Togrejse langs polarcirklen

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Tag med på en historisk togrejse fra svenske Luleå til Narvik og Lofoten i Norge.

Tag med på en historisk togrejse, der bringer os fra Luleå i Nordsverige over polarcirklen til Narvik i Norge på grænsen til Lofotens betagende natur. I over 100 år har denne jernbane primært bragt store malmforekomster fra den svenske by Kiruna til kysterne i både Sverige og Norge.

I dag kan du som rejsende nyde det smukke og varierede landskab langs fjorde og gennem fjelde, inden togrejsen byder på en enestående finale, når vi krydser de sidste bjerge og Ofotfjorden ved Norges kyst kommer til syne.

Vi står af toget i Narvik som var skueplads for heftige kampe under 2. verdenskrig, da tyskerne gerne ville have del i jernmalmen. Et besøg på Narvik Krigsmuseum gør os klogere på denne del af historien. Vi skal også en tur med kabelbanen til toppen af Narvikfjeldet, inden vi lader fastlandet bag os.

På øgruppen Vesterålen nord for Lofoten skal vi besøge en lille familieejet samisk rensdyrfarm, ligesom der bliver mulighed for at tage på hvalsafari ved Andenes. Vi runder rejsen af med et af turens helt store højdepunkter, når vi skal opleve Lofotens vilde natur og små, maleriske fiskerlandsbyer.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Togrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta SEK, NOK

Dagsprogram 7 dage
Dag 1
Fly København – Luleå. Ankomst og kort byrundtur i Luleå
Dag 2
Tog mellem Luleå – Kiruna. Imponerende natur og krydsning af Polarcirklen
Dag 3
Kiruna - Narvik. Minebesøg og spektakulær togrejse med Ofotbanen
Dag 4
Narvik – Vesterålen. Krigsmuseum i Narvik og besøg på rensdyrfarm
Dag 5
Vesterålen. Udflugt til Andenes med mulighed for hvalsafari
Dag 6
Heldagsudflugt til Lofoten, med besøg i fiskerleje, Å, Ramberg Strand og Stamsund
Dag 7
Vesterålen. Hjemrejse fra Evenes

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
13.998,–
København
13.498,–
København
13.498,–
København
13.498,–
København
12.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Luleå. Ankomst og kort byrundtur i Luleå

Vi flyver fra Københavns lufthavn med kursen sat mod det nordlige Sverige. På vej mod nord har vi en mellemlanding i Stockholm.

Hvis tiden tillader det, tager vi efter ankomsten en lille tur rundt i Luleå. Her kan vi bl.a. se byens torv, kirke og gågade. Kystbyen er om sommeren et yndet udflugtsmål for mange norske turister, der lokkes af de billigere svenske priser og de lange sommeraftener med udsigt til Bottenbugten.
Vi overnatter på hotel i Luleå.

Dag 2
Tog mellem Luleå – Kiruna. Imponerende natur og krydsning af Polarcirklen

I dag tager vi hul på første etape af vores 500 km lange togrejse mod Narvik i Norge. Efter morgenmaden på hotellet begiver vi os mod stationen i Luleå. Når vi har fundet vores pladser, kan vi blot læne os tilbage og nyde turen gennem de svenske birkeskove, tundraen og golde månelandskaber. Her er langt mellem stationerne, og stednavnene er ofte samiske.

Undervejs på dagens strækning krydser vi polarcirklen. I virkeligheden er polarcirklen ikke andet end den 66° 33’39” breddegrad på den nordlige halvkugle. Breddegraden i sig selv er nok ikke så interessant, men det som den markerer, er spændende. Det er nemlig lige her, hvor midnatssolen og polarnatten begynder. Landområder nord for polarcirklen med hhv. midnatssol og polarnat tæller bl.a. Nordpolen, Det Arktiske Ocean, tusindvis af store og små øer og landområder i Grønland, Alaska, Canada, Sibirien, Rusland, Island og naturligvis også i Skandinavien.

De geografiske fænomener midnatssol og polarnat optræder, fordi Jordens akse – den usynlige linje gennem Jorden mellem Nord- og Sydpolen, som Jorden roterer om – tilter. Når Jorden kredser rundt om Solen, tilter Nordpolen mod solen i vores sommerhalvår og væk fra solen i vores vinterhalvår.

Hen på eftermiddagen når vi Kiruna, der regnes for Sveriges nordligste by og er hjemsted for godt 17.000 mennesker. De fleste af indbyggerne her arbejder med minedrift, rumindustri og turismen i området. Kiruna er dog efterhånden mest kendt for at være byen, der skal flyttes. Dette og meget mere skal vi se nærmere på den efterfølgende dag, når vi besøger minen, som er hovedårsagen til dette ganske omfangsrige flyt. Byen har siden 2014 været i gang med at blive flyttet godt tre kilometer mod øst; projektet forventes dog først helt fuldendt i år 2100!

Kirunas eksistens skyldes Malmberget i Gällivare og den underjordiske mine i udkanten af Kiruna by (Luossavaara-Kiirunavaara). I Gällivare bryder selskabet LKAB en af verdens rigeste jernmalme fra det enorme brud i Gropen (”Hullet”). Fra Malmberget transporteres malmen ad togbanen gennem Kiruna til Narvik i Norge. Men trods malmens høje lødighed og lettilgængelighed har det ikke altid været økonomisk sus og dus for hverken LKAB eller Kiruna; anlægget af banen har været dyr, klimaet barskt, jernpriserne lave og konkurrencen fra verdensmarkedet hård.

Vi runder dagen af med overnatning på hotel i Kiruna.

Dag 3
Kiruna - Narvik. Minebesøg og spektakulær togrejse med Ofotbanen

I dag venter et af turens helt store højdepunkter, når vi på dagens togrejse krydser grænsen til Norge.
Inden vi igen hopper om bord på toget, skal vi dog besøge LKAB mineselskabet, som står for Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag og er en af verdens ledende producenter af forarbejdede malmprodukter. Selve malmforekomsten i den underjordiske mine er den største i hele verden. 4 kilometer lang, 80 meter bred og mindst 2.000 meter dyb.

Mineselskabet LKAB fragter den dag i dag stadig jernmalm via denne jernbanestrækning fra minerne i Kiruna og Malmberget til Luleå og Narvik for videre transport til udlandet, hvilket vi ved selvsyn kommer til at opleve, når vi om eftermiddagen selv tager toget samme vej mod Narvik.

Jernbanestrækningen mellem Narvik og Kiruna kaldes Ofotbanen og regnes som en af verdens mest spektakulære jernbanestrækninger. Det smukke og varierede landskab tager os langs fjorde og gennem fjelde med en udsigt, der kan tage pusten fra de fleste.

Ofotbanen udgør også en væsentlig del af Narviks eksistensgrundlag. Da samerne for mere end 250 siden først fandt jernmalm, blev rensdyr og heste brugt til at transportere malmen til kysten. Sådan fortsatte det indtil 1898, hvor regeringerne i både Norge og Sverige blev enige om at bygge en jernbane.

’Rallaren’ var navnet på de omrejsende arbejdere, der stod for bygningen af jernbanen. De kom fra hele Norden og arbejdsforholdene var yderst vanskelige. De lange vintre gjorde, at man udelukkende kunne arbejde i tunneler i vintermånederne, og derudover var manglen på dagslys et betydeligt problem. Arbejdet var hårdt og lønnen lav.
I november 1902 foretog man den højtidelige skinnesammenbinding på hver side af grænsen, men grundet vintervejret og -mørket udsatte man den officielle åbning af banen til sommeren 1903.

Allerede 20 år senere fik man elektrificeret Ofotbanen, og i dag er jernbanen stadig den nordligst beliggende elektrificerede jernbane i verden.

Udover den smukke natur er det også værd at lægge mærke til de nydelige, små rødmalede togstationer, som vi passerer undervejs.

Malmtransport er den dag i dag den klart vigtigste funktion ved Ofotbanen. Malmtogene kører døgnet rundt hele året, og i over 110 år har togtrafikken på Ofotbanen transporteret over 1 milliard ton jernmalm.

Landskabet og udsigten på dagens togrejse adskiller sig fra gårsdagens. Ikke lang tid efter vi forlader Kiruna, rejser landskabet sig, og hvis vejret er med os, kan vi skimte Kebnekajse, Sveriges højeste bjerg. Stationerne er få og øde og de karakteristiske træhuse ligger direkte på de bare klipper. Når vi når den norske grænse, åbner fjeldet sig og Ofotfjorden kommer til syne: en flottere finale på togrejsen kan vi ikke ønske os.
Ved ankomsten til Narvik Station tager vi til vores hotel og checker ind.

Inden vi runder dagen af, skal vi dog også med kabelbane op til toppen af Narvikfjeldet. På mindre end 15 minutter transporteres vi op i ca. 1.000 meters højde, hvor der venter en fabelagtig udsigt til de dybe fjorde og høje bjergmassiver. Narvikfjeldet er Nordnorges største alpine skianlæg og er yderst populært i vintermånederne. Fra slutningen af juni til midt i juli kan man opleve midnatssolen fra toppen af fjeldet.
Vi overnatter på hotel i Narvik.

Dag 4
Narvik – Vesterålen. Krigsmuseum i Narvik og besøg på rensdyrfarm

Inden vi forlader Narvik, skal vi besøge Narvik Krigsmuseum. I løbet af 2. Verdenskrig blev Ofotbanen en af grundene til, at nazisterne besatte Norge. De ville nemlig have fingrene i jernmalmen. Tyskerne invaderede regionen den 9. april 1940, og i to måneder raserede kampene i et område, hvor de norske og tyske tropper ikke blot skulle kæmpe mod hinanden, men også mod de barske vejrforhold, stejle fjelde og mangel på proviant.
På Narvik Krigsmuseum bliver vi klogere på det, som blev kaldt ”Slaget om Narvik”.

Vi forlader herefter Narvik og fastlandet og kører mod Vesterålen, som er en øgruppe nord for Lofoten. Der venter endnu en dag med storslået natur med op til 1.200 meter høje bjergtoppe, der spejler sig i havet.
I Vesterålen finder vi Norges største ø Hinnøya. Her skal vi besøge en lille samisk rensdyrfarm. Familien vi skal besøge, har holdt rensdyr i mere end 150 år – eller siden deres forfædre flyttede besætninger hertil fra det nordlige Sverige.

Vi skal blive klogere på familiens rensdyr og høre mere om deres betydning for samerne. Vi bliver budt indenfor i teltet og får en varm rensdyrsuppe, mens vi lytter til de spændende fortællinger om den samiske kultur, om deres liv og levebrød, de samiske legender og ikke mindst om rensdyrene. Rensdyravlerne er stærkt knyttede til rensdyrene og har brugt rensdyr og slæder som transportmiddel gennem flere hundrede år.

Rensdyret er en hjorteart, der lever på den nordlige halvkugle. Både han- og hunrensdyret har gevir, der vokser hvert år. De lever af græs, blade, urter, rensdyrlav og endda svampe, som de graver op gennem sneen om vinteren. Vilde rensdyr kan måske virke uforstyrrede af menneskers tilstedeværelse – det er imidlertid ikke tilfældet; for at overleve de barske vintre prøver dyrene så vidt muligt at spare på energien og flygter kun, hvis de virkelig føler sig truet.

Hannen vejer normalt over 100 kilo, mens hunnen vejer omkring 75 kilo.

Normalt holdes dyrene ikke indespærret af hegn, men kan frit til at bevæge sig omkring i området. Men efter flere hårde vintre med vanskelige græsningsforhold valgte familien at sætte et hegn op, så de kunne fodre rensdyrene gennem den værste del af vinteren. Desuden kostede sneskred fra Vesterålens stejle fjelde også livet for enkelte rensdyr, før de kom indenfor hegnets beskyttelse.

Er vi heldige, når vi også at høre samernes joik, deres traditionelle gamle sang, inden vi siger farvel og kører mod vores hotel i byen Melbu på øen Hadseløya.

Dag 5
Vesterålen. Udflugt til Andenes med mulighed for hvalsafari

I dag tager vi nordpå mod byen Andenes der er placeret på den nordlige spids af øen Andøya. Heroppe, nord for Lofoten, er bjergtoppene ikke alene i havblikket. Vi er nemlig tæt på kontinentalsoklen, der gør havområdet særdeles attraktivt for hvaler. De store koncentrationer af plankton og småfisk gør, at der om sommeren er store chancer for at se kaskelothvaler.

Ved ankomst til Andenes, har du mulighed for at tage med på hvalsafari. Folk fra hele verden kommer til disse afsidesliggende øer for at se hvaler, og selvom der naturligvis ikke gives nogen garanti, så er dette sted nok det nærmeste, vi kan komme på hvalgaranti (der er hvaler i området hele året rundt), så mon ikke heldet er med os, og vi kommer til at se disse fantastiske skabninger?

Hvalsafarien varer cirka 2-4 timer og er en tilkøbsudflugt, der bestilles og betales hjemmefra – se mere nedenfor i programmet. For dem, der ikke vil med på hvalsafari, er der tid på egen hånd til at se nærmere på byen. Den lille fiskerby Andenes med under 3.000 indbyggere har sit særegne fyrtårn. Det 40 meter høje fyr blev bygget i 1859 og i næsten 100 år blev der gjort meteorologiske observationer fra fyret. I 1978 blev fyrtårnet automatiseret. Fra toppen er der en smuk udsigt ud over byen og det meste af øen.

Vi kører retur mod Melbu ad den nye 51 km lange nationale turistvej, der går langs Andøyas vestkyst. Udover Nordeuropas længste hvide sandstrand på 2,5 kilometer, byder strækningen på fantastiske udsigter og små charmerende gallerier. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på vores hotel.

(Dagens etape er på samlet ca. 300 km.)

Dag 6
Heldagsudflugt til Lofoten, med besøg i fiskerleje, Å, Ramberg Strand og Stamsund

I dag venter endnu en af turens helt store oplevelser, når vi skal vi opleve Lofotens vilde natur og små, maleriske fiskerlandsbyer.

Fra Melbu sejler vi til Fiskebøl, en sejltur på ca. 40 minutter. Fra Fiskebøl kører vi derefter mod det sydligste af Lofoten. Det er dog ikke en helt almindelig køretur, for vi kører gennem Lofotens unikke og dybt fascinerende landskab, hvor nærmest majestætisk elegance blander sig med vild, rå og utæmmet natur. Det kalder på opmærksomheden og tilbyder så mange fotomuligheder, at det kan være en god idé at tage det store hukommelseskort (eller en ekstra rulle film) med på rejsen. Vi gør stop ved nogle af de smukkeste steder bl.a. ved Ramberg Strand, der ligger ved Jusnesvika. Med grønt græs, blåt hav og storslåede bjerge som omgivelser, er Ramberg Strand en fantastisk oplevelse.

Vi når byen Å – verdens ende – hvor vi ser de maleriske ”rorbuer”. Rorbuer er små hytter, som engang blev brugt til overnatning af fiskerne, når de først på året kom fra hele Norge for at deltage i det store torskefiskeri. I dag er de fleste indrettet som feriehuse. I Å findes også et tørfiskmuseum, hvilket ikke er en tilfældighed, da den største eksportartikel fra Lofoten netop er tørfisk: torsk som har hængt til tørre i 2-4 måneder. Tørfisk er en delikatesse i Sydeuropa, hvor det kaldes bacalao, og en næringsrig spise i store dele af Afrika.

Fra Å kører vi nordpå igen og stopper første gang i byen Reine, som er endnu et idyllisk fiskerleje med betagende omgivelser. Den traditionsrige fiskerby ligger i en spektakulær fjord, smukt omgivet af Lofotens høje fjelde og det blå ishav.

Senere besøger vi også byen Svolvær, der med sine cirka 4.750 indbyggere er det administrative centrum i Vågan kommune i Nordlands fylke. Byen ligger på øen Austvågøya i skærgården langs Vestfjorden. Oprindeligt var Svolvær en del af nabokommunen Vågan, der med byen Kabelvåg ligger lige vest for Svolvær. Det store torskefiskeri i området gjorde Svolvær til en vigtig fiskerby. I 1918 fik den status som “ladested” og Svolvær blev sin egen kommune.

Herefter kører vi retur til Melbu efter en dag med masser af smuk natur.

(Dagens etape er på samlet ca. 350 km.)

Dag 7
Vesterålen. Hjemrejse fra Evenes

Det er blevet tid til at forlade Nordnorge og vi begiver os mod lufthavnen i Evenes, hvorfra vi flyver hjem med et enkelt stop undervejs.

Hvalsafari i Andenes

Se hvalerne tættere på, end du havde forestillet dig. De fordelagtige forhold i havet ud for Andenes gør, at hvaler i stort antal dagligt besøger området. Der er noget helt spektakulært over at opleve de store, blide kæmper på relativt nært hold – en oplevelse du ikke bør være foruden. Om sommeren ser man især de store kaskelothvaler. Det er også muligt at se flere andre arter af store hvaler samt en del havfugle, og med jævne mellemrum ses der også flokke af delfiner i området. Udflugten varer ca. 2-4 timer, og prisen inkluderer transport og sejltur.

Pris: kr. 1.098,- pr. person

Obs. Vi kan i sagens natur aldrig garantere, at vi vil se hvaler, men den lokale statistik siger, at der er hele 95% chance for at observere dem på denne tid af året.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 12.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
2.898,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Luleå og Evenes – København
  • Togrejse Luleå – Kiruna – Narvik
  • 6 nætter i delt dobbeltværelse (enkeltværelse mod tillæg)
  • Udflugter og entréer jf. program
  • Morgenmad dagligt
  • Transport jf. program:
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring, 7% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Hvalsafari på dag 5.
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige måltider udover det inkluderede
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr per faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 16 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

En tryg rejseoplevelse

Vi vil så gerne have, at du føler dig tryg som Albatros-rejsende, lige fra du bestiller din rejse, til du kommer hjem med en masse gode oplevelser – også i en verden med coronavirus. Derfor har vi lavet en række tiltag for at minimere risikoen for smitte, samtidig med at du får alle de rejseoplevelser, du drømmer om. Vores tiltag omfatter bl.a.:

  • Alle rejseledere er certificeret i WHO’s retningslinjer for smittebegrænsning
  • Ekstra høje krav til vores samarbejdspartnere i forhold til rengøring
  • Vi informerer alle vores rejsedeltagere om rejseforsikring og minimering af smitte

Læs om alle vores tiltag her

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 3 out of 5 by from Fin natur, mest oplevet fra et busvindue Vi havde valgt Albatros i forventning om rejseleder med stort kendskab til de besøgte områder. Det fik vi på ingen måde opfyldt. (Vi er klar over, at det var sygdom, der spillede ind) Der var flot natur på ruten, men for lidt tid til at komme ud i den. Vi kørte maange timer i bus... Eksempelvis kørte vi i 3 timer til Å på Lofoten og fik at vide, at vi kunne gå ud af bussen i et kvarter (blev dog forlænget til 25 minutter). Vi havde meget kort tid i Henningsvær og nåede slet ikke Solsvær. Hotellerne var udmærkede, ligesom de inkluderede events (minen i Kiruna, svævebanen i Narvik og besøg hos samere) også var fine.
Date published: 2022-08-25
Rated 3 out of 5 by from Mange gode oplevelser, men for megen spildtid Det var en spændende oplevelse at komme ned i minen i Kiruna; til gengæld ville vi meget gerne have hørt mere om byen i sammenhæng med minen - herunder, at byen synker og må flyttes. Besøget hos samerne var fint. Lofoten er fantastisk smuk. Hvalsafarien blev ikke til noget; der kunne godt have været en plan B, da der er en betragtelig sandsynlighed for at vejret er en forhindring for safarien. Guiden var virkelig god - hun klarede lærerne overordentlig fornemt.' Som en slags konklusion, så er det unødvendigt at flyve til Lulleå; flyv i stedet til Kiruna, det vil give den nødvendige tid til at vi kan få en meget bedre oplevelse af By i sammenhæng med mine. - trods alt en dejlig og interessant tur.
Date published: 2022-08-29
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk rejse Det var en spændende rejse med historisk vingesus. Rejselederen var fænomenal til både at informere om historiske detaljer og krydre med sjove anekdoter. Man skal være opmærksom på, at der er på 3 af dagene tilbringes mange timer i bus, både fordi der køres lange stræk, men også fordi vejenes forløb sætter begrænsninger for farten. Men den smukke natur kan man også nyde de mange timer i bussen.
Date published: 2022-08-26
Rated 5 out of 5 by from En dejlig rejse med forskellige transportmidler, fly, tog og bus Rejserutens tilrettelæggelse var meget lig en rejse jeg foretog for 58 år siden. Jeg var nødt til at gense nogle af stederne igen. Jeg er glad for at jeg gjorde det. Togrejsen med jernmalmtoget var en dejlig oplevelse og foregik i solskin. At se jernmalmgruperne var en interessant oplevelse. Den største oplevelse var gensynet med Andøya rumforskningscenter. Det var nogle dejlige køreture på Vesterålen og Lofoten
Date published: 2022-09-21
Rated 4 out of 5 by from En skøn og spændende rejse En spændende og stor oplevelserig rejse, men med et meget strengt tidsprogram med lange dage. Meget buskørsel og meget hotelskifte.
Date published: 2022-08-23
Rated 2 out of 5 by from Meget transport uden væsentligt indhold Meget transport gennem Sverige og Norge med et par højdepunkter. Udover Kiruna og Samer /rendyr farm var programmet tyndt . Naturen var storslået, men ruderne i bussen var ikke pudset og det kunne være klaret med fotostop - hvilket ikke var muligt med de lagte planer. Muligheden for at opleve den lokale madkunst var ikke mulig, da fremkomst til bestemmelsessted var så sent at der kun kunne serveres et fælles "overlevelsesmåltid".
Date published: 2022-08-28
Rated 4 out of 5 by from Dejlig rejse med masser af gode naturoplevelser Meget spændende rejse med fantastiske naturoplevelser. Man var mættet af gode oplevelser. Men der var lidt bøvl med kommunikationen fra nogle hoteller til rejselederen. Derfor kun 4 stjerner for selve rejsen. Vores rejseleder var virkelig god til at tackle disse situationer og gjorde alt for at vi skulle have en god oplevelse. For øvrigt også en meget vidende og omsorgsfuld person - og derfor 5 stjerner til rejselederen.
Date published: 2022-09-06
Rated 3 out of 5 by from Rejse langs polarcirklen i tog og bus. Rejsen var meget varieret i et smukt og unikt landskab. Desværre var der afbud fra både første og anden rejseleder. Vi havde derfor en rejseleder med begrænset kendskab til de steder, vi besøgte. Turens højdepunkter var besøget i minen i Kiruna, besøget på rensdyrfarmen og hvalsafarien fra Andenes. Turen rundt på Lofoten var betagende, men vi savnede relevant information og mere tid til stop og udforskning undervejs.
Date published: 2022-08-31
  • y_2022, m_9, d_25, h_20
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.34
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_2, tr_24
  • loc_da_DK, sid_SERTR05, prod, sort_[SortEntry(order=RELEVANCE, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser