Jagten på Østersøens guld

Efter ankomst til Rigas lufthavn kører vi ind mod byen, der er delt af floden Daugava. Der ligger store, nye og meget moderne områder i nærheden af lufthavnen med store shoppingcentre og smarte butikker, og derefter følger et område med traditionelle lettiske træhuse, nogle i forfald og nogle restaurerede. Efter en periode med en stræben efter moderne bygninger, er de gamle træhuse ved at få en renæssance. 
 
Riga blev grundlagt i 1201 af den tyske biskop Albert von Buxhoevden, som et springbræt for sværdbrødrenes korstog mod hedningene i nord, og udviklede sig hurtigt til også at blive en vigtig handelsby mellem Rusland og Vesteuropa. I 1621 erobrede Sverige byen, og Riga udviklede sig til at blive den rigeste by i det svenske imperium. Sverige mistede sidenhen området til Rusland, og Riga var en del af først det russiske imperium og siden af Sovjetunionen frem til landets selvstændighed 21. august 1991. 
 
Før vi passerer floden, ser vi det nye nationalbibliotek, en flot moderne bygning, der tidligere tjente som Rigas hovedkvarter under EU-formandskabet i et halvår i 2015. Kort efter dukker Rigas gamle bydel op med domkirkens og Peterskirkens tårne som vartegn. Riga er Baltikums største by og kan betegnes som en rigtig storby med knap en million indbyggere og et betydeligt centrum med både brede boulevarder, store parkanlæg og lange lige gader med masser af forretninger.
 
Uden for den gamle by ligger områderne med jugendbygninger. Riga er rig på jugend med 750 udsmykkede bygninger langs med de store boulevarder, der strækker sig ud fra byens borgdistrikt. I 1698, da Riga var en del af det svenske rige, blev den svenske port bygget som en del af bymuren. Byens gamle forsvarsværk dukker frem hist og her i byen, og krudttårnet var også en del af det. 
 
Vi kører og går en kort orienterende tur gennem Rigas hyggelige gader og kommer bl.a. forbi sorthovedernes hus. Huset blev bygget i 1344 til Sorthovedordenen, der var en loge for ugifte tyske handelsmænd. 
 
(Aftensmad er inkluderet)

Langt ind i det 19. århundrede bestod Jurmala af en række små fiskerlejer, som lå uforstyrret hen. Det ændrede sig dog som ved et trylleslag i 1877, da jernbanen kom. Hver fiskerlandsby fik sin egen station, og hver eneste varme sommerdag strømmede bade- og lufthungrende storbyboere fra Riga mod strandene. Dermed blev landsbyerne kendt som "Rigas Jurmala", som betyder "Rigas kyst" på lettisk.

Jurmala ekspanderede hurtigt med nye lige gader, der lå midt i skoven, og der blev opført imponerende tårnhuse af træ, der fungerede som sommerhuse for Rigas elite.

I sovjettiden var Jurmala Sovjetunionens baltiske riviera, og efter Letland blev besat af Sovjetunionen i 1940 blev mange af de smukke villaer og hoteller nationaliseret. Enkelte blev revet ned for at give plads til massive betonhoteller, men heldigvis blev en stor del af det gamle Jurmala bevaret og dens charme ligeså.

Naturen bidrager til den hyggelige stemning med masser af frisk luft, svajende fyrretræer og en afslappet atmosfære på et bagtæppe af sandstrande så brede og hvide, at man til tider kan føle sig hensat til Hawaii eller vores egen vesterhavskyst.

Vi bruger dagen på at gå på opdagelse med rejselederen og slutter vores formiddagstur af med et besøg på Jurmalas frilandsmuseum, hvor vi dykker ned i byens fiskerhistorie og ser bygninger og udstyr fra tiden før badeturismen kom til byen.

Eftermiddagen og aftenen er til fri disposition, og du kan med fordel begive dig rundt i Jurmalas gader eller på stranden og sætte dig på en af de mange caféer eller restauranter og prøvesmage det lokale køkken – det er i øvrigt godt!

Om morgenen forlader vi Jurmala og bevæger os mod vest til Kuldiga, som er en velbevaret arkitektonisk perle midt i storslåede naturomgivelser. Kuldigas kælenavn er Nordens Venedig, og byen er en enestående blanding af vandløb og historiske barokke bygninger langs bredderne, som også har sat den på UNESCO’s kandidatliste for verdenskulturarv.
 
