Island – rundrejse i sagaernes land

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Storslået oplevelsesrejse gennem lavaøens smukke landskaber og farverige historie fra sagatiden til i dag

Nordisk skønhed i sin pureste form! Island byder på naturoplevelser, der kan få selv de mest blaserte til at overgive sig.

Vi kommer vidt omkring på øen og får fornemmelsen af de kolossale naturkræfter, der har skabt det utrolige landskab med høje fjelde, aktive vulkaner, gejsere, gletsjere, lavaområder, varme kilder, forrevne fjorde, høje vandfald og ørkner med sort sand.

Rå natur og hvisken fra nordens oldtid venter os, når vi tager hele vejen rundt på den smukke lavaø. Vi skal bl.a. se gletsjersøen Jökulsárlón, Dettifoss – ’kongen af de islandske vandfald’ – samt det nordlige Islands største attraktion, fugleparadiset Myvatn naturpark.

Vi lægger også vejen forbi fiskerlandsbyer, sorte lavastrande og besøger Skaftafell nationalpark. Undervejs besøger vi en række nøglesteder knyttet til Islands historie, bl.a. Þingvellir-sletten, hvor Altinget – et af verdens ældste parlamenter – blev stiftet omkring år 930.

Vi skal naturligvis også besøge det gyldne vandfald Gullfoss og gå på opdagelse i hyggelige Reykjavík såvel som den gamle danske handelsstation Akureyri.

Følg med på denne storslåede sommerrejse til den smukke ø i Nordatlanten!

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta ISK

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
København – Keflavík. Ankomst Island og videre til Reykjavík
Dag 2
Reykjavík – Vestlandet. Rundtur i Reykjavík og Nationalparken Þingvellir
Dag 3
Vestlandet – Akureyri. Vandfald, varmekilder, Nordlandets fjordlandskaber ved hestenes dal, Skagafjördur og sagahistorie i Reykholt
Dag 4
Akureyri - Udflugt til vandfaldet Goðafoss, ”Gudernes vandfald og Mývatn Naturreservat. Mulighed for formiddagstur med hvalsafari
Dag 5
Akureyri – Østfjordene. Husavik, Asbyrgi-kløften, Dettifoss og Egilsstadir
Dag 6
Østfjordene – Sydkysten. Gletsjerlagunen Jökulssárlón ved Vatnajökulls mange gletsjertunger og Skaftafell Nationalpark
Dag 7
Sydkysten – Reykjavik. Vik-området, sorte strande, vandfaldene Seljalandsfoss og Skógafoss, sprøjtende gejsere og det gyldne vandfald Gullfoss
Dag 8
Fly Keflavík – København

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
14.998,–
København
Udsolgt
15.498,–
København
Udsolgt
15.998,–
København
Udsolgt
16.998,–
København
Udsolgt
16.998,–
København
Udsolgt
16.998,–
København
15.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Keflavík. Ankomst Island og videre til Reykjavík
Hyggelige Reykjavík

Vi flyver fra København, og efter cirka tre timers flyvetur lander vi i Keflavík Lufthavn, der ligger yderst på Reykjaneshalvøen. Allerede i Keflavík får vi et indtryk af de barske islandske lavamarker. Området er tilmed et af de mest geotermisk aktive på Island.
Når bagagen er på plads i bussen, kører vi til Geocenter Reykjanes hvor vi skal kigge på områdets særegne geologi. 

Efter besøget kører vi til Reykjavík, hvor vi indkvarteres på vores hotel. 
For 1.000 år siden indtog vikinger – efter sigende – nyt land ved at smide et gudebillede over bord og så gå i land der, hvor billedet drev ind. Således også den norske viking Ingólfur Arnarson, der i 874 som en af de første satte fod på Island dér, hvor Reykjavik nu ligger. Han kaldte stedet for “Røgbugten”, og området blev langsomt befolket. For 200 år siden boede her 300 sjæle, men nu har 217.000 (126.000 i bykernen) mennesker eller over halvdelen af Islands befolkning deres hjem i verdens nordligste hovedstad.

Efter ankomst og hvis tiden tillader det kan interesserede følge med rejselederen til fods mod hovedstrøgene Hverfisgata og Laugavegur. Her findes et udvalg af caféer og restauranter. Island har gennem det seneste årti markeret sig godt og grundigt på det gastronomiske verdenskort med et nytænkende og moderne køkken, og de mange lækre lamme- og fiskeretter er rendyrket forkælelse for smagsløgene. 
Rejselederen kommer naturligvis gerne med forslag til gode spisesteder i løbet af turen.

Vi overnatter i Reykjavik.
(Dagens samlede kørsel 80 km – 1 time 20 minutter)

Dag 2
Reykjavík – Vestlandet. Rundtur i Reykjavík og Nationalparken Þingvellir
Reykjavik er en af Europas mindre hovedstæder

For at forstå islændingene og de steder, de har valgt at bosætte sig, skal vi dykke lidt ned i de gamle sagaer (islandsk: Íslendingasögur). Disse litterære optegnelser og fortællinger er uden tvivl den største enkeltkilde til islændingenes historie, hvor de kom fra, og hvilke indflydelser og begivenheder, der hjalp med at forme deres kultur. Sagaerne er uden tvivl den største nationale historiske stolthed i Island og er uovertrufne i den menneskelige civilisation i forhold til deres omfang, nøjagtighed og arkivværdi. Fra Landnámabóken ved vi, at Akureyri-områdets grundlægger var en irsk viking med navnet Helgi ’Magri’ Eyvindarson. Helgi ’Magri’ Eyvindarson satte sejl til Island med sin kone, Thorunn Hyrna, i 890 e.Kr., og gik i land inde i Eyjafjörður. Præcis hvorfor han forlod Irland er stadig et mysterium, selvom mange har antydet, at det kan have været på grund af hans fascination for nordiske trosretninger. Særligt tordenguden Thor skulle han have været hengiven, særligt under de farefulde rejser over havet. Helgis jordmæssige besiddelser var de største i sin tid, og hans gård hed ifølge sagaerne Kristna (Kristi Halvø). Han anses med rette som Akureyris grundlægger og er for Nordisland og Akureyri, hvad Ingólfur Arnarson var for Reykjavík, da sidstnævnte byggede sin gård der ca. 870 e.Kr. og grundlagde stedet, vi i dag kender som landets hovedstad.

Netop Reykjavik er dagens første programpunkt, når vi forlader hotellet og tager direkte ud på en spændende byrundtur i en af Europas mindre hovedstæder. Byrundturen fører os blandt andet op til Hallgrímskirken, der troner majestætisk over byen på en bakketop. Herfra er der god udsigt over byen, havet og bjergene bag, og kirken i sig selv er også interessant. Den er tegnet af Guðjón Samúelsson (1887-1950), som var Islands første arkitekt og den kreative hjerne bag mange af byens vigtigste bygningsværker. Arkitekturen er tydeligvis inspireret af de vulkanske søjler, man ser så mange steder på øen, og foran kirken ses en statue af Leif Eiríksson (“Leif Den Lykkelige”). Statuen er en gave fra USA i anledning af Islands Altings 1.000 års jubilæum i 1930. Byrundturen bringer os desuden forbi Höfdi-huset, hvor Reagan og Gorbatjov mødtes i 1986, samt det interessante Kulturarvhus, der huser en fin samling af gamle islandske håndskrifter, som fandt tilbage til islandsk jord fra København i 1970’erne. Vi lægger endvidere vejen forbi Harpa, Reykjavíks nye koncert- og konferencecenter, som er tegnet af Henning Larsen, der har ladet sig inspirere af nordlyset og den dramatiske islandske natur. Efter byrundturen fortsætter vi i de historiske lag og sætter kursen ud af Reykjavik mod Þingvellir (Thingvellir).
I sommeren 2004 blev Þingvellir registreret på UNESCO's verdensarvsliste, hvor kun verdens mest særprægede naturperler findes. Det er et utroligt geologisk område, der også var rammen for et af verdens ældste parlamenter, dateret helt tilbage til år 930. Det islandske Alting, hvor alle større historiske beslutninger blev taget, samledes her frem til 1798. Området blev sammen med Islands største sø, Þingvallavatn, udlagt som nationalpark i 1930. De mange kløfter og sprækker, der løber gennem sletten, markerer, hvor den midtatlantiske spredningsryg “går på land”, og to af jordens store geologiske plader, den europæiske og den amerikanske, bevæger sig fra hinanden. 

Vi afslutter dagen i Borgarnes, den eneste kystby på Island, der ikke er afhængig af fiskeri. Byen har en unik beliggenhed mellem 2 halvøer og er derfor bindeled for al transport mellem Syd- og Nordvestisland, men den åbne beliggenhed giver også til tider ustabilt vejr. Det har resulteret i en tunnel under Hvalfjördur, som nu reducerer vores kørsel med 50 km.
Vi overnatter i Borgarnes. Der er et udvalg af restauranter i centrum af lille Borgarnes.
(Dagens samlede kørsel 150 km – 2 timer 10 minutter)

Dag 3
Vestlandet – Akureyri. Vandfald, varmekilder, Nordlandets fjordlandskaber ved hestenes dal, Skagafjördur og sagahistorie i Reykholt
Hraunfossar har udsigt til gletsjerområdet Langjökull

Vi starter dagen ved Borgarfjördur, og på vejen kører vi gennem et fantastisk område, der skifter mellem grønne marker med græssende heste og får i brede dale og fjeldtoppe dækket af sne og udsigt til spidse vulkankegler. Dagens første besøg er ved vandfaldene Hraunfossar og Barnafoss, der ligger smukt med udsigt til gletsjerområdet Langjökull på grænsen til Islands ufremkommelige højland. Vandfaldene består af talrige små vandfald, der strækker sig over 1.000 meter i bredden.

Vi skal besøge en af verdens største varme kilder, Deildartunguhver. De bølgende skyer af vanddamp kan ses på lang afstand og giver en ide om de kræfter, der står bag. Kilden producerer 180 liter kogende vand pr. sekund og har en kapacitet på 62 megawatt, og vandet bliver brugt til centralvarme i Borgarfjördur og i Borgarnesområdet, hvor vi overnattede i aftes. Borgarfjördur er også kendt for at være en del af sagaland. Handlingen i to af Islands mest berømte sagaer, Laxdøla saga og Egils saga, foregår i området, og vores næste stop er Reykholt, der var hjemsted for Snorri Sturlason, den berømte islandske historiker og politiker, der levede på 1200-tallet.

Så kører vi herefter gennem Nordlandet, der er berømt for sine dybe fjorde, stejle fjelde, små øer, frugtbare enge og fantastiske fugleliv. Undervejs gør vi typisk holdt et par gange for at strække benene og tage billeder. Vi kører igennem området Skagafjörður, kendt som ”Hestenes Dal”, da dette er centrum for Islands berømte hesteopdræt. 

Akureyri ligger smukt i bunden af fjorden Eyjafjörður med sneklædte fjeldtoppe i baggrunden. Klimaet er unikt for disse breddegrader – byen er nemlig begunstiget med langt flere solskinstimer og højere temperaturer end resten af Island, og den isfri havn har stor betydning for byen. 

Akureyri er Nordislands centrum for handel og kultur og har – næst efter Reykjavík – Islands højeste indbyggertal. Der er et universitet i byen, som desuden er en vigtig aktør inden for fiskeri. Med det spirende uddannelsesmiljø, de mange kulturelle begivenheder og den store fiskeindustri vokser Akureyri støt, og stadigt flere turister lægger vejen forbi nordkystens solskinsby.

Vi har 2 overnatninger i Akureyri-området. 
(Dagens samlede kørsel 415 km – 5 timer 10 minutter)

Dag 4
Akureyri - Udflugt til vandfaldet Goðafoss, ”Gudernes vandfald og Mývatn Naturreservat. Mulighed for formiddagstur med hvalsafari
Goðafoss vandfaldet – et af de smukkeste steder i Nordisland

Der er efter morgenmaden mulighed for at tage på hvalsafari. Der kan naturligvis ikke gives nogen garanti, men mon ikke heldet er med os, så vi ser delfiner, vågehvaler, pukkelhvaler eller måske endda blåhvaler? (Hvalsafarien tager cirka 2½ time og er en tilkøbsudflugt, der bestilles og betales hjemmefra – se under Prisinformation). For dem der ikke vil på sejlturen er der tid på egen hånd, som kan bruges til at se nærmere på Islands næststørste by, Akureyri.

Efter frokosttid er det tid til endnu en tur ud i naturen, nemlig til vandfaldet Goðafoss . 
Vandfaldet er cirka 12 meter højt og 30 meter bredt og et af de smukkeste vandfald på Island. Navnet betyder ”gudernes vandfald” – og henviser til en af de vigtigste begivenheder i Islands historie, nemlig indførelsen af kristendommen. Det var her ved vandfaldet, at Thorgeir Thorkelsson (Þorgeir Ljósvetningagoði) kastede sine gudebilleder i vandet efter kristendommens indførelse i år 999 eller 1000 – en beslutning, som Thorgeir selv havde truffet på Altinget, hvor han var lovsigemand fra år 985-1001.

Herfra kører vi mod det naturskønne reservat Myvátn, hvor vi blandt andet oplever Islands livlige geotermiske aktivitet for fuldt blus i form af bizarre lavalandskaber, varme kilder og stinkende svovlhuller. Midt i Mývatn ligger den 37 kvadratkilometer store Mývatn-sø – omgivet af lavasletter, fjelde og vulkaner. I søen findes der mere end 50 små lavaøer og -holme – de fleste af dem såkaldte ”pseudokratere”, det vil sige, de ligner vulkankratere uden at være det. Søens gennemsnitlige dybde er kun 2,5 meter, og sollyset kan således nå helt ned på bunden. Kombineret med, at størstedelen af søens vand kommer fra underjordiske mineralholdige kilder, giver dette gode livsbetingelser for blandt andet fisk og fugle. Og Myvátn-søen er da også et sandt paradis for fugleelskere! Dette er ganske enkelt et af landets bedste steder at se på fugle, og om sommeren finder man verdens største koncentration af forskellige andefugle – blandt andet den islandske hvinand og strømand.

Ved søens nordøstlige bred kører vi ind i den store åbne dal Námaskarð, der er fuld af boblende, kogende mudderhuller og stinkende svovlhuller – og så godt som blottet for vegetation på grund af de sure svovldampe fra kilderne. I 1500-tallet hentede den danske flåde svovl i dalens solfatarer (svovlkilder) til fremstilling af det krudt, der blev brugt i datidens krige.

Øst for Mývatn-søen ligger Dimmuborgir, hvilket betyder ”de sorte slotte”. Området er berømt for sine mange forunderlige lavaformationer, der ligner tårne eller spir – blandt andet den kæmpestore lavaportal, som kaldes ”Kirken”. På landjorden over området kiler en dyb sprække gennem landskabet – her mødes to af jordens store geologiske plader: den europæiske og den amerikanske, der bevæger sig længere og længere væk fra hinanden. Sprækken bliver således bredere og bredere – cirka en til to centimeter om året. 

Der er mulighed for at opleve den fascinerende geotermiske aktivitet på tæt hold med en lun dukkert, ved Jarðböðin i Mývatn Nature Baths, Nordislands ”Blå Lagune” (entré til lagunen er ikke inkluderet i rejsens pris, men kan tilkøbes på stedet.
Vi returnerer til vores hotel og har endnu en nat i området omkring Akureyri. 
(Dagens samlede kørsel 160 km – 2 timer 30 minutter)

Dag 5
Akureyri – Østfjordene. Husavik, Asbyrgi-kløften, Dettifoss og Egilsstadir
Jarðböðin i Mývatn Nature Baths, Nordislands ”Blå Lagune”

Det er blevet tid til at tage afsked med de øde, uspolerede kystlandskaber, men inden vi begiver os sydvest på, starter vi med at besøge den hyggelige lille landsby Husavik, som ligger ca en times kørsel nord for Akureyri. Husavik er en af Islands ældste bebyggelser og hvalerne som oprindelig trak folk til området er fortsat en vigtig indtægtskilde. Efter et kort stop fortsætter vi mod sydvest og nogle af områdets fantastiske naturfænomener.

Ásbyrgi-kløften er en mageløs hesteskoformet fordybning i landskabet, som har både historisk og naturmæssig værdi. Klippevæggen er 3,5 kilometer lang og 90-100 meter høj og menes at være skabt af tidligere voldsomme vandstrømme i området. De lokale skrøner indblander nordisk mytologi i skabelsen. Her fortæller legenden, at Ásbyrgi blev dannet, da Odins ottebenede hest, Sleipner, tog et langt skridt og dermed skabte en kløft med høje klipper i form af en hestesko.

Dettifoss er ’Kongen af de islandske vandfald’ og menes at være det mest kraftfulde fald i Europa. Og selvfølgelig det største på Island! At besøge Dettifoss er en oplevelse, som man ikke uden videre glemmer. Alene brølet fra det fossende fald vil skærpe ens sanser, så snart man nærmer sig. Når vandet falder de 44 m ned i floden, sker det med en sådan kraft, at sprøjtet kan ses fra 1 km afstand, og samtidig skaber det en smuk regnbue over kløften. 

Vi overnatter på hotel i Egilsstadir efter en lang og spændende dag.
(Dagens samlede kørsel 340 km – 4 timer 15 minutter)

Dag 6
Østfjordene – Sydkysten. Gletsjerlagunen Jökulssárlón ved Vatnajökulls mange gletsjertunger og Skaftafell Nationalpark
Den smukke sorte sandstrand på halvøen Dyrhólaey

Over de næste to dage skal vi opleve Østfjordene – med de utæmmelige landskaber og Sydlandet – Islands sydlige kyststrækning. 

Netop Østfjordenes dramatiske kystlinje oplever vi med de smukke, kontrastfyldte landskaber af grønne og frodige dale, storslåede fjelde og fjorde og små fiskerlandsbyer. Området er det tyndest befolkede på Island, og fiskeri er fortsat det største erhverv, på trods af, at Islands største aluminiumsværk blev bygget her i 2007. Der var store protester mod det amerikanskejede værk, da det er afhængigt af et stort dæmningsanlæg for at få elektricitet til produktionen, og man var bekymrede for, at dæmningsbyggeriet ville ødelægge højlandets særegne natur.

Islands is er herefter i fokus i dette område, hvor vi lægger vejen forbi et af landets mest betagende naturvidundere – gletsjerlagunen Jökulssárlón – som er dannet af smeltevand fra gletsjeren Breidamerkurjökull. Lagunen begyndte at tage form i 1934, og siden da er den blevet stadigt større i takt med, at gletsjeren har trukket sig længere og længere tilbage. I dag er lagunen omkring 25 kvadratkilometer stor, og den vokser i takt med, at gletsjeren kælver omkring 500 kvadratmeter is årligt.

Vi fortsætter videre langs Islands østkyst og den østlige del af den kæmpestore nationalpark Vatnajökull. Nationalparken blev i juli 2019 tilføjet til UNESCO’s verdensarvsliste. Senere kører vi langs sandørknen Breidamerkursandur med gletsjeren Vatnajökull tronende i baggrunden. Vatnajökull er Islands største gletsjer, og denne gigantiske iskappe er verdens tredjestørste indlandsgletsjer efter indlandsisen på Grønland og Antarktis.

Herpå går turen videre til den 1.736 kvadratkilometer store Skaftafell Nationalpark, der ligger som en smuk grøn oase for foden af vulkanen og iskappen Öræfajökull, som udgør den sydlige del af Vatnajökull, og som rummer Islands højeste fjeld, den isdækkede vulkankegle Hvannadalshnúkur. Mange steder ses det angivet til 2.119 meter, men nyere målinger har vist, at det er ti meter lavere. Takket være den beskyttede placering er Skaftafell begunstiget med et relativt mildt klima, og området er populært blandt vandrere. 
Derefter passerer vi det eventyrlige, mosdækkede lavaområde Eldhraun og ser de sorte sandstrande ved Mýrdalssandur. Eldhraun, hvis areal dækker 580 kvadratkilometer, blev dannet ved et vulkanudbrud i 1783-84, hvor 22 gårde blev begravet i aske. Udbruddet blev forårsaget af en enkelt vulkan, men havde katastrofale konsekvenser for landet og bliver ofte anset for at være et af de største og værste udbrud i verdenshistorien. Aske fra vulkanudbruddet dræbte en stor del af øens dyre- og planteliv, og de følgende år efter denne katastrofe var karakteriseret af kulde, misvækst og sygdomme, som kostede omkring 20 procent af befolkningen livet. I dag er området fredet, og de smukke, kurvede lavaformationer er dækket af mos.

Vi overnatter i området omkring Vik. (Dagens samlede kørsel 475 km – 6 timer 35 minutter)

Dag 7
Sydkysten – Reykjavik. Vik-området, sorte strande, vandfaldene Seljalandsfoss og Skógafoss, sprøjtende gejsere og det gyldne vandfald Gullfoss
Skógafoss er et af de største vandfald på Island

Vi skal i dag opleve store naturscenerier i form af sorte strande, vandfald og gejsere.
Vi begynder dagen med at køre til halvøen Dyrhólaey, som tidligere var en ø, via den smukke sorte sandstrand Reynisfjara, som har en koloni af søpapegøjer om sommeren. Halvøens vulkanske klippeformation menes at være dannet af et undersøisk vulkanudbrud, som fandt sted for cirka 80.000 år siden. Klippehalvøen udgør den sydligste del af Island, og fra det 18. århundrede og frem til midten af det 20. århundrede drev man fiskeri fra sandstranden. Resten af hvælvingerne og klipperne er igennem flere millioner år formet af Atlanterhavets konstante brusen.

Vi fortsætter til de to smukke vandfald Skógafoss og Seljalandsfoss. Skógafoss er med sin bredde på 25 meter et af de største vandfald på Island. Rammer man vandfaldet på en solskinsdag, kan man være heldig at se en flot regnbue skære sig igennem vandfaldet. Området er en stor kløft, og de pragtfulde vandfald vil de fleste sikkert genkende, da de er blandt de mest fotograferede attraktioner på Island.

Et lille stykke før Gullfoss ligger Geysir, der har lagt navn til resten af verdens gejsere. Geysir kom første gang i udbrud i det 14. århundrede, men den 60 meter høje vandsøjle stoppede i vort århundrede. Lige i nærheden finder man Strokkur-gejseren, der cirka hvert 8. minut spyr sine vandmasser mere end 20 meter op i luften. Vi afslutter ved vandfaldet Gullfoss, som er Islands allerstørste attraktion. På vejen er der en fantastisk udsigt til landet omkring, og er det klart vejr, kan man se helt til Islands mest kendte vulkan, Hekla. Det 32 meter høje Gullfoss falder i to trin, på henholdsvis 10 og 21 meter, ned gennem den dybe kløft. Gullfoss blev først kendt for omverdenen i begyndelsen af det 20. århundrede. En landmandsfamilie, Tómasson, kørte da retssag om ejendomsretten til landområdet. Sagen kørte i 20 år, og familien endte med at tabe til udenlandske investorer. I sidste instans kunne investorerne dog ikke betale, hvilket gav islændingen Einar Gudmundsson mulighed for at erhverve området i 1939. I 1975 overdrog han det til den islandske stat, og i dag er området naturreservat.

Vi fortsætter til Reykjavik og ankommer til hotellet efter en sidste oplevelsesrig dag i Islands vilde natur. Rejselederen er behjælpelig med tips til spisemuligheder i nærområdet.
(Dagens samlede kørsel 360 km – 4 timer 25 minutter)

Dag 8
Fly Keflavík – København

Vi spiser morgenmad på hotellet og siger bagefter farvel – og måske på gensyn – til den smukke lavaø.

(Dagens samlede kørsel 50 km. – 50 minutter)

Hvalsafari ved Akureyri

Mulighed for at deltage på spændende hvalsafari på dag 4. Der indgår transport og sejltur, varighed ca. 2½ time.

Pris: kr. 798,- pr. person

Mulighed for at se hvaler

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 15.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
5.698,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • København – Keflavik t/r 
  • Transport og udflugter jf. program
  • 7 nætter på enkle mellemklassehoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt
  • Middag på dag 6
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Entré i Mývatn Nature Baths 
  • Hvalsafari i Akureyri 
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører 
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (Bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde. Medbring fornuftigt fodtøj. 
Medbring evt. badetøj, da offentlige udendørs svømmepools på Island har åbent året rundt og er en meget populær aktivet, også blandt de lokale. Vi skal også forbi en af de naturligt varme udendørs bade undervejs, hvor der vil være mulighed for at tage en dukkert i det varme vand (entré for egen regning, mulighed for at leje håndklæde).

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Vejret

Island ligger langt mod nord, omtrent 9-10 breddegrader nordligere end Danmark. I Juni/Juli er dagene lange, og det vil være lyst en stor del af døgnet. Man skal være forberedt på, at højeste temperatur ude ved kysterne måske kun er 14 grader, måske lavere. Det betegnes som mildt om end køligt vejr. Indenlands er temperaturerne typisk højere, måske helt op til 20 grader som sommeren. Det typiske vejrmønster er skiftende, så husk på, at regnbyger hurtigt afløses af perioder med sol.

Indkvartering

Vi bor på enkelt indrettede hoteller i mellemklasse. Mange hoteller i Island er af ældre standard og ikke alle er nyrenoverede. Værelserne er typisk af relativ beskeden størrelse. 

Trådløst internet er frit tilgængeligt på samtlige hoteller.

 

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Fantastisk flot og spændende introduktion til Island. Rejsen var meget veltilrettelagt. Der var program fra ankomst til afrejse men også med plads til at improvisere undervejs. Vores rejseleder var nok utrolig dygtig og vidende og havde lokale kontakter som understøttede vores gode oplevelser og introduktion til landet både geografisk og samfundmæssigt. Vi vil helt sikkert besøge Island igen.
Date published: 2023-09-11
Rated 5 out of 5 by from En dejlig rejse med dygtig rejseleder Vi har haft en dejlig rejse med mange oplevelser, rejseleder var meget dygtigt en som alle kan ønske sig at have. Han har hjulpet med alt som vi spurgte ham fra informationer til de praktiske tinge.
Date published: 2023-09-01
Rated 5 out of 5 by from Herlig rejse Spændende rejse med en fin rejseleder og chauffør
Date published: 2023-08-30
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk rundrejse med oplevelser fra morgen til aften Fantastisk spændende rejse med mange forskellige oplevelser fra morgen til aften. Vores rejseleder og chauffør udgjorde et fantastisk makkerpar, med masser af viden om landet og stop på smukke steder. Selv når vi skulle bevæge os over større afstande, gjorde de turen spændende, med gode stop undervejs. Island er et utroligt spændende land, med meget forskelligartet natur. Fra det rå og knudrede lava, til smukke vandfald og glinsende gletsjere, høje vulkaner, boblende mudderhuller og springende gejsere - wauw siger jeg bare ! Tak for en fantastisk tur.
Date published: 2023-08-27
Rated 5 out of 5 by from En perlerække af overdådige naturoplevelser En meget koncentreret rejse hvor en perlerække af overdådige naturoplevelser hver dag afløste hinanden, kun afbrudt af lange stræk i bussen
Date published: 2023-08-27
Rated 4 out of 5 by from Eventyrlig rejse, vel planlagt, godt gennemført Jeg var imponeret over vores rejseleder Jesper Hallas. Tilkaldt med kort varsel, men gennemførte turen til alles tilfredshed. Han formidlede en fin stemning. Tak Jesper!
Date published: 2023-08-26
Rated 5 out of 5 by from Fantastiske Island Føler vi har oplevet Island med en engageret rejseleder.
Date published: 2023-08-26
Rated 5 out of 5 by from En fin rejse med mange gode oplevelser Rejsen var spændende og vi havde en meget fin og behagelig rejseleder (pludselig sat på opgaven p gr af sygdom), desuden en meget dygtig og behagelig chauffør.
Date published: 2023-08-25
  • y_2024, m_4, d_15, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_10, tr_113
  • loc_da_DK, sid_ISRTR02, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser