Ugandas blide kæmper

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Besøg Ugandas regnskove og mød gorillaer og chimpanser på denne spektakulære rejse, der også byder på klassisk safari, Nilens kilder og Viktoriasøen

Den britiske premierminister Winston Churchill kaldte Uganda for ”Afrikas perle”. Landet på Ækvator har da også alt, hvad et safariland bør have: høje bjerge, vidtstrakt savanne, tæt regnskov, store floder og imponerende søer. Især landets vestlige del rummer naturperler i verdensklasse. Det er her, at den tætte regnskov med bjerggorillaer findes, mens den frodige lavlandsregnskov i Kibale er et af kontinentets bedste for at se chimpanser. Mellem disse ligger Queen Elizabeth Nationalpark med klassisk afrikansk savanne, mens Nilens kilder ved Jinja og den gigantiske Victoriasø ligger centralt i landet. Det absolutte højdepunkt er dog besøget hos bjerggorillaerne midt ude i regnskoven. For dem, der har prøvet det, er det en oplevelse for livet at have siddet midt i en familiegruppe af gorillaer og set ind i deres blide brune øjne.
 

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Safari

  • Rejseleder dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Amerikansk dollar

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra København eller Billund og ankomst til Entebbe, Uganda
Dag 2 Til Kibale Nationalpark og gåtur i Bigodi-sumpen
Dag 3 Chimpanse-tracking. Til Queen Elizabeth National Park og bådtur
Dag 4 Klassisk safari i Queen Elisabeth Nationalpark
Dag 5 Safari på vej til Bwindi Impenetrable Forest Nationalpark
Dag 6 Gorilla-tracking
Dag 7 Til Lake Mburo Nationalpark med safari
Dag 8 Safari og videre til Entebbe
Dag 9 Udflugt til Nilens kilder og Victoriasøen. Hjemrejse fra Entebbe
Dag 10 Hjemkomst til København eller Billund

Hoteller

Engagi Lodge

Engagi Lodge i Bwindi Impenetrable Forest National Park er en moderne lodge i et fortryllende område med fantastisk udsigt over trætoppene på den ”uigennemtrængelige” bjergregnskov. Lodgen forsøger at sætte mindst muligt aftryk på naturen og er blevet bygget ved brug af lokalt materiale og lokal arbejdskraft. Den er bygget af eukalyptustræer og sten fundet i og omkring lodgen, og taget er stråtækt med bananbladefibre fra de lokale farmere. Elektriciteten kommer fra solceller.

Hovedbygningen er delt op i en bar/sofastue, spisestue og en stor udendørs veranda med udsigt til Bwindi regnskoven. De erfarne kokke tilbereder fantastisk mad i køkkenet og kan også tilberede f.eks. vegetarmad. Lodgen består af 8 hytter spredt ud og gemt væk bag løv. Hver hytte har enten en dobbeltseng eller to enkeltsenge og et badeværelse. Alle hytter har også privat veranda, hvor man kan nyde sin kaffe eller lokalproduceret te med den fantastiske udsigt over regnskoven.

Man kan også spadsere en tur fra lodgen ned til floden og opleve fuglelivet og faunaen i Uganda. Der er desuden en tefarm på området, man kan besøge, hvis lejligheden byder sig.

Der er gratis wi-fi på fællesområderne.

Primate Lodge

Vi skal bo dybt inde i den frodige lavlandsregnskov på Primate Lodge i Kibale Rainforest National Park. Lodgen har 7 skovhytter, der ligger hemmeligt gemt inde i regnskoven, langt væk fra trafikstøj og fjernsyn. Her breder sig en dyb ro og følelsen af at leve i naturen. Hytterne er i afrikansk stil med enten to enkeltsenge eller en dobbeltseng, et badeværelse samt veranda, hvor du kan nyde din morgenkaffe omringet af magisk regnskov.

I restauranten serveres både international og lokal mad med et stort smil fra den venlige servering. Ved siden af restauranten ligger baren og et lounge-område med behagelige stole og sofaer. Her kan eftermiddagskaffen nydes eller en drink inden middagen, og her er rig mulighed for at se rødhalede aber eller høre chimpansernes brøl. Om aftenen sidder vi ofte omkring bålet, mens lydende fra den afrikanske regnskov indtager den mørke nat. Sanserne skærpes, når man kan høre en skovelefant, der knækker grene tæt på.

Primate Lodge er meget involveret i bevaring af natur og kultur. Lodgen er bygget af lokalt materiale, og elektriciteten er fra solceller. Vi forsøger at minimere vores slid på naturen, og intet må efterlades i regnskoven andet end vores fodaftryk. Vi tager intet med fra regnskoven andet end vores minder. Lodgen støtter og involverer de lokale familier i omegnen ved at købe deres dyrkede afgrøder, som vi kan smage i madlavningen, og ved at støtte salget af deres håndlavede flotte souvenirs. Samtidig er der flere fra det lokale samfund, der er ansat på lodgen.

Der er gratis wi-fi på fællesområderne.

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
34.998,–
København
Udsolgt
35.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København eller Billund og ankomst til Entebbe, Uganda

Efter ankomsten til lufthavnen i Entebbe køres vi den korte vej til vores dejlige hotel, der er beliggende i en smuk tropisk have nær Victoriasøen.
 

Dag 2
Til Kibale Nationalpark og gåtur i Bigodi-sumpen
I Kibale Forest Nationalpark

Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid kører vi ad gode veje mod det vestlige Uganda nær grænsen til DR Congo, hvor landets mest berømte nationalparker med de mange ikoniske dyr findes. Undervejs kan vi nyde det frodige og kuperede terræn med blandt andet kaffe-, te- og sukkerrørsplantager samt mange små familielandbrug, hvor især bananplanterne falder i øjnene. Inden vi når dagens mål spiser vi frokost på en god restaurant i byen Fort Portal. Den ligger for foden af de savtakkede Ruwenzoribjerge, der også kaldes månebjergene, som det meste af tiden er indhyllet i skyer, men af og til viser sine sneklædte tinder. Det højeste punkt i bjergkæden, Mt. Stanley, rager 5.110 meter op over havets overflade, og er dermed Afrikas tredjehøjeste punkt. Herefter kører vi ad små grusveje det sidste korte stræk ind i Kibale Forest Nationalpark, hvor vi indkvarteres i vores camp midt i regnskoven.

Ud på eftermiddagen skal vi på en gåtur i Bigodi-sumpen på grænsen af nationalparken og regnskoven. Bigodi er et godt sted at se en række af de mindre abearter, som Kibale Forest også er kendt for, og de er ofte lettere at se her omkring sumpens mere lysåbne miljø. Bigodi er tillige et fremragende sted, hvis man er interesseret i at se nogle af områdets specielle fugle, hvor den store blå turaco og gråpapegøjen vel nok er de mest eftertragtede.

Kibale Forest Nationalpark ligger i umiddelbar nordlig forlængelse af Queen Elizabeth Nationalpark, som vi skal besøge senere på turen, men består i modsætning af denne hovedsageligt af regnskov, der i store dele af parken er uberørt, høj og tæt. Skovens mest kendte beboere er ubetinget chimpanserne, som der næsten er 1.500 af. En stor gruppe på ca. 70 medlemmer er blevet studeret gennem mange år og er habituerede, hvilket vil sige, at de har vænnet sig til, at der kommer mennesker ind til dem. Disse chimpanser kan man med særlig tilladelse besøge med lokale specialguider, som også er dem, der har habitueret chimpanserne. Sammen med nationalparkerne Mahale Mountains og Gombe Stream i Tanzania er Kibale nok det sted, hvor sandsynligheden er størst for at finde chimpanserne. I Kibale kan der ses hele 10 andre arter af aber, hvilket gør parken til en af verdens bedste på dette punkt. Kibaleskoven rummer også en del andre store dyr som for eksempel leoparder og bøfler samt den lille skovelefant med de runde ører og stødtænderne tættere ind til snablen, men disse er sjældne at se i den tætte skov, hvorimod de mange smukke sommerfugle er mere synlige.

Er man interesseret i botanik er skoven et sandt paradis, da den byder på en overvældende variation af store og spektakulære træer med 250 arter, hvoraf de gigantiske figentræer er særligt imponerende. De tiltrækker mange fugle og aber, blandt andet chimpanser, når fignerne er modne. Især i rydningerne er der mange farvestrålende blomster, og oppe i træerne ses blandt andet orkidéer.

Dag 3
Chimpanse-tracking. Til Queen Elizabeth National Park og bådtur
Chimpansen er menneskets nærmeste slægtning

Kun omkring et par procent skiller menneskets arvemasse fra chimpansen, der dermed er vores nærmeste nulevende slægtning, men tæt fulgt af Afrikas anden menneskeabe, gorillaen. Faktisk er chimpansen tættere beslægtet med mennesket end med gorillaen. Chimpansen er den mest temperamentsfulde af de to aber – måske fordi den ligner mennesket mere! Der findes to arter af chimpanser, den almindelige chimpanse samt dværgchimpansen, der også kaldes bonoboen. Sidstnævnte lever i Centralafrika syd for Congofloden i svært tilgængelige områder. Den almindelige chimpanse har en større udbredelse nord for Congofloden, nemlig fra det vestlige Tanzania og Uganda over Centralafrika og helt til Vestafrika. Det er denne art, vi skal opsøge her i Kibales regnskov, hvilket er en enestående og rørende oplevelse.
 
Det er dyrt at få en tilladelse til chimpanse tracking og endnu dyrere for gorilla tracking. De høje priser skyldes ikke alene reglen om udbud og efterspørgsel. Det er også en yderst langvarig, tålmodighedskrævende og dyr opgave at vænne vildtlevende menneskeaber til vores tilstedeværelse i deres midte, da de fra naturens side er meget frygtsomme. Det er ikke sandsynligt at møde chimpanser eller gorillaer i naturen, der ikke har været gennem en lang habitueringsproces. Denne proces kræver, at lokale eksperter fra parkerne opsøger den samme familiegruppe hver eneste dag året rundt, den første lange tid for blot at opholde sig i nærheden uden at se dyrene. Efter lang tid på denne måde, hvor eksperterne blandt andet ”snakker” med aberne, kan der langsomt skabes øjenkontakt og senere nærkontakt. Først når dyrene er blevet helt trygge ved dette, er det tid til at tage enkelte fremmede ind til familiegruppen på forsøgsbasis. Når dette stadie fungerer, kan der sælges ture til chimpanseflokken, men kun én tur dagligt for 6-8 personer og med maksimalt en times ophold sammen med aberne. Tidshorisonten for hele habitueringsprocessen er typisk 2-3 år for en enkelt familiegruppe, og med tiden, samt i takt med den stigende efterspørgsel, øges antallet af habituerede grupper, hvilket samtidig øger overvågningen for potentielt krybskytteri o.l.

Zoologen Jane Goodalls banebrydende forskningsarbejde, blandt andet gennem ca. 50 år i Gombe Stream National Park i Tanzania, har dannet grundlag for den viden, der skal til for at kunne opholde sig i en chimpanseflok uden væsentlige forstyrrelser af deres dagligdag. Senere har hendes arbejde og rådgivning bidraget til viden om og beskyttelsen af vilde chimpanser, der er truet i mange områder, samt til naturbevarelse i det hele taget.

Vi bytter muligvis rundt på chimpanse-trackingen og gåturen i Bigodi-sumpene, hvilket helt afhænger af det samlede antal af gæster i området samt vores og andres gruppestørrelser.
 
Midt på dagen kører vi mod Queen Elizabeth Nationalpark, der ligger syd for Kibale Forest Nationalpark og faktisk støder op til denne. Turen går gennem fantastiske kultur- og naturlandskaber, hvor vi blandt andet kan se tydelige spor af tidligere vulkansk aktivitet i området, for eksempel i form af smukke kratersøer. Op af dagen når vi vores smukt beliggende lodge ved Kazinga-kanalen, hvor vi skal på en vidunderlig bådsafari om eftermiddagen. Dette er et af parkens absolutte højdepunkter, da her ses masser af flodheste og krokodiller ved bredden, hvor der også kommer en del elefanter og bøfler ned for at drikke og bade. Fuglelivet er ligeledes imponerende, for eksempel med masser af skarver, hejrer, ibisser, storke, pelikaner, vadefugle og isfugle omkring den fiskerige kanal.

Dag 4
Klassisk safari i Queen Elisabeth Nationalpark
Elefanter lever i familieflokke med en matriark

Vi har hele dagen i den vildtrige nordlige del af nationalparken, hvor vi om morgenen og igen om eftermiddagen skal køre på safari i vores firehjulstrukne biler, på såkaldte game drives i vores søgen efter parkens vilde dyr, mens vi midt på dagen kan slappe af i lodgens omgivelser og blandt andet nyde den imponerende udsigt herfra.
 
Queen Elizabeth Nationalpark, der er opkaldt efter den britiske dronning, er nok den mest afvekslende nationalpark i Uganda hvad angår såvel landskab som vegetation. Den rummer da også ualmindeligt mange forskellige arter af pattedyr og fugle, hvoraf der af sidstnævnte findes over imponerende 550 arter. Parken grænser mod vest op til DR Congos samt Lake Edward, der er forbundet med Lake George i øst gennem Kazinga-kanalen. Denne brede kanal, der snor sig gennem parken, udgør sammen med søerne en permanent vandressource, der dermed understøtter, at parken kan have en stor og varieret bestand af storvildt og masser af fugle. På nationalparkens savanne ses mange antiloper, specielt af den lokalt almindelige uganda-kob og den store vandbuk, og her findes en god bestand af løver, leoparder, hyæner og det store vildsvin med det lidet flatterende danske navn, gigantskovsvin. Elefanter kan ses overalt, men på sydsiden af Kazinga-kanalen hænder det, at den mindre skovelefant dukker op. Disse hører til i de store Congoskove i Centralafrika, men kan altså engang imellem ses her og i skovene lidt mod nord. I Kyambura-kløften nær Kazinga Kanalen findes en lille bestand af chimpanser, der kan besøges med specialtilladelse og guide, men sandsynligheden for at se dem er større i Kibale Forest. I klart vejr og når skyerne slipper toppen af Ruwenzori-bjergene, er der en smuk udsigt til disse over 5 km høje og ofte sneklædte tinder, især fra den nordlige del af parken ved Lake Edward.
 

Dag 5
Safari på vej til Bwindi Impenetrable Forest Nationalpark
Den smukke topi-antilope

Efter morgenmaden sætter vi kursen mod syd og bjergregnskovene i den legendariske Bwindi Impenetrable Forest Nationalpark. Undervejs kører vi et langt game drive i Queen Elizabeth nationalparkens sydlige Ishasha sektor, der ligeledes er en dyrerig del af parken. Dette område er især kendt for at være et af de få steder, hvor løver klatrer i træer, men der ses også mange andre store dyr med den smukke topi-antilope som den mest almindelige. Her spiser vi desuden vores medbragte madpakker på et smukt beliggende picnicsted, inden vi kører den sidste strækning på grusveje i det kuperede terræn op i skoven. I skumringen er vi fremme ved overnatningsstedet for de næste par dage, nemlig den skønt beliggende lodge, der har en fantastisk udsigt over bjergene og trækronerne i den tætte regnskov.
 

Dag 6
Gorilla-tracking
I dag findes mere end 1.000 af de sjældne bjerggorillaer

I dag skal vi opleve det, som af mange betragtes som højdepunktet på en safari i Uganda. Efter morgenmaden kører vi den korte vej til indgangen til Bwindi Impenetrable Forest Nationalpark. Den ”uigennemtrængelige” skov ligger i 1.100-2.400 meters højde på grænsen til DR Congo. Vi får en grundig briefing om morgenens og formiddagens gåtur op til de rolige kæmper, bjerggorillaerne. Ligesom for chimpanser kan man også besøge gorillagrupper med de gigantiske førerhanner, de såkaldte silverbacks/sølvrygge. De kan nå en størrelse på næsten to meter i højden og imponerende 220 kg.  Selvom der ikke er 100% garanti for at finde gorillaerne er det dog tæt på, da de er under nøje overvågning og erfarne ”spejdere” sendes i forvejen.

På gorilla-tracking i Rwandas og Ugandas vestlige højland er det den langpelsede bjerggorilla som besøges, mens den lidt mindre og mere korthårede lavlandsgorilla findes mod vest i Centralafrikas regnskove. De planteædende gorillaer har, trods deres størrelse, et roligere gemyt end chimpanser. For de fleste der har prøvet det, er det en følelsesmæssig oplevelse for livet at have siddet midt i en familiegruppe af gorillaer og set ind i deres blide brune øjne. Selvom reglen er, at man ikke må gå tættere på gorillaerne end 7 meter, sker det alligevel ofte, idet gorillaerne åbenlyst ikke kender reglen eller ved hvad en meter er!

Pioneren for arbejdet med bjerggorillaer var Dian Fossey, der bogstaveligt talt viede sit liv til dem i Rwandas Volcanoes National Park, hvor hun ligger begravet ved siden af den unge hangorilla Digit, som hun knyttede nære bånd til. I den betagende men barske ”Gorillaer i disen” er denne historie blevet filmatiseret med Sigourney Weaver i hovedrollen. Dian Fosseys til tider kontroversielle metoder har dog helt sikkert været medvirkende til, at der i dag findes mere end 1.000 af de sjældne bjerggorillaer mod omkring 600, da det var mest kritisk i 1980´erne. Selvom bjerggorillaen er en af klodens mest sjældne dyr i det hele taget, og den mest sjældne af alle menneskeaber, så er det den eneste af menneskeaberne, hvor bestanden er i fremgang.
 
Mere end halvdelen af bjerggorillaerne lever her i Bwindis bjergregnskov, mens resten holder til omkring vulkanerne på grænsen mellem Rwanda, DR Congo og Uganda, hvor Dian Fossey boede og arbejdede. De lever i familiegrupper, der typisk ledes af en enkelt voksen han, sølvryggen, og desuden kan have en eller flere unge hanner, sortrygge, samt op til 10-12 hunner og et antal unger. Gorillagruppen vandrer rundt i et større territorium i søgen efter frisk planteføde. De bygger en rede i vegetationen, hvor de tilbringer natten – vel at mærke en ny rede hver nat. Det er disse reder, der er vigtige vejvisere for, hvor gorillaflokken befinder sig, når de lokale eksperter skal spore flokken om morgenen før en gorilla-tracking.

Bwindiskoven rummer også mange andre dyr, især aber, fugle og sommerfugle, men disse kan være svære at se i den tætte mørke skov – Bwindi betyder i øvrigt mørk på det lokale sprog! Skoven er det eneste sted hvor bjerggorillaer lever sammen med chimpanser, men selvom sidstnævnte ofte høres tydeligt er de ikke habituerede og ses næsten aldrig. Skoven rummer også en lille bestand af elefanter, som ligeledes ses yderst sjældent. Bwindi er et paradis for botanikere med ca. 85 arter af orkidéer, 105 bregner og 300 træer, heriblandt store mahognitræer.
 
Om eftermiddagen er der tid til at slappe af og lade indtrykket fra morgenens og formiddagens store oplevelse synke ind, men det kan ikke siges præcist, hvornår vi er tilbage på vores lodge, da det afhænger hvilken gruppe bjerggorillaer, vi har fået tilladelse til at besøge, samt hvor langt de har bevæget sig op i bjergene. Hvis vi er retur på lodgen midt på dagen og har kræfter tilbage i benene, så er der mulighed for at tilkøbe en guidet tