Tokyo Delight

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Japan til uhørt lav pris! Få god tid til at opleve alle facetter af Tokyo, Japans fascinerende hovedstad og Østens svar på New York

Drømmer du om at opleve Japan – Østens mest sagnomspundne land? Så tag med på denne Albatrosrejse, hvor du oplever Solens Rige til langt under normal markedspris. Tokyo er et overflødighedshorn af spændende indtryk og muligheder, uanset om du er til shopping, museer eller til at dykke ned i de mange kulinariske fristelser, byen er så berømt for. Tokyo har flere Michelin-restauranter end Paris og London tilsammen, men også på de små mere ydmyge steder er der gastronomi på højt niveau. Vi bor på et godt hotel centralt i byen – med metrostation, gode shoppemuligheder og spisesteder lige om hjørnet.

Du kan vælge at opleve Tokyo og omegn på egen hånd, men du kan også få det hele serveret på et sølvfad ved tilkøb af udflugtspakkerne. Sammen med rejselederen vil du opleve både det nye og det gamle Japan i selve Tokyo og på spændende dagsudflugter ud af byen. Vi besøger den smukke tempelby Nikko, berømt for sine mange Shinto-helligdomme og vilde aber, samt den gamle hovedstad Kamakura og byens gigantiske Buddha-statue fra 1200-tallet.

Vi kommer tæt på japanerne, når vi benytter de velfungerende lokale transportmuligheder metro og lokaltog og på gåben bevæger os ud i bylivet.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Yen

Dagsprogram 9 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Tokyo. Tokyo Rådhus, shinto-helligdommen Meiji Jingu, Shibuya og Harajuku
Dag 3
Tokyo. Tsukiji Fiskemarked, Ginza, Kejserpaladset, Tokyo International Forum og tid på egen hånd
Dag 4
Tokyo på egen hånd
Dag 5
Tokyo på egen hånd
Dag 6
Udflugt til tempelbyen Nikko
Dag 7
Udflugt til den gamle hovedstad Kamakura
Dag 8
Tokyo på egen hånd
Dag 9
Tokyo – København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Vi mødes i Københavns Lufthavn og sætter kursen mod Tokyo.
Dag 2
Ankomst til Tokyo. Tokyo Rådhus, shinto-helligdommen Meiji Jingu, Shibuya og Harajuku
Shintotemplet Meiji Jingu

Vi ankommer til Tokyo og begiver os straks ud på opdagelse i den pulserende japanske hovedstad og får således det maksimale ud af dagen. Tokyo var engang en lille fiskerby, men er i dag en af verdens største og mest moderne storbyer. Kælenavnet Østens New York taler sit eget tydelige sprog om byens fortræffeligheder: Kultur, gastronomi og gode shoppemuligheder er kernen i byens puls – ligesom i New York.

Tokyo består af en lang række små bydele, hver med deres helt eget særpræg og stemning, og vi har god tid til både at opleve de klassiske Tokyo-kvarterer og nogle af de knap så kendte hjørner af byen.

Vi begynder med at se Tokyo fra oven, når vi begiver os op i det 243 meter høje Tokyo Rådhus, som ligger i Shinjuku-kvarteret. Rådhus-komplekset består af tre bygninger, og den arkitektonisk mest markante af dem er tegnet af den nu afdøde verdensberømte, japanske arkitekt Kenzo Tange. Fra observationsdækket i 202 meters højde har man en fantastisk udsigt over den imponerende millionby, hvor gadebilledet præges af imponerende bygningskunst i alle afskygninger – fra futuristiske kæmpebygninger til kedelige kontorbygninger – et miks af stilarter, overalt hvor man kigger hen. Meningerne om Tokyos arkitektur og byplanlægning er da også mange, men én ting er helt sikker: Det er alt andet end kedeligt at gå på opdagelse i Tokyos gader.

Tilbage på landjorden har vi vores første møde med den spændende japanske madkultur. Det japanske køkken er et af verdens sundeste og mest varierede med masser af fisk og grøntsager, og det rummer et hav af andre spændende retter end blot sushi. Maden er i sig selv en stor del af oplevelsen, når man besøger Solens Rige. På en del restauranter er der billeder af retterne – ja, endda plastikmodeller i naturstørrelse af de enkelte retter, så der er gode muligheder for at kaste sig ud i noget nyt og spændende! Typisk indgår der i et måltid en række små retter, som er sammensat efter princippet om de fem grundsmage: surt, sødt, salt, surt og umami – den femte grundsmag, som vi mennesker er i stand til at registrere, og som typisk findes i proteinholdige madvarer. Det var en japansk forsker, som tilbage i 1908 spottede denne femte grundsmag og navngav den umami – det japanske ord for velsmag.   

Efter frokost fortsætter vi på opdagelse i kvartererne Shibuya og Harajuku. Vi ser også Japans største shinto-helligdom, Meiji Jingu, som stod færdigt i 1920 og var en hyldest til den nu afdøde kejser Meiji. Stadig i dag er Meiji Jingu et af Japans vigtigste symboler på kejserens centrale rolle i det japanske samfund både som politisk og religiøst overhoved. Først efter anden verdenskrig mistede kejseren sin politiske indflydelse – og sin status som guddommelig.

Fra det imponerende tempelområde begiver vi os til bydelen Harajuku, hvor unge japanere – flere i udklædningstøj inspireret af de japanske mangetegneserier –  kommer for at shoppe i områdets små specialbutikker, ikke mindst i gaden Takeshitadori. Tæt derved ligger den eksklusive shoppegade Omotesando, hvor man finder et hav af både japanske og udenlandske mærker, blandt andet i det berømte indkøbscenter Omotesando Hills, som Tadao Ando – endnu en af Japans stjernearkitekter – er manden bag.

Byrundturen går videre til nabokvarteret Shibuya, et af Tokyos mest berømte områder. Shibuya Station er et af Tokyos trafikale knudepunkter, og i det berømte Shibuya-kryds vælter neonlys og storskærme med reklamer og musikvideoer ud fra højhusene, og hundredvis af fortravlede japanere – fra forretningsmænd til skoleelever i deres skoleuniformer og trendy unge med vilde frisurer – haster ud i fodgængerfeltet, når lyset skifter til grønt. Foran stationen er der en lille statue af en hund – Hachiko-statuen – som er byens mest berømte mødested. Historien om den loyale hund Hachiko, der dag efter dag trofast venter på sin herre foran stationen – selv efter dennes død – er i sig selv ganske rørende. Og er både blevet filmatiseret i Japan i 1980’erne og senere i en Hollywood-udgave med Richard Gere i hovedrollen som hundens ejer.     

Vi runder vores første dag i den japanske hovedstad af med en hyggelig middag.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af en udflugtspakke, der købes særskilt. Se mere efter dagsprogrammet)

Dag 3
Tokyo. Tsukiji Fiskemarked, Ginza, Kejserpaladset, Tokyo International Forum og tid på egen hånd
Tsukiji-fiskemarked

I dag får vi gået en masse! Vi besøger Tsukiji Fiskemarked, verdens største fiskemarked. Det anslås, at næsten hver sjette fisk fanget på verdensplan sælges her. Og det er nu, at dette imponerende marked skal opleves, for inden for de næste år er det planen at flytte det uden for Tokyo. På markedet får du et spændende indblik i, hvordan der handles med fisk, skaldyr og tang fra alle verdens have. Og det går livligt for sig på markedet, hvor japanernes forkærlighed for alt godt fra havet er åbenlys. Vi skal naturligvis også smage på nogle af specialiteterne, friskere sushi får man ikke! 

Fra fiskens verden spadserer vi videre til Ginza, Tokyos mest eksklusive shoppingområde, hvor alle Japans dyre mærkevarer og stormagasiner er repræsenteret. Dette er Japans pendant til Fifth Avenue i New York og Champs-Elysées i Paris! Vi går en tur ned ad Ginzas livlige og stilfulde hovedgade, hvor ikke blot folk på shopping, men også travle forretningsmænd præger gadebilledet.

Videre på vores gåtur besøger vi parken ved Kejserpaladset, og så runder vi dagens udflugt af med at se endnu et af Tokyos arkitektoniske mesterværker: Tokyo International Forum, byens imponerende kultur- og kongrescenter, som stod færdigt i 1996.

Efter frokost har du tid til til egne eventyr, og kun fantasien sætter grænser for, hvad du vil opleve.

Rejselederen kommer naturligvis gerne med ideer og praktisk hjælp til aktiviteter, og har du mest lyst til en eftermiddag i et roligt tempo, får man ligesom i mange andre storbyer ofte sjove oplevelser forærende ved blot at sætte sig på en café og følge med i livet på gaden over en kop kaffe.

Om aftenen bør du smage lidt mere på Tokyo-køkkenet – måske en gang teppanyaki, der er grillet kød og grøntsager, som kokken tilbereder direkte foran gæsterne inde i restauranten.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af en udflugtspakke, der købes særskilt. Se mere efter dagsprogrammet)

Dag 4
Tokyo på egen hånd
På opdagelse i Tokyo

Dagen er afsat til at gå på opdagelse i Tokyo på egen hånd. Og lad det være sagt med det samme: Tokyo er et stort overflødighedshorn af spændende indtryk og muligheder, uanset om man er til shopping, museer eller til at dykke ned i de mange kulinariske fristelser, byen er så berømt for. Tokyo har flere Michelin-restauranter end Paris og London tilsammen, men også på de små mere ydmyge steder er der gastronomi på højt niveau. Mange spisesteder kører med favorable frokostmenuer, så prøv dig frem.

Det er let og effektivt at komme rundt i byen med metro, og rejselederen hjælper gerne med idéer til dagen.

Du kunne eksempelvis besøge bydelen Ueno og gå en tur i Ueno Park, som er en af Tokyos mest skattede grønne oaser. I Ueno kan man også lægge vejen forbi den farverige markedsgade Ameyoko, hvor man kan købe alt fra fisk til tøj.

Ueno-parken ligger ved Tokyo Universitet, Japans mest prestigefyldte universitet. Som på Japans øvrige universiteter er adgangen til Tokyo Universitet baseret på adgangseksaminer, og i sagens natur er det kun de allerbedste, som slipper gennem nåleøjet. En uddannelse fra Tokyo Universitet er lig med en adgangsbillet til nogle af landets mest prestigefyldte stillinger – blandt andet inden for statsapparatet og forskningsverdenen står de på spring for at rekruttere kandidater fra Tokyo University. Det japanske skolesystem er kendt for at være ekstremt konkurrencebetonet, og et ja eller nej fra drømmeuniversitetet er altafgørende for ens videre karriereforløb.

Er du interesseret i at følges med rejselederen på opdagelse til andre dele af Tokyo, er der mulighed for det. Eventuelle udgifter i denne forbindelse afholdes for egen regning.

Dagen kan eventuelt rundes af med hygge på en såkaldt izakaya, Japans svar på Spaniens tapasbarer, hvor man bestiller en række forskellige småretter til deling ved bordet – og skyller maden ned med øl og ofte sake.

Dag 5
Tokyo på egen hånd
Smag på det lækre japanske køkken

Dagen er på egen hånd. Vil du opleve det gamle traditionelle Tokyo, bør du tage til bydelen Asakusa. Her er der stadig mange gamle velbevarede træhuse, der overlevede anden verdenskrigs ødelæggelser, og midt i Asakusa troner Asakusa Kannon-templet med den markante, store røde lanterner i indgangsporten.

Gå også på opdagelse i de små sidegader omkring templet, hvor små snackboder frister med både sødt og salt. Prøv for eksempel friskristet senbei, de berømte japanske saltkiks, som findes i et hav af smagsvarianter og størrelser. De fås ikke bedre end her!   

Vil du gerne have dit køkken spædet op med japanske køkkenting – eller vil du bare gerne have en Tokyo-oplevelse ud over det sædvanlige – så læg også vejen forbi køkkenshoppegaden Kappabashidori, som kan nås til fods fra templet. Her fås intet mindre end ALT til køkkenet: fra plastikmad-figurer til gryder, spisepinde, japansk keramik, tekander i støbejern til grøn te og meget andet. 

Er du interesseret i at følges med rejselederen på opdagelse til andre dele af Tokyo, er der mulighed for det. Eventuelle udgifter i denne forbindelse afholdes for egen regning.

Dag 6
Udflugt til tempelbyen Nikko
Naturskønne omgivelser ved tempelbyen Nikko

I dag skal vi på udflugt nord for Tokyo til den smukke tempelby Nikko. Nikko er berømt for sine mange smukke Shinto-helligdomme, bjerglandskaber, søer, varme kilder og vilde aber. Vi bliver kørt i bus til Nikko, og ved ankomsten skal vi blandt andet se den berømte Toshogu-helligdom, et mausolæum for den første Tokugawa-shogun. Det tog 15.000 af Japans dygtigste håndværkere to år at bygge helligdommen i midten af 1600-tallet, og den adskiller sig markant fra andre traditionelle helligdomme i Japan. Rigt ornamenteret og farverig kan den lettest beskrives som værende opført i japansk rokoko-stil med megen inspiration hentet fra Kina. Helligdommen deler i hvert fald vandene – nogle elsker dens pomp og pragt, andre finder den nærmest smagløs, men et er sikkert: Man glemmer den aldrig.

Tempelbyen Nikko er desuden meget berømt for de omgivende naturskønne omgivelser, som måske allerbedst illustreres af den smukke bjerg-sø Chuzenji, som ligger ved foden af Nantai-bjerget.

Vi spiser frokost i Nikko og er tilbage i Tokyo sen eftermiddag eller tidlig aften.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af en udflugtspakke, der købes særskilt. Se mere efter dagsprogrammet)

Dag 7
Udflugt til den gamle hovedstad Kamakura
Den 11,4 meter høje og 850 tons tunge Buddha-statue

Vi tager i dag toget til Kamakura syd for Tokyo. Kamakura var Japans hovedstad fra 1185 til 1333 og dermed omdrejningspunkt for et af de helt store, farvestrålende kapitler i Japans historie. Shogunatet, Japans feudale militære regime, havde i denne periode base i Kamakura, som er omgivet af bjerge mod nord, øst og vest – og mod syd skærmet af havet i Sagami-bugten. Byen er således i sig selv en naturlig fæstning, og først i nyere tid har opførelsen af en række tunneller gjort adgangen til byen lettere.

I Kamakuras periode som hovedstad blev der opført en række buddhistiske templer og shinto-helligdomme, og byens berømte vartegn er en 11,4 meter høj og 850 tons tung Buddha-statue, som stod færdig i 1252. Oprindelig stod Daibutsu, som Buddhaen kaldes, i en stor hal, men denne blev skyllet væk i en tsunami i 1495, og siden har Buddhaen stået udendørs.

Vi går på opdagelse i Kamakura og fornemmer historiens vingesus fra en tid med loyale samuraier, magtfulde shoguner og et kejserhof, som satte pris på forfinet æstetik. Vi spiser frokost i Kamakura og er tilbage i Tokyo sen eftermiddag eller tidlig aften.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af en udflugtspakke, der købes særskilt. Se mere efter dagsprogrammet)

Dag 8
Tokyo på egen hånd
Pige fra bydelen Harajuku i Tokyo

Dagen er til egne eventyr i Tokyo. Rejselederen står til rådighed med anvisninger og gode råd. Besøg eksempelvis også den berømte elektronikbydel Akihabara, der dog i de senere år har ændret lidt karakter. Flere af de store elektronikbutikker er lukket, og til gengæld er det særprægede fænomen med de såkaldte maid-caféer poppet op overalt i området. Unge piger klædt på i karikerede tegneserie-outfit serverer og underholder de ofte unge cafégæster. Mange af maid-pigerne står også og deler flyers ud i gaderne, så man kan næsten ikke undgå at støde på dem.

Om aftenen samles vi til afskedsmiddag, hvor der på behørig vis kan sættes punktum på en forrygende Japanrejse.

Dag 9
Tokyo – København
Vi siger i dag sayonara (farvel) til Tokyo, når vi sætter os til rette i flyet hjem mod København.

Udflugtpakke i Tokyo

  • Dansk rejseleder
  • Tokyo Rådhus
  • Shinto-helligdommen Meiji Jingu
  • Verdens største fiskemarked, Tsukiji Fiskemarked
  • Spadseretur i Ginza, Tokyos mest eksklusive shoppingområde
  • Konferencecentret Tokyo International Forum
  • Kejserfamiliens palads
  • Tokyos berømte Shibuya- og Harajuku-kvarterer
  • Al transport i forbindelse med udflugter (metro)
  • 2 x frokost
  • 2 x middag (middagene er inklusiv frie drikkevarer i to timer)

 

Pris: kr. 1.998,- pr. person

Shibuya-krydset i Tokyo

Udflugtspakke til Nikko og Kamakura

  • Dansk rejseleder
  • Tempelbyen Nikkos smukke shinto-helligdomme, bjerglandskaber, søer, varme kilder og vilde aber
  • Den gamle hovedstad Kamakuras buddhistiske templer og shinto-helligdomme
  • Al transport i forbindelse med udflugter (bus og lokaltog)
  • 2 x frokost

 

Pris: kr 1.998,- per person

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Tokyo t/r med mellemlanding
  • 7 nætter i delt værelse med to separate senge på hotel i Tokyo
  • Morgenmad dagligt
  • Transport til og fra hotel
  • Skatter og afgifter

OBS: Hvis du ikke køber udflugtspakkerne, vil der være begrænset kontakt med rejselederen.

Prisen inkluderer ikke
  • Udflugtspakke i Tokyo, inklusiv 2 x frokost og 2 x middag (middagene er inklusive frie drikkevarer i to timer), kr. 1.998,- per person
  • Udflugtspakke til Nikko og Kamakura, inklusiv 2 x frokost, kr. 1.998,- per person
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god idé at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/ udflugter. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Indkvartering

Vi bor på et godt og centralt placeret hotel i Tokyo. Værelserne er små, men pæne og rene, har eget bad og toilet samt tv og internetopkobling. Hotellet vil som oftest ligge tæt ved en metrostation, så vi nemt kan komme ud i byen, og er ofte kategoriseret som 3-stjernet.

Ikke egnet for gangbesværede

På denne rejse kommer vi rundt i byen og på udflugter vha. offentlig transport. Vi går også en del, så rejsen er ikke egnet for gangbesværede. 

Mere om Japan

Her kan du få mere at vide om Japan: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/japan

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser