Transsylvanien - det uopdagede Rumænien

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Dybe skove, dramatiske bjerge og UNESCO-fredede middelalderbyer med borge og slotte. Inkl. 4-stjernede hoteller og halvpension

I Transsylvaniens smukke landskaber i det nordlige Rumænien ligger de historiske UNESCO-oplevelser tæt. Den tyske kulturarv er allestedsnærværende i form af utroligt velbevarede byer og kirker fra middelalderen. Vi besøger bl.a. Sibiu, tidligere Europæisk Kulturby; Medias i Transsylvaniens vindistrikt og ”Karpaternes perle”, Sinaia, inkl. rundvisning på byens overdådige kongeslot. Andre højdepunkter er Sighisoara, fødeby for prins Vlad III – med tilnavnet Dracula – og Dracula-slottet i Bran.

Rejsen indledes i Bukarest, hvor smarte butikker og caféer er skudt op i bybilledet mellem socialismens beton og de smukke belle époque-bygninger fra tiden, hvor byen kaldtes Østens Paris. Her venter en unik oplevelse: en rundtur i Ceausescus gigantiske Parlamentspalads, der i størrelse kun overgås af Pentagon. Under hele rejsen bor vi på 4-stjernede hoteller, og halvpension er inkluderet.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Rumænske lei

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
Fly København – Bukarest. Panoramisk byrundtur på vej til hotellet
Dag 2
Bukarest. Parlamentspaladset og den gamle bydel. Videre til Olt-dalen, klosterbesøg i Cozia og kulturbyen Sibiu
Dag 3
Sibiu. Byvandring, fritid om eftermiddagen. Besøg i bjerglandsby m. traditionel middag, vin og brandy
Dag 4
Sibiu – Medias – Biertans UNESCO-fredede kirke – Sighisoara
Dag 5
Byrundtur i Sighisoara, landsbyen Viscri og hestevognskørsel
Dag 6
Sighisoara – middelalderkirkerne Prejmer og Harman – Brasov, ”Transsylvaniens hjerte”. Byrundtur
Dag 7
Brasov. Udflugt til ”Draculas slot” i Bran, fritid i Brasov og middag m. vinsmagning og folkloreshow
Dag 8
Brasov – Sinaia m. Peles-slottet – Bukarest og fly til København

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Bukarest. Panoramisk byrundtur på vej til hotellet
Triumfbuen i Bukarest

Vi sætter kursen mod Rumænien og hovedstaden Bukarest, der i mellemkrigstiden var kendt som ”Østens Paris” på grund af sin elegante, franskinspirerede arkitektur. 2. verdenskrigs bombardementer og jordskælv i 1940 og 1977 ryddede dog godt ud i de smukke 1800-talsbygninger, som nu er suppleret af nyere arkitektur fra Sovjettiden. Bukarest er med sine to millioner indbyggere Rumæniens største by, og den var hovedstad for Valakiet indtil 1862, da Valakiet og Moldavien indgik et forbund, der senere skulle blive kongeriget Rumænien. Det var også i Bukarest, en del af kampene under revolutionen i 1989 blev udkæmpet, hvilket man stadig kan se på skudhuller i murene rundtomkring.

Ved ankomsten til lufthavnen samles vi for at køre til vores 4-stjernede hotel, og undervejs på køreturen har vi fornøjelsen af at få en indledende introduktion til byens største seværdigheder. Vi kører forbi Den Fri Presses Hus, hvor de fleste aviser har deres hovedkvarter, og som er et skoleeksempel på den noget bombastiske byggestil socialistisk realisme. Videre til Triumfbuen, som er bygget efter parisisk forbillede til minde om 1918, hvor Transsylvanien blev indlemmet i riget. Vi passerer endvidere Sejrspladsen, en af byens centrale pladser, hvor blandt andet regeringsbygningen ligger – ikke at forveksle med Ceausescus gigantiske Parlamentspalads, som vi skal se i morgen. Vi runder også Revolutionspladsen, der er hjem for flere vigtige historiske bygninger: det tidligere kongelige palads, der nu huser Nationalmuseet for Kunst; universitetsbiblioteket, koncerthallen Athenæum og den tidligere Centralkomité for et nævne et par stykker. En del af køreturen går ad Sejrsboulevarden, som har været byens mest fashionable gade, siden den for godt 300 år siden blev belagt med træ, så den var farbar, når andre veje var rene mudderpøle. Dengang havde mange adelige familier deres villaer her, i dag er det navne som Gucci, Armani og Rolex, der pryder vejsiden.

Vi spiser middag sammen enten på hotellet eller på en lokal restaurant.

Dag 2
Bukarest. Parlamentspaladset og den gamle bydel. Videre til Olt-dalen, klosterbesøg i Cozia og kulturbyen Sibiu
Parlamentspaladset - verdens næststørste bygning

I dag skal vi se nærmere på Bukarest og i særdeleshed det grotesk store Parlamentspalads, som er verdens næststørste bygning, kun overgået af Pentagon. For at få plads til byggeriet blev en stor del af Bukarests gamle bydel ryddet, og det gik blandt andet ud over 22 kirker, seks synagoger og omkring 30.000 boliger. Ceausescus monumentale byggeprojekt begyndte i 1984 og stod næsten færdigt i 1989, da han blev afsat. Bygningen dækker 340.000 m2 fordelt på 12 etager og 1.100 værelser. Planen var, at bygningen skulle huse parlamentet og andre regeringsorganer såvel som Ceausescus private bolig. Byggeriet skulle også udstille Rumæniens naturressourcer, så byggematerialerne er overvejende nationale – blandt andet anslår man, at her blev brugt omkring 1 million m3 transsylvansk marmor.

Mange husker nok de dramatiske billeder fra 1989, hvor Nicolae og Elena Ceausescu bliver henrettet ved skydning efter en kort krigsret. Diktatorparret havde da været ved magten siden 1965, hvor Nicolae Ceausescu overtog posten som generalsekretær for kommunistpartiet og senere konsoliderede sin magt ved at udnævne sig selv til statsoverhoved. Det begyndte lovende, da han løsnede pressecensuren og åbent protesterede mod Warszawapagtens invasion i Tjekkoslovakiet i 1968. Men inden længe begyndte han at stramme grebet og dreje sit styre i en mere og mere stalinistisk og personkult-orienteret retning, blandt andet ved hjælp af det frygtede sikkerhedspoliti Securitate. I 1980’erne var han ansvarlig for, at en stor del af Rumæniens landbrugsprodukter eksporteredes til udlandet for at afbetale Rumæniens gæld. Det førte til fødevaremangel og en støt faldende levestandard for de fleste rumænere. Efter nedskydningen af demonstranter i Timisoara skulle der ikke mange gnister til, før den ulmende utilfredshed brød ud i lys lue, og revolutionen var en realitet.

Efter at have kæmpet med en smadret økonomi i en årrække er landet nu på vej på fode igen, ikke mindst gennem medlemskabet af EU. I Bukarest og de større byer finder man smarte caféer og moderne butikker som i andre storbyer, men ude på landet er moderniteten ikke slået helt igennem endnu. Her ligger stadig små tidslommer, hvor man kan være heldig at føle sig sat mindst et par hundrede år tilbage i tiden.     

Vi slutter byrundturen i Bukarest af i den gamle bydel, som er blevet restaureret gennem de senere år, så de smukke huse i fransk belle époque-stil er ført tilbage til deres oprindelige pragt. Du har noget tid her på egen hånd – og her er ikke mangel på caféer for de kaffetørstige – inden vi samles ved bussen og kører nordvestpå. Vi stopper undervejs ved Cozia-klostret, der ligger naturskønt ved bredden af Olt-floden. Klostret er opført i 1386 i byzantinsk stil – og bygherren var i øvrigt den valakiske konge Mircea cel Batran, der var farfar til Vlad III – bedre kendt som Dracula.

Vi fortsætter rejsen gennem Karpaterne og Fagaras-bjergene og kører over grænsen til Transsylvanien. Transsylvanien blev som nævnt først en del af Rumænien i 1918, og inden da havde regionen, med skiftende grad af selvstyre, hørt under Ungarn i en cirka 1.000-årig periode. Vores mål er Sibiu, som vi ankommer til først på aftenen. Vi tjekker ind på vores 4-stjernede hotel, og aftenens middag indtages i hotellets restaurant. 

Dag 3
Sibiu. Byvandring, fritid om eftermiddagen. Besøg i bjerglandsby m. traditionel middag, vin og brandy

Sibiu er trods sin beskedne størrelse – her bor omkring 150.000 mennesker – et af Rumæniens kulturelle flagskibe. Byen blev udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad i 2007, og her er tre teatre, et filharmonisk orkester og en hel del gode museer og festivaler. Det kulturelle islæt er dog ikke helt nyt – Sibiu har rekorden for første skole, første hospital og første apotek i Rumænien, og både Franz Lizt og Johan Strauss har opholdt sig i byen. Vi tager på en byvandring her i middelalderbyen, som blev grundlagt af tyske tilflyttere i slutningen af 1100-tallet.

De transsylvanske saksere, som de kaldes, var en blandet flok af tysktalende indvandrere, som kom til området ad flere omgange i løbet af 1100- og 1200-tallet. Invitationen kom fra de ungarske herskere, som gerne ville have Transsylvanien koloniseret som en slags buffer-zone mod invasioner. Indvandrerne formåede at holde fast i deres kulturelle arv uden at blive assimileret, blandt andet talte – og taler – de stadig tysk, og op til 2. verdenskrig udgjorde de et stort tysk mindretal i Rumænien. Efter 2. verdenskrig blev de fleste udvist eller emigrerede, blandt andet til Østrig, Tyskland og USA.   

Vi begynder turen på Storetorv, der med sine 93 gange 142 meter rigeligt lever op til sit navn. Her ligger en del vigtige bygninger, blandt andet rådhuset, Bruckenthal-museet – der rummer en af landets fineste samlinger af 1500- og 1600-talskunst – den katolske kirke og Rådstårnet, der er et af de overlevende borgtårne fra bymurene. Vi går videre til en af byens andre vigtige pladser, Lilletorv. På vejen passerer vi under Løgnernes Bro, som efter sigende har sit navn efter de handlende, der før i tiden stod i nærheden og brugte alle kneb for at få solgt deres varer.

Resten af dagen kan du udforske Sibiu på egen hånd, indtil vi mødes igen om aftenen. Dagens middag skal nemlig indtages i en nærliggende landsby, og her skal vi smage nogle af Rumæniens specialiteter, inklusive den lokale vin og brandy. Efter middagen kører vi tilbage til hotellet og får en god nats søvn.

Dag 4
Sibiu – Medias – Biertans UNESCO-fredede kirke – Sighisoara

Vi fortsætter rejsen nordpå gennem smukke landskaber med blødt bølgende vinmarker. Første stop på ruten er Skt. Margarete-kirken fra 1488 i den lille by Medias, der ligesom Sibiu er grundlagt af tyske tilflyttere i middelalderen. Vin fra Medias er faktisk omtalt i Bram Stokers ”Dracula”: "Vinen var en gylden Mediash, der giver en særegen prikken på tungen, som dog ikke er ubehagelig” (Jonathan Harkers dagbog, 5. maj, på vej til Draculas slot).

Efter at have beundret den velbevarede gotiske kirke kører vi videre til byen Biertan, som ligeledes er af tysk oprindelse. Byens attraktion er den UNESCO-fredede befæstede kirke, der i urolige perioder fungerede som fort, hvor byens indbyggere kunne forskanse sig. Kirken er bygget i 1500-tallet, og blandt dens særtræk er en dørlås med 19 separate låse, som i 1900 vandt 1. prisen på Verdensudstillingen i Paris.

Om eftermiddagen ankommer vi til Sighisoara, hvor vi skal overnatte på et 4-stjernet hotel. Vi samles til middag i hotellets restaurant.   

Dag 5
Byrundtur i Sighisoara, landsbyen Viscri og hestevognskørsel
Sighisoara

Ordet pittoresk dækker næsten ikke, når man skal beskrive Sighisoara, som er en utroligt velbevaret middelalderby med små lerklinede huse, der læner sig skævt mod hinanden ud til snoede, brolagte gader. Vi skal se Kirken på Bakken, som ligger for enden af en lang, overdækket trappe. På kirkegårdens gravsten kan man stadig se mange tyske navne. Sighisoara var traditionelt en håndværksby, der i sine velmagtsdage havde så mange som 15 håndværkslav, og mange af byens indbyggere var saksiske transsylvanere.

Selveste Vlad III – med tilnavnene Dracula og Tepes (”Spidderen”) – er født i et hus i byens nu UNESCO-fredede citadel, som er en af de ting, vi skal se på dagens byvandring. Den valakiske prins levede i årene 1431-77, og hans far, Vlad II, havde tilnavnet Dracul – ’drage’ – efter Drageordenen, som han var medlem af. ’Dracula’ betyder ’søn af dragen’.

Vlad III gjorde en stor indsats for at forsvare Valakiet mod osmannerne, og han skyede ingen midler i kampen. Rygterne om hans brutalitet gik viden om – og blev nok heller ikke mindre kulørte i genfortælling. Som hans tilnavn antyder, yndede han at spidde sine fjender på lange pæle. Ved et overraskelsesangreb mod en osmannisk styrke på 1.000 mand spiddede han næsten dem alle og lod dem stå som en makaber skov på slagmarken. I 1462 gik han med sine tropper over Donau og ind i Bulgarien. Her slagtede han efter sigende mere end 23.000 osmannere, både mænd og kvinder, gamle som unge. 

Den irske forfatter Bram Stokers Dracula-figur fra 1897, som er kendt over hele verden, er sandsynligvis inspireret af Vlad III – i kombination med de rumænske folkesagn om overnaturlige væsener, strigoi, der om natten flyver ind til sovende mennesker og piner dem i deres søvn. Tilsæt mørke, centraleuropæiske skove, dramatiske klipper, øde borge og små middelalderlandsbyer, og den perfekte vampyrroman er født! 

Sighisoaras citadel – som er den gamle by omsluttet af bymur – rummer også Klokketårnet, som vi skal en tur ind i. Tårnet er det oprindelige rådhus bygget i 1280, og inden for de mere end to meter tykke mure befinder sig byens berømte ur fra 1600-tallet, med 80 centimeter høje træfigurer, der langsomt roterer.

Efter vores byvandring går turen nu ud ad byen, gennem smukke landskaber, til landsbyen Viscri, hvor tiden synes at være gået i stå. Her ligger en anden af saksernes befæstede kirker, som UNESCO har sat på listen over verdens kulturarv. Den tidligere overvejende tyske befolkning er svundet ind til 15-20 personer, og romaer udgør nu majoriteten i den lille tidslomme af en by. Vi spiser en landlig frokost, og bagefter er det tid til en hyggelig tur i området i hestevogn. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel i Sighisoara og spiser middag.

Dag 6
Sighisoara – middelalderkirkerne Prejmer og Harman – Brasov, ”Transsylvaniens hjerte”. Byrundtur

Det er tid til at forlade Sighisoara og sætte kursen sydpå mod byen Brasov. Undervejs stopper vi ved endnu to af de befæstede saksiske kirker, Prejmer og Harman. Den gotiske Prejmer-kirke er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og byen udgør den østligste saksiske bebyggelse i Transsylvanien. Den 12 meter høje, hvidkalkede mur, der omgiver kirken, er fra 1400-tallet, selve kirken er lidt ældre. Landsbyen Harman ligger omkring syv kilometer derfra, og her kan man se typiske saksiske byhuse i livlige farver, foruden den befæstede kirke.

Vi ankommer til Brasov midt på dagen, og her er vi i hjertet af Transsylvanien, ved foden af Karpaterne. Brasov blev grundlagt af teutoniske riddere, en militærorden, der i 1211 blev inviteret af den ungarske konge for at kolonisere og forsvare den sydøstlige del af Transsylvanien, kendt som Burzenland. Ridderne anlagde forskellige byer og borge her ved Karpaterne for at kunne forsvare bjergpassene. Da ordenen viste sig at blive lidt for magtfuld, udviste kongen den igen i 1225, men kolonisterne blev.

Brasov – hvis gamle tyske navn er Kronstadt – har en meget velbevaret middelalderbykerne, og en del af bymuren og de tilhørende tårne er restaureret. På byens centrale torv, Piata Sfatului, lægger vi vejen forbi bymuseet, der holder til i det gamle rådhus. Her kan vi se udstillinger med fund fra forhistorisk tid, fra middelalderen og frem til i dag. Herefter går turen til Brasovs vartegn, Den Sorte Kirke. Den store gotiske kirke er egentlig mere grå, end den er sort, men navnet stammer fra 1689, hvor en stor brand ødelagde – og sværtede – en del af kirken. I kirken findes et stort orgel af den berømte berlinske orgelbygger Buchholz, og man mener, at det er det sidste af hans orgler, der er bevaret i sin oprindelige form.

Vi tjekker ind på vores 4-stjernede hotel, hvor vi spiser middag sammen.     

Dag 7
Brasov. Udflugt til ”Draculas slot” i Bran, fritid i Brasov og middag m. vinsmagning og folkloreshow

Slottet i Bran kaldes ”Draculas slot”, og i Bram Stokers roman bor grev Dracula på et slot oppe på et højdedrag i Transsylvanien, med en dyb flodkløft forneden. Beskrivelsen passer perfekt på Bran-slottet, og det er ikke usandsynligt, at Stoker har ladet sig inspirere af netop dette slot. Hvad angår den ”ægte” Dracula, Vlad III, er det langtfra bevist, at han havde nogen forbindelse til Bran-slottet. Visse kilder hævder dog, at han blev holdt fangen der i to måneder på ordre af den ungarske konge Matei Corvin.

Myte eller ej, Bran-slottet lever op til alle forventninger om et eventyrligt middelalderslot, som det hæver sig højt over dalen med myriader af hvide tårne og tilbygninger. Det er anlagt i slutningen af 1300-tallet og fungerede senere som en grænsepost til bjergpasset mellem Valakiet og Transsylvanien. I 1920, efter Rumæniens samling, blev slottet kongelig residens. Derefter fulgte perioden med kommunisme, og kongefamilien blev landsforvist. Efterkommere af den tidligere kongefamilie har nu igen fået slottet i deres varetægt, og efter en omfattende restaurering er det åbnet som museum.

Efter slotsbesøget kører vi tilbage til Brasov, hvor du har resten af eftermiddagen til at udforske byen. Om aftenen samles vi i en restaurant fra 1600-tallet, hvor maden akkompagneres af et folkloreshow – komplet med lokal musik og vinsmagning fuldender aftenens middag vores Rumænienstur med manér!

Dag 8
Brasov – Sinaia m. Peles-slottet – Bukarest og fly til København

I en dal omgivet af fyrretræer ligger ”Karpaternes perle”, Sinaia. Byen besøges af skiløbere om vinteren og vandrere om sommeren, og også vi gør et stop her på vores vej til Bukarest. Sinaia var hjemsted for Rumæniens første konge, Karol I, som fik bygget sommerslottet Peles. Vi får en rundtur på slottet, der dog først stod færdigt i 1914, få måneder før kongens død. Da havde byggeriet været i gang i 39 år. Man forstår tidsforbruget, når man ser de utroligt kunstfærdigt udsmykkede rum, med udskårne trælofter, forgyldninger og tusindvis af detaljer.

Turen går derefter videre mod lufthavnen i Bukarest, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 1.498,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Bukarest t/r
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på 4-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse
  • Halvpension
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse kr. 1.498,-
  • Tilslutning med indenrigsfly fra Billund eller Aalborg kr. 900,- pr. person
  • Drikkepenge til lokalguide, chauffør m.v. (beregn ca. kr. 400,- pr. person)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Seværdigheder

Stort set alle seværdigheder har lukket om mandagen.

Hoteller

Hotellerne på denne rejse er alle 4-stjernede. Så vidt muligt benytter vi hoteller med en central beliggenhed, men for at sikre et højt kvalitetsniveau har vi måttet vælge enkelte hoteller, der befinder sig i udkanten af byerne.

OBS: På afgangen den 17. juni er overnatningen dag 4 og 5 ikke i Sighisoara, men i Targu Mures ca. 50 km derfra. Hotellet har samme standard – 4-stjernet – og udflugtsprogrammet er uændret.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.
Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Virkelig god rejse Både rejselederen og lokalguiden var meget kompetente og servicemindede.
Date published: 2016-06-23
Rated 5 out of 5 by from en skøn rejse med mange gode oplevelser Rejselederen havde godt kendskab til Rumænien. Selv om han ikke havde arbejdet sammen med den lokale guide tidligere havde de 2 et udmærket samarbejde. Dette resulterede bl.a. i at vi fik set en del mere, end der var beskrevet i turprogrammet. Og det er jo altid godt at få ekstra info og oplevelser. Alt på turen fungerede perfekt.
Date published: 2016-06-17
Rated 5 out of 5 by from Virkelig dejlig rejse til Transsylvanien Fint tilrettelagt rejse, hvor vi så mange smukke kirker, klostre. Slotte og gamle charmerende byer. Meget dygtig og hyggelig guide og lokalguide. Fine hoteller. Vi fik set en masse.
Date published: 2016-06-12
Rated 5 out of 5 by from En dejlig rejse med gode og interessante oplevelse Rejsen var spændende og rejselederen og den lokale guide var dygtige og gjorde rejsen yderligere interessant på grund af deres viden om alle de historiske steder, vi besøgte.
Date published: 2016-06-08
Rated 5 out of 5 by from En rejse med mange spændende oplevelser En dejlig rundrejse med mange forskellige store og små oplevelser. Rejsen gav et godt og bredt indtryk af Rumænien. Der var styr på rejesen med den danske rejseleder og hans rumænske kolleger. Udmærket bus med en venlig chauffør.
Date published: 2016-06-08
Rated 4 out of 5 by from Godt tilrettelagt tur Rejsen har givet et udmærket billede af Rumæniens natur og kultur
Date published: 2016-06-06
Rated 5 out of 5 by from En skøn rejse med mange gode oplevelser Rejsen var spændende og rejselederen og den lokale guide var begge rigtigt gode. Chaufføren var udmærket. Vi savnede, at der ikke stod i materialet, at der var en swimmingpool på nogle af hotellerne.
Date published: 2016-06-06
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk tur til Transsylvanien Det var en rigtig spændende tur med slotte, kirker, middelalderbyer, natur og smukke billige håndlavede souvenirs. Lækker rumænsk mad. Gode og omsorgsfulde guider - lokalguiden var utrolig vidende og god til engelsk - og fandt en passende balance mellem snak og tavshed. Chaufføren talte ikke engelsk, men var sød og imødekommende og føltes meget tryg at køre med.
Date published: 2016-06-06
  • y_2024, m_4, d_22, h_4
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_11
  • loc_da_DK, sid_RORTR01, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser