Rundt om Den Finske Bugt

Tallinn betyder “Den Danske By” og er opkaldt efter den borg, som danskerne efter slaget i 1219 lod opføre på toppen af bakken i den gamle by. Byens historie begynder faktisk med danskernes erobring af dette strategiske punkt ved den store bugt, som dannede en naturlig havn i Østersøen. På fundamentet af den oprindelige borg, som var opført i træ, byggede danskerne en borg af sten, som senere udvidedes med ringmure, hvorefter byen fik sin nuværende form. Vi skal naturligvis besøge mindesmærket over legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen i Den Danske Konges Have for 800 år siden.
 
Tallinn er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Med sine kringlede, brolagte gader har byen bevaret sit udseende fra 1100-1400-tallet, da den blev grundlagt. Tallinns guldalder lå mellem det tidlige 1400-tal og frem til midten af 1500-tallet, da byen var en magtfaktor i Østersøregionen, ikke mindst i kraft af sit medlemskab af Hansaforbundet. Den økonomiske fremgang medførte et behov for et stærkt forsvar og muliggjorde desuden store investeringer i arkitektur og kunst. 
 
Efter ankomsten til Estlands hovedstad kører vi ind til Tallinns gamle bydel, hvor vi kommer forbi operaen, rådhuset og mange andre spændende bygninger. Turen går til Dombjerget, men inden da ser vi også parlamentsslottet, den russisk-ortodokse domkirke, den lutheranske domkirke og flere af adelens palæer. Fra den enorme bymur (1,8 kilometer lang) med 26 tårne og byporte har vi et flot kig ud over byen.

Om aftenen spiser vi en hyggelig velkomstmiddag sammen.

(Aftensmad inkluderet)

Det er nu tid til at sætte kursen mod ukendte egne, når vi forlader Tallinn og sætter kursen mod øst. Dagens første stop er i Laahemaa Nationalpark. I den 725 km2 store nationalpark finder man både sten- og sandstrande, maleriske vådområder, dybe fyrreskove og floder, der skærer sig ind i kalkstensklipperne fra den sidste istid.

Laahemaa er et af Europas vigtigste bevarede skovområder og er hjemsted for en række store pattedyr som elge, vildsvin, brune bjørne, losser og ræve. Vi skal nu nok være mere end almindeligt heldige, hvis vi skal støde på nogen af dem, men derimod satser vi butikken på, at vi får set Jägala-vandfaldet, der på trods af at det ser kunstigt ud er 100% naturskabt. Vandfaldet ligger ca. 4 km før Jägala-floden løber ud i Den Finske Bugt. Med sine 8 meters højde og 50 m bredde er det ikke noget Niagara, men for den europæiske målestok er det nu alligevel imponerende.

Efter oplevelserne i nationalparken fortsætter vi ud til kysten og fiskerlandsbyen Altja. Den består kun af en enkelt gade flankeret af restaurerede fiskerhuse, men på trods af sin ringe størrelse giver Altja alligevel et godt indtryk af det spartanske liv her ved kysten.
Herfra går turen videre til Estlands tredjestørste by Narva beliggende ved floden af samme navn. Byen blev grundlagt af danskerne i 1256 og over byens tage troner den mægtige borg, Hermann-borgen, der knejser stolt over for byen og borgen på den modsatte russiske bred, Ivangorod.
Vi kører på en orienterende byrundtur, inden vi når frem til vores hotel.

(Morgenmad inkluderet)

I dag skal der krydses en grænse, som har været vidne til adskillige drabelige slag. Slaget ved Narva i Den Store Nordiske Krig anses for at være en af de største sejre i svensk militærhistorie, hvor Kong Karl XII’s 8.000 mand stod over for Zar Peter den Stores ca. 35.000 – og vandt. 

Et senere stort slag fandt sted her fra februar til juli 1944, hvor Narva blev stort set jævnet med jorden. Byen blev bombet første gang i 2. Verdenskrig i 1941, men forblev relativt uskadt frem til marts 1944, hvor russiske fly bombede den gamle bydel. Under deres tilbagetrækning nedbrændte de tyske troppers bygninger og i slutningen af juli 1944 var 98 % af Narva ødelagt. Det bærer Narva naturligvis præg af i dag, men samtidig er det en interessant by – ikke mindst på grund af dens beliggenhed ved EU’s ydre grænse. Den krydser vi i dag, og det er derfor vigtigt, at vi væbner os med tålmodighed, når vi skal krydse floden mellem Estland og Rusland. På den ene side bliver vi grundigt tjekket af stoiske estiske grænsevagter, der nøje gennemser vores dokumenter og på den russiske side gentages ritualet ligeledes af grænsevagter – denne gang iklædt russiske uniformer. Vi tager det som en oplevelse – også selvom det måtte tage sin tid – og kan herefter fortsætte vores rejse ind i mægtige Rusland. 

Fra grænsen går det mod nordøst og Skt. Petersborg, men før vi når så langt gør vi holdt ved et af de mægtige zarpaladser, Peterhof. Paladset er opført på Den Finske Bugts bred som Peter den Stores prompte modsvar på Ludvis 14.’s Versailles. Derfor bærer paladset da også kælenavnet ”Det russiske Versailles”. Lige så grandiøst paladset var ved sin officielle færdiggørelse i 1723, lige så sørgelig stand var det i, da 2. Verdenskrig havde gået sin hærgende gang gennem Rusland.

Et gennemgribende renoveringsarbejde har genskabt paladset, så det i dag fremstår i tidligere tiders pragt. 
Efter besøget ved Peterhof fortsætter vi til Skt. Petersborgs centrum, hvor vi indlogeres på hotel. Hvis du stadig har lyst til en oplevelse, kan du følges med rejselederen på en vandring gennem Skt. Petersborg i aftenbelysning.

(Morgenmad inkluderet)

Skt. Petersborg blev grundlagt i 1703 af Peter den Store som Ruslands vindue mod vest. I dag er Skt. Petersborg Ruslands næststørste by med knap fem millioner indbyggere. I sovjetperioden hed byen Leningrad, men ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik byen igen sit oprindelige navn. Byen kaldes også Nordens Venedig på grund af de mange kanaler, der gennemskærer den. Kanalerne er sammen med de brede boulevarder med til at give byen et luftigt præg. Og så er Skt. Petersborg et overflødighedshorn af kulturrigdomme og seværdigheder fra zartiden.

Overalt i Piter, som den kaldes i daglig tale, ses gule, grønne, røde og blå pastelfarvede facader, forgyldte spir og kupler, pragtfulde paladser, kirker og broer, som er så karakteristiske for denne kontrasternes storby, der har overlevet krige og kommunisme. Hovedgaden Nevskij Prospekt med de mange imponerende bygninger, Blodskirken, Isaakkatedralen, Smolnijklostret, panserkrydseren Aurora og Peter-Paul-fæstningen, hvor Skt. Petersborg blev grundlagt, er blot nogle af de mange seværdigheder.

Efter morgenmaden tager vi på byrundtur og ser nogle af byens allerstørste seværdigheder. Under kørslen vil vi kunne nyde udsigten til en række af de pragtfulde palæer og paladser, som var hjem for både zarfamilien og de adelige familier, og man kan se, hvordan nyt og gammelt i Skt. Petersborg forenes i en skøn blanding af flotte barokbygninger og dyre modeforretninger.

Efter en række kortere stop, blandt andet ved den pragtfuldt udsmykkede Blodskirke, besøger vi Peter-Paul-fæstningen med tilhørende kirke, hvor kejserinde Maria Fjodorovna nu ligger begravet. Hun var Christian d. 9’s datter Dagmar, som blev gift med den senere zar Alexander 3. Hun overlevede både sin gemal og sin søn Nikolaj 2., og under revolutionen kom hun til Danmark. Da hun døde i 1928, blev hun begravet i Roskilde Domkirke, men i 2006 blev hendes kiste overført til kirken i fæstningen.

Den sekskantede fæstning er bygget i 1703, og den er dermed byens ældste bygning. Den er konstrueret af Peter den Store som forsvarsværk mod invaderende svenskere, men svenskerne holdt sig væk, og fæstningen blev aldrig brugt til det, den var tiltænkt. Derimod fungerede den helt frem til Februarrevolutionen i 1917 som fængsel for politiske fanger. Kendisser som forfatteren Dostojevskij, revolutionæren Trotskij og Lenins storebror, Aleksandr Uljanov, har alle opholdt sig her.

Det mægtige bygningsværk på Neva-flodens bred indeholder – ud over sin imponerende størrelse, spændende historie og smukke beliggenhed – masser af seværdigheder. Først og fremmest Peter-Paul-katedralen med det sylespidse og 122 meter høje spir, som Peter den Store lod opføre som gravkirke for sig selv og sine efterkommere på den russiske trone. Her skal vi se kejserinde Maria Fjodorovnas grav og det meget omdiskuterede sidekapel, der er indrettet til minde for den sidste russiske zar, Nikolaj 2., og hans familie.

Den lille stribe land mellem fæstningsmuren og floden er nu om dage et populært sted at solbade. De hårdføre russere behøver hverken ret meget sol eller ret meget plads til denne aktivitet – for man står da op og solbader!

Herefter kommer vi til et af rejsens helt store højdepunkter og byens allerstørste stolthed: det opulente hvide, mintgrønne og gyldne Eremitagemuseum. Denne overdådighed af et museum består af ikke mindre end fem bygningsværker, deriblandt det navnkundige Vinterpalads, hvor skiftende zarer og zarinaer har holdt deres hof. Museets samlinger giver en næsten komplet oversigt over europæisk kunsthistorie, men man må nok indstille sig på at skulle vælge dele af historien fra, for her er udstillet mere end tre millioner kunstværker.

Vinterpaladset med de 1.786 døre og 1.945 vinduer blev bygget i 1754, og dets indre er siden blevet ændret nogle gange, alt efter den regerende families smag. Katarina den Store gav de 1.057 værelser den største overhaling i slutningen af 1700-tallet. Det var også denne mægtige kejserinde, der for alvor startede de kunstsamlinger, som i dag pryder paladset. Blandt de repræsenterede kunstnere er da Vinci, Rembrandt, Rubens, Monet, Picasso og flere andre af verdens helt store malere og billedhuggere.

Offentligheden har adgang til de fleste af paladsets værelser, heriblandt Militærgalleriet med en samling portrætter af den russiske hærs militære ledere under Napoleons invasion af Rusland.

I den 800 kvadratmeter store tronsal står den kejserlige trone, og her får man en fornemmelse af den overdådighed, der skulle indgyde respekt hos de tilrejsende undersåtter. Pavillonsalen med det ekstravagante ur i orientalske omgivelser er et mindesmærke for Katarina den Stores sejr over tyrkerne. Malakitsalen, Den Gyldne Sal og Den Hvide Sal, som alle var en del af de private kejserlige gemakker, viser tydeligt, hvilke kolossale rigdomme hoffet og adelen besad, hvilket da også var medvirkende til at udløse den russiske revolution.

(Morgenmad inkluderet)

Katharinapaladset, som vi skal besøge i dag, er opkaldt efter Katharina 1., som var gift med Peter den Store. Hun regerede Rusland i to år efter sin mands død i 1725. Oprindeligt var paladset en beskeden bygning i to etager, og det prægtige palads, som det fremstår i dag, skyldes Peter den Store og Katharinas datter, kejserinde Elizabeth, der valgte det som sin sommerresidens. Fra 1743 blev bygningen ombygget af fire forskellige arkitekter før Bartholomeo Rastrelli, chefarkitekt ved hoffet, blev pålagt at omdesigne bygningen, så den ville blive en rival til Versailles. Det nuværende palads er næsten en kilometer i omkreds, og har en kunstfærdigt dekoreret blå-hvid facade med forgyldte karyatider og pilastre designet af tyske billedhugger Johann Franz Dunker. I Elizabeths regeringstid blev der brugt over 100 kg guld til at dekorere slottet udvendigt.

Interiøret i Katharinapaladset er ikke mindre opsigtsvækkende. Den såkaldte Gyldne Enfilade (rækken af rum i forlængelse af hinanden med et ekstravagant interiør) danner rammen om vores besøg inden døre, hvor vi bl.a. kommer igennem den smukke spejlsal, portrætrummet og naturligvis ravkammeret.

Vi går igennem salene og hører historien, inden vi kører til Grand Market, hvor man finder en miniaturemodel af Ruslands enorme landområder og byer. Det er den næststørste model i verden efter Hamborgs Miniatur Wunderland, og den permanente udstilling breder sig ud over hele 800 kvadratmeter. 

Det er tydeligt, at modellen er lavet med kærlighed, og det tog mere end 100 personer 5 år at gennemføre projektet. Det kan vi nyde glæde af, når vi ser både by- og landscener i en skala på 1:87. Dag mørkner til aften i rotationer af 13 minutter, og de mere end 500.000 LED-lamper giver lys og liv til modellen. Her er scener fra alt fra Skt. Petersborg til Moskva, over Sibirien til Fjernøsten. Mange af scenerne er udstyret med knapper, der kan få pilfingrene frem i enhver. Og har du tilmed smag for modeljernbaner, kan du også få dig en ekstra overraskelse, for her er mere end 2,5 km jernbane, 250 lokomotiver og en meters højdeforskel, som er skabt ved brug af mere end 50 meter spiralelevatorer. Perlen er naturligvis Den Transsibiriske Jernbane i al sin herlighed.

(Morgenmad inkluderet)

Det er nu blevet tid til at forlade Nordens Venedig, og vi kører ud gennem Skt. Petersborgs forstæder, hvor der stadig er mange eksempler på triste betonboligblokke opført i 50’erne og 60’erne. De står i skærende kontrast til de prægtige paladser i Skt. Petersborgs centrum, men fortæller i den grad også historien om Ruslands historie fra almindelige borgeres perspektiv.

Vores første mål er flådebasen Kronstadt, som, ud over at have været et strategisk militært anlæg siden sin opførelse i begyndelsen af det 18. århundrede, også  dannede rammen om adskillige oprør mod det siddende styre. I 1917 havde søfolkene på flåden støttet bolsjevikkerne, hvilket var en medvirkende grund til, at Oktoberrevolutionen kunne gennemføres. Det tog dog en 180 graders drejning, da bolsjevikkerne under den efterfølgende borgerkrig ikke kunne leve op til deres løfte om at skaffe mad til folket og havde indskrænket den politiske frihed. Derfor støttede søfolkene fabriksarbejderne, da de i 1921 strejkede og demonstrerede og forlangte bolsjevikkernes afgang og en ende på det kommunistiske diktatur. Bl.a. Leon Trotsky var leder af en styrke, som slog de oprørske søfolk og skød eller fængslede de overlevende. Vi besøger basen og hører historien.

Herefter når vi frem til området omkring byen Vyborg, som har været omdrejningspunktet for bitter rivalisering mellem Rusland og dets naboer. Den tidligere finske by, som i dag er en russisk havneby på Det Karelske Næs ved Den Finske Bugt, har haft en særdeles dramatisk historie. Svenske riddere, som var på korstog mod de hedenske indfødte, opførte i 1293 borgen Vyborg, og nær ved dette sted opstod der hurtigt en betydende handelsby. Det er vigtigt at huske på, at siden 1200-tallet og lige til 1809 herskede svenskerne over Finland. Under Kalmarunionen fik Vyborg købstadsrettigheder af Erik af Pommern (1404). I de følgende 300 år var Vyborg Sveriges forpost mod øst. Under Den Store Nordiske Krig, hvor Sverige var i krig mod Danmark og Rusland, blev byen i 1710 erobret af den russiske tsar Peter den Store, og russerne fastholdt herredømmet over byen og området Det Karelske Næs lige til slutningen af 1. verdenskrig.

Vyborgfæstningen, der blev bygget i 1293 på den lille ø Linnan-Saari ud for den baltiske kyst, var en magtfuldt svensk højborg. Slottet lå på en større handelsrute mellem den russiske handelsby Novgorod og Østersøen, gennem Ladoga-søen via Vuoksa-floden og den russiske fæstning Karela (i dag byen Priozersk). Fæstningen med det høje Olaf-tårn blev bygget med datidens fremmeste befæstningsteknologi. De russiske styrker fra Fyrstendømmet Novgorod belejrede slottet flere gange, men uden held. I 1318 formåede hæren fra Novgorod at indtage slottet, men havde aldrig held med at etablere egentlig kontrol over området og måtte trække sig tilbage.

I 1561 blev Olaftårnet genopbygget efter ordre fra kong Gustav Vasa. Det blev gjort en smule lavere, men med tykkere vægge og kraftigere forsvar. I 1564 blev der tilføjet yderligere befæstninger, herunder ydre vægge og kraftige bastioner brolagt med sten.

Også den livlige middelalderby Vyborg uden for slotsmurene blev befæstet. Denne del af byen omtales stadig som "den gamle bydel" og har formået at bevare meget af sin middelalderlige karakter. Flere tårne i den gamle bydel var tidligere en del af byens befæstninger fra det 14. århundrede og 15. århundrede. Det mest kendte af dem, Fede Kathrine, står nu på den centrale markedsplads.

Da Peter den Store grundlagde Skt. Petersborg i 1703, og Rusland dermed fik adgang til Østersøen, blev alle svenske udposter i området indtaget. I 1706 mislykkedes det første angreb på Vyborg dog, men i 1710 sendte Peter den Store 13.000 tropper og 250 skibe i et kombineret hær- og flådeangreb på den befæstede by. Den 12. juni 1710 overgav den svenske garnison sig efter hårde bombardementer, og dermed kom Vyborg på russiske hænder.

Vi skal i dag naturligvis se nærmere på fæstningsværkerne, men vi skal også besøge Monrepos, en klippefyldt landskabspark fra det 18.-19. århundrede på jord, der gennem 150 år var ejet af baronen von Nikolai, som tjente Rusland inden for områder som uddannelse og diplomati.

Landskabsparken ligger på øen Tverdysh, og den maleriske beliggenhed samt de usædvanlige formationer har givet grobund for sagn om, hvordan landskabet er blevet skabt. Den egentlige geologiske forklaring er, at det er skabt af en opstigning af granit til jordoverfladen, en gletsjer og et jordskælv.

Da parken blev skabt fik den straks ry for at være en af de smukkeste i Europa og efter besøget kan vi vurdere, om det holder stik.

Vi skal også en tur forbi Vyborgs hovedbibliotek, som blev tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto i 1927 og stod færdigt i 1935.

(Morgenmad inkluderet)

Vi tilbringer formiddagen i Vyborg med at slentre rundt i de små gader. Under Den Finske Borgerkrig blev Vyborg erobret af de ”røde” (socialisterne). Det var i slutningen af januar 1918, men de borgerlige ”hvide” under den finske general Carl Gustaf Mannerheim tog byen med et stormangreb 3 måneder senere. Vyborg og Karelen var under Finland til Den Finske Vinterkrig 1939-1940, hvor byen og området blev afstået til Sovjetunionen. Et forsøg på tilbageerobring under den såkaldte Fortsættelseskrig nogle år senere mislykkedes, og den finske befolkning blev evakueret. 

Vyborg, som i dag har ca. 80.000 indbyggere, står dog fortsat stærkt i den finske bevidsthed, og finsk litteratur og film kredser om denne by og dens indbyggere. Brug formiddagen med at slentre rundt i gaderne. Man kan også fx gå en tur på Militærmuseet for den kareliske halvø, som bl.a. er, som museet selv skriver,: ”dedikeret til at bevare mindet om de faldne under forsvaret af Moderlandet i 1939-1940 og 1941-1944”.
Man kan også gå på det lille Lenins Husmuseum, som er det lille hus, hvor Lenin boede mellem Februar- og Oktoberrevolutionen i 1917. Der er ikke så meget at se og forklaringerne er skrevet på russisk, men for historieelskere er det alligevel et besøg værd (entréer til museer er ikke inkluderet i rejsens pris).

Nær ved Vyborg ligger den vigtige Saimaa-kanal, som forbinder byen med Saimaa-søerne. Kanalen, som blev anlagt 1845-1856, er ca. 43 km lang, dybden er 5,2 m og bredden mellem 34 og 55 m. Kanalen, som har 8 sluser, blev moderniseret i 1960’erne. 

Midt på eftermiddagen drager vi mod føromtalte Saimaa-kanal for at besigtige den og kører herefter over grænsen til finske Villmanstrand (Lappeenranta på finsk). Undervejs spiser vi middag om bord.

Efter ankomsten bliver vi hentet i bus og kører til vores hotel.

(Morgenmad og aftensmad er inkluderet).

Efter en finsk morgenmad skal vi ud på to besøg, som slår fast, at Finland gennem mange år kæmpede for sin egen identitet. Underlagt Sverige i århundreder; derefter et storfyrstendømme under Rusland op til selvstændigheden ved afslutningen af 1. Verdenskrig; borgerkrigen i 1918; Vinterkrigen 1939-40, som finnerne vandt; Fortsættelseskrigen 1941-44, som endte med at Finland måtte afstå landområder til Sovjetunionen og måtte betale krigsskadeerstatning til russerne helt op til Sovjetunionens kollaps. Finland trådte ind i EU i 1995, og mange er fortsat utrygge over russernes ageren.

Vi begynder med at køre til Borgå (på finsk: Porvoo), en smuk og mindre by med gamle træhuse og charme, der ligger øst for Helsinki. Byen ligger ved et flodudløb til en indsø, der igen har adgang til havet. Borgå er officielt Finlands næstældste by og dateres tilbage til 1346. Borgå er delvis bygget på en bakke, så det er ikke helt nemt at gå op til Domkirken, som stammer helt tilbage fra 1200-tallet – men den er absolut et besøg værd. I 2006 ødelagde en brand kirkens tag, men den er sidenhen blev smukt restaureret.

I Borgå boede en anden af Finlands store sønner, Johan Ludvig Runeberg, Finlands nationalskjald, som med sine digte skildrer de tapre finske soldater og løfter nationalidentiteten med Maamme (Vårt Land), som han skrev 1846 under den russiske periode. Sangen blev den finske nationalsang straks efter selvstændigheden 71 år senere. Der er et lille museum i Borgå, hvor Runeberg boede indtil sin død i 1877.

En lille, men høj mandelkage med rom eller andet spiritus, krydret med hindbær og glasur på toppen, er navngivet efter Runeberg, som efter sigende dagligt nød denne kage med et glas varm punch. Runebergstårta, eller på finsk Runebergintorttu, spises hvert år på Runebergsdagen den 5. februar.

Efter besøget i Borgå sætter vi os igen i bussen og kører til den smukke sø Tuusulanjärvi lidt nord for Helsinki. Vores mål er Ainola, et hus opkaldt efter komponisten Jean Sibelius’ kone Aino – Ainola betyder oversat Ainos sted.

Jean Sibelius eller Johan Julius Christian Sibelius, som han var døbt, var en af de nationalromantiske komponister fra den tid, hvor andre samtidige komponister var Carl Nielsen, Bedrich Smetana og Edvard Grieg. Hans musik var en hyldest til det nordiske og især til finsk natur og mytologi, hvilket blandt andet kommer til udtryk i stykket Finlandia. Stykket blev færdigt i 1900 og blev med selvstændigheden i 1917 forstærket som symbolet på landet Finland. Vi ser det lille hjem, der står uberørt, og hvor deres seks døtre blev født. Det er et skønt og fredfyldt sted under træerne, ikke langt fra søen.

Vi fortsætter til Helsinki, hvor vi indkvarteres.

(Morgenmad er inkluderet)

Dagen starter med en rundtur i den finske hovedstad. 

Finland er som selvstændigt land kun 102 år gammel, men Helsinki er som hovedstad 207 år gammel. Det skyldes, at zar Alexander flyttede hovedstaden fra Åbo (senere også Turku på finsk) til Helsinki efter svenskernes tab af Finland til Rusland efter Den Store Nordiske Krig.

Helsinki (senere også Helsinki på finsk) blev grundlagt af svenskekongen Gustav Vasa i 1550, og han fik blandt andet bygget fæstningsanlægget Sveaborg (senere Suomenlinna på finsk), som vi passerede ved indsejlingen. Sammenlignet med mange andre europæiske hovedstæder er Helsinki en ung by. Da zar Alexander flyttede hovedstaden hertil fra Åbo i 1812 var byens indbyggertal 4.000, i dag bor der omkring 650.000 mennesker. Byen blev bombet under 2. Verdenskrig, men var udover London og Moskva den eneste hovedstad i de krigsførende europæiske lande, som ikke blev erobret. Helsinki skulle oprindeligt have været vært for OL i 1940, men på grund af 2. Verdenskrig blev OL aflyst. Byen fik revanche i 1952, og hovedarenaen var Olympiastadion, som oprindeligt blev bygget til de aflyste lege i 1940. 
 
I dag udvider Helsinki sig i mange retninger, de gamle industriområder ændrer sig dag for dag, og som i alle andre storbyer skyder alternative butikker, restauranter og mikrobryggerier op i de områder, hvor der bygges boliger til unge mennesker, og et par af de seneste nye områder uden for centrum er Kalasatama, den tidligere fiskerihavn, og Pasila ved messecentret, som har forvandlet sig til en bydel med store shoppingcentre med moderne boliger.

Vi skal på rundturen forbi Kauppatori (på svensk: Salutorget), vi ser den ortodokse Uspenski-katedral, vi ser Senatstorvet og rigsdagen, præsidentens hjem, domkirken, hovedbanegården og Finlandia-huset, før vi besøger Tempelpladsens Kirke. Denne kirke er simpelthen speciel i alle henseender! Kirken blev planlagt i 1930’erne, men på grund af krigen blev den først realiseret i 60’erne. Kirken ligger på en lille klippebakke i bydelen Töölö, men modsat andre kirker, som gøres højere, blev denne bygget ned i klippen, og lyset føres ind gennem vinduer, der sidder hele vejen rundt mellem klippen og det afsluttende kobbertag, der er placeret midt over det runde kirkerum. Det er blevet en af de mest besøgte turistattraktioner i Finland, og det forstår man godt.

Efter besøget ved kirken kører vi mod lufthavnen, hvor flyet hjemad venter.

(Morgenmad inkluderet)