Transsylvanien - det uopdagede Rumænien

Vi sætter kursen mod Rumænien og hovedstaden Bukarest, der i mellemkrigstiden var kendt som ”Østens Paris” på grund af sin elegante, franskinspirerede arkitektur. 2. verdenskrigs bombardementer og jordskælv i 1940 og 1977 ryddede dog godt ud i de smukke 1800-talsbygninger, som nu er suppleret af nyere arkitektur fra Sovjettiden. Bukarest er med sine to millioner indbyggere Rumæniens største by, og den var hovedstad for Valakiet indtil 1862, da Valakiet og Moldavien indgik et forbund, der senere skulle blive kongeriget Rumænien. Det var også i Bukarest, en del af kampene under revolutionen i 1989 blev udkæmpet, hvilket man stadig kan se på skudhuller i murene rundtomkring.

Ved ankomsten til lufthavnen samles vi for at køre til vores 4-stjernede hotel, og undervejs på køreturen har vi fornøjelsen af at få en indledende introduktion til byens største seværdigheder. Vi kører forbi Den Fri Presses Hus, hvor de fleste aviser har deres hovedkvarter, og som er et skoleeksempel på den noget bombastiske byggestil socialistisk realisme. Videre til Triumfbuen, som er bygget efter parisisk forbillede til minde om 1918, hvor Transsylvanien blev indlemmet i riget. Vi passerer endvidere Sejrspladsen, en af byens centrale pladser, hvor blandt andet regeringsbygningen ligger – ikke at forveksle med Ceausescus gigantiske Parlamentspalads, som vi skal se i morgen. Vi runder også Revolutionspladsen, der er hjem for flere vigtige historiske bygninger: det tidligere kongelige palads, der nu huser Nationalmuseet for Kunst; universitetsbiblioteket, koncerthallen Athenæum og den tidligere Centralkomité for et nævne et par stykker. En del af køreturen går ad Sejrsboulevarden, som har været byens mest fashionable gade, siden den for godt 300 år siden blev belagt med træ, så den var farbar, når andre veje var rene mudderpøle. Dengang havde mange adelige familier deres villaer her, i dag er det navne som Gucci, Armani og Rolex, der pryder vejsiden.

Vi spiser middag sammen enten på hotellet eller på en lokal restaurant.

I dag skal vi se nærmere på Bukarest og i særdeleshed det grotesk store Parlamentspalads, som er verdens næststørste bygning, kun overgået af Pentagon. For at få plads til byggeriet blev en stor del af Bukarests gamle bydel ryddet, og det gik blandt andet ud over 22 kirker, seks synagoger og omkring 30.000 boliger. Ceausescus monumentale byggeprojekt begyndte i 1984 og stod næsten færdigt i 1989, da han blev afsat. Bygningen dækker 340.000 m2 fordelt på 12 etager og 1.100 værelser. Planen var, at bygningen skulle huse parlamentet og andre regeringsorganer såvel som Ceausescus private bolig. Byggeriet skulle også udstille Rumæniens naturressourcer, så byggematerialerne er overvejende nationale – blandt andet anslår man, at her blev brugt omkring 1 million m3 transsylvansk marmor.

Mange husker nok de dramatiske billeder fra 1989, hvor Nicolae og Elena Ceausescu bliver henrettet ved skydning efter en kort krigsret. Diktatorparret havde da været ved magten siden 1965, hvor Nicolae Ceausescu overtog posten som generalsekretær for kommunistpartiet og senere konsoliderede sin magt ved at udnævne sig selv til statsoverhoved. Det begyndte lovende, da han løsnede pressecensuren og åbent protesterede mod Warszawapagtens invasion i Tjekkoslovakiet i 1968. Men inden længe begyndte han at stramme grebet og dreje sit styre i en mere og mere stalinistisk og personkult-orienteret retning, blandt andet ved hjælp af det frygtede sikkerhedspoliti Securitate. I 1980’erne var han ansvarlig for, at en stor del af Rumæniens landbrugsprodukter eksporteredes til udlandet for at afbetale Rumæniens gæld. Det førte til fødevaremangel og en støt faldende levestandard for de fleste rumænere. Efter nedskydningen af demonstranter i Timisoara skulle der ikke mange gnister til, før den ulmende utilfredshed brød ud i lys lue, og revolutionen var en realitet.

Efter at have kæmpet med en smadret økonomi i en årrække er landet nu på vej på fode igen, ikke mindst gennem medlemskabet af EU. I Bukarest og de større byer finder man smarte caféer og moderne butikker som i andre storbyer, men ude på landet er moderniteten ikke slået helt igennem endnu. Her ligger stadig små tidslommer, hvor man kan være heldig at føle sig sat mindst et par hundrede år tilbage i tiden.     

Vi slutter byrundturen i Bukarest af i den gamle bydel, som er blevet restaureret gennem de senere år, så de smukke huse i fransk belle époque-stil er ført tilbage til deres oprindelige pragt. Du har noget tid her på egen hånd – og her er ikke mangel på caféer for de kaffetørstige – inden vi samles ved bussen og kører nordvestpå. Vi stopper undervejs ved Cozia-klostret, der ligger naturskønt ved bredden af Olt-floden. Klostret er opført i 1386 i byzantinsk stil – og bygherren var i øvrigt den valakiske konge Mircea cel Batran, der var farfar til Vlad III – bedre kendt som Dracula.

Vi fortsætter rejsen gennem Karpaterne og Fagaras-bjergene og kører over grænsen til Transsylvanien. Transsylvanien blev som nævnt først en del af Rumænien i 1918, og inden da havde regionen, med skiftende grad af selvstyre, hørt under Ungarn i en cirka 1.000-årig periode. Vores mål er Sibiu, som vi ankommer til først på aftenen. Vi tjekker ind på vores 4-stjernede hotel, og aftenens middag indtages i hotellets restaurant. 

Sibiu er trods sin beskedne størrelse – her bor omkring 150.000 mennesker – et af Rumæniens kulturelle flagskibe. Byen blev udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad i 2007, og her er tre teatre, et filharmonisk orkester og en hel del gode museer og festivaler. Det kulturelle islæt er dog ikke helt nyt – Sibiu har rekorden for første skole, første hospital og første apotek i Rumænien, og både Franz Lizt og Johan Strauss har opholdt sig i byen. Vi tager på en byvandring her i middelalderbyen, som blev grundlagt af tyske tilflyttere i slutningen af 1100-tallet.

De transsylvanske saksere, som de kaldes, var en blandet flok af tysktalende indvandrere, som kom til området ad flere omgange i løbet af 1100- og 1200-tallet. Invitationen kom fra de ungarske herskere, som gerne ville have Transsylvanien koloniseret som en slags buffer-zone mod invasioner. Indvandrerne formåede at holde fast i deres kulturelle arv uden at blive assimileret, blandt andet talte – og taler – de stadig tysk, og op til 2. verdenskrig udgjorde de et stort tysk mindretal i Rumænien. Efter 2. verdenskrig blev de fleste udvist eller emigrerede, blandt andet til Østrig, Tyskland og USA.   

Vi begynder turen på Storetorv, der med sine 93 gange 142 meter rigeligt lever op til sit navn. Her ligger en del vigtige bygninger, blandt andet rådhuset, Bruckenthal-museet – der rummer en af landets fineste samlinger af 1500- og 1600-talskunst – den katolske kirke og Rådstårnet, der er et af de overlevende borgtårne fra bymurene. Vi går videre til en af byens andre vigtige pladser, Lilletorv. På vejen passerer vi under Løgnernes Bro, som efter sigende har sit navn efter de handlende, der før i tiden stod i nærheden og brugte alle kneb for at få solgt deres varer.

Resten af dagen kan du udforske Sibiu på egen hånd, indtil vi mødes igen om aftenen. Dagens middag skal nemlig indtages i en nærliggende landsby, og her skal vi smage nogle af Rumæniens specialiteter, inklusive den lokale vin og brandy. Efter middagen kører vi tilbage til hotellet og får en god nats søvn.

Vi fortsætter rejsen nordpå gennem smukke landskaber med blødt bølgende vinmarker. Første stop på ruten er Skt. Margarete-kirken fra 1488 i den lille by Medias, der ligesom Sibiu er grundlagt af tyske tilflyttere i middelalderen. Vin fra Medias er faktisk omtalt i Bram Stokers ”Dracula”: "Vinen var en gylden Mediash, der giver en særegen prikken på tungen, som dog ikke er ubehagelig” (Jonathan Harkers dagbog, 5. maj, på vej til Draculas slot).

Efter at have beundret den velbevarede gotiske kirke kører vi videre til byen Biertan, som ligeledes er af tysk oprindelse. Byens attraktion er den UNESCO-fredede befæstede kirke, der i urolige perioder fungerede som fort, hvor byens indbyggere kunne forskanse sig. Kirken er bygget i 1500-tallet, og blandt dens særtræk er en dørlås med 19 separate låse, som i 1900 vandt 1. prisen på Verdensudstillingen i Paris.

Om eftermiddagen ankommer vi til Sighisoara, hvor vi skal overnatte på et 4-stjernet hotel. Vi samles til middag i hotellets restaurant.   

Ordet pittoresk dækker næsten ikke, når man skal beskrive Sighisoara, som er en utroligt velbevaret middelalderby med små lerklinede huse, der læner sig skævt mod hinanden ud til snoede, brolagte gader. Vi skal se Kirken på Bakken, som ligger for enden af en lang, overdækket trappe. På kirkegårdens gravsten kan man stadig se mange tyske navne. Sighisoara var traditionelt en håndværksby, der i sine velmagtsdage havde så mange som 15 håndværkslav, og mange af byens indbyggere var saksiske transsylvanere.

Selveste Vlad III – med tilnavnene Dracula og Tepes (”Spidderen”) – er født i et hus i byens nu UNESCO-fredede citadel, som er en af de ting, vi skal se på dagens byvandring. Den valakiske prins levede i årene 1431-77, og hans far, Vlad II, havde tilnavnet Dracul – ’drage’ – efter Drageordenen, som han var medlem af. ’Dracula’ betyder ’søn af dragen’.

Vlad III gjorde en stor indsats for at forsvare Valakiet mod osmannerne, og han skyede ingen midler i kampen. Rygterne om hans brutalitet gik viden om – og blev nok heller ikke mindre kulørte i genfortælling. Som hans tilnavn antyder, yndede han at spidde sine fjender på lange pæle. Ved et overraskelsesangreb mod en osmannisk styrke på 1.000 mand spiddede han næsten dem alle og lod dem stå som en makaber skov på slagmarken. I 1462 gik han med sine tropper over Donau og ind i Bulgarien. Her slagtede han efter sigende mere end 23.000 osmannere, både mænd og kvinder, gamle som unge. 

Den irske forfatter Bram Stokers Dracula-figur fra 1897, som er kendt over hele verden, er sandsynligvis inspireret af Vlad III – i kombination med de rumænske folkesagn om overnaturlige væsener, strigoi, der om natten flyver ind til sovende mennesker og piner dem i deres søvn. Tilsæt mørke, centraleuropæiske skove, dramatiske klipper, øde borge og små middelalderlandsbyer, og den perfekte vampyrroman er født! 

Sighisoaras citadel – som er den gamle by omsluttet af bymur – rummer også Klokketårnet, som vi skal en tur ind i. Tårnet er det oprindelige rådhus bygget i 1280, og inden for de mere end to meter tykke mure befinder sig byens berømte ur fra 1600-tallet, med 80 centimeter høje træfigurer, der langsomt roterer.

Efter vores byvandring går turen nu ud ad byen, gennem smukke landskaber, til landsbyen Viscri, hvor tiden synes at være gået i stå. Her ligger en anden af saksernes befæstede kirker, som UNESCO har sat på listen over verdens kulturarv. Den tidligere overvejende tyske befolkning er svundet ind til 15-20 personer, og romaer udgør nu majoriteten i den lille tidslomme af en by. Vi spiser en landlig frokost, og bagefter er det tid til en hyggelig tur i området i hestevogn. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel i Sighisoara og spiser middag.

Det er tid til at forlade Sighisoara og sætte kursen sydpå mod byen Brasov. Undervejs stopper vi ved endnu to af de befæstede saksiske kirker, Prejmer og Harman. Den gotiske Prejmer-kirke er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og byen udgør den østligste saksiske bebyggelse i Transsylvanien. Den 12 meter høje, hvidkalkede mur, der omgiver kirken, er fra 1400-tallet, selve kirken er lidt ældre. Landsbyen Harman ligger omkring syv kilometer derfra, og her kan man se typiske saksiske byhuse i livlige farver, foruden den befæstede kirke.

Vi ankommer til Brasov midt på dagen, og her er vi i hjertet af Transsylvanien, ved foden af Karpaterne. Brasov blev grundlagt af teutoniske riddere, en militærorden, der i 1211 blev inviteret af den ungarske konge for at kolonisere og forsvare den sydøstlige del af Transsylvanien, kendt som Burzenland. Ridderne anlagde forskellige byer og borge her ved Karpaterne for at kunne forsvare bjergpassene. Da ordenen viste sig at blive lidt for magtfuld, udviste kongen den igen i 1225, men kolonisterne blev.

Brasov – hvis gamle tyske navn er Kronstadt – har en meget velbevaret middelalderbykerne, og en del af bymuren og de tilhørende tårne er restaureret. På byens centrale torv, Piata Sfatului, lægger vi vejen forbi bymuseet, der holder til i det gamle rådhus. Her kan vi se udstillinger med fund fra forhistorisk tid, fra middelalderen og frem til i dag. Herefter går turen til Brasovs vartegn, Den Sorte Kirke. Den store gotiske kirke er egentlig mere grå, end den er sort, men navnet stammer fra 1689, hvor en stor brand ødelagde – og sværtede – en del af kirken. I kirken findes et stort orgel af den berømte berlinske orgelbygger Buchholz, og man mener, at det er det sidste af hans orgler, der er bevaret i sin oprindelige form.

Vi tjekker ind på vores 4-stjernede hotel, hvor vi spiser middag sammen.     

Slottet i Bran kaldes ”Draculas slot”, og i Bram Stokers roman bor grev Dracula på et slot oppe på et højdedrag i Transsylvanien, med en dyb flodkløft forneden. Beskrivelsen passer perfekt på Bran-slottet, og det er ikke usandsynligt, at Stoker har ladet sig inspirere af netop dette slot. Hvad angår den ”ægte” Dracula, Vlad III, er det langtfra bevist, at han havde nogen forbindelse til Bran-slottet. Visse kilder hævder dog, at han blev holdt fangen der i to måneder på ordre af den ungarske konge Matei Corvin.

Myte eller ej, Bran-slottet lever op til alle forventninger om et eventyrligt middelalderslot, som det hæver sig højt over dalen med myriader af hvide tårne og tilbygninger. Det er anlagt i slutningen af 1300-tallet og fungerede senere som en grænsepost til bjergpasset mellem Valakiet og Transsylvanien. I 1920, efter Rumæniens samling, blev slottet kongelig residens. Derefter fulgte perioden med kommunisme, og kongefamilien blev landsforvist. Efterkommere af den tidligere kongefamilie har nu igen fået slottet i deres varetægt, og efter en omfattende restaurering er det åbnet som museum.

Efter slotsbesøget kører vi tilbage til Brasov, hvor du har resten af eftermiddagen til at udforske byen. Om aftenen samles vi i en restaurant fra 1600-tallet, hvor maden akkompagneres af et folkloreshow – komplet med lokal musik og vinsmagning fuldender aftenens middag vores Rumænienstur med manér!

I en dal omgivet af fyrretræer ligger ”Karpaternes perle”, Sinaia. Byen besøges af skiløbere om vinteren og vandrere om sommeren, og også vi gør et stop her på vores vej til Bukarest. Sinaia var hjemsted for Rumæniens første konge, Karol I, som fik bygget sommerslottet Peles. Vi får en rundtur på slottet, der dog først stod færdigt i 1914, få måneder før kongens død. Da havde byggeriet været i gang i 39 år. Man forstår tidsforbruget, når man ser de utroligt kunstfærdigt udsmykkede rum, med udskårne trælofter, forgyldninger og tusindvis af detaljer.

Turen går derefter videre mod lufthavnen i Bukarest, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.