Kasakhstan - Nomadernes land

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Æblernes hovedstad Almaty, storslåede nationalparker og bjerglandskaber i Centralasiens største land

Tag med på en aktiv rejse til verdens niendestørste land, hvor et utal af natur- og kulturoplevelser venter. Vi besøger blandt andet landets gamle hovedstad, Almaty, der ligger smukt ved foden af Tian Shan-bjergene, fordyber os i landets spændende historie og går på opdagelse med de lokale på livlige markeder og i hyggelige gågader. Et fire dages eventyr i moderne 4-hjulstrækkere til landets to største nationalparker byder på nogle af de mest imponerende naturoplevelser i hele Centralasien. Her ser vi de særprægede røde sandstensbjerge i Charyn Canyon og ”de syngende klitter” og går vandreture langs de smukke skovsøer Kaindy og Kolsoy, hvor vi har naturen helt for os selv. Undervejs bor vi blandt andet på små privatejede gæstehuse, hvor vi kommer helt tæt på lokalbefolkningen. Hele rejsen krydres med gode, lokale madoplevelser, og foregår i et tempo, hvor alle kan være med.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Kasakhisk Tenge

Dagsprogram 9 dage
Dag 1
Afrejse København
Dag 2
Almaty. Byrundtur inklusive Panfilovs-parken, Musikmuseet og kabelbane til Kok Tobe-bjerget
Dag 3
Almaty. Nationalmuseet og udflugt til Zaili Ala Tau-bjergene. Mulighed for tilkøbsudflugt til falkonershow inkl. middag
Dag 4
Almaty – Saty. Lokalt familiebesøg i Saty og udflugt til Kaindy søen.
Dag 5
Saty – Kolsay – Saty. Naturoplevelser ved Kolsay søerne
Dag 6
Saty – Charyn Canyon – Altyn Emel. Sandstensbjerge, Slotsdalen og ankomst til nationalparken
Dag 7
Altyn Emel nationalpark – Almaty. Nationalparksmuseum og De syngende klitter
Dag 8
Almaty. Tid på egen hånd og afskedsmiddag
Dag 9
Hjemrejse Almaty – København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse København

Om aftenen flyver vi mod Almaty, Kasakhstan, hvor vi lander den efterfølgende morgen.

Dag 2
Almaty. Byrundtur inklusive Panfilovs-parken, Musikmuseet og kabelbane til Kok Tobe-bjerget Ca. 20km
Zenkov katedralen er verdens anden største træbygning

Ved ankomst kører vi direkte til vores hotel, hvor vi checker ind og slapper lidt af efter flyrejsen.

Almaty, eller Alma Ata, er den største by i Kasakhstan med mere end 2,2 mio. indbyggere. Navnet Almaty kan oversættes til "æblets fader", og områdets klima er gunstigt for frugten. I 1929 blev byen hovedstad, men i 1997 blev hovedstaden flyttet til Astana. Der er flere forklaringer på flytningen. Nogle mener, at det skete af geopolitiske årsager, mens andre mener, at Almatys placering i landets sydøstlige hjørne var praktisk. 

Pamfilovparken med den berømte trækirke ligger centralt placeret i Almaty, og her begynder vi dagens byrundtur. Vi fortsætter herfra rundt i den centrale del af Almaty, som er præget af gamle

fine bygninger og frodige træer langs de brede boulevarder. Indbyggerne i Almaty elsker ubetinget deres by, og beliggenheden ved foden af Tian Shan-bjergene, der betyder ”himmelsk bjerg”, danner en smuk baggrundskulisse. Byen er desuden et stoppested på den sydlige del af den transsibiriske jernbane. 

Vi kigger også forbi byens Musikmuseum, som har en samling på over 1000 unikke musikinstrumenter. Kazakstanerne er meget stolte af deres musiske tradition og museet giver et godt indblik i denne historie. Sidst på eftermiddagen tager vi med kabelbane til toppen af Kok Tobe-bjerget. Det 1.100 meter høje bjerg er et yndet udflugtsmål for de lokale og giver en formidabel panoramaudsigt over den smukke by. Vi afslutter dagen med en velfortjent middag.

Dag 3
Almaty. Nationalmuseet og udflugt til Zaili Ala Tau-bjergene. Mulighed for tilkøbsudflugt til falkonershow inkl. middag Ca. 60 km
Ved foden af bjergene ligger Almaty, den gamle hovedstad

Vi starter morgenen med at besøge Det centrale statsmuseum, der er en af de største museer i hele Centralasien. De mere end 300.000 udstillede genstande giver en meget bred introduktion til Kasakhstans historie, og selvom montre og tekster leder tankerne hen på det gamle Sovjetunionen, er museet så afgjort et besøg værd.

Herfra fortsætter vi til den snedækkede bjergkæde Zaili Ala Tau, med bjergtinder 4.000 meter over havet, som danner en pragtfuld kulisse for Kasakhstans største by. Her findes en geografisk skillelinje i Centralasien mellem de uendelige stepper nord for byen og nabolandet Kirgisistans bjerge mod syd. 

Vi kører med bus til nationalparken, der ligger cirka en times kørsel fra centrum. Første stop bliver ved skøjtebanen Medeo, som er en af de højest beliggende af slagsen, hvor et væld af verdensrekorder blev sat i Sovjet-tiden. Fra dalen med bevoksning af fyr og nåleskov hæver de omgivende bjerge sig stejlt i vejret. Her er åbne vidder med alpine planter og barske, rå sletter. Flokke af lasede ravne og himalayagribbe svæver over gletsjerne, og murmeldyr sidder mellem nedstyrtede klippeblokke. Med lidt held kan vi se stenbukke græsse på skråningerne eller langs bjergbækkene.  

Midt på dagen returnerer vi til vores hotel, og resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd. Der er dog også mulighed for at deltage i et af Almatys største tilløbsstykker, det store falkonershow, hvor de lokale viser deres talenter i forhold til den århundreder gamle jagtform.
(Falkonershow og efterfølgende middag er ikke inkluderet i prisen og skal bestilles i forvejen. Se under tilkøbsudflugt.)

Dag 4
Almaty – Saty. Lokalt familiebesøg i Saty og udflugt til Kaindy søen. Ca. 300 km
Kaindy-søen ligger 2.000 meter over havets overflade

Vi forlader hotellet efter morgenmaden med al vores bagage og fortsætter rejsen ud i Kazakhstans fantastiske natur. Forude venter fire dage med fantastiske oplevelser i den sydøstlige del af Kasakhstan. Landskabet er præget af steppe, halvørken og Tian Shan-bjergene, og da vejnettet ikke er videre udviklet i denne del af landet foregår al transport i moderne 4 hjulstrækkere med plads til 4-5 personer.

Vi spiser enten frokost undervejs eller når vi når frem til den lille landsby Saty. Vi skal overnatte her i to nætter, og det giver os muligheden for ikke blot at få naturen ind under huden, men også at komme helt tæt ind på livet af de lokale. 

Saty er beliggende for foden af Tian Shan-massiv og byder på noget af den mest spektakulære natur i Centralasien. Her er ikke mange turister og befolkningen er meget venlige og interesseret i fremmede. 

Om eftermiddagen tager vi med 4-hjulstrækkere på udflugt til Kaindy-søen, der ligger 2.000 meter over havets overflade. Søen blev dannet under et jordskælv i 1911, hvor et stort jordskred dækkede kløften og oversvømmede skoven. Søens kolde vand har gjort at træstammerne fortsat er bevaret, og de stikker overalt op af søens klare blågrønne vand. Vi går en let vandretur i det naturskønne område, inden vi returnerer til Saty.

På vores gæstehus slutter vi dagen af med lokale specialiteter.

Dag 5
Saty – Kolsay – Saty. Naturoplevelser ved Kolsay søerne Ca. 50 km
De smukke Kolsay-søer ved grænseområdet til Kirgisistan

I dag står den på oplevelser i den storslåede natur. Efter morgenmaden besøger vi en af de smukke Kolsay-søer ved grænseområdet til Kirgisistan. Søen er beliggende i ca. 1.800 meters højde og omgivet af skove med høje træer. Dyre- og fuglelivet er rigt og varieret, og der er registreret over 700 plantearter i området, hvoraf 11 er klassificeret som sjældne.  

Vandreturen ved søen foregår i et kuperet terræn, men den godt afmærkede sti er på cirka to kilometer. Undervejs holder vi pause og nyder vores frokostmadpakker samt den storslåede natur.  Vi er meget tæt på grænsen til Kirgisistan, og her ses ofte kongeørne, der følger med i vores gøren og laden på landjorden.

Eftermiddagen er afsat til at nyde naturen, og for de rigtig eventyrlystne kan der desuden arrangeres en ekstra vandretur i området. Om aftenen indtager vi atter en velfortjent middag i vores gæstehus.

Dag 6
Saty – Charyn Canyon – Altyn Emel. Sandstensbjerge, Slotsdalen og ankomst til nationalparken Ca. 350 km
Charyn Canyon

Vi forlader Saty og sætter kursen mod Charyn Canyon. Charyn Canyon er et imponerende flot landskab bestående af røde sandstensbjerge med indslag af eroderede floddale og halvørken. Kløften strækker sig langs Tian Shan-bjergene og over 150 kilometer langs Charyn-floden, der ligger i bunden af den dybe kløft. Nogle kalder Charyn Canyon for en kopi af Grand Canyon i Colorado, men området er ganske særegent og unikt. 

Vi gør holdt ved dette fantastiske naturfænomen, og skal blandt andet se nærmere på området, der også går under navnet Slotsdalen. Et område, hvor de karakteristiske sandstensbjerge til forveksling ligner borge eller slotte. Vi går en let vandretur på en lille time i bunden af kløften, hvor en lille vej fører os forbi de meget specielle klippeformationer omgivet af stejle, lodrette klipper.

Vi fortsætter nu mod nationalparken og gør undervejs holdt i den lille by Shonzhy, hvor vi besøger den lokale bazaar, samt spiser en lokal frokost hos en privat familie. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Altyn Emel Nationalpark. Overnatning i lokalt gæstehus.

Dag 7
Altyn Emel nationalpark – Almaty. Nationalparksmuseum og De syngende klitter Ca. 260 km
Storslået natur i Altyn-Emel Nationalpark

Efter en god nats søvn er det blevet tid til at se nærmere på nationalparken, der udover den enestående natur, også kan bryste sig af en imponerende flora og fauna. Her findes blandt andet persiske antiloper, vilde æsler og hundredvis af plantearter.

Vi starter dog med et besøg i det lille museum, der fortæller historien om Altyn Emel. Den kæmpestore nationalpark dækker et område på hele 4.600 km2, hvoraf langt det meste ikke er tilgængeligt for turister.

Vi begiver os mod de nærliggende Aktau bjerge, som også kaldes de Hvide Bjerge pga. det høje kalkindhold i undergrunden. Bjergene er skabt for mere end 400 millioner år siden.

Vi besøger et ørkenområde, hvor klitter bevokset med hjelme og marehalm udgør et særpræget område, som kaldes for ”de syngende klitter”. De lokale nomader har i generationer opfattet området som helligt, og i stormvejr kan man i perioder høre lyden af vinden, der suser mellem Kyshi og Ulken Kalkany-højderyggene i det storslåede landskab.

Sidst på dagen returnerer vi til Almaty, hvor aftenen er til fri disposition.

Dag 8
Almaty. Tid på egen hånd og afskedsmiddag
På marked

Nyd dagen på egen hånd med besøg på et af byens mange spændende muséer eller byens imponerende marked, Det Grønne Marked, hvor der er mulighed for at lave en god handel.

Det veludbyggede metronet i Almaty er så afgjort også et besøg værd. Som alle andre tidligere sovjetstater er metrostationerne smukt dekorerede og en oplevelse i sig selv. Er man mere til afslapning, byder Almatys gamle bydel på masser af hyggelige caféer, hvor man kan følge med i folkelivet. Er man til en længere tur ud af byen kan et besøg ved den etnografiske landsby Huns anbefales. Her har man mulighed for at opleve det traditionelle nomadeliv om end i en lidt turistet version. Mulighederne i Almaty og omegn er uendelige.

Vi mødes om aftenen og nyder en god afskedsmiddag.

Dag 9
Hjemrejse Almaty – København

Efter tidlig morgenmad begiver vi os mod lufthavnen, hvor vores fly venter.

Tilkøbsudflugt til falkoneropvisning inkl middag (Dag 3)

Om eftermiddagen er der mulighed for at deltage i en udflugt til en lokal falkoneropvisning. Falkejagt menes at have sin oprindelse i Centralasien ca. 2.000 år f.Kr., og kasakherne har en årelang tradition for at bruge både falke, ørne og høge til jagt. Rovfuglene er værdsat til jagt på grund af deres instinkt og fart. Fuglene får lov at flyve frit, men en madbelønning lokker dem hver dag tilbage. På en sjov og lærerig måde kommer vi tæt på rovfuglene og får eksempler på deres fantastiske jagt og elegante flyveegenskaber. 

Vi afslutter dagen med en stemningsfuld middag på Alasha, der er en af Almatys bedste restauranter. Her emmer af orientalsk atmosfære i restauranten, der er lavet som et gammelt karavanserai med ægte tæpper, keramiske fliser og en skøn duft af vandpiber. Vi nyder en flot traditionel middag og underholdes med musik og orientalsk dans.  

Pris: DKK 498,-

Turen gennemføres ved min 10 deltagere.

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Almaty t/r med mellemlanding
  • Udflugter og transport jf. program
  • 4 overnatninger i delt dobbeltværelse på 4-stjernet hotel i Almaty
  • 3 overnatninger i delt dobbeltværelse på lokalt gæstehus i Saty og Altyn Emel
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 2 – 7
  • Middag dag 4 – 6 og 8
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7 % af rejsens pris
  • Rejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (ca. USD 40,-)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Hånden på hjertet

Landet

Kazakhstan er endnu ikke en stor turistdestination, og de færreste steder forstås eller snakkes engelsk. Kazakherne er dog et meget venligt og imødekommende folk, så med smil og fagter kommer man langt.

Overnatning

Overnatning uden for Almaty foregår i mindre gæstehuse, hvor standarden ikke kan sammenlignes med europæiske forhold. Værelserne er spartansk indrettet, og madrasserne ikke altid så komfortable, som man er vant til.  Til gengæld er her rent og pænt, og ejerne er meget hjælpsomme og venlige.

Stederne er familiedrevne og man kan forvente en god solid lokal kost lavet af husets madmor, samt hyggelige stunder med resten af familien, samt eventuelle naboer, hunde, høns og andet godtfolk.

Oplysninger om rejsen

Overnatning i gæstehuse

Udenfor Almaty bor vi i private gæstehuse, hvor standarden ikke kan sammenlignes med europæiske forhold. Her er rent og pænt, men man skal ikke forvente nogen form for luksus, ligesom værelserne er af meget varierende størrelse. Til gengæld er gæstfriheden stor, og vi får en enestående mulighed for at komme helt tæt på lokalbefolkningen.

Værelserne er dels med eget bad og toilet og dels med badeværelse på gangen. Bemærk, at singleværelser som regel er med badeværelse på gangen.

Transport

Al transport udenfor Almaty foregår i moderne 4 hjulstrækkere, da vejnettet ikke er egnet til kørsel med store busser. Man skal derfor påregne at kørsel dag 4-7 for størstedelen af deltagerne kommer til at foregå uden dansktalende rejseleder. Ved alle stop og rundvisninger undervejs på turen vil den danske rejseleder naturligvis være tilgængelig for alle, ligesom den kazakhstanske lokalguide og enkelte af chauførerne også taler et glimrende engelsk

Fysisk form

På denne tur er der inkluderet lidt vandring, og det er en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp.

Klima

Udpræget fastlandsklima, lokalt influeret af højderne. Klimaet vil føles lunt og behageligt i lavlandet. På steppen er klimaet som det danske sommervejr, og det kan til tider være blæsende. Vejret i bjergene er uforudsigeligt og kan skifte lynhurtigt, men sædvanligvis er vejret stabilt og byder på dage med vekslende skydække og periodisk regnvejr.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 3 out of 5 by from Skøn natur Et skønt land med utrolig alsidig natur og dejlige rejsefæller. Rejsebeskrivelse og reelt gennemført rejse ligger meget langt fra hinanden, og rejseguiden han levede ikke op til sine forpligtelser, men blev reddet mange gange af den lokale turguide, så det resulterede i mange gode oplevelser. Der bør overvejes brug af ord som vandreture, når den længste gåtur var på 6 km..... Dejligt hotel med gode faciliteter.
Date published: 2019-10-10
Rated 5 out of 5 by from Spændende rejse i "ukendt land" Fantastisk rejse i farverigt landskab, fra snedækkede bjærge over klare bjergsøer til ørken. Utrolige oplevelser i et vildt land, med udgangspunkt i en moderne storby. Meget erfaren og kreativ rejseleder.
Date published: 2019-10-07
Rated 5 out of 5 by from Kazakhstan berettelse Rejsen til Kazakhstan har været yderst spændende takket være et velorganiseret og tilrettelagt program, af fantastisk dygtig rejseleder som havde fordelen af at beherske det russiske sprog. Denne uforglemmelige oplevelse af dette Land kan kun anbefales Stor tak
Date published: 2019-09-29
Rated 5 out of 5 by from En skøn rejse med mange nye oplevelser med stor viden En skøn rejse med mange nye oplevelser med stor viden Og indput fra både den danske rejseleder og den lokale rejseleder
Date published: 2019-09-29
Rated 5 out of 5 by from Spektakulære naturoplevelser og spændende by Naturoplevelserne var uovertrufne, så selv om vi havde været i landet før var turen en meget stor oplevelse som vi aldrig vil glemme. Især køreturene i 4-hjuls trækkere gennem vandløb og over stepper har sat sig på nethinden. Landet er først fornylig åbnet for turister, hvilket betyder at man skal forberede sig på at forholdene på landet stadig kan være af en lavere standard end man normalt oplever på Albatros rejser - men det gør bare oplevelsen endnu større. Befolkningen er meget gæstfrie, men det er primært kun den unge generation der taler engelsk.
Date published: 2019-09-27
Rated 5 out of 5 by from Flot tur på sletterne En spændende rejse med 4dage i 4-hjulstrækkere på sletterne, og overnatning i guesthouse i mindre byer. Godt også at opleve den tidligere hovedstad Almaty.
Date published: 2019-09-26
Rated 3 out of 5 by from Spændende rejse i et land, hvor udenlandsk turisme endnu er jomfrueligt Rigtig spændende rejse i land hvor turisme endnu er i sin spæde start. Godt arrangeret, både i by og på stepperne. Rejselederen var meget vidende om Kazakstan og central Asien , og var rigtig god til at formidle den. Det vil sige historien gennem tiderne etc. Det vi manglede på turen, var mere almen generel viden om landet I dag, f.ex skole, sundhedsvæsen, uddannelse, hospitalsvæsen etc, det kom han ikke ind på trods flere opfordringer. Lokal guiden fortalte lidt på turen ud til falkoner showet, men for dem som ikke var med derude, de fik intet at vide, og dem som ikke er så stærk i engelsk, fik for lidt ud af det. Det var en kanon lokalguide vi havde med, som sørgede for mange spændende lokale oplevelser, 6 ud af 6 stjerner til ham . Søren var kanon dygtig til kultur og historie, men han interesse for gæsterne som sådan var ikke på et højt niveau.
Date published: 2019-09-26
Rated 4 out of 5 by from Indblik i Eks-Sovjet, som overaskede Jeg havde udført et omfattende hjemmearbejde, men blev overrasket over: Hvor vestligt præget, pænt og rent der er Almaty. Den høje standard på hotel og vore 4-hjulstrækkere. Hvor sikker, man føler sig, og velfungerende Kazakhstan tilsyneladende er, - også på landet. De naturskønne oplevelser fik vi. På trods af den 20 mand store rejsegruppe kom vi relativt tæt ind på livet af værterne i forbindelse med spisning og overnatning.
Date published: 2019-09-17
  • y_2024, m_4, d_18, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_11
  • loc_da_DK, sid_KZRTR03, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser