Sydkoreas højdepunkter

individual-tour
Individuel rejse mere tid til egne eventyr

Albatros’ store kulturrundrejse til Seoul, Mt. Seorak, Gyeongju og Busan – modernitet, tradition, smukke landskaber, ginsengmarker og stemningsfulde templer

Eventyret venter i Østasiens pulserende storby, Seoul. Her bærer gamle traditioner den moderne kultur, og hypermoderne arkitektur eksisterer side om side med tempelrøgelse og duftende madboder. Undervejs stifter I bekendtskab med det lækre koreanske køkken, og I lærer blandt andet at tilberede den koreanske nationalret, kimchi. Et besøg ved den demilitariserede zone ved grænsen til Nordkorea føjer et ekstra perspektiv til oplevelsen. Komforten er i top, og undervejs bor I på glimrende hoteller med god beliggenhed. I Seoul er der mulighed for eventyr på egen hånd, eller I kan vælge at tilkøbe udflugtspakken.

På Albatros’ individuelle rejser har I mere tid til egne eventyr. Udflugterne i løbet af rejsen gennemføres med en engelsktalende lokalguide.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Individuel rejse

  • Rejseleder Engelsktalende guide

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Sydkoreansk won, amerikansk dollar

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra København
Dag 2 Ankomst til Seoul, Sydkorea. Indkvartering på hotellet og velkomstmiddag
Dag 3 Seoul. Udflugt til den demilitariserede zone, kimchi museum og kimchi kursus, Seoul-tårnet (udflugtspakke)
Dag 4 Seoul. Byrundtur med kejserpaladset Gyeongbok, det nationale folkloremuseum, Bukchon Hanok landsbyen, Gwangjang-markedet og kirkebesøg (udflugtspakke)
Dag 5 Seoul – Mt. Seorak. Besøg i Mt. Seorak Nationalpark
Dag 6 Mt. Seorak – Punggi – Gyeongju. Jumunjin fiske- og skaldyrmarked, Jeonggangwon-centeret med tilberedning af Bibimbap-frokost, ginsengmarked og smukke landskaber
Dag 7 Gyeongju. Templer og natur i skøn forening
Dag 8 Gyeongju – Busan – Seoul. Byrundtur i Busan med Haedong Yonggungsa-templet, FN-kirkegården, Busan-tårnet og Gukje-markedet, tog tilbage til Seoul
Dag 9 Seoul – København eller på egen hånd
Dag 10 Ankomst til København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
15.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
I flyver fra København mod Seoul i Sydkorea.
Dag 2
Ankomst til Seoul, Sydkorea. Indkvartering på hotellet og velkomstmiddag
Seoul!

Efter paskontrollen og bagageudlevering bliver I mødt i ankomsthallen af vores engelsktalende guide, som bringer jer og bagagen til hotellet. I er nu ankommet til hovedstaden Seoul, som med sine over 12 millioner indbyggere er en af verdens store metropoler. Her er alt fra luksuriøse forretningskvarterer med skyskrabere i stål og glas og mere ydmyge traditionelle kvarterer til et rigt forlystelsesliv og store markeder, der er specialiseret i alt fra antikviteter til frisk fisk. Byen er umiddelbart præget af en meget hektisk aktivitet, men man kan også komme væk fra byens travlhed og opleve en ophøjet ro i århundredgamle paladser og templer eller slappe af i nogle af byens parker.

Nu er der lidt tid til afslapning på hotellet, førend I atter mødes til velkomstmiddag.

Måltider: Forplejning om bord på flyet og velkomstmiddag.

Dag 3
Seoul. Udflugt til den demilitariserede zone, kimchi museum og kimchi kursus, Seoul-tårnet (udflugtspakke)
Den demilitariserede zone i Seoul

I dag tager I for alvor fat på eventyret og begiver jer mod den demilitariserede zone. Våbenstilstanden mellem Syd- og Nordkorea blev underskrevet i 1953, men de to lande har aldrig formelt sluttet fred, så derfor er den 38. breddegrad ikke en grænse, men en våbenstilstandslinje. Dette betyder, at Nord- og Sydkorea formelt stadig er i krig med hinanden. Men man kan være helt rolig, der er ingen grund til bekymring for sikkerheden. Undervejs bliver I orienteret om, hvad I må og ikke må i forbindelse med besøget. Ved Genforeningsbroen vil der være kontrol af jeres papirer, inden I kan fortsætte til én af de underjordiske tunneller, som blev udgravet af Nordkorea i 1960’erne og 70’erne. Formålet var at lave et overraskelsesangreb på Sydkorea ved at sende tropper gennem et veludviklet tunnelnetværk. Tunnellerne blev opdaget ved lidt af et tilfælde, og det er i dag muligt at komme ned i en enkelt af dem. Ved tunnel nummer tre er der desuden et meget spændende museum om forholdet mellem Nord- og Sydkorea, og I skal også se en kort film om tunnellernes tilblivelse. På tilbagevejen mod Seoul gør I holdt ved Dorasan Station, hvor der dagligt afgår tog til Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. En rent symbolsk afgang, idet toget ikke må tage passagerer med! Frokost undervejs er inkluderet.

Tilbage i Seoul går I en tur ad Insadong antikgade og fortsætter dernæst til Kimchigan Museum, et helt museum dedikeret til den koreanske nationalret kimchi, en blanding af fermenterede grøntsager, hvor hovedingrediensen er kinakål og chili. På museet får I alt at vide om denne ret, og I skal også selv lære at tilberede den. Dagen slutter med en udflugt op til Seouls vartegn, det 236 meter høje Seoul-tårn, hvorfra der er en imponerende udsigt ud over millionbyen.

Måltider: Morgenmad. Frokost ved tilkøb af udflugtspakke. 

Dag 4
Seoul. Byrundtur med kejserpaladset Gyeongbok, det nationale folkloremuseum, Bukchon Hanok landsbyen, Gwangjang-markedet og kirkebesøg (udflugtspakke)
Det gamle kejserpalads, Gyeongbok i Seoul

I besøger det gamle kejserpalads, Gyeongbok. Paladset, som stammer fra 1395, repræsenterer om noget byen og giver samtidig et indblik i landets turbulente historie gennem de sidste 600 år. Paladsområdet er næsten gået til grunde i forbindelse med gentagne japanske invasioner, og under Koreakrigen i 1950-53 blev store dele ødelagt. I dag er det omkring 40 hektar store område restaureret og fremstår, som det oprindeligt blev bygget. I besøger også det nærvedliggende nationale folkloremuseum og får et lille indblik i landets historie fra kejserrige frem til den sidste japanske besættelse i 1910. Dernæst tager I på spadseretur rundt i Bukchon Hanok landsbyen, en traditionel koreansk landsby beliggende midt i Seoul. Landsbyen er meget velbevaret og giver et godt billede af, hvordan livet så ud i Korea for 600 år siden under Joseon Dynastiet. Den koreanske traditionelle landsby var klanbaseret og  bestod typisk af mange smalle gyder og hanok, et begreb der bruges til at beskrive traditionelle koreanske huse, hvor husets positionering i forhold til omgivelserne spiller en afgørende rolle.

Herefter besøger I et af de meste interessante markeder i Asien. Gwangjang-markedet har eksisteret i mere end 100 år og er i dag et af Koreas største traditionelle markeder med alt fra kvalitetssilke i metervare, sengelinned og et hav af håndlavede varer og souvenirs. Vintage-tøjafdelingen med brugt tøj er blevet utrolig populær hos især de yngre koreanere. Gå ikke glip af de mange små madboder, der serverer gode, frisklavede specialiteter. I afslutter dagen med et besøg til en af Seouls mange kirker. Kristendommen er vidt udbredt i Sydkorea og er centreret omkring de to hovedretninger, protestantismen og katolicismen.

Måltider: Morgenmad. Frokost ved tilkøb af udflugtspakke. 

Dag 5
Seoul – Mt. Seorak. Besøg i Mt. Seorak Nationalpark
I Mt. Seorak Nationalpark

I forlader Seoul og kører mod Mt. Seorak Nationalpark, en køretur på cirka fire timer. I spiser frokost undervejs og ankommer til parken tidlig eftermiddag. Mt. Seorak, også kaldet Seoraksan er det tredje højeste bjerg i Sydkorea, med den højeste tinde Daecheongbong ragende 1.708 meter over havets overflade. Nationalparken strækker sig over et område på 400.000 kvadratkilometer og rummer et væld af imponerende klippeformationer, tætte skove, et rigt dyreliv, varme kilder og ældgamle templer tibage fra Shilla-perioden. I udforsker parken og tager svævebanen hele vejen op til toppen, til et udsigtspunlkt kaldet Kwongeumseong-fæstningen, og I besøger et af de gamle templer, Shinhungsa templet. Efter at have tilbragt nogle dejlige timer her med udforskning af parken bliver I kørt til jeres hotel, hvorefter resten af aftenen er afsat til afslapning og egne eventyr. 

Måltider: Morgenmad og frokost.

Dag 6
Mt. Seorak – Punggi – Gyeongju. Jumunjin fiske- og skaldyrmarked, Jeonggangwon-centeret med tilberedning af Bibimbap-frokost, ginsengmarked og smukke landskaber
Nationalretten med det sjove navn Bibimbap

Efter morgenmaden besøger I først Jumunjin fiske- og skaldyrmarked, hvor I får et spændende indblik i, hvordan der handles med fisk og skaldyr. Dernæst begiver I jer videre gennem den centrale del af Sydkorea. I kommer til Jeonggangwon-centeret, et kulturcenter dedikeret til opretholdelsen og udbredelsen af koreansk kultur. Her bliver I introduceret til nationalretten med det sjove navn Bibimbap, I lærer selv at tilberede retten og spiser den til frokost.

Dernæst fortsætter I færden videre mod Gyeongju. Her passerer I nogle af landets nationalparker på jeres vej fra den vestlige til den østlige del af den koreanske halvø. I stopper i den mindre by Punggi, som er kendt for dyrkning af og formidling om ginseng i alle mulige afskygninger. Kineserne og koreanerne var de første, der opdagede ginsengs helbredende egenskaber. I Korea er ginseng blevet brugt mod sygdomme i mere end 5.000 år, og et dagligt indtag skulle efter sigende ikke blot lysne sindet og forlænge livet, men også øge potensen. Markedet i Punggi, der hører til verdens største, tiltrækker opkøbere fra hele verden og er en oplevelse ud over det sædvanlige. I fortsætter gennem det smukke landskab og når frem til Sydkoreas stolthed, Gyeongju.

Måltider: Morgenmad og frokost.

Dag 7
Gyeongju. Templer og natur i skøn forening
Bulguksa-templet i Gyeongju

Koreanerne er med rette stolte over Gyeongju-området og beskriver det som et stort historisk og kulturelt museum under åben himmel. De fleste af de historiske fund og ruiner stammer fra det gamle Shilla-dynasti, som regerede Korea gennem næsten 1.000 år og havde Gyeongju som hovedstad gennem lange perioder. Hele dagen er afsat til at udforske dette centrum for koreansk kultur. I starter med Gyeongju Nationalmuseum og Tumiliparken, hvor I skal se gravhøje, hvorefter I spiser frokost ved Bulguksa-templet, der fra 1995 har været med på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. I området bag templet ligger grotten Seokguram, som også er på UNESCO’s liste, og som anses for at være kronen på værket blandt Shilla-dynastiets mange konstruktioner. Det regnes samtidig for et af de vigtigste buddhistiske monumenter i hele det nordøstasiatiske område. Herefter er der tid til egne eventyr og middag. Et besøg til madmarkedet overfor Gyeongju-stationen kan anbefales. Om aftenen skal I til Anabji-dammen, hvor mange af de største fund, som I tidligere i dag så på nationalmuseet, stammer fra.

Måltider: Morgenmad og frokost.

Dag 8
Gyeongju – Busan – Seoul. Byrundtur i Busan med Haedong Yonggungsa-templet, FN-kirkegården, Busan-tårnet og Gukje-markedet, tog tilbage til Seoul
I Haedong Yonggungsa-templet

I dag går turen tilbage til Seoul med besøg i storbyen Busan på vejen. Haedong Yonggungsa-templet er jeres første stop på byrundturen i Busan, og det skiller sig ud fra de øvrige templer i Korea, idet det ligger placeret på klippegrund lige ud til det brusende hav; de fleste templer i Korea er typisk placeret i bjergene. Herefter besøger I byens store FN-kirkegård med faldne fra Koreakrigen. Stedet er ikke det mest oplivende, men det giver et indblik i omfanget af Koreakrig. Fra kirkegården kører I til Yongdusan-parken, hvor byens vartegn, det 118 meter høje Busan-tårn, ligger. I tager op i tårnet for at opleve den store by lidt fra oven, og det siges, at man på dage med klart vejr kan se Japan i horisonten. I slutter byrundturen på det store Gukje marked, der er et af Koreas største og mest berømte, og hvor man kan finde alt, hvad hjertet begærer. Herefter bliver I kørt til togstationen, hvorfra I tager toget til Seoul, en tur på omkring tre timer. I køres til hotellet, hvorefter den sidste aften i Seoul nu kan bruges til egne eventyr.

Måltider: Morgenmad og frokost.

Dag 9
Seoul – København eller på egen hånd
Gwangjang-markedet i Seoul har eksisteret i mere end 100 år

Efter en uforglemmelig rejse forlader I hotellet og kører mod lufthavnen for at sætte jer til rette i flyet til København.

N.B. På nogle afgange foregår hjemrejse først på dag 10. I de tilfælde er hele dag 9 fri til egne eventyr, med overnatning på hotellet i Seoul.

Måltider: Morgenmad og forplejning om bord på flyet.

Dag 10
Ankomst til København

I ankommer til København.

N.B. På nogle afgange vil hjemrejse og ankomst København begge foregå på dag 10. I de tilfælde er der ikke altid tid til, at morgenmad dag 10 kan være inkluderet, da I kører til lufthavnen tidligt om morgenen. 

Udflugtspakke

  • Lokal engelsktalende guide
  • Udflugt til den demilitariserede zone, kimchi-museum og kimchi-kursus samt Seoul-tårnet på dag 3
  • Byrundtur med kejserpaladset Gyeongbok, det nationale folkloremuseum, landsbyen Bukchon Hanok, Gwangjang-markedet og kirkebesøg på dag 4
  • Al transport i forbindelse med udflugter
  • Frokost på dag 3 og 4

Pris: kr. 1.998 pr. person

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 15.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
2.498,–
Børnepris
Hvis I er to fuldt betalende voksne, der rejser sammen med et barn under 12 år, får barnet 2000 kr. i rabat.
Prisen inkluderer
  • Lokal engelsktalende guide på dage med inkluderede udflugter
  • Fly København til Seoul t/r med mellemlanding
  • Tog Busan til Seoul
  • Overnatning på 3- og 4-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse
  • Alle nævnte udflugter og entréer dag 5-8
  • Alle øvrige transporter som nævnt i program
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 5-8
  • Velkomstmiddag dag 2
  • Skatter og afgifter

*Bemærk: Udflugter samt transfers gennemføres sammen med andre rejsende.

Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Seoul udflugtspakke
  • Personlige fornødenheder samt drikkevarer til maden 
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Eksempler på de anvendte hoteller på rejsen

Seoul: Aventree Jongno / IBIS Insadong / Venue G. Alle af 3-stjernet standard.

Mt. Seorak (det kan også forekomme at overnatningen her er i nærliggende Gangneung eller Sokcho): Kensington Stars Hotel (Mt. Seorak) / Value Hotel Gangneung / Ramada Sokcho / The Class 300 / Hanwha Resort Sorano. Alle af 4-stjernet standard.

Gyeongju: Gyeongju Commodore Hotel / Kolon. Alle af 4-stjernet standard.

Om individuelle rejser

Albatros individuelle rejser kombinerer en godt planlagt ferie med friheden til at nyde egne eventyr.

Albatros tilbyder en række udflugter, som I kan vælge at tilkøbe. De går til spændende seværdigheder, som vi varmt kan anbefale. I kan også undlade at tilkøbe udflugterne. Det giver jer mere tid til egne eventyr og frihed til at nyde rejsen i jeres eget tempo. For at berige jeres oplevelse har vi på enkelte rejser valgt at inkludere nogle udflugter i prisen. Fælles for alle transfers og udflugter er, at de gennemføres med en engelsktalende lokalguide, som er ekspert i rejsemålet. Til forskel fra vores grupperejser er der er ingen dansk rejseleder med på turen, og den engelsktalende lokalguide er ikke nødvendigvis den samme fra udflugt til udflugt. Transfers og udflugter gennemføres sammen med andre rejsende. Vi har faste afgange og et bestemt antal pladser for at holde prisen.

Deltagerantal

Albatros’ individuelle rejser gennemføres altid - uafhængigt af antallet af deltagere på rejsen.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor I oftest ikke ser jeres bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Mere om Sydkorea

Her kan I få mere at vide om Sydkorea: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/sydkorea

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om I skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse, eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet.

Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Placering i bussen

Hos Albatros tilbyder vi ikke, at man kan have faste pladser i bussen, og det er derfor heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Ved ikke at tilbyde køb af bestemte pladser, risikerer man således ikke, at købstidspunktet er afgørende for, hvilken plads i bussen, man får adgang til. Derimod kan der aftales rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Anmeldelse af rejsen

Her kan du se anmeldelser fra andre gæster, som har været på turen. Vi håber, du kan bruge deres ærlige meninger, gode tips, ris og ros til at få en idé om, hvad der venter på rejsen – så du kan vælge den helt rigtige tur for dig. Anmeldelserne samles ind af et eksternt firma, som er din garanti for anmeldernes validitet. Læs mere her

Bemærk venligst, at flyselskab, flyrute, hoteller, rejseleder og/eller rejsens rute kan variere fra afgang til afgang, og dermed kan en anmeldt rejse være lidt anderledes end de rejser, som aktuelt er til salg.

Du har også mulighed for at stille spørgsmål, som drejer sig om selve rejsen, eller læse andres spørgsmål. Bemærk, at andre gæsters evalueringer kommer efter sektionen med spørgsmål og svar.

Lignende rejser

18KRIRT02ADK0110