Rovos Rail gennem Sydafrika

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Verdens mest eksklusive togrejse gennem Sydafrika med safaristop, Garden Route, Cape Town, helpension og drikkevarer ad libitum på toget

Rovos Rail er ikke alene verdens bedste togrejse. Det er rejsen! Eksklusiv service, champagne når det behager en, herlige kupéer med al komfort og duft af mahogni. Ruten er ikke så lang, og vi har masser af interessante stop, og derfor minder rejsen lidt om et krydstogt, hvor vi medbringer al komforten til de mest interessante seværdigheder. Det er simpelthen Sydafrika på første klasse og lidt til.

Du kan forlænge din Afrika-rejse ved Victoria Falls’ vandmasser, i Det Indiske Oceans lune bølger eller på Mozambiques lækre strande. Du kan også forlænge dit ophold i Cape Town med et par ekstra dage inden.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Safari, Vin & gastronomi, Togrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Sydafrikanske Rand

Dagsprogram 14 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Johannesburg
Dag 3
Pretoria – Rovos Rail
Dag 4
Morgensafari i Kruger Nationalpark. Eftermiddagssafari i Mkhaya Vildtreservat, Swaziland
Dag 5
Safari i Hluhluwe-Imfolozi Vildtreservat
Dag 6
Durban – Kroonstad. Besøg på Ardmore keramikværksted
Dag 7
Bloemfontein. Byrundtur
Dag 8
Safari i Addo Elefant-nationalpark
Dag 9
Oudtshoorn. Besøg på strudsefarm
Dag 10
Knysna. Sejltur med østerssmagning eller tid på egen hånd
Dag 11
KMV House of Brandy og ankomst til Cape Town. Indkvartering på hotel
Dag 12
Townshipbesøg og Vinlandet m. vinsmagning
Dag 13
Cape Town og afrejse om eftermiddagen
Dag 14
Ankomst til Danmark

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Vi mødes i Københavns Lufthavn og sætter os til rette i flyet mod Johannesburg.
Dag 2
Ankomst til Johannesburg
Vi lander i Johannesburg om morgenen og bliver kørt til vores hotel, hvor vi tjekker ind og finder os til rette. Eftermiddagen er til fri disposition, og du kan tage ud og opleve den pulserende storby på egen hånd. Senere mødes vi igen og spiser en god velkomstmiddag.
Dag 3
Pretoria – Rovos Rail
Dobbeltsuite på Rovos Rail

I dag fortsætter vi til Pretoria, som ligger cirka en times kørsel i nordlig retning fra Johannesburg. Her skal vi stifte bekendtskab med det luksuriøse tog Pride of Africa, der skal være vores hjem de næste ni dage. I Pretoria findes Capital Park, Rovos Rails’ private banegård i smuk kolonistil fra dengang, stationen var knudepunkt for jernbanetrafik i det gamle Transvaal. Her tjekker vi ind i ro og mag, mens vi nyder et glas champagne, og går derefter ad den røde løber, hvor luksustoget over dem alle venter. Vi indlogerer os i de lækre suiter, og snart kan vi se de bakkede landskaber omkring Pretoria glide forbi.

Efter vi har nydt vores første frokost om bord, fortsætter toget til byen Belfast, som ligger 1.970 meter over havets overflade. Her gør vi holdt, inden vi fortsætter til den lille by Waterval Bovan, som ligger over et spektakulært vandfald. Herfra kører vi den 14 kilometer lange nedstigning gennem bjergkæden Drakesberg. Efter at have nydt dette fantastiske syn fra togkupéen ankommer vi nu til Waterval Onder, der – modsat sin større søster, Waterval Boven – er beliggende under vandfaldet. Kl. 19.30 serveres der middag om bord på toget, alt imens vi fortsætter til Malelane station, hvor vi gør holdt natten over.

Dag 4
Morgensafari i Kruger Nationalpark. Eftermiddagssafari i Mkhaya Vildtreservat, Swaziland
Oplev giraffer tæt på i Kruger Nationalpark

I dag starter vi dagen tidligt for at begive os ud på et af turens højdepunkter, nemlig en safari i den verdensberømte Kruger Nationalpark. Kruger er Sydafrikas største nationalpark med et samlet areal på omkring 20.000 km², hvilket svarer nogenlunde til Jylland.

Parken omfatter en hel række forskellige savannetyper med så stor variation, at man sagtens kan tilbringe mange dage her uden at komme til at kede sig. Her er velanlagte veje og safarispor, der gør det muligt at køre ganske tæt på vandhuller og observationsposter, hvorfra der ofte er god udsigt til vildtet. Og vildt er her nok af: Det er muligt at se op til 132 forskellige arter pattedyr, 438 fuglearter, 104 krybdyr og hele 1.771 plantearter, hvoraf 357 er træ- og buskarter. Kruger er anlagt således, at de besøgende kun har adgang til en begrænset del af parken via de anlagte spor, mens store områder forbeholdes vildtet. Gennem årene er vildtet imidlertid vænnet til biler og besøgende, og derfor kan man ofte se elefanter, giraffer og forskellige antiloper græsse tæt op ad parkerede biler, ligesom det slet ikke er usædvanligt at møde en løveflok eller et par geparder, der hindrer den fri passage.

Det enorme område giver vildtet de ultimative livsbetingelser, men turismen sætter også her sit præg på hverdagen. Løverne har eksempelvis specialiseret sig i at jage giraffer ud på de asfalterede veje, hvor de hårde hove glider, og dyrene falder i gabet på rovdyrene. Omkring halvdelen af løvernes føde udgøres således af girafkød, mod næsten ingenting i den ukontrollerede natur.

Med lidt held får vi måske set The Big Five – de er her alle sammen, men antallet varierer. Normalt vokser græsset højt i maj-juni, hvorefter tørken gradvist forvandler det meste af Kruger-området til et tørt, gult og afsvedent landskab; hvilket til gengæld gør det lettere at finde dyrene.

Vi kører tilbage til toget om formiddagen og fortsætter vores rejse. Vi nyder en god brunch om bord på toget, og om eftermiddagen ankommer vi til Mkhaya Vildtreservat, hvor vi tager ud på en safari. Det kan være meget varmt, så husk at medbringe en solhat og solcreme samt en jakke, når det hen på aftenen bliver køligere. Vildtreservatet blev grundlagt i 1979 for at redde Nguni-kvæget, der var tæt ved at uddø. I dag findes her også andre truede arter som sort næsehorn, hvidt næsehorn, elefant, topi-antilope, roan-antilope, sabel-antilope og andre lokale dyrearter. Mkhaya ligger i den sydøstlige del af Swaziland i et område, der er præget af store åbne sletter, domineret af akacie- og andre tornplanter. Denne slags landskaber kaldes for veld (afrikaans for mark) og er at sammenligne med den australske outback, den nordamerikanske prærie og den sydamerikanske pampas.

Vildtreservatet består ud over de store sletter også af mange udtørrede flodlejer og flere vandhuller, der ligger strøet ud over landskabet. Her er også et helt lille netværk af små veje, hvorfra vi på vores safarikørsel har mulighed for at se de forskellige dyr, hvis de har lyst til at vise sig.

Når klokken er omkring 18.00, stiger vi igen om bord på toget og fortsætter vores rejse til Hluhluwe i Zululand, hvor vi overnatter om bord på toget.

Dag 5
Safari i Hluhluwe-Imfolozi Vildtreservat
Togsporene snor sig gennem landskabet
Efter morgenmaden tager vi til Hluhluwe-Umfolozi Vildtreservat, der med sine 96.453 hektar er hjem for verdens største koncentration af næsehorn, med 1.600 hvide næsehorn og 350 sorte. Her lever ligeledes løver, leoparder, elefanter, bøfler, geparder, giraffer og forskellige antilope-arter. Dette vildtreservat var engang zulu-kongernes jagtmarker, og vi skal her på en spændende safari. Undervejs stopper vi for forfriskninger, og siden vender vi tilbage til toget for at spise en god brunch. Vi fortsætter herefter togrejsen gennem ’Valley of a Thousand Hills’ til havnebyen Durban. Denne uofficielle zuluhovedstad er en moderne afrikansk by, der oser af atmosfære, hektisk stemning og et boblende natteliv. Vi spiser en god middag og overnatter i vores luksuriøse togsuiter.
Dag 6
Durban – Kroonstad. Besøg på Ardmore keramikværksted

Vi spiser en god morgenmad om bord på toget og sætter herefter ud for at besøge det berømte keramiske værksted Ardmore. Siden 1985 har Ardmore produceret håndlavet keramik og endvidere fungeret som uddannelsessted for selvstændige keramikere, der her har fået undervisning, materialer, udstyr og et sted at arbejde samt naturligvis en afsætningsplatform for deres værker. Den keramiske stil veksler med kunstneren, men typisk Ardmore-keramik er farverig og med dyre- og plantemotiver. I dag skal vi også opleve et lille heste-show samt en hyggelig te-pause med udsigt over floden.

Efter denne udflugt vender vi tilbage til toget, hvor vi fortsætter rejsen mod Kroonstad. Vi spiser frokost samt middag om bord.

Dag 7
Bloemfontein. Byrundtur

I dag skal vi besøge byen Bloemfontein med det poetiske kælenavn Rosernes By. Dette kælenavn kommer af overfloden af netop roser og den årlige rose-festival, der afholdes her i byen. Ud over at være rosernes by er Bloemfontein også en af Sydafrikas tre hovedstæder, nemlig den juridiske hovedstad. Pretoria er landets administrative hovedstad, mens Cape Town er den lovgivende hovedstad.

Bloemfontein er landets sjettestørste by og blandt andet hjemsted for Sydafrikas højesteret. Byen er ligeledes provinshovedstad for Oranjefristaten og har cirka 300.000 indbyggere. Skaberen af Ringenes Herre og Hobitten, J.R.R. Tolkien, blev født her 3. januar 1892, men rejste som 3-årig med sin familie til England.

Vi kører ud på en sightseeingtur i den fascinerende by, hvor vi lærer om byens historie og beundrer den interessante arkitektur.

Tilbage på toget fortsætter vores rullende eventyr mod Sheldon, hvor vi holder ind for natten.

Dag 8
Safari i Addo Elefant-nationalpark
Over 400 elefanter lever i Addo Elefant-nationalparken

Efter morgenmaden ankommer vi til Coerney, hvor vi stiger af toget for at tage ud på en vaskeægte afrikansk safari i Addo Elefant-nationalpark. Det fredede område huser over 420 elefanter, og afhængig af sæsonen er her også gode chancer for at se nogle af områdets andre dyrearter, blandt andet løve, sort næsehorn, bøffel, hyæne, antilope, zebra – og så den specielle Addo-skarnbasse (Circellium bacchus). Den lever kun her og adskiller sig fra andre skarnbasse-arter ved, at den ikke kan flyve.

Elefanterne i Addo var engang afhængige af de appelsiner og grapefrugter, de blev fodret med under tørkeperioder. Det gjorde, at elefanterne blev så interesserede i de køretøjer, der havde pakket citrusfrugter i frokostkurven, at de nogle gange overfaldt køretøjerne. Derfor er det den dag i dag strengt forbudt at tage citrusfrugter med ind i parken.

Efter en fascinerende safari går vi igen om bord på toget, hvor vi spiser frokost og fortsætter rejsen mod Port Elizabeth og Oudtshoorn.

Dag 9
Oudtshoorn. Besøg på strudsefarm

I dag skal vi besøge en strudsefarm ved byen Oudtshoorn, der er kendt som Sydafrikas strudsehovedstad.

Hele 90 procent af verdens strudsebestand lever på farmene i dette område. Mange af farmene blev oprettet i 1800-tallet, hvor en strudsefjer i hatten var topmoderne blandt damerne i det bedre borgerskab. Fjerene blev plukket, pakket og sendt til Port Elizabeth, hvor de blev solgt på auktioner i Feathermarket Hall for siden at blive eksporteret til Europa og Nordamerika. Nu om dage holdes de store fugle mest for kødets og det kostbare strudselæders skyld, da interessen for strudsefjer i hatten hurtigt døde ud. På vores strudsefarmsbesøg vil der for de modige være mulighed for at ride på en af de fjerede skabninger!

Vi vender tilbage til vores dejlige tog, hvor en god frokost og middag venter os, mens landskaberne ruller forbi.

Dag 10
Knysna. Sejltur med østerssmagning eller tid på egen hånd

Om morgenen ankommer vi til byen George, hvorfra vi kører den korte vej til Knysna, en lille idyllisk by ved den frodige Knysna-lagune. Byen Knysna er berømt for sine østers og er et gammelt skovområde med hårde træsorter som jern- og stinktræ, hvoraf enkelte kæmper er over 800 år gamle.

Her kan du tage med ud på en lille sejlads i lagunen, hvor man kan smage nogle af de berømte Knysna-østers, eller du kan bruge tiden på at shoppe lidt i nogle af byens butikker.

Vi nyder en god frokost om bord på toget og sætter kursen mod Riversdale, hvor vi holder ind for natten.

Dag 11
KMV House of Brandy og ankomst til Cape Town. Indkvartering på hotel
Efter en dejlig morgenmad ankommer vi til Worcester, hvor vi skal besøge destilleriet KMV House of Brandy. Her bliver vi meget klogere på den sydafrikanske brandy, som vi også får smagt på. Efter denne udflugt vender vi tilbage til toget og spiser frokost, mens vi fortsætter det sidste stræk til Cape Town. Her ankommer vi til platform 23 i den tidlige aften. Nu er det tid til at vinke farvel til togpersonalet og det luksuriøse tog, hvor vi har haft mange gode oplevelser. Herefter køres vi den korte tur til vores dejlige hotel.
Dag 12
Townshipbesøg og Vinlandet m. vinsmagning
Vingård i Stellenbosch, Sydafrika

Efter morgenmaden skal vi i dag på et spændende besøg i en township, hvor vi skal se, hvordan almindelige mennesker lever på samfundsstigens nederste trin. De lokale viser os selv rundt i deres kvarter, og på denne måde får vi en oplevelse ud over det sædvanlige.

Herefter skal vi opleve Sydafrikas berømte vindistrikt, som ligger godt en times kørsel fra Cape Town. Turen går til Sydafrikas næstældste by, Stellenbosch, som mange efterhånden kender fra vinetiketter. Stellenbosch er en smuk, gammel by med romantiske vingårde bygget i traditionel Cape Dutch-stil, omgivet af grønne marker og dramatiske bjerge. Byen blev grundlagt i 1679, og vintraditionen er næsten lige så gammel. Vi skal på vingårdsbesøg og smage på nogle af de mange forskellige vine samt naturligvis også se lidt på selve byen, hvor vi spiser frokost.

Senere på aftenen mødes vi og nyder en dejlig afskedsmiddag sammen.

Dag 13
Cape Town og afrejse om eftermiddagen
I dag er formiddagen fri til at opleve det sidste af Cape Town, inden vi midt på eftermiddagen kører til lufthavnen og sætter os i flyet mod København.
Dag 14
Ankomst til Danmark

Prisinformation

Pullman-suite pr. person
kr. 49.998,-
Enkeltværelsestillæg Pullman-suite
kr. 19.998,-
Deluxe-suite pr. person
kr. 64.998,-
Enkeltværelsestillæg Deluxe-suite
kr. 24.998,-
Royal suite
på forespørgsel
Prisen inkluderer
• Dansk rejseleder
• Fly København – Johannesburg og Cape Town – København med British Airways
• Safarier og udflugter jf. program
• Indkvartering i delt dobbeltværelse på hotel i Cape Town og Pretoria
• Indkvartering i delt dobbeltsuite på toget
• Helpension undtagen frokost dag 2 og 13 og middag dag 11
• Alle drikkevarer om bord på toget
• Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
• Drikkepenge til lokalguider og chauffører (cirka kr. 500,- i alt)
• Drikkevarer, når man ikke er om bord på toget
• Øvrige måltider
• Eventuelle ekstra arrangementer
• Personlige fornødenheder
• Tillæg for enkeltværelse/-suite
• Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
• Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Om Rovos Rail

Om dagen er påklædningen afslappet pæn. Påklædning om aftenen er mere formel på Pride Of Africa. Jakke og slips er et krav for mænd, og for kvinder en pæn nederdel eller kjole. Venligst respekter dette.

Alle vognene er gamle togvogne, der er restaurerede, så deres oprindelige udseende er intakt, samtidig med at komfort og faciliteter er ført op til nutidens standarder. Her er ordet kupé ikke længere dækkende. Her findes kun dobbeltsuiter i gammel engelsk – edwardiansk – stil med blankpolerede træpaneler, dobbeltsenge og naturligvis privat badeværelse.

Derudover er der om bord på toget inkluderet helpension med alle drikkevarer i togets gourmetrestaurant. Restaurantvognene er i øvrigt begge fra før 1940 og er nøje restaureret, så den fine klassiske stil er bevaret. I denne stemning fra svundne tider serveres a la carte-morgenmad samt eksklusive 3-retters frokoster og 3-retters middage med tilhørende – fremragende – sydafrikanske vine.

På toget findes endvidere en special-ombygget udsigtsvogn med panoramalounge, hvorfra der er frit udsyn til de afrikanske landskaber. Endvidere er der to hyggelige salonvogne for henholdsvis rygere og ikke-rygere. Serviceniveauet om bord er også i top – hvor end du befinder dig i toget, vil der blive sørget for, at du ikke mangler noget!

Royal-suiter

De royale suiter er på i alt 16 m2 og fylder en halv vogn. De har alle eget loungeområde og badeværelse med victoriansk badekar samt separat bruser. De rummelige og elegante suiter giver muligheden for privatliv og sikrer passagererne en bekvemmelig rejse i luksus og med faciliteter af højeste standard. Suiterne er udstyret med skrivebord og personlig sikkerhedsboks til værdier foruden en fyldt minibar med drikkevarer efter passagerernes ønsker. Derudover er roomservice tilgængelig hele døgnet.

Deluxe-suiter

Deluxe suiterne (11 m2) er også beregnet til to passagerer, enten i et dobbelt- eller twin-værelse. Der er loungeområde og eget badeværelse med brusebad. De meget rummelige suiter giver muligheden for privatliv og sikrer passagererne en bekvemmelig rejse i luksus og med faciliteter af højeste standard. Suiterne er udstyret med skrivebord og personlig sikkerhedsboks til værdier foruden en fyldt minibar med drikkevarer efter passagerernes ønsker. Derudover er roomservice tilgængelig hele døgnet.

Pullman eller Pullman Gold-suiter

Pullman eller Pullman Gold suiterne er ca. 7 m2. De er udstyret med enten sofa i dagtimerne som omdannes til dobbelt- eller twin-seng om natten, eller fikseret dobbelt- eller twin-seng, som kan bruges til sofa om dagen med rygpuder. Vi kan ikke garantere om det er Pullman eller Pullman Gold, det afhænger af hvilke togsæt vi kører med. Suiterne har ligeledes eget badeværelse med brusebad. De rummelige suiter giver muligheden for privatliv og sikrer passagererne en bekvemmelig rejse i luksus og med faciliteter af højeste standard. Alle er udstyret med skrivebord og personlig sikkerhedsboks til værdier. Der er ikke minibar. Roomservice er tilgængeligt hele døgnet.

Læs meget mere om Rovos Rail på www.rovos.com
 
 
Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from En spændende og anderledes rejse med mange gode oplevelser En spændende måde at rejse på og samværet med de øvrige deltagere blev rigtig godt fordi vi var så meget sammen, dels i toget, dels på udflugterne - det fungerede bare helt perfekt. Vores rejseleder Sami var meget engageret og hjælpsom, en dejlig person
Date published: 2022-12-20
Rated 5 out of 5 by from Rovers Rail når det er bedst Rejsen levede fuldt op til vores forventninger. Er Skandinavisk togrejse med tre rejseledere, Sami fra Danmark, Jimmy fra Sverige samt Miia fra Finland, et godt team som hjalp hinanden med at gøre turen perfekt for alle. Fantastiske udflugter og utrolig god service på toget. Mad og vin i særklasse. Stor tak til Sami for hans store viden om Sydafrikanske forhold og dyr, fugle og hans store servicegen.
Date published: 2022-12-19
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk oplevelse med vild luksus Rejsen levede helt op til vores forventninger og lidt mere. Vi har fåett fuld valuta for pengende. Mange og store oplevelser, rammet ind i et fantastisk tog med et super professionelt og venligt personale til at forkæle os. Rejselederen, Anna, var totalt uovertruffen, meget vidende, smilende og åben.
Date published: 2016-04-02
Rated 5 out of 5 by from Unikt landskabsrejse gennem Sydafrika En fantastisk rejse med gennemført forkælelse og en utrolig kompetent, vidende og deltagende dansk rejseleder. Rejselederens foredrag om Sydafrikas tilblivelse, historie og natur var ganske enkelt uovertruffen. (den absolut bedste vi har oplevet hos Albatros, som vi har rejst med en del gange efterhånden)
Date published: 2016-03-31
Rated 5 out of 5 by from Dejlig, luksuriøs togrejse. Vi har før rejst med Rovos Rail, men havde næsten glem den overvældende service man får på toget. Fantastisk mad, dejlige vine og et ualmindeligt venligt og professionelt personale. Dejlige hoteller både i Pretoria og Cape Town. Dertil glædede vi os over vores vidende og omsorgsfulde rejseleder. Men - vi synes nok, at der var for stor en gruppe. Logistikken virkede dog OK, men 60 personer er - efter vores mening - for mange, selv om der var 3 rejseledere og de medrejsende alene var skandinaver.
Date published: 2016-03-29
Rated 4 out of 5 by from Rovos Rail gennem Sydafrika Spændende rejse med søde mennesker og fantastisk rejseleder. Der var nok lidt for travlt ind imellem p.g.a. konstante forsinkelser, så vi fik ikke det fulde udbytte ud af den planlagte tur og gik derfor glip af nogle spektakulære oplevelser som beskrevet.
Date published: 2020-02-07
Rated 5 out of 5 by from En skøn rejse, som i det store og hele levede op til vores forventninger. Togturen gennem Sydafrika var meget varieret og bød på mange gode oplevelser. Dog var der også udflugter, som man godt kunne undvære, eksempelvis rundturen i Durban og nogle af de sene "safari-ture". Meget sød, imødekommende, hjælpsom og professionel rejseleder (Sanne).
Date published: 2018-02-12
Rated 5 out of 5 by from Helt igennem en fantastisk rejse Mange spændende forskelligartede oplevelser. Selve togturen fuldstændig overvældende. Et kapitel for sig selv var vores uvurderlige rejseleder Sanne, som kunne give svar på alt.. hvad hun ikke vidste, var ikke værd at vide. Kære Albatros: hun er en guldgrube for jer.
Date published: 2018-02-09
  • y_2024, m_10, d_15, h_5
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.42
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_34
  • loc_da_DK, sid_ZARTR07, prod, sort_[SortEntry(order=FEATURED, direction=DESCENDING), SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser