Togrejse til midnatssolens rige

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Tag med på et eventyr til vores smukkeste naboland, der byder på midnatssol, maleriske fiskerlejer og spidse fjeldformationer

Velkommen til Norge! Rejsen begynder i Oslo med Frognerparken, Slottet og ikke mindst Operahuset, der rejser sig som et isbjerg op af Oslofjorden. Herefter stiger vi ombord på et tog, der kører os nordpå gennem maleriske landskaber med fjelde og fjorde. Vel fremme i tusind år gamle Trondheim skal vi blandt andet se Nidarosdomen, som er rejst over helgenkongen Olav Haraldssons grav. Herefter venter en togtur med Nordlandsbanen mod Bodø, og mens vi sover krydser vi polarcirklen og kører ind i midnatssolens rige. Nordnorge er lig med vidtstrakte, øde landskaber, charmerende fiskerlejer og masser af lys – især i sommermånederne, hvor solen hæver sig over horisonten hele døgnet rundt. Her skal vi blandt andet opleve øgruppen Lofoten, der består af spidse fjeldformationer og små fiskersamfund. Endnu længere nordpå besøger vi Tromsø, Porten til Arktis, med de ubeskriveligt smukke omgivelser med fjelde til den ene side og skærgården til den anden.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Krydstogt, Togrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta NOK

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
Fly København – Oslo. Byrundtur med operaen, Frognerparken, slottet og rådhuset
Dag 2
Oslo. Malerisk togtur til Trondheim
Dag 3
Trondheim. Byrundtur og tid på egen hånd. Med nattog mod Bodø. Vi krydser polarcirklen
Dag 4
Ankomst til Bodø. Med færge til Moskenes. Midnatssol i Lofoten
Dag 5
Sortland. Oplev den samiske kultur rundt lejrbålet
Dag 6
Besøg i dyreparken Polar Park Arctic Wildlife Centre. Videre til Tromsø med rundvisning
Dag 7
Byvandring i Tromsø og tid på egen hånd
Dag 8
Hjemrejse

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Oslo. Byrundtur med operaen, Frognerparken, slottet og rådhuset

Velkommen til Kongeriget Norge! Efter en flyvetur på lidt over en time lander vi i Oslo, som har været Norges hovedstad siden år 1314. Vi lægger ud med en byrundtur, hvor vi blandt andet ser operaen, som rejser sig som et isbjerg fra Oslofjorden. Ligesom den danske opera har den norske pendant vagt megen diskussion. Mange syntes, at prisen var alt for høj, og prestigebyggeriet, der stod færdigt i 2008, løb da også op i den nette sum af 4,4 mia. kroner. Det er arkitektstuen Snøhetta og dansk-islandske Olafur Eliasson, der står bag bygningen. Næste punkt på programmet er Frognerparken, som blandt andet indeholder skulpturparken Vigelandsanlægget med skulpturer af den norske billedhugger Gustav Vigeland samt en rosensamling på over 14.000 roser fordelt på 150 arter. På vores byrundtur kommer vi desuden forbi Det Kongelige Slot, eller blot Slottet, der fungerer som hovedresidens for Norges kongefamilie, samt byens vartegn, Rådhuset, der med sine to markante tårne ligger på en åben plads ud til vandet. Afhængigt af ankomsttidspunkt vil der være tid til at spadsere rundt på egen hånd og måske besøge et af de mange gode museer, byen kan byde på, fx Vikingeskibsmuseet eller Munchmuseet.

Dag 2
Oslo. Malerisk togtur til Trondheim
Trondenes kirke har rødder helt tilbage fra vikingetiden

Om morgenen stiger vi ombord på toget, der skal tage os til Trondheim. På vej mod nord kører vi gennem betagende landskaber og ser nationalparker, fjelde og søer. Vel fremme i Trondheim tjekker vi ind på vores hotel.

Trondheim blev ifølge sagaerne grundlagt af Olav Tryggvason i 997 og fejrede dermed sit 1.000-årsjubilæum i 1997. Byen, som tidligere gik under navnet Nidaros, fungerede som hele Norges hovedstad frem til 1217. I løbet af dagen vil der blandt andet være tid til at se på Nidarosdomen, Norges nationalhelligdom, hvor de norske konger bliver kronet. Domkirken, som er rejst over helgenkongen Olav Haraldssons grav, har aner helt tilbage til år 1070, men på grund af brande er den blevet restaureret af flere omgange, og arbejdet blev officielt afsluttet i 2001. Med en længde på 102 meter er domkirken en af Nordens største middelalderbygninger.

Vi besøger også Ærkebispegården, som var ærkebiskoppens bolig og administrative centrum i Norge indtil reformationen i 1537. Komplekset er Nordens ældste eksisterende ikke-kirkelige stenbygning, og har en historie, som spænder over mere end 600 år. 

Vi besøger desuden den hyggelige bydel Bakklandet, som med rette er en af Trondheims største turistattraktioner. Bydelen ligger ned til vandløbet Nidelva og er præget af farvestrålende, små træhuse og smalle gader.

Dag 3
Trondheim. Byrundtur og tid på egen hånd. Med nattog mod Bodø. Vi krydser polarcirklen

På en gåtur gennem byen vil rejselederen vise dig nogle af byens gemte skatte. Derefter har du hele dagen til at opleve smukke Trondheim og omgivelser på egen hånd. Sent om aftenen kører vi til togstationen, hvor vores tog venter. Lidt i midnat lyder togfløjten, og vi sætter kursen mod Bodø. Nordlandsbanen, som vi kører på, er med sine 729 km Norges længste togstrækning.  Mens vi ligger og sover, krydser vi polarcirklen.

Dag 4
Ankomst til Bodø. Med færge til Moskenes. Midnatssol i Lofoten

Vi står af toget i Bodø, som er endestationen. Herfra tager vi færgen til eventyrlige Lofoten, nærmere bestemt til Moskenes, som ligger i den sydlige del af Moskenesøya. 

Vi besøger Reine, et idyllisk fiskerleje med betagende omgivelser. Den traditionsrige fiskerby ligger i en spektakulær fjord omgivet af Lofotens høje fjelde og det blå ishav og er da også blevet udråbt til at være Norges mest maleriske by. Med på programmet er desuden Henningsvær, den største fiskerby i Lofoten, før vi besøger Lofotens smukke hovedstad, Svolvær. Mange kunstnere har ladt sig inspirere af det særlige lys i Svolvær, og man finder også mange gallerier i byen. Vi fortsætter til Sortland, som profileres som "Den blå by ved sundet" efter et initiativ om at male alle bygninger i nuancer af blåt. Dette projekt er imidlertid omstridt blandt indbyggerne på Sortland, men en del bygninger er dog blevet malet blå. Vi tjekker ind på hotel og overnatter i Sortland.

Dag 5
Sortland. Oplev den samiske kultur rundt lejrbålet

I dag skal vi stifte nærmere bekendtskab med samerne, et nomadefolk, der kom til de arktiske områder ved begyndelsen af vores tidsregning og fulgte rensdyrene på deres vandring. Samerne lever ikke længere som nomader, men er i dag fastboende, og et par hundrede familier lever fortsat af rensdyrhold. Vi sætter os rundt et lejrbål og nyder noget varmt at drikke, mens vi får samernes historie fortalt. Bagefter skal vi se nærmere på nogle rensdyr!

Dag 6
Besøg i dyreparken Polar Park Arctic Wildlife Centre. Videre til Tromsø med rundvisning

På vores vej til Tromsø gør vi holdt ved Polar Park Arctic Wildlife Centre, verdens mest nordlige dyrepark. Stedet specialiserer sig i at fremvise dyrene i deres naturlige omgivelser med masser af plads at boltre sig på. Her kan man se Norges største rovdyr, herunder bjørne, ulve og los såvel som rådyr, elg, rensdyr og moskusokse. Ved frokosttid stopper vi ved vandfaldet Målselvfossen og spiser frokost. Efter ankomst til Tromsø får vi en rundvisning i byen, som ligger smukt på øen Tromsøya, omgivet af majestætiske fjelde, fjorde og en fantastisk skærgård.

Dag 7
Byvandring i Tromsø og tid på egen hånd
Tromsø har blandt andet et rigt kulturliv

Arkæologer har fundet tegn på liv i Tromsø allerede for 9.000 år siden, men frem til 1794, hvor Tromsø blev købstad, var byen et regulært fiskerleje. Vi tager en tur rundt i byen, som også kaldes porten til Arktis, fordi byen allerede i 1820 blev udgangspunkt for adskillige arktiske ekspeditioner mod Nordpolen samt afskibningshavn for forsyninger og fangere til Svalbard, hvor de jagede bl.a. isbjørne. Dermed opstod også et rigere handelsliv. Roald Amundsen og Fridtjof Nansen besøgte ofte Tromsø i forbindelse med deres ekspeditioner. Tromsø blev ved overgangen til 1900-tallet også døbt til Nordens Paris. Gennem øget handel med blandt andet Frankrig fik byen mere kontakt med omverden og kunne faktisk begynde at kalde sig en by. Man havde store ambitioner om at blive urban, helt i tidens ånd. Blandt andet byggede man et torv, inden der overhovedet fandtes torvehandel i byen, og man byggede et sygehus, inden der kom en eneste læge til byen. Rejselederen viser os centrum af Tromsø, hvorefter der vil være tid til at udforske byen på egen hånd. Du kan gå på opdagelse blandt byens restauranter og cafeer og smage på arktiske specialiteter eller måske tage kabelbanen, Fjellheisen, op til bjergplateauet Storsteinen, som ligger 421 meter over havets overlade. Her kan du nyde udsigten over Tromsø og de smukke arktiske omgivelser.

Dag 8
Hjemrejse

Efter en oplevelsesrig og naturskøn rejse kører vi til lufthavnen og flyver hjem.

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Oslo og Tromsø – København
  • 6 nætter i delt dobbeltværelse
  • 1 nat i delt 2-personers sovekupé på toget til Bodø
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 6
  • Togrejse Oslo – Trondheim
  • Togrejse Trondheim – Bodø
  • Udflugter og transport jf. program
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring, 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Måltider udover det nævnte under ”prisen inkluderer”
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr per faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer" 

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Hånden på hjertet

Ikke egnet for gangbesværede

Som deltager i turen skal du regne med at gå 4-5 km om dagen i et roligt tempo på byrundturene, som varer mellem 1½ og 2½ timer. Du skal altså være mobil, selvhjulpen og kunne færdes uden hjælp.

Oplysninger om rejsen

Information om toget

  • Sovekupéen har vindue og en opredt køjeseng (to sengepladser) med dyne og puder. 
  • Der er håndvask og håndklæder i kupéen. 
  • Toiletter er at finde i hver ende af togvognen, men der er ikke muligheder for at tage bad ombord. 
  • På nattogene holder caféen døgnåbent, og der serveres et godt udvalg af mad og drikke. 
  • Du kommer ikke til at dele sovekupé med en fremmed, kun med en evt. rejsefælle.

Indkvartering

Hotellerne på rejsen er generelt meget moderne med en god standard (3- og 4-stjernede) og fin beliggenhed. Trådløst internet er hurtigt og velfungerende og frit tilgængeligt på de fleste hoteller. Den endelige hotelliste fås sammen med øvrige informationer kort før afrejse (ca. 7 dage).

Bagage og pakning

Det er en god idé at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

En rejse til Nordnorge kræver relativ stor variation i beklædningen. I området kan man på land i sommermånederne, dvs. juni, juli og august, forvente temperaturer mellem 5-15 grader. Medbring tøj, der kan kombineres, for eksempel langærmet uldtrøje inderst, sweater eller fleecetrøje som mellemlag og vand- og vindtæt jakke yderst. På benene er tætvævede fritidsbukser velegnede samt et par vandafvisende og vindtætte overtræksbukser. Vi kan roligt regne med dansk sommervejr i de sydlige egne af Norge, så der behøver vi ikke tænke flere lag.

Kig de gamle gemmer igennem, inden du går ud og investerer i nyt udstyr. Der er absolut ikke noget krav eller nogle forventninger om, at tøjet og udstyret skal være det allernyeste eller smarteste.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Hvem kan deltage?

For at deltage på denne rejse kræves det, at du er mobil, selvhjulpen og kan færdes uden hjælp i kuperet terræn samt har lyst til at opleve naturen på naturens egne præmisser. Personer under 18 år skal bo og rejse i følge med personer over 18 år.

Vejret

Vi har valgt at rejse på de tidspunkter, hvor Norge står sommerligt og forhåbentligvis mest solrigt frem, med lange lyse nætter og blomstrende natur. Vi kan dog af gode grunde ikke bestemme over temperaturer eller nedbørsmængder, hvorfor vi altid henviser til at pakke til skiftende vejr. Ligesom hjemme i Danmark er det ikke unormalt med lidt nedbør, også i sommerperioden.

Midnatssol

Midnatssol er et naturfænomen, der optræder om sommeren syd for den sydlige polarcirkel og nord for den nordlige polarcirkel, herunder i Nordfinland og Nordnorge. Jorden roterer omkring en akse, der hælder i forhold til solen, og i sommermånederne peger Nordpolen mod solen. Det er derfor, solen ikke går ned i flere uger nord for polarcirklen. 

På Svalbard går solen ikke ned mellem den 20. april og den 22. august og er således det sted i Norge, der har midnatssol længst tid. For resten af Norge gælder det, ved Nordkap: 14. maj - 29. juli, i Tromsø: 20. maj - 22. juli og på Lofoten: 28. maj - 14. juli.

Kikkert

Det er en rigtig god idé at medbringe en kikkert.

Søsygemiddel

Man kan komme ud for enkelte dønninger, selvom vi sejler meget indenskærs og tæt på kysten. Søsygeplaster (Scopoderm eller lign.) virker helt eller delvist for de fleste. Søsygepiller er et alternativ. Vær opmærksom på, at søsygemidler kan virke sløvende.

Sygeforsikring

Når du rejser til Norge, er du dækket af Nordisk konvention om social sikring, der gælder for rejser i Grønland, Færøerne og de nordiske lande. Ofte vil der dog skulle lægges ud for en del udgifter, som nogle forsikringsselskaber dækker, tjek evt. hvad der gælder for din egen forsikring inden afrejse.

Mere om Norge

Her kan du få mere at vide om Norge: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/norge. Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from En god rejse med mange smukke naturoplevelser En smuk og oplevelsesrig rejse. Meget komprimeret, og visse ting bør arrangeres anderledes. - Rejselederen var super.
Date published: 2021-09-21
Rated 4 out of 5 by from En utrolig smuk rejse Det var en utrolig smuk tur, og vi havde en fantastisk guide. Vejret var med og. Vi havde strålende sol, på nær den dag, hvor blev transporteret fra fastlandet til vores hotel på Lofoten
Date published: 2021-09-11
  • y_2024, m_4, d_17, h_5
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_1, tr_2
  • loc_da_DK, sid_NORTR12, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser