Nytår og Nordlys i Nordgrønland

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplev nytåret i isbjergenes hovedstad, det vintervidunderlige Ilulissat

Ilulissat er med sine hvide vinterlandskaber, gigantiske isbjerge og nordlysets bølgen på himmelhvælvet et ganske spektakulært sted at fejre nytår.

Mens det gamle år rinder ud, og de første dage af det nye begynder, skal vi opleve den imponerende Isfjord, Sermermiutsletten samt livet i Grønlands tredjestørste by. Som noget særligt for denne rejse vil der også være forfatteraftener, hvor Nina von Staffeldt læser op af sine anmelderroste Arctic Noir-krimier fra Grønland. I løbet af rejsen går vi på udkig efter det forgængelige nordlys, som er uforglemmeligt, hvis vi får det at se. I Kangerlussuaq kan man tilkøbe sig en tur ind mod baglandet på udkig efter rensdyr og moskusokser.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Jul og nytår

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Danske kroner

Dagsprogram 7 dage
Dag 1
Fly København – Ilulissat. Byrundtur til fods (inkluderet)
Dag 2
Ilulissat. Vandretur til Sermermiut (inkluderet)
Dag 3
Ilulissat. Foredrag om den grønlandske slædehund (inkluderet). Nytårsmiddag (inkluderet)
Dag 4
Ilulissat. Tid på egen hånd og på udkig efter nordlys (inkluderet)
Dag 5
Ilulissat. Bådtur til Isfjorden (tilkøbstur)
Dag 6
Kangerlussuaq. Tundrasafari (tilkøb) og Fly Kangerlussuaq – København
Dag 7
Ankomst til København

Hoteller

Hotel Hvide Falk

  • Hotel Hvide Falk klædt i hvidt

Hotellet ligger lige midt i byen med fantastisk udsigt ud over Diskobugten og Isfjorden. Restauranten serverer retter af glimrende international standard baseret på friske grønlandske råvarer, og du kan forkæle smagsløgene med retter fra det thailandsk-grønlandske køkken skabt af hotellets thailandske chefkok. I hotellets bar er det muligt at nyde en drink skønt akkompagneret af det smukke syn af drivende – eller måske fastfrosne isfjelde.
Værelserne er lyse og venligt indrettet og har eget bad og toilet, TV, telefon samt internetforbindelse mod betaling.

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram ved køb af udflugtspakken

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Ilulissat. Byrundtur til fods (inkluderet)
Iskoldt

Vi flyver fra København tidligt om morgenen og ankommer til Ilulissat efter frokosttid.

Efter ankomsten til Ilulissat bliver vi indlogeret på vores hotel i centrum af byen med skøn udsigt til Diskobugten. Vi får serveret en frokostbuffet (inkluderet, dog ekskl. drikkevarer), og Albatros’ rejseleder, forfatter Nina von Staffeldt, hvis kriminalromaner foregår i Grønland, holder i løbet af dagen et introduktionsmøde om Ilulissat og de forskellige udflugter og oplevelser, der venter os i løbet af rejsen.

Det var i Ilulissat, at polarforskeren Knud Rasmussen blev født, såvel som hans gode ven, den eminente hundekusk Jørgen Brønlund, der omkom under Danmarksekspeditionen for over hundrede år siden. I de mere end 250 år, som er gået siden Ilulissats grundlæggelse, er byen vokset støt og er i dag Grønlands tredjestørste med mere end 4.500 indbyggere. De fleste af byens beboere lever af fiskeri eller af fiskeindustrien.

Det er en meget levende og hyggelig by med et udbud af kulturelle attraktioner, som f.eks. Knud Rasmussens fødehjem og kunstmuseet, der har en samling af Emanuel A. Petersens malerier. Efter frokosten tager vi sammen ud på en kulturhistorisk byvandring, hvor vi får en dybere forståelse af den grønlandske kultur, byens historie og det moderne liv, der leves her 300 kilometer nord for polarcirklen. Undervejs besøger vi ”brættet”, hvor dagens fangst af fisk og vildt sælges, vi besøger fiskerne på havnen og passerer Knud Rasmussens fødehjem og den gamle trækirke Zionskirken.

Om aftenen er der velkomstmiddag (inkluderet, dog eksklusiv drikkevarer) på hotellet.

Dag 2
Ilulissat. Vandretur til Sermermiut (inkluderet)
Ilulissat

I dag bruger vi formiddagen på en lidt længere gåtur til Sermermiutsletten cirka to kilometer syd for Ilulissat. Sermermiut har været beboet helt tilbage fra cirka år 1400 f.Kr. med undtagelse af enkelte perioder frem til år 1737. Bopladsen fremstår i dag som en række græsbevoksede, firkantede “hulninger”, som er fundamenterne til husene, man boede i. Hør om grønlændernes liv og skikke før europæernes ankomst, se ruiner, og stedet hvor køkkenmøddingen befinder sig. Fra dalen går vi op på et klippefremspring og betragter den henrivende udsigt over Isfjordens mægtige istinder. Det er et stort øjeblik at skue ud over ismasserne, der er fødestedet for de fleste af Diskobugtens mange isbjerge. For at beskytte den skrøbelige, arktiske natur, er der lavet en gangsti af brædder hele vejen ned til Isfjorden, som dog pga. årstiden kan være delvist snedækket.

Det er også muligt, hvis man ikke er så glad for at vandre eller gå i sne, at deltage i gudstjenesten denne søndag i byens kirke og måske opleve de smukke to- og trestemmige vokaler fra byens kirkegængere.

Om aftenen inviterer vores rejseleder, Nina, til introduktion og oplæsning af egne værker inden for den krimigenre, der er blevet døbt ’Arctic Noir’, blandt andet Frosne Beviser, som i 2017 modtog diplom for bedste debutkrimi fra det Danske Kriminalakademi. Det bliver helt sikkert (u)hyggeligt!

Dag 3
Ilulissat. Foredrag om den grønlandske slædehund (inkluderet). Nytårsmiddag (inkluderet)
Slædehunden er ikke et kæledyr

Formiddag på egen hånd. Om eftermiddagen skal du opleve en udendørs introduktion til den grønlandske slædehund og hundeslædekørsel generelt. Den grønlandske slædehund kan opleves fra Sisimiut og nordpå. Skillelinjen for (i den vestlige del af landet), hvor man må holde slædehund er polarcirklen, der går fra lige under Sisimiut omkring 66 grader N. Slædehunden er ikke et kæledyr, men et vigtigt arbejdsdyr for fangere og fritidskuske. Hunden er perfekt bygget til grønlandske forhold og kan tåle hård kulde, udholde sult i længere tid og er intelligent. Vi hører om den grønlandske hundeslæde og ser, hvad en slædekusk har med på en vintertur, samt hvordan hundene spændes for slæden. Dem, der tør, kan prøve at svinge den lange hundeslædepisk – som ikke bruges til at ramme hundene, men som signal, sammen med udråb fra kusken om ligeud, venstre og højre.

Om aftenen er der dækket op til fest i hotellets hyggelige restaurant. Vi får serveret en festmiddag kreeret af den dygtige chefkok, som har været fast ansat på hotellet gennem mere end 15 år (velkomstdrink inkluderet, øvrige drikkevarer for egen regning). Mellem retterne kan vi gå ud og nyde festfyrværkeriet ind over byen. Der skydes nytår ind både kl. 20 lokal tid, når det er nytår i Danmark, og selvfølgelig ved midnatstid lokal tid.

Dag 4
Ilulissat. Tid på egen hånd og på udkig efter nordlys (inkluderet)
Nordlys (aurora borealis)

Vi besøger Ilulissat, som ligger ved 69 grader nord, mens kalenderen røber, at det er mørketid. Mørketid betyder dog ikke, at dagen er sort som kul, da solen fra formiddag til eftermiddag befinder sig lige under horisonten, og vi kun er et par uger fra, at den viser sig igen.

Denne årets første dag er til rådighed på egen hånd, men vi håber på, at året vil blive indviet med nordlys om aftenen. Og hvis der er lovende nordlysudsigter, får vi først en grundig introduktion til, hvordan du bedst tager billeder af det atmosfæriske fænomen, før vi begiver os ud om aftenen. Vi kan ikke garantere nordlys, hverken denne aften eller de øvrige, men det er sæson for det, og heldet skal helt sikkert opsøges denne såvel som de øvrige dage, når mørket har magt.

Er der nordlys, går vi væk fra kraftigt oplyste bygninger og gader, så vi ikke bliver generet af det kunstige lys, og så krydser vi fingre for, at forholdene er ideelle til nordlys denne aften. Når vi er tilbage igen, nyder vi en kop te eller kaffe, alt imens Nina von Staffeldt byder på eksempler på fantasifulde grønlandske myter, hvor flere knytter sig til det gådefulde grønne nordlys, samt endnu et par oplæsninger fra sine Arctic Noir-krimier.

Dag 5
Ilulissat. Bådtur til Isfjorden (tilkøbstur)
I isfjorden

Hvis du har købt rejsens udflugtspakke, skal du om formiddagen på bådudflugt til den UNESCO-fredede Isfjord sammen med rejselederen. Udflugten varer cirka 2 ½ time. Her oplever vi det fantastiske isskue på nært hold, som er skabt af Kangia-bræen, der producerer 20 millioner tons is i døgnet! Vi kommer helt tæt på isfjeldene og fornemmer virkelig deres storhed – en god mulighed for at få nogle flotte billeder med hjem. Sejlturen er bestemt en oplevelse ud over det sædvanlige. Husk varmt tøj!

(Dagens bådudflugt ud mod Isfjorden er ikke inkluderet i rejsens pris. Se prisen under beskrivelsen af udflugtspakken).

Deltager man ikke i bådudflugten, byder dagen i dag sidste mulighed for på egen hånd at vandre ud til Sermermiut/Isfjorden og iagttage de isfjelde, som har gjort Ilulissat så berømt og til en del af UNESCO’s verdensarv.

Dag 6
Kangerlussuaq. Tundrasafari (tilkøb) og Fly Kangerlussuaq – København
Kangerlussuaq først fået bygdestatus i 2001

Morgenmad, check-ud og morgenfly til Kangerlussuaq. Vores sidste formiddag i Grønland bruges til en tundratur i Kangerlussuaq (tilkøb). Det er ikke en by som sådan, faktisk har Kangerlussuaq først fået bygdestatus i 2001 og hører nu under Qeqqata storkommune. Der bor permanent 4-500 mennesker i Kangerlussuaq, hvoraf de fleste er tilknyttet lufthavnen.

Lufthavnen blev anlagt af amerikanerne under anden verdenskrig. Med navnet Bluie West Eight etableredes i 1941-42 en stor flybase for enden af den over 170 kilometer lange Søndre Strømfjord. Flybasen var strategisk vigtig, både under anden verdenskrig og den kolde krig. Da her var flest, var her stationeret over 1.400 mand. Med den øgede teknologiske udvikling mistede basen imidlertid sin militære betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteterne og bygninger til daværende Grønlands Hjemmestyre. Længe før europæerne og amerikanerne kom til Kangerlussuaq, var området et yndet opholdssted for inuitterne. Her var gode jagtforhold, og der er udgravet sommerbopladser helt tilbage fra Saqqaq-kulturen for 4.000 år siden. Bluie var i øvrigt USA’s militære kodenavn for Grønland under anden verdenskrig.

I  Kangerlussuaq er der et glimrende supermarked, et posthus, en restaurant samt et par cafeterier. Som underholdning er der en bowlingbane og en biograf, og går du blot et par hundrede meter fra det beboede område, er du allerede lige midt i den mægtige grønlandske natur, hvor der er garanti for store indtryk og oplevelser. Det store vejnet fra militærtiden gør, at man kan bevæge sig rundt i en stor del af området både til fods eller evt. ved hjælp af bybussen.

Gæster på tilkøbsturen begiver sig ud med en tundratilpasset bus, og vi håber på at se moskusokser eller rensdyr. Om det kan lade sig gøre, og hvorvidt man i så fald kan komme tæt på dyrelivet eller de kun kan ses på afstand er umuligt at forudsige. Men vi opsøger heldet – ligesom med nordlyset – og chauffør og turguiden kører hen til steder, der plejer at give pote.

Undervejs observerer vi også det sneklædte landskab, den for årstiden nøgne vegetation og flora, som bærer præg af tæt pilekrat på sydvendte klippeskråninger, skovlignende krat af blågrå pil langs de frosne elve og vandløb.

Efter tundrasafarien tager vi tilbage til byen, hvor vandrehjemmet Polar Lodge stiller værelser til rådighed for dem som ønsker det, inden vi om aften begiver os til lufthavnen. Vi siger farvel til det smukke, vinterhvide grønlandske landskab for denne gang – og måske på gensyn en anden god gang.

Dag 7
Ankomst til København

Ankomst til København tidligt morgen (dansk tid).

Udflugtspakke

Vi har samlet to udflugter, som giver et godt indtryk af både Ilulissat og Kangerlussuaq og naturen omkring (læs mere under dag 5 og dag 6). Albatros’ rejseleder er med på begge udflugter. Udflugtspakken skal bestilles sammen med rejsen.

Udflugtspakken inkluderer:

  • Sejlads til Isfjorden ved Ilulissat (cirka 2,5 timer)
  • Tundratur ved Kangerlussuaq (cirka 4 timer)

Pris: kr. 898,- pr. person

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk specialrejseleder
  • Fly København – Kangerlussuaq – Ilulissat t/r
  • Foredrag om den grønlandske slædehund samt bogforedrag
  • Nordlysgåture efterfulgt af kaffe og te
  • Udflugter jf. program, bortset fra tilkøbsudflugter
  • Transport lufthavn – hotel t/r i Ilulissat
  • 5 nætter på hotel i Ilulissat i delt dobbeltværelse med eget bad og toilet
  • Morgenmad hver dag
  • En velkomstfrokostbuffet og en velkomstmiddag samt en nytårsaftensmiddag
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Evt. tilslutning med indenrigsfly i Danmark
  • Eventuelle ekstraarrangementer og tilkøbspakke for udflugter
  • Frokost, undtagen dag 1
  • Middage, undtagen dag 1 og 3
  • Drikkevarer
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under ’Prisen inkluderer’

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Vintervejret i Grønland

Vi rejser i slut december og begyndelsen af januar; således kalendermæssigt stadig er i mørketiden, men hvor solen i dagtimerne befinder sig lige under horisonten, og der dermed stadig er nogle gode timer med lys før og efter middag. Vintertemperaturen i Grønland ligger i gennemsnit mellem -12 til -17 grader – lavere temperaturer, end vi normalt kender til i Danmark. Men i Grønland føles det ikke nær så koldt, takket være den tørre luft.

Vi gør opmærksom på, at vind, vejr, is, temperaturer mv. samt de atmosfæriske forhold kan bevirke, at vi må rykke rundt på både inkluderede og tilkøbsudflugter af hensyn til den mest hensigtsmæssige afvikling, hvor der eksempelvis kan være hensyn at tage til sikkerheden eller den samlede set bedst mulige oplevelse for gæsterne – som vurderet af vores rejseleder eller af vores leverandører.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til udflugter/vandreture og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om eftermiddag/aften. Rygsækken kan samtidigt anvendes som håndbagage i flyet.

Bagage inkluderet med Air Greenland: 20 kg indvejet bagage, 8 kg håndbagage.

Medbring meget gerne en kikkert. Man kan gå glip af rigtig meget uden kikkert.

Beklædning

En vinterrejse til Grønland kræver relativt stor variation i beklædningen. Varmt og vandtæt tøj samt hue og vanter er nødvendige. Medbring tøj, der kan kombineres, for eksempel langærmet uldtrøje inderst, sweater eller fleecetrøje som mellemlag og vand- og vindtæt jakke yderst. På benene er et par uldne lange underbukser, tætvævede fritidsbukser samt et par vandafvisende og vindtætte overtræksbukser velegnede. Et par kraftige, velprofilerede og skridsikre vandresko er ideelle til gåture i byen og til brug i flyet hjem. Det kan være en god idé at have et par inderhandsker med, så man kan tage billeder undervejs uden at have bare hænder, samt en halsedise til at dække underansigt og hals, hvis det er meget koldt.

Kig de gamle gemmer igennem, inden du går ud og investerer i nyt udstyr. Der er absolut ikke noget krav eller nogen forventninger om, at tøjet og udstyret skal være det allernyeste eller smarteste.

Pas eller anden identifikation

Grønland er i rigsfællesskab med Danmark, og man skal ikke vise pas ved indrejse. Men på grund af de skærpede sikkerhedsregler ved flyrejser, skal man kunne identificere sig med billedlegitimation, og vi anmoder om, at passet medbringes.

Valuta

I Grønland benyttes danske kroner. Dankort kan benyttes til betaling i større byer, hvor kontanter også kan hæves. I mindre bygder kan man ikke forvente at kunne benytte Dankort.

Mere om Grønland

Her kan du få mere at vide om Grønland: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/groenland
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Om at rejse i Grønland

Generelle regler ved ture og udflugter

1. Informer hotelreceptionen/rejselederen, såfremt du ønsker at tage på tur i fjeldet på egen hånd.

2. Gå ikke ind i et hus/en bygning, medmindre du udtrykkeligt er blevet inviteret indenfor.

3. Gå ikke alene i ubeboede områder, sørg for at have gruppen i syne, og husk, at vejret pludseligt kan ændre sig og dermed nedsætte sigtbarheden.

4. Hold (sikkerheds-)afstand til dyr (min. 5 meter) og fugle.

Mere om Grønland

Her kan du få mere at vide om Grønland: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/groenland

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from Dejlig tur, godt arrangeret. Vejret var ikke med os, men jeg synes at guiderne og de ansatte på hotellet gjorde alt for at vi skulle få nogle andre gode oplevelser.
Date published: 2022-01-11
Rated 3 out of 5 by from Spændende rejse men manglende sne Alt i alt en spændende rejse men den manglende sne bevirkede at de udflugter vi havde glædet os mest til blev aflyst (hundeslæde og snescooter).
Date published: 2022-01-09
Rated 5 out of 5 by from Oplevelsesrig rejse Vi var afsted, to voksne og to teenagere, og vi havde alle en fantastisk tur. Pga manglende sne blev nogle aktiviteter aflyst, men de blev erstattet med andre aktiviteter, som var mindst lige så spændende. Især besøget på slædehundecentret var rigtig godt og Flemming var virkelig god til at fortælle om hundene og livet i Grønland. Det var også hyggeligt at besøge Anne-Sofie og Flemming til kaffemik. Derudover var det en stor oplevelse at se isbjergene fra kangia'en, udsigten udover isfjorden fra Sermermiut og selvfølgelig nordlyset :-). Vi vil anbefale andre at vælge alle udflugterne i programmet, de var alle pengene værd. Thomas og Thomas samt Katrine, Troels og resten af personalet på hotellet gjorde alt hvad de kunne for at gøre hele turen fantastisk for os. Aftensmaden på hotellet var virkelig god og personalet var flinke og servicemindede. Thomas og Thomas fortalte og viste rundt og vi følte at der var styr på programmet og os under hele rejsen. Vi var især meget begejstrede for Thomas' quizzer, vi håber at de bliver gentaget på næste tur :-).
Date published: 2022-01-08
Rated 5 out of 5 by from Grønland er noget helt for sig selv Dejligt at gense Grønland, som har en særlig tiltrækning for mig. Smuk, smuk natur.
Date published: 2022-01-06
Rated 4 out of 5 by from En dejlig tur til et supersmukt område. Jeg har aldrig været i Grønland, så både landskabet, klimaet og årstiden var ny for mig. Ilulissat og nisfjorden er et meget smukt område og der er noget højtideligt over at stå på et lille skib mellem de kæmpe isbjerge. Nordlyset er også betagende når det lykkes at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt Rejselederne og øvrige personale på hotellet gjorde meget ud af at finde alternativer når noget ikke kunne lade sig gøre
Date published: 2022-01-06
Rated 4 out of 5 by from Gode oplevelser på et smukt sted ; Der var bump på vejen pga. mgl. sne, så ingen hundeslæde og snescooter, men vore 2 rejseledere i samarbejde med værtinden på Hotel Hvide Falk gjorde alt for at finde gode alternativer. Det lykkedes, så en go`Nytårsoplevelse alt i alt og de 2 Thomas og Thomas var virkelig på 24/7
Date published: 2022-01-05
Rated 5 out of 5 by from Super oplevelser Det var mange ændringet til turen pga vejrforhold, men 2xThomas gjorde, hvad de kunne. Bedst var de to sejlture til Isfjorden og bygden.
Date published: 2022-01-05
Rated 4 out of 5 by from Dejlig oplevelse Svarede til vores forventninger om at opleve nytåret i Ilulissat. Dog savnede vi sne og havde problemer med det meget glatte føre. Det er Albatros jo ikke herre over. Fantastisk at opleve nordlys.
Date published: 2022-01-04
  • y_2024, m_4, d_15, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_2, tr_23
  • loc_da_DK, sid_GLRTR07, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser