Luksuskrydstogt og nytår Down Under

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Skyd nytåret ind i metropolen Sydney, og nyd et naturskønt krydstogt med høj komfort. Oplevelser i Australien, Tasmanien og New Zealand

En kombination af eksklusivt krydstogt på Celebrity Solstice og nytårsophold i en by, der er verdenskendt for fyrværkerishowet over havnen, nemlig Sydney. Ud over festlighederne nytårsaften har vi god tid til at opleve byen under vores 5-dages ophold. Du kan for eksempel nyde strandlivet på Bondi Beach, udforske den gamle bydel The Rocks eller prøve nogle af byens mange restauranter. På Celebrity Solstice kan man nyde skibets mange tilbud, og i land oplever vi kultur og natur i verdensklasse. Vi nævner i flæng: Hunter Valley; det mageløse Tasmanien; Fiordland Nationalpark, hvor selv de vildeste forventninger om den legendariske New Zealand-natur bliver indfriet; Rotoruas gejserlandskaber og Akaroa, hvor du også har mulighed for at tage på en heldagsudflugt til New Zealands næststørste by, Christchurch.

På denne ”en-gang-i-livet” rejse er der en dansk rejseleder med på hele turen, og desuden er helpension og drikkepenge inkluderet på skibet.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Krydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Australsk dollar, amerikansk dollar

Dagsprogram 21 dage
Dag 1
Afrejse med fly fra København
Dag 2
Ankomst til Sydney, Australien. Indtjekning på hotel
Dag 3
Sydney, Australien. Byrundtur med Bl.a. Bondi Beach og mulighed for gåtur langs Bronte Walk. Aften med cocktailfest og nytårsfejring
Dag 4
Fri til egne eventyr i Sydney
Dag 5
Sydney, Australien. Byrundtur inkl. havnerundfart med frokost og Operahuset
Dag 6
Mulighed for heldagsudflugt til Blue Mountains
Dag 7
Sydney, Australien. Check-in på skibet
Dag 8
Newcastle, Australien
Dag 9
På havet
Dag 10
Hobart, Tasmanien. Afslappet atmosfære i Australiens næstældste by
Dag 11–12
På havet mod New Zealand
Dag 13
Fiordland Nationalpark: Milford Sound, Doubtful Sound og Dusky Sound, New Zealand
Dag 14
Dunedin. Mulighed for byrundtur og udflugt til Otago-halvøen
Dag 15
Akaroa. Mulighed for udflugt til Christchurch inkl. Det Internationale Antarktiscenter
Dag 16
Picton. Mulighed for udflugt til vindistriktet Marlborough med vingårdsbesøg og vinsmagning
Dag 17
Wellington. Mulighed for byrundtur inkl. Te Papa-museet
Dag 18
På havet med kurs øst om Nordøen
Dag 19
Tauranga. Mulighed for udflugt til Rotorua med maorikultur og gejsere
Dag 20
Auckland og hjemrejse
Dag 21
Ankomst til København

Celebrity Solstice

Celebrity Solstice er et af rederiet Celebrity Cruises store skibe

Her er plads til næsten 3.000 passagerer. Skibet er fuld af dejlige oplevelser, og her kommer du ikke til at kede dig. Hvad med en opfriskende dukkert i poolen, en afslappende behandling i spaen eller en tur i fitnesscenteret? Du kan også nyde en lækker middag fra en af skibets restauranter, opleve et show eller nippe til en god drink, mens du nyder de smukke blå omgivelser, der glider forbi. Læs mere om skibe og andre praktiske oplysninger på www.albatros-travel.dk/rejsetyper/skibe/celebrity-solstice

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse med fly fra København
Vi letter fra Kastrup med kursen sat mod Sydney.
Dag 2
Ankomst til Sydney, Australien. Indtjekning på hotel
Den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge

Vi ankommer til Sydney om aftenen og kører i bus direkte til vores hotel. Her tjekker vi ind og går til ro.

Dag 3
Sydney, Australien. Byrundtur med Bl.a. Bondi Beach og mulighed for gåtur langs Bronte Walk. Aften med cocktailfest og nytårsfejring
Nytår i Sydney

Australien har mere end 10.000 strande, og en af de mest berømte af dem er Sydneys Bondi Beach, som vi også ser på dagens byrundtur. Her flokkes Sydney-indbyggerne for at svømme, surfe, solbade og – ikke mindst – kigge på mennesker. Efter en spændende dag fyldt med indtryk fra Sydney, har du resten af dagen fri til egen disposition.

Vi mødes om aftenen til cocktailfest og nytårsfejring. Nytåret i Sydney er en meget særlig begivenhed der lokker folk til fra hele verden. Derfor er det sin sag at finde et passende sted at nyde udsigten og de 2 store fyrværkerishows. Vi er derfor heldige at der på hotellet hvor vi bor er en fejring med udsigt. Det er en cocktailfest med hors d'oeuvres og drikkevarer – et såkaldt ”standing event”, hvor man cirkulerer rundt blandt borde til festen og nyder musikken. Rejselederen fortæller mere og giver tiderne op til selve festaftenen.

Dag 4
Fri til egne eventyr i Sydney
Berømte Bondi Beach

Dagen efter nytår – en del lukket – rejseleder hjælper.

Efter morgenmaden har du dagen fri til at tage ud på egne oplevelser. Måske dagen skal bruges på en af byens mange strande, der byder på alt fra beskyttede strandvige til klippefyldte bugter med bølger, der ville gøre enhver surfer lykkelig. Du kan også udforske den gamle bydel The Rocks yderligere, og hvis du alligevel er i området, kan du tage den smukke tur over Harbour Bridge på gåben – alt efter antal af fotostop og småpauser tager gåturen omkring 30 minutter. Skal den æstetiske sans stimuleres lidt, kan du tilbringe noget af tiden blandt australsk og international kunst på Sydneys Museum of Contemporary Art. Og hvis øjnene skal fornøjes med noget grønt, kan du promenere rundt i den skønne botaniske have Royal Botanic Gardens, hvorfra der blandt andet er udsigt til Operahuset og havnen. Også maven og dine smagsløg kan komme på delikat udflugt blandt byens mange afvekslende køkkener, hvor man så let som ingenting kan spise sig jorden rundt inden for en ganske lille radius.

Dag 5
Sydney, Australien. Byrundtur inkl. havnerundfart med frokost og Operahuset
Sydneys verdensberømte vartegn, af danske Jørn Utzon

Efter den afslappende dag i går begiver vi os i dag ud på opdagelse i Sydney, som vi starter med at opleve fra søsiden på en spændende havnerundfart. Mens vi cruiser gennem havnen, nyder vi en dejlig frokost om bord på båden. Efter frokosten står vi af ved Operahuset, Sydneys verdensberømte vartegn, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Med sine karakteristiske hvide tagbuer minder Operahuset om et skib for fulde sejl og symboliserer dermed på bedste vis livet i Sydney, som i høj grad leves i og omkring den smukke naturskabte havn. Tæt ved Operahuset ligger endnu et af Australiens berømte bygningsværker, nemlig den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge, der på flotteste vis forbinder den sydlige og nordlige del af byen.

Efter en rundvisning i Operahuset, der siden sin indvielse i 1973 har været ramme om nogle af landets største musik- og teaterbegivenheder, er det tid til en byrundtur, hvor vi blandt andet kommer forbi byens finanskvarter, der ligger som en enklave af supermoderne højhuse lige ned til vandet på sydsiden af Sydney Harbour Bridge. Vi skal også på opdagelse i hyggelige “The Rocks”, som er den ældste bydel i Sydney og liggger lige ved foden af Sydney Harbour Bridge. Da det første hold af engelske straffefanger kom til Australien i 1788, var det netop her i The Rocks, at de første huse blev bygget, og området har derfor stor historisk betydning, ikke blot for Sydney, men for hele Australien.

Dag 6
Mulighed for heldagsudflugt til Blue Mountains
Blue Mountains vest for Sydney

Dagens program står på en naturskøn Albatros heldagsudflugt til Blue Mountains, der ligger cirka 110 kilometer vest for Sydney. Bjergene af sandsten har fået deres navn på grund af de mange eukalyptustræer, hvis små oliedråber giver et blåt skær over området, når lyset brydes i dem. Bjergene gennemskæres af dybe kløfter og enkelte vandfald, og områdets exceptionelle skønhed har givet det en plads på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

Vi lægger også vejen forbi Featherdale Wildlife Park, et otte hektar stort bushområde, der er lavet om til dyrepark. Dyreparken huser verdens største samling af australske dyrearter – mere end 330 arter i alt – som blandt andet tæller kænguruer, koalaer, vombatter, emuer og forskellige krybdyr og fugle. Nærkontakt er tilladt, så her kan man blandt udleve drømmen om at kramme en koala!

På vejen hjem kører vi forbi Homebush Bay, hvor OL i Sydney i 2000 blev afholdt.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 7
Sydney, Australien. Check-in på skibet Afsejling kl. 18.30
Celebrity Solstice
Det er nu tid til at gå om bord på vores dejlige krydstogtskib, og vi kører til havnen, hvor Celebrity Solstice ligger ved kaj. Efter indtjekningsformaliteterne kan vi gå på opdagelse og udforske skibet, som skal være vores hjem de næste mange dage. Om aftenen nyder vi vores første middag om bord.
Dag 8
Newcastle, Australien Ankomst kl. 8.00 og afsejling kl. 17.00
Hunter Valley-området er Australiens mest besøgte vinområde

Turens første landgang har vi i Newcastle, den næststørste by efter Sydney i delstaten New South Wales. Byen ligger ved mundingen af Hunter River og rummer en af landets største og travleste havne. Newcastle blev grundlagt i 1801, og ikke mindst bymidten med de mange fine, gamle huse i kolonistil og de store, brede alléer vidner om, at byen har været med helt fra den tidlige europæiske kolonisering. Men lokalhistorien gemmer på mere end blot den smukke arkitektur, for inden det pæne borgerskab flyttede ind i byen, var det et helt andet klientel, som holdt til på disse kanter: Her blev de allerfarligste af de engelske straffefanger sendt til, og straffen lød på benhårdt arbejde i de lokale kulminer. Newcastle har derfor også haft det lidet flatterende øgenavn “Hell of New South Wales”, og selvom kulindustrien stadigvæk er vigtig for området, er straffefangerne og tidligere tiders strabadser for længst skiftet ud med en hyggelig og tilbagelænet stemning.

Newcastle er på bedste australske vis forkælet med lækre strande, har et hav af hyggelige caféer, og fra toppen af det 40 meter høje tårn, Queens Wharf Tower, er der panoramavue over hele byen. Et par kilometer uden for Newcastle ligger byens vartegn, det smukke, gamle fyrtårn Nobby’s Head, som første gang blev tændt i 1858.

Dagens Albatrosudflugt er dog mere fokuseret på, at vi befinder os i Hunter Valley-området, som er Australiens mest besøgte vinområder, og selve regionen er hjemsted for mere end 150 vingårde, vinbarer og restauranter i verdensklasse. Derfor går turen med bus til vinsmagning ved 2 vingårde, inden vi spiser en god frokost. Vi får også mulighed for at komme til Hunter Valley Gardens Village, hvor vi kan kigge nærmere på lokale delikatesser og produkter, inden vi vender snuden tilbage mod Newcastle og vores skib.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 9
På havet
På Celebrity Solstice
Mens kursen er sat mod den australske delstat og ø Tasmanien, er der rig mulighed for at nyde dagen i dit helt eget tempo og benytte dig af lejligheden til at gøre brug af de mange dejlige faciliteter om bord på skibet. Måske skal du også nyde en stille stund med en god bog?
Dag 10
Hobart, Tasmanien. Afslappet atmosfære i Australiens næstældste by Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00
Hobart, Tasmaniens hovedby
Vi ankommer tidligt om morgenen til Hobart, Tasmaniens hovedby, der er Australiens næstældste by efter Sydney. Byen ligger i en lille bugt, omkranset af frodige, grønne bjerge, og rummer en vild skønhed, der ikke ligner noget andet på denne jord. Byen blev grundlagt af europæiske kolonister i 1803 og ikke længe derefter anvendt som lejr for britiske straffefanger og som havn for hvalfiskere. I dag har byen ved foden af Mount Wellington godt 200.000 indbyggere og gennemskæres af floden Dervent River. Selvom pukkelhvalerne er en hel del færre end under 1800-tallets hvalboom, svømmer de af og til stadig gennem floden i juni-juli og oktober-november.Du kan tage med på en af skibets udflugter (bestilles og betales direkte på skibet), eller selv gå på opdagelse i byen og snuse til den århundredgamle historie.Battery Point ved havnen Sullivans Cove er byens ældste kvarter, som går helt tilbage til kolonitiden. I de smalle gader ligger de lave huse tæt som sild i en hvalmave. Lige nord for Battery Point ligger Salamanca Place, som er en række restaurerede pakhuse i sandsten, der nu huser en masse forskellige butikker og restauranter. Hobart er en hyggelig by med en afslappet atmosfære og mange spisesteder. Prøv en øl eller sodavand fra byens bryggeri, Cascade, der har ligget her siden 1832 og dermed er Australiens ældste.
Dag 11–12
På havet mod New Zealand
Middag med udsigt
Efter vores oplevelsesrige ophold i Australien, med en lille afstikker til Tasmanien, har vi nu god tid til at slappe af og lære vores krydstogtskib at kende. Og der er masser at tage sig til: Du kan slappe af, gå en tur i kasinoet, nyde maden og den gode service eller deltage i nogle af de mange aktiviteter, som foregår om bord. Om aftenen kan du gå i teateret og opleve et af skibets imponerende shows.
Dag 13
Fiordland Nationalpark: Milford Sound, Doubtful Sound og Dusky Sound, New Zealand
Fjorden Doubtful Sound, New Zealand
Vi er nu fremme ved New Zealand og starter ud på Sydøen med en hel dag i den verdensberømte Fiordland Nationalpark, hvor vi fra dækket har første parket til den smukke skærgård. Det kan derfor anbefales at tage en vind- og vandafvisende jakke på og gå udenfor på skibt. Fortvivl ikke, hvis det regner eller er overskyet – det hører næsten med til oplevelsen. Fiordland Nationalpark, som er på størrelse med Jylland, byder på noget af landets mest betagende natur med forrevne klipper, dybe fjorde, brede sunde og søer.Milford Sound og Doubtful Sound er de mest kendte fjorde. Granittoppe spejler sig i vandet, og høje, stejle klipper går lodret ned i det rolige vand, som visse steder dog piskes op af vandfald, der tordner ned over klipperne. Vi sejler i det skønne Fiordland-område indtil først på aftenen, hvor vi sætter kursen videre mod Dunedin.
Dag 14
Dunedin. Mulighed for byrundtur og udflugt til Otago-halvøen Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 19.00
Ud for Dunedin ligger Otago-halvøen

Om morgenen lægger vi til kaj i Port Chalmers, Dunedins havn i det sydøstlige hjørne af Sydøen. Bynavnet Dunedin er det gamle keltiske navn for Edinburgh, og Dunedin er da også grundlagt af skotter i midten af 1800-tallet. Da der i 1860’erne blev gjort guldfund i bjergområderne på Sydøen, udløstes en sand guldfeber. Dette blev starten på opgangstider for Dunedin, og i mange år var den New Zealands rigeste by. Landets første universitet blev i øvrigt grundlagt i Dunedin. Senere blev havnen det økonomiske omdrejningspunkt for hvalfangst og transport, og også i dag er byen med de cirka 120.000 indbyggere driftig.Ud for Dunedin ligger Otago-halvøen, som er et sandt slaraffenland for dyreelskere. Her finder man kolonier af blandt andet albatrosser, pingviner, newzealandske pelssæler og søløver.Har du købt udflugtspakken, kan du i dag komme med på en spændende heldagsudflugt i Dunedin og omegn, inklusive Otago-halvøen. Vi starter ud i Dunedins centrum, hvor vi blandt andet ser byens store ottekantede plads, The Octagon. På pladsen ligger byens domkirke, og foran denne troner en statue af Robert Burns (1759-1796), Skotlands store nationalskjald.Herefter sætter vi kursen ud af Dunedin og ind i det såkaldte Town Belt, et smukt grønt bælte, der omgiver byen. The Town Belt, der blev planlagt af byens skotske grundlæggere, har et samlet areal på mere end 200 hektar og består af både tæt grøn skov og åbne parkområder. Vi lægger også vejen forbi det velrenommerede University of Otago, New Zealands første universitet, som blev grundlagt i 1869. Og vi skal se en lille lokal kuriositet, Baldwin Street, som har en imponerende hældning på hele 38 grader. Dette har udløst titlen som verdens stejleste gade – og en placering i Guinness Rekordbog. Hvert år i februar bliver der i forbindelse med Dunedin Festival afholdt et væddeløb op og ned ad den stejle gade.Vi nyder herefter en lille frokostpause (frokost er for egen regning), inden vi sætter kursen videre mod Otago-halvøen. Her skal vi se New Zealands eneste borg, Larnach Castle, som troner på det højeste punkt på halvøen. Borgen stod færdig i 1871, og bygherren var den lokale købmand og politiker William Larnach. Vi går på opdagelse i borgens indre og tager en gåtur i den smukt anlagte have, hvorfra vi nyder den fantastiske udsigt ud over hele halvøen.Herefter kører vi videre til Taiaroa Head på spidsen af Otago-halvøen, hvor vi skal opleve verdens eneste fastlandskoloni af kongealbatrosser. Der er adgang til kolonien fra Royal Albatross Centre, og her nyder vi synet af de majestætiske fugle, som kan få et vingefang på over tre meter. Kongealbatrosserne er elegante glideflyvere og kan holde sig i luften i timevis med næsten ubevægelige vinger.Efter vores møde med kongealbatrossen kører vi tilbage til Dunedin og skibet.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 15
Akaroa. Mulighed for udflugt til Christchurch inkl. Det Internationale Antarktiscenter Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00
Christchurch

Vi lægger i dag til i Akaroa, og dagens Albatrostilbud er en udflugt til Christchurch, som ligger en tand sydligere på Sydøens østkyst. Med 350.000 indbyggere er Christchurch Sydøens største by. Siden 1950’erne har Christchurch været centrum for Operation Big Freeze, hvor amerikanske fly og skibe benytter Christchurch som mellemstation i forbindelse med ekspeditioner til Antarktis. Men byens tætte bånd til Antarktis går meget længere tilbage end dette; blandt andet benyttede den engelske opdagelsesrejsende Robert Falcon Scott og polarforskeren Ernest Shackleton havnen i Lyttelton i forbindelse med deres Antarktis-ekpeditioner.I februar 2011 blev Christchurch ramt af et voldsomt jordskælv, og restaureringsarbejdet er stadig i gang.Vi besøger blandt andet Det Internationale Antarktiscenter, Botanisk Have og den spændende Cashel Mall – et lille indkøbscenter, hvor butikkerne er indrettet i ombyggede containere.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 16
Picton. Mulighed for udflugt til vindistriktet Marlborough med vingårdsbesøg og vinsmagning Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 14.00
Vinmark

I dag lægger vi til i den pittoreske havneby Picton, der er anlagt omkring den naturligt beskyttede havn, der ligger smukt i læ bag grønklædte klippesider. Det er fra byen her, der er færgeforbindelse til Wellington på Nordøen – sejlturen gennem James Cook-strædet tager cirka 3 timer og regnes for at være en af verdens smukkeste sejlruter. Picton ligger i Marlboroughregionen, der er et af landets største vinområder – og dette udnytter vi til fulde i dag på dagens Albatrostilbud, der er en oplevelse for både øjet og ganen. Ud over at være et af landets største vindistrikter er Marlborough også et af de bedste – og her i det kølige klima er en af de vigtigste druesorter den grønne sauvignon blanc, og denne newzealandske variant anses af mange for at være blandt de bedste i verden. Vinmarkerne i området nyder godt af kystklimaet, der bevirker, at vintrene er mildere og somrene køligere, end man ellers ville forvente på disse breddegrader. Endvidere svinger temperaturen mellem nat og dag også meget, hvilket er helt ideelt for druerne.

Fra Picton kører vi til byen Blenheim, der er den største by i Marlboroughregionen med omkring 30.500 indbyggere. Her venter os tre vingårdsbesøg i løbet af formiddagen med dertil hørende vinsmagninger af husenes delikate produktioner. Der bliver også tid til et besøg på Omaka Aviation Heritage Centre i Blenheim, hvor man kan blive klogere på New Zealands deltagelse i første verdenskrig. Udstillingen består blandt andet af tredimensionelle tableauer, der viser rekonstruerede scener fra krigen. Hvis ikke du har købt udflugtspakken, har du dagen fri til at gå på opdagelse i den lille hyggelige by. Du kan nyde livet på en café ved strandpromenaden, der ud over caféer også er bestrøet med små restauranter og diverse gallerier. Du kan også tage ud i den omgivende natur på en let vandretur eller besøge nogle af byens seværdigheder, eksempelvis EcoWorld Aqarium, der først og fremmest er et rehabiliteringscenter for det lokale dyreliv, men som også er åbent for besøgende. Man kan eksempelvis opleve forskellige skildpadder, øgler og fisk samt en lille pingvinart, der har et blåligt skær – deraf navnet Lille blå pingvin. Man kan også støde på verdens vægtmæssigt største insekt, Giant Weta, der mest af alt ligner en kæmpe græshoppe – den græske genuskategorisering Deinacrida betyder da også ’frygtelig græshoppe’. Derudover kan man se det grønligt-brune reptil tuatara, hvis forfædre går 200 millioner år tilbage, øglen blåtunget skink og den farvestrålende kakariki, der er en endemisk parakit.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 17
Wellington. Mulighed for byrundtur inkl. Te Papa-museet Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00
Udsigt over hovedstaden Wellington – New Zealand
Vi er nu fremme ved Nordøen, hvor vi lægger til i Wellington på sydspidsen af øen.Wellington har en lang og farverig historie. Maorierne, New Zealands oprindelige befolkning, kom hertil fra Polynesien i 1300-tallet. Langs Wellingtons sydkyst har man fundet nogle af landets ældste maori-bosættelser, der kan dateres cirka 650 år tilbage i tiden. Byens oprindelige navn på maori-sprog var Te Whanga Nui a Tara, men med europæernes ankomst – de europæiske bosættere kom hertil med skibet Aurora den 22. januar 1840 – gik der ikke længe, inden byen fik nyt navn.Wellington blev i 1865 valgt som New Zealands hovedstad for at danne et midtpunkt mellem Nord- og Sydøen. Beliggenheden ud til James Cook-strædet, der deler øerne, har givet byen øgenavnet Windy Wellington, da der ofte står en strid blæst ind over byen. Det har dog ikke afskrækket folk fra at søge dertil, for byen ligger i grønne omgivelser omgivet af smukke bugter, og op ad bjergsiderne omkring byen ligger flotte villaer med en sjælden god udsigt over byen og James Cook-strædet.Wellington er hovedsæde for New Zealands voksende filmindustri, og en del af filmtriologien ”Ringenes Herre” er indspillet omkring byen. På byrundturen tager vi kabelbanen op til Wellington Botaniske Have, som ligger smukt på en bakketop. Her skal vi blandt andet se rosenhaven Lady Norwood Rose Garden, der er hjemsted for mere end 1.200 forskellige slags roser.Vi skal også ind og se New Zealands markante, runde parlamentetsbygning, hvor vi får en guidet rundvisning, ligesom vi også får et enestående indblik i landets historie og den traditionelle maori-kultur på New Zealands nye nationalmuseum, Te Papa.
Dag 18
På havet med kurs øst om Nordøen
Der tilbydes massage ombord
Vi har kurs øst om Nordøen, og du kan nyde dagen i dit helt eget tempo.
Dag 19
Tauranga. Mulighed for udflugt til Rotorua med maorikultur og gejsere Ankomst kl. 06.45, afsejling kl. 18.00
Det koger og syder i Rotorua

Skibet er nu nået frem til Bay of Plenty-området og Tauranga, som i dag er hjemsted for en af landets vigtigste eksporthavne. Et travlt og energisk omdrejningspunkt, der ligger ved Maunganui-bjerget, et af maoriernes mest hellige steder.

Fra Tauranga kører vi ind i landet mod et af Nordøens vigtigste centre for maorikulturen: byen Rotorua. Undergrunden syder og bobler på disse kanter med gejsere, kogende mudder og svovlholdige kilder. Bay of Plenty-området har altid spillet en stor rolle i maoriernes historie, da det var her, de første maorier slog sig ned. Stedet var ligeledes skueplads for mange af de krige og slag, der fandt sted mellem maorierne og de europæiske nybyggere. Turen hertil går gennem utroligt smukke landskaber med bjerge og grønne urskove. Lidt nord for Rotorua får vi indblik i New Zealands vigtigste erhverv, nemlig fårehold, på landbrugscenteret Agrodome, hvor vi blandt andet ser, hvordan et får bliver klippet – en rutineret fåreklipper kan gøre det lynhurtigt. Herefter skal vi en tur op i højderne, når vi tager svævebanen Skyline Gondola op til restauranten Skyline, hvor der venter os en dejlig frokostbuffet og en eventyrlig udsigt.Herefter fortsætter vi til det termiske område Te Puia, hvor vi blandt andet skal se New Zealands højeste gejser, der springer to til tre gange i timen. Hvert udbrud varer temmelig længe, så man har god mulighed for at få det hele med. Ud over gejseren er der adskillige varme kilder, mudderpøle, farvestrålende aflejringer og frodigt grønt i Te Puia-området.Vi skal også lære mere om maoriernes enestående kultur, når vi blandt andet ser en kopi af en traditionel maori-landsby og besøger det lokale institut, hvor unge maorier lærer det traditionelle træudskærings-håndværk.Herefter går turen tilbage til Tauranga, og først på aftenen sætter vi kursen videre mod øgruppen Bay of Islands.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 20
Auckland og hjemrejse Ankomst kl. 06.00
Vi ankommer til Auckland tidligt om morgenen og er nu nået til vejs ende på krydstogtet. Efter tidlig morgenmad på skibet går vi fra borde og kører til lufthavnen for hjemrejse.
Dag 21
Ankomst til København

Udflugtpakke

Kun for Albatros Travels gæster har vi udarbejdet en udflugtspakke ledet af vores danske rejseleder. Pakken skal købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.

Inkluderet i udflugtspakken:

  • Sydney, Australien. Heldagsudflugt til Blue Mountains (inkl. frokost)
  • Newcastle, Australien. Heldagsudflugt til vinområdet Hunter Valley (inkl. frokost og vinsmagninger)
  • Dunedin, New Zealand. Heldagsudflugt med byrundtur og udflugt til Otago-halvøen
  • Akaroa, New Zealand. Halvdagsudflugt til Christchurch inkl. Det Internationale Antarktiscenter Picton, New Zealand. Halvdagsudflugt til vindistriktet Marlborough med vingårdsbesøg og vinsmagning
  • Wellington, New Zealand. Halvdagsudflugt med byrundtur inkl. Te Papa-museet
  • Tauranga, New Zealand. Heldagsudflugt til Rotorua med maorikultur og gejsere

Pris: kr. 7.498,- pr. person

Blue Mountains ligger cirka 110 kilometer vest for Sydney

Prisinformation

Tillæg for enkeltkahyt
Tillæg for indvendig enkeltkahyt kat. 10: kr. 24.998,-
Tillæg for opgradering af kahyt

Dobbeltkahyt

  • Tillæg for udvendig kahyt m. vindue kat 8: kr. 2.498,-
  • Tillæg for udvendig kahyt m. balkon kat 2B: kr. 4.998,-

Enkeltkahyt

  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt m. vindue kat. 8: kr. 27.998,-
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt m. balkon kat. 2B: kr. 32.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Sydney og Auckland – København med mellemlanding
  • 5 nætters ophold på 4 stjernede centralt beliggende hotel Sydney Boulevard i delt dobbeltværelse
  • Nytårsfest med underholdning, canapeér og drikkevarer
  • Udflugter i Sydney dag 2-4
  • Transport jf. program
  • Informationsmøder og foredrag ved rejselederen på krydstogtskibet
  • 13 nætters krydstogt med Celebrity Solstice i delt indvendig dobbelkahyt
  • Drikkepenge på krydstogtskibet (kr. 1.173,- pr. person)
  • Morgenmad dagligt i Sydney
  • Helpension på krydstogtskibet
  • Kaffe, te og isvand på krydstogtskibet
  • Visum til Australien
  • Havneskatter (kr. 1.584,- pr. person)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Udflugtspakke (kr. 7.498,-. Skal bestilles hjemmefra senest 45 dage inden afrejse)
  • Eventuelle ekstra udflugter og arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse samt enkeltkahyt, udvendig kahyt og balkonkahyt
  • Eventuelle ekstra måltider
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokale guider og chauffører (ca. AUD 20,- i alt.)
  • Gæster med udflugtspakke (bør beregne NZD 30,- ekstra)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Hvordan er kahytterne?

Der er forskellige kahytskategorier: fra pæne, rummelige indvendige kahytter til pragtfulde suiter med egen balkon, men fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs- og siddeplads, enkeltsenge eller dobbeltseng. Ønsker du at bestille en suite, bedes du rette henvendelse til Albatros Travel for at få oplyst pris og mulighed for bestilling

Kahytskategori 10

Indvendig kahyt. To enkeltsenge eller dobbeltseng.

Kahytskategori 08

Udvendig kahyt med vindue. To enkeltsenge eller dobbeltseng.

Kahytskategori 2B

Udvendig kahyt med privat balkon. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller dobbeltseng.

Drikkevarepakke på krydstogtet

Hvis du opgraderer til en udvendig kahyt eller højere kahytskategori, får du en Classic drikkevarepakke under hele krydstogtet. Pakken har en værdi af ca. kr. 365,- pr. person pr. døgn og inkluderer udvalgte ikke-alkoholiske drikke, øl, vine (pr. glas), cocktails og husets spiritus – alt ad libitum. Se detaljeret liste over drikkevarer her: https://www.celebritycruises.com/int/things-to-do-onboard/onboard-packages/beverage-packages

Drikkevarepakken gælder kun for 1. og 2. person i kahytten og kun for gæster over 21 år.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Udflugter – Halvdag og heldag

Det er normal praksis at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.

Tidsangivelser i krydstogters dagsprogrammer

Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiernes side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte små tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets magt. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/land på rejsens stop. Det er givetvis en del af oplevelsen ved at sejle på et krydstogt!

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 3 out of 5 by from Vi havde mange gode oplevelser Vores rejseleder var god
Date published: 2020-01-26
Rated 4 out of 5 by from Interessant rejse med gode oplevelser Rejsen var beskrevet som luksuskrydstogt, hvilket motiverede den høje pris. Der var nu IKKE tale om et luksuskrydstogt, blot et 'almindeligt'...men iøvrigt udmærket krydstogt...Nytårsaften i Sydney var mindeværdig...Udflugterne var gode, og rejselederen, som var meget entusiastisk - med særlig interesse for det zoologiske og det botaniske - ydede en fornem indsats med 'ekstra udflugter', hvis man havde lyst, assistance, når det var nødvendigt og forslag iøvrigt . New Zealands landskaber var en stor og charmende oplevelse.
Date published: 2020-01-26
Rated 1 out of 5 by from Absolut ikke et "luksuskrydstogt", bare et dyrt krydstogt Eneste rigtige lyspunkt var vores rutinerede, dygtige og energiske rejseleder. Destinationen og seværdighederne var, som forventet, fantastiske, men der var intet luksuriøst over indkvartering på hotel eller skib, ligesom transporten var normal lidt-under-middelstandard. Kahytten på skibet var et lillebitte hummer med koøje i vandlinien, ikke noget vindue som lovet i opgraderingsprisen fra indvendig kahyt (luksus?). Så alt for dyrt i forhold til rejsebeskrivelsen, og et godt stykke under den standard, vi har oplevet med Albatros tidligere (og for den sags skyld andre krydstogter med andre selskaber).
Date published: 2020-01-15
Rated 4 out of 5 by from En god rejse. En god rejse, hvor rejselederen var meget vidende og god til at formidle sin viden på en humoristisk og underholdende måde.
Date published: 2019-01-27
Rated 5 out of 5 by from Vel tilrettelagt rejse God og meget vidende rejseleder, der havde styr på rejsen. Super gåture i Sydney og andre byer. Fantastisk skib. Rigtig godt nytårs-arrangement i Sydney. En hel igennem fantastisk rejse.
Date published: 2019-01-26
Rated 4 out of 5 by from en udemærket tur med en serie af højdepunkter det var en meget lærerig rejse, selvom der var 4 dage til søs. rejselederen var meget vidende og uddybede min viden om AUS og især NZ. især afrundingen i Auckland var glimrende.
Date published: 2019-01-24
Rated 5 out of 5 by from En rigtig skøn rejse med dejlige oplevelser Det var en dejlig rejse, lang rejse, men det hele værd, fantastisk oplevelse med nytår i Sydney, ligesom de 4 dage i Sydney virkelig gav os lyst til at udforske byen mere. Krydstogtet levede fuldt op til vores forventninger, store oplevelser, venligt personale ligesom vores rejseleder Lasse, han gav os virkelig valuta for pengene, et omvandrende leksikon. En rejse for livet, som vi gerne vil anbefale til andre Bente, Silkeborg.
Date published: 2019-01-23
Rated 5 out of 5 by from En god rejse med masser af oplevelser Rejsen var spændende og rejselederen var kompetent
Date published: 2019-01-22
  • y_2024, m_4, d_19, h_6
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_1, tr_13
  • loc_da_DK, sid_AUROC06, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser