Sydamerikas hjerte

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

En Albatrosrejse for livsnydere! Storslåede oplevelser i Argentina, Paraguay og Brasilien

Oplev det bedste af Sydamerika, uden at det bliver forjaget. Vi har sammensat et spændende program med udvalgte oplevelser i kultiverede Argentina, livsglade Brasilien og det knap så kendte Paraguay med dets rige kulturhistorie.

I Buenos Aires ser vi byens forskelligartede kvarterer – fra folkelige La Boca til fashionable Recoleta med Eva Peróns gravsted. På programmet er også vinsmagning, tangoshow og pampassen. I Rio kan vi glæde os til klassiske seværdigheder som Sukkertoppen og Kristusstatuen og føjer et par ekstra lag til med en sambaskole og favela. Besøget i favela’en foregår i samarbejde med kvarteret og giver os et vigtigt indblik i mange brasilianeres hverdag.

I Paraguay dykker vi ned i historien, når vi bl.a. besøger en UNESCO-fredet jesuitisk missionsby. Stor natur skal vi naturligvis også have: hele to dage er øremærket de mægtige Iguazú-vandfald, som vi ser fra både den argentinske og brasilianske side.

Forlæng evt. rejsen med 4 dage i den charmerende, brasilianske strandby Búzios.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Argentinsk peso, brasilianske real, Guarani (PYG), amerikanske dollar

Dagsprogram 13 dage
Dag 1
Afrejse fra Billund
Dag 2
Ankomst til Buenos Aires. Byvandring og omvisning i operahuset Teatro Colón
Dag 3
Buenos Aires. Byrundtur, vinsmagning og tangoshow med middag
Dag 4
Buenos Aires. Tid til egne oplevelser
Dag 5
Buenos Aires. Pampas, gauchoer og lækker ranchfrokost
Dag 6
Fly til Posadas – videre til Encarnación, Paraguay. UNESCO-fredet jesuitisk missionsby
Dag 7
Encarnación – Iguazú, Brasilien. Rundvisning ved Itaipú-dæmningen
Dag 8
Iguazú-vandfaldet på den argentinske side
Dag 9
Iguazú-vandfaldet på den brasilianske side og fly til Rio de Janeiro
Dag 10
Rio de Janeiro. Corcovadobjerget, Kristusstatuen og botanisk have
Dag 11
Rio de Janeiro. Sejltur i Guanabara-bugten og på sambaskole
Dag 12
Rio de Janeiro. Sukkertoppen og hjemrejse. Mulighed for ekstra feriedage i strandbyen Búzios
Dag 13
Ankomst til Billund

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra Billund
Vi sætter kursen fra Danmark mod Argentina.
Dag 2
Ankomst til Buenos Aires. Byvandring og omvisning i operahuset Teatro Colón
Præsidentpaladset i Buenos Aires kaldes Casa Rosada

Vi lander i Buenos Aires om morgenen og kører til hotellet for at friske os lidt op, inden vi tager på byvandring i den centrale del af tangobyen.

Buenos Aires er kendt som Sydamerikas Paris, og det er også ganske rigtigt, at arkitekturen og de brede alléer nemt kan sende tankerne til Frankrigs hovedstad. Buenos Aires er en by med en gylden fortid, og vi starter byvandringen ved byens operahus, Teatro Colón, der blev bygget i 1908 og er indbegrebet af det rige Buenos Aires. Vi bliver vist rundt i den overdådige bygning og ser den store sal med scenen, hvor de klassiske dramaer stadig udspilles.

Herefter vandrer vi ad byens brede alléer til Plaza de Mayo (Majpladsen), hvor man for alvor fornemmer historiens vingesus. For enden af torvet troner præsidentpaladset, som ikke uden grund kaldes Casa Rosada, det lyserøde hus, for murværket har en markant lyserød farve. Det var fra balkonen her i præsidentpaladset, at Eva Perón – i folkemunde blot kendt som Evita – holdt tale til sine trofaste støtter blandt landets mange fattige. Det var også her på Plaza de Mayo, at en gruppe mødre til forsvundne børn og unge under den argentinske militærjunta, kendt som “Las Madres de Plaza de Mayo”, i årene 1977-2006 fast mødtes én gang om ugen og demonstrerede for at få sandheden om deres forsvundne kære frem.

Herfra fortsætter turen ned af gågaden, Calle Florida, hvor butikker og forretninger ligger side om side. Der bliver også tid til en dejlig frokost på en af Buenos Aires’ verdenskendte restauranter, de såkaldte steakhouses, hvor vi kan nyde en førsteklasses bøf.

Overnatning i Buenos Aires.

Dag 3
Buenos Aires. Byrundtur, vinsmagning og tangoshow med middag
Vi oplever et flot tangoshow i Buenos Aires

Denne morgen skal vi nyde lidt mere af Buenos Aires. Vi besøger byens mest farvestrålende og charmerende bydel, La Boca, som tilmed er et af byens ældste kvarterer. I 1800-tallet blev La Boca hjemsted for tusindvis af italienske og spanske immigranter, der søgte lykken i den argentinske hovedstad. Gaden El Caminito er kendt for sine farvestrålende huse, og det er også her i arbejderkvarteret La Boca, at sportsklubben Boca Juniors holder til. Selvom en lang række markante argentinske fodboldspillere gennem årene har spillet for klubben, er det mere end nogen den nationale fodboldhelt Diego Maradona, der har gjort klubben kendt verden over.

Videre i bydelen Palermo – byens grønne åndehul – nyder vi de smukke, storslåede parkanlæg og mindesmærker, der giver os et indblik i landets brogede historie. Vi fortsætter til bydelen Recoleta, som er et af byens mest fashionable beboelsesområder med elegante, franskinspirerede huse. Det er også i Recoleta, vi finder den pompøse kirkegård med gravsteder for alle byens fornemme familier, inklusive Evita Peron, som ligger begravet på et familiegravsted under navnet Duarte. Endvidere er La Recoleta også hjemsted for de meget rige argentinere, som normalt forlader deres herskabsboliger i sommerheden. Om vinteren kan man se de fine damer slentre op og ned ad byens fornemme strøg iført pels og kunstfærdige frisurer, ofte på vej til tesaloner for at møde deres venner.

Sidst på eftermiddagen prøvesmager vi nogle af de dejlige argentinske vine i selskab med en professionel sommelier, som deler ud af sin viden. Herefter nyder vi et flot tangoshow, mens aftenens middag indtages. Kan man forestille sig mere perfekte rammer for en aften i tangoens tegn end netop her i tangoens hjemby? Dansen – med sit raffinerede miks af nostalgi, drama, elegance og sensualitet – har sit udspring i immigrantmiljøet i Buenos Aires-bydelen San Telmo sidst i 1800-tallet, og selvom tangoen i begyndelsen blev betragtet som alt andet end stueren, gik der ikke længe, inden også det pæne borgerskab tog tangoen til sig.

Overnatning i Buenos Aires.

Dag 4
Buenos Aires. Tid til egne oplevelser
Tid til egne oplevelser i Buenos Aires

Dagen i dag er øremærket egne eventyr, og du kan bruge den til at opleve nogle af de steder i Buenos Aires, du endnu ikke har set. Rejselederen vil naturligvis være til rådighed med råd og vejledning. Du kan eksempelvis besøge den store tangosanger Carlos Gardels grav, som er valfartssted for tangoentusiaster fra hele verden. Eller måske du bare har lyst til at slentre rundt i byen? Porteñoerne, som indbyggerne i Buenos Aires bliver kaldt, er hyppige gæster på byens mange caféer, så hvorfor ikke gøre som de lokale og nyde en kop kaffe af bedste kvalitet, mens du fornemmer byens stemning? Måske efterfulgt af et besøg på et af byens mange museer eller i nogle af de hyggelige shoppinggader? Gågaden Calle Florida eller den flere kilometer lange indkøbsgade Santa Fe er blot nogle af de mange muligheder, og det er også oplagt at gå på opdagelse i den hyggelige San Telmo-bydel, der rummer et hav af gallerier, antikvitetsforretninger og andre specialbutikker.

Overnatning i Buenos Aires.

Dag 5
Buenos Aires. Pampas, gauchoer og lækker ranchfrokost
Den argentinske pampas er hjemsted for de famøse gauchoer

I en radius af næsten 1.000 kilometer fra Buenos Aires strækker den argentinske pampas sig. Det store sletteområde har gennem århundreder været hjemsted for de legendariske argentinske cowboys, såkaldte gauchoer. Og med den frodige landbrugsjord og pampas-kvæget, der typisk ender sine dage som nogle af verdens møreste bøffer, udgør pampassen nerven i den argentinske økonomi. På dagens udflugt går vi i gauchoernes fodspor og sætter kursen mod pampassen, hvor vi skal besøge en estancia, som er en stor, argentinsk ranch. Her spiser vi en traditionel asado-frokost med lækkert, grillet kød og empanadas – små halvmåneformede, fyldte brød. På estanciaen nyder vi også et folkloreshow med traditionel argentinsk musik og dans. Efter en afslappende dag på gården vender vi tilbage til Buenos Aires.

Overnatning i Buenos Aires.

Dag 6
Fly til Posadas – videre til Encarnación, Paraguay. UNESCO-fredet jesuitisk missionsby
UNESCO-fredet jesuitisk missionsby

Tidligt om morgenen flyver vi til Posadas ved grænsen til Paraguay. Efter grænseformaliteterne, som må forventes at tage lidt tid og godt kan være lidt hektiske, begiver vi os over broen til grænsebyen Encarnación i Paraguay.

På en gåtur til den centrale plads, Plaza de Armas, ser vi lidt af det lokale liv, inden vi tjekker ind på hotellet. Om eftermiddagen tager vi på udflugt til den jesuitiske missionsby, Trinidad, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Trinidad er en af de 30 byer, som blev etableret af jesuitterne i det 17. og 18. århundrede. Formålet var at missionere og udbrede kendskabet til kristendommen hos de indfødte. Selvom byen i dag henstår som ruiner, kan vi tydeligt se, at kirken var det centrale omdrejningspunkt, og at den har haft stor betydning for områdets udvikling.

Overnatning i Encarnación

Dag 7
Encarnación – Iguazú, Brasilien. Rundvisning ved Itaipú-dæmningen
Iguazú er et af rejsens absolutte højdepunkter

Turen går nu videre nordpå til Ciudad del Este, en af Paraguays største byer. Byen blev anlagt i 1957 og voksede kraftigt ved bygningen af Itaipú-dæmningIguazúen, som vi også ser i dag. Det er lidt pudsigt at tænke på, at her absolut ingenting var for godt 50 år siden. Byen er i dag et enormt mylder af handlende og kan virke lidt kaotisk.

Vi besøger den store ingeniørmæssige bedrift Itaipú-dæmningen, som ligger på floden Paraná på grænsen mellem Brasilien og Paraguay. Begge lande har del i produktionen, og det er verdens andenstørste hydroelektriske anlæg målt på produktion af energi. Her produceres så meget strøm, at det dækker hele 75 % af Paraguays og 17 % af Brasiliens samlede energiforbrug. På en spændende rundvisning får vi indblik i konstruktionen af dæmningen, og hvordan den fungerer.

Vi fortsætter til den lille by Iguazú, kendt for sine fantastiske vandfald – Cataratas de Iguazú på spansk og Foz do Iguaçu på portugisisk – der falder fra -floden på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Iguazú er klodens bredeste vandfald og strækker sig i en tre kilometer lang hesteskoform. Det består af 275 mindre vandfald, som vælter ud over Paranáplateauet og næsten hundrede meter ned i dybet. Kaskader af brusende, grumset flodvand strømmer i en uendelighed ned fra hundreder af fald og piskes til millioner af tågeperler. De helt enestående fald er omgivet af tæt jungle, og Iguazú er afgjort et af rejsens absolutte højdepunkter.

Overnatning i Iguazú.

Dag 8
Iguazú-vandfaldet på den argentinske side
De imponerende Iguazú vandfald

Dagen er afsat til at besøge den argentinske side af vandfaldene. Vi begynder turen ved besøgscenteret, hvorfra et lille tog transporterer os næsten ud til det største fald, Garganta del Diablo – ”Djævelens Gab”. Fra endestationen spadserer vi ad gangbroer ud til den del af faldene, som er mest imponerende. Vi fortsætter ad gangstier og gangbroer på den over tre kilometer lange og storslåede tur omkring vandfaldene. Skovene ved vandfaldet rummer et enestående vildt- og planteliv med sjældne orkideer, talrige fuglearter og kæmpefirben. Senere fortsætter turen på de veltilrettelagte stisystemer, hvor de imponerende vandfald kan betragtes fra flere forskellige vinkler. Hvis du har mod på mere, og hvis tiden tillader det, kan rejselederen arrangere en sejltur på floden (ikke inkluderet), hvor man kommer så tæt på faldene, som sikkerheden tillader, og mærker vandets enorme kraft.

Overnatning i Iguazú.

Dag 9
Iguazú-vandfaldet på den brasilianske side og fly til Rio de Janeiro
Iguazú er klodens bredeste vandfald

Vi skal i dag opleve den brasilianske side af faldene med udsigt over floden. Vi begiver os ned til en gangbro, som fører os ud i midten af faldet med en fantastisk udsigt lige ned i ”Djævelens Gab”. Her forstøves vandet så kraftigt, at en regnfrakke er nødvendig. Længere fremme kan man være så heldig at møde de små, frække næsebjørne, som holder til i området, mens vi nyder udsigten til de ufatteligt smukke fald på den argentinske side.

Over middag flyver vi til Rio de Janeiro. I Brasilien påstår man hårdnakket, at Gud brugte hele to af sine seks arbejdsdage på at skabe Rio, og smukt ligger den da også med sin enorme naturhavn, grønne klippesider, det store hav og de lange, hvide strande. Rio er ubestridt en af de mest populære byer i verden – solen, sambaen, de smukke omgivelser og en livsglad befolkning danner rammen for en enestående oplevelse.

Overnatning i Rio de Janeiro.

Dag 10
Rio de Janeiro. Corcovadobjerget, Kristusstatuen og botanisk have
Rio er ubestridt en af de mest populære byer i verden

Vi starter dagen ved Rio de Janeiros vartegn, det grønklædte Corcovadobjerg med den berømte Kristusstatue på toppen. Bjerget er godt 700 meter højt, og her på toppen har vi en imponerende udsigt over byen. Kristusstatuen er 30 meter høj og står på en 8 meter høj sokkel. Statuen er ikke blot blevet symbol på Rio og Brasilien, men er også på listen over verdens nye vidundere.

For foden af Corcovadobjerget ligger en 140 hektar stor nationalpark, som huser Rios botaniske have. Her finder vi mere end 6.000 forskellige tropiske og subtropiske planter og træer, heriblandt 900 forskellige slags palmer. Vi tager på opdagelse i haven og nyder blandt andet synet af de smukke orkideer, bromeliaer og kaktusser. Vi stifter også bekendtskab med nogle af de 140 fuglearter, som lever i haven, og er vi heldige, ser vi også aber.

Overnatning i Rio de Janeiro.

Dag 11
Rio de Janeiro. Sejltur i Guanabara-bugten og på sambaskole
I Rio findes der flere end 80 sambaskoler

Rio har en enestående placering ved Guanabara-bugten, som er 31 km lang og 28 km bred. Denne morgen stævner vi ud fra Glória-marinaen på den skonnert, som skal tage os på en ca. to timers sejltur i Brasiliens andenstørste bugt. I Guanabara-bugten ligger der mere end 130 små øer, og en 13 km lang bro går fra Rio til byen Niteroí, og benyttes hver dag af mange pendlere. Ruten går langs med kysten forbi flotte strande, den berømte Sukkertop og adskillige af de forter, som blev bygget af portugiserne for at beskytte området mod pirater. Vi kommer helt over på den anden side af bugten til byen Niterói, og her har man et fantastisk kig til Rio. Inden vi returnerer til Glória-marinaen i Rio, sejler vi under Niterói-broen og forbi en af bugtens øer ”Ilha Fiscal”, som huser det kulturhistoriske museum.

I Rio findes der flere end 80 sambaskoler med mere end 100.000 dansere. Og vi er så heldige, at vi har fået en aftale i stand om at besøge en af de største og vigtigste sambaskoler i Rio, Acadêmicos da Grande Rio, hvor børn i alderen 5-18 år lærer at danse samba. Skolen har til huse i en kæmpestor hal, hvor der også laves kostumer og vogne til de store karnevalsoptog. Nogle af danserne tager imod os og giver os et indblik i sambaens historie. Vi skal naturligvis også se nogle af de smukke kostumer, ligesom der bliver mulighed for selv at afprøve nogle af de forførende dansetrin!

Dag 12
Rio de Janeiro. Sukkertoppen og hjemrejse. Mulighed for ekstra feriedage i strandbyen Búzios
En smuk tur i kabelbanen over Rio de Janeiro

I dag venter der endnu flere oplevelser i Rio, når vi begiver os ind til centrum og kører forbi det berømte Maracanã-fodboldstadium. Vi kommer også forbi Sambadrome, hvor finalen i karnevalet afholdes. Og på vej til kabelbanen, som skal føre os op til Sukkertoppen, passerer vi den moderne domkirke og teateret.

Der venter en smuk tur i kabelbanen op på den store granitklippe Sukkertoppen, som knejser smukt over den store Guanabarabugt, der munder ud i Atlanterhavet. Herfra nyder vi den flotte udsigt over byens skyline, de lange strande og grønklædte bjerge med vandfald og regnskov. Når man står heroppe, er det indlysende, hvorfor Rio anses for at være en af verdens smukkeste byer.

Sidst på eftermiddagen kører vi til lufthavnen for at flyve hjem. Hvis du har valgt at forlænge rejsen i strandbyen Búzios, vil der være afgang fra Rio de Janeiro sidst på eftermiddagen. Busturen til Búzios varer cirka fire timer, afhængigt af trafikken.

Dag 13
Ankomst til Billund
Beriget med gode sydamerikanske minder lander vi i Billund Lufthavn. 

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
4.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly Billund – Buenos Aires og Rio de Janeiro – Billund med mellemlanding
  • 2 lokale flyvninger
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode 3- og 4-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt, frokost dag 2 og 5, middag dag 3 i forb.m. tangoshow
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tilslutning med indenrigsfly
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige måltider
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (ca. USD 100,- i alt)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura (bortfalder ved online bestilling)
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Valuta

Vi anbefaler, at du medbringer USD, da det det kan være problematisk både at anvende kreditkort som betaling og hæve kontanter i pengeautomater.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Gul feber

Myndighederne i Paraguay kan kræve at se gul feber-certifikat, når man rejser ind i landet fra Argentina. Det er derfor vigtigt at medbringe dette.

Hvis din læge fraråder, at du får gul feber-vaccination, kan du bede lægen om enten at skrive på vaccinations-kortet, eller i et separat brev, at du ikke kan få vaccinationen af medicinske årsager. Teksten skal være på engelsk. Myndighederne vil acceptere dette.

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se, om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder:

Argentina

www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/argentina

Brasilien 

www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/brasilien

Paraguay

www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/paraguay

Hånden på hjertet

Information

I Buenos Aires er standarden på vores hotel lidt under den generelle hotelstandard på turen. Vi anvender det 3-stjernede hotel Imperial Park med central beliggenhed nær seværdigheder og indkøb.
Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Forlæng rejsen

Badeferie i Búzios

Type Rejseforlængelse
Varighed 4 dage
Pris 4.998,–
4 dage ved den charmerende strandby Búzios (3 nætter)

Armação dos Búzios – eller bare Búzios – er Brasiliens svar på Frankrigs St. Tropez. Den maleriske fiskerlandsby blev i 1960’erne verdensberømt som den franske filmdiva Brigitte Bardots foretrukne ferieskjul. I dag er det særligt argentinere og smarte byboer fra Rio, der tiltrækkes af byen på den charmerende halvø med de 20 smukke og forskelligartede strande. Du bor tæt på vandet på en brasiliansk pousada – et guesthouse indrettet i en historisk bygning i smukke omgivelser.

I byen kan du gå på opdagelse i de brolagte gader med restauranter, gallerier og butikker, som frister med lokalt kunsthåndværk, håndlavede smykker og internationale mærkevarer. På strandpromenaden kan du se kunstneren Christina Mottas skulpturer af kendte personligheder, for eksempel Brigitte Bardot og Juscelino Kubitscek, Brasiliens tidligere præsident.

Du kan også nyde en god middag på hovedgaden, Rua das Pedras, og svale dig med en drink i varmen, mens du kigger på de forbipasserende mennesker og nyder den tilbagelænede stemning. Selvom Buzios i dag er et populært ferieområde, er byens autentiske charme rimelig intakt på grund af bygningsrestriktioner, der har forhindret hotelbygninger på mere end to etager. Det hyggelige område ved Praia dos Ossos bærer stadig tydelige spor fra kolonitiden, og i marinaen kan du gå en idyllisk tur blandt de flotte yachts og sejlskibe. Ønsker du lidt aktiv udfoldelse, er der ud over snorkling og vandsport også mulighed for at leje en cykel og opleve øen på to hjul.

Opholdet i Búzios er på egen hånd, men rejselederen vil være til stede ved afrejsen fra Rio de Janeiro.

Bemærk venligst, at rundrejsens næstsidste dag også er forlængelsens første dag.

Billeder
Klik på billederne for at se dem større
Hotel

Du skal bo på det tre-stjernede Pousada Corsário.

Dette charmerende ”guest house” har Buzios’ bedste placering ved den kendte Ossos-strand, og der er kun fem minutters gang til Rua das Pedras, hvor alle butikker, restauranter og barer ligger. Du får hermed den bedst tænkelige beliggenhed med fred og ro lige uden for døren samtidig med, at du er nær centrum.

Pousada Corsário har en hyggelig tropisk have, og et lille udendørs poolområde med udsigt til havet. Der er også en indendørs, opvarmet pool, sauna og en spa. Der er én restaurant, og det er her, morgenmaden nydes.

Værelser
Værelserne er hyggeligt indrettet, og der er udsigt til den tropiske have. Alle er udstyret med aircondition, sikkerhedsboks, TV, hårtørrer, telefon og minibar.

Pris pr. person
kr. 5.998,- pr. person i delt dobbeltværelse
kr. 7.996,- pr. person i enkeltværelse

Prisen inkluderer
  • 3 nætter på Pousada Corsário (kategori 3+) i delt dobbeltværelse (tillæg for enkeltværelse).
  • Transport Rio de Janeiro – Búzios t/r.
  • Morgenmad dagligt.
Bestilling

Rejseforlængelsen skal bestilles i forbindelse med bestilling af selve rejsen eller senest 75 dage før afrejse. Vi kan desværre ikke garantere ledig plads på hotel, fly osv. på alle afrejsedatoer.

Rated 5 out of 5 by from super tur med Juan Ramirez dejlig tur som blev ekstra levendegjort af vores super sympatiske og altvidende guide Juan Ramirez
Date published: 2023-11-22
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk tur - og fantastisk guide En fantastisk rejse med rigtig mange indtryk. - Uden vores rejseleder Juan havde det kun været en halv rejse - han forstod i den grad at fylde på med hensyn til historie, kultur og god karma. Vi havde valgt 2 dage på egen hånd i Buenos Aires, hvilket var en rigtig god oplevelse med mulighed for at komme fra a til b med taxi til meget lidt penge. Besøget på Itaipu-dæmningen og Iguazu vandfaldene skal også fremhæves som en once-in-a-lifetime. Besøg i Favelaen var et yderligere højdepunkt. - Den øvrige udflugtspakke i RIO kan også varmt anbefales. Vi kan absolut anbefale denne tur - men sørg for at få Juan med i bussen.
Date published: 2023-11-21
Rated 5 out of 5 by from En rigtig dejlig rejse, spækket med gode oplevelser Dejlig rejse, hvor vi besøgte Argentina, Paraguay og Brasilien i sol og varme. Meget varieret og velgennemført program. Rejselederen har et kæmpestort lokalkendskab, som han delte med alle rejsedeltagerne. Han var til rådighed alle døgnets 24 timer og var usædvanlig hjælpsom på enhver måde. Der var en fin balance mellem planlagte aktiviteter og egen tid. En særlig spændende og anderledes oplevelse var et heldagsbesøg på en ranch i Argentina.
Date published: 2023-11-20
Rated 5 out of 5 by from Fremragende rejse med super rejseleder Rejsen var en perlerække af fantastiske oplevelser - ikke mindst takket være en super professionel og fornøjelig rejseleder, som havde tjek på det hele. Eneste malurt i bægeret var aflysning af Lufthansas fly i starten af rejsen. Men forsinkelsen blev samlet fornemt op af rejselederen.
Date published: 2023-03-07
Rated 5 out of 5 by from En rejse med lutter højdepunkter Rejsen bød på fantastiske oplevelser og gode overraskelser undervejs - takket være vores rejseleder fik vi en god forståelse for de tre landes kultur, fortid og nutid. Rejselederen formåede også at tilpasse programpunkterne således, at det hele forløb harmonisk på trods af flyforsinkelser o.l. Gruppen var tilpas lille til at vi hurtigt lærte hinanden at kende og nyde hinandens selskab.
Date published: 2023-03-02
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk tur med en fantastisk rejseleder Vi kom lidt sent fra start grundet aflysning af fly, men med hjælp fra Albatros i Kbh og med modtagelse af Juan i Buenos Aires, var vi godt på vej og vi fik indhentet det “forsømte”. Alt i alt en virkelig god tur der, ikke mindst rejselederen, blev gjort helt fantastisk. Han arrangere ture, besøg m.v. som ikke var en del af programmet Altid med et smil og en god vittighed.
Date published: 2023-03-01
Rated 4 out of 5 by from Fantastisk rejse til Sydamerika Vores udgangspunkt var at forlænge Rundrejsen med et besøg hos venner i Sao Paulo og det forelagde vi Albatros. Det var næsten umuligt at få en afklaring om dette var muligt og vi blev holdt hen af flere forskellige Albatroskonsulenter. Vi måtte derfor selv betale for hjemrejsen, vi ikke deltog i, samt den hjemrejse, vi gennemførte. Dette følte vi var meget ufleksibelt og frustrerende. Udover dette har vi bare været meget glade og tilfredse med rejsen. Vi har især været imponeret over vores fantastisk vidende, handlende, kommunikerende og humoristiske guide Juan. Han må i den grad være ‘guld’ for Albatross!!
Date published: 2023-02-25
Rated 4 out of 5 by from En fantastisk oplevelse Spændende og lærerig tur med en fantastisk rejseleder
Date published: 2023-02-06
  • y_2024, m_4, d_15, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_5, tr_116
  • loc_da_DK, sid_ARRTR07, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser