Øhop i Malaysia & Thailand

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Tag med på et eksotisk øhop til 3 naturskønne øer i Malaysia og Thailand – inkl. UNESCO-byen George Town og paradisøerne Koh Adang og Langkawi.

Intet siger mere frihed end hvide strande og det varme sand imellem tæerne. På dette øhop færdes vi komfortabelt rundt i tropeøernes uspolerede, eksotiske natur – begyndende på Penang i Malaysia. Her oplever vi smeltediglen George Town, Malaysias kulinariske hovedstad, med kolonistilsbygninger side om side med templer, pagoder og moskéer. Vi sejler også omkring den uberørte regnskov i Penang Nationalpark, med udsigt til ørne og nyudklækkede havskildpadder. Herfra sejler vi til Tarutao National Park i Thailand og bor fire nætter på det eneste resort på den uspolerede paradisø Koh Adang. Øens badestrand er ideel til snorkling blandt farverige koralrev og tropiske fisk. Vi sejler til slut mod Langkawi, hvor vi bor på et af øens bedste resorts. Her venter svajende palmer på smukke hvide sandstrande, mens øens midte primært udgøres af regnskov med brusende vandfald. Vi skal ombord på et par små både, der tager os ud i de naturskønne oplevelser omkranset af tårnhøje klipper, og udforske øens store mangrove-skov samt Kilim Geoforest Park. Undervejs færdes vi komfortabelt fra ø til ø med longtail-båd, katamaran-færger og shuttle-båd.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta MYR, USD, THB

Dagsprogram 14 dage
Dag 1
Afrejse fra Danmark
Dag 2
Ankomst til Penang, Malaysia
Dag 3
Penang. Sejltur omkring Penang Nationalpark
Dag 4
George Town, Penang. Dag på egen hånd eller byrundtur i George Town (tilkøb)
Dag 5
George Town, Penang. Dag på egen hånd
Dag 6
Penang med båd til Koh Adang (Thailand)
Dag 7–9
Koh Adang
Dag 10
Koh Adang – Langkawi
Dag 11
Langkawi på egen hånd. (Tur til mangroven – tilkøb)
Dag 12
Langkawi på egen hånd
Dag 13
Langkawi og hjemrejse
Dag 14
Hjemkomst til København

Hoteller

Adang Island Resort

Adang Island Resort ligger som det eneste resort på øen Koh Adang i Andamanhavet og er en del af Tarutao National Marine Park ca. 15 minutters sejlads fra Koh Lipe. Selve øen Koh Adang består stort set kun af uberørt jungle, men på øens sydspids finder vi Adang Island Resort helt ned til en hvid paradisstrand.
Resortet består af i alt 45 værelser, og der er ingen andre mennesker på øen udover stedets gæster og de ansatte. Vi bor i bungalows, der er spredt udover området bag ved poolen. Bungalows er ikke førsteklasses, men har en god størrelse og er pæne og rene, og har både A/C, varmt vand i bruseren samt te-og kaffefaciliteter m.m samt wi-fi. Til hver Bangalow hører en lille terrasse med. 

Helt ned til stranden ligger poolen og ved siden af den, resortet og øens eneste restaurant. Her indtages alle måltider og i løbet af dagen kan man også nyde friske juices eller kulørte drinks fra baren. 

Fra den ca. 500 meter brede strand kan man se over til Koh Lipe, og det er muligt at låne både snorkleudstyr samt havkajakker (gratis).

Der er ikke meget at tage sig til på selve øen, udover at nyde de fredfyldte og smukke omgivelser resortet omgives af. Et par naturstier kan føre én til et mindre vandfald eller et udkigspunkt. Har man lyst til at besøge naboøen Koh Lipe, hvor der er masser af caféer, barer, småbutikker og lokale restauranter, så har resortet tre daglige shuttle både, der sejler mellem Koh Adang og Koh Lipe.

Læs evt. mere om hotellet på deres hjemmeside: 
https://adangresorts.com/

Meritus Pelangi Beach Resort & Spa

Meritus Pelangi Beach Resort & Spa på Langkawi er et skønt førsteklasses hotel bygget i traditionel malaysisk stil. Hotellet er beliggende i frodige, grønne omgivelser lige ned til den smukke sandstrand, Cenang Beach. Resortet har to store indbydende swimmingpools og en lækker spa-afdeling. Lufthavnen ligger mindre end ti minutters kørsel fra hotellet, og der er masser af lokalt liv i form af restauranter, caféer og butikker blot fem minutters gang fra hotellet.

Resortet byder på flere restauranter, bl.a. den populære Cba beliggende på stranden. Hotellet er både for dem, som vil slappe af i skønne omgivelser, og for dem, der er mere aktive. Her er både fitnesscenter, squash- og tennisbaner og cykeludlejning m.m.

Værelserne er opført i typisk malajstil i toetagers huse, og alle værelser har en rummelig terrasse eller balkon. Indenfor er værelserne smukt indrettet med alle de moderne faciliteter man kan forvente af et førsteklasseshotel, herunder A/C, tv, minibar, kaffe- og tefaciliteter, hårtørrer og sikkerhedsboks. Der er gratis wi-fi på hele området.

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra Danmark

Vi flyver fra København og sætter kursen mod Sydøstasien.

Dag 2
Ankomst til Penang, Malaysia
Ved Penang, Malaysia

Vi lander på Penang og kører efter indrejseformaliteterne til øens hovedby George Town, stedet for briternes første koloni i Malaysia. Byen blev grundlagt i 1786 som handelsstation af Britisk Ostindisk Kompagni, men nu bor her flere kinesere end noget andet folkeslag. Øen er stadig et økonomisk kraftcenter for Malaysia, men trods den moderne udvikling har George Town bevaret fortidens engelske og kinesiske arkitektur.

Vi indkvarteres på et skønt hotel midt i Georgeown få skridt fra byens gamle bydel, og efter et hvil på hotellet går vi samlet ud og spiser en velkomstmiddag på en lokal restaurant.

Dag 3
Penang. Sejltur omkring Penang Nationalpark
På den malaysiske ø Penang

Vi tager på udflugt til øens nordøstkyst, hvor første stop bliver den lokale fiskerlandsby Teluk Bahang. Vi tager en gåtur rundt i landsbyen og ser fiskemarkedet og de mange små fiskerbåde, der har været ude tidligt for at få dagens fangst i hus. Herfra hopper vi selv ombord i et par mindre både for at sejle rundt om pynten til et par af de nærliggende strande. Det er en smuk sejltur, hvor den uberørte regnskov går helt ned til vandet og klipperne. Der er klippeformationer i alle størrelser og formationer og ofte ser vi store ørne, der enten holder udkig fra klipperne eller svæver over os i søgen efter deres fangst. Vi lægger til ved en lille strand, hvor der drives et mindre skildpaddecenter, ‘Penang Turtle Sanctuary’, hvor de forsker i havskildpadder. Når en af de store havskildpadder kommer til øen for at lægge sine æg, samler de ansatte æggene sammen og lægger dem i en kurv og net for derefter at grave dem ned et sikkert sted. Dette er for at beskytte de ellers meget udsatte æg mest muligt mod sultne fugle og varaner. Ofte vil vi også se de nyudklækkede skildpadder, der lever i et lille bassin, inden de venter på at blive sendt ud i verden for herefter at klare sig på egen hånd.

Det er ikke tilladt at bade eller svømme ved denne strand, da skildpadderne skal have fuldstændig ro omkring sig, hvis de skal komme på land for at lægge deres æg. Men fortvivl ikke, for vi sejler videre til Monkey Beach, en smuk sandstrand med en lille café, hvor man kan få en lille forfriskning og nyde det varme havvand.

Herefter sætter vi atter kursen retur mod fiskerlandsbyen Teluk Bahang, hvor vi skifter vores båd ud med vores bus, der tager os til George Town. På vejen dertil gør vi to korte stop, først ved en lille privat batikfabrik, hvor vi lærer lidt om den traditionelle kunstart og ser, hvordan de forskellige tryk bliver lavet. Senere gør vi et stop ved en lille frugtbod, hvor vi kan se og evt. prøvesmage årstidens frugter.

OBS! Der tages forbehold for, at turen kun gennemføres ved vejr- og vindmæssigt ordentlige forhold. Hvis det vurderes, at turen ikke kan gennemføres, vil vi enten udskyde udflugten eller erstatte den med en anden tur.

Dag 4
George Town, Penang. Dag på egen hånd eller byrundtur i George Town (tilkøb)
George Town er på UNESCOs liste over verdens kulturarv

Du har en hel dag til at nyde fantastiske George Town eller bruge tiden ved poolen. Om eftermiddagen har du mulighed for at tage med på en gåtur rundt i George Towns gader (tilkøb). Fra hotellet kører vi med bus den korte vej til Fort Cornwallis, bygget af Britisk Ostindisk Kompagni i slutningen af det 18. århundrede. Fortet er det største tilbageblivende fort i Malaysia, dette skyldes måske, at det aldrig er blevet brugt i kamp.

Herefter begiver vi os til fods rundt i den gamle bydel og ser på det hyggelige byliv og de mange historiske bygninger, byen byder på. George Town er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv grundet de mange charmerende gamle kolonistilsbygninger, der ligger side om side med templer, pagoder og moskéer. Vi besøger bl.a. Khoo Kongsi, som er et imponerende kinesisk klanhus, som regnes for det flotteste af sin slags i hele Malaysia, og som en af byens største attraktioner. De små lokale markeder findes stadig rundt om i byen og er vældig populære trods indtoget af de store shopping malls. George Town kaldes også for Malaysias kulinariske hovedstad grundet byens store og varierede udbud af retter, som både kan nydes i alt fra dyre restauranter til byens mange gadekøkkener. Undervejs smager vi på lidt lokale snacks og delikatesser.

Turen skal bestilles og købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse og gennemføres med minimum fem tilmeldte.

Dag 5
George Town, Penang. Dag på egen hånd
Dag 6
Penang med båd til Koh Adang (Thailand)
Koh Lipe og Koh Adang ligger mindre end en km fra hinanden

Vi forlader Penang om morgenen og sejler først til Langkawi. Turen mellem de to øer foregår med katamaran-færge og tager ca. tre timer. Man sidder inden døre i flysæder og der er ikke mange faciliteter, så en god bog eller en Ipad er godt at have i rygsækken. Desuden kan det være en god idé at have en varm trøje eller fleece med til overfarten da a/c ofte er skruet helt op! Der findes toiletter ombord og et meget begrænset udbud af vand m.m. der kan købes. Vi lægger an ved Langkawis hovedby Kuah, hvorfra vi kører den korte vej til Telanga Marina på øens vestkyst, hvor færgen der skal tage os til Thailand afgår fra. Inden vi hopper ombord, spiser vi frokost på en restaurant ved marinaen. Med fyldte maver sætter vi os igen til rette ombord på en tilsvarende færge, der skal tage os til Koh Lipe i Thailand. Overfarten tager 1½ time og fremme ved Koh Lipe skal vi igennem immigrationen som foregår på selve stranden. Ting kan tage tid i Thailand og her i den allersydligste del af landet på en lille ø er det ikke altid effektiviteten der er i højsædet. Men brug ventetiden på at nyde den flotte udsigt til det hvide sand og klare vand. Der er en lille café hvor man kan få lidt koldt at drikke eller en kop kaffe mens vi venter. Når vi har klaret formaliteterne, har vi blot en lille sejltur på under en halv time i en såkaldt longtail båd, som tager os rundt om Koh Lipe og over til vores destination Koh Adang. 

Dagen i dag byder på en del af transport. Men når vi sejler det sidste stykke ind til Koh Adang, så glemmer man hurtigt dagens ’strabadser’, vel vidende at vi skal overnatte på denne paradisø de næste fire nætter.

Både Koh Lipe og Koh Adang er en del af Tarutao National Park, som består af 51 øer fordelt på to ø-grupper: Tarutao og Adang-Rawi. Både Koh Lipe og Koh Adang hører til Adang Rawi og ligger mindre end en km fra hinanden. 

Koh Adang er alt hvad man forbinder med en eksotisk tropeø. Faktisk er øen den næststørste ø i Nationalparken. Den er seks km lang og fem km bred og stort set hele øen udgøres af uberørt jungle. Her findes kun ét resort på øen; Koh Adang Island Resort på øens sydkyst, hvor vi indkvarteres – så vi får faktisk en hel ø for os selv (sammen med resortets andre gæster naturligvis). 

Dag 7–9
Koh Adang
Shopping på Koh Lipe

De næste dage bestemmer du helt selv, hvad skal bruges på. Øens største attraktion er naturligvis stranden og vandet omkring, der ikke fås meget bedre. Med en vandtemperatur tættere på de 30 end 20 grader, og masser af koraler omkring, er vandet ideelt til snorkling blandt farverige koralrev og tropiske fisk. De bedste snorklingsmuligheder nås enten ved at tage en af resortet havkajakker eller tilkøbe en bådtur rundt til nogle af de omkringliggende øer. 

Fra resortet går der også et par naturstier, den ene fører til et mindre vandfald og den anden til et udkigspunkt højere oppe på øen, hvor der er en fin udsigt over vandet og til Koh Lipe overfor. Rejselederen vil arrangerer en gåtur til disse, hvis der er interesse for det.

Tre gange om dagen arrangerer resortet en shuttle-båd mellem Koh Adang og Koh Lipe. Koh Lipe er en lille bitte ø i forhold til Koh Adang, som vi bor på. Koh Lipe er blevet kendt for sine kridhvide strande og sit turkisblå vand, men er i dag blevet lidt et offer for sin eget popularitet, da de mange turbåde præger strandbilledet og ikke efterlader meget plads til dem der gerne vil nyde strandene.  Den bilfri ø består af to større strande der er forbundet af en ca. 600 meter lang ’hovedgade’ kaldet Walking Street hvor der er masser af caféer, barer, lokale restauranter og småbutikker.

Dag 10
Koh Adang – Langkawi
Meritus Pelangi Beach Resort & Spa på Langkawi

Det er blevet tid til at forlade vores lille paradis-ø. Efter morgenmaden går vi ned til stranden og sejler retur til Koh Lipe. Vi forlader Thailand og skal igen igennem immigrationen, inden vi sejler retur til Langkawi og Malaysia. Fremme på Langkawi kører vi den korte vej til hotellet. Resten af dagen samt de kommende dage er til ren afslapning ved poolen eller stranden. 

Vi indkvarteres på en af øens bedste hoteller, det charmerende Meritus Pelagi, beliggende helt ned til den populære og smukke strand Pantai Cenang. Fra hotellet er der kort vej at gå til strandens hovedgade med butikker, caféer og restauranter.

Dag 11
Langkawi på egen hånd. (Tur til mangroven – tilkøb)
En stor del af Langkawi er dækket af mangrove-skov

Langkawi bliver af mange betragtet som en af Malaysias smukkeste øer, og her på øens vestkyst, hvor vi indkvarteres, finder man svajende palmer på smukke hvide sandstrande, mens øens midte primært udgøres af regnskov med brusende vandfald. Vil man gerne ud og opleve mere byder Langkawi på masser af muligheder.

På øens nordøstlige kyst ligger en stort mangrove-skov, som er værd at besøge.

Efter morgenmaden begiver vi os afsted mod mangroven og Kilim Geoforest Park. Vi tilbringer det meste af dagen ombord på et par små både, der tager os ud i de naturskønne oplevelser gennem mangroven omkranset af tårnhøje klipper. Undervejs besøger vi folkene, der bor og arbejder på de små tømmerflåder, der udgør fiskefarme. Her opdrættes fisk til videresalg på de lokale markeder. Vi besøger en mere end 400 millioner år gammel Bat Cave, hvor tusindvis af flagermus hviler sig i løbet af dagstimerne. Undervejs kan vi være heldige at spotte oddere, mens der er rigtig gode chancer for at se Langkawis berømte fiskeørne.

Hvis vejret tillader det, finder vi en passende strand, hvor vi spiser en picnic lunch, og bagefter bliver der mulighed for at tage en dukkert, inden vi vender snuden hjemad.

(husk at medbringe kamera, håndklæde, solcreme, sandaler og svømmetøj).

Udflugten bestilles hjemmefra og senest 45 dagen inden afrejsen. Se priser under prisinformationer. 

Dag 12
Langkawi på egen hånd
En 125 meter lang bro mellem to bjergtoppe ved Langkawi

Du kan vælge at tilbringe dagen med at nyde de skønne omgivelser på hotellet. En anden mulighed er, på egen hånd, at tage turen de små 20 km op nord for hotellet, hvor der er anlagt en kabelbane. På 15 minutter tager den en op i 700 meters højde med en fantastisk udsigt ud over Langkawi og de omkringliggende øer. Oppe på toppen finder man også en 125 meter lang Skybridge, der forbinder to bjergtoppe. Måske ikke for folk med højdeskræk, da der er 100 meter ned fra selve broen. Rejselederen er naturligvis behjælpelig med at arrangere turen, hvis man ønsker det.

Dag 13
Langkawi og hjemrejse
Svajende palmer på smukke hvide sandstrande venter her

Vi har formiddagen til at nyde solen og varmen, inden vi kører den korte vej til lufthavnen på Langkawi, hvorfra vi flyver hjemad.

Dag 14
Hjemkomst til København

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder Fly København – Penang og Langkawi – København med mellemlanding*
  • Færgeoverfart Penang til Langkawi
  • Færgeoverfart Langkawi og Koh Lipe t/r samt båd mellem Koh Lipe og Koh Adang.
  • Indkvartering på gode turistklasse-hoteller på Penang og Koh Adang;
  • 4 nætter på Bayview Hotel George Town, Penang.
  • 4 nætter på Koh Adang Island Resort
  • 3 nætter førsteklasseshotel på Langkawi: Meritus Pelangi Beach.
  • Entré til Tarutao National Park
  • Udflugter jf. program
  • Alle lokale transporter jf. program med bus og båd
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 3
  • Velkomstmiddag dag 2
  • Skatter og afgifter

* I forbindelse med flyrejsen flyves der via Doha både ud og hjem. Desuden er der på strækningen fra Langkawi til Doha en kort mellemlanding i Penang der blot indebærer, at andre passagerer kommer til. Man bliver i flyet under mellemlandingen på Penang og mellemlandingen er beregnet til 1 time og 15min.

Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører ca. kr. 200 pr. Person
  • Personlige fornødenheder
  • Byrundtur i George Town på dag 4 dkk 218,-
  • Udflugt til mangroven på Langkawi dkk 398,-
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser