Beijings storslåede monumenter, Xians historiske arv og modernitetens Shanghai
Kom med på en rundrejse til Kinas allerstørste attraktioner! I Beijing ser vi bl.a. Den Kinesiske Mur, Den Forbudte By og Silkemarkedet, og i Xian oplever vi 2.000 års kinesisk historie inkl. de tusinder af terrakottastatuer, der fulgte Kinas første kejser i graven. Det moderne Kina oplever vi i pulserende Shanghai, hvor der også er fantastiske indkøbsmuligheder. Vi kommer tæt på kinesisk kultur, når vi bl.a. ser tai-chi og spiser på lokale restauranter.
Oven i dagenes inkluderede udflugtsprogram har du mulighed for at købe en spændende kulturpakke, som giver dig tre aftenforestillinger med henholdsvis Pekingopera, Tangteater og akrobatik inklusive middag alle tre dage til kun kr. 698,-
-
Type Rundrejse
-
Rejseleder Dansk
-
Visum Ja
-
Vaccination Ja
-
Valuta Yuan
- Dag 1
- Afrejse fra København
- Dag 2
- Ankomst til Beijing og Himlens Tempel
- Dag 3
- Beijing. Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By, Kulhøjen og mulighed for Pekingopera med middag
- Dag 4
- Beijing. Den Kinesiske Mur, Trommetårnet, Beijings hutonger og nattog til Xian
- Dag 5
- Ankomst til Xian. Den Store Vildgås-pagode, bymuren og den gamle bydel
- Dag 6
- Xian. Tai-chi, terrakottahæren og mulighed for Tangteater med middag
- Dag 7
- Fly Xian – Shanghai. Jin Mao-bygningen og havnerundfart
- Dag 8
- Shanghai. Yuyuan-basaren, Shanghai Museum, Nanjing Lu og mulighed for akrobatik-show med middag
- Dag 9
- Shanghai. Tid på egen hånd og afskedsmiddag
- Dag 10
- Shanghai – København
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Beijing betyder ”den nordlige hovedstad”, og i mere end 500 år har byen været det politiske magtcentrum i det enorme kinesiske rige. Med 24 kilometer bymure og voldgrave havde den kvadratisk anlagte by allerede i 1400-tallet enorme dimensioner. Inden for bymurene lå Den Kejserlige By, og inde i den lå kernen, magtcentret Den Forbudte By. Med undtagelse af bymuren er det der alt sammen endnu.
Vi lander i Beijing midt på dagen og tager straks hul på vores spændende udflugtsprogram ved at besøge Himlens Tempel, som er det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. På en terrasse af hvidt marmor hæver det cirkelrunde tempel sit blå-glaserede tegltag mod Beijings himmel. Et unikt eksempel på Kinas traditionelle arkitektur. I templet findes mange af de forfædretavler, røgelseskar og musikinstrumenter, som blev brugt, når kejseren kom for at bede om en god høst.
Efter et spændende besøg kører vi til vores centralt beliggende hotel, hvor der bliver tid til at slappe lidt af, inden vi om aftenen mødes for at gå ud og spise.
Dagen står i kejsernes tegn, og vi begynder midt i Beijing på Den Himmelske Freds Plads, hvor vi oplever, hvordan kejsermagtens gamle symboler genbruges af den moderne kommunisme. De mange bygninger på og omkring pladsen, gamle såvel som nye, udstråler deres eget utvetydige budskab om uindskrænket magt.
Vi skal også ind og hilse på Kinas kommunistiske landsfader, Mao Zedong, der ligger balsameret og til skue i sin glaskiste i et stort mausoleum midt på pladsen. Vi er ikke de eneste besøgende; fra hele Kina strømmer folk stadig til for at få et glimt af ”den store befrier”. Besøget er derfor også afhængig af menneskemængderne.
Ved Den Himmelske Freds Plads finder vi også Folkets Store Hal, kinesernes parlament. Det tog kun kineserne 10 måneder at opføre den enorme bygning, der samlet dækker et areal større end alle bygningerne i Den Forbudte By. Den kæmpemæssige parlamentssal kan rumme 10.000 mennesker – på én gang.
Fra Den Himmelske Freds Plads fortsætter vi mod nord til det enorme kejserpalads, Den Forbudte By. Hvor paladsets dybrøde mure en gang var byens højeste, ligger de nu nærmest i skyggen af det voksende antal hoteller og finanscentre. Inde bag de tykke mure omgav Kinas skiftende kejsere sig med hele deres hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger, og beskyttet af kejserens livgarde havde det store palads nærmest karakter af en lille by. Selvom Den Forbudte By i dag kun overvåges af billetkontrollører, er det stadig ikke helt let at komme indenfor, da der er mange besøgende fra hele Kina, og trængslen er stor.
Lige nord for Den Forbudte By ligger den menneskeskabte bakketop Kulhøjen. Øverst oppe mødes vi af en imponerende udsigt over hele Den Forbudte By.
Tilbage på hotellet er der om aftenen mulighed for at se, og ikke mindst høre Pekingopera. Den må endelig ikke forveksles med almindelig opera! Pekingopera er nemlig en besynderlig blanding af sang, dans, mimik, tale og akrobatik. Egentlig er den gamle kinesiske betegnelse za-ju – blandet teater – ganske dækkende. I dag kalder man det på kinesisk slet og ret for jing-ju – hovedstadens teater. Med kejsernes velvilje udviklede Pekingoperaen sig ved hoffet i det 18. og 19. århundrede. Til gengæld blev operaen og dens skuespillere udsat for forfølgelse under kulturrevolutionen. Først nu er den atter ved at blive populær. Dog lever de nye stjerner stadig ydmygt i små lejligheder. For selvom der ligger hård træning bag en karriere som traditionel kinesisk skuespiller, er det ikke noget, man bliver rig af. (Pekingopera og aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af kulturpakken, som kan købes separat. Se mere efter dagsprogrammet)
Vi forlader Beijing tidligt om morgenen og begiver os mod nord. Det er uden tvivl en ganske særlig drøm, der går i opfyldelse, når vi skal se Den Kinesiske Mur. Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, forbandt og videreudbyggede for over 2.000 år siden Den Kinesiske Mur ud af allerede eksisterende mursystemer. Muren har naturligvis ændret udseende gennem tiderne. Oprindeligt var den blot en jordvold, men den blev efterhånden bygget om til en rigtig befæstet mur med skydeskår og vagttårne.
Muren skulle tjene som værn mod de vilde nomadestammer, der huserede nord for Kina, men den kom dog aldrig til at spille nogen større militær rolle. På andre områder var den imidlertid ganske brugbar. Et system af røgsignaler gjorde det muligt hurtigt at sende beskeder og advarsler fra vagttårn til vagttårn. Hvor de vigtige karavaneveje krydsede Muren, fungerede den endvidere som kontrolpost. Det siges, at Muren er det eneste bygningsværk, man kan se fra månen. Myterne er mange, og hvad enten man vælger at tro på dem eller ej, er muren en uforglemmelig oplevelse. Der bliver god tid til at klatre op i nogle af vagttårnene og opleve historiens vingesus, inden vi atter vender tilbage til Beijing.
Herefter går turen til Trommetårnet, hvorfra vi har en god udsigt over hutongernes tage. Tårnet er fra 1420, og trommeslagene hjalp førhen byens borgere med at holde styr på tiden. Her findes ligeledes verdens største tromme, der har en diameter på 285 centimeter, vejer 625 kilo, og blev lavet til en trommekonkurrence i 1996.
Vi begiver os ned ad de små, snævre gader i Beijing for at besøge de berømte hutonger, som er traditionelle boligkvarterer bygget dengang, man stadig overholdt reglen om ikke at bygge højere end kejserpaladsets mure. Både her og i parkerne kommer man tæt på den enkelte kinesers hverdag.
Først på aftenen kører vi til Beijing Banegård, hvor næste store oplevelse venter. Vi skal nemlig med nattog mod vor næste destination; den gamle kejserby Xian. Rejsen foregår i førsteklasses sovevogn – – på dansk ”blød seng”. Vi garanterer for en anderledes og spændende oplevelse.
Meget tidligt om morgenen begynder de skrattende højttalere i toget at udgyde nyheder, anekdoter og musik i en uendelighed. Det fortsætter, indtil vi når Xian i den centrale Shaanxi-provins. Her har den kinesiske kultur har sin oprindelse. Under Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi (221 f. Kr.), var området for første gang midtpunkt i det enorme kinesiske rige. Og under det blomstrende Tang-dynasti (618-907) blev byen igen hovedstad og dertil en af verdens største. Med mere end 2.000 års historie er byen således fyldt med spændende mindesmærker.
Fra banegården i Xian kører vi direkte til Den Store Vildgås-pagode, der blev opført i år 652 og oprindelig husede en stor samling buddhistiske skrifter. Ad stejle trapper kravler vi op til pagodens top, hvorfra der er en fin udsigt til byens sydlige forstæder. I det fjerne kan vi måske også skimte Xians gamle bymur, der er Kinas ældste og bedst bevarede. Noget, vi ved selvsyn oplever, når vi om eftermiddagen besøger den sydlige byport og går på opdagelse i den gamle, muslimske del af byen.
Om aftenen fortsætter vi ud i det vilde kinesiske restaurationsliv. I både Xian og resten af Kina spiser man ikke for at leve. Næh, man lever for at spise, og nu er tiden kommet til, at vi prøver nogle af de gode egnsretter.
Vi begynder med en meget tidlig udflugt til den nærmeste park. Temaet er morgengymnastik, og der bliver rig mulighed for både at iagttage og deltage i den fascinerende ”skyggeboksning”, tai-chi.
Derpå skal vi besøge den berømte terrakottahær. En bonde gjorde i 1974 tilfældigt det sensationelle fund, da han var ved at grave en dyb brønd under sommertørken. Pludselig begyndte mandshøje lersoldater at dukke op af jorden. Siden har arkæologerne fundet tusinder af figurer – og de graver stadig! De mange figurer udgør en hel hær af fodfolk, bueskytter, officerer og generaler. En hær, der blev skabt og gravet ned for at ledsage og beskytte Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, i dødsriget.
Om aftenen er der endnu engang mulighed for at deltage i en kulturel aftenforestilling i det lokale teater. Her fører dygtige musikere og yndefulde dansere arven videre fra tiden under Tang-dynastiet, hvor dansene blev fremført ved hoffet. (Tangteater og aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af kulturpakken, som kan købes separat. Se mere efter dagsprogrammet)
Tidligt om morgenen begiver vi os mod lufthavnen i Xian, hvor vores fly til Shanghai venter. Shanghai er med sine næsten 20 millioner indbyggere en af Kinas største og tættest befolkede byer. Indtil 1949 var byen regeret af vesterlændinge og japanere. Derefter overtog kinesiske kommunister magten, og de mange udlændinge blev smidt ud ligesom byens rige kinesere.
I dagens Shanghai findes Kinas største varehuse og mest moderne industrier. Dette nye finans- og handelscenter er på under 20 år vokset til en millionby med intentioner om at nå Hongkongs niveau. Turens første udflugt går til bydelen Pudong, der for få år siden blev omdannet til en særlig økonomisk zone, hvilket de mange skyskrabere vidner om. Vi skal op på 88. etage i Jin Mao-bygningen, en af verdens højeste bygninger. Den storslåede udsigt fra bygningen viser, at ordet metropol er absolut dækkende for Shanghai.
Vi afslutter vores første dag i Shanghai med en havnerundfart i en af verdens største havne. Byen ligger strategisk godt ved udmundingen af Yangtze-floden og er udgangspunkt for containertrafik til alle dele af verden.
Efter morgenmad på hotellet besøger vi Yuyuan-basaren. Her er mulighed for at købe et hav af kinesiske produkter fra kunst og souvenirs til eksotisk tilberedte retter. Bag ved basaren ligger det gamle kinesiske kvarter med snævre handels- og beboelsesgader, der i disse år bliver fjernet. Det er absolut sidste udkald, hvis man vil se dette stykke Shanghai-historie.
Efter frokost skal vi besøge Shanghai Museum, der rummer én af Kinas mest imponerende samlinger af historiske og kulturelle perler. Resten af dagen er på egen hånd, og da museet ligger centralt placeret ved Shanghais største indkøbsgade, Nanjing Lu, burde der være rig mulighed for at købe nogle af de mange spændende ting, Shanghai har at byde på.
Ved aftenstid er der mulighed for at deltage i det absolut sidst punkt på vores flotte Shanghaiprogram: akrobatik i verdensklasse. Byens akrobatiktrup er verdensberømt for akrobaternes smidighed, og måske er nogle af truppens klassiske numre på aftenens program. (Akrobatikshow og aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af kulturpakken, som kan købes separat. Se mere efter dagsprogrammet)
Denne dag i Kinas største by er fri til at bruge, præcis som du har lyst. Tag eventuelt til et af de mange kinesiske markeder. Her kan man forsyne sig med tøj, sko, ure, cd’er og meget andet.
Husk, at det er på sin plads at prutte om prisen, så det er med at have tålmodighed. Kineserne er særdeles dygtige og driftige forretningskvinder og -mænd! Om aftenen mødes vi igen til afskedsmiddag.
Kulturpakke med 3 aftenforestillinger
Dag 3: Aftensmad og Pekingopera
Dag 5: Aftensmad og Tangteater i Xian
Dag 10: Aftensmad og akrobatik i Shanghai
Pris: fra 898,- pr. person
Prisinformation
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder.
- Fly København – Beijing og Shanghai – København med mellemlanding.
- Udflugter jf. program.
- Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse.
- En overnatning på nattog ml. Beijing og Xian i 4 personers kupé på soft sleeper (bedste klasse).
- Morgenmad dagligt.
- Frokost dagligt (undtagen dag 9).
- Middag dag 1, 2, 5, 7 og 9.
- Et glas øl/vand til inkluderede måltider.
- Skatter og afgifter.
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris.
- Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring.
- Eventuelle ekstra arrangementer.
- Kulturpakke med 3 aftenforestillinger og aftensmad.
- Tillæg for enkeltværelse.
- Øvrige drikkevarer.
- Gruppevisum til Kina.
- Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. USD 45).
- Personlige fornødenheder.
- Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling).
- Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”.
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Bagage
Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Mere om Kina
Her kan du få mere at vide om Kina: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/kina
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.