Kanaans land

I dag er det tid til at kigge nærmere på Østjerusalem og alle dens religiøse seværdigheder. For foden af Oliebjerget ligger Getsemane Have, hvor Judas gav Jesus det berømte kys. Oliventræerne i haven er gamle nok til at have bevidnet dette kys – en alder der i øvrigt er ganske usædvanlig for oliventræer. Hvis haven er åben, går vi en lille tur herinde.

Ved Getsemane Have besøger vi en ortodoks kirke, som er bygget over et gravkammer, som helt tilbage fra 100-tallet er blevet betragtet som Jomfru Marias grav. Det var dog først i 455, at byzantinerne isolerede graven og byggede en kirke omkring den, som så er blevet ombygget af flere omgange. Efter at Saladin besejrede korsridderne i 1187, destruerede han det meste af den øverste del af kirken og brugte stenene til at reparere bymuren med. Men selve gravkammeret, som ligger 47 trappetrin under kirken og som stadig består af oprindeligt byzantinsk murerarbejde, er forblevet intakt. Gravkammeret, som vi kommer ned i, er dunkelt, og væggene og loftet er farvet af århundreders røg fra stearinlys og olielamper. Rummet er rigt dekoreret med ortodokse ikoner og lysekroner, lanterner og guirlander, der hænger ned fra loftet. Jomfru Marias gravsted er også æret af muslimer, fordi Muhammed, under sin rejse fra Mecca til Jerusalem, så et lys over Marias grav.

I 1161 blev Jerusalems dronning Melisande begravet i kirken, og familien til hendes søn, kong Baldwin ll af Jerusalem, ligger også begravet her.

Nu er det tid til at gå på opdagelse i den gamle by, som vi har set oppe fra Oliebjerget. Vi kommer ind i det jødiske kvarter via Møg-porten, der efter sigende har sit navn, fordi det var herigennem, Jerusalems affald blev transporteret ud i byens unge dage. Porten ligger kun en kort gåtur fra Grædemuren, der er jødedommens helligste sted. Grædemuren kaldes også Vestmuren, fordi den var støttemur for den vestlige side af Herodes Tempel. Der er en evig strøm af jødiske pilgrimme ved denne sidste rest af tempelkomplekset, hvor de begræder det store tab og stikker små sedler med bønner ind i sprækkerne på den 15 meter høje mur.

Fra Grædemuren går vi op på Tempelbjerget, som er Jerusalems vigtigste attraktion. Ifølge overleveringen var det på Tempelbjerget, Abraham nær havde ofret sin søn Isak, David anbragte pagtens ark med de ti bud og Muhammed satte til himmels på sin ædle ganger, hvis aftryk stadig kan ses på klippens overflade.

Tempelbjerget har efterhånden været hjemsted for en del hellige bygninger. Da romerne havde revet Herodes Tempel ned og kun efterladt det, vi i dag kender som grædemuren, byggede de et romersk tempel på stedet. Under det islamiske herredømme blev romernes tempel revet ned, og under ledelse af kaliffen Abd al-Malik blev klippemoskéen bygget i år 691. Da Jerusalem kom på korsriddernes hænder i 1099 blev klippemoskéen omdannet til en kirke og overdraget til augustinerordenen. Bygningen, som korsridderne kaldte for Templum Domini, bevarede dog sin nuværende form. Efter sultan Saladins erobring af Jerusalem i 1187 blev kirkens kors igen skiftet ud med en halvmåne, og siden har den guldkuplede Klippemoské været islams vigtigste helligdom efter moskeerne i Mekka og Medina. Den ottekantede helligdom er den ældste muslimske bygning i verden og indeholder således også verdens ældste mihrab - en niche, som indikerer i hvilken retning Mecca er. Den karakteristiske kuppel, som kan ses fra hele Jerusalem, fik i 1993 et nyt lag guld. Guldet, der skulle til for at dække kuplen vejede 80 kg og kostede 8,2 millioner dollar.

Ved siden af Klippemoskeen ligger al Aqsa-moskeen med den sølvfarvede kuppel. Moskeen blev bygget af umayyaderne og stod færdig i starten af 700-tallet, men desværre er der ikke noget tilbage af den oprindelige bygning. Den blev totalødelagt af et jordskælv i 746 og er blevet ombygget af flere omgange, senest i 1033. Da korsridderne erobrede Jerusalem i 1099, ødelagde de ikke moskeen, men brugte den som palads og som stald for heste. Fra 1119 fungerede al Aqsa-moskeen som tempelriddernes hovedkvarter i det hellige land, og i denne periode gennemgik bygningen nogle strukturelle ændringer. Blandt andet blev der tilført to sidebygninger, hvoraf den vestlige i dag fungerer som moské for kvinder og den østlige som Det Islamiske Museum.

Når vi igen er kommet ned fra Tempelbjerget, går vi igennem det muslimske kvarter og beundrer den mamelukkiske arkitektur, som stammer helt tilbage fra 1300-tallet. Vi skal også se den imponerende Damaskusport, som udgør hovedindgangen til Jerusalems gamle bydel. Porten blev bygget af den romerske kejser Hadrian i det andet århundrede, men portens nuværende form kan tilskrives den ottomanske kejser, Suleiman den Prægtige, som sad på magten 1520-1566.

Efter at have set Damaskusporten skal vi gå en tur ad en vej, som de fleste af os har hørt om i skolens undervisning i kristendomskundskab. Vi skal nemlig vandre ad Via Dolorosa, hvor Jesus ifølge traditionen slæbte sit kors for 2.000 år siden. Vejen begynder i Det Muslimske Kvarter, går forbi ’De ti stationer på Korsets Vej’ og ender i Det Kristne Kvarter ved Gravkirken. Kirken er bygget på Golgata - det sted, hvor Jesus ifølge overleveringen blev korsfæstet og begravet - og kirken har derfor været et vigtigt pilgrimsmål for kristne siden den 4. århundrede. Kirken er i dag opdelt mellem mange forskellige kristne grene, heriblandt den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og den armensk-apostolske. Ligesom så mange andre religiøse bygninger i Jerusalem har Gravkirken været bygget, revet ned og genopbygget utallige gange. Den kirke, vi ser i dag, blev bygget af korsridderne i 1149, og den blev indviet af dronning Melisende. Siden da er flere tilbygninger og ændringer kommet til. Kirken regnes for at være den mest hellige inden for kristendommen.

Fra Gravkirken bevæger vi os sydpå gennem de sidste to kvarterer i den gamle by, det jødiske og det armenske. Her ser vi resterne af den gamle romerske hovedgade, cardoen, som er ved at blive udgravet. Vi går ud af Sionporten til Zions Bjerg, der ligger lige uden for den gamle bymur. Bjerget var i mange år symbolet på jødernes håb om en hjemstat, og det har lagt navn til den nationale frihedsbevægelse. Her ser vi stedet, hvor Jesus og hans disciple ifølge traditionen indtog den sidste nadver, Coenaculum. Det store rum med det hvælvede loft, vi ser i dag, er 1100-tallets korsridderes værk, men udgravninger under bygningen tyder på, at dette faktisk godt kunne være stedet, hvor et af verdens mest berømte måltider blev indtaget. Lige ved siden af står Dormition-klosteret, bygget på stedet hvor jomfru Maria begyndte sin ”evige søvn” – deraf navnet. Vi besøger desuden Kong Davids symbolske grav, som ligeledes ligger på Zions bjerg. Vi går tilbage ind i den gamle bydel og fortsætter op til Jaffa-porten igennem det armenske kvarter, som er det mindste af de fire kvarterer.

Vi fortsætter til Vestjerusalem, der har et moderne, europæisk præg. Her skal vi se Knessets ydre. Uden for det israelske parlament ser vi statuen af den syvarmede lysestage (en såkaldt menorah), som er udsmykket med scener fra den jødiske historie. Navnet Knesset er hebræisk for ’forsamling’, og efter sigende henviser navnet til begivenheden Knesset Ha-Gdola (’Den store forsamling’), hvor 120 jøder mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Det Gamle Testamente. Ligesom denne bibelske begivenhed består det moderne israelske parlament af 120 medlemmer. Det er aldrig lykkedes et enkelt parti at få absolut flertal i Knesset, og Israels regering har derfor siden statens oprettelse i 1948 bestået af koalitioner.

Om morgenen kører vi den korte tur sydpå til Betlehem, der ligger på Vestbredden, hvor Jesus blev født, og David salvet af Samuel. Da Israel blev grundlagt var de fleste beboere i Betlehem kristne, i dag er størstedelen af byens indbyggere dog muslimer. Vores besøg i byen begynder på Hyrdernes Mark, hvor englen forkyndte Jesu fødsel for fårehyrderne. Derefter tager vi til stedet, hvor det hele begyndte, nemlig Fødselskirken, som siges at være bygget over den grotte, hvor Jesus blev født.

Den oprindelige kirke blev bygget i 339 af Konstantin den Store, men blev ødelagt af en brand i 500-tallet. I 565 genbyggede det byzantinske styre dog kirken i samme stil som den gamle, og det er den kirke, der står her i dag. Indtil 1131 blev kirken brugt til at krone korsridderkongerne, hvorefter kroningerne blev flyttet til Gravkirken i Jerusalem. Her i verdens ældste kirke, der stadig er i brug, skal vi gennem ydmyghedens dør, som kun er en meter høj. En trappe i kirken fører ned til Fødselsgrotten, hvor en sølvstjerne i gulvet markerer det præcise sted for Jesu fødsel. Hernede findes tilmed en krybbe, som menes at være den, vi alle har hørt om i Juleevangeliet. Da vi skal ned i grotten, bliver vi nødt til at væbne os med tålmodighed, da der kan være ventetid.

Nogle få hundrede meter fra Fødselskirken ligger den såkaldte Mælkegrotte, som ligger under et franciskansk kapel. Ifølge legenden var det i denne grotte, at den hellige familie gemte sig efter Jesu fødsel, og det var også her, at Josef fik besøg af en engel, som advarede ham om Herodes' planer - at alle drengebørn under to år skulle slås ihjel. Det siges, at væggene inde i mælkegrotten er hvide, fordi jomfru Maria spildte en dråbe mælk, da hun ammede jesusbarnet, hvilket farvede grottens vægge hvide. Det hvide pulver fra væggene siges at have en helbredende effekt for ufrugtbare kvinder.

Fra Betlehem kører vi tilbage til Jerusalem. I går så vi Jerusalems samling af helligdomme for verdens tre store monoteistiske religioner. I dag skal vi ud at se, hvad Jerusalem også er, nemlig en moderne storby pulserende af liv. Altså bortset fra perioden fra solnedgang fredag aften til solnedgang lørdag aften - det nye Jerusalem er nemlig også en jødisk by, hvor sabbatten omhyggeligt overholdes.

I det vestlige Jerusalem, skal vi opleve en seværdighed, der ikke kan undgå at gøre et stærkt indtryk. Vi skal nemlig til Yad Vashem, det officielle mindesmærke for ofrene for holocaust. Besøget er oplysende, men det er svært at bevare det gode humør, mens man går rundt i det enorme kompleks. Blandt andet kan vi i en af Yad Vashems haller se navnene på alle de seks millioner jødiske ofre indgraveret i gulv og vægge.

Næste punkt på dagens program bliver forhåbentlig mere opløftende. Vi skal til Ein Kerem – på bibelsk tid en lille landsby, der nu mere har karakter af en Jerusalem’sk bydel. Det var her, Johannes Døberen blev født. Det præcise sted markeres af en gammel mosaik i Johanneskirkens gulv. Denne katolske kirke er blot en ud af utallige kirker og klostre, som er skudt op i denne by, der fostrede manden, som evangelierne fremstiller som en slags forløber for Jesus. Vi ser Johanneskirken og går en tur rundt i det pittoreske område, der slænger sig op ad bakkerne, og som modtager en million pilgrimsrejsende hvert år.

Fra Jerusalems beliggenhed 800 meter over havet går det i dag nedad mod det dybeste sted på kloden. Vi skal til Det Døde Hav 400 meter under havets overflade. Turen herned går gennem golde, storslåede ørkenområder, og vi mærker tydeligt, at det går nedad – også på temperaturen.

Vores første stop bliver i Qumran få kilometer fra bredden af den enorme saltsø. I 11 grotter her i området fandt en beduindreng på jagt efter en bortløbet ged i 1947 den første af mange skriftruller – Dødehavsrullerne. Frem til 1956 dukkede i alt 800 pergament- og papyrusruller op indeholdende bibelske tekster, fortolkninger af Det Gamle Testamente og det lokale samfunds love fra århundrederne før og lige efter vor tidsregning. I 1990 begyndte tydningen af skriftrullerne, og i dag befinder de sig på Israel Museum i Jerusalem.

Vi bevæger os nu højt op over ørkenen, når vi kører sydpå langs Det Døde Havs bred. Snart dukker fæstningen Masada op på toppen af en klippe 441 meter over os. Her fandt i 74 e.Kr. en begivenhed sted, der har givet stedet en evig plads i den moderne israelers sind. På toppen af det bådformede klippeplateau med frit udsyn til alle sider opførte kong Herodes den Store et mægtigt palads og forsvarsværk. Han var bange for, at hans undersåtter skulle gøre oprør, og det øde plateau højt oppe over den flade ørken virkede som det perfekte, uindtagelige tilflugtssted. Og selv under Roms belejring af Jerusalem forblev Masada på jødiske hænder i flere år. Men da de knap 1.000 jødiske oprørere (zeloterne), der havde forskanset sig i Herodes’ gamle palads, fik besøg af en 15.000 mand stor romersk hær, der trængte ind i fæstningen ved hjælp af en kæmpemæssig rampe, måtte de se deres nederlag i øjnene. I stedet for at overgive sig og ende som romerske slaver begik zeloterne kollektivt selvmord, og da de sejrsikre romere indtog fæstningen, lå ligene af forsvarerne i sirlige rækker. Denne drabelige historie har gjort Masada til det moderne Israels symbol på national forsvarsvilje, og flyvevåbenets rekrutter sværger stadig deres troskabsed her.

Vi tager kabelbanen op til ruinerne af fæstningen, hvorfra der er en storslået udsigt til den varmeflimrende ørken, Det Døde Havs blanke overflade og Edoms bjerge i baggrunden. Det tre etager høje fæstningspalads med fine mosaikker, enorme forrådskamre og gigantiske vandcisterner, der på genial vis blev forsynet fra damme i ørkenens wadi’er, blev udgravet i 1960’erne.

Efter at have bevæget os langs Det Døde Hav hele dagen er det nu blevet tid til lidt nærkontakt med denne særprægede sø. Besynderlige spredte saltvækster, forvitrede sandstensformationer og rødgule klipper former det eventyrlige landskab omkring søen. Vi hopper ned i dette naturens wellnesscenter og mærker den særprægede fornemmelse af at svømme i det ekstremt saltholdige og helsebringende vand. Bortset fra nogle enkelte, sjældne mikroorganismer er saltsøen helt livløs – hvis vi da ser bort fra badegæsterne, der flyder rundt i vandoverfladen.

Vi kører tilbage gennem ørkenen til Jerusalem, hvor vi spiser middag og overnatter.

I dag tager vi op og kigger på det nordlige Israel, som er spækket med stednavne, der vækker minder fra kristendomsundervisningen: Nazaret, Genesaret Sø og Kana, hvor der engang blev holdt et bryllup med en meget berømt gæst. Vi begynder dagen i byen Cæsarea, som både har været romersk koloni og korsridderby. Herodes den Store, hvis byggeglæde vi også nød godt af i går, grundlagde byen i 22 f.Kr. og navngav den til ære for kejser Augustus. Fra denne tid stammer byens romerske amfiteater, som er blevet smukt restaureret og i dag bruges til koncerter og operaforestillinger om sommeren. Vi ser også byens korsridderborg, hvor romerske søjler er genbrugt som fundament og stikker frem mellem murbrokkerne ud mod Middelhavet.

Fra Cæsarea kører vi ind i landet igen og kommer til Nazaret, byen hvor Jesus voksede op. Dengang var byen en overset landsby. I dag er den en hektisk by med 60.000 indbyggere – og pudsigt nok har denne kristendommens vugge flere arabiske indbyggere end nogen anden by i Israel. Vi ser den imponerende Bebudelseskirke, Mellemøstens største kirke. Kirken blev bygget i 1968 på det sted, hvor ærkeenglen Gabriel fortalte jomfru Maria om hendes forestående fødsel. Kirken er udsmykket med mosaikker af Maria skænket af mange forskellige lande. Her kan vi blandt andet se Maria i japansk kimono og med umiskendeligt asiatiske træk. Vi kigger også forbi Marias Kilde, som den græsk-ortodokse kirke mener er stedet for bebudelsen, og som tilskrives helbredende kræfter.

Området omkring Nazaret og Genesaret Sø er spækket med steder, hvor Jesus skal have udført mirakler, og vi tager nu på en slags mirakel-rundtur og ser de mest berømte af stederne. Vejen fra Nazaret til Genesaret Sø fører os gennem landsbyen Kana, hvor et bryllup hos en fattig familie pludselig blev lidt festligere, da Jesus forvandlede vandkandernes indhold til vin. Vi fortsætter til Genesaret Sø, hvor Jesus gik på vandet, besøger Tabgha, hvor han fik fem brød og to fisk til at strække til 5000 sultne troende, og ender i Kapernaum. Her boede Jesus en overgang, og her skal han have udrettet flere mirakler end noget andet sted. Vi ser ruinerne af en synagoge fra det 2. århundrede, som angiveligt er bygget i samme stil som den oprindelige, hvor Jesus prædikede. Byen huser også resterne af Sankt Peters hus og ruinerne af en gammel kirke bygget på stedet, hvor Jesus boede. Vi slutter af på den bakketop med udsigt over Genesaret Sø, hvor Jesus holdt sin Bjergprædiken. På stedet ligger i dag Saligprisningernes Kirke.

Vi spiser middag og overnatter i Tiberias, Genesaret Søs ”hovedstad”, der er en yndet feriedestination for både eventyrlystne vandsportsdyrkere og ortodokse jøder på pilgrimsrejse mellem områdets mange grave efter jødiske vismænd.

Vi begynder dagen med at besøg i Harduf-kibbutzen, der blev etableret i 1982 af en række familier, som var inspireret af Rudolf Steiners filosofi. I dag bor her omkring 650 personer, og kibbutzen er en af Israels største producenter af økologiske landbrugsprodukter. Ud over landbrug producerer Harduf også blandt andet genbrugspapir og driver desuden et børnehjem for tvangsfjernede børn. Vi møder et kibbutzmedlem, som giver os en rundvisning og fortæller om kibbutzprincippet, ideologien bag (økologi og genbrug), og om hvordan ideerne omsættes til praksis.

Vi kører herefter ud til Middelhavskysten, hvor korsridderbyen Akko ligger som et charmerende stykke levende historie. De fleste af korsriddernes bygninger er dog blevet fornyet under byens osmanniske herredømme. Vi kan derfor se mange af korsriddernes frembringelser genbrugt som byggemateriale i tyrkernes 1700-tals-bygninger. Det gælder blandt andet Pasha Ahmad al-Jazzars (’Slagteren’) bymur og selv den elegante, grønkuplede al-Jazzar Moske. Citadellet er ingen undtagelse. Bygningen er en gammel johanitter-borg opført i 1100-tallet og det sidste sted i det hellige land, korsridderne forlod, før de sejlede til Cypern. Et stykke af korsriddernes by har dog fået lov at blive stående under jorden. Hernede forbinder et system af tunneller havnen med et tidligere korsridderpalads.

Næste stop bliver i Haifa, Israels tredjestørste by, der gennem årene er krøbet længere og længere op ad Karmelbjerget fra sin oprindelige position ved Middelhavets kyst. Ud over at være en moderne industriby er Haifa også centrum for bahai-troen. Dette er en af verdens yngste religioner, som opstod i Iran i 1800-tallet, da en vis Mirza Ali Mohammed erklærede sig for al-Bab (’Porten') – en af de budbringere, som Gud havde sendt som efterfølger for Moses, Buddha, Jesus og Muhammed. De prædikede ifølge bahai-troen alle samme lære. I dag har bahai-troen angiveligt fem millioner tilhængere, der dog ikke har haft en helt så fremtræden lederskikkelse, siden al-Bab blev henrettet for vantro i 1850. Han ligger begravet i en gyldenkuplet helligdom midt i den overdådige Bahai-have i Haifa. Her kan vi spadsere rundt på stisystemet mellem de sirlige bede og klukkende springvand, der udgør den terrassedelte have.

Efter en køretur sydpå ender vi i Tel Aviv, hvor vi skal tilbringe natten.