Ved Venta-flodens bred er der en betagende udsigt over Ventas Rumba, Europas bredeste vandfald, der til tider beskrives som et mini-Niagara Falls samt den smukke bro fra 1800-tallet. Alt efter nedbørsmængderne er vandfaldet ca. 100-110 meter bredt og 1,8-2 meter højt. Den gamle bro, hvorfra der er en fremragende udsigt over vandfaldet, er Europas længste af sin art med 164 meter.
 
Efter besøget i Kuldiga fortsætter vi ud til kysten til fiskerbyen Pavilosta, der er som et upoleret stykke rav på Østersøens vestlige kyst. Her ligger de gamle fiskeres huse, der stadig er omgivet af røg fra rygeovnene, og det er herfra vi tager på tur med en vaskeægte ravjæger, som vil vise os, hvordan man finder – eller snarere hvordan man fanger – rav. Her ved Østersøens bred hersker der den ubestridte holdning, at rav kan bruges på et uendeligt antal måder, som kan være både besmykkende og helbredende. Rav kan bruges i stedet for teblade, der kan brygges snaps på rav, og bare det at have en klump rav i sin lomme betyder, at kraften fra klumpen overføres til dig.
 
For at finde rav skal vi spadsere ved det åbne hav. Udfordringen er, at det ofte kan være svært at vide, om noget er rav, bare en sten eller i sjældne tilfælde et stykke fosfor fra 2. verdenskrig. Fosfor kan ligne rav, men kan forårsage kemiske forbrændinger, hvis den kommer i kontakt med huden. Husk derfor en plasticpose til den rav, du eventuelt måtte finde – bare for en sikkerheds skyld. Hvis vi finder noget, hjælper vores lokale ravjæger os selvfølgelig med at distingvere mellem fundene. Så af med sko og strømper eller på med gummistøvlerne og kast dig ud i det!
 
Om eftermiddagen kommer vi frem til Liepaja, som har en lang række ubeboede og kønne træbygninger, som bare venter på at blive brugt til et anerkendelsesværdigt formål. Det ville ganske enkelt være en skam, hvis de mistede deres fremtoning og lige så hjerteskærende, hvis de blot stod og forfaldt. I en sidegade til et af Liepajas kvarterer i udvikling er der dukket en sand lille perle op, hvor en af disse træbygninger er dedikeret til kunsthåndværkere, som fremstiller lokalt kunsthåndværk efter de traditionelle forskrifter, som har udviklet sig gennem århundreder. Her er en kunsthåndværker, der har specialiseret sig i at fremstille smykker i rav, en anden i at lave hjemmelavede duftlys, en tredje laver indgraverede brocher og ringe, en fjerde væver stoffer osv. Alt sammen efter metoder, som for længst er gået tabt i resten af Europa. Værkstederne er åbne, så vi kan roligt gå på opdagelse, kigge, røre og spørge. Det tager årtier at lære disse færdigheder, og det er hårdt arbejde at producere de flotte slutprodukter. For eksempel kan man alt efter erfaring og mønsterets kompleksitet kun væve mellem 30 og 150 centimeter stof om dagen på væven på 1.-salen.

I dag skal vi på tur til ravmuseet i Palanga. Både museumsbygningen (et slot opført af Lensgreve Feliks Tyszkiewicz Hrabia Polagi (1870–1932)), den tilhørende fransk/engelske have og udstillingen i sig selv giver et fremragende indblik i, hvor indbringende ravindustrien har været for regionen. Udstillingen byder på enorme ravstykker, forklaringen på, hvordan rav skabes, ravklumper med insekter, ja, endda et firben, ravskibe, ravsmykker, sovjetgenstande i rav og meget mere – der er noget for enhver smag og interesse. Der bliver også tid til på egen hånd at købe lidt frokost, fx på byens hovedstrøg, inden turen går tilbage til Liepaja.
 
Trænger du i stedet til en hviledag kan du med fordel forblive i Liepaja og måske gå en lang tur på stranden, tage på det lokale marked eller bare slentre rundt i gaderne.

Vi sætter nu kursen sydpå og drager på en orienterende byrundtur til fods gennem Klaipeda eller Memel, som tyskerne kaldte byen fra 1250 til 1918, hvor de herskede over området. Da de første korsriddere kom hertil var her en tom kystlinje. Ridderne blev inviteret hertil af Fyrsten af Masovien, som gerne så, at de ødelagde de hedenske baltiske stammer, og de valgte at bygge borgen Memelburg her. Memel er det tyske navn for Nemunas-floden, og de tidlige bosættere troede fejlagtigt, at de stræder, der forbinder Det Kuriske Næs’ lagune med Østersøen var mundingen af den mægtige flod. Tyske håndværkere slog sig ned omkring borgen, ikke mindst på grund af medlemskabet af Hansaforbundet. I dag bærer byen tydeligt præg af tidligere tiders rigdom på trods af, at store dele af byen blev destrueret under 2. Verdenskrig. Centrum er dog smukt genopført, så man føler sig hensat til en spadseretur gennem velmagtsdagene, når man går ad de brostensbelagte gader.
 
Herefter drager vi mod færgelejet, hvorfra vi skal med den lille bilfærge over til Det Kuriske Næs. Turen tager i omegnen af 5 minutter, så vi bliver på bussen over overfarten til dette naturområde, som er på UNESCO’s liste over Verdenskulturarv. Det mellem 500 meter og 4 km brede Kuriske Næs er vitterligt Østersøens perle og består af en lang række vindblæste klitter, der er omgivet af Den Kuriske Lagune på den ene side og Østersøen på den anden. Klitterne ligner til forveksling deres jyske fætre, og det er ikke helt uden grund. Vandreklitterne var nemlig nådesløse over for de fiskerbyer, hvor indbyggerne havde fældet træerne til at bygge huse og både. Adskillige af dem blev begravet af sandet, og først da danskeren Søren Bjørn så ligheden mellem sin hjemby Skærbæk og Det Kuriske Næs blev sandflugten til dels stoppet. Søren Bjørn var ansat som plantageinspektør i Danzig (datidens Gdansk) og anbefalede, at man plantede fyrretræer i forsøget på at tæmme naturen. Blandt andet af den årsag kan vi i dag besøge klitlandskaberne, nyde naturen og betragte det, som Jean-Paul Sartre beskrev ”som at stå ved indgangsporten til Himlen”. Vi nyder landskabet og kommer frem til den lille hyggelige by Nida, hvor vi skal overnatte. 
 

I dag har vi hele dagen til at tage på opdagelse på Det Kuriske Næs. Vi skal bl.a. op at stå på toppen af den klit, hvorfra man kan kigge ind over til den russiske enklave Kaliningrad. Vi går også på opdagelse i den hyggelige by Nida. Måske har du også lyst til at besøge den tyske nobelprisvinder Thomas Manns sommerhus, som ligger i byens nordlige ende. Her tilbragte han sammen med sin familie somrene, inden har sammen med sin jødiske kone og sine børn måtte flygte fra nazisterne til Schweiz og senere videre til USA.
Det er en dag i naturens tegn, og husk de gode vandresko, for man får nu engang mest ud af oplevelserne på Det Kuriske Næs ved at bevæge sig rundt til fods på store dele af dagens tur.

Tidligt om morgenen er det tid til at sige farvel til Litauen, når vi i dag krydser en grænse, som de færreste besøgende til Rusland benytter. Vi starter netop tidligt for at komme til i god tid for at krydse ind i Kaliningrad. Det kan være en omstændelig affære, hvor stovte grænsevagter i stive uniformer først sørger for, at vi kan forlade Litauen for derefter at lade sig afløse af russiske grænsevagter, der med samme møjsommelighed sørger for at give os en så tidskrævende grænsepassage som overhovedet muligt. Sørg derfor for at væbne dig med tålmodighed – vi tager det som en oplevelse og med et smil.
 
Fra grænsen mellem Litauen og den russiske enklave Kaliningrad er der kun små 100 kilometer til byen af samme navn. Kaliningrad Oblast ligger i dag flankeret af Litauen og Polen og har således ingen landfast forbindelse til Moderlandet. Den er dog stadig en del af Rusland af historiske årsager og på grund af geopolitiske interesser, som især drejer sig om beliggenheden i Europa og ud til Østersøen.
Historisk tilhørte Kaliningrad Oblast Tyskland i syv århundreder. I løbet af denne tid gik området ikke under navnet Kaliningrad, men Königsberg. Men i 1920'erne og 1930'erne fik Tyskland frataget Königsberg efter oprettelsen af ​​den "polske korridor", som gav Polen handelsfordele med frie byer som blandt andet Gdansk.
Under 2. Verdenskrig overtog Sovjetunionen området efter Joseph Stalins invasion i Polen. I de følgende år opfordrede Stalin både USA og Storbritannien til at præcisere, hvad deres planer ville være for Königsberg efter krigen. Stalin gjorde sin holdning til Kaliningrad klar med argumentet om, at Kaliningrad kunne bruges som sovjetisk havn og samtidig svække Tyskland. Dette argument syntes at blive støttet af USA’s præsident Truman, der accepterede ideen om at lade Sovjetunionen kontrollere Kaliningrad.
 
Sådan blev det, og siden Den Kolde Krig bruger Rusland Kaliningrad som militærinstallation. Det er for eksempel i Kaliningrad, at man har opstillet Iskander-Missiler, der kan nå Warszawa eller København på under 3 minutter. Byen blev jævnet med jorden under 2. Verdenskrig, og den bærer i dag tydeligt præg af manglende eller nødtørftig genopbygning, så det er som at køre igennem et stykke Sovjetunionen, når vi tager på byrundtur. Det er spændende – på den lidet kønne måde. 
 
Vores rejseleder tager os med gennem historien, og vi besøger blandt andet Domkirken og det maritime museum, hvor man kan komme om bord på den eneste museums-ubåd fra efterkrigstiden i Rusland. Undervejs på udflugten spiser vi frokost (inkluderet), og om aftenen spiser vi en hyggelig middag sammen, inden vi i morgen forlader Rusland.
 

Det er nu tid til at forlade Kaliningrad for at køre til Malbork i Polen. Først skal vi dog igennem endnu en grænsekrydsning, og også her er det vigtigt at tage ”ja-hatten” på og tage en dyb indånding, for vi skal endnu engang igennem samme procedure som gårsdagens.
 
Efter at have passeret grænsen kører vi de ca. 1½ time til byen Malbork, hvor besøget gælder ridderborgen af samme navn – i øvrigt intet mindre end Europas største middelalderborg. Det blev opført i 1274 af Den tyske Orden og står i dag stadig så flot, at det imponerende store bygningsværk beskyttet med tårne, mure og voldgrav siden 1997 har været UNESCO-bevaringsværdig.
 
Efter borgbesøget kører vi videre til en absolut perle i Polen: Gdansk. Gdansk har som resten af Polen haft en omtumlet tilværelse. Den har været tysk, en del af det polsk-litauiske storrige, preussisk, en del af det tyske kejserrige, fristad under Folkeforbundet i mellemkrigsårene, før byen igen blev polsk efter 2. Verdenskrig. Det siger en hel del om byens vigtighed og dens beliggenhed ved Wisla-flodens udmunding i Det Baltiske Hav. Begge meget vigtige vandveje, hvor store mængder landbrugsprodukter og øvrige kommercielle varer blev fragtet til og fra Polen. I dag er flodudløbet dog længere mod øst.
 
Den gamle bydel er blevet genopført i stort set samme skikkelse, som den så ud før krigen, hvor den blev fuldkommen destrueret. Vi starter dog vores ophold i Gdansk i den nyere historie med et besøg på Solidaritets-museet, som er opført på Lenin-værftets grund. Det åbnede den 31. august 2014 på årsdagen for Gdansk-aftalen, som var sejrspapiret for værftsarbejdernes kamp for den frie fagforening Solidaritet – en kamp, der efter manges mening blev startskuddet for kommunismens fald i Østeuropa. Medstifteren af Solidaritet og Polens tidligere præsident, Lech Walesa, deltog i åbningsceremonien.
 
Det er et både rørende og interessant museum, som bestemt er et besøg værd. Vi går også en byrundtur til fods og ser Kongevejen, havnefronten, rådhuset, Uphagens hus, havnekranen og Mariakirken.
 
Om aftenen spiser vi en hyggelig afskedsmiddag.