Knud Rasmussens store Thule-ekspedition

Efter knap fem timers flyvning lander vi i Kangerlussuaq, som er den største af Grønlands internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest- og Nordgrønland. Her bor permanent ca. 4-500 mennesker, og her ligger Albatros Arctic Circle’s hovedkontor, hotel og souvenirbutik, beliggende blot 100 meter fra lufthavnsbygningen.

Det var amerikanerne, der under Anden Verdenskrig anlagde lufthavnen i Kangerlussuaq. Under navnet Bluie West Eight etableredes i 1942 en stor flybase for enden af den over 160 km lange Søndre Strømfjord. Flybasen var strategisk vigtig, men med den øgede teknologiske udvikling mistede basen efterhånden sin betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteter og bygninger til Grønlands hjemmestyre.

Efter ankomsten har vi arrangeret en udflugt til det sted, vi kalder Rensdyrgletsjeren, der står som en isvæg – visse steder op til 60 meter – og danner en tydelig kontrast mellem land og is. Navnet skyldes, at der jævnligt ses omstrejfende rensdyr her. Selv uden dyrenes tilstedeværelse er stedet ren verdensklasse, hvad angår motiver til kameraet og ro til sindet over naturens uberørte skønhed. 

Turen til en af områdets mest seværdige gletsjer foregår i en tundrabus med firehjulstræk, der er som skabt til terrænet og grusvejen. Undervejs holder vi udkig efter områdets dyreliv, navnlig rensdyr og moskusokser, mens guiden fortæller om området og dets historie. 

Efter udflugten tager vi ud til restaurant Roklubben, hvor vi spiser en sen frokost. Herefter kører vi til havnen, ca. 12 km vest for lufthavnen, for afsejling med vores skib, M/S Ocean Atlantic. I Zodiac-flåder sejler vi i mindre hold de få hundrede meter ud i fjorden, hvor skibet er ankret op.

Om bord på skibet bliver kahytterne anvist, sikkerhedsprocedurerne gennemgås, og mens vi nyder middagen i restauranten, påbegynder vi sejladsen ud gennem den cirka 160 kilometer lange fjord. Kangerlussuaq ligger tæt på Polarcirklen, som vi krydser på vores vej gennem fjorden.

Skibet har skudt syd- og vestover i løbet af natten, og vi har lagt Søndre Strømfjord bag os. Vi bruger dagen ombord til at beundre den fantastiske udsigt over Davisstrædet og håber på at møde hvaler eller andre havpattedyr på vores vej mod Canada. Denne første hele dag ombord benyttes af de fleste også til at lære skibet bedre at kende. Vores ekspeditionsteam sørger desuden for relevante aktiviteter og foredrag, så det bliver næppe kedeligt!

Klimaet langs østkysten på Baffin Island er præget af den sydgående polarhavstrøm, hvilket betyder, at det er lidt koldere her end langs Vestgrønland. Men havet er frodigt, og der er god sandsynlighed for at observere hvaler og store flokke af sæler i dette farvand. 

Fra broen holdes der øje med de isbjerge der flyder ned langs ”Isbjergenes stræde” fra de store gletsjere i Grønland og det arktiske Canada.

Arktisk Canada kaldes for Nunavut, og den østlige region med bl.a. Baffin, Devon og Ellesmere Island betegnes Qikiqtaaluk-regionen. Regionen dækker et areal på ca. 1 mio. km2 (svarende til halvdelen af Grønland). Det er et landskab af særegen skønhed, næsten helt blottet for plantevækst, hvor man i klart vejr kan skue flere hundrede kilometer ud over de gletsjerskabte landskabsformer.

I løbet af natten nærmer vi os Cape Dyer, hvor USA har etableret en af deres mange DEW-stationer (Distant Early Warning), som omringer det arktiske amerikanske kontinent. Cape Dyer er i sig selv den 800 meter høje klippekant, der signalerer land ud for Davisstrædet.

Vi går i land på øen Qikiqtarjuaq, der ligesom dens grønlandske navnebror Qeqertarsuaq, betyder “den store ø”. Byen af samme navn som øen har omkring 600 indbyggere. Området er kendt for dets mange hvaler, blandt andet grønlandshvalen. Grønlandshvalen lever kun i arktiske farvande og er derfor særligt eftertragtet at observere.

Vi fortsætter langs Baffin Islands østlige kyst med kurs mod Isabellabugten og Ninginganiq Naturreservat, som siden 2010 har fungeret som et nationalt beskyttet marinehabitat. Det er et vigtigt område for både havpattedyr og havfugle, især er her mange grønlandshvaler. Inuit-ordet "Ninginganiq" kan oversættes mere eller mindre præcist til ”stedet hvor tågen er”. Vi håber selvfølgeligt på at undgå denne vejrmæssige tilstand, mens vi bevæger os ind i bugten og holder øje med den rige fauna. Hvis vi ikke har observeret grønlandshvaler på vores togt indtil nu, så har vi gode chancer i dag. Hvalerne samles her i hundredvis og feder sig op i løbet af sommermånederne.

Majestætiske bjergsider bryder havoverfladen langs siderne af Sam Ford Fjord. Den kæmpemæssige volumen af disse lodrette klipper gør vores lille sidespring ind i fjorden nærmest uundvigeligt. Vi er her dog ikke for at klatre langs bjergsiderne, men for at nyde den naturlige skønhed, som den fine fjord er hjemsted for. Vi holder selvfølgelig udkig efter de sæler og narhvaler, som holder til i det mørke vand. Den isolerede fjord er blevet skabt af gletsjere, og nogle af klippesiderne når op på 1500 meters højde over havoverfladen. Mens vi navigerer ind og ud af det utrolige fjordområde, håber vi selvfølgelig også på at se nogle af de mange trækfugle, som hvert år besøger området.  

Pond inlet hedder på det lokale inuitsprog Mittimatalik og er en by med godt 1.600 indbyggere, hvor størstedelen er inuitter. Vi spadserer gennem byen og kan ligesom Knud Rasmussen kigge nærmere på arkitektur og levevis her i det isolerede nordlige Canada. Det kan vi senere sammenligne med de bosættelser og samfund, vi skal se på vores færd langs Grønlands kyst.

Det arktiske klima gør sommeren kort, men her er alligevel besøgende, der ligesom os kommer for at opleve de spektakulære udsigter over bjergene, gletsjerne og de mastodontiske isbjerge, der glider forbi.

Tilbage på skibet spiser vi frokost, mens vi navigerer mod nord gennem Eclipse Sund, som adskiller Baffin Island og Bylot Island.

Denne dags sejlads er i særlig grad afhængig af is- og vejrsituationen i og omkring Lancaster Sund. Planen er at sejle et stykke ind gennem mundingen af Nordvestpassagen og derfra videre nordpå. Selve idéen om en genvej mellem Stillehavet og Atlanterhavet fra det nordvestlige Amerika gennem fjordsystemerne er mange hundrede år gammel, men er først i nyere tid lagt foreløbigt på hylden. Årsagen er de store omkostninger, det medfører at gennemføre rejsen. Et par enkelte isbrydende tankskibe fra Canadas nordlige oliefelter er efterhånden de eneste skibe, som afsejler ruten. Men efterhånden som den arktiske is i farvandene svinder ind, kan det måske blive muligt, at mere kommerciel skibsdrift finder vej helt herop.

I løbet af dagen sejler vi langs Devon Islands østlige kyst, som er den største ubeboede ø i verden. Vi fortsætter mod nord og navigerer langs Ellesmere Island. Al folkevandring af inuitter til Grønland er foregået ved at passere over Ellesmere Island og Smith Sund. Vores rute tager en drejning mod øst, og vi søger mod Grønlands vestlige kyst og må derfor sige farvel til de canadiske farvande.

Smith Sund og dets nordlige fortsættelse Kennedy Kanal har ganske stærke strømme, der virker som en slags tragt for havis og isbjerge fra det store arktiske område mod nord. Vores kaptajn og officerer holder et vågent øje fra broen under vores færd mod Grønland.

Sejlturen videre til Qaanaaq er kort, og vi forventer at være fremme tidligt om morgenen. Qaanaaq er med sine godt 600 beboere områdets største by og stadig genstand for mange bryderier om ansvarsplacering. Byen blev grundlagt i 1953, da amerikanerne byggede basen ved den oprindelige by, Uummannaq, og tvangsflyttede befolkningen. Der er i dag anlagt en landingsbane, som to gange om ugen tager imod Air Greenlands Dash-7. Vores ekspeditionsteam viser os rundt i byen.

Når vi forlader Qaanaaq, passerer vi den amerikanske Thulebase fra behørig afstand (det er ikke muligt at besøge en aktiv base). Sejladsen bringer os i løbet af natten eller næste dag forbi stedet, hvor den store Kap York meteorit faldt.

Vi sejler i dag ned langs Grønlands vestkyst, og du vil blive tilbudt inspirerende og lærerige foredrag af vores erfarne ekspeditionsguides om arktisk dyreliv og klima, opdagelsesrejser og geologi. Husk også at gå ud på dækket for at spejde efter dyrelivet. Vi kan måske få øje på hvaler, moskusokser og harer. Det er heller ikke utænkeligt, at der kan være isbjørne i fjordene.

Melville Bugt er et spændende, historisk område at passere. Indtil moderne tider var bugten ganske isoleret, da havisen dækkede vandet hele året rundt, og de mange kælvende gletsjere konstant sørgede for tilførslen af ny is. Blandt andre Knud Rasmussen foretog i området eventyrlige ekspeditioner på hundeslæder, der skabte kontakt mellem de nordboende inuitfolk og grønlænderne mod syd. Sproget hos de nordlige inuitter er anderledes end det gængse grønlandske sprog.

Om natten er der en lille chance for at se fænomenet nordlys, eftersom nætterne bliver længere, og vi bevæger os sydligere i Grønland. Da det kan være køligt, kan det efter mørkets frembrud betale sig at iklæde sig varmt tøj, og ellers bare kaste blikket opefter og håbe på nordlys. 

Kursen går nu mod Upernavik, som også kaldes porten til det nordvestlige Grønland. Vi holder øje med de store hvaler, der ikke sjældent passerer disse farvande. Vi følges på vej af den lille stormfugl, mallemukken, der veksler mellem læ og luvart for at få fart og dynamik i sin flugt efter skibet. Upernavik ligger på en ø af samme navn i den sydlige ende af Upernavik Isfjord. Upernavik betyder ”Forårsstedet”, hvilket henviser til, at det var her, man tog til om foråret, når isen brød op – dels for at handle og dels for at fiske og drive fangst ud til det åbne hav. Byen ligger på den sydlige del af øen, hvor havet som regel er roligt – uanset vejret. Erhvervsmæssigt er Upernavik en blanding af gammel fangerkultur og højteknologisk fiskeindustri, hvor den traditionelle hundeslæde og den moderne snescooter arbejder side om side. Selve byen blev grundlagt i 1772 som dansk kolonistation, men områdets historie går, som i resten af Vestgrønland, cirka 4.500 år tilbage. Dengang rejste grupper af jægere og samlere langs kysterne af Alaska, Canada og til sidst Grønland. Vi ser blandt andet det lille, spændende museum, som er verdens nordligste frilandsmuseum. På kirkegården oven for museet ligger den danske opdagelsesrejsende Peter Freuchens grønlandske kone Navarana begravet.

Vi forlader om aftenen Upernavik og passerer halvøen Svartenhuks mørke klippesider, mens vi fortsat spejder ud over havet efter halerne på de blide kæmpehvaler, som disse vande er kendt for.

Om formiddagen befinder vi os 590 kilometer nord for polarcirklen, på 70° grader nord, i en af Grønlands smukkeste og mest solrige egne. Vi er nået til Uummannaq. Indsejlingen mod Uummannaq er ganske enkelt i verdensklasse og bør nydes fra dækket, uagtet hvilken tid skibsklokken måtte slå. Byen ligger på en 12 km² stor ø, og udsynet domineres af det imponerende 1.175 meter høje hjerteformede fjeld, som byen er opkaldt efter. Der er fra byen en imponerende udsigt til Storøens 1.000 meter høje klippesider, til Nuussuaq-halvøens snedækkede tinder mod syd og ud over fjorden, hvor isbjerge i alle former og størrelser majestætisk flyder forbi i langsom rutefart, dirigeret af den aktuelle vind og strøm. Hele fem aktive bræer i bunden af fjorden sørger for, at her er masser af isfjelde at kigge på.

Uummannaq blev først anlagt som koloni i 1758 inde på Nuussuaqs fastland, men allerede i 1763 flyttede byen ud på øen, hvor sælfangsten var bedre. Vi tager på en gåtur gennem byens stejle gader og ser blandt andet et gammelt tørvehus, der var i brug indtil for få årtier siden.

Det var i Uummannaq-distriktet på Nuussuaq-halvøen ved Qilakitsoq (”der, hvor himlen hænger lavt”), man fandt de berømte Qilakitsoq-mumier. De seks kvinder og to børn menes at være druknet i en konebådsulykke og begravet i en tør og kølig klippegrotte for 600-700 år siden. Mumierne opbevares nu på Nationalmuseet i Nuuk.

Vi bruger et par timer i byen, der med sit stabile arktiske klima med 2.000 solskinstimer og bare 100 millimeter årlig nedbør med rette kan kalde sig Grønlands Riviera!

Vi ankommer til Ilulissat midt på dagen. Ilulissat betyder på grønlandsk ”isfjelde”, og byens kælenavn er med rette ”Isbjergenes Hovedstad”. I Diskobugten lige ud for Ilulissats kyst dvæler nemlig de gigantiske isbjerge. De kommer fra Isfjorden, en god halv times gåtur syd for Ilulissat, og de fødes 70 kilometer længere inde i fjorden af den enorme Sermeq Kujalleq-gletsjer, der med en bredde på 10 kilometer og tykkelse på 1.000 meter er den mest produktive bræ uden for Antarktis. Hvor de fleste andre bræer kun kælver med en fart på cirka en meter pr. døgn, kælver Ilulissat Isbræ med en fart på 25 meter. Dette betyder i praksis, at bræen producerer mere end ti procent af alle isbjerge i Grønland, svarende til 20 millioner tons is pr. døgn. Alt dette har været medvirkende til, at Isfjorden er kommet på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

I de mere end 250 år, som er gået siden Ilulissats grundlæggelse, er den vokset støt, og den er i dag Grønlands tredjestørste by med mere end 4.500 indbyggere. Det er en meget levende og hyggelig by med et efter grønlandske forhold rigt udbud af kulturelle attraktioner. Polarforskeren Knud Rasmussen blev født i Ilulissat, ligesom hans gode ven, den eminente hundekusk Jørgen Brønlund, der deltog i og omkom under Danmark-ekspeditionen. Her kan man gå en tur gennem byen og afslutte med den cirka to kilometer lange tur ud til Sermermiut-sletten, hvorfra man kan nyde stilheden og det smukke syn over Isfjorden.

Du har også mulighed for at tage med på en spændende bådudflugt til Isfjorden (varer cirka 2,5 timer), hvor vi oplever de fantastiske isscenarier helt tæt på. Sejlturen er bestemt en oplevelse ud over det sædvanlige og en stor naturoplevelse, du vil huske i lang tid efter. Husk varmt tøj!
(Sejlturen i Isfjorden er ikke inkluderet i rejsens pris, men skal bestilles særskilt. Se mere under Prisinformation).

Der er endvidere mulighed for at tilkøbe en flyvetur hen over Isfjorden. Denne ekstraudflugt kan bestilles hjemmefra (2021-prisen pr. person er 2.995,- DKK).

Sidst på eftermiddagen drager vi igen ud i Diskobugten på vores vej sydover. Før vi siger farvel til isbjergene, der nu har fulgt os de sidste mange dage, håber vi at møde de territoriale pukkelhvaler, der holder til ud for Aasiaat. Pukkelhvaler giver ofte et fantastisk show, hvor vi kan se både rygfinne og hale, og til tider hopper de helt op af vandet.  

Skibet har skudt sydover i løbet af natten, og vi har lagt Diskobugten bag os. Vi bruger den sidste dag om bord til at beundre den fantastiske udsigt til Grønlands vestkyst og håber på at møde hvaler eller andre havpattedyr på vores vej mod Søndre Strømfjords munding. Som sædvanligt vil du igen kunne deltage i aktiviteter planlagt af vores ekspeditionsteam. Vi nyder kaptajnens afskedsdrink og ser højdepunkterne fra vores rejse, set gennem vores professionelle fotografs linse, på denne sidste dag.

Ellers bruges døgnets stille timer til at fordøje dels de mange indtryk og dels den gode mad fra skibets messe.

I løbet af natten har kaptajnen bragt skibet mod Kangerlussuaq, som vi når frem til om morgenen. Efter morgenmaden ombord er det tid til at tage afsked med Ocean Atlantic og dets besætning, inden turen går til lufthavnen for flyrejse til København.