Rejsen til Paradisøen

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplevelsesrig rundrejse på Java fuldendt af billedskønt ophold på den lille paradisø Menjawakan

At svømme på Menjawakan føles som at svæve. Det glimtende vand er simpelthen så klart, at man ikke kan skelne mellem hav og himmel. Øen er en af Indonesiens smukkeste og var indtil for nylig fuldstændig ukendt for rejsende. Resortet, du bor på, er de eneste bygninger på øen, så hvis du leder efter uspoleret tropeø, har du fundet den. Her går tiden med at snorkle og beundre de få farver, verden er malet i.

Men inden vi når dertil skal vi opleve den forunderlige ø, Java. Mellem jungle og irgrønne rismarker dukker kegleformede vulkaner op, og langs bjergsiderne strækker sig plantager med kaffe, kakao og krydderier – kun afbrudt af små idylliske landsbyer. I dette landskab oplever vi såvel buddhismens, hinduismens som naturens ypperste præstationer: de fabelagtige templer Borobudur og Prambanan samt den overjordisk smukke vulkan, Bromo.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Rupiah

Dagsprogram 13 dage
Dag 1
Afrejse fra Danmark
Dag 2
Ankomst til Yogyakarta
Dag 3
Yogyakarta og omegn. Cykeltur, Prambanan Tempelkomplekset og Borobudur-templet.
Dag 4
Med tog fra Yogjakarta til Malang
Dag 5
Malang - Bromo-vulkanen
Dag 6
Bromo-vulkanen – Surabaya fly til Semarang og videre til Jepara
Dag 7
Jepara – Kura Kura Resort
Dag 8–10
Kura Kura Resort
Dag 11
Kura Kura Resort – Jepara og videre til Semerang
Dag 12
Afrejse Semarang/Singapore
Dag 13
Ankomst til Danmark

Hoteller

Kura Kura Resort

  • 37 værelser
  • Døgnåben reception
  • Direkte på stranden
  • Restaurant
  • Bar
  • Øen ligger ca. 2 timers sejlads fra fastlandet på Java
  • Udendørs pool
  • Liggestole ved pool
  • Wellness
  • Internationale kreditkort modtages
  • Gratis Wi-fi
  • Loftvifte på værelset
  • Minibar på værelset
  • Sikkerhedsboks på værelset
  • Aircondition på værelset
  • Hårtørrer på værelset
  • Myggenet på værelset
  • Strygejern på forespørgsel

Kura Kura Resort – Karimunjawa Islands

Kura Kura Resort er et førsteklasses strandhotel beliggende på den lille tropeø Menjawakan lidt nord for Java. Resortet er de eneste bygninger på øen, og derfor kan dine drømme om et ophold på en uspoleret tropeø gå i opfyldelse her. Palmerne og det kridhvide sand er omgivet af turkisblåt vand med gode muligheder for både snorkling og dykning. Resortet råder over havkajakker, paddle boats og snorkeludstyr, som du kan låne gratis. Hvis man har lyst til at opdage omgivelserne rundt om øen, er der gode muligheder for at tage båd- og snorkelture til de omkringliggende øer.

Resortet har 37 værelser, og vi indkvarteres i Superior Cottages med mulighed for en opgradering til Deluxe Cottages. Begge værelesestyper vender mod vest med delvis udsigt til lagunen. Deluxe Cottages er en anelse større end Superior Cottages. Til værelserne hører to solstole og en parasol, hvorfra man kan nyde en drink, læse en bog eller blot nyde de smukke omgivelser. Værelserne har alle de faciliteter, man kan forvente af et førsteklassesresort, og resortet har selvfølgelig også en swimmingpool.

Karimunjawa Island er en ud af 27 øer, som udgør Karimunjawa Archipelago.

Læs mere om hotellet her:

http://www.kurakuraresort.com/

 

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Dag 2
Ankomst til Yogyakarta
Farverige tekstiler

Efter flyskift i Singapore ankommer vi hen på formiddagen til Yogyakarta, der er Javas centrum for kunst, kultur og uddannelse. Hvis hovedstaden Jakarta er Javas økonomiske motor, er Yogyakarta den strålende finish, hvor hovedformålet er at nyde livet i byens atmosfære af kunst, kultur og gamle indonesiske traditioner. Yogyakarta tiltrækker mange lokale og udenlandske kunstnere og studerende i kraft af sit store velrenommerede universitet og de mange skoler for kunstarter som traditionel dans, batik, maling, smykkedesign og træudskæring. Byen var i sin tid hovedstad i sultanatet Mataram, og byens overhoved har endnu den dag i dag titel af sultan. Byen er dermed det eneste overlevende sultanat i Indonesien. Flere gange i historien har Yogyakarta markeret sig som frihedens by, senest i kampen mod de hollandske kolonistyrker, der besatte byen i 1948. Sultanen overlod sit palads til de indonesiske modstandsfolk, som dermed fik et yderst fornemt hovedsæde for deres frihedskamp. Taktikken virkede: hollænderne turde ikke pille ved sultanen og risikere millioner af sultan-trofaste indoneseres vrede. Byen står stadig som et symbol på frihed hos de fleste indonesere.

Når vi er tjekket ind på hotellet er der tid til at slappe lidt af inden vi mødes om eftermiddagen til kort gåtur rundt i byen. Vi besøger bl.a. sultanens palads, eller kraton, som et palads kaldes på disse kanter. Paladset, der spillede en stor rolle under frihedskampen mod Holland, er stadig Yogyakartas centrum for traditionel kultur. Vi besøger nogle af de mange pavilloner og bygninger, der endnu anvendes til repræsentative formål. Paladsets hjerte er den store modtagelsessal kaldet Den Gyldne Pavillon. Den er som de fleste andre bygninger i paladset rigt dekoreret med overdådige gyldne udskæringer i loftet og på de mange teaktræssøjler. Både indendørs og udendørs arealer vedligeholdes af ældre opsynsmænd, gartnere og rengøringspersonale, som iført deres traditionelle javanesiske beklædning sætter en ære i at holde paladset skinnende rent. Efter vores besøg hos sultanen spiser vi en velkomstmiddag sammen.

Dag 3
Yogyakarta og omegn. Cykeltur, Prambanan Tempelkomplekset og Borobudur-templet.
Prambanan templet

Vi tager på tur uden for byen, til de fantastiske hindutempler i landsbyen Prambanan. Her skifter vi bussen ud med cykler og kører en spændende tur ved templerne samt de omkringliggende landsbyer, efter vores cykeltur, som varer cirka 2 timer ser vi nærmere på imponerende levn fra en svunden tid. Tempelkomplekset er det største af Javas hinduistiske templer, og de tre hovedbygninger, der kan ses på lang afstand, indeholder nogle af Javas allerbedste relieffer og skulpturer. De smukkeste af reliefferne gengiver scener fra de berømte hinduistiske Ramayana-fortællinger. De fortæller den dramatiske fortælling om helten Rama og hans kamp mod de dæmoner, der bortførte hans kone Sita. Ligesom vores nordiske mytologi rummer Ramayana-eposet også masser af overtro og gammeldags leveregler, men de har stadig stor betydning for nutidens hinduister. Det største af Prambanan-templerne er dedikeret til guden Shiva og flankeres af to mindre templer tilegnet Brahma og Vishnu. Disse tre guder – ødelæggeren, skaberen og opretholderen – udgør en betydningsfuld treenighed i hinduismens komplekse system af guder. Det storslåede Shiva-tempel indeholder et strålende eksempel på et af tempelkompleksets særeste kendetegn, nemlig tilstedeværelsen af buddhistiske elementer i dette hinduistiske pragtværk. Midt i templet står en statue af den fire-armede, dansende Shiva – et af hinduismens mest kendte symboler – placeret midt i en kæmpemæssig lotusblomst, buddhismens allestedsnærværende symbol på sindets renhed. Grunden til denne religiøse symbolforvirring er sandsynligvis, at Javas to henholdsvis buddhistiske og hinduistiske dynastier en gang i det 9. århundrede blev forenet af ægteskabet mellem en hinduistisk sultan og en buddhistisk prinsesse. Templerne er naturligvis at finde på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Vi spiser frokost på en lokal restaurant i byen, og begiver os derefter ud af byen og af sted mod Borobudur – verdens største buddhistiske monument. Midt i et frodiggrønt mylder af rismarker og slanke palmetræer ligger det kvadratiske tempel og udstråler fuldendt harmoni. Dette fantastiske tempel er bygget som en trappepyramide med i alt ni kæmpemæssige trin. På toppen af den øverste platform står en kæmpemæssig stupa omgivet af 72 mindre stupaer, hvorfra en buddhastatue kigger ud gennem stengitteret.Den i alt fem kilometer lange frise, der omgiver templets seks nederste platforme, fortæller ved hjælp af 500 statuer og 1.500 detaljerede relieffer historien om buddhistens rejse gennem livet fra fødslen til indtrædelsen i nirvana. Som altid ved buddhistiske monumenter skal man gå rundt om templet med solen for at få historien i den rigtige rækkefølge. Borobudur blev bygget fra år 780 til 850 af to millioner tilhuggede sten og blev ”opdaget” af hollænderne i 1817. Gennem tiden har den harmoniske konstruktion overlevet både at ligge begravet under vulkanen Gunung Merapis bjerge af aske og et bombeangreb i 1985 – for ikke at tale om de millioner af besøgende, hvis eventyrlystne skosåler dagligt slider på de 1.200 år gamle sten. Heldigvis blev templet sikret en passende beskyttelse, da det i 1991 fik sin fornemme plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på vores hotel.

Dag 4
Med tog fra Yogjakarta til Malang
I Yogjakarta
Vi tager morgentoget ind i hjertet af den frodige ø Java, og togturen byder på en helt fantastisk udsigt over det kuperede og grønne landskab. Efter frokost på toget ankommer vi hen på eftermiddagen til den gamle koloniby Malang.
Dag 5
Malang - Bromo-vulkanen
Mount Bromo vulkanen
Vi bruger formiddagen i den hyggelige by udvidet af hollænderne sidst i 1700-tallet. Vi går en tur ned gennem de åbne boulevarder flankeret af storslåede kolonitidspalæer og ender ved et af byens markeder, hvor der er mulighed for at gøre et par ægte javanesiske fund. Fra Malang kører vi til Tosari, der er base for vores udforskning af Bromo-vulkanen. Frokosten spiser vi undervejs på en lokal restaurant, og ved ankomst til Tosari indlogeres vi på hotellet. Landsbyen ligger på skråningen af bjerget, og vi kan bruge resten af eftermiddagen på at spadsere rundt i området og nyde udsigten til den berømte vulkan, som næsten ligner noget fra en anden verden. Bromo blev født for årtusinder siden af krateret af en anden kæmpevulkan og ligger sammen med to andre vulkantoppe i et hav af aske og vulkansk sand. Bromo er stadig aktiv, og søjler af røg og aske stiger af og til op fra det cirkelrunde krater og lægger endnu et skær af eventyr over det i forvejen næsten uvirkelige sceneri.
Dag 6
Bromo-vulkanen – Surabaya fly til Semarang og videre til Jepara
Bromo-vulkanen

Dagen begynder tidligt om morgenen med en tur op til kraterkanten. (Det vil være muligt at tilbagelægge denne sidste etape til toppen på hesteryg, hvis man ønsker det). Her kan vi lade os overvælde af synet af solen, der stiger op over vulkanen og kaster sit varme, rødlige lys ud over Bromos rygende krater og det mægtige hav af sand og aske, der omgiver vulkanens bund. Vi håber på godt vejr i forbindelse med turen, men kan selvfølgelig ikke garantere en storslået solrig morgen. Når vi har oplevet det klare morgenlys – i skyfrit vejr eller ej – stige op over Indonesiens måske mest enestående naturscenarium, vender vi tilbage til hotellet og spiser morgenmad. Med bus kører vi mod Javas store havneby, Surabaya hvorfra vi flyver til Semarang ved Javas nordkyst.

Vel ankommet på Semarang sætter vi straks kursen mod Jepara, som ligger 2-3 timers kørsel fra lufthavnen. Vi spiser middag samme på hotellet og gør os klar til i morgen at sejle mod Ø-gruppen Karimunjawa, nærmere bestemt Menjawakan og Kura Kura Resort.

Dag 7
Jepara – Kura Kura Resort
Kura Kura Resort på øen Menjawakan

Det er blevet tid til at forlade Java for at sejle ud mod de 27 øer, der udgør øgruppen Karimunjawa. Sejlturen til øen af samme navn, Karimunjawa, tager ca. 2 timer, og derfra er der yderligere en kort sejltur til vores bestemmelsessted Kura Kura Resort på øen Menjawakan.

Efter at have fået anvist vores værelser er resten af dagen til ren afslapning og nyde de skønne omgivelser.

Dag 8–10
Kura Kura Resort
Tid til egne eventyr
Dagene er fri til egne eventyr, og uanset hvilken grad af aktivitet eller inaktivitet, du foretrækker, kan den lille paradisø med stor sandsynlighed tilfredsstille dine behov de næste tre dage. Du kan for eksempel begynde dagen med en morgendukkert, ligge og læse ved poolen, dase på stranden, få en velgørende behandling i hotellets spa eller bruge et par timer på at slentre rundt på den lille palmeklædte ø. Eller hvad med at nyde en cocktail eller en friskpresset juice mens du spejder over Det Indiske Ocean? Der er også rig mulighed for at låne snorkleudstyr, sejle i kajak eller tage på ture til omkringliggende øer.
Dag 11
Kura Kura Resort – Jepara og videre til Semerang
Farvel til paradiset
Det er blevet tid til at forlade vores lille paradisø, og vi sejler tilbage mod Jepara på fastlandet. Herfra kører vi med bus til Semarang.
Dag 12
Afrejse Semarang/Singapore

Det er blevet tid til at forlade Indonesien. Efter morgenmaden kører vi lufthavnen i Semarang, hvorfra vi flyver til Singapore. Vi lander i Singapore hen på eftermiddagen og da vores fly videre til København først går omkring midnat har vi nogle timer vi skal slå ihjel:

  • Singapore Airlines tilbyder en gratis byrundtur i Singapore. Byrundturen tager ca. 2,5 time og ønsker man at deltage på denne henvender man sig hos ’Free Singapore Tour (FST) Registration Booth’ som ligger i både Transfer Lounge F i Terminal 2 og Transfer Lounge A i Terminal 3 ved ankomsten til Singapore.
  • Alternativt findes i Terminal 1 Aerotel Airport Transit Hotel. Her kan man for 17 SGD (ca. 80 dkk) benytte hotellets swimmingpool og tilhørende badefaciliteter (man får ikke adgang til hotelværelse).
  • Endeligt kan du få adgang til The Ambassador Lounge ved at henvende dig i ‘iShopChangi Collection Centre’ i transitområdets Terminal 2 eller 3 med pas, boarding-kort og kopi af din billet. I Ambasssador Lounge får i 2 timers ophold med adgang til drikkevarer, snacks, gratis wi-fi og badefaciliteter.

Omkring midnat sætter vi os til rette i flyet for at flyve det sidste stykke hjem.

Dag 13
Ankomst til Danmark
Vi lander i København, og en eventyrlig rejse er slut.

Prisinformation

Opgradering af værelset på Kura Kura Resort
Tillæg pr. person i dobbelt Deluxe Cottage 1.098,-
Tillæg for enkelt Deluxe Cottage 2.198,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Yogyakarta og Semarang – København
  • Indenrigsfly Surabaya – Semarang
  • Udflugter og entréer jf. program
  • Indkvartering på hotel i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 3-6
  • Middag dag 2 og 6
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Visum til Indonesien pt. USD 35,- som betales kontant ved ankomst
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører ca. kr. 400,- pr. person
  • Skat ved indenrigsflyvningen pt. USD 2,- som betales kontant ved check-in i lufthavn
  • Personlige fornødenheder
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Krav til rejsedeltagere

På denne rejse er der en del vandring, og det er en forudsætning, at rejsedeltagerne er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp. Alle i normal fysisk form kan deltage, men man skal være forberedt på, at de forskellige naturstier er anlagt oven på rødder og af og til i kuperet terræn. Turen er derfor ikke egnet for folk, som er dårligt gående eller anvender rolator eller kørestol.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser