Nordengland – på sporet af Danelagen

Vi flyver til Manchester og tager derefter direkte til York. I år 866 blev byen Eoferwic (York) angrebet og erobret af en stor vikingehær ledet af Ivar Benløs. Hæren kom over Nordsøen for at hævne drabet på vikingen Regnar Lodbrog, som tidligere havde udført succesfulde angreb på Normandiet og Paris.

Ifølge gamle historier blev vikingekongen Regnar Lodbrog smidt i en ormegård af kong Ella fra Northumbria. Regnars fire sønner, Ivar Benløs, Sigurd Ormeøje, Ubbe og Halvdan, besluttede at hævne deres far. De angreb England med en stor vikingehær, ledet af den dygtige Ivar Benløs. Hæren havde omkring 35 vikingeskibe og måske over 1000 krigere.

Dengang var York en stærk fæstning med høje romerske mure, brede floder og søer, og den gamle bymur er endnu intakt og er et af vores mål på denne rejse. På trods af eksistensen af det over 400 år gamle romerske fæstningsværk, valgte forsvarerne at møde Ivar på åben mark uden for York. Den anglo-saksiske hær blev fuldstændig besejret i en voldsom kamp, som selvste Kong Ella heller ikke overlevede.

I de næste 200 år var York, nu kaldet Jorvik, en stærk base for vikingerne i Northumbrien. Det blev også centrum for Danelagen efter flere krige. Vikingekongerne byggede nærmest uindtagelige fæstninger i Northumberland, hvorfra de angreb områder som Wessex og andre kyster. De pragmasiske vikinger lod kristne anglo-saksiske konger, som folket accepterede styre fra York. Overraskende nok blev kirker og klostre ikke brændt, og vikingerne blandede sig ikke i kirkens praksis. Dette er sandsynligvis grunden til, at York senere udviklede sig til et vigtigt sted for den anglikanske kirke, med en stor katedral bag romerske mure, oven på det gamle vikingesamfund.

Vi når frem til York omkring middag og har hele eftermiddagen til at gå rundt i den charmerende middelalderby til fods. Vi starter vores tur ved Cliffords Tower, også kendt som York Castle, der stikker op som et uofficielt symbol på byen. Det blev bygget af Wilhelm Erobreren i 1068 efter normannernes erobring som forsvar mod vikingerne. I 1190 begik byens jødiske befolkning enten selvmord eller blev dræbt i Cliffords Tower efter angreb støttet af byens rige borgere, der også brændte gældsbreve fra de dræbte jødiske bankfolk.
Derefter går vi til Jorvik Viking Center, som er centrum for de berømte Coppergate-udgravninger. Det er en af verdens mest omfattende vikingefund. Museet er bygget ovenpå en rigtig vikingeby, og der er tusindvis af gamle artefakter udstillet. Inde i bygningen er der en model af vikingebyen, som vi kan se fra en kørende vogn. Efter dette går vi en tur langs en af verdens længste intakte bymure, inden vi har tid til at udforske byens charmerende centrum lidt mere. Hvis du er nysgerrig, er der også York Minster, en stor gotisk katedral bygget i hvid kalksten og en konkurrent til Canterbury.

Herefter besøger vi Jorvik vikingecenter, centrum for de berømte Coppergate udgravninger, en af de mest omfattende vikingeudgravninger i verden. Museet er bygget ovenpå vikingebyen og tusindvis artefakter er udstillet her. Inde midt i bygningen er der opført en replika af vikingebyen, der opleves fra en kørende vogn. Herefter går vi en tur rundt på en af verdens længste intakte bymure, inden der bliver tid til at snuse lidt mere til byen og dens herlige bycentrum. For de nysgerrige er der også byens enorme gotiske katedral, York Minster, opført i hvide kalksten som en rival til Canterbury.

Herefter går vi en tur rundt på en af verdens længste intakte bymure, inden der bliver tid til at snuse lidt mere til byen og dens herlige bycentrum. For de nysgerrige er der også byens enorme gotiske katedral, York Minster, opført i hvide kalksten som en rival til Canterbury.

Vi har valgt at bo centralt i York, så vi bruger tiden fornuftigt og kan bevæge os til fods. Hotellet er et godt beliggende og velfungerende trestjernet hotel.

Fra vores hotel går vi til en nærliggende pub, hvor vi spiser vores første middag. Da vi har været tidligt oppe, har vi valgt at spise en simpel middag. Her møder vi det klassiske engelske køkken, så har vi ikke lovet for meget.

Dagen starter med en tur gennem den vidunderlige North York Moors nationalpark. Vi kører til den lille by Pickering, hvor bussen udskiftes med et gammelt victoriansk veterantog, der bringer os gennem det smukke kuperede hedelandskab. Landskaberne afbrydes af små pittoreske stationsbyer som Goathland og Grosmont, der præcis ligner de filmkulisser, de regelmæssigt optræder i. Nogle kan måske genkende stationen Goathland fra filmene om Harry Potter. Turen ender i den lille og meget typiske engelske havneby Whitby. Det var her Bram Stoker skrev romanen om Dracula, og det var netop her, at vampyren Dracula gik i land i form af en sort hund. Så hold øjnene åbne.

Her er det muligt på egen hånd at besøge det prisvindende James Cook museum. James Cook regnes af mange for verdens største opdagelsesrejsende, selvom hans opdagelser måske ikke har været så spektakulære som Colombus, Magellan og Da Gamas. Han er den længst rejsende, og han har udført den mest omfattende og præcise kortlægning af kloden. Derudover var han en enestående dygtig sømand, der forstod kostens betydning for skørbug, og derfor fik sine mænd helskindet med hjem. I sig selv en bedrift på den tid.

Cook blev født i Yorkshire og arbejdede senere i Whitby som købmand og sømand. De første 7 år til søs gik med at sejle kul langs den engelske kyst, inden han lod sig rulle ind i marinen som fuldbefaren sømand og fik en stilling som underløjtnant. Cook opnåede rang af kommandør, inden de indfødte på Hawaii slog ham ihjel for en bagatel. Museet er indrettet i de gamle, oprindelige huse med meget små rum, så vi kan ikke gå samlet rundt, men museets folk er yderst venlige med supplerende forklaringer. Øverst i huset, hvor Cook boede som lærling, finder man en lille særudstilling, der er relateret til Cooks rejser.

Vil man hellere udforske Whitby til fods kan man vælge at besøge den lille kirke St. Mary the Virgin eller måske bare nyde en tur rundt i den lille hyggelige by.
Der bliver også tid til et frokoststop, og Whitby er om noget stedet, hvor man må smage på den engelske specialitet fish & chips. Prøv at spise retten med de klassiske mushy peas; gennemkogte grønne ærter.

Efter Whitby kører vi mod Newcastle med et lille stop i Durham. Byen Durham eller Dunholm, som den oprindeligt hed, spiller en væsentlig rolle i vores vikingehistorie. Katedralen, hvor den hellige St. Cuthberts jordiske rester er stedt til hvile, blev besøgt af Knud den store, der blev konge af England (1016-35). Danmark havde på det tidspunkt taget kristendommen til sig, og Kong Knud, eller Canute, som han hedder i England, viste sin fromhed ved at krybe til helligdommen på sine knæ og sidenhen afstå store jordområder til kirken.

St. Cuthbert var oprindelig biskop på Lindisfarne og siden eneboer på en øde holm, Inner Farne. Længe før sin død i 687 blev han opfattet som en særlig hellig og from mand, der blev besøgt af pilgrimme fra nær og fjern. Efter hans død, fik hans lig en noget særpræget tur rundt i England, grundet vikingernes indtog i landet og efter en reel sightseeing, endte liget i Durham. Men det skal rejselederen nok fortælle meget mere om på vej mod Durham

Durham er nok mest kendt for den store smukke katedral, hvis historie kan spores tilbage til 995. Der er vidnesbyrd om, at vikinger har været bosiddende her i længere perioder og har forstærket de gamle borganlæg, for at beskytte sig mod hinanden og mod de evigt plyndrende skotter. Skotterne angreb allerede den nye katedral i 1006, men en hastigt indkaldt lokal hær sikrede, at skotternes hoveder endte renvaskede og velfriserede på Durhams bymure. Den nuværende kirke blev opført for donationer fra den lokale anglo-saksiske Jarl Uhtred, og hans svigerfar blev den første biskop Aldhun af Durham. Samme Jarl Uhtred af Bebbanburg (Bamburgh, som vi senere skal besøge) har inspireret til den saksiske helt i Bernard Cornwells seks bind store epos om Englands samling.

Vi kommer frem til Newcastle, som er vores hjem de kommende to dage. Her bor vi centralt i byen på et nyere hotel. I dag spiser vi middag sammen på hotellet.

Vi kører mod nord ad Englands smukke kystveje for at se, hvor vikinge- eller nordbohistorien begyndte. Når vikingernes område i England kom til at hedde Danelagen – dansk ret – skal man ikke tage det alt for bogstaveligt. Man skelnede ikke mellem danskere, nordmænd og svenskere. De var alle vikinger med samme kultur, guder og sprog forbundet gennem slægter og traktater. Harald Blåtand var den første vikingekonge, der reelt samlede et større rige bestående af Danmark og Slesvig, kysterne omkring Oslofjorden og kystlinjen rundt om Sydsverige. Hans barnebarn, Knud den store, samlede det hele og lagde England oven i.

Nordboernes eller vikingernes erobring af England ligner en gentagelse af historien. I år 43 invaderede romerne England og bekæmpede de lokale keltiske stammer, der tidligere var indvandret fra Centraleuropa. Efterhånden etableredes et stabilt og civiliseret romersk-engelsk rige med et højt kulturelt niveau, der tog kristendommen til sig på dekret fra kejser Konstatin i det fjerde århundrede. Allerede fra omkring år 280 begyndte de første ”vikinger” at overfalde de engelske kyster. Det var imidlertid ikke nordboere, men såmænd vores sydlige naboer fra Nordtyskland og det nordlige Holland, saxerne eller ”anglo–saxsere” navngivet efter deres største fyrstedømmer. Romerne hyrede dog ofte saxerne til at slås mod Roms fjender og opnåede derved en slags våbenstilstand. Saxistiske tropper var formentlig også til stede i York og andre dele af Northumberland, da skotter og pictere angreb England fra henholdsvis Skotland og Irland i år 360. I 409 havde Rom fået nok af balladen i sit nordvestlige rige og trak tropperne hjem og efterlod den veletablerede kristne og relativt fredfyldte kultur til de skotske og nordeuropæiske hedninge. En tid hjalp saxerne briterne mod de skotske røverbander, men i 449 besluttede saxerne at erobre England, og derfor kom vikingerne til at slås mod sine nærmeste naboer 400 år senere. Hermed har vi også en del af forklaringen på, at der stort set ikke er forskel på engelsk og skandinavisk DNA.

Vi starter dagen med en særomvisning i Bamburgh Castle, en kolossal fæstning nord for Newcastle.

De mange slotte og borgruiner vidner om Englands forhistorie. Borgkulturen opstod specielt efter Romerrigets fald. Lokale stormænd ekspanderede både med hensyn til jord og magt og forsvarede sig fra befæstede borge. Borgene fungerede som tilflugtssteder, når naboer, skotter eller vikinger troppede op med større hære. Strategien bestod i at holde ud, indtil angriberne ikke havde mere mad, eller skulle hjem og høste. Med tiden blev disse borge større og stærkere og endte efterhånden som de mægtige stenkonstruktioner, med meter tykke mure på højtbeliggende steder, hvis ruiner vi kan besigtige i dag.

Bemærk den typiske høje beliggenhed og de stejle næsten uindtagelige sider. Der har formentlig været fæstningsværker her langt tilbage i tiden, og området har været hovedstad for oprindelige britiske lokalkonger siden 420. Troværdige kilder fortæller om anglo-saksisk overtagelse i 547, men senere blev borganlægget tilbageført til de oprindelige ejere og på et tidspunkt givet til en borgherres kone ved navn Bebba. Deraf navnet Bebbanburg og inspirationen til Cornwells omtalte eventyrfigur Uhtred af Bebbenburg. Fæstningen blev indtaget og mere eller mindre destrueret af vikingerne i år 993, men den er restaureret og udbygget utallige gange siden. Bygningsværket er i dag listet som bevaringsværdigt i klasse 1, og en stor del af slottets indre er indrettet som museum med mange velbevarede genstande fra stedets historie.

Vi haster videre til dagens højdepunkt: tidevandsøen Holy Island med den berømte Lindisfarne klosterruin. Vi kører over en fire kilometer lang dæmningsvej, der er stærkt oversvømmet og ufremkommelig ved højvande, hvorfor hver afrejse planlægges forskelligt. Øen er et stort naturreservat med mange hav- og vadefugle, så interesserede kan med fordel medbringe en kikkert. Vores fælles mål er klosterruinen med et lille interessant museum.

Overfaldet på Lindisfarne den 8. juni 793 regnes blandt engelske forskere for indledningen til vikingetiden, men den kultur, som vi forbinder med vikingetiden, er langt ældre. Fire år tidligere havde vikinger slået til så langt mod syd som Portland i Wessex. Desværre havde den lokale borgmester opfattet dem som handelsfolk og afkrævet skat til kongen af Wessex. Det kostede ham livet, hvilket er den første beretning om vikingeangreb beskrevet i den anglo-saksiske krønike. Der er imidlertid ikke tale om en pludselig aktion, for vikingerne havde på dette tidspunkt længe søgt ud på havene, hvor de havde lært ruterne først til Shetland og videre til Orkney, derefter til Hebriderne og Irland eller modsat langs den skotske kyst. De var både handelsfolk, sørøvere og besiddelsesløse sønner af stormænd, der søgte egne græsgange. De var ikke eventyrere men opportunister, der søgte rigdom i alle dens former.

Angrebet på Lindisfarne vakte stor opmærksomhed, fordi ingen ventede, at nogen så ondsindet kunne angribe et kloster. I kristen selvforståelse var det den værst tænkelige forbrydelse. Alt peger på, at der var tale om et nøje planlagt angreb, som blev gennemført fra søsiden i dårligt vejr, således at ingen havde mulighed for at yde hjælp fra landsiden. Overfaldet er ganske godt beskrevet i samtiden. Præsten Alcuins kondolencebrev fra det franske hof eksisterer stadig, og her får vi gentaget samtidige rygter om angrebets yderst blodige karakter.

Vi skal først besøge klostermuseet og derefter klosteret: Herefter er der mulighed for at se den lille by ved klosteret, besøge kirken eller gå en tur ud mod øens lille sommerslot, der er smukt beliggende på en bakketop i naturreservatet, men som er uden den store historiske betydning.

Efter en lang og spændende dag vender vi tilbage til Newcastle.  Middagen i dag er på egen hånd. Vi bor centralt i byen, og det er let at gå ud og finde et lokalt spisested og måske teste en af de lokale pubber bagefter.

Vi har sat hele dagen af til et af verdens berømte bygningsværker, Hadrians Mur, der strækker sig tværs over England fra kyst til kyst fra Carlisle i vest til Tynemouth i øst. Muren var romerrigets nordlige grænse og består forter, garnisonsbyer, forsvarsværker, vagttårne og er det mest komplekse romerske bygningsværk uden for Italien og måske Englands største seværdighed. Vi følger den 120 kilometer lange mur gennem det fantastisk smukke og kuperede landskab tværs over Northumbria.

Muren blev opført på initiativ af Kejser Hadrian, som besøgte England i 122 og satte byggeriet i gang. De tre lokale romerske legioner udgjorde en stor del af arbejdsstyrken, og projektet blev gennemført på seks år. Sidenhen blev de simple palisader og jordvolde med 14 forter forstærket og udbygget. På sit højeste havde muren seks meter høje og to meter tykke stensætninger uddybet med grøfter, og bag muren blev der anlagt veje med god plads til hurtig udrykning med både infanteri og rytteri.

Kejser Hadrian opgav hurtigt at erobre hele den britiske ø, da kampen mod de skotske pictere ikke havde lyse udsigter. Pict betyder farve på latin og refererer formentlig til, at de skotske keltere var malede i hovederne. Romerne var pragmatiske: Erobringer skulle være selvfinansierende og føre til øget romersk velstand. Efterhånden som riget voksede, voksede transportvejene og kravene til kontrol med de oprørske provinser også. Fjerne oprørske provinser var dyre i drift, og Hadrian skønnede, at det ville være alt for besværligt og bekosteligt at få kontrol over skotterne, der gemte sig i det barske højland. Muren var en billigere løsning på et akut problem. Her kunne man sætte en effektiv stopper for picternes plyndringer sydover og etablere en fredfyldt koloni bag muren med et sundt agerbrug, fiskeri og naturligvis lukrative skatter. Romerne tilbød deres borgere fred og beskyttelse mod passende betaling; en tilsyneladende god handel for alle parter. Men ingen romersk kejser uden ambitioner, og Hadrians efterfølger forsøgte da også at presse skotterne tilbage ved at bygge en ny mur længere mod nord kendt som Antonine Wall. Denne vold blev taget i brug og forladt flere gange i takt med ambitionerne, men lige vidt blev det, for romerne endte altid bag Hadrians Mur.

Vi stopper først ved Chesters Roman Fort, et forholdsvis lille kompleks smukt beliggende ved Tyne-floden. Tæt ved floden ser vi det bedst bevarede romerske bad med vandopvarmning, dampbad osv. Chester har også den bedst bevarede samling af romerske skulpturer. Næste stop er det meget store Housesteads Roman Fort, der ikke bare er et enormt forsvarskompleks, men også giver et fantastisk indtryk af murens løb i flere retninger. Housestead er tillige det eneste sted, hvor man kan gå et lille stykke på muren.

Efter vores rejse tilbage til Romertiden, skuer vi fremad og bevæger os vestpå mod det smukke landskab i Lake District. På vejen passerer vi  Carlisle, hvor Englands mest myteopspændende borge findes; Carlisle Castle. Afhængigt af vind, vejr og hvor lang tid vi bruger hos romerne, gør vi enten et sent frokoststop eller kaffestop i byen.

Inden vi kører sydpå, skal vi dog lige spinde en ende på rejsens titel. Hvor kommer Danelagen fra? Krigene mellem vikingerne og forskellige engelske jarler og konger bølgede frem og tilbage, indtil kong Alfred i 878 besejrede vikingerne. Alfred vidste, at en enkelt sejr ikke ville skabe fred, tværtimod, og derfor tilbød han Guthrum og hans vikinger kongeriget East Anglia, mod at vikingen lod sig døbe og sikrede en varig fred. Guthrum blev døbt, fik det solide engelske kongenavn Æthelstan og holdt sig resten af sin levetid i sit kongerige og optrådte ret neutralt i forhold til de fortsatte vikingeangreb. Aftalen indebar, at dansk ret – danelagen – herskede i Northumbria og East Anglia, mens engelsk ret var sikret i Wessex og herunder Kent.

Efter en spændende dag kører vi mod Englands berømte Lake District, og vi håber at komme tidsnok til at nyde solnedgangen over de enestående smukke landskaber. Vi bor på et ældre klassisk engelsk hotel i landlige omgivelser.  Her er vi omringet af marker, hvor får og lam springer lystigt rundt og byder os velkommen på landet.

I dag gør vi, som englænderne har gjort i hundrede år; slapper af i landets største naturpark Lake District. Overalt i dette område finder vi smukke udsigter og romantisk stemning, og det er ikke tilfældigt, at de såkaldte Lake Poets, digterne Wordsworth og Coleridge, og ikke mindst englands dyreste maler, William Turner, lod sig inspirere netop her.

Dagen i dag står på bjergtagende udsigter, smuk natur, en vandretur og ikke mindst en herlig sejltur på Lake Windermere. Der er også mulighed for at gå nogle enestående ture i den grønne natur eller gå rundt i byen og måske aflægge et besøg i Beatrix Potters hus.

Beatrix Potter er kendt for sine poetiske tegninger og måske særligt for historien om Peter Kanin. Hun holdt lange sommerferier netop her i området, og hendes kærlighed til det unikke område gjorde, at hun opkøbte landejendomme her gennem hele livet. Ved sin død overdrog hun 14 gårde svarende til i alt 1600 hektar land til National Trust, så det område, som havde inspireret hende, kunne bevares for eftertiden.

Vi kommer tilbage til hotellet efter endnu en begivenhedsrig dag og spiser middag sammen. Mon ikke hotellets bar kan lokke med en pint efter maden.

Vi forlader vores lille idylliske by for at begive os videre til en af de mest berømte storbyer i det nordlige England. Vi skal til byen, som nok er allermest kendt for fire unge menneskers indsats udi i musikken. Liverpool kan nemlig prale af at være byen, der fostrede The Beatles – gruppen, der har været med til at skabe den musik, der må siges at være kendetegnende for slutningen af 1900-tallet.

Det er nok de færreste, der ikke kan synge med på deres hits som ”Hey Jude”, ”I Want To Hold Your Hand” og ”She Loves You”. Vi besøger det prisvindende museum The Beatles Story, hvor vi ser, hvordan de unge knægte gik fra en ydmyg barndom i Liverpool til en hidtil rockstjernestatus med hele verden som tilbedere. Efter et par timer i The Beatles’ kærlige favn bliver der tid til at spise lidt frokost på egen hånd og se nærmere på byen.

Herefter kører vi til Manchester, den gamle nordengelske industriby, der har vokset sig stor og er i dag en moderne, pulserende storby. Her toppede den engelske industrielle revolution i 17-1800 tallet. Beliggenheden tæt på havnebyen Liverpool og kulminerne i området gjorde de nye dampmaskiner til byens vigtigste indtægtskilde. Storhedstiden kan aflæses i de mange imponerende fabriksbygninger, som i dag er konverteret til moderne bygninger med alt fra restauranter, museer og andre kulturelle institutioner. Helt nye  futuristiske bygninger og spændende arkitektur er også med til at give byen et nyt og spændende liv.

Vi har et par timer til at få et indtryk af byen, som er så meget andet end fodbold, selvom det nok er byens to store hold Manchester United og City, der i dag er byens stolthed. Herefter går turen til vores hotel i centrum, hvor vi spiser en sidste fælles middag og måske nyder et par pints i baren.

Efter en sidste engelsk morgenmad med æg, bacon og bønner tjekker vi ud fra hotellet og stiller vores bagage på hotellet. Herefter er der tid til at opleve mere af Manchester på egen hånd, inden det om eftermiddagen er tid til at forlade England og drage over Nordsøen, som vikingerne engang for mange år siden kæmpede sig over på deres togter. I Manchester findes der masser at lave. Der er spændende museer som Museum of Science and Industry, National Football Museum, kunstmuseer, det imponerende John Ryland bibliotek, folkemuseet og ikke mindst shopping. Man kan også sætte sig ved de dejlige kanaler, med en stor pint og måske spise en lille frokost.