O Canada – fra hav til hav

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Følg med tværs over naturskønne Canada

På denne rejse gennem Canadas storslåede natur tager vi landets motto “A Mari Usque Ad Mare”, fra hav til hav, som en bogstavelig opfordring. Eventyret begynder i Halifax på østkysten og slutter i Vancouver i vest. Vi rejser gennem landets historie og dybe skove, fra Atlanterhavet til Stillehavet, langs stejle bjergtinder, over prærien og ud til havets kyster. Transporten foregår i en komfortabel bus med aircondition.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Nej

  • Valuta CAD

Dagsprogram 21 dage
Dag 1
København – Halifax, Nova Scotia
Dag 2
Halifax. Byrundtur med citadellet og Titanic-kirkegården og tid på egen hånd
Dag 3
Halifax – Fredericton, New Brunswick. Parken i Truro og fossilklipperne ved Joggins (ca. 480 km)
Dag 4
Fredericton – Quebec City, Quebec. Byrundtur i Quebec og tid på egen hånd (ca. 600 km)
Dag 5
Quebec City – Montreal – Ottawa, Ontario (ca. 450 km). Byrundtur i Montreals med besøg i domkirken Notre Dame
Dag 6
Ottawa. Byrundtur i Canadas hovedstad, Ottawa og tid på egen hånd
Dag 7
Ottawa – Toronto, Ontario. Skærgårdssejlads ved Thousand Islands (ca. 450 km)
Dag 8
Toronto. Byrundtur i Toronto og sejltur ved Niagara Falls (ca. 260 km)
Dag 9
Toronto – Sault Ste. Marie, Ontario. ”The Big Nickel” i Sudbury og kørsel langs Lake Hurons bred (ca. 750 km)
Dag 10
Sault Ste. Marie – Thunder Bay, Ontario. Naturparkerne Rainbow Falls og Quimet (ca. 700 km)
Dag 11
Thunder Bay – Winnipeg, Manitoba. Kakabeka Falls, det arktiske vandskel og museet Lake of the Woods (ca. 700 km)
Dag 12
Winnipeg. Byrundtur til fods med rejselederen med bl.a. det canadiske menneskerettighedsmuseum
Dag 13
Winnipeg – Regina, Saskatchewan. Besøgscenteret ved Riding Mountain Nationalpark og kørsel over prærien (ca. 640 km)
Dag 14
Regina – Medicine Hat, Alberta. Al Capone’s Moose Jaw og Great Sandhills (ca. 600 km)
Dag 15
Medicine Hat – Drumheller – Calgary – Banff (ca. 520 km). Hoodoo-formationer, dinosaurer og byrundtur i Calgary (ca. 510 km)
Dag 16
Banff. Sightseeing Banff National Park (ca. 50 km)
Dag 17
Banff – Glacier – Mount Revelstoke – Sun Peaks, British Columbia. (495 km). Storslåede naturoplevelser i nationalparkerne
Dag 18
Sun Peaks – Whistler (ca. 360 km). OL-området og byen Whistler. Tid på egen hånd
Dag 19
Whistler – Vancouver (ca. 130 km). Sea-to-Sky Highway og Squamish Valley samt byrundtur til fods med rejselederen
Dag 20
Afrejse fra Vancouver
Dag 21
Ankomst til Danmark

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Halifax, Nova Scotia

Vi ankommer til Halifax og tjekker ind på vores hotel.

Dag 2
Halifax. Byrundtur med citadellet og Titanic-kirkegården og tid på egen hånd
Nova Scotias hovedstad, Halifax

Vi starter dagen med morgenmad på hotellet, og herefter drager vi ud på opdagelse i Halifax’ gader. Halifax er hovedstaden i den canadiske provins Nova Scotia, og her i byen finder du en vidunderlig blanding af moderne arkitektur og smukke victorianske huse. Halifax byder desuden på masser af historie, især fra starten af den europæiske udvandring til Nordamerika. Vi befinder os nemlig i en af de første faste bosættelser i det, som i dag kendes som Canada. Metropolen byder på masser af lækre restauranter og spændende små butikker.

På Halifax’ havnefront er der som regel liv og glade dage. Den charmerende stemning i byen bæres i høj grad af atmosfæren netop her, og den smukke havn er i sig selv en seværdighed. Det er ingen hemmelighed, at det maritime har en stor betydning for byens historie, kultur og befolkning. 

Den smukkeste udsigt er fra den lille bakketop, hvor byens gamle fæstning ligger. Det kan minde om kastellet i København, for citadellet i Halifax er også et stjerneformet fort med fine grønne områder krydret med en smuk udsigt over byen og Atlanterhavet.

Vi skal på en orienterende rundtur i byen, hvor vi ser det hele og også besøger Fairview Lawn Cemetery. Her ligger nemlig 121 gravsteder for nogle af de mennesker, der omkom i tragedien, som rystede hele verden tilbage i 1914, nemlig Titanics forlis. Her finder man bl.a. gravstenen for J. Dawson, som lagde navn til Leonardo DiCaprios rolle som Jack Dawson i storfilmen Titanic fra 1998.

Efter byrundturen kan du på egen hånd med fordel spise en lækker frokost ved havnefronten og prøve en af de mange lokale specialiteter, fx en lobster roll, som er et flutes med hummersalat. Du kan naturligvis også få den rene vare, hvis det er mere fristende. Eftermiddagen er til fri disposition eller kan tilbringes i selskab med rejselederen med et besøg på søfartsmuseet Maritime Museum of the Atlantic, hvor vi skal fordybe os i Nova Scotias rige søfartsarv. Her er udstillinger om alt fra bådebyggeri til atlanterhavskonvojerne under 2. Verdenskrig, over sejlbåde til dampskibe og naturligvis Titanic (entré ikke inkluderet. Beregn ca. CAD 10,- pr. person). 

Dag 3
Halifax – Fredericton, New Brunswick. Parken i Truro og fossilklipperne ved Joggins (ca. 480 km)
Ved verdens længste overdækkede bro, Hartland Covered Bridge

Vi forlader Halifax og sætter kursen mod Fredericton. Efter en god times kørsel når vi frem til byen Truro, hvor vi besøger den 130 år gamle Victoria Park. Det er en smuk og dynamisk bypark, som kan prale af utrolige naturlige formationer som for eksempel en dramatisk kløft med stejle sider, vandfald og en statelig skov af østamerikansk hemlock.

Efter besøget i parken med en kort formiddagsspadseretur fortsætter vi til fossilklipperne ved Joggins, som er på UNESCO’s liste over verdenskulturarv og ligger ud til Bay of Fundy. Joggins har 15 kilometer med storslåede blotlagte lag af sten, der afslører verdens mest komplette fossillag fra kultiden for 300 millioner år siden. Vi går en tur langs klipperne og holder øjnene åbne efter forstenede padder og leddyr. 

Sidst på eftermiddagen når vi frem til Fredericton, som blandt andet huser intet mindre end 3 universiteter, heriblandt både det ældste og yngste universitet i Canada. Efter ankomsten kan du på egen hånd tage en spadseretur gennem de charmerende små gader med ældre arkitektur. 

Overnatning i Fredricton.

Dag 4
Fredericton – Quebec City, Quebec. Byrundtur i Quebec og tid på egen hånd (ca. 600 km)
I Quebec

Vi forlader hotellet i Fredericton tidlig morgen og begiver os ud på en lang, men smuk tur. Vores første stop er et fotostop ved verdens længste overdækkede bro, Hartland Covered Bridge, der som alle andre overdækkede broer i New Brunswick er en kyssebro, hvor par mødes på midten for at kysse.

Fra byen Rivière-du-Loup skifter vi kurs fra vestlig til sydlig retning og fortsætter videre gennem området Bas-Saint-Laurent – et landskab med kystlinje, bjerge og landsbyer, der vender ud mod floden St. Lawrence. Strækningen mellem Saint-Andre og La Pocatiere byder på små maleriske byer og landsbyer. Hvis tiden tillader det holder vi kaffepause i lille Kamouraska, der siges at være blandt de smukkeste landsbyer i Quebec. I denne kystby ligger nemlig en charmerende hovedgade flankeret af butikker og huse opført i den byggestil, der var fremherskende i det 19. århundredes feriebyer på egnen.

Vi har stadig den ca. 3.000 km lange St. Lawrence-flod som rejsefælle og kan betragte både fritids- og erhvervssejlads på denne mægtige vandvej.

Så snart vi ankommer til Quebec City begiver vi os ud på en kort orienterende byrundtur i den tidligere fransk-canadiske hovedstad. Vi tager på oplevelse i den ældre bydel i Quebec, hvor især én bygning kræver de besøgendes opmærksomhed. Det er selvfølgelig det pompøse jernbanehotel Château Frontenac, hvis arkitektur er baseret på den franske Loiredals middelalderslotte. Hotellet åbnede i 1893 og blev egentlig bygget for at kunne huse nogle af de mange jernbanepassagerer, som passerede igennem Quebec. Hotellet har bestemt fortjent sin plads på UNESCO’s liste over verdenskulturarv og har en fantastisk udsigt fra sin beliggenhed på toppen af Cap Diamant.

Den ældre del af Quebec er spækket med historie, og her kan man sagtens bruge flere timer på at udforske de små gader og stræder. 

Overnatning i Quebec City.

Dag 5
Quebec City – Montreal – Ottawa, Ontario (ca. 450 km). Byrundtur i Montreals med besøg i domkirken Notre Dame
På bjerget Mount Royal i Montreal

Vores rejse fortsætter mod sydvest og Montreal, som er den største by i den fransktalende del af Canada, og byen med de mest markante europæiske træk. De historiske gader i den gamle bydel, Vieux-Montréal, minder til forveksling om centrum i en fransk provinsby. Engelsk og især fransk dominerer, men spædes grundigt op med skotsk, kinesisk, haitiansk, arabisk, italiensk, portugisisk, filippinsk og græsk fra de indvandrere, der gennem de sidste par hundrede år har søgt tilflugt og lykken i Canada.

De fleste indbyggere har fransk som modersmål, og det franske tales i en helt særlig form eller dialekt, som de fleste i Frankrig vil betegne som arkaisk, forældet og provinsiel. Mange québécois, som indbyggerne i provinsen Quebec kaldes, har længe ønsket at gøre Québec til en uafhængig stat og ser det som den eneste måde, hvorpå man kan bevare den franske kultur midt i det engelske hav. Debatten har raset i årtier, og den er stadig et af de mest dominerende samtaleemner i canadisk politik.

Vi nyder bjerget Mount Royal, som knejser over byen og kommer også forbi det olympiske stadion, hvor Canada i 1976 var vært for sommer-OL. Og så skal vi naturligvis gå en tur i den gamle bydel.
Byrundturen slutter med en af de allerstørste seværdigheder, domkirken Notre Dame. Der er få kirker i Nordamerika, der er så ærefrygtindgydende som Notre Dame. Den nygotiske kirke, som stod færdig i sin nuværende form i 1829, synes nærmest at være tegnet, så man gisper, fra man ser de 70 meter høje tvillingtårne, til man træder ind ad hovedindgangen og ser de titusinder af stjerner i 24-karat guld på den blå loftshvælving.

Videre går det til Ottawa, Canadas hovedstad, der ligger ved floden af samme navn. Navnet Ottawa stammer fra det indianske ord “odawa”, som betyder handel. Det formodes, at Ottawa tidligere var samlingspunkt for handlende stammer og senere også handel mellem pelsjægerne. I Ottawa og omkringliggende områder har man fundet levn fra Amerikas første indbyggere for op til 6.500 år siden. Der er blevet gjort flere arkæologiske fund som potteskår og pilespidser, som kaster lys over stedets lange historie. 

Overnatning i Ottawa.

Dag 6
Ottawa. Byrundtur i Canadas hovedstad, Ottawa og tid på egen hånd
Parlamentsbygningerne ligger på Parliament Hill i Ottawa

Man kunne godt kalde Ottawa Canadas pendant til London. Gadebilledet er præget af den engelske stil, og du bliver mindet om det engelske ophav på næsten hvert gadehjørne. På same måde som Englands politi har ikoniske uniformer, er dette også tilfældet for de canadiske Royal Canadian Mounted Police, i daglig tale ”mounties”. Et flottere politikorps skal du lede længe efter med deres postkasserøde jakker, sorte ridebukser med den karakteristiske gule stribe og selvfølgelig den bredskyggede hat. Oftest ses de til hest, og som regel stiller de gladeligt op til et festligt billede eller to. 

Vi starter dagen med en byrundtur, hvor vi blandt andet kommer forbi parlamentsbygningerne, som du finder på toppen af Parliament Hill. Fra de nygotiske bygningsværker har du en smuk udsigt over floden Ottawa. Dette imponerende byggeri blev iværksat tilbage i 1860 af den daværende prins Albert Edward (senere kong Edward 7.). Bygningerne består af sandstensblokke, har stejle kobbertage og imponerende tårne som den gotiske stilart foreskriver.
Brug eftermiddagen på at ose rundt i hovedstaden, gå på nogle af de mange spændende museer, eller nyd en spadseretur langs kanalen. Især ved skumringstid er området ved kanalen intet mindre end magisk med byens lys som kulisse. Der er også rig mulighed for at dykke ned i nogle af de spændende steder, vi besøgte på gårsdagens byrundtur – hvorfor ikke gå en tur op på Parliament Hill og nyde udsigten endnu engang? Tag endelig en snak med din rejseleder, og lad dig inspirere.

En anden mulighed er at gå på Canadas historiske museum, hvor du bl.a. kan se de fantastiske totempæle i den store hal (transport og entré ikke inkluderet). 

Overnatning i Ottawa.

Dag 7
Ottawa – Toronto, Ontario. Skærgårdssejlads ved Thousand Islands (ca. 450 km)
Flatiron Building i Toronto

Vi forlader Ottawa efter morgenmaden og sætter kursen mod Toronto. Vi gør holdt i Rockport, cirka 1,5 timers kørsel fra Ottawa. Herfra sejler vi ud til Thousand Islands (De Tusind Øer), som altså er andet end salatdressing.  Vi kommer ikke for dressingen, men for dette store naturområde i den sydlige ende af St. Lawrence-floden, hvor øerne er skåret ud af granitformationer, som blev efterladt af istidens gletsjere for ca. 10.000 år siden. Denne skærgårdsskønhed har gennem århundreder betaget alle forbipasserende, og man forstår umiddelbart iroquois-indianernes legende om øernes tilblivelse. Det fortælles nemlig, at øerne er ”spildte blomster fra skabelsens kurv”.

De tidlige franske opdagelsesrejsende var lige så betaget af øerne og gav dem deres nuværende navn. Det nøjagtige antal øer afhænger af hvem, der tæller, men alle synes at være enige om, at det er langt over 1.000 – ja, faktisk er 1.800 eller deromkring mere sandsynligt. 

Og salatdressingen? Jo, den er såmænd opfundet her. En turistguide ved navn George LaLonde fandt på den og serverede den for lystfiskere på sine fisketure, når de nød friskfanget aftensmad på bredden efter en lang dag med fiskeri. Dressingen kom på menukortet på det hotel, der i dag hedder ”Thousand Islands Inn”, og opskriften havnede i hænderne på ejeren af New Yorks Waldorf Astoria-hotel. Man kan stadig få fingrene i den oprindelige Thousand Island-dressing, hvis man er virkelig heldig, for der produceres kun 5.000 flasker om året, så chancerne er små.

Vi tager en bådtur igennem skærgården med de tusinde øer. For ca. 100 år siden tiltrak ”Den Nye Verdens Venedig” enhver, der betød noget i de nærliggende nordamerikanske storbyer New York, Montreal, Toronto og Boston. Den industrielle revolutions millionærer rejste nordpå i private togvogne og blev hentet i private vandtaxaer og sejlet til glamourøse hoteller eller til den ø, de nu engang ejede. De store hoteller er dog brændt ned for længe siden, og i deres sted står små boutique-hoteller. De få palæer, der endnu står tilbage, er som regel private ejendomme. Vi oplever den skønhed, som både iroquois-indianerne, de franske opdagelsesrejsende og industrimillionærerne oplevede.

Vi tager herefter turen til Toronto, hvor vi skal overnatte.

Dag 8
Toronto. Byrundtur i Toronto og sejltur ved Niagara Falls (ca. 260 km)
Niagaravandfaldene løber fra Lake Erie til Lake Ontario

I Toronto, der med rette kan sammenlignes med et renere, nyere og venligere Manhattan, starter vi dagen med en byrundtur, der akkompagneres med en sejltur i Niagara Falls. Først kører vi på en byrundtur i Torontos centrum, inden vi sætter kursen mod syd til de verdenskendte vandfald. Ligesom New York er Toronto en smeltedigel af alverdens kulturer, og gennem tiderne har immigranter fra alle kontinenter slået sig ned her. Det har resulteret i en pulserende storby, som ikke blot er alsidig rent indbyggermæssigt, men i høj grad har formået at profilere sig på den internationale kunst- og kulturscene. 

Om eftermiddagen går turen til storslåede Niagara Falls er blandt verdens største og smukkeste vandfald. Niagara er navnet på to byer, én i USA og én i Canada, og på de tre enorme vandfald, der adskiller de to byer. Niagarafloden, som danner de mastodontiske vandfald, markerer også den naturlige grænse mellem den canadiske provins Ontario og den amerikanske stat New York. Faldene består af to væsentlige dele, som er delt af øen Goat Island: Horseshoe Falls på den canadiske side af grænsen og American Falls, som, ikke overraskende, ligger på den amerikanske side. Dertil kommer det mindre Bridal Veil Falls.

Vandet fra faldene kommer fra de store søer Superior, Michigan, Huron, Erie og Ontario, som udgør den største samlede masse af ferskvand på jorden. De overskydende vandmasser fra søerne har gennem årtusinder langsomt banet sig vej mod Atlanterhavet og skabt et enormt vandtryk ved Niagara, som i dag udnyttes til frembringelse af store mængder hydroelektricitet. De tre fald, American Falls, Bridal Veil Falls samt Horseshoe Falls, er i al deres vælde ubeskriveligt smukke. Vi skal på en sejltur på den canadiske side af faldene, hvor vi kommer helt tæt på de enorme vandmasser (regnslag udleveres). Efter det betagende syn kører vi tilbage til Toronto, hvor resten af eftermiddagen/aftenen er på egen hånd.

Om aftenen er der rig mulighed for at kaste sig ud i et kulinarisk eventyr med et festfyrværkeri af krydderier, dufte og smagsoplevelser på en af de hundredvis af eksotiske restauranter i byen. Her er hele fem Chinatowns, en Little Italy, en Little Portugal og den indiske Gerrard Bazaar, så man kan gå på opdagelse og smage på hele verden i en enkelt by. 

Overnatning i Toronto.

Dag 9
Toronto – Sault Ste. Marie, Ontario. ”The Big Nickel” i Sudbury og kørsel langs Lake Hurons bred (ca. 750 km)
“The Big Nickel” er en kopi af en 5-centmønt fra 1951

Canada er et stort land, og for at krydse tværs over er vi enkelte dage nødt til at køre nogle lange strækninger. Foran os ligger tre lange køredage, men undervejs indlægger rejselederen naturligvis passende pauser og fortæller om Canadas befolkning, kultur, geografi, historie og meget mere, mens vi nyder udsigten fra bussen. Vi forlader nu så småt det metropole østlige Canada og påbegynder for alvor eventyret mod vest. Ca. 150 km fra Toronto kommer vi til byen Severn. Her finder vi den lille sluse Lock 45, som er et nationalt historisk monument. Dens kun 25,6 meters længde begrænser i den grad størrelsen på de skibe, der kan gennemsejle de i alt 45 sluser på vandvejen Trent-Severn Waterway, et 386 km kanalsystem mellem bugterne Bay of Quinte og Georgian Bay.

Fra Port Severn til French River kører vi forbi UNESCO’s Georgian Bay Biosphere Reserve, som er verdens største ferskvandskærgård med ca. 30.000 øer og skær. Lidt over halvvejs på dagens strækning stopper vi i byen Sudbury for at se to mærkværdige, men ikke mindst store, seværdigheder i Canada. I det 20. Århundrede var Sudburys økonomi baseret på træindustri og nikkelminedrift, og begge de seværdigheder, vi skal besøge her, er forbundet til byens indtægtsgrundlag for den tid. Vi skal nemlig se “The Big Nickel”, som er en nøjagtig kopi af en canadisk 5-centmønt fra 1951. Den symboliserer, hvordan nikkelindustrien i høj grad bidrog til den canadiske økonomi, og har siden 1964 stået her på stedet med sine samfulde ca. 13 tons.

Vi skal også lave et fotostop ved Inco Superstack, som er en skorsten. Nu tænker du måske, hvorfor en skorsten overhovedet kan være af interesse, men dette er ikke en hvilken som helst skorsten. Det er den højeste skorsten i Canada – og det er den næsthøjeste fritstående skorsten på kloden. Den ligger ved en nedlagt nikkelforarbejdningsfabrik og er med sine 380 meter lige så høj som observationsplatformen på Empire State Building i New York.

De sidste ca. 100 km, inden vi når frem til Sault St. Marie, kører vi langs Lake Hurons bred. Lake Huron er den næststørste af de fem store søer i Nordamerika, som udgør The Great Lakes. Sault Ste. Marie ligger ved bredden af floden Saint Mary, og på den modsatte bred ligger staten Michigan, USA, og byen der deler navn med sin canadiske nabo. Helt frem til 1812 var canadiske Sault Ste. Marie og amerikanske Sault Ste. Marie én og samme by, men det besluttedes, at grænsen mellem Canada og USA skulle dele byen op. Byerne er dog senere blevet genforenet af en bro, der forbinder dem og de to lande.

Overnatning i Sault Ste. Marie.

Dag 10
Sault Ste. Marie – Thunder Bay, Ontario. Naturparkerne Rainbow Falls og Quimet (ca. 700 km)
Bl.a. leverer søen Superior vand til Niagara Falls

Dagen begynder med, at vi efter ca. 100 km kørsel forenes med den enorme Lake Superior. Den er den største af de store søer The Great Lakes og er på størrelse med Østrig. Lake Superior bliver vores følgesvend både i løbet af formiddagen og igen i løbet af eftermiddagen. 

Vi kommer i løbet af dagen gennem et par af de store provinsparker, som er beskyttede naturområder spredt ud over det ganske land. Vi kører igennem smukke Lake Superior Provincial Park og gør blandt andet stop i Rainbow Falls Provincial Park for at se vandfaldet af samme navn. Sidst men ikke mindst gør vi holdt i Ouimet Canyon Provincial Park, hvor vi skal besigtige kløften Ouimet, hvor vi nyder udsigten over den 15 meter brede kløft og passer på ikke at falde de 100 m ned i den. Grundet de unikke vejrmæssige forhold netop her, kan man være heldig at støde på arktiske plantearter, der normalt kun lever 1.000 km længere mod nord.

Det er en naturskøn dag, og vi er kommet langt fra alfarvej. De områder, vi kører igennem, er tyndt befolket, så vi vil meget af tiden have naturen og udsigten for os selv. Hvis vejret er til det, er det langt fra unormalt, at vores rejseleder sørger for, at du kan købe dig en sandwich og noget at drikke, så vi kan holde en picnicfrokost i det grønne undervejs.

Overnatning i Thunder Bay.

Dag 11
Thunder Bay – Winnipeg, Manitoba. Kakabeka Falls, det arktiske vandskel og museet Lake of the Woods (ca. 700 km)
Kakabeka Falls er Ontarios næststørste vandfald

Inden vi helt forlader Thunder Bay, kører vi til det nordlige Ontarios Niagara, vandfaldet Kakabeka Falls. Selvom vandfaldet er knap så stort som Niagara, er det stadig Ontarios næststørste vandfald, og kaskaderne af vand falder 40 meter ned.

Vi kommer undervejs forbi det arktiske vandskel – nord for dette vandskel løber alle floder, søer og vandløb ud i Hudson-bugten. Syd for skellet løber de ud i De Store Søer. Nu påbegyndes turen mod provinsen Manitoba og dagens mål, Winnipeg, for alvor. Inden vi når så langt, skal vi blandet andet igennem den lille by med det svenskklingende navn Upsala. Vores vej går videre til byen Kenora og det lille fine museum Lake of the Woods, som er et af de fineste små museer i Canada. Museet blev grundlagt i 1964, og her får du et indblik i de kulturer og den historie, der er kendetegnende for Lake of Woods-området. Blandt andet samlingen af indianske artefakter er imponerende og interessant.

Vi krydser provinsgrænsen mellem Ontario og Manitoba. Manitoba er i canadiernes bevidsthed ofte kædet sammen isbjørnenes hovedstad, Churchill, hvor man anslår, at der lever ca. 1.000 isbjørne. Dog befinder vi os i den sydligste del af provinsen mod grænsen til USA og delstaterne North Dakota og Minnesota, men med lidt held kan vi i løbet af turen møde isbjørnens mørkere slægtninge, grizzlybjørnen og sortbjørnen.

Dagens endemål er Winnipeg i provinsen Manitoba. Den kaldes ”Porten til prærien” og det er her, vi skal sige farvel til Ontarios enorme skovområder og påbegynde eventyret gennem Canadas græsland i provinserne Manitoba, Saskatchewan og Alberta. Det var her, ”Vesten” begyndte, og med ankomsten af jernbanen til byen, hvor floderne Assiniboine River og Red River mødes, var Winnipeg fra 1881 forbundet med det østlige Canada. Som konsekvens påbegyndtes en stor migration af indvandring fra øst med den konsekvens, at stammerne Assiniboine, Ojibway, Anishinaabe, Mandan, Sioux, Cree og Lakota fortrængtes. Den historie kan du høre mere om i morgen.

Overnatning i Winipeg.

Dag 12
Winnipeg. Byrundtur til fods med rejselederen med bl.a. det canadiske menneskerettighedsmuseum
Winnipeg i provinsen Manitoba

Her i det canadiske Midtvesten finder vi Winnipeg, Manitobas hovedstad. Det er en vejrmæssigt ekstrem by, hvor de ca. 700.000 indbyggere smelter i sommervarmen og bruger vintrene på at skovle sne. Det er en levende by med masser af muligheder for underholdning og et lækkert måltid mad. Her møder gammelt nyt, og kulturer fra hele verden forenes, så det er oplagt, at vi tilbringer god tid i Winnipeg.

I dag holder vi nemlig en velfortjent fridag fra kørslen i bus og bruger dagen på oplevelser til fods. Tag derfor de gode vandresko på, når vores rejseleder leder dig på en tur gennem centrum. Undervejs står det dig frit for at fortsætte på egen hånd, hvis der er et museum, du finder særligt interessant, eller en seværdighed, du bare må bruge lidt længere tid ved.

Vores byvandring slutter ved det canadiske menneskerettighedsmuseum. Rent fysisk er museet fremtrædende i byens skyline med det ikoniske fredstårn, men ikke desto mindre er det indholdet i museet, der ender med at bjergtage de besøgende. På museet skal vi bl.a. se den grusomme udstilling om, hvordan den canadiske regering skabte et kostskoleprogram for de oprindelige folks børn for at assimilere dem i den hvide mands kultur. Resultatet var årtiers tvangsfjernelser, overgreb og vold begået mod børn, som først i de senere år er blevet anerkendt af den canadiske regering.

Efter denne barske omgang har du måske brug for lidt at styrke dig på. Her kan du for eksempel på egen hånd besøge Forks Market, et hyggeligt madmarked, hvor der er masser af spisemuligheder.

Overnatning i Winnipeg.

Dag 13
Winnipeg – Regina, Saskatchewan. Besøgscenteret ved Riding Mountain Nationalpark og kørsel over prærien (ca. 640 km)
Byen Regina i provinsen Saskatchewan

Vi forlader provinsen Manitoba og kører ind i Saskatchewan, hvor dagens køretur skal bringe os over prærien til Regina. Området er præget af lavland, og derfor er landbrug stadig den dag i dag en vigtig indtægtskilde. Der er langt mellem de små byer undervejs, for dette er Canadas kornkammer, og kvadratkilometerne bliver brugt til dyrkning af blandt andet hvede, havre og raps. Hveden i dette område er i øvrigt så fremragende, at den eksporteres til fx Italien, hvor den anvendes til italiensk (ja, italiensk!) pasta.

Undervejs kører vi blandt andet vi langs nationalparken Riding Mountain, hvis frodige skove står i kontrast til det flade prærielandskab. Vi gør et holdt ved besøgscenteret på bredden af søen Clear Lane, inden turen går videre mod vest.

Sidst på eftermiddagen når vi frem til Regina. Området hed tidligere Wascana (bøffelknogle på et af områdets oprindelige sprog), men i 1882 tog byen navnet Regina for at ære den engelske Dronning Victoria. Beslutningen blev truffet af Dronning Victorias datter, Prinsesse Louise. 

Overnatning i Regina.

Dag 14
Regina – Medicine Hat, Alberta. Al Capone’s Moose Jaw og Great Sandhills (ca. 600 km)
I byen med det mærkværdige navn Medicine Hat

Det er nu tid til at vinke farvel til Dronningens by og fortsætte mod vest til Moose Jaw, som for ca. 100 år siden var en blomstrende præriemetropol med et blakket ry. Overalt fandtes hazardspil og alkohol og alt, hvad dertil hører. De ulovlige aktiviteter stortrivedes takket være et netværk af tunneler under byens gader. Det siges, at de tunneler, der løber under gaderne, blev gravet af kinesiske immigranter. De hårdtarbejdende immigranter blev nemlig budt velkommen i Canada for at bygge jernbanen, men når jernbanen først ville være færdig frygtede man en asiatisk invasion af det vestlige Canada. Dette førte til, at Ottawa pålagde kineserne en skat på 500 dollars pr. person, hvis hensigt var at tvinge dem til at vende tilbage til et hungersnødplaget og hærget Kina. For at skjule sig for skatten byggede kineserne disse tunneler og boede derefter under jorden, mens de om dagen arbejdede i de forretninger, som tunnelerne var forbundet med.

Efter sigende blev tunnelerne i de brølende 20’ere brugt af æraens mest berygtede gangster, Al Capone, og hans skræmmende næstkommanderende 'Diamond' Jim Brady. Da forbudstiden var på sit højeste i landet mod syd, var det blevet ophævet i Canada, og derfor var der rigeligt med forsyninger af alkohol i Saskatchewan. Da der gik en direkte jernbanelinje mellem Moose Jaw og Chicago, er det ikke svært at forestille sig, at den blev brugt som forsyningslinje. Resultatet var blandt andet, at Moose Jaw fik kælenavnet "Lille Chicago".
Efter en kort kaffepause fortsætter vi via byen Swift Current til Great Sandhills, hvor man finder de største klitter i Canada. Man kan kun komme det sidste stykke hertil til fods, så tag de gode sko på , eller smid sko og strømper. Great Sandhills har et areal på 1.900 kvadratkilometer, så vi kommer nok ikke igennem det hele, men vi får et godt indtryk af klitterne, der er i konstant bevægelse, og danner et landskab, der tiltrækker kunstnere og fotografer.

Vi når frem til dagens endemål, byen med det mærkværdige navn Medicine Hat. Der er mange historier om, hvordan Medicine Hat fik sit navn, men der er enighed om, at navnet er en engelsk oversættelse af det siksikaske ord for ørnens halefjer, som tidligere blev brugt til hovedbeklædningen til datidens medicinmænd. 
I dag kaldes byen også Gas City, da der er fundet store mængder naturgas i undergrunden, hvilket er en af de store industrier i området. Endnu engang har vi krydset grænsen til en af Canadas 10 provinser, og vi befinder os nu i den sydøstlige del af Alberta. Fortiden som en større bosættelse for en af de oprindelige stammer hyldes stadig den dag i dag. I forbindelse med Vinter-OL i Calgary i 1988 blev en stor tipi bygget for at hædre de oprindelige folk. Den blev i 1991 flyttet til Medicine Hat, hvor den står den dag i dag.

Overnatning i Medicine Hat.

Dag 15
Medicine Hat – Drumheller – Calgary – Banff (ca. 520 km). Hoodoo-formationer, dinosaurer og byrundtur i Calgary (ca. 510 km)
De mærkværdige klippeformationer "hoodoos" i Drumheller

Vi lægger i dag prærien bag os og nærmer os langsomt bjergene, når Rocky Mountains rejser sig i det fjerne ud på eftermiddagen. Inden vi når så langt, begynder vi dog med et besøg ved hoodooerne i Drumheller. De mærkværdige klippeformationer ser ud til at rejse sig ud af jorden, men det geologiske fænomen dækker i virkeligheden over, at det blødere omkringliggende materiale over millioner af år er blevet skyllet væk, og tilbage står disse ikoner i naturen. Vi lægger også vejen forbi det palæontologiske museum Royal Tyrell, som huser verdens største samling af dinosaurer.

Turen fortsætter mod Calgary, som er Canadas fjerdestørste by, og her bor mere end 1.000.000 indbyggere. Byen boomede i takt med olieindustrien, og det flyttede Calgary fra prærien og ind i bestyrelseslokalerne. Cowboyhattene blev byttet ud med jakkesæt, hestene med skinnende nye biler. Indbyggerne har dog ikke sagt endeligt farvel til den gamle cowboykultur. En gang om året vækkes byens enorme festplads til live, og så er der Stampede – et forvokset dyrskue med kvæg, heste, rodeoshows, countrymusik og festivitas.

Et af byens vartegn er tårnet, som rejser sig midt i byen, med sine 191 meter. Hvis du har mod på det, findes der en flot panoramaudsigt over hele Calgary heroppefra. Hvis du har lyst, kan du selv tage en tur op til toppen (ikke inkluderet). 

I 1988 fandt Vinter-OL som sagt sted i Calgary, hvilket byen stadig bærer i hjertet med stolthed. Vi runder selvfølgelig Canada Olympic Park, som stadig bruges til vintersport som skihop, snowboard og bobslæde. 
Kursen er efter Calgary sat mod nordvest mod Rocky Mountains, hvis udløbere vi kan se i det fjerne efter kort tids kørsel. Herefter hæver bjergene sig majestætisk i det fjerne, og vi kører ind i hjertet til Banff, hvor vi også overnatter.

Overnatning i Banff.

Dag 16
Banff. Sightseeing Banff National Park (ca. 50 km)
Bjergtinder, skove og klare søer i Banff Nationalpark

Banff Nationalpark var landets første nationalpark, og den er centrum for både vinter- og sommeraktiviteterne i Rocky Mountains. Parken er på 6.621 km2 og gennemskåret af et omfattende net af vandrestier, som vi også får lejlighed til at benytte.

Dagen står på en heldagstur i parken, hvor højdepunkterne omfatter Bow-vandfaldet og Tunnel Mountain Drive. Sørg for at kameraet er ladet op, for det er en dag fuld af fotograferingsværdige øjeblikke.
Vi er tilbage i Banff by ved middagstid, og her kan du nyde en gåtur og frokost på egen hånd i de smukke omgivelser, måske efterfulgt af en tur i den lille gondol til toppen af Sulphur Mountain, hvorfra man har det mest vidunderlige udsyn over Rocky Mountains’ snedækkede toppe, grønne dale og blå søer (gondoltur ikke inkluderet. Beregn ca. CAD 65 pr. person).

Overnatning i Banff.

Dag 17
Banff – Glacier – Mount Revelstoke – Sun Peaks, British Columbia. (495 km). Storslåede naturoplevelser i nationalparkerne
Den amerikanske sortbjørn vejer mellem 70 og 290 kg

Hele dagen står i floraen og faunaens tegn. Vi rejser gennem nationalparkerne Glacier og Mount Revelstoke, som byder på majestætiske bjerge, rigt dyreliv og dybe skovsøer.

Glacier Nationalpark er med sine 1.349 km2 en anelse større end Lolland og er en del af et system bestående af 43 parker samt reservater. Her findes alt, hvad et naturhjerte begærer: høje, sneklædte bjergtinder, aktive gletsjere og en af verdens eneste tilbageværende tempererede regnskove. Den tætte bevoksning giver perfekte forudsætninger for et rigt dyreliv, og i parkerne findes 53 forskellige arter af pattedyr, heriblandt bjørne, prærieulve og bjerggeder. 

Det er langt fra unormalt at opleve sortbjørne denne dag, så det gælder om at have øjnene med sig. Der er naturligvis ingen garantier, når det gælder om at spotte et af de mægtige dyr, men dette er et af de steder på kloden, hvor chancerne er allerstørst. Chancen for at vi ser en grizzly er langt mindre – men den er der. 
Vi afslutter dagen med ankomst til Sun Peaks, hvor vi overnatter. Landsbyen har kun omkring 600 indbyggere, men i skisæsonen mangedobles indbyggertallet i den lille landsby. Sun Peaks ligger i en lille dal omgivet af 3 bjerge, som skaber fantastiske rammer for skisport, men området er velbesøgt året rundt, da der i sommerhalvåret er masser af smukke vandrestier, der flittigt benyttes af rejsende fra nær og fjern. Sun Peaks’ skiløjper er i øvrigt grundlagt af ingen ringere end Nancy Greene – Canadas olympiske guldvinder i storslalom i 1968 og senere senator for provinsen British Columbia.

Dag 18
Sun Peaks – Whistler (ca. 360 km). OL-området og byen Whistler. Tid på egen hånd
Whistler er mest kendt som et top-skisportssted

Efter ca. fire timers kørsel er vi fremme ved Canadas mest berømte skisportssted, Whistler. Det var ikke skisporten, der i første omgang gjorde Whistler populær. Det fantastiske dyreliv og de smukke omgivelser – sammen med beliggenheden i bjergene tæt ved Vancouver – gjorde stedet til et yndet udflugtsmål for de engelske pionerer.

Efter ankomsten til Whistler kan du gå på opdagelse på egen hånd i bjergbyen og (hvis den er åben) på egen hånd tage skiliften op til udsigtspunktet (ikke inkluderet). Der er en afslappet feriestemning i byen, der efter sigende er et af de bedste skisportssteder i verden, hvilket også gjorde den til OL-værtsby under vinterlegene i 2010 sammen med Vancouver.

Efter vores lange køretur er det rart med en halv fridag, så gå en tur og få strakt benene og nyd en hyggelig middag på en af de lækre restauranter.

Overnatning i Whistler.

Dag 19
Whistler – Vancouver (ca. 130 km). Sea-to-Sky Highway og Squamish Valley samt byrundtur til fods med rejselederen
Vancouver forener metropol og natur på skønneste vis

Allerede i 1877 blev der etableret vej fra Vancouver til bjergene – en vej, der i dag kaldes Sea-to-Sky Highway, og i 1914 kom der ligeledes en jernbaneforbindelse. Vi kører ad den naturskønne Sea-to-Sky Highway mod Vancouver, hvor vores busrejse tværs over Canada fra kyst til kyst slutter. Vi kommer igennem Squamish Valley med høje bjerge på den ene side og den dybe slugt mod Halkett Bay på den anden side. Det er faktisk her, at vi for første gang får Stillehavet i sigte. Vores endemål er dermed nået, men rejsen er ikke slut endnu. Vi skal nemlig først stifte bekendtskab med Vancouver.

Vancouver er en af det amerikanske kontinents smukkest beliggende byer. Den ligger, ligesom San Francisco, i et bakket terræn, der sammen med de mange broer giver en flot udsigt over havet, små bugter og selve byen. Downtown Vancouver ligger på en lille halvø omgivet af Burrad Inlet, False Bay og English Bay. Vancouver forener metropol og natur på skønneste vis med sine sneklædte bjergtinder som kulisse. Få andre canadiske byer har et tilsvarende udbud af seværdigheder og attraktioner. Her finder man Stanley Park, der dækker omtrent halvdelen af downtown og er Nordamerikas, og en af verdens, største byparker. Ikke engang Central Park i New York kan med sine 3,4 km2 hamle op med Stanley Parks størrelse på mere end 4 km2. 
Foruden næsten 10 kilometer kystlinje, et par fine badestrande, legepladser, egern og vaskebjørne huser Stanley Park også det enorme, prisbelønnede Vancouver Aquarium. I udkanten af Stanley Park ligger desuden English Bay og West End med en perlerække af smukke victorianske huse.

Vancouver byder også på Nordamerikas næststørste Chinatown – et kulørt samlingspunkt for byens store kinesiske befolkning – og Gastown, som er spækket med brostensbelagte gader, gaslamper, hyggelige spisesteder og et underfundigt ur, som på klokkeslaget lukker damp ud fra fem forskellige små skorstene.
Du kan bruge eftermiddagen på at udforske Vancouver på egen hånd eller på en byrundtur til fods i selskab med rejselederen (transport og evt. entreer er ikke inkluderet). Har du lyst til at besøge Vancouver Aquarium, er det med sine 8.000 stillehavsdyr en flot introduktion til den maritime verden. Her kan du blandt andet se blæksprutter, havoddere, arktiske hvaler og farvestrålende bløddyr. I akvariet kan du gå på opdagelse i både arktiske eventyr, en dampende varm Amazon-safari eller en rejse til bunden af Stillehavet.

Er du bidt af den fascinerende canadiske kultur er et besøg på Det Antropologiske Museum et must. Her finder du en enestående udstilling af kunst samt historien om nordvestkystens oprindelige folkeslag, totempæle og andre spændende fund.

Du kan også gå en tur i Chinatown. Her finder du en lang række udmærkede og billige asiatiske restauranter, farverige markeder og eksotiske butikker, hvor der er mulighed for at købe alt fra kitschede dragesouvenirs til kinesisk urtemedicin. De første kinesiske immigranter slog sig ned her under guldfeberen i 1850'erne, og i de seneste ca. 20 år er et meget stort antal især Hongkong-kinesere indvandret til Vancouver, hvilket har ført til, at det mest talte sprog i Canadas grønne storby i dag er kinesisk!

Overnatning i Vancouver.

Dag 20
Afrejse fra Vancouver

Vi forlader hotellet og begiver os ud mod lufthavnen, hvorfra vi sætter kursen hjemad.

Dag 21
Ankomst til Danmark

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København-Halifax og Vancouver-København
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt (morgenmaden vil enten være amerikansk morgenmad eller den såkaldte continental breakfast)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer og måltider ud over morgenmad
  • Drikkepenge 125-150,- CAD pr. pers
  • Gebyr for indrejsetilladelse til Canada (eTA, ca. 7 CAD)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- 
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer“

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme. Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Mere om Canada

Her kan du få mere at vide om Canada:
www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/canada

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Før afrejsen

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

eTA - indrejsetilladelse til Canada

Kommer du med fly til Canada, skal du senest 72 timer før afrejse søge om indrejsetilladelse på https://onlineservices-servicesenligne.cic.gc.ca/eta/welcome

Her får du en forhåndsgodkendelse til indrejse og et nummer, som du skal printe eller skrive ned og medbringe på rejsen, da lufthavnsmyndigheder i Danmark og Canada kan kræve at se det. Det koster et mindre beløb – $7 CAD – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 5 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 5 år.

Hvis du rejser sammen med børn, som ikke er dine egne, eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, skal du ud over eTA-tilladelsen have en særlig tilladelse. Se mere på http://www.cic.gc.ca/english/visit/minors.asp

Hånden på hjertet

Information

Mange har en drøm om at krydse Canada fra kyst til kyst. Canada er et fantastisk rejseland, og oplevelserne henover landet er både mange og forskelligartede. På sådan en tur skal der naturligvis tilbagelægges mange kilometer nogle dage, og man skal være forberedt på de lange ture. Canada har generelt gode veje, og vores dygtige chauffører kører os trygt i mål. Vi stopper regelmæssigt, og køreturen gennem fantastiske landskaber er en oplevelse i sig selv. På rejsen bor vi på gode mellemklassehoteller beliggende centralt eller i udkanten af byen som et godt udgangspunkt til næste dags program.

Almindelige turistbusser i Canada er generelt komfortable. Dog har de ofte kun én indgang forrest i bussen og ingen bagdør, som vi kender det hjemmefra. Desuden er der ofte ikke kopholder og net i sædet foran. Derfor er det en god idé at medbringe en god rygsæk, som kan benyttes til personlige ejendele under udflugter og undervejs i bussen.

Den canadiske morgenmadskultur er forholdsvis simpel, sammenlignet med den skandinaviske. Morgenmaden på de fleste standardhoteller i Canada er den såkaldte ”continental breakfast”, hvilket typisk indebærer kaffe/te, juice og toastbrød med smør og marmelade. Det er ikke unormalt, at man på hoteller i Canada kun har papservice ved morgenmaden, da mange bruger den som en ”to go”-løsning på farten. 

Den nordamerikanske drikkepengekultur kan især af os fra Skandinavien opleves som et irritationsmoment. For at du som rejsende besværes mindst muligt, vil rejselederen oftest tilbyde at påtage sig indsamling af drikkepenge for hele gruppen, fordelt på de planlagte programpunkter. Du kan læse mere om drikkepenge og Albatros’ holdning her: www.albatros-travel.dk/praktisk/er-drikkepenge-inkluderet-i-rejsens-pris    
Standardstørrelsen på dobbeltsenge på canadiske hoteller er normalt ca. 190 cm x ca. 140 cm. Ønskes to enkeltsenge (normalt ca. 190 cm x ca. 80 cm) skal dette oplyses ved bestilling af rejsen.

En gang skal være den første

En gang skal jo være den første! Lige meget hvor mange gange vi har kørt en tur igennem, har talt med de lokale, prøvet forskellige ruter, små restauranter og været helt ned i detaljerne, så vil der i enhver rejses ”spæde liv” være ændringer, som løbende foretages. Derfor håber vi, at vores nysgerrige og berejste kunder har forståelse for, at det nogle gange ikke helt går som forventet. Det er jo også en del af det at rejse, fx at opleve, hvordan tid måske opfattes anderledes i andre lande, når betjeningen er decideret langsom – vær sikker på, at vi nok skal lave ændringer i programmet, hvis der findes passende alternativer.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser