Solskinsstaten Florida

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

11 dages historie, kultur, oplevelser, sol og sommer i amerikanernes foretrukne paradis: Solskinsstaten Florida

Tag med på en premiererejse til Floridas solbeskinnede kyst, og oplev det bedste af ”The Sunshine State”, som er meget mere end blot forlystelsesparker og smukke strande. Vores rejse byder på byrundture i Miami og heldagsudflugt til det tilbagelænede Key West på den sydligste spids af Florida Keys. Vi skal også en tur med airboat i nationalparken The Everglades, besøge Edisons vinterresidens, og der bliver mulighed for at snorkle med søkøer omkring Crystal River. Vi bruger Orlando som base til at besøge historiske St. Augustine og det spændende Kennedy Space Center.

Rejsen er med dansk rejseleder, vi benytter gode mellemklassehoteller, og vi rejser når vejret er trist hjemme og samtidigt dejligt varmt i Florida.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Nej

  • Valuta Amerikanske dollars

Dagsprogram 11 dage
Dag 1
Fly København – Miami, USA. Indtjekning på hotel
Dag 2
Busrundtur i Miami med Coral Gables, Coconut Grove Park og Little Havana. Art Deco rundtur til fods i South Beach-kvarteret
Dag 3
Heldagstur til sydspidsen af Florida Keys med Key West, overnatning i Homestead
Dag 4
Homestead, Everglades Nationalpark, tur med airboat og Fort Myers
Dag 5
Fort Myers, Edisons vinterresidens, St. Petersburg/Clearwater, Tarpon Springs og Crystal River
Dag 6
Crystal River. Mulighed for snorkling med søkøer i den vilde natur. Besøg i Homosassa State Park og Orlando
Dag 7
Orlando. Mulighed for heldagsudflugt til St. Augustine og Daytona Beach inkl. entré til nationalmonumentet Castillo de San Marcos
Dag 8
Orlando. Mulighed for heldagsudflugt til Kennedy Space Center, Cape Canaveral og Cocoa Beach
Dag 9
Orlando. Tid på egen hånd eller fælles transport til forlystelsesparker og shopping i outlet
Dag 10–11
Orlando til Miami og hjemrejse

Hoteller

Quality Inn Florida City, Homestead

  • Aircondition
  • Mulighed for at lave kaffe/te
  • Hårtørrer
  • Kabel-tv
  • Strygejern og strygebræt

Dette motel ligger ved Highway 1 i Florida City/Homestead, placeringen passer godt i forhold til vores rejseplan. Der er tale om et ganske udmærket hotel, der ikke er noget særligt. Hotellet har en udendørs pool og alle værelser har gratis trådløs internetadgang og kabel-tv. Der er et udvalg af restauranter i gåafstand fra hotellet.

Du kan læse mere om hotellet på: http://www.qualityinnfloridacity.com/

Plantation on Crystal River

  • Strygejern og strygebræt
  • Hårtørrer
  • Kabel-tv
  • Aircondition
  • Te-/kaffemaskine

Dette hotel ligger centralt ud mod de varme kilder i Crystal River, og placeringen passer godt i forhold til vores rejseplan, da vi er tæt ved Banana island og vådområdet Kings Bay, hvor der skal snorkles med søkøer. Hotellet har en udendørs pool, spa og alle værelser har gratis trådløs internetadgang og kabel-tv. Der er et udvalg af restauranter i gåafstand fra hotellet.

Du kan læse mere om hotellet på: http://www.plantationoncrystalriver.com/

 

Rosen Inn Lake Buena Vista

  • Aircondition
  • Mulighed for at lave kaffe/te
  • Hårtørrer
  • Kabel-tv
  • Strygejern og strygebræt

Dette hotel ligger i den sydlige del af Orlando, med et bredt udvalg af forlystelsesparker indenfor køreafstand. Hotellet er en god base for vores eventyr i Orlando og området omkring. Hotellet har en udendørs pool, og alle værelser har gratis trådløs internetadgang og kabel-tv. Der er et udvalg af restauranter i gåafstand fra hotellet.

Du kan læse mere om hotellet på: www.rosenlbv.com

 

Winter Haven, Miami

  • Aircondition
  • Hårtørrer
  • Tv
  • Wi-Fi
  • Kaffe/te mulighed

Hotellet ligger i South Beach-kvarteret tæt ved stranden i Miami. Restauranter og shopping er i gåafstand fra hotellet, og her er rig mulighed for at gå på opdagelse gennem Miamis Art Deco-arkitektur

Du kan læse mere om hotellet på: https://www.marriott.com/hotels/travel/miaak-winter-haven-autograph-collection/?scid=bb1a189a-fec3-4d19-a255-54ba596febe2&y_source=1_NzM4NDQxLTcxNS1sb2NhdGlvbi5nb29nbGVfd2Vic2l0ZV9vdmVycmlkZQ%3D%3D

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Miami, USA. Indtjekning på hotel
I Miami

Vi flyver fra Københavns Lufthavn med kurs mod Miami, hvortil vi ankommer og bliver hentet i bus. Herefter kører vi til vores hotel i Miami, som kun ligger ca. 200 m fra stranden. Vi tjekker ind og kan nyde en dukkert i havet eller i hotellets swimmingpool og lade op til den følgende dags oplevelser.

Miami er hovedbyen inde på fastlandet og det sydlige Floridas kommercielle centrum, hvorimod Miami Beach ligger fordelt på 17 øer i Biscayne Bay udfor Miami mod Floridastrædet. Administrativt er der faktisk tale om to byer.

Miami Beach kaldes undertiden USA’s riviera, og her bor der masser af amerikanere, der undslipper de nordlige staters vinter og bytter den ud med varme og solskin, sandstrande, skyggefulde palmer og et uophørligt natteliv. Der bliver tid til at akklimatisere sig, slappe af ovenpå rejsen og vænne sig til tidsforskellen. Har man energi til det, kan man følge med vores rejseleder på en afslappet spadseretur langs strandpromenaden.

Dag 2
Busrundtur i Miami med Coral Gables, Coconut Grove Park og Little Havana. Art Deco rundtur til fods i South Beach-kvarteret
Miamis ikoniske art-deco bygninger

I dag kører vi på busrundtur i Miami og Miami Beach. De to byer er begge meget unge – for ca. 100 år siden var Miami blot en handelspost på Miami-floden i en myggebefængt sump. Men da hotel- og jernbanekongen Henry Flagler anlagde sin jernbane til et udsted ved navn Fort Dallas fulgte andre visionære entrepenører som Carl Fisher, Julia Tuttle, William Brickell og John Sewell efter, og de begyndte arbejdet med at tæmme det genstridige vildnis. Der blev opført hoteller, bygget broer, anlagt havne og indført elektricitet. Den smalle strimmel mangrovesump blev omdannet til det nuværende Miami Beach – og så begyndte turisterne at strømme til. Det såkaldte Greater Miami, der omfatter Miami med forstæder, opleves som et miks af mange forskellige rejsemål på én gang og er en spændende og usædvanlig multikulturel oplevelse. Her blandes de bløde og melodiske latinamerikanske og caribiske tungemål, madtraditioner og kulturelle fænomener. Her mærkes en umiskendelig ”joie de vivre” – livsglæde – med den smukke strand som allestedsnærværende baggrund.

På vores tur sætter vi fokus på nogle af de særlige områder, der gør Miami speciel, f.eks når vi besøger Coral Gables, som er et eksklusivt beboelseskvarter i middelhavsstil med hyggelige restauranter og shoppinggaden Miracle Mile; nogle mener, at den hedder sådan, fordi det er et mirakel, hvis man kommer derfra med mere end en cent på lommen. Vi fortsætter til bohemeområdet Coconut Grove Park og Little Havana, hvor mange af de cubanske immigranter slog sig ned efter revolutionen på Cuba. Hele området emmer af cigarer, stærk cubansk kaffe, dominospil og gallerier, særligt i og omkring ”Calle Ocho”. I dag har andre nationaliteter også slået sig ned i Little Havana, som er blevet et mere generelt latinerkvarter. I Downtowns forretningsområde med meget nybyggeri ser vi det, der udgør størstedelen af Miamis skyline. Vi nyder atmosfæren i Floridas største by og sætter herefter kursen tilbage mod hotellet, hvor vores rundtur til fods starter senere. Frokost er på egen hånd i området omkring Bayside.

Vi tager på gåtur i South Beach-kvarteret, som mere end noget andet er Miamis vartegn. Området har været en sand tropisk legeplads for arkitekter i art deco-æraen i 20’erne og 30’erne. De pastelfarvede bygninger står side om side med udsigt over Atlanterhavet og de hvide sandstrande. Den mest berømte gade er promenaden Ocean Drive, hvor der altid er leben. Rejselederen fortæller undervejs om udvalgte bygninger, og vi hører historier om virkelige og opdigtede personer, der knytter sig til området. Om aftenen syder South Beach af smart klædte mennesker, der besøger de mange natklubber og restauranter, der henvender sig til både de eventyrlystne og til et mere roligt publikum.

Dag 3
Heldagstur til sydspidsen af Florida Keys med Key West, overnatning i Homestead (ca. 520 km)

I dag skal vi en heldagstur mod syd ad Highway 1 fra Floridas fastland til Key West. Køreturen er en seværdighed i sig selv, for ruten går over ø efter ø, der er knyttet sammen af vejen og 42 broer som perler på en snor. Den mest berømte bro er syvmilebroen Seven Mile Bridge, som du med garanti har set i dusinvis af film.

Undervejs passerer vi kitschede gavebutikker med halskæder af muslingeskaller, hamburgerrestauranter og dykkerforretninger. Fælles for dem alle er, at de ligger billedskønt på de grønne øer, der kun lige bryder havoverfladen. Og under havets overflade ligger en hel verden af farvestrålende fisk og koralrev.

Vores mål er Key West, den sydligste af the Florida Keys. Det var her i det vilde og farverige Key West, Ernest Hemingway bosatte sig. Også i dag er Key West hjemsted for dristige kunstnere som malere, forfattere og poeter. I Key West er der ægte tropeidyl, som ikke finder sin mage andre steder i USA. Den charmerende gamle by med sine kokospalmer byder på en afslappet livsstil med restauranter, barer og unikke forretninger.

Vi kigger nærmere på byen, og der er tid afsat for dem, der vil besøge Hemingways hus (entré ikke inkl.), inden vi atter lægger kursen nordover mod vores hotel i Homestead.

Dag 4
Homestead, Everglades Nationalpark, tur med airboat og Fort Myers (ca. 320 km)
I Everglades sump bor alligatoren

I dag kører vi mod den skønne natur i nationalparken Everglades, som ligger på UNESCO’s liste over verdens naturarv og er det største subtropiske vildnis i USA. Vi kører fra Homestead for at bevæge os over den centrale del af ”the Glades”. Når vi senere skal opleve parken på nært hold får vi måske øje på nogle af sommerens alligatorunger, der måler mindre end 20 cm og har overlevet de første måneder i den barske natur. De små unger virker ganske ufarlige i sammenligning med de voksne eksemplarer, der kan måle helt op mod 4 meter. Den 6.100 km2 store nationalpark er hjemsted for den største population af den amerikanske alligator. Udover det spændende dyreliv kan vi se og høre om plantelivet, der består af en lang række arter af orkideer, cypresser m.m.

Det varierede dyreliv i nationalparken byder på sjældne og farvestrålende fugle samt krokodiller og alligatorer, der her – som det eneste sted på jorden – lever side om side. Gennem årene er søen Okeechobee blevet inddæmmet for at skabe god landbrugsjord. Herved er en del af økosystemet blevet frarøvet sin naturlige vandforsyning, men der er stort politisk fokus på at genoprette økosystemet således som det var. Det betyder, at der er håb for Everglades, og man kan i dag besøge det enorme område og få et glimt af et af verdens mest unikke økosystemer.

Everglades ses ofte beskrevet som et sumpområde, men er i virkeligheden et kæmpestort netværk af langsomt flydende floder. Vi sejler på opdagelse i airboats, en bredbundet pram, der drives frem af en stor fly-propel,

og mens vi nærmest skøjter hen over det lave vand, kigger vi efter dyr som alligatorer og fugle og nyder den fantastiske flora. Amerikanerne er generelt rigtig gode til at præsentere deres nationalparker, og Everglades er en oplevelse for alle. Besøget med airboat gøres ved the Everglades Safari, hvor vi samtidigt kan få et indblik i Miccosukee-indianernes særlige levevis. Det lykkedes aldrig for den amerikanske regering at få styr på Miccosukee-stammen og i 1800-tallet besluttede stammen at bosætte sig i det sumpede Everglades for at undslippe regeringens forfølgelse af de indianske stammer. Her i sumpen tilpassede de sig de særprægede forhold og skabte sig en ny tilværelse i overensstemmelse med den lokale naturs muligheder. Det er nogle af stammens medlemmer, som tager os ud på vores spændende og eventyrlige airboat tur, hvor vi elegant suser hen over ”The River of Grass”, som Everglades ofte bliver kaldt på grund af det langsomt flydende vand og de mange vandplanter.

Efter besøgene i den centrale del af Everglades, kører vi mod vest for at komme til Fort Myers, hvor vi overnatter tæt på Floridas Golfkyst.

Dag 5
Fort Myers, Edisons vinterresidens, St. Petersburg/Clearwater, Tarpon Springs og Crystal River (ca. 400 km)
Portræt af opfinderen Thomas Alva Edison

Som navnet antyder, så var Fort Myers engang lige netop et fort. Forsvarsværket var en bastion til brug mod de lokale Seminole indianere, men da det lykkedes at slutte fred med høvding Billy Hjulben (Billy Bowlegs) tilbage i 1858, kunne de eventyrlystne nybyggere brede sig mere ud. Fortet ligger ved floden Caloosahatchee, og byen blev grundlagt i 1886. Fortet som forsvarsværk kom i brug igen under den amerikanske borgerkrig.

Byen er i moderne tider blevet en slags udgangspunkt for Floridas sydvestlige region, som er et af statens vigtigste turistområder. I den gamle bydel, River District, kan man se 100 år gamle huse, som er indrettet til butikker, restauranter og gallerier. Netop atmosfæren fra gamle dage, fra tiden da Fort Myers var en lille fiskerby og Thomas Edison og Henry Ford opførte deres vinterboliger, skal vi høre mere om når vi besøger husene.

De to smukke huse i træ, beliggende i en stor have tæt på Caloosahatchee River var nogenlunde samtidig ”vinterhuse” eller residenser for de verdenskendte opfindere Thomas Alva Edison og samlebåndets fader Henry Ford, som arbejdede sammen og undertiden blev venner. De havde brug for et sted væk fra kulden i deres hjembyer og byggede hhv. Seminole Lodge og The Mangoes.

Husene fungerer i dag som museer og har gjort det siden 1965, og man har gjort sig umage med at holde alt interiør intakt. Af samme årsager må vi kun se dem udefra, men man kan kigge på de udsøgte møbler, lamper og småting gennem vinduer og dører med plastglas. Vi ser både boligerne, haverne og laboratorierne, hvor de to mænd tilbragte mange vintre med at arbejde, snakke og måske endda slappe lidt af i det subtropiske sydvestlige Florida. Man kan ikke undgå at blive imponeret af de to verdensberømte geniers opfindsomhed og driftighed, for selv om de tilbragte det meste af vinteren her i Floridas behagelige varme klima var de bestem ikke på ferie.

Efter besøget drager vi mod St. Petersburg (eller som de lokale kender den, St. Pete), statens 5. mest befolkede by. Her har halvøen vest for Tampa Bay udviklet sig til et sikkert stop for de oplevelseshungrende, der gerne kombineres med Clearwater, som fremdeles mest er kendt for sine kridhvide strande i verdensklasse. Vi har afsat tid til at spise frokost, inden vi via Tarpon Springs ankommer i Crystal River og de varme kilder.

Vi må forvente lidt mere fugt i luften, når vi kommer til området omkring Crystal River. Her er vi midt i den naturrige del af Floridas Golfkyst, omgivet af de naturlige kilder i King’s Bay.

Dag 6
Crystal River. Mulighed for snorkling med søkøer i den vilde natur. Besøg i Homosassa State Park og Orlando (ca. 160 km)
Crystal River

En af de helt store attraktioner i Crystal River er de mere end 400 vestindiske manater (en art søkøer), der holder til i området i vinterhalvåret på grund af de lune kilder, hvor temperaturen sjældent kommer under 22 C.

De, der har tilkøbt udflugten ”Snorkling med søkøer”, skal tidligt afsted for at møde søkøerne, inden de svømmer ud på rum sø. Det er som sagt områdets varme kilder, der er årsagen til at så mange søkøer har bosat sig sammen. Sandsynligheden er derfor tæt på 100% for at se de blide store dyr. Vores kaptajn og besætning sætter os grundigt ind i, hvordan udflugten forløber og, hvordan man opfører sig som gæst i naturen. Der er klare regler fra myndighedernes side, for at passe på bestanden, hvorfor besøget helt og holdent foregår på dyrenes betingelser. Der er ganske enkelt tale om oplevelser i særklasse, når man omgås disse kæmpemæssige og lidt mærkelige men godmodige dyr. Der gror alger på sø-køer, hvorfor de bruger de besøgende til at få maven kløet og frigjort for de grønne og brune plantevedhæng.

Det er netop ved rejser i vinterhalvåret, at dette er muligt, da søkøerne om sommeren bevæger sig rundt ude i selve den Mexicanske golf.

Man kan sagtens tilmelde sig udflugten uden at snorkle med dyrene, da sejler man med og ser dem fra båden.

Når vi kommer retur fra udflugten, så samles vi alle for at fortsætte turen østpå. Først skal vi dog besøge Homosassa State Park, hvor vi også blandt det vildtliv som vi er på udkig efter, kan håbe på, at se de blide søkøer. Det er her de varme kilder ligger, hvilket har skabt et varieret dyreliv. Vi går en tur på de forhøjede promenader og spejder efter nogle af Floridas dyr.

Vi kører efter parkbesøget mod Orlando, temaparkernes hovedstad. Her var ikke meget andet end citrusplantager, før Walt Disney i 1965 fik en god pris på noget jord og anlagde Disneyworld her. Siden er flere forlystelsesparker fulgt efter, og byen modtager nu årligt omkring 68 millioner besøgende fordelt på kongresdeltagere og forlystelsessyge af alle nationaliteter, hvilket er rekord imellem alle byer i USA.

Orlando breder sig over et større geografisk område, men har til gengæld ikke rigtigt noget centrum. Vi har hver dag i Orlando et tilbud til fællesaktiviteter, hvor de 2 udflugter skal være booket hjemmefra. Alternativt kan man selv planlægge sit ophold og eventuelel aktiviteter. Albatros’ rejseleder er selvfølgeligt behjælpelig.

Dag 7
Orlando. Mulighed for heldagsudflugt til St. Augustine og Daytona Beach inkl. entré til nationalmonumentet Castillo de San Marcos (ca. 400 km)
I St. Augustine

Dagens Albatros-udflugt går til St. Augustine, den ældste europæisk etablerede by i USA. Den fremstår i dag som en charmerende gammel by, der henleder tankerne mere til Spanien og Middelhavet end USA. Den er grundlagt i 1565 af den spanske admiral Pedro Menéndez de Avilés på St. Augustins dag. I 1702 brændte byen ned, men blev hurtig genopbygget, og allerede i 1763 var den et vigtigt socialt og administrativt center og blev snart efter betragtet som "hovedstad" i det østlige Florida. Op gennem tiden har byen skiftet mellem politisk at være på spansk og engelsk side, inden den i 1819 blev erklæret amerikansk, men de spanske rødder hænger stadig ved.

Den spanske herkomst oplever vi når vi bevæger os i det historiske område på St. George Street og besøger Castillo de San Marcos, som er et af de ældste fort i USA. Selve fortets fundament og mure står endnu, og fortet må betegnes som ganske velbevaret, alderen taget i betragtning (fortet begyndtes bygget 1672). Vi har entré inkluderet og kigger nærmere på udstillingerne, og får os et indblik i fortets historie og derved også hele områdets.

Vi har afsat et par timer til at gå rundt i de smalle gader hvor også frokosten kan nydes (ikke inkl.). Det ville være oplagt at finde noget ved gågaden St. George Street, der har et bredt udvalg af cafeer og restauranter. Det kunne jo passende være en lejlighed til at slutte af med en Key Lime Pie, en af specialiteterne i Florida, den sprøde tærte med grønligt limefyld.

Det kan også anbefales at besøge området omkring den smukke gade Magnolia Avenue, hvor vi også finder den lille park ”Ponce de Leons ungdommeligheds kilde”, som gerne vil tage æren for at være stedet, hvor det koloniale Amerika egentligt blev grundlagt, 55 år (!) før pilgrimmene ved Plymouth Rock på det gode skib Mayflower.

Efter et par timer i St. Augustine sætter vi kursen tilbage mod Orlando via Daytona Beach. Strandbyen, der bryster sig af at være den eneste, hvor det er tilladt for biler at køre på stranden. Tidligere mest kendt som filmkulisse, er byen uden tvivl mest kendt for dets store motorløb og speedwaycenter. Vi passerer Daytona International Speedway og gør holdt i byen.

Dag 8
Orlando. Mulighed for heldagsudflugt til Kennedy Space Center, Cape Canaveral og Cocoa Beach (ca. 250 km)
NASA’s Kennedy Space Center

Dagens Albatros-tilbud er en heldagsudflugt til 1960’ernes tv-transmissioner af Apollo-programmets raketopsendelser, månelanding og rumfærger i NASA’s Kennedy Space Center på Cape Canaveral. Selve området rundt om centret er et fugle- og vildtreservat, lige ud mod Atlanterhavet. Nøje udvalgt på grund af det tørre og milde klima, der sjældent ser uvejr, der kunne forstyrre de følsomme opsendelser. Den  mest berømte opsendelse er velsagtens Apollo 11, der med bl.a. Neil Armstrong som astronaut satte den første mand på månen i 1969.

Entrén er inklusiv IMAX-forestillinger og udstillinger etc., så vi afsætter godt 5 timer til besøget.

Vi planlægger også dagen, så vi rammer centret omkring åbningstid. Det anbefales at tage den 2 timer lange guidede bustur rundt i centret ”Kennedy Space Center Bus Tour”. Der findes flere guidede ture, så få hjælp af rejselederen til at forberede besøget.

Højdepunkterne tæller desuden rumfærgen Atlantis, Hubble-teleskopet (model), Apollo-rumprogrammet med raketter og rumfærger, Saturn V og altså IMAX-biografer med film om alt fra rummets første pionerer til kapløbet mellem USA og Sovjetunionen. Med andre ord har vi et par timer i det fascinerende centrum for USA’s rumprogram foran os!

På vejen hjem slår vi lige en runde syd om centret for at se nærmere på området ved Cape Canaveral og Cocoa Beach.

Dag 9
Orlando. Tid på egen hånd eller fælles transport til forlystelsesparker og shopping i outlet (ca. 25 km)
100 km2 med temaparker, hoteller, restauranter, butikker mm.

Dagen i dag er afsat til egne eventyr, og det er oplagt at besøge nogle af de berømte temaparker i området. Disneyworld er ikke til at komme udenom – heller ikke i konkret betydning, for Walt Disney World Resort, som inkluderer flere forskellige temaparker, hoteller, restauranter, forretninger og grønne områder, fylder ikke mindre end 100 km2. Er du til fart og sug i maven, kan du tage til Disney’s Hollywood Studios-temapark. I Rock ’n’ Rollercoaster accelererer du fra 0-100 km/t på 3 sekunder, og i Twilight Zone Tower of Terror er du om bord i en elevator, der falder 13 etager. I Epcot temaparkens forlystelse Mission:Space kan du opleve vægtløshed som den, astronauter befinder sig i i rummet, blot skabt med centrifugalkraft – en vild oplevelse. Endeligt er Universal Studios Orlando et rigtigt godt besøg for, dem der ikke er til de vildeste forlystelser. Selve forlystelsesgaden ”International Drive” har også efterhånden en større håndfuld forlystelser, restauranter og barer.

Har du mere lyst til at shoppe, ligger der i udkanten af byen et stort lagersalgsområde, Premium Outlets, hvor butikker sælger mærkevarer til meget nedsatte priser.

Rejselederen lægger en plan med chaufføren ud fra gruppens ønsker, men typisk så kører vi forbi mindst en forlystelsespark, International Drive og et Premium Outlet og sætter altså løbende dem af der vil, og der aftales enten et opsamlingstidspunkt eller returrejse på egen hånd.

Dag 10–11
Orlando til Miami og hjemrejse (ca. 410 km)
Når det er tid til at tage til lufthavnen, bliver vi hentet af bussen og vi kører til Miami Airport, hvor flyet hjemad venter. Afhængig af flytidspunkt kan vi krydre ruten med nogle spændende stop. Næste dag ankommer vi til København.

Udflugtspakker

Kun for Albatros Travels gæster har vi udarbejdet to udflugtspakker ledet af vores danske rejseleder. Pakkerne skal købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.

Udflugtspakke Orlando - Inkluderet i udflugtspakken:

• Orlando, Heldagsudflugt til St. Augustine og Daytona Beach inkl. entré til nationalmonumentet Castillo de San Marcos

• Orlando, Heldagsudflugt til Kennedy Space Center, Cape Canaveral og Cocoa Beach. Inkl. entré.

Pris: kr. 998,- pr. person

Udflugt Crystal River - Inkluderet i udflugten:

Oplev at snorkle med søkøer (Manatees) i den vilde natur

• Crystal River, Halvdagsudflugt til Crystal River med båd inkl. instruktioner af kaptajn, flere svømme/snorkle ture og transport frem/tilbage.

Pris: kr. 648,- pr. person

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Miami t/r med mellemlanding
  • Udflugter jf. program (inkl. airboattur)
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt (enten American breakfast eller den mere enkle continental breakfast)
  • Entréer til: Edison and Ford winter estates og Homosassa Statepark
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Gebyr for indrejseregistrering til USA (ESTA, ca. 14,- USD)
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer
  • Øvrige måltider
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. USD 35,- pr. pers.)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer“

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Buskørsel

Turen er arrangeret for at få så mange oplevelser i både naturparker og storbyer som muligt. Det betyder, at der visse dage skal køres længere strækninger. Vi stopper flere gange undervejs og nyder sceneriet, og det er både spændende og anderledes at opleve USA ”on the road”.

Almindelige turistbusser i USA er generelt komfortable. Dog har de ofte kun én indgang forrest i bussen og ingen bagdør, som vi kender det hjemmefra. Desuden er der ofte ikke kopholder og net i sædet foran. Derfor er det en god idé at medbringe en god rygsæk, som kan benyttes til personlige ejendele under udflugter og undervejs i bussen.

Ekstra rengøring pga. coronavirus

Albatros prioriterer vores gæsters trivsel og tryghed på rejsen højt, og vi er i tæt kontakt med vores samarbejdspartner i USA for at sikre, at rengøring af busser og hoteller lever op til de gældende regler.

Busserne, vi benytter, bliver dagligt desinficeret af chaufførerne, og hotellerne har lavet ekstra strikse regler om rengøring, som løbende bliver kontrolleret af vores samarbejdspartner. Check-in vil foregå kontaktløs, værelserne bliver ekstra rengjort og desinficeret, og det sikres, at der ikke er adgang til værelset efter rengøringen, før en gæst tjekker ind. Der vil være adgang til håndsprit flere steder på hotellet.

Klima og påklædning

Du kan tjekke vejret på rejsemålet hjemmefra – fx på www.dmi.dk. Vær opmærksom på, at selvom vi har udvalgt rejsetidspunktet efter vejret, så kan der være enkelte køligere dage.

De fleste dage vil dog ligge på 20-25 graders varme, så tænk på at pakke derefter.

Wi-fi og internet på hotellerne i USA

Mange af vores hoteller har gratis wi-fi eller internet via kabel på værelserne, som en del af deres service til kunderne på lige fod med tv.

Forbindelsen og kvaliteten kan dog være svingende. Nogle hoteller tilbyder gratis wi-fi på værelserne, mens andre har tilbyder gratis internet på fællesområderne (spørg derfor om wi-fi eller internet, når du tjekker ind på hotellet eller hør din rejseleder). Nogle gange kan det bedre betale sig at benytte servicen på fællesområderne, hvor signalet er stærkere, end at kæmpe med et svagt signal på værelset. Signalets styrke afhænger ofte af, hvor dit værelse er placeret i forhold til nærmeste wi-fi-sender.

Enkelte hoteller tager gebyr for brug af wi-fi eller internet via kabel på værelset. Oftest er kvaliteten her bedre.

En helt anden mulighed er at benytte sig af gratis wi-fi hos kæder som Starbucks osv., som oftest i de større byer er at finde indenfor kort afstand.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Mere om USA

Her kan du få mere at vide om USA: www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/usa

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Før afrejsen

Pas

Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.

I USA er der ikke visumpligt for danskere og øvrige EU-borgere for ophold op til 90 dage, men inden afrejse skal du udfylde en elektronisk ansøgning om indrejsetilladelse, ESTA.

ESTA - indrejsetilladelse til USA

Senest 72 timer før afrejse skal du søge om indrejsetilladelse på https://esta.cbp.dhs.gov

Her får du en forhåndsgodkendelse til indrejse og et nummer, som du skal printe eller skrive ned og medbringe på rejsen, da lufthavnsmyndigheder i Danmark og USA kan kræve at se det. Det koster et mindre beløb – ca. 14 dollar – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 2 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 2 år.

Hvis du rejser sammen med børn, som ikke er dine egne, eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, skal du ud over ESTA-tilladelsen have en særlig tilladelse.

Læs mere om ansøgningen om indrejsetilladelse og om rejser med børn på www.albatros-travel.dk/praktisk/indrejse-i-usa

Krav om visum hvis du har besøgt Irak, Iran, Syrien og Sudan

Hvis du som dansk statsborger har været på rejse i Irak, Iran, Syrien eller Sudan efter den 1. marts 2011, kan du ikke længere rejse ind i USA på en ESTA-godkendelse. Fremover skal du have et rigtigt visum – udstedt af den amerikanske ambassade i København. Det samme gælder danske statsborgere, som har dobbelt statsborgerskab i enten Irak, Iran, Syrien eller Sudan.

Læs mere om reglerne på den amerikanske ambassade (på dansk), hvor du også kan se en video med danske undertekster om, hvordan du selv kan tjekke din status på en eksisterende ESTA-godkendelse http://denmark.usembassy.gov 

Elektronisk udstyr i håndbagagen

Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, Ipads, laptops etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen.

Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.

Vi henviser til British Airways hjemmeside for uddybende information: http://www.britishairways.com/travel/flightops/public/en_no?p_faqid=5047&source=hp_disruption_banner

Hånden på hjertet

Information

Den amerikanske morgenmadskultur er forholdsvis simpel, sammenlignet med den skandinaviske. Morgenmaden på de fleste standardhoteller i USA er den såkaldte ”continental breakfast”, hvilket typisk indebærer kaffe/te, juice og toastbrød med smør og marmelade. Det er ikke unormalt, at man på hoteller i USA kun har papservice ved morgenmaden, da mange bruger den som en ”to go”-løsning på farten.

Den amerikanske drikkepengekultur kan især af os fra Skandinavien opleves som et irritationsmoment. For at du som rejsende besværes mindst muligt, vil rejselederen oftest tilbyde at påtage sig indsamling af drikkepenge for hele gruppen, fordelt på de planlagte programpunkter. Du kan læse mere om drikkepenge og Albatros’ holdning her: www.albatros-travel.dk/praktisk/er-drikkepenge-inkluderet-i-rejsens-pris

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rejse til Florida Rejsen var fantastisk takket være Jesper. Han klarede udfordringen fra orkanen Nicole til ug. Jesper tryllebandt os med sin store viden om USA og de steder vi besøgte. Jesper er en fantastisk rejseleder, som vi nyder at rejse med. Det er nu tredje gang, vi rejser med Jesper, og det er bestemt ikke sidste gang!
Date published: 2022-11-22
Rated 4 out of 5 by from Oplevelsernes tid er ikke forbi, - slet ikke! Efter nogen tids betænkningstid, - frem og tilbage, - skal, skal ikke, - valgte vi alligevel denne "rejse", - vi har været i flere af de nævnte destinationer, men ikke vestkysten! som så desværre blev taget af på grund af en voldsom storm, - som ødelagde Fort Meyers osv. så dette var vi bekendt med hjemmefra, - lidt ærgerligt, - men langt værre for de mennesker som nu har fået ødelagt deres hjem. Der gik desværre så ikke mange dage efter en vel overstået "overfart", - Og et gensyn med Guiden JGN, - i Miami, skøn latter. Desværre blev vi hurtig bekendt med en ny storm "Nocole", - var ved at gå i land, i vores område- så vores Guide JGN, - og agenten måtte, finde nye kreative løsninger, - og hotel faciliter, - og oplevelser. Guiden JGN som vi i øvrigt har mødt og rejst med 4 gange, - er dybt arrangeret i at vi skal have den bedste oplevelse, - godt hjulpet af en chauffør af Guds nåde, - Igen Guiden JGN gjorde de mange kilometer i bussen, - til en ren fornøjelse, - da han er et omvandrende leksikon både omkring USA's fortid, - og ikke mindst nutid, - han sled som et bæst, - så vi sidder tilbage med en god oplevelse, - da der jo blev væsentligt mere tid, i Fort Lauderdale, Orlando, Skt. Augustin og Key West osv. Og så! - det havde jeg nær glemt, - besøget på Kennedy Space Centret, - hvor al bus kørsel var indstillet, - i området, - men alle Udstillinger biografer osv. var åbne, - men højdepunktet var at 35 minutter efter vores ankomst skulle den Falcon 9 raket, - affyres som var udsat fra den 8. - det var lidt vildt, - at vi var så heldige. et minde som vi vil huske, - der var en helt egen stemning. Everglade turen var også rigtig fin, - det var sidst på dagen, - med lav sol, - perfekt, - også stemningen i Key West, - turen frem og tilbage stop ved 7 mile broen mm. og skt. Augustine, - vil blive husket, - desværre var den restaurant hvor vi spiste sidst, vi, var der under oprydning efter regn og oversvømmelse, - men der var alternativer selvfølgelig. Så joh, - der er mange gode billeder i den indre biograf, - til den lange mørke vinteraftner. Hotel Vinterhaven Ocean Drive, Miami, - fedt sted, - og omgivelser.
Date published: 2022-11-21
Rated 4 out of 5 by from Florida er fantastisk! Florida er fantastisk og kan kun anbefales at opleve. Vores rejseleder var helt utroligt vidende om alt fra politik til sociale forhold i USA og gjorde alt for, at vi skulle have en fantastisk rejse. Pga. programændringer som følge af orkan både før afrejse og under rejsen, fik vi en ekstra hel dag i Miami - meget heldigt - for ellers havde der været alt for lidt tid i Miami. Alle billetter til Disneyland var udsolgt, selvom der stod i programmet, at man bare kunne booke/købe derovre i samråd med rejselederen - så book/køb på forhånd hjemmefra.
Date published: 2022-11-20
Rated 5 out of 5 by from En spændende rejse tæt pakket med oplevelser Vores rejseleder Jesper var meget dygtig og alvidende,rigtig god til at fortælle om usas historie og politik,, hvilket gjorde vores rejse helt unik. Han var lydhør for vores bekymring om orkanen og guidede os sikkert og trygt igennem.
Date published: 2022-11-20
Rated 4 out of 5 by from Anbefalelsesværdig rejse Vi fik mange nye og interessante oplevelser.
Date published: 2020-02-09
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rundrejse med mange spændende oplevelser En rundrejse som indfriede alle mine forventninger og meget mere. Vi fik set betydeligt mere end programmet beskriver heriblandt orkide farm - smuk sted med orkideer i alverdens afskygninger og et butik hvor alverdens frugt og grønsager var til stede - et meget spændende sted med frugter/grønsager som man ikke viste eksisterede. Vi var også inde i et par fødevarer butikker hvor man fik mulighed for at handle lidt. Et besøg på en chokolade fabrik med smagsprøver og en butik med salg af skydevåben hvilket jo er almindelig i USA. Vi oplevede Florida både via de turistprægede steder og steder hvor turisterne ikke dominerede. Ang bussen så var det med aircondition og stort toilet. Standard på højde med Danmark. Buschaufføren var behageligt og havde kørt denne tur før hvilket var en fordel. Rejselederen var godt inde i tingene og var god til at formidle viden og spændende anekdoter om de forskellige steder vi kom til. Ang hotellerne så var standarden ok. Bedste hotel på turen var klart hotellet i Fort Myers. Lækkert hotel med store værelser og en super lækkert morgenbuffet. Turens dårligste hotel var klart hotellet i Miami. Super godt beliggende men værelserne var bittesmå og spartan udstyret og det lugtede meget muggen. Værelset jeg fik tildelt var indelukket (og ikke mulighed for at åbne vindue) og meget beskidt. Billederne på deres hjemmeside passer overhovedet ikke med virkeligheden. Turens højdepunkt var for mit vedkommende helt klart Kennedy Space Center hvor vi havde en hel dag til rådighed. Der er megen kørsel i bus da afstandene er lange men der var tilpas med pauser undervejs så det føltes ikke så lange. Turens længste tur fra Miami til Key West kunne måske gøres mere rejsevenlig hvis man valgte et hotel tættere mod Ket West eller vest over i stedet for at køre ca 200 km tilbage for at komme på det bookede hotel (kørte forbi hotellet på vej ned til Key West). Men alt i alt en skøn rundrejse som jeg klar vil anbefale.
Date published: 2020-02-07
Rated 4 out of 5 by from God rejse med plads til flere forbedringer Rejseleder Søren klarede alle situationer helt perfekt og øste af sin store viden om det vi så og oplevede på turen. Det var i tæt samarbejde med den perfekte chauffør Orlando. De havde et godt samarbejde og det kunne tydeligt mærkes på turens afvikling. Stor ros til de to. Kun to hoteller levede op til vores forventninger.De bedste hoteller var BW Fort Meyers Waterfront og Plantation on Crystal River, og dem vil vi stærk anbefale. De var langt over de tre andres standard og service. Hotellet i Miami var langt under den forventede standard. Der var ikke ret meget der fungerede: Morgenmaden skulle indtages under natbarforhold med blinkende lys og musik - ikke noget vi syntes om. Elevatorer var i udu på de to første hoteller, hvor det ikke var muligt at få hjælp til at bære vore tunge kufferter op og ned. Bortset fra Miami - hotellet var morgenmaden tilfredsstillende.
Date published: 2020-02-07
Rated 5 out of 5 by from En rejse med mange oplevelser En dejlig men anstrengendede rejse med megen kørsel i bus. Det kunne være dejligt med en overnatning i Key West.
Date published: 2020-02-07
  • y_2023, m_3, d_24, h_22
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.34
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_34
  • loc_da_DK, sid_USRTR27, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser