Peru og Bolivia - det mægtige Inkarige

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Følg med i inkaernes fodspor gennem Peru og Bolivia, når vi besøger gamle inkaruiner og udforsker Sydamerikas fantastiske natur.

Maks. 24 deltagere

Følg med i inkaernes fodspor gennem Peru og Bolivia, når vi besøger gamle inkaruiner og udforsker Sydamerikas fantastiske natur

En rejse gennem Peru og Bolivia er den fuldendte rejse for den, som ønsker at dykke ned i inkakulturen, besøge Machu Picchu og lade sige overvælde af Sydamerikas naturvidundere, den gigantiske Titicaca-sø og verdens største saltslette, Uyuni i Bolivia.

Vi begynder i Perus hovedstad Lima, fortsætter til Cusco og Den Hellige Dal, som er omkranset af de imponerende Andesbjerge. Nogle af rejsens højdepunkter er Machu Picchu, Titicacasøen og verdens største saltslette, Uyuni, der med sin uendelige hvide overflade kan imponere selv den mest berejste turist. I Peru ser vi desuden Uros-øerne, og i Bolivia overnatter vi på Soløen, hvor verdens smukkeste solopgang venter os.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Nuevo Sol

Dagsprogram
Dag 1 Fly København – Lima
Dag 2 Byrundtur i Limas gamle bydel og San Francisco-kirken. Det arkæologiske Larco-museum
Dag 3 Lima – Cusco - Den Hellige Dal. Inkaruiner i Pisac. Frokost hos lokal familie
Dag 4 Ollantaytambo. Udflugt i tog til det sagnomspundne Machu Picchu
Dag 5 Ollantaytambo – Cusco. Maras og Moray, indiansk vævning
Dag 6 Cusco. Qenqo-templet, Sacsaywaman, San Pedro markedet og Coricancha-templet
Dag 7 Cusco – Puno (Titicacasøen). Gennem Andesbjergene
Dag 8 Puno. Halvdagsudflugt til Uros-øerne på Titicaca-søen. Eftermiddagen fri
Dag 9 Puno – Soløen. Over grænsen til Bolivia, Copacabana og båd til Soløen i Titicacasøen
Dag 10 Soløen – La Paz. Måneøen og frokost i Copacabana
Dag 11 La Paz. Byrundtur med indianer-markeder og kablebane. Gourmetmiddag på Bolivias bedste restaurant, Gustu
Dag 12 La Paz – Uyuni. Verdens største saltslette. Frokost på saltsletten
Dag 13 Uyuni – La Paz. Saltsletten og Tunupa-vulkanen. Aftenfly til La Paz
Dag 14 La Paz – Lima. Fly til Lima
Dag 15 Lima. Formiddagen fri. Fælles frokost. Hjemrejse
Dag 16 Ankomst til København

Hoteller

Vores hoteller

Her kan du se de hoteller, som vores gæster på rundrejsen oftest bor på. Vær venligst opmærksom på, at hotelændringer kan forekomme. I så fald vil hotellet være af tilsvarende eller højere standard.

Jose Antonio

  • 106 værelser
  • Døgnåben reception
  • Restaurant og bar
  • Wi-fi (gratis)

Dejligt hotel beliggende i udkanten af Puno by, med direkte udsigt til Titicaca-søen. Dette er et af de bedste steder at overnatte i Puno, og hotellet har en god restaurant og bar. Desuden står der altid te i receptionen, så man kan nyde en kop såkaldt Muño-te, så ofte man har lyst. Der er gratis wi-fi overalt på hotellet.

Værelse
Store, hyggelige værelser med dobbeltseng eller to enkeltsenge. Alle værelser har TV, sikkerhedsboks, radiator, hårtørrer og gratis wi-fi. Albatros’ gæster har værelser med udsigt til Titicaca-søen.

Du kan læse mere om hotellet her: http://hotelesjoseantonio.com 

 

Munay Wasi

  • 36 værelser
  • Døgnåben reception
  • Beliggende i centrum
  • Wi-fi (gratis)

Dette lille charmerende hotel ligger i hjertet af Cuscos historiske centrum, kun tre gader fra den centrale plads, Plaza de Armas. Du har således de historiske seværdigheder, butikker, barer og restauranter i gåafstand.
Hotellet har en morgenmadsrestaurant, hvor der serveres buffet, og i receptionen står der altid frisklavet coca-te, og man er velkommen til at nyde en kop, hvornår det skal være. Der er gratis wi-fi overalt på hotellet

Værelserne
Hotellet har meget hyggelige værelser, indrettet i lokal stil. Værelserne har enten 2 enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der er sikkerhedsboks, TV, telefon, varmeapparat og hårtørrer. Der er også gratis wi-fi på værelserne.

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.munaywasi.com 

Tunupa Lodge

  • 53 værelser
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Wi-fi (kun i receptionen)

Den charmerende Tunupa Lodge ligger mellem den gamle by Ollantaytambo og togstationen. Begge er i gåafstand, og det betyder at det er nemt at gå til de hyggelige cafeer og restauranter i Ollantaytambo bymidte. Ligeledes har vi kun en kort gåtur til togstationen, når vi skal til Machu Picchu. 

Hotellet har en pragtfuld udsigt til både det over 5000 meter høje sneklædte Veronica-bjerg samt til inka-ruinerne ved Ollantaytambo. Du kan nyde udsigten til bjergene fra liggestolene i hotellets dejlige have. Der er sikkerhedsboks i reception, og wi-fi er kun tilgængeligt i receptionsområdet.

Værelserne
Enkle værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. Værelserne har udsigt til Veronica-bjerget eller ruinerne ved Ollantaytambo. Der er ikke hårtørrer på alle værelser, men skulle man have fået et værelse uden, kan den lånes i receptionen.

Du kan læse mere om hotellet her: http://tunupa-lodge.com/en/index.php 

Hotel Boutique La Casona

  • 35 værelser
  • Døgnåben reception
  • Restaurant og bar
  • Wi-fi (overalt på hotellet, gratis)
  • 0 km til centrum
  • Elevator

Charmerende hotel beliggende midt i La Paz’ historiske centrum. Det farverige gadeliv, markeder, restauranter og barer er lige uden for døren. Hotellet er bygget i 1700-tallet, og den koloniale arkitektur passer perfekt til beliggenheden. La Casona har egen restaurant og en jazzbar. Der er gratis Wi-Fi.

Værelse
Meget hyggelige værelser med 2 enkeltsenge og 1 dobbeltseng. Alle værelser har TV, opvarmning, minibar, sikkerhedsboks og føntørrer.

Du kan læse mere om hotellet her:

http://www.lacasonahotelboutique.com/index

 

Ecolodge La Estancia

  • 15 hytter
  • Reception
  • Restaurant og bar
  • Wi-fi (på fællesområde, gratis)

Dejligt hotel med den absolut bedste beliggenhed på Soløen i Titicacasøen. Fra hotellet er der udsigt til dele af Soløen, Titicacasøen og de snedækkede vulkaner i horisonten. Det er bygget ud fra bedst mulige hensyn til miljøet, og der bruges blandt andet solenergi til opvarmning. Personalet og atmosfæren på hotellet gør oplevelsen endnu bedre. Hotellet består af adskillige mindre bygninger, og hovedbygningen huser reception, bar og restaurant, hvor både morgenmaden og aftensmaden indtages. Der er gratis Wi-Fi, som fungerer fint i receptions- og restaurantområdet.

Værelse

Værelserne er placeret i en af de 15 hytter, der tilsammen med den lille hovedbygning udgør hotellet. Hyggelige og rummelige værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. Værelserne opvarmes ved hjælp af solenergi, så de er ikke kolde, men det er en god ide, at tage varmt nattøj og tykke strømper med til om natten. Der er eget badeværelse med føntørrer.

Du kan læse mere om hotellet her:

http://www.ecolodge-laketiticaca.com/

 

Palacio de Sal

  • 42værelser
  • Døgnåben reception
  • Restaurant og bar
  • Wi-fi (overalt på hotellet, gratis)
  • Spillerum

Hotellet er primært bygget af salt og er det første af sin slags i verden. Det ligger eventyrligt smukt i udkanten af Uyuni-saltsletten, og det er en helt speciel oplevelse at opholde sig her. Hotellet har restaurant, bar, spillerum (med skak og poolbord), en lille butik, og flere steder på hotellet er der sofaer og stole, så man kan sidde og nyde atmosfæren. Der er gratis Wi-Fi overalt på hotellet.

Værelse
Charmerende værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. Alle er opvarmede (med radiator), og der er sikkerhedsboks, telefon og hårtørrer.

Du kan læse mere om hotellet her:
http://www.palaciodesal.com.bo/en-gb

 

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
33.998,–
København
Få pladser
34.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Lima
Velkommen til Sydamerika

Vi flyver til Perus hovedstad, Lima. Efter ankomsten kører vi til vores hotel i den hyggelige bydel Miraflores, der ligger ud til Stillehavet.

Overnatning i Lima.

Dag 2
Byrundtur i Limas gamle bydel og San Francisco-kirken. Det arkæologiske Larco-museum
Vi besøger San Francisco-katedralen i Lima

Lima er Perus hovedstad og blev grundlagt i 1535. Den var i mange år kontinentets vigtigste by og er i dag landets største. Byen har mange stolte traditioner og en del bygningsværker fra kolonitiden, selv om udviklingen og de mange moderne bygninger efterhånden dominerer gadebilledet.

Vi tager på byrundtur i Limas gamle bydel, som er blevet erklæret verdenskulturarv af UNESCO på grund af de velbevarede bygningsværker i kolonistil. Vi ser især nærmere på hovedpladsen, Plaza de Armas, med regeringspaladset, som huser præsidenten. Omkring Plaza de Armas befinder sig også byens rådhus og den overdådigt udsmykkede katedral med de jordiske rester af Francisco Pizarro, spansk conquistador og Limas grundlægger, som tilføjede de regerende inkaer de første sviende nederlag, der skulle blive begyndelsen til Inkarigets endeligt. Vi besøger San Francisco kirke og kloster, som et af de bedste eksempler på spansk barok stil. Byggeriet blev påbegyndt i 1673, og er verdenskendt for sit smukke bibliotek med over 25.000 antikke bøger. Men bedst kendt er nok klosterets og kirkens katakomber, som blev genopdaget af arkæologer i 1943, da man åbnede op til kældrene i kirken. Man mener, at over 25.000 blev begravet under de mest groteske omstændigheder i katakomberne, indtil Perus selvstændighed i starten af 1800-tallet.

Vores dag omfatter også et besøg på det arkæologiske og antropologiske Larco-museum i bydelen Pueblo Libre, der blandt sine mange spændende fund også har en fin guldsamling. Samlingen giver et godt indtryk af, hvilke rigdomme inkaerne besad. Disse skatte var imidlertid også årsagen til deres kulturs undergang, da det var guldet, der var genstand for spaniernes erobringstogter og kolonisering af Sydamerika i jagten på "Eldorado", som på spansk betyder "det gyldne", et sagnland med overdådige guldskatte.

Overnatning i Lima.

Dag 3
Lima – Cusco - Den Hellige Dal. Inkaruiner i Pisac. Frokost hos lokal familie
Lokale i Cusco

Vi flyver fra Lima til Cusco og tager ud på en flot køretur gennem Den Hellige Dal, hvor de stejle bjergsider omkranser os. I bunden af dalen ligger Urubamba-floden, og vi starter dagen med at besøge det meget smukt beliggende Pisac, hvor inkaerne havde et stort anlæg til at administrere befolkningen i den øverste del af Den Hellige Dal og til at bevogte indgangen til dalen. Det er her nogle af de mest imponerende terrasseanlæg i Inkariget ligger.

Dernæst kører vi gennem Den Hellige Dal med udsigt til de sneklædte bjerge. På vejen gør vi holdt hos en familie, hvor vi har mulighed for at se landbrug og få indblik i, hvordan hverdagslivet udspiller sig. Familien har tilberedt frokost, og vi skal smage på nogle af de lokale retter. 

Vi fortsætter turen til Ollantaytambo, hvor vores hotel ligger. Ollantaytambo var ligesom Pisac et administrativt centrum og lå også strategisk og vogtede grænsen til riget. Vi bor i Ollantaytambo og kan gå en hyggelig tur i den gamle bydel, hvor efterkommere af inkaerne har boet siden inkatiden.

Overnatning i Ollantaytambo.

Dag 4
Ollantaytambo. Udflugt i tog til det sagnomspundne Machu Picchu
Togrejse i Den Hellige Dal

I dag skal vi på en enestående smuk togrejse nordpå gennem Den Hellige Dal. Vi står på toget på stationen i Ollantaytambo, og det fører os gennem landskabet til den lille by Aguas Calientes. Herfra kører vi videre op i bjergene i en mindre bus og er nu klar til at opleve et af ikke blot Perus, men hele Sydamerikas absolutte højdepunkter, nemlig den sagnomspundne inkaby Machu Picchu, der troner majestætisk på en bjergkam.

Den legendariske inkaby ligger cirka 2.430 meter over havet på en smal bjergryg højt over Urubamba-floden, omgivet af frodig, grøn bjergregnskov og ofte indhyllet i tåge og skyer. En perfekt forening af menneskets og naturens imponerende skaberevner.

Byen havde været glemt i mange år, da den amerikanske historiker Hiram Bingham ved et tilfælde fandt komplekset den 24. juli 1911. Han ledte efter inkabyen Vilcabamba, som regnes for en af inkaernes sidste bastioner i kampen mod spanierne. Vilcabamba blev senere fundet andetsteds langt dybere inde i junglen.

Machu Picchu er omgærdet af megen mystik. Komplekset er ikke nævnt i spaniernes mange skildringer af deres ”nye rige” og blev derfor formodentligt aldrig fundet af dem. Machu Picchus eksistens har således i århundreder kun været kendt blandt en håndfuld lokale quechua-indianere. Machu Picchu blev bygget på cirka 30 år på foranledning af inkaen Pachacutec og var antagelig et slags helligt landsted for inkaen og hans hof.

Sidst på dagen returnerer vi med toget til Ollantaytambo.

Overnatning i Ollantaytambo.

Dag 5
Ollantaytambo – Cusco. Maras og Moray, indiansk vævning
Traditionel peruviansk håndvævning

Turen mellem Ollantaytambo og Cusco tager under 1½ time, og vi skal besøge nogle meget spændende og vidt forskellige seværdigheder på vejen.

Første besøg er ved Moray, som var et forskningsanlæg indenfor landbrug lavet af inkaerne. De efterforskede sandsynligvis, hvordan man kunne skabe mikroklimaer og således dyrke afgrøder i bjergene, der ellers krævede en langt lavere beliggenhed. Anlægget er meget smukt udformet som et amfiteater og er endnu engang et vidnesbyrd om inkaernes æstetiske sans.

Herefter besøger vi Maras, som er et område hvor man siden præinka tider har udvundet salt, der kommer fra dybtliggende varme og meget salte kilder der udspringer ved landsbyen Maras. Der er omkring 3000 små saltdamme, hvor man i den tørre tid udvinder denne glimrende salt ved hjælp af udtørring.

Vi slutter med et stop hos en kvindegruppe i Chinchero, der er berømte for at kreere noget af det bedste vævearbejde i Peru. De bruger alpaca og lammeuld og benytter oprindelige plantefarver og væve til deres tæpper. Metoderne er stort set de samme som inkaerne benyttede. Vi kommer til at se, hvordan man vasker, farver og væver tæpperne og kan også nyde de færdige produkter.

Overnatning i Cusco.

Dag 6
Cusco. Qenqo-templet, Sacsaywaman, San Pedro markedet og Coricancha-templet
Kvinder i traditionel klædedragt, Cusco

I dag skal vi udforske Cusco, som er Inkaernes gamle hovedstad og ligger helt eventyrligt smukt midt i Andesbjergene. Byen er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og præges både af hvidkalkede spanske bygninger, storslåede kirkebyggerier og kulørte huse, hvor spansk og indiansk kultur mødes i en nutidig, festlig blanding. Cusco er centrum i inkaernes hellige dal, og området er stadig præget af deres foretagsomhed samt deres høje kulturelle og byggetekniske niveau. Overalt findes storslåede ruinkomplekser, sindrige kanaler, kunstvandingsanlæg og dyrkningsterrasser på stejle bjergskråninger. Inkaernes hovedstad blev oprindeligt udformet i skikkelse af en puma, og det hele bindes sammen af glimrende, brolagte veje.

Vi starter dagen uden for Cusco by, hvor Qenqo-templet ligger. Det er skåret ud af en kæmpemæssig klippeblok, og templet er kendt for de kanaler der løber hele vejen igennem det. Qenqo betyder ”labyrint” på Quechua-sproget. Templet har været brugt til at tilbede Pachamama (”moder jord”), og man har i den nederste kølige del formentlig mumificeret vigtige inkaer og klargjort offringer ved hjælp af blandt andet chicha (en form for øl) og blod fra dyr.

Herefter besøger vi det kolosale fort, Sacsayhuamán. Det er beliggende på en bakke med en imponerende udsigt over hele Cusco. På trods af ruinanlæggets anseelige størrelse er det kun 20 procent af den oprindelige struktur, der står tilbage. Den øvrige del blev revet ned af de spanske koloniherrer, som anvendte stenene til at bygge kirker og huse i Cusco. Spanierne efterlod dog de største sten, hvoraf én vejer så meget som 200 tons. Anlægget er endnu et klart vidnesbyrd om inkaernes utrolige arkitektoniske og ingeniørmæssige evner. De mestrede til fulde at konstruere storslåede bygningsværker med gigantiske sten, der blev skåret til og sat sammen, som var det et puslespil. Flere steder er stenene så veltilpassede og velslebne, at det er umuligt at få så meget som et barberblad ind mellem dem. Sacsayhuamán havde angiveligt kun lille militær, men først og fremmest ceremoniel betydning.

Herefter besøger vi San Pedro-markedet, hvor de lokale ”cusqueños” køber frugt, grøntsager, kød, ost og andre dagligvarer. Det er et vidunderligt orgie af farver, fremmede dufte og spændende mennesker. Her er det oplagt at få prøvet nogle af de fantastiske friske juicer, som sælges ved mange af boderne.

Vi ser herefter Plaza de Armas, den centrale plads i Cusco, inden vi slutter af med et besøg i inkaernes vigtigste tempel, Coricancha, som ligger inde i Santo Domingo-kirken. Inkaernes særlige byggeteknik sikrede, at deres bygninger kunne modstå jordskælv bedre end kolonimagtens bygningsværker. Således led Santo Domingo-kirken stor skade under jordskælvene i 1650, 1950 og 1986, hvorimod inkafundamenterne bestod. Selve ordet ”coricancha” er quechua-indiansk og betyder ”den gyldne gårdhave”. Templets vægge var nemlig engang dækket af guldstykker, der vejede flere kilo stykket. Men guldet og andre værdier blev røvet af den spanske conquistador Francisco Pizarros folk, og det eneste, der står tilbage, er stenarbejdet, der betragtes som noget af det mest perfekte i Peru.

Overnatning i Cusco.

Dag 7
Cusco – Puno (Titicacasøen). Gennem Andesbjergene
Lake Titicaca

En begivenhedsrig køretur i det såkaldte ”altiplano” (højlandet i Andesbjergene) fører os igennem små, autentiske landsbyer, inkaruiner og marker fyldt med græssende lamaer og alpakaer. Det bliver en dag med spændende oplevelser, og vi gør et stop i den lille landsby Pukara, hvor vi kan besøge det lille museum, der viser en udstilling af en af Perus første civilisationer, Pukara-kulturen, som boede ved Titicaca-søen, inden inkaerne ankom. Man mener, at Pukara blev bygget for mere end 2.000 år siden, og vi kan nyde den lille udstilling af deres skulpturer, der repræsenterende deres guder.

Undervejs spiser vi frokost, og et par timer før vi når Cusco, besøger vi Raqch’i, der fungerede som et vigtigt administrativt centrum og lager af fødevarer på ruten mellem Cusco og Titicaca-søen. Det ligger i en dal, der er kendt for sine hellige steder, og de fleste inka-strukturer i dalen var omsluttet af en fire kilometer lang mur. Den mest imponerende bygning er det enorme Wirachocha-tempel, som adskiller sig betragteligt fra andre Inka-templer, men samtidig er et meget flot eksempel på klassisk inka-arkitektur, og templet spillede en vigtig rolle for inkaerne, når deres største gud, Wirachocha, skulle tilbedes.

Overnatning i Puno.

Dag 8
Puno. Halvdagsudflugt til Uros-øerne på Titicaca-søen. Eftermiddagen fri
Sivbåde, Lake Titicaca

Dagens udflugt begynder ved havnen i Puno, hvor vi finder os til rette på vores båd. Den store Titicacasø er med sine 9.000 km2 en af rundrejsens højdepunkter. Beliggenheden, skønheden og atmosfæren er intet mindre end mageløs – sollyset er stærkt, luften klar, søvandet dybblåt, og horisonten synes uendelig.

Vi sejler ud til en af de flydende sivøer, Uros, hvor nogle af Perus fattigste indianere lever. Der findes omkring 87 sivøer i Titicaca-søen, og her er livet meget simpelt. Indianerne lever i små hytter, og deres kost består primært af fisk, som de selv fanger. På øen får vi en lille rundvisning og en forklaring på, hvordan øerne bygges, og hvad der kræves for at vedligeholde dem. Vi er retur i Puno ved frokosttid, og eftermiddagen er til fri disposition.

Overnatning i Puno.

Dag 9
Puno – Soløen. Over grænsen til Bolivia, Copacabana og båd til Soløen i Titicacasøen
Soløen, Lake Titicaca

I dag kører vi syd om Titicaca-søen og ind over grænsen til Bolivia. Vi gør flere stop undervejs og nyder landskabet og udsigten til søen. Efter de fornødne formaliteter ved grænseovergangen mellem Peru og Bolivia kører vi det sidste stykke til byen Copacabana, hvor vi har tid til at besøge byens stolthed, katedralen ”Basílica de nuestra Señora de Copacabana”. Den er smuk og har en stor samling af religiøse relikvier og vigtigst af alt huser den Bolivias skytshelgeninde ”Virgen de la Candelaria”. Fra havnen i Copacabana skal vi på en times sejlads ud til Soløen i den bolivianske del af Titicacasøen. Øen er en af søens største og huser mere end 180 mindre ruiner fra Inkatiden, og ifølge inkaerne blev deres solgud født her. Båden lægger til ved den klipperige kyst, og vi skal op ad en del trapper, inden vi når op til stien, som fører os til den lodge, hvor vi skal overnatte. Vi går i et roligt tempo og når lodgen efter en times vandretur i smukke omgivelser. Udsigten til søen, lyset, stilheden og de små lokale huse gør oplevelsen helt enestående.

Bemærk: Bagagen til overnatningen på Soløen skal pakkes i en separat sportstaske eller lignende, og vores kufferter opbevares i Copacabana. Vi får hjælp af æsler til at transportere bagagen til og fra lodgen, og vi bærer kun håndbagagen.

Overnatning på Soløen.

Dag 10
Soløen – La Paz. Måneøen og frokost i Copacabana
La Paz, Bolivia

Hvis man er morgenfrisk, så kan det varmt anbefales at stå op til den fantastiske solpgang over Titicaca-søen. Efter en solid morgenmad vandrer vi ned ad bakke (stier og trapper) ned til havnen, hvor en båd venter på os. Vi sejler videre ud til Måneøen. Inkaernes største gud Viracocha skabte ifølge inkaernes mytologi universet, solen, månen, stjernerne og med tiden selve civilisationen. Legenden siger, at det netop var på Måneøen, at han beordrede månen til at rejse sig og sætte sig på himlen. På Måneøen tager vi på en kort vandretur op til ruinerne af Iñakuyo-templet, der også stammer fra incatiden. Efter besøget sejler vi retur til fastlandet og Copacabana, hvor der er tid til frokost, inden vi kører til Bolivias hovedstad, La Paz.

Overnatning i La Paz.

Dag 11
La Paz. Byrundtur med indianer-markeder og kablebane. Gourmetmiddag på Bolivias bedste restaurant, Gustu
Kabelbanen i La Paz

Det er ikke en underdrivelse at sige, at La Paz er en by helt uden sammenligning. Den er fuldstændig anderledes end de andre byer, som vi besøger på denne rundrejse, og det er ikke spansk kolonial arkitektur eller andre historiske bygninger der præger bybilledet. Her er det menneskerne og deres daglige gøremål som giver liv til byen, og vi får lov til at kigge ind en verden, der er meget langt fra vores egen. Byens beliggenhed er også helt ekstraordinær. Den ligger i en dal, der er formet som en skål, og byen er vokset helt ud af sin form og har bredt sig ud over det omkringliggende højdedrag og bydelen ”El Alto” er blevet etableret. Byrundturen starter med en tur i kablebanen, som er blevet etableret for at knytte de forskellige bydele sammen og give nemmere – og billigere – adgang til arbejde og skoler. Vi besøger først kirkegården og bevæger os herefter til fods ind i La Paz’ gadeliv, hvor indianerkvinderne, de såkaldte ”Chulitas”, sætter kulør på bybilledet med deres store farverige skørter og deres høje hatte. Der er hektisk aktivitet, og mange indianerfamilier tjener til dagen og vejen ved at sælge varer på en af byens mange markeder. Der er et marked med hver sin varetype, bl.a. fiskemarked, blomstermarked, frugtmarked og sågar et marked med heksedoktor-produkter. Vi besøger flere af markederne og indsnuser atmosfæren hvert sted. Der bliver også lejlighed til at købe strikvarer og andet boliviansk kunsthåndværk.

Eftermiddagen er til fri disposition, og der er lejlighed til at slappe lidt af, inden vi begiver os ind i gourmetmadens verden. Om aftenen skal vi spise middag på restaurant Gusto, der er kåret som Bolivias bedste restaurant, og som ligger på Top-20-listen over bedste restauranter i Latinamerika. Den startede op på initiativ af mesterkokken Claus Meyer, og er et udviklingsprojekt for socialt udsatte unge i Bolivia, som har til formål at uddanne dem og give dem mulighed for en levevej inden for gastronomien. Råvarerne er af allerbedste kvalitet, og vi skal spise en femretters menu med fire hovedretter og en dessert (drikkevarer er for egen regning).

Overnatning i La Paz.

Dag 12
La Paz – Uyuni. Verdens største saltslette. Frokost på saltsletten
Uyuni saltsletten

Vi tager det tidlige morgenfly til Uyuni i det sydvestlige Bolivia. Her finder vi et naturfænomen, som kan slå benene væk under de fleste. For 25.000 år siden var et stort område af Sydamerika dækket af Michin, en meget saltholdig sø. Søen havde ingen udløb og i takt med at klimaet, over mange tusinde år blev mere og mere tørt, fordampede søens vand. Hvor der før var sø opstod ørkenlignende områder af salt i både Bolivia, Chile og Argentina. Salar de Uyuni – Uyuni Saltsletten – er med sit areal på godt 10.000 km2 den største saltslette i verden, og det er i sandhed et forunderligt og spektakulært sted. Den enorme og ensartede flade minder om et stille hvidt hav, og er så fremmedartet, at det kan føles som at være landet på en anden planet.

Vi besøger først den lille by Colchani og den lokale saltfabrik, hvor der produceres salt på gammeldags manér. Her findes der også mange boder på hovedgaden med bolivianske striktrøjer og andre varer.

Herefter begiver vi os ud i den endeløse hvide landskab, som kan virke næsten blændende (solbriller er nødvendige), og vi spiser frokost i det fri. Senere besøger vi ”Incahuasi”-øen, der er en gammel undersøisk vulkan. Den golde klippeø huser kaktusser, som er 10 meter høje, og vi går en tur på øens stejle klipper, hvor der er lavet stier og trapper, så det er muligt bevæge sig rundt. Hvis man ikke ønsker at gå en tur, er der en lille café, hvor man kan få en forfriskning og nyde udsigten. På vej tilbage til hotellet, gør vi stop på saltsletten og retter blikket mod horisonten for at nyde den smukke solnedgang.

Bemærk: På dagene i Uyuni kører vi i firhjulstrækkere med plads til fire gæster i hver. Bilerne kører sammen, og rejselederen skifter mellem bilerne så vidt det er muligt. 

Overnatning på saltsletten.

Dag 13
Uyuni – La Paz. Saltsletten og Tunupa-vulkanen. Aftenfly til La Paz
Uuyuni saltsletten

Vi begiver os igen ud på saltsletten og kører til ”saltslettens øjne” (Ojos de sal), hvor kolde kilder fra en underjordisk flod fra Tunupa-vulkanen bobler op gennem saltet. Vi tager os god tid til at tage billeder – på den endeløse hvide slette er det muligt at tage billeder i vinkler, der giver et optisk bedrag. Herefter besøger vi Tunupa-vulkanen, der betragtes som beskytter af saltsletten. Den sovende vulkan ligger smukt i den hvide og blå horisont og er 1.600 meter høj målt fra saltslettens overflade. Ved foden af vulkanen går vi en tur og ser ruinerne af Ayque-fortet og den gamle kirkegård, hvor mumierne stadig hviler.

Om aftenen flyver vi til La Paz, hvor vi overnatter.

Dag 14
La Paz – Lima. Fly til Lima
Koloniarkitetktur i Lima

I dag tager vi afsked med Bolivia og flyver retur til Peru. Vi indlogerer os på hotel i bydelen Miraflores, hvor der er god mulighed for at gå en tur og se på omgivelserne – her ligger butikker, restauranter og barer side om side.

Overnatning i Lima.

Dag 15
Lima. Formiddagen fri. Fælles frokost. Hjemrejse
Peruviansk hattemager

Formiddagen er fri til at slappe af eller til en gåtur i Miraflores. Ved frokosttid bliver vi hentet af en bus og kørt til en hyggelig restaurant, hvor vi nyder en fælles frokost, inden turen går til lufthavnen, hvor der er hjemrejse.

Dag 16
Ankomst til København

Saltsletten i Uyuni

Fra januar til og med marts regner det i de omkringliggende bjerge, hvilket betyder, at der kan ligge vand på saltsletten. Det gør ikke oplevelsen mindre fantastisk – tværtimod! Når der ligger vand på saltsletten, kan du se himlens spejlbillede i vandoverfladen, og det er et spektakulært syn. Mængden af vand kan være afgørende for, om vi kan komme til de nævnte øer i programmet, men hvis et besøg ikke er muligt, så inkluderer vi en anden oplevelse. Således kan vi altid garantere, at du får fuldt udbytte af besøget på saltsletten. 

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 33.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
6.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Lima t/r med mellemlanding
  • Fly Lima - Cusco
  • Fly La Paz – Lima
  • Fly La Paz – Uyuni t/r
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 3, 7, 9, 10 og 12
  • Middag dag 9 og 11
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige måltider (beregn ca. kr. 200,- pr. dag)
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til chauffører og lokalguider (beregn i alt ca. USD 85,-. Betales undervejs)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr per faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Saltsletten i Uyuni

Fra januar til og med marts regner det i de omkringliggende bjerge, hvilket betyder, at der kan ligge vand på saltsletten. Det gør ikke oplevelsen mindre fantastisk – tværtimod! Når der ligger vand på saltsletten, kan du se himlens spejlbillede i vandoverfladen, og det er et spektakulært syn. Mængden af vand kan være afgørende for, om vi kan komme til de nævnte øer i programmet, men hvis et besøg ikke er muligt, så inkluderer vi en anden oplevelse. Således kan vi altid garantere, at du får fuldt udbytte af besøget på saltsletten. 

Pakkeliste

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter
  • Sportstaske eller lignede til overnatning på Soløen (se venligst bemærkning under dag 9)
  • Gode vandresko eller – støvler anbefales
  • Sandaler/praktisk fodtøj (for eksempel sportssandaler)
  • Vindjakke, trøje og lange bukser, da det kan blive køligt om aftenen, når vi kommer op i højderne
  • Regnjakke
  • Vanter og hue til tidlig morgen og aften i højderne
  • Insektmiddel til besøg i Machu Picchu (kan også købes lokalt)
  • Solcreme (meget høj faktor), solhat og solbriller (solen og lyset er meget stærk)
  •  Øjendråber og creme til indvendigt i næsen (slimhinder kan tørre ud)
  •  Sommertøj (bomuld) til om dagen i Lima, Machu Picchu og Uyuni
  •  Kikkert
  •  Håndsprit
  •  Vandrestave
  • Bemærk: Hotellet stiller gummistøvler til rådighed i den periode (januar – marts), hvor der ligger vand på saltsletten.

Vi anbefaler, at man medbringer tøj, som kan bruges lag på lag. Nogle steder er der sommertemperaturer, og andre steder er det decideret koldt – i højderne er der koldt om morgenen og om aftenen.

Fysisk form og højdesyge

For at deltage på denne rundrejse skal du være normalt gående og i almindelig fysisk form. Har du problemer med hjerte og lunger, bør du ikke deltage.

Når du opholder dig i mere end 2.500 meters højde, er der risiko for, at du udvikler højdesyge.

Symptomerne på højdesyge er hovedpine, svimmelhed og åndenød, og har du vedvarende eller tiltagende symptomer, bør du omgående sørge for at komme ned i lavere højde. Det er vigtig at drikke 3-5 liter vand om dagen, når man befinder sig i højderne. 

Der findes medicin mod højdesyge som også kan tages præventivt. Vi anbefaler, at du taler med din læge om mulighederne, inden du tager af sted på rejsen. 

Stederne på rundrejsen ligger i disse højder:

Lima: 0 meter over havet

Titicaca-søen: 3.800 meter over havet

Cusco: 3.400 meter over havet

Den Hellige Dal: 2.800 meter over havet

Machu Picchu: 2.400 meter over havet

La Paz: 3600-4000 meter over havet

Uyuni: 3600 meter over havet

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Mere om Peru

Her kan du få mere at vide om Peru: www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/peru

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse, eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet.
Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Placering i bussen

Hos Albatros tilbyder vi ikke, at man kan have faste pladser i bussen, og det er derfor heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Ved ikke at tilbyde køb af bestemte pladser, risikerer man således ikke, at købstidspunktet er afgørende for, hvilken plads i bussen, man får adgang til. Derimod kan der aftales rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange. 
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

18PERTR08ADK0811