Kazakhstan og Kirgisistan

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

– et centralasiatisk eventyr

Tag med på en aktiv rejse til to af verdens mindst besøgte lande, hvor et utal af natur- og kulturoplevelser venter. Vi lægger ud med Kazakhstans gamle hovedstad, Almaty, der ligger smukt ved foden af Tian Shan-bjergene. Her fordyber vi os i landets spændende historie og går på opdagelse med de lokale på livlige markeder og i hyggelige gågader. Vi skal naturligvis også opleve de særprægede røde sandstensbjerge i Charyn kløften, samt vandre langs den smukke skovsø ved Saty. 

Vi fortsætter til nabolandet Kirgisistan, hvor vi bor i den gamle russiske karavaneby Karakol. Her møder vi de etniske nomader og får indblik i deres levevis og kultur i de uspolerede bjerglandskaber, og vi tager på lette vandreture ind i bjergdalene langs fossende floder. Landets hovedstad Bishkek byder på afslappende storbyliv, samt mulighed for at gøre de sidste indkøb, inden vi returnere til Almaty og returnerer til mere velkendte himmelstrøg.

Rejse- og overnatningsformerne er ikke luksuriøse, men bekvemme, charmerende og med masser af lokalkolorit.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Kasakhisk Tenge, Kirgisisk som

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse København
Dag 2 Almaty. Byrundtur inklusive Panfilovs-parken, Musikmuseet og kabelbane til Kok Tobe-bjerget
Dag 3 Almaty – Charyn Canyon – Saty. De syngende klitter, Sandstensbjerge, Slotsdalen og ankomst til Saty
Dag 4 Saty – Kolsay – Karakol. Naturoplevelser ved Kolsay-søerne og ankomst til Kirgisistan
Dag 5 Karakol. Udflugt til Jeti Oguz, Przhevalsky-muséet og byrundtur i Karakol
Dag 6 Karakol – Bokonbaevo - Burana - Bishkek.
Dag 7 Bishkek. Byrundtur og tid på egen hånd
Dag 8 Bishkek - Almaty. Zaili Ala Tau-bjergene, tid på egen hånd og afskedsmiddag
Dag 9 Hjemrejse Almaty – København

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
11.998,–
København
11.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse København

Om aftenen flyver vi mod Almaty, Kasakhstan, hvor vi lander den efterfølgende morgen.

Dag 2
Almaty. Byrundtur inklusive Panfilovs-parken, Musikmuseet og kabelbane til Kok Tobe-bjerget Ca. 20km
Zenkov katedralen er verdens anden største træbygning

Ved ankomst kører vi direkte til vores hotel, hvor vi checker ind og slapper lidt af efter flyrejsen.

Almaty, eller Alma Ata, er den største by i Kasakhstan med mere end 2,2 mio. indbyggere. Navnet Almaty kan oversættes til "æblets fader", og områdets klima er gunstigt for frugten. I 1929 blev byen hovedstad, men i 1997 blev hovedstaden flyttet til Astana. Der er flere forklaringer på flytningen. Nogle mener, at det skete af geopolitiske årsager, mens andre mener, at Almatys placering i landets sydøstlige hjørne var praktisk. 

Pamfilovparken med den berømte trækirke ligger centralt placeret i Almaty, og her begynder vi dagens byrundtur. Vi fortsætter herfra rundt i den centrale del af Almaty, som er præget af gamle, fine bygninger og frodige træer langs de brede boulevarder. Indbyggerne i Almaty elsker ubetinget deres by, og beliggenheden ved foden af Tian Shan-bjergene, der betyder ”himmelsk bjerg”, danner en smuk baggrundskulisse. Byen er desuden et stoppested på den sydlige del af den transsibiriske jernbane. 

Vi kigger også forbi byens Musikmuseum, som har en samling på over 1000 unikke musikinstrumenter. Kazakstanerne er meget stolte af deres musiske tradition og museet giver et godt indblik i denne historie. Sidst på eftermiddagen tager vi med kabelbane til toppen af Kok Tobe-bjerget. Det 1.100 meter høje bjerg er et yndet udflugtsmål for de lokale og giver en formidabel panoramaudsigt over den smukke by. 

Vi afslutter dagen med en velfortjent middag.

Dag 3
Almaty – Charyn Canyon – Saty. De syngende klitter, Sandstensbjerge, Slotsdalen og ankomst til Saty Ca. 290 km
Charyn Canyon

Vi forlader hotellet efter morgenmaden og sætter kursen mod Charyn Canyon. Charyn Canyon er et imponerende flot landskab bestående af røde sandstensbjerge med indslag af eroderede floddale og halvørken. Kløften strækker sig langs Tian Shan-bjergene og over 150 kilometer langs Charyn-floden, der ligger i bunden af den dybe kløft. Nogle kalder Charyn Canyon for en kopi af Grand Canyon i Colorado, men området er ganske særegent og unikt. 

Vi gør holdt ved dette fantastiske naturfænomen og skal blandt andet se nærmere på området, der også går under navnet Slotsdalen. Et område, hvor de karakteristiske sandstensbjerge til forveksling ligner borge eller slotte. Vi går en let vandretur på en lille time i bunden af kløften, hvor en lille vej fører os forbi de meget specielle klippeformationer omgivet af stejle, lodrette klipper.

Sidst på dagen når vi frem til den lille landsby Saty. Vi skal overnatte her i to nætter og det giver os muligheden for ikke blot at få naturen ind under huden, men også at komme helt tæt ind på livet af de lokale. Saty er beliggende for foden af Tian Shan-massiv og byder på noget af den mest spektakulære natur i Centralasien. Her er ikke mange turister, og befolkningen er meget venlig og interesseret i fremmede. 
På vores gæstehus slutter vi en lang og indholdsrig dag af med en god middag.

Dag 4
Saty – Kolsay – Karakol. Naturoplevelser ved Kolsay-søerne og ankomst til Kirgisistan Ca. 210 km
De smukke Kolsay-søer ved grænseområdet til Kirgisistan

I dag står den på oplevelser i den storslåede natur. Efter morgenmaden besøger vi en af de smukke Kolsay-søer ved grænseområdet til Kirgisistan. Søen er beliggende i ca. 1.800 meters højde og omgivet af skove med høje træer. Dyre- og fuglelivet er rigt og varieret, og der er registreret over 700 plantearter i området, hvoraf 11 er klassificeret som sjældne. 
Vandreturen ved søen foregår i et kuperet terræn, men den godt afmærkede sti er på cirka to kilometer. Undervejs holder vi pause og nyder vores frokostmadpakker samt den storslåede natur.

Efter nogle spændende oplevelser begiver vi os mod den kirgisiske grænse og hovedbyen ved den betagende Issyk Kul sø. Vi ankommer til vores hotel først på aftenen og indtager en velfortjent aftensmad.

Dag 5
Karakol. Udflugt til Jeti Oguz, Przhevalsky-muséet og byrundtur i Karakol Ca. 50 km
Klippeformationen "Det bristede hjerte"

Efter morgenmad venter en spændende dag. Første stop er området vest for landsbyen Jeti Oguz. Her ligger en sælsom højderyg bestående af røde sandstensklipper: “De syv tyre og Razbitoye Serdtse – Det bristede hjerte” (omtalt i Hans Scherfigs fine bog fra 1964 ”Hos kirgiserne”) samt det berømte sanatorium, hvor uafhængighedsaftalen mellem Rusland og Kirgisistan blev underskrevet i 1991. 

Vi går på opdagelse i området, inden vi returnere Karakol (tidl. Przhevalsk) hvor vi blandt andet skal besøge museet for den russiske opdagelsesrejsende Nicholai Przhevalsky. I centrum af byen ligger en smuk russisk-ortodoks kirke, og der bliver også tid på egen hånd.

Dag 6
Karakol – Bokonbaevo - Burana - Bishkek. Ca. 400 km
Issyk-Kul-søen er omgivet af høje bjerge

Efter morgenmaden pakker vi bagagen og kører vestpå mod den kirgisiske hovedstad Bishkek

Første stop er et spændende projekt, hvor lokale kvinder producerer og sælger de traditionelle og smukke shyrdak-tæpper udført i håndlavet filt. De kirgisiske nomader begyndte at bruge filt til vævning af tæpper og andre ting helt tilbage til antikken. Udviklingen og perfektioneringen af den kirgisiske tæppekunst blev påvirket af forskellige faktorer såsom livsbetingelser, klima, naturen og sociale faktorer. En shyrdak er typisk vævet i naturfarver og forskellige mosaikker af filt. Fremstillingsprocessen af en shyrdak er tids- og arbejdskrævende, derfor tager det typisk fra 2 til 6 måneder at væve et tæppe. Shyrdak-tæppet er en af de mest værdifulde ting i det kirgisiske hjemmeliv, og endnu i dag anvender nomaderne tæpperne i deres jurter. Der bliver mulighed for at handle til særdeles fordelagtige priser. 

Vi fortsætter mod Bishkek langs den smukke Issyk Kul sø. Med dybder på mere end 650 meter er søen klodens næststørste bjergsø. 

Efter et par timer skifter landskabet karakter og vi kører nu gennem det typiske steppelandskab, som udgør den sydligste del af den store kirgisersteppe i nord. Faktisk kører vi ad den gamle Silkevej og stopper da også ved Burana i den gamle Silkevejsby Balasagun, der i det 10. årh. udgjorde en vigtig hovedstad for Kara-Khanid-dynastiet. Langs vejen står abrikostræer og morbærtræer med skæve kroner. Hist og her ligger små muslimske gravpladser. 

Vi ankommer til Bishkek først på aftenen.

Dag 7
Bishkek. Byrundtur og tid på egen hånd
Imponerende springvand i hovedstaden Bishkek

Den permanent snedækkede Ala-Too-bjergkæde (med toppe over 4.800 m.o.h.) danner en pragtfuld kulisse for Kirgisistans hovedstad. Her findes en af Central-asiens geografiske skillelinjer: nord for byen de uendelige russiske stepper og sydpå bjerge så langt øjet rækker. 

Bisjkek er efter centralasiatisk målestok en ung by fra århundredeskiftet, med bebyggelse i overvejende russisk stil. Førstehåndsindtrykket er voluminøse regeringsbygninger, parker med bastante fædrelandsmindesmærker osv., men der findes også mange pittoreske småhuse i ukrainsk stil. Bisjkek er præget af en rar atmosfære, der forstærkes på lune efterårsdage. Vi parkerer i centrum, og der bliver mulighed for en slentretur i byens smukke parker, museumsbesøg, indkøb i byens varehuse og basarer etc. Der vil også være lidt tid til fri disposition, så man kan spadsere omkring på egen hånd eller slappe af på en café. Efter aftensmaden, som indtages en cafe, er resten af aftenen til fri disposition.

Dag 8
Bishkek - Almaty. Zaili Ala Tau-bjergene, tid på egen hånd og afskedsmiddag Ca. 240km
Området omkring Almaty er præget af underskøn natur

Efter morgenmaden er det blevet tid til at sige farvel til Kirgisistan og begive sig tilbage mod Almaty. Vi lægger vejen forbi den snedækkede bjergkæde Zaili Ala Tau, der danner den geografiske skillelinje mellem Kirgisistan og de uendelige stepper mod nord.

Første stop bliver ved skøjtebanen Medeo, som er en af de højest beliggende af slagsen, hvor et væld af verdensrekorder blev sat i Sovjet-tiden. Fra dalen med bevoksning af fyr og nåleskov hæver de omgivende bjerge sig stejlt i vejret. Her er åbne vidder med alpine planter og barske, rå sletter. Flokke af lasede ravne og himalayagribbe svæver over gletsjerne, og murmeldyr sidder mellem nedstyrtede klippeblokke. Med lidt held kan vi se stenbukke græsse på skråningerne eller langs bjergbækkene.  

Resten af dagen er på egen hånd i den smukke by, Almaty. Hvad med et besøg på et af byens mange spændende muséer eller byens imponerende marked, Det Grønne Marked, hvor der er mulighed for at lave en god handel? Det veludbyggede metronet i Almaty er så afgjort også et besøg værd. Som alle andre tidligere sovjetstater er metrostationerne smukt dekorerede og en oplevelse i sig selv. Er man mere til afslapning, byder Almatys gamle bydel på masser af hyggelige caféer, hvor man kan følge med i folkelivet. 

Vi mødes om aftenen og nyder en god afskedsmiddag.

Dag 9
Hjemrejse Almaty – København

Efter tidlig morgenmad begiver vi os mod lufthavnen, hvor vores fly venter.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 11.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
1.598,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder 
  • Fly København – Almaty t/r med mellemlanding 
  • Udflugter og transport jf. program 
  • 4 overnatninger i delt dobbeltværelse på 3-4-stjernet hotel i Almaty og Bishkek
  • 3 overnatninger i delt dobbeltværelse på lokalt gæstehus i Saty og Karakol 
  • Helpension
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris 
  • Rejseforsikring 
  • Eventuelle ekstra arrangementer 
  • Tillæg for enkeltværelse 
  • Øvrige drikkevarer 
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (ca. USD 40,-) 
  • Personlige fornødenheder 
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling) 
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Hånden på hjertet

Centralasien

Centralasien er endnu ikke en stor turistdestination, og de færreste steder forstås eller snakkes engelsk. Lokalbefolkningen er dog meget venlige og imødekommende mennesker, så med smil og fagter kommer man langt.

Overnatning

Overnatning uden for Almaty og Bishkek foregår i mindre gæstehuse, hvor standarden ikke kan sammenlignes med europæiske forhold. Værelserne er spartansk indrettet, og madrasserne ikke altid så komfortable, som man er vant til.  Til gengæld er her rent og pænt, og ejerne er meget hjælpsomme og venlige.

Stederne er familiedrevne og man kan forvente en god solid lokal kost lavet af husets madmor, samt hyggelige stunder med resten af familien, samt eventuelle naboer, hunde, høns og andet godtfolk.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum *** personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Overnatning i gæstehuse

Udenfor Almaty bor vi i private gæstehuse, hvor standarden ikke kan sammenlignes med europæiske forhold. Her er rent og pænt, men man skal ikke forvente nogen form for luksus, ligesom værelserne er af meget varierende størrelse. Til gengæld er gæstfriheden stor, og vi får en enestående mulighed for at komme helt tæt på lokalbefolkningen.

Værelserne er dels med eget bad og toilet og dels med badeværelse på gangen. Bemærk, at singleværelser som regel er med badeværelse på gangen.

Fysisk form

På denne tur er der inkluderet lidt vandring, og det er en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp.

Klima

Udpræget fastlandsklima, lokalt influeret af højderne. Klimaet vil føles lunt og behageligt i lavlandet. På steppen er klimaet som det danske sommervejr, og det kan til tider være blæsende. Vejret i bjergene er uforudsigeligt og kan skifte lynhurtigt, men sædvanligvis er vejret stabilt og byder på dage med vekslende skydække og periodisk regnvejr.

Generelle forhold

En tryg rejseoplevelse

Vi vil så gerne have, at du føler dig tryg som Albatros-rejsende, lige fra du bestiller din rejse, til du kommer hjem med en masse gode oplevelser – også i en verden med coronavirus. Derfor har vi lavet en række tiltag for at minimere risikoen for smitte, samtidig med at du får alle de rejseoplevelser, du drømmer om. Vores tiltag omfatter bl.a.:

  • Alle rejseledere er certificeret i WHO’s retningslinjer for smittebegrænsning
  • Ekstra høje krav til vores samarbejdspartnere i forhold til rengøring
  • Vi informerer alle vores rejsedeltagere om rejseforsikring og minimering af smitte

Læs om alle vores tiltag her

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser

21KZRTR04ADK1105