Polen fra nord til syd

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

En rejse hvor middelalderbyer, modernitet, og mangfoldighed går op i en højere enhed

Polen og landets befolkning har gennem århundreder gennemlevet flere omvæltninger end de fleste andre europæiske lande. Det har sat sine tydelige spor i form af de mange forskellige stilarter i landets smukke middelalderbyer, de storslåede fæstningsværker og borganlæg, samt en stolthed over den nyvundne selvstændighed. På denne rejse kombinerer vi det nye og gamle Polen, når vi besøger de største og vigtigste byer i den polske selvforståelse. Vi begynder i den moderne hovedstad Warszawa, fortsætter til havnebyen Gdansk, der i nyere tid er kendt for dets skibsværfter og en mand ved navn Lech Walesa. Vi dykker dybere ned i historien, når vi besøger korsridderborgen i Malbork, og vi finder ud af, hvor stor en rolle religion spiller, når vi besøger nogle af Polens største og mest imponerende kirker i de smukke middelalderbyer Torun, Poznan, Wroclaw og Krakow. Undervejs bor vi på gode centralt beliggende hoteller og vi har indlagt en togtur fra Wroclaw til Krakow for fornøjelsen og variationens skyld.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Zloty

Dagsprogram
Dag 1 København – Warszawa. Byrundtur og velkomstmiddag
Dag 2 Warszawa. Byvandring og tid på egen hånd
Dag 3 Warszawa – Gdansk. Ridderborgen Malbork og ankomst til Gdansk
Dag 4 Gdansk. Besøg ved Solidaritetsmuseet og byvandring inkl. Europas længste havnepromenade
Dag 5 Gdansk – Torun – Bydgoszcz. Byvandring i Toruns gamle bydel
Dag 6 Bydgoszcz – Poznan – Wroclaw. Tid på egen hånd i Poznan og ankomst til Wroclac
Dag 7 Wroclac. Byvandring i det historiske centrum og tid på egen hånd
Dag 8 Wroclaw – Krakow. Hurtigtog til Krakow og byrundtur inkl. besøg i domkirken
Dag 9 Krakow – København. Tid på egen hånd eller mulighed for tilkøbsudflugt til saltminen i Wieliczka inkl. lokal frokost

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Warszawa. Byrundtur og velkomstmiddag Ca. 50km
Stort set alle bygninger i Warszawa er fra efter 1945

Vi flyver fra København og lander i Warszawa lufthavn halvanden time senere. Efter at have fået udleveret vores bagage kaster vi os ud i dagens program, en orienterende byrundtur i den polske hovedstad. Warszawa har haft den fornemme titel siden 1596, hvor byen overtog titlen fra Krakow. Warszawa blev helt og aldeles ødelagt af nazisterne under 2. Verdenskrig, men byen har siden formået at løfte sig fra asken som en fugl Fønix og er i dag Polens helt store økonomiske center.

Stort set alle bygninger i Warszawa har en fødselsdato fra efter 1945, og kun små levn fra de gamle strukturer ses i de genopførte områder. Med 1,7 millioner indbyggere er Warszawa den største by i Polen. Selv om Warszawa på mange områder fremstår som en moderne vesteuropæisk by, har byen også sine helt egne særegenheder. De monolitiske grå boligblokke, der kendetegner meget af byen (især dens ydre områder) er et levn fra den stalinistiske utilitarisme, der dominerede genopbygningen. 

Et typisk eksempel på den stalinistiske arkitektur er den monolitiske skyskraber – Kulturpaladset med sit klokketårn, som fortsat er Warszawas højeste bygning, og som vi passerer på vores byrundtur. Vi kommer også forbi byens imponerende Lazienki Park, der med sine 76 hektarer er byens største. Parken ligger langs med hovedindfaldsåren til den centrale del af byen, som også kaldes Kongevejen. Her ligger parlamentsbygningerne og mange andre imponerende officielle bygninger. Vi skal naturligvis også et smut forbi den tidligere jødiske ghetto, hvor byens ½ mio. jøder blev stuvet sammen ved den tyske invasion. Efterfølgende blev hovedparten som bekendt sendt til de nærliggende udryddelseslejre. Vi besøger monumentet for heltene fra opstanden i 1943, hvor de tilbageværende jøder gjorde oprør mod overmagten, og hvor 13.000 mennesker mistede livet.  

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel, hvor vi afslutter dagen med en velfortjent middag.

Dag 2
Warszawa. Byvandring og tid på egen hånd Ca. 30 km
I Warszawas imponerende Lazienki Park

Vores centralt beliggende hotel er et godt udgangspunkt for dagens byvandring, hvor vi skal se nærmere på Warszawas gamle bydel. 

Vores første stop er den smukke Skt. Annes kirke i den centrale del af den gamle by. Kirken er blandt andet berømt for sit smukt dekorerede orgel samt ikke mindst den imponerende barokfacade. Kirken var en af de få bygningsværker, der overlevede 2. Verdenskrig. Herfra begiver vi os mod det pompøse præsidentpalads, hvor Thorvaldsens smukke skulptur af Prins Josef knejser på den store plads foran hovedbygningen. I samme område finder vi også den ukendte soldats grav, der minder om de mange polske ofre gennem tiderne. Den evige flamme vogtes af vagter fra den polske hær, som under meget formelle former udskiftes hver time.

Resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd, hvor tiden passende kan bruges på en dejlig frokost på en af de mange hyggelige caféer eller besøg på et af de flotte udendørs gallerier i den gamle bydel. Warszawa er også den eneste by i Den Europæiske Union, der kan lokke med et naturreservat – Jeziorko Czernikowskie, beliggende i centrum af byen. Derudover har byen alt, hvad der skal til for at være det næste store hot spot i Østeuropa, og med de mange moderne og hippe restauranter er der også mulighed for at få en god kulinariske oplevelse, når aftensmaden skal indtages. Rejselederen er naturligvis behjælpelig med gode råd i den henseende. 

Dag 3
Warszawa – Gdansk. Ridderborgen Malbork og ankomst til Gdansk Ca. 340km
Korsridderborgen i Malbork

Vi forlader den pulserende polske hovedstad og begiver os mod den polske kyst. Undervejs gør vi holdt ved Malbork, hvor vi skal opleve ridderborgen af samme navn. Et tysk middelalderslot fra 1274 (Den tyske Orden), der minder meget om de tilsvarende borge i de baltiske lande. Det er imponerende stort og beskyttet med tårne, mure og voldgrav og udnævnt af UNESCO som bevaringsværdigt siden 1997. Frem til 1626 havde ingen hær kunne erobre borgen, og det lykkedes først den svenske hær under felttoget i Preussen at indtage borgen.

Vi fortsætter herfra til Gdansk, smukt placeret ved Wisla-flodens udmunding i Det Baltiske Hav. Begge meget vigtige vandveje, hvor store mængder landbrugsprodukter og øvrige kommercielle produkter blev fragtet på. I dag er flodudløbet dog længere mod øst. Gdansk – eller Danzig om man vil – var en meget vigtig by i Hansa-tiden som provinshovedstad i Preussen. Den gamle del er genopført, da byen stort set blev ødelagt under det sidste krigsår, hvor de russiske styrker drev de tyske tropper på flugt mod vest. 

Vi indlogerer os på vores hotel, hvor vi nyder en god aftensmad sammen.

Dag 4
Gdansk. Besøg ved Solidaritetsmuseet og byvandring inkl. Europas længste havnepromenade Ca. 20 km
Gdansk er smukt placeret ved Wisla-flodens udmunding

Dagen er tilegnet Gdansk. Byen har som resten af Polen haft en omtumlet tilværelse. Først var byen tysk, så en del af det polsk-litauiske storrige, preussisk, en del af det tyske kejserrige, fristad under Folkeforbundet i mellemkrigsårene, før byen igen blev polsk efter anden verdenskrig. 

I 1795 ophørte Polen reelt med at eksistere. Rusland, Preussen og Østrig tog hver sin del, og Preussen var så småt begyndt at ligne en stormagt. Den tyske Hohenzoller-slægt var både kurfyrster af det relativt lille, men ekstremt velhavende Brandenburg og hertuger af Preussen, hvilket reelt var det noget fattigere Østpreussen med Pommeren, Danzig og Litauen. Nu slog de det hele sammen og kaldte sig konger og var reelt den betydeligste tyske stat.  

I 1980’erne blev Gdansk kendt for den spirende uro i Polen, inspireret af den uafhængige fagforening Solidaritet, hvor arbejderne under ledelse af Lech Walesa til sidst væltede det kommunistiske Polen. Dette oprør blev siden grundlaget for murens fald. Vi starter dagen med at kigge på Solidaritetsmuseet og det tidligere Lenin-skibsværft, arnestedet for landets omvæltning i moderne tid.  

Eftermiddagen bruger vi i den gamle bydel, hvor vi ser Kongevejen, havnefronten, rådhuset, Uphagens hus, havnekranen og Mariakirken, men der bliver også tid til at gå på oplevelser på egen hånd i denne smukke by.

Dag 5
Gdansk – Torun – Bydgoszcz. Byvandring i Toruns gamle bydel Ca.220km
Astronomen Nicolaus Copernicus blev født i Torun i 1473

Efter morgenmad går turen sydover mod middelalderbyen Torun i det østlige Pommern. Torun ligger smukt ved Wisla-floden og har overlevet den grumme polske historie og anden verdenskrig uden skader. Byen har lidt over 200.000 indbyggere og har fostret et så stort navn som astronomen Nicolaus Copernicus, som blev født her i 1473. 

Thorn, som byen oprindeligt hed på tysk, har udviklet sig siden 1200-tallet, hvor byens nuværende placering blev bestemt efter utallige oversvømmelser fra floden. Den har siden 1525 og frem til 1945 været en del af enten det selvstændige Preussen, kongeriget eller kejserriget.  

Byen spiller en vigtig rolle i den polske historie. Man ved, at området har været beboet i mindst 3.000 år, oprindeligt af slaviske stammer, men i middelalderen kom de såkaldte teutoniske riddere, også kaldet den tyske orden, hertil og opførte den første borg omkring 1231. Den tyske orden blev sidenhen slået i Østpreussen i krigen mellem 1454 og 1466  

I Torun går vi en tur i den UNESCO-beskyttede gamle bydel og ser blandt andet den gotiske katedral tilegnet Johannes Døberen; rådhuset, som er et af de flottest dekorerede i Europa; markedspladsen med statuen af Copernicus; de mange flotte gotiske bygninger og brostensbelagte gader samt promenaden langs Wisla-floden. Torun er meget velbevaret og har det største antal bevarede gotiske bygninger i Polen. Der ses stadig rester af de oprindelige bymure og fæstningsanlæg.  

Sidst på eftermiddagen forlader vi Torun og begiver os det sidste stykke videre til den nærliggende by Bydgoszcz.

Dag 6
Bydgoszcz – Poznan – Wroclaw. Tid på egen hånd i Poznan og ankomst til Wroclac Ca. 320km
Poznan er i følge byens indbyggere Polens vugge

Det er nu blevet tid til at vi begiver os yderligere sydpå, og efter morgenmad kører vi til byen Poznan. Poznans plads i historiebøgerne går over 1.000 år tilbage i tiden. Det er i byens domkirke, at Polens første herskere angiveligt ligger begravet, og byens egne borgere praler gerne med, at Poznan er Polens vugge.

Frem til 1918 var Poznan en del af det tyske rige – i langt over hundrede år – og dengang hed byen Posen. Det ses ikke mindst på arkitekturen mange steder. Mest fascinerende er det moderne og bombastiske slot i centrum, som Kejser Wilhelm af Tyskland modtog i 1910. Kønt er det ikke, men absolut interessant.

Nazisternes chefarkitekt Albert Speer ombyggede og indrettede slottet under krigen, så Adolf Hitler kunne overtage det som privat residens. Den tyske diktator nåede dog aldrig at flytte ind, og i dag bruges slottet til kulturelle formål, og mange små foreninger fra sangkor til litterære klubber nyder godt af de mange rum.
Den tyske påvirkning er tydeligere her end i mange andre polske byer, og indbyggerne i byen føler sig også en smule tysk – og praler gerne af, at borgere i Poznan angiveligt er mere disciplinerede og strukturerede end i resten af Polen. Efter en kort introduktion til byen er tiden afsat til oplevelser på egen hånd. Byens hyggelige centrum frister med masser af gode og billige frokostrestauranter, og i umiddelbar nærhed ligger også Stary Browar, byens største shoppingcenter opført i byens gamle bryggeri. Her er gode indkøbsmuligheder og masser af lokal kolorit.  

Efter et par spændende timer i Poznan fortsætter vi det sidste stykke vej til Wroclaw, hvor vi indlogerer os på vores centralt beliggende hotel. Efter check-in mødes vi til middag i hotellets restaurant

Dag 7
Wroclac. Byvandring i det historiske centrum og tid på egen hånd
Wroclaw er især kendt for sin Rynek, byens hovedplads

Polens fjerdestørste by, Wroclaw har længe levet en forholdsvis anonym tilværelse i skyggen af de mere kendte polske byer, Kraków og Warszawa. Ganske ufortjent, for Wroclaw har rigtig meget at byde på. Byens omskiftelige tilhørsforhold har skabt en unik mangfoldighed, som i dag er en af Wroclaws største styrker. Byens blanding af bøhmiske, østrigske, preussiske, jødiske og polske traditioner og arkitektur går i symbiose og gør byen ganske unik.

Wroclaw er især kendt for sin Rynek, byens hovedplads, som vi naturligvis skal opleve på nærmeste hold.
Pladsen, hvis historie går tilbage til 1300-tallet, domineres af byens rådhus. Det har taget 250 år at bygge rådhuset, og det kan tydeligt ses på bygningens arkitektur, som bærer både gotiske, renæssance- og tidlige barokelementer. Bygningen og især dens facader mod øst og syd er ganske afgjort en af Wroclaws historisk mest interessante.

Fra hovedtorvet fortsætter vi til det nærliggende universitet. De første skriftlige kilder, der nævner universitetet i Wroclaw, kan dateres helt tilbage til 1505. De imponerende bygninger der møder os i dag er ikke helt så gamle, men man forbløffes fortsat, når man ser den fantastiske Leopoldina aula. Aulaen blev opført i årene 1728-32 til ære for den tysk-romerske kejser Leopold I. Det er Polens største baroksal og en af de største af slagsen i Europa. Aulaen forblev uskadt under de mange ødelæggelser, byen ellers oplevede. Trods dette blev aulaen kun særdeles sjældent benyttet frem til 1990´erne. I slutningen af 1990´erne blev det besluttet at restaurere den, og i november 2001 blev aulaen genindviet med en klassisk koncert med Wroclaw Kammerorkester.

Resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd. Det er nærliggende at besøge nogle af de små øer i floden Odra, der slynger sig gennem byen. Den vigtigste af øerne er Katedraløen, som har fået sit navn fra Johannes Døberen Katedralen, som blev slemt ødelagt under Anden Verdenskrig. Den er øens vigtigste seværdighed og er især interessant for sine fine glasmosaikker og orgel, som er Polens største kirkeorgel. Katedraløen er også interessant for sit liv og stemning og sine gaslamper i gammel stil, som bliver tændt og slukket af en vægter.

Aftensmaden kan passende indtages i en af byens mange gode restauranter. Er man i tvivl om, hvilken man skal vælge, er rejselederen naturligvis behjælpelig med gode tips og ideer. 

Dag 8
Wroclaw – Krakow. Hurtigtog til Krakow og byrundtur inkl. besøg i domkirken Ca. 270km (med tog)
Krakow er en af Centraleuropas mest velbevarede byer

Det er blevet tid til at sige farvel til Wroclaw og goddag til en anden af Polens smukke, historiske byer, Kraków.
Turen dertil foregår med hurtigtog, som fragter os sikkert og hurtigt til Polens gamle hovedstad, som ligger ved floden Vistula. Togturen varer i alt ca. 4 timer.

Efter ankomst kaster vi os straks over byens mange seværdigheder. Kraków er en af de byer i Europa, som klarede sig bedst igennem 2. Verdenskrigs ødelæggelser. I den elegante gamle bydel Stare Miasto står fortidens smukke kirker, monumenter og bygninger endnu, og flere af dem er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Den store middelalderlige markedsplads er den største af sin art i Europa. Krakow er en historisk by, der tager os gennem forskellige tidsaldre, når det kommer til kunst og arkitektur.

Midt på torvet Rynek Glowny finder vi den gamle markedsplads fra 1500-tallet, og også i dag er pladsen et livligt mødested med marked, barer, restauranter og cafeer. Her ligger også Mariakirken, som blev grundlagt i 1200-tallet. Læg mærke til melodien, som spilles på trompet hver time fra kirketårnet. Melodien afbrydes undervejs for at hædre en trompetist, som under mongolernes invasion blev skudt, da han spillede i tårnet.

Vi fortsætter langs den gamle kongelige vej Grodzka, som leder til Wawel-højen med slottet og domkirken, hvor de polske konger blev kronet før i tiden. På vejen tilbage mod Rynek Glowny går vi på Kanonicza-gaden, der står som i renæssancen. 

Resten af dagen kan bruges i den hyggelige gamle bydel, inden vi mødes til middag på vores hotel.
 

Dag 9
Krakow – København. Tid på egen hånd eller mulighed for tilkøbsudflugt til saltminen i Wieliczka inkl. lokal frokost
Wavel Hill I Krakow

Dagen er afsat til oplevelser på egen hånd, hvis man ikke har lyst til at deltage i en udflugt til den berømte saltmine i Wieliczka. Den 700 år gamle saltmine består af en labyrint af tunneller og godt 50 kilometer gange og skakter fordelt på ni etager – den dybeste går hele 327 meter under jorden. Vi besøger de tre øverste niveauer, som ligger i 64-135 meters dybde. Vi ser kamre og kapeller med altre og helgener – alt hugget ud i salt. St. Kinga-kapellet er det mest imponerende. Det tog to brødre mere end 30 år at hugge kapellet ud, og mere end 20.000 tons salt blev transporteret væk. 

Besøget i saltminen varer cirka to timer, og undervejs hører vi interessante historier om bl.a. minedrift. Vandringen gennem minens tunneller er på godt to kilometer, og vi anbefaler derfor gode vandresko. Husk også en varm trøje eller jakke, da temperaturen i minen er 14-16 grader.
Vi returnerer til Krakow sidst på eftermiddagen, hvor vi mødes med dem som er blevet i byen, og kører til lufthavnen, hvor vores fly venter.

Tilkøbsudflugt til saltminen i Wieliczka inklusive lokal frokost

Uden for Kraków venter en underjordisk oplevelse i en 700 år gammel saltmine. Minen består af en labyrint af tunneller og godt 50 kilometer gange og skakter fordelt på ni etager – den dybeste går hele 327 meter under jorden. Vi besøger de tre øverste niveauer, som ligger i 64-135 meters dybde. Vi ser kamre og kapeller med altre og helgener – alt hugget ud i salt. St. Kinga-kapellet er det mest imponerende. Det tog to brødre mere end 30 år at hugge kapellet ud, og mere end 20.000 tons salt blev transporteret væk. 

Besøget i saltminen varer cirka to timer, og undervejs hører vi interessante historier om bl.a. minedrift. Vandringen gennem minens tunneller er på godt to kilometer, og vi anbefaler derfor gode vandresko. Husk også en varm trøje eller jakke, da temperaturen i minen er 14-16 grader.

  Pris: DKK 498,-

I den 700 år gamle saltmine

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Direkte fly København – Warszawa og Krakow - København
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Udflugter som nævnt i programmet
  • Halvpension 
  • Alle skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse 
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • •Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. 30 €)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online bestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.
 

Indkvartering

Vi bor på hoteller med de mest almindelige bekvemmeligheder. Hotellerne er valgt ud fra deres beliggenhed og hyggelige atmosfære.  Vi benytter gode lokale 3 stjernede hoteller, som på trods af den simple og enkle standard er yderst charmerende. Serviceniveau og standard kan være lidt anderledes end det, man er vant til i vores del af Europa. Uanset standard har du altid eget bad og toilet på hotellerne. Endelig hotelliste vil blive fremsendt med afrejsebrevet 7 dage før afrejse.
 

Ikke egnet for gangbesværede

Da en stor del af udflugterne på denne rejse vil foregå til fods, forventes det, at rejsedeltagerne er mobile, selvhjulpne og kan færdes uden hjælp.
 

Besøg i orthodokse kirker 

I ortodokse kirker er det sædvane, at kvinder dækker håret med et tørklæde. Det kan derfor være en god idé at medbringe et sådant på udflugterne i land. Mænd derimod bør ikke bære hovedbeklædning i kirkerne.
 

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

En tryg rejseoplevelse

Vi vil så gerne have, at du føler dig tryg som Albatros-rejsende, lige fra du bestiller din rejse, til du kommer hjem med en masse gode oplevelser – også i en verden med coronavirus. Derfor har vi lavet en række tiltag for at minimere risikoen for smitte, samtidig med at du får alle de rejseoplevelser, du drømmer om. Vores tiltag omfatter bl.a.:

  • Alle rejseledere er certificeret i WHO’s retningslinjer for smittebegrænsning
  • Ekstra høje krav til vores samarbejdspartnere i forhold til rengøring
  • Vi informerer alle vores rejsedeltagere om rejseforsikring og minimering af smitte

Læs om alle vores tiltag her

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser

PLRTR02ADK