. Naqsh-e Jahan-pladsen med Sheikh Lotf Allah-moskéen, Ali Qapu-paladset, byens basar og videre til Yazd
Dag 6 Yazd. Byrundtur med Stilhedens tårne, Ildens tempel, Jame-moskéen og vandmusee
Dag 7 Yazd – Pasargadae – Persepolis – Shiraz. Kong Kyros gravkammer og Persepolis
Dag 8 Shiraz. Byrundtur i Shiraz med Eram-haven, poeten Hafez’ gravmæle og den gamle bazar
Dag 9 Afrejse og ankomst til København

Hoteller

Ferdowsi International Grand Hotel

Med sine over 200 værelser fordelt på 6 etager, internationale og persiske restauranter, caféer, swimmingpool m.m. byder dette 4-stjernede hotel på masser af oplevelser.

Alle værelser har minibar, aircondition, samt satellit-TV og er smagfuldt indrettet med originale persiske tæpper, der giver hvert værelse sit eget særpræg. Med sin placering tæt på alle de store museer og Golestan-paladset danner hotellet et godt udgangspunkt for oplevelser i den iranske hovedstad.

Læs mere: http://www.ferdowsihotel.com/en

Safir Hotel

I Isfahan bor vi på det 4 stjernede Safir Hotel, der ligger i gåafstand fra den smukke Naqsh-e Jahan plads i den centrale del af byen.

Hotellet har ca. 100 værelser, som er holdt i klassisk persisk design og alle værelser udstyret med minibar, aircondition og satellit TV. I området omkring hotellet findes masser af gode restauranter, som tilbyder såvel iranske som internationale retter.

Læs mere: http://www.safirhotel.net/ 

Parsian Safeyieh Hotel

Det er et af byens bedste hoteller, vi skal bo på i Yazd. Hotel Safeyieh har tilmed vundet priser som Irans mest økovenlige hotel og ligger dejligt placeret i udkanten af den gamle by.

Vi bor i garden rooms i hotellets gamle fløj, som alle er blevet renoveret sidste år. Alle værelser er udstyret med minibar, aircondition og satellit-TV. Hotellets restauranter og café byder på lokale såvel som internationale retter.

Læs mere: http://www.safaiyeh.pih.ir/

Grand Hotel

Hotellet hører med sine 170 værelser og 14 etager til en af de største bygninger I Shiraz. Synligheden bliver ikke mindre takket være hotellets roterende restaurant, der byder på en storslået udsigt over byen.

Hotellet har flere forskellige restauranter og caféer, og er man blevet træt af den ellers gode persiske mad kan man forkæle sig selv i hotellets italienske restaurant.

Alle værelser er udstyret med minibar, aircondition og satellit-TV.

Læs mere: http://en.shiraz-hotel.com/en 

 

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
13.998,–
København
Udsolgt
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Teheran
Vi lander i Teheran lidt over midnat og kører til vores hotel og får en god nats søvn.
Dag 2
Teheran. Golestan-paladset, Kronjuvelmuseet, Nationalmuseet Morgenmad og frokost inkluderet. Kørsel: ca. 30 km
Teheran

I dag begiver vi os ud i Irans mest sekulære og liberale by. Teheran har været af national betydning i kun 200 år (byen blev hovedstad i 1795) og mangler derfor den rige historie, som de andre iranske byer, vi skal besøge, er kendt for. Til gengæld er Teheran et rent slaraffenland for folk med hang til museer og gallerier, og byen huser også et væld af etniske restauranter og cafeer.

Det ældste af alle historiske monumenter i Teheran er det UNESCO-fredede Golestan-palads, der er bygget i midten af 1500-tallet, og som fungerede som det kongelige palads for Qajar-dynastiet fra 1794 til 1925. Der er egentlig ikke tale om ét palads, men et kæmpe kompleks bestående af hele 17 paladser, museer, herregårde og haver. Vi går omkring mellem bygningerne og ser blandt andet den spektakulære marmorterrasse, som er udsmykket med malerier, marmorudskæringer, stukkatur og emalje. I midten af terrassen står en trone, som er lavet af 65 stykker af det fineste marmor fra Yazd. Her har royale ceremonier og kroninger af Qajar-konger fundet sted, senest i 1925.

På vores tur rundt i Teheran skal vi også se kronjuvelsamlingen fra Shahperioden. Samlingen er et overflødighedshorn af smykker, sten og diamanter fra Shahperioden og giver et unikt indblik i kongefamiliens rigdomme.

Med på programmet er også et besøg på Nationalmuseet, som også kaldes Det arkæologiske museum, hvor vi finder en samling genstande fra Irans mest berømte arkæologiske udgravninger, herunder Persepolis og Susa. Fra førstnævnte udgravning kan man blandt andet se et 2.500 år gammelt relief, som forestiller den persiske storkonge Dareios 1. Museet rummer også en omfangsrig islamisk samling, som først og fremmest består af persiske tæpper, keramik- og kobbergenstande. Paradisdøren, en muslimsk bedeniche fra 1300-tallet, er især seværdig. Museet har også en god boghandel.

Dag 3
Teheran – Abyaneh – Kashan – Isfahan. Fin-haven, Borujerdi husene og oldbyen Abyaneh Morgenmad og frokost inkluderet. Kørsel: ca. 500 km
Morgen i Irans ældste by, Abyaneh

Vi forlader hovedstaden og besøger byen Kashan, der er så fortryllende, at Shah Abbas 1. valgte at blive begravet her i stedet for i Isfahan. En anden historisk figur, der relaterer sig til byen, er Abu Musa al-Ashari, som var soldat og følgesvend til profeten Muhammed. Han erobrede byen i det 7. århundrede, og ifølge legenden gjorde han det ved at lade sin hær samle tusindvis af skorpioner fra den omkringliggende ørken og kaste dem over bymurene. Skrækslagne kapitulerede byboerne. Under seljuk-perioden (1051-1220) blev byen kendt for sine tekstiler, keramik og fliser. I dag er byen centrum for produktion af tæpper og rosenvand, og hvis du leder efter en souvenir af god kvalitet, er der gode chancer for at finde den her. Vi besøger den ældste persiske have i hele Iran, Fin-haven, anlagt i 1590. Haven dækker 2,3 hektar, og i tråd med andre persiske haver fra denne tid er den udstyret med adskillige vandanlæg. Der vokser mange cypresser i haven, og arkitekturen er en blanding af safavidisk, zandisk og qajarisk arkitektur. I Kashan findes en håndfuld historiske huse bygget af velhavende købmænd i 1800-tallet.

Vi ser nærmere på Borujerdi-husene, som begge er bygget af den berømte persiske arkitekt, Ustad Ali Maryam. Huset er bygget på traditionel persisk vis med vandbassiner, figenhaver, gårdspladser og vindfangere. Fem minutters gang fra det historisk hus ligger Agha Borzog, en moské på fire etager, som er kendt for sit symmetriske design. Hoveddøren af træ siges at have lige så mange dekorative søm, som der er vers i koranen. Selvom selve moskéen er taget ud af drift, er den tilstødende madrasa stadig i brug.

Vores næste stop på vej mod Isfahan er en af Irans ældste byer, Abyaneh. Den lille by med kun 300 indbyggere er smukt beliggende ved foden af Karkas-bjerget og består af et virvar af smalle og snoede gader, røde mudderhuse med gittervinduer og skrøbelige træbalkoner. Som en påmindelse om, at byen har 1.500 år på bagen, taler de ældste beboere stadig middelpersisk – et sprog, der stort set forsvandt for flere hundrede år siden. På toppen af bjerget ligger resterne af et gammel fort bygget af Sassaniderne.

Vel fremme i Isfahan indlogerer vi os på vores gode hotel.

Dag 4
Isfahan. Broerne over Zayandeh-floden, Chehel Sotun-paladset, Vank-katedralen og Jameh-moskéen Morgenmad og frokost inkluderet. Kørsel: ca. 30 km
Chehel Soutum-paladset i Isfahan

Isfahan præges af storslået islamisk arkitektur og blomstrende haver. Et iransk ordsprog siger, at Isfahan er halvdelen af verden, og de fleste forstår hvorfor, når først de har sat deres fødder i byen. Isfahan var et vigtigt stop på Silkevejen, men det var først i 1598 at byens glansperiode startede, da Shah Abbas den Store gjorde Isfahan til den persiske hovedstad. Byens overdådige paladser og moskéer, store pladser og blomstrende parker vidner også om en enevældig hersker, der ønskede at gøre byen til noget helt særligt.

Efter et besøg ved Hash Behesht, et lille men overdådigt udsmykket palads midt i Isfahan, skal vi se nærmere på Chehel Sotun-paladset, som Shah Abbas 2. brugte til underholdning og receptioner. Navnet betyder 40 søjler og er inspireret af de 20 slanke træsøjler, som bærer indgangsloftet til paladset. Med lidt god vilje fremstår søjlerne som 40, når de spejler sig paladsets vandbassin, der omkranses af springvand og fontæner med stenløver. Det oprindelige kompleks er bygget i 1614, men er sidenhen blevet genopbygget efter en ildebrand i 1706.

Ingen tur til Isfahan uden et besøg ved de berømte broer, der krydser den historisk livgivende Zayandeh-flod uden for byen. Broerne var tidligere populære mødesteder for de lokale, som nød en kop te på en af de hyggelige caféer, som en gang lå spredt på og under broerne. Vi slentrer en tur langs floden og ser de to mest berømte broer, Sio-se Pol og Khajou, som blev bygget i henholdsvis 1602 og 1650.

Nu skal vi besøge bydelen Jolfa, også kendt som det armenske kvarter. Området blev anlagt af Shah Abbas 1., da han i 1606 flyttede en mindre koloni af kristne fra byen Jolfa, som i dag ligger ved Irans nordlige grænse. Shahen var interesseret i de kristnes færdigheder som købmænd, entreprenører og kunstnere. Han sikrede deres religionsfrihed, hvilket blandt andet afspejler sig i Vank-katedralen, som var en af de første kirker, armenierne byggede her. Katedralens ydre er beskedent, men indersiden er rigt dekoreret i en sælsom blanding af stilarter: islamiske fliser ved siden af kristne motiver og persiske udsmykninger. De farvestrålende freskoer tog 15 år at udføre og er blevet for nylig restaureret. Katedralens arkitektur og udsmykning har haft stor indflydelse på udformningen af ortodokse kirker i hele den persisk-mesopotamiske region. I det tilstødende museum kan man se genstande fra katedralens historie, herunder Shah Abbas 1.’s dekret om etableringen af bydelen Jolfa, den første bog, der blev trykket i Iran, historiske fotografier mv.

Uden for byens basar besøger vi den UNESCO-fredede Jameh-moské, som er en af de ældste moskéer i Iran. Byggeriet blev påbegyndt i 771, og moskéen har indtil slutningen af 1800-tallet undergået ombygninger, tilføjelser og renoveringer i forskellige arkitektoniske stilarter. Dermed kan moskéen ses som et koncentrat af persisk arkitekturhistorie.

Dag 5
Isfahan - Yazd. Naqsh-e Jahan-pladsen med Sheikh Lotf Allah-moskéen, Ali Qapu-paladset, byens basar og videre til Yazd Morgenmad og frokost inkluderet. Kørsel: ca. 310 km

I dag skal vi stifte nærmere bekendtskab med den imponerende Naqsh-e Jahan-plads – eller Imam Khomeini-pladsen, om man vil – der med sine 67.000 kvadratmeter er verdens næststørste plads. Den majestætiske plads blev bygget i 1612 og er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Pladsen blev opført under Shah Abbas styre og har blandt andet været centrum for flere officielle festligheder, poloturneringer og militære parader. Pladsen emmer også i dag af liv og aktivitet – ikke mindst på grund af de mange besøgende. Vi skal naturligvis se nærmere på nogle af de prægtige bygningsværker, der ligger på pladsen.

Vi begynder med Sheikh Lotf Allah-moskéen fra det 17. århundrede, der blev bygget under Shah Abbas. Moskéen regnes for et af de smukkeste bygningsværker i verden og er dekoreret med arabesker og de fineste mosaikker med blomster i sorte og lille farver. Kuplen er udført i lyserøde og beige nuancer, der ikke kan undgå at fange opmærksomheden, og selve bedehallen nås via en korridor og er af beskeden størrelse, da moskéen kun blev opført til kongen og dennes familie. Vi ser også det kongelige Ali Qapu-palads, der er bygget i seks etager. Man kan levende forestille sig, hvordan kongen og dennes følge stod på balkonen og iagttog polokampene nede på pladsen.

Herefter er der tid til egne eventyr i byens basarer, en labyrint af smalle gader, der munder ud i pladser med smukke bygningsværker. I det 17. århundrede var Isfahan centrum for alverdens rigdomme, og her kunne man købe det ypperste inden for persisk kunsthåndværk. I dag er Isfahan stadig kendt som byen, hvor man kan købe verdens fineste håndlavede persiske tæpper. Isfahan-tæppernes detaljerigdom er slående og vidner om mange års forfinet håndarbejde og stolte traditioner. I basaren kan man også købe fine miniature-malerier, som Isfahan ligeledes er kendt for.

Vi fortsætter efter frokost og ankommer om aftenen til Yazd, der er smukt beliggende i bjergene mellem to ørkener, omgivet af saltvandssøer. Vi tjekker ind på et hotel og kan godt glæde os til morgendagens byrundtur.

Dag 6
Yazd. Byrundtur med Stilhedens tårne, Ildens tempel, Jame-moskéen og vandmusee Morgenmad og frokost inkluderet. Kørsel: ca. 30 km

Yazd er en af de gamle handelsbyer på Silkevejen, hvor karavaner med handelsrejsende indkøbte silke, andre tekstiler og tæpper på vejen mod Centralasien og Indien. Yazd er ikke kun kendt for silkevævning og håndværk af høj kvalitet, men også for sine vindtårne og vandanlæg, som er blevet skabt for at afhjælpe sommerheden.I forhold til mange andre iranske byer har Yazd bevaret sin autentiske charme og klassisk persiske stil med snørklede, smalle stræder, åbne pladser og livlige basarer. Arkitekturen i Yazd siges at være den mest persiske, der findes, beskyttet gennem århundreder af det varme klima og fraværet af invasioner. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at Marco Polo i 1272, på vej til Kina, besøgte Yazd og kaldte byen for ’Den gode og noble by.’I den sydlige ende af byen skal vi besøge Stilhedens tårne, hvor zarathustrierne efterlod de døde i gribbenes varetægt, da de mente, at ligene var urene og skulle renses af gribbene. Denne tradition ophørte dog i midten af det 1900-tallet, og siden er de døde blevet begravet på mere traditionel vis.

I Yazd findes der endnu godt 10.000 tilhængere, der bekender sig til den såkaldte zarathustrisme. De kvindelige tilhængere kan kendes på deres mønstrede tørklæder og broderede dragter. Vi besøger også zarathustriernes ildtempel med den hellige flamme, der har brændt siden år 470, og som zarathustrier fra hele verden kommer for at se.Vi ser også nærmere på Jame-moskéen, der kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede. Moskéen har de højeste minareter i Iran, og dens indre prydes af de smukkeste mosaikker, hvilket gør bygningsværket til et af de fineste eksempler på persisk arkitektur. Moskéen er afbilledet på forsiden af den iranske 200-rialseddel.På Yazds vandmuseum hører vi nærmere om vandhåndteringssystemet ’qanat’, der bliver brugt til at forsyne folk med drikkevand og overrisle marker i tørre egne. Qanat’erne er bygget som en række vertikale skakter forbundet af tunneller, og vandkilden er oftest at finde under jorden ved foden af et bjerg. Afløbskanalerne er baseret på tyngdekraft, da kilden altid er højere beliggende end destinationen. Teknologien er udviklet i Persien og har sidenhen spredt sig til andre dele af verden.

Om aftenen er der mulighed for at besøge Amir Chakhmaq-komplekset, en symmetrisk moské kendt for sine udvendige alkover, der bliver lyst op efter mørkets frembrud, og Dowlatabad-haven, der er blandt de ni persiske haver, som UNESCO har udnævnt til verdens kulturarv. Dette mesterværk af en have blev bygget i 1750 og huser både et smukt palæ og verdens højeste vindfanger. Inde i palæet ser vi detaljeret tremmeværk og udsøgte glasmalerier.

Dag 7
Yazd – Pasargadae – Persepolis – Shiraz. Kong Kyros gravkammer og Persepolis Morgenmad og frokost inkluderet. Kørsel: ca. 450 km
Søjler i det mægtige Persepolis-palads

Vi skal tidligt op i dag for at få fuld valuta af dagens spændende program. Vi siger farvel til Yazd og kører først til oldtidsbyen Pasargadae, der blev grundlagt omkring 550 f.Kr. af kong Kyros den Store (576-529 f.Kr.), som det achæmenidiske dynastis hovedstad. Vi besøger kong Kyros’ gravkammer og resterne af det overdådige kongepalads og den engang så smukke by, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Udformningen af disse paladser og haver fik siden stor betydning for klassisk persisk kunst og arkitektur, og senere forskning har vist, at byen var bygget så robust, at den ville have været i stand til at modstå et jordskælv på op til 7.0 på Richter-skalaen. I dag er ruinerne dog i temmelig dårlig forfatning.

Herfra fortsætter vi til ruinerne af det mægtige Persepolis-palads, der er smukt beliggende ved foden af Kuh-i-Rahmat-bjerget lidt uden for Shiraz. Paladset er den sidste rest af det forhistoriske Mellemøsten og figurerer på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Byen, der var hovedstad i achæmenidernes imperium (cirka 550-330 f.Kr.), blev opført af den persiske konge Darius den store for næsten 2.500 år siden. Kong Xerxes (485-465 f.Kr.) og hans søn Artaxerxes tilføjede senere flere bygninger.

Bygningshistorien er veldokumenteret i de talrige kileskrifter, der er fundet på stedet. Persepolis havde de mesopotamiske bygningsværker som forbillede, og paladsets storladenhed underbygges af omhyggelige udsmykninger med løveskulpturer, skulpturagtige kapitæler og omhyggelige relieffer udhugget i kalksten. Vi følger trapperne til ”Alle landes port” og audienssalen ”Apadana”, hvor kongen modtog delegationer fra vasalstaterne. Reliefferne på trappen har ligget begravet i sand og er derfor særdeles velbevarede. På den nordlige og østlige del af ”Apadana” skal vi blandt andet se et trappeanlæg, der fører op til en søjlehal og ruinerne af tronsalen, der var det næststørste byggeri i hele tempelanlægget. Vi skal også se det såkaldte Xerxes-harem i baggrunden. Hele komplekset omkranses af dobbeltmure på tre sider, mens Kuh-i Rahmat-bjerget danner en naturlig befæstning på den fjerde side.

Alexander den Store indtog Persepolis i 331 f.Kr. og lagde byen i ruiner. Achæmenidernes gamle imperium blev først genopdaget i begyndelsen af det 17. århundrede, da rejsende hjembragte beskrivelser til Europa. I 1765 besøgte Carsten Niebuhr Persepolis, hvor han med stor nøjagtighed opmålte grundplanerne, aftegnede relieffer og kopierede kileindskrifterne på marmorvæggene. Det var Niebuhrs minutiøse aftegninger, der skabte grundlaget for andres tydninger af kileskriften. Carsten Niebuhr indridsede sit eget navn på paladsets store indgangsportal som et vidnesbyrd om sin indsats og tilstedeværelse i det gamle kongepalads. Niebuhr kom via Oman til Persien, i forbindelse med den danske ekspedition til Arabien, som Frederik V (1723-1766) iværksatte – ekspeditionen kan genopleves i Thorkild Hansens bog ”Det lykkelige Arabien” fra 1962.

Efter at have oplevet det storslåede historiske bygningsværk Persepolis, fortsætter vi cirka fire kilometer mod nord til kongegravene Naqsh-e Rustam, hvis tiden tillader det. Her menes de achæmenidiske konger Xerxes, Artaxerxes, Darius 1. og Darius 2. at ligge begravet i sarkofager inde i klippevæggene. Gravene blev plyndret af Alexander den Store under hans erobring af det achæmenidiske imperium, men de store persiske kors pryder endnu klippevæggene. Kun en kilometer herfra ligger Naqsh-e-Rajab, et arkæologisk område, som sammen med Naqsh-e Rustam kandiderer til at komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Her ser vi fire klippeinskriptioner og basrelieffer, som kan dateres til det tidlige Sassaniderrige (år 224-651). Vi kan blandt andet læse Sassaniderrigets grundlægger og første konge, Ardeshir 1.’s, indsættelsesinskription og se et basrelief, som fejrer kong Shapur 1.’s sejr over den romerske kejser Valerian.

Vi ankommer til den smukt beliggende by Shiraz, også kaldt ’Irans poetiske hovedstad’, hvor vi tjekker ind på hotel.

Dag 8
Shiraz. Byrundtur i Shiraz med Eram-haven, poeten Hafez’ gravmæle og den gamle bazar Morgenmad og frokost inkluderet. Kørsel: ca. 30 km
Prægtige persiske tæpper i stakkevis

I dag skal vi opleve ægte tusind og en nat-stemning, når vi tager på byrundtur i den smukke by. Først besøger vi Eram-haven – en af de ni persiske haver, der blev grundlagt i midten af det 19. århundrede, og som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Eram-haven kaldes også paradishaven, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Den velduftende have prydes af blomstrende appelsintræer, grønne cypresser, daddeltræer og persiske roser og har gennem tiderne været inspirationskilde for flere iranske forfattere. I haven kan man desuden se fine fontæner og ikke mindst det prægtige Qajar-palads, der blev opført af den velstående Qavam-familie i årene 1879-1886. Paladsets indre er dekoreret med elegante mønstre og kakler med digte af den berømte iranske poet Hafez. Selve bygningsværket er inspireret af den victorianske æra i Europa og rummer hele 32 værelser, fordelt på to etager.

Vi fortsætter ind i kunstens og poesiens verden, til nationalpoetens Hafez’ gravmæle. Både iranere og tilrejsende valfarter til graven, der omgives af rislende kilder, farverige blomsterbuske og duftende cypresser. De fleste troende iranere opfatter Hafez som en spirituel mester, der havde en helt særlig sans for Guds nærvær, og mange anvender hans poesi som en åndelig ledetråd i livets store spørgsmål. Det siges, at hvis en fattig iraner ikke har råd til at tage på pilgrimsrejse til Mekka, tilgiver Allah ham, hvis han i det mindste besøger Hafez’ gravsted. Traditionen foreskriver også, at unge nygifte par skal besøge Hafez’ grav og læse et af hans digte højt for at sikre et lykkeligt ægteskab.

Nu skal vi se en af de mest elegante og mest fotograferede moskéer i hele det sydlige Iran: Masjed-e Nasir-al-Molk. Moskéen er bygget i slutningen af 1800-tallet og er kendetegnet ved de smukke dybblå fliser, som dækker facaden. Det mest iøjnefaldende ved moskéen finder vi dog inde i bygningen – bederummet med de udskårne søjler, de flerfarvede fajance-dekorationer og sidst men ikke mindst: de smukke glasmosaikvinduer, som fylder hele bederummet med et fantastisk farvespil.

Shiraz siges at have landets smukkeste basarer, og derfor aflægger vi besøg i den store Vakil-basar i byens historiske centrum. I de livlige markedsgader kan vi blandt andet opleve nomader, der kommer for at handle, og her kan man købe alt fra orientalske antikviteter til håndvævede tæpper, kobbertøj, grøntsager, krydderier og malerier. I området finder man også flere smukke gårdhaver, badehuse og ikke mindst persiske tæppebutikker, der efter sigende sælger byens fineste tæpper.

Om aftenen spiser vi en god afskedsmiddag, inden vi kører til Shiraz’ internationale lufthavn og påbegynder vores rejse hjem.

Dag 9
Afrejse og ankomst til København
Persepolis' ruiner
Vi lander i København om morgenen med bagage fyldt med fantastiske oplevelser.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 13.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
2.498,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Lokal engelsktalende autoriseret guide
  • Fly København – Teheran og Shiraz – København mellemlanding i Istanbul
  • Halvpension
  • Udflugter og transport jf. program i comfort bus
  • Alle nævnte entreer
  • Overnatning på 4 - 5-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til guider og chauffører ca. kr. 300,- pr deltager
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr på kr. 130,- pr. faktura
  • Visum kr. 598,-
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til at pakke det mest nødvendige under dagsudflugter og rejsedage, hvor du ikke ser din bagage før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Ikke egnet for gangbesværede

Mange af udflugterne vil foregå til fods. Derfor er rejsen ikke egnet for gangbesværede.

Pas og visum

Det er meget vigtigt, at dit pas ved indrejse til Iran ikke indeholder stempler, visum eller andre tegn på, at du har været i Israel, Vestbredden eller Gaza. Hvis dette er tilfældet, bedes du anskaffe et nyt pas inden afrejse. Ved bestilling af rejse til Iran sender vi en detaljeret vejledning om, hvordan du skal udfylde visumansøgningen. Ansøgningen og dit pas skal være os i hænde senest halvanden måned før afrejse, ekspeditionstiden er cirka. 3 uger. Visum er ikke inkluderet i rejsens pris.

Penge

Vi anbefaler, at du tager alle de kontanter med, som du planlægger at bruge i løbet af rejsen – gerne i en blanding af store og små eurosedler. Disse kan veksles undervejs til rial. Det vil ikke være muligt at hæve penge eller bruge kreditkort i Iran.

Iransk mad

Det iranske køkken har haft stor indflydelse på såvel afghansk, nordindisk og ikke mindst tyrkisk madlavning. Gennem tiderne har maden også vandret vestpå til Armenien, Aserbajdsjan og Georgien og derigennem til Rusland. Mange af de retter, som man normalt forbinder med mellemøstlig mad stammer fra Iran, så som kebab og is.

Friske grønne urter bruges flittigt sammen med frugter som blommer, granatæbler, kvæder, svesker, abrikoser og rosiner. Et typisk persisk måltid mad består af ris med lam, kylling eller fisk tilsat løg, grøntsager, nødder og urter. For at opnå en balanceret smag tilsættes ofte en blanding af karakteristiske persiske krydderier så som safran, tørret lime, kanel og persille. Hvedebrød, ’nan’ på persisk, er også en vigtig del af det iranske køkken, og der findes over 40 forskellige slags flade hvedebrød.

Takt og tone

Iran er et sikkert land at rejse rundt i, og de imødekommende iranere efterlader et positivt indtryk af landet. Som alle andre steder bør man respektere landets regler og normer – som kvinde betyder det, at man iklæder sig lange, løse klæder og tildækker håret. Som mand ifører man sig lange bukser. Alkohol samt pornografisk materiale er strengt forbudt og må ikke indføres i landet.

Mere om Iran

Her kan du få mere at vide om Iran: www.albatros-travel.dk/destinationer/mellemoesten/iran. Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederene på et af bussens første påstigningssteder. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Placering i bussen

På busrejser kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

18IRRTR03ADK0711