Livsnyderferie på Afrodites ø - Cypern

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Afslappende ophold på den nordlige del af Cypern på fantastisk 5-stjernet hotel med spændende udflugter med i prisen

Dette er muligheden for at få en oplevelsesrig og samtidigt afslappende ferie med fine oplevelser i løbet af vinterhalvåret på et nydeligt hotel på den nordlige del af den fantastiske middelhavsø Cypern. Vi bor på den flotte sandstrand på østkysten nord for Famagusta på et 5-stjernet hotel med alverdens faciliteter. Vi har krydret turen med tre fine udflugter til Nicosia, Famagusta og Kyrenia i den nordlige og tyrkiske del af øen. På udflugterne vil du hurtigt opdage, at hele Middelhavets historie er at finde på Cypern, for eksempel når vi besøger Kyrenia med sin historiske havn og borg, hvor såvel grækere, venetianere som osmannere har sat deres præg. Eller når vi ser Salamis-ruinerne, hvor det søjleomkransede gymnasium regnes for et af de fineste af sin slags.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Turkisk Lira

Dagsprogram
Dag 1 Ankomst til Larnaca. Med bus via Nicosia til Bafra på Nordcypern, ca. 140 km
Dag 2 Udflugt til Nicosia
Dag 3 Afslappende dag på hotellet
Dag 4 Udflugt til Famagusta
Dag 5 Afslappende dag på hotellet
Dag 6 Udflugt til nordkysten til Kyrenia og Bellapais, ca. 170 km
Dag 7 Afslappende dag på hotellet eller mulighed for udflugt til Karpaz
Dag 8 Hjemrejse med bus via Nicosia fra Larnaca, ca. 140 km

Hoteller

Hotel Concorde Luxury Resort

  • Hotel Concorde er et nyt, flot og velfungerende hotel
  • De fleste værelser har noget havudsigt
  • På Hotel Concorde Luxury Resort
  • Stranden ved Hotel Concorde Luxury Resort
  • 569 værelser
  • 14 km til Bogaz og 40 km til Famagusta
  • 24/7 reception
  • Fri Wi-Fi overalt på hotellet
  • 3 restauranter
  • Sportspub
  • Bar og coffeeshop
  • Elevator
  • Swimmingpools, indendørs og udendørs
  • Wellnesscenter
  • Strand
  • Tennis, fitness og sport
  • Bowling og spil
  • Biograf
  • Butikker og frisør
  • Biludlejning
  • Cykeludlejning
  • Spillekasino

Hotel Concorde åbnede I 2018 og er et nyt , flot og velfungerende hotel med et væld af faciliteter og oplevelser. Fra hotellet er der en flot udsigt over den enorme swimmingpool, haven, ned mod havet og over den fine sandstrand.
Hotellet er bygget således, at der fra de fleste værelser er noget havudsigt, men ikke alle har direkte havudsigt. Hotellet har en 24/7 reception, bar, sportsbar, flere restauranter, spillekasino, aktivitetsrum, biograf, wellnesscenter med indendørs swimmingpool, sauna og dampbad.

Alle værelser er meget rummelige og har varme/aircondition, satellit-tv, telefon, sikkerhedsboks, minibar, hårtørrer, Wi-Fi, badekåbe og slippers til wellnessafdelingen og et rummeligt badeværelse. Roomservice muligt.

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
7.298,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Ankomst til Larnaca. Med bus via Nicosia til Bafra på Nordcypern, ca. 140 km
De fleste værelser har noget havudsigt

Vi lander i Larnaca om eftermiddagen og kører derfra mod nord og Cyperns hovedstad Nicosia. Vi passerer grænsen og fortsætter østpå til et område nord for Famagusta, der hedder Bogazi. Her finder vi vores hotel for den kommende uge, det flotte store 5-stjernede Hotel Concorde. Indkvartering og middag på hotellet.

Hotel Concorde er næsten nyåbnet og ligger lidt isoleret direkte på den flotte sandstrand. Hotellet har til gengæld et væld af faciliteter, så her kan du virkelig nyde et par afslappende dage mellem de interessante udflugter, som turen byder på. Der er masser af plads, og der er ikke kø i restauranten, hvor der serveres en enorm morgenbuffet med alverdens lækkerier. Middagen serveres også fra buffet, og her spiser du virkelig godt og sundt med masser af salater og de typiske tyrkiske småretter mezer.

Dag 2
Udflugt til Nicosia ca. 180 km
Büyük Han var oprindeligt en kro

Vi starter dagen med den gode morgenmad, før vi kører tilbage til Nicosia for denne gang at se nærmere på byen. Cyperns beliggenhed har haft stor betydning for øens udvikling, og øen har synlige beviser for, at det er en meget ung nation, der har været underlagt og udnyttet af andre herskere. Korstogsridderne havde et naturligt sidste stop på øen, før de drog videre til Palæstina, efter at have holdt stop på Sicilien og Malta.

Senere blev øen centrum for de venetianske købmænds ruter, og det er netop venetianerne, der byggede det formidable fæstningsanlæg, der forbløffende nok stadigvæk står ganske velbevaret og danner en krans af en bymur med 11 bastioner omkring den gamle bydel. Venetianerne blev smidt ud af osmannerne, der herskede i en for øen lang periode helt op til sent i 1800-talet, hvorefter Cypern blev britisk koloni. Først i 1960 bliver Cypern en selvstændig stat, og allerede fra 1971 og til i dag en delt nation. Englænderne indførte det engelske sprog, som de fleste mestrer, samt venstrekørsel, som fortsat er gældende. Sproget i syd er primært græsk, og religionen er græsk-ortodoks, sproget i nord er tyrkisk og religionen officielt muslimsk, dog er nordcyprioterne ikke særligt religiøse, og de senere års byggerier af enorme moskeer virker lidt meningsløse eller som et påbud fra Tyrkiet, for de står reelt set tomme. 

Hvor den sydlige græsk-cypriotiske del af Nicosia har fulgt med verdenssamfundet, så ligner en stor del af den nordlige bydel et levn fra efterkrigstiden. Det er meget tydeligt, at bydelen ikke har udviklet sig meget efter 1974. Det synlige og noget triste bevis på øens deling er den demarkationslinje eller grænse, der går igennem byen. Der er ingen liv, husene står tomme og ligner ruiner og forladte bygninger. Kun FN kommer her og patruljerer ingenmandsland. Fra 1974 og frem til 2003 var grænsen lukket, og det var i mange år den eneste mulige grænseovergang. I dag er der 7 passager mellem nord og syd. I går, da vi ankom, passerede vi hovedgrænsen, og i dag har du mulighed for at spadsere over grænsen i Nicosias gågade og se forskellen mellem nord og syd.

Vi skal i løbet af formiddagen se præsidentpaladset, den grønne grænse med FN- vagterne, grænseovergangen, basaren Bandabuliya, Salimiye Moskeen, der ligner det den tidligere var, nemlig Skt. Sophia-katedralen, det lokale kvarter med håndværk og den vidunderlige gårdsplads Büyük Han, oprindeligt en kro, hvor der under svalegangen serveres kaffe og øl og spilles backgammon og kort. Vi spiser frokost i Nicosia, får god tid til at vandre rundt i den indre by, der virkelig får tankerne om livet henført til en gang for et par årtier siden.

Sidst på eftermiddagen returnerer vi til vort hotel og den gode middag.

Dag 3
Afslappende dag på hotellet
Stranden ved Hotel Concorde Luxury Resort

I dag kan du slappe af, gå på rundtur på hotellet, nyde en tur i den opvarmede indendørs swimmingpool, gå en tur på stranden, sidde i solen og nyde det milde vejr eller blot læse en god bog.
Hotellet byder på sportsbar, kaffelounge-bar, fitnesscenter, enkelte butikker, wellness-center, indendørs swimmingpool, biograf og spillekasino. Der er enkelte butikker på hotellet, flere sportsfaciliteter og to a la carte restauranter, en grillrestaurant og en italiensk restaurant.

Middag på hotellet.

Dag 4
Udflugt til Famagusta
Lala Mustafa Pasha-moskeen

Vi spiser morgenmad, før vi skal til den historisk spændende kystby Famagusta. Byen er historisk, for her er levn fra den græske periode, fra den venetianske periode og ikke mindst et grumt minde om en konflikt, som i dag er helt surrealistisk – den forbudte by Varosha.

Vi starter med den forbudte by, et trist minde, hvor en mondæn badeby efter den tyrkiske besættelse af Nordcypern i 1971 stort set har stået uberørt, efter at gæsterne og hotelpersonalet ryddede byen. Det siges, at maden stadig står på bordene, og at alting stort set er uberørt og står som det blev efterladt. Stranden er afskærmet i den sydlige del af Famagusta, den bedste strand, og hele bydelen lukket af, kun FN og den tyrkiske garnison kommer her. Der er lavet nogle enkelte huller til deres personale i en ellers grim og sørgelig afdækning med rustne plader og pigtråd. Grunden til at denne del ikke er overtaget af de nordcypriotiske beboere er, at det sydlige Famagusta for en stor del var (og i realiteten fortsat er) ejet af udenlandske investorer og kendisser. Mange af de nordcypriotiske hoteller og bygninger, som tidligere var ejet af græsk-cyprioter, har gennemgået et officielt ejerskifte, så de er blevet købt op og de tidligere ejere er dermed kompenseret i en vis forstand! Vi spiser frokost i løbe af dagen.

Uden for Famagusta skal vi se ikonmuseet i Skt. Barnabas-kirken, der er virkelig interessant, samt spændende fund fra området gennem tiderne i det lille nedlagte klosters bygninger. Vi fortsætter ind i byen og ser Salamis-ruinerne, der kan henføres til over 1.000 år før vor tidsregning, og som var Cyperns vigtigste by i 400-tallet. Derefter kigger vi på Skt. Nicolas-kirken, et fornemt monument over gotisk arkitektur, og skulle du have været i Reims, kan du sikkert se ligheden med den berømte franske katedral. Slutteligt kigger vi på den venetianske bymur, på kastellet, tårnet, som i dag kaldes for Othellos tårn, eftersom det skulle have inspireret Shakespeare til hans Othello, Lala Mustafa Pasha-moskeen og verdens måske ældste figentræ?

Efter denne historiske og meget spændende dag kører vi langs kysten op til vort hotel, hvor vi overnatter og spiser middag.

Dag 5
Afslappende dag på hotellet
Hotel Concorde er et nyt, flot og velfungerende hotel

Endnu en afslappende dag til egne gøremål. I dag kan vi arrangere en bus til Famagusta, hvis der er interesse for dette, og prisen afhænger af antal deltagere. Vi kan også arrangere udflugter til den sydlige del af øen, som du bestiller på stedet.

Middag på hotellet.

Dag 6
Udflugt til nordkysten til Kyrenia og Bellapais, ca. 170 km
Den historiske borg i Kyrenia

I dag skal vi opleve nordkysten og den historisk spændende havneby Kyrenia. Byen er grundlagt lang tid før vor tidsregning af græske tilflyttere. Der var en naturlig havn, som blev omdrejningspunktet for byen dengang og fortsat er byens hjerte, omend i dag i en noget anden form. Havnen er blevet større, molen forstærket for at holde storme på afstand, og mellem havnen og molen blev et større fæstningsværk bygget for at holde pirater borte. Borgen er med tiden blevet udbygget af de byzantinske tilflyttere, som havde stor indflydelse på området, senere venetianerne, der beskyttede deres fragtruter, og i lighed med Nicosia og Famagusta forstærkede de murene og udbyggede tårnene. Osmannerne satte også deres præg på fæstningen, der har fungeret som toldstation, fængsel, handelskammer og været byens og havnens naturlige omdrejningspunkt. Der er en glimrende udsigt fra borgen, både mod øst og vest, men ikke mindst mod syd og den lange bjergkæde, der rejser sig i baglandet. Vi får tid til at gå en tur rundt i den hyggelige lille havn, hvor turbåde, yachts og nogle fiskerbåde har deres daglige dont. Der er selvfølgelig nogle små fiskerestauranter her, og et kvarter med små gader og hyggelige cafeer og forretninger. Kyrenia er i dag udstrakt langs kysten, og trafikken kan være ret heftig her.

Vi spiser en let frokost undevejs.

Oppe i baglandet bag Kyrenia ligger et andet og meget iøjnefaldende fæstningsanlæg, Skt. Hilarion, der knejser i over 700-meters højde, og hvorfra der i godt vejr er en formidabel udsigt. Korsridderborgen kan nås af en masse trapper og er ret anstrængende, hvis nogen skulle få lyst til besøge den.
Vi skal dog helt sikkert besøge den yndige lille landsby Bellapais, der på italiensk betyder den smukke landsby. Her ligger klostret Bellapais, der fortsat fungerer som kloster. Noget er ruin, noget er i brug, men smukt er det!
Tilbage til hotellet, hvor vi spiser middag.

Dag 7
Afslappende dag på hotellet eller mulighed for udflugt til Karpaz
På Hotel Concorde Luxury Resort

I dag er sidste dag til afslappende aktiviteter! Du har også mulighed for at deltage i en udflugt til det sydlige Cypern eller til halvøen Karpaz med de vilde æsler (ikke inkluderet). Hvis du tager med til den nordøstlige halvø Karpaz, bliver det en dag mest med natur, hvor vi ender ude på den sidste del af halvøen, der er udlagt som nationalpark. Det er en meget smuk halvø, hvor der på den sydlige del er flotte kilometerlange sandstrande, med Golden Beach som den mest kendte. Dette område vil næppe blive udlagt til hoteller og feriecentre, da det blandt andet er på disse strande, at de to udryddelsestruede arter af havskildpadder i Middelhavet lægger deres æg. Nationalparken har derfor to væsentlige funktioner, en er at beskytte og bevare havskildpadderne, og den anden er at skabe et miljø og hjem til de mange æsler, som lever vildt derude. De var før Cyperns deling almindelige husdyr, som blev efterladt ved delingen, og blev derfor samlet et sted, hvor de ikke gjorde skade. Vi kommer helt tæt på de nysgerrige æsler, medbring gerne lidt æbler eller gulerødder, det sætter de stor pris på.
Næsten helt ude på den yderste spids af halvøen ligger Skt. Andreas-klostret, hvor der efter sigende er fundet mirakler sted med hjælp fra vandet fra den hellige kilde ved klostret. Der vil være frokost undervejs.

Middag på hotellet.

Dag 8
Hjemrejse med bus via Nicosia fra Larnaca, ca. 140 km

Efter morgenmad og i passende tid kører vi til Larnaca, hvorfra vi flyver hjem.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 7.298,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
1.298,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly tur retur til Larnaca med Austrian eller Lufthansa med mellemlanding
  • Transport fra Larnaca til hotellet og retur via Nicosia
  • 7 nætter på Hotel Concorde
  • Halvpension (morgenmad og middag på hotellet)
  • Vand til middagene inkluderet
  • Heldagsudlugt til Nicosia med frokost
  • Heldagsudflugt til Kyrenia og Bellapais med frokst 
  • Heldagsudflugt til Famagusta med frokost
  • Lokale guider, hvor nødvendigt
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris 
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring 
  • Tillæg for enkeltværelse  
  • Øvrige måltider og drikkevarer 
  • Øvrige udflugter, f.eks. Karpaz og den sydelige del af Cypern, købes på stedet
  • Drikkepenge til lokalguide, chauffør m.v. (beregn ca. € 30 pr. person i alt) 
  • Personlige fornødenheder 
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling) 
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Information

Nordcypern er ikke et anerkendt land. Siden 1974 har Cypern været delt i to områder, med den store sydlige del – den græsk-cypriotiske, som er det af det internationale samfund anerkendte Cypern. Den nordlige del er anerkendt af det tyrkiske samfund som “Den Tyrkiske Republik Nordcypern”. Øen er således fortsat delt og overvåget af FN, det har stået på siden 1974, hvor Attila-linjen, der går fra Famagusta igennem Nicosia og videre vestpå mellem Kyrenia-bjergkæden mod nord og Trodos-bjergkæden mod syd. Der er et sted mellem 40.000-80.000 tyrkiske soldater udstationeret på Cypern, de sidder I kasserne oppe i bjergene og ses ikke på resten af øen. Meget overraskende så findes der et meget stort antal internationale universiteter på den nordlige del, så der er mange studerende udlændinge fra Mellemøsten, Afrika, Centralasien, USA og Europa – faktisk meget tæt på 100.000 studerende, der fylder godt op på en befolkning på knap 300.000.

Der er flere grænseovergange, og alle kan med pas i hånden passere grænsen mellem de to dele af øen, også fastboende nordcyprioter, hvorimod tyrkere fra fastlandet ikke kan returnere til den nordlige del, hvis de har rejst over grænsen til den sydlige del, de må via Grækenland tilbage til Tyrkiet.

Generelt er der meget billigt i nord, især spiritus, som der ingen afgifter er på. Der er bygget en del flotte og luksuriøse hoteller langs kysten mod nord og mod øst, de har alle kasinoer, og er i det hele taget meget modsat det tyrkiske fastland. På mange måder er det nordlige Cypern i dag, det Beirut var tidligere, og her kommer velhavende tyrkere samt israelske, tyske, engelske og franske turister. Øen har til gengæld ingen naturlige vandressourcer, så alt vand er på flaske, og til almindeligt vandforbrug sendes normalt vand gennem rørledning fra Tyrkiet til den nordlige del af øen.

Et meget mærkeligt sted er den forbudte by Varosha, som står afspærret og lukket, som den blev efterladt i 1974. Kun de tyrkiske soldater og FN har adgang til denne sydlige del af Famagusta, der dengang i 1974 var et af de store og voksende feriesteder, der skød op i charterbranchens storhedstid. Bygningerne og hotellerne står uberørte af mennesker, kun vejrets slitage har gjort stedet til en spøgelsesby og de 6 km sandstrand er spærret for badende. Der faldt en bombe i 1974, som ramte det nordligste hotel, og det er meget tydeligt og noget makabert at sidde på verandaen og nyde en drink eller kaffe og kigge over på den dystre bydel, kun adskilt af lidt plader og pigtråd.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Hånden på hjertet

Information

Hotel Concorde ligger sammen med fire andre flotte hoteller ret isoleret på stranden. Til gengæld behøver du ikke gå nogen steder, for du har så mange ting, du kan lave på hotellet, og standarden er så god, at du vil nyde opholdet her. Afhængig af antal gæster kan nogle faciliteter være lukkede, f.eks. a la carte-restauranterne.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser

20CYRTR01ADK0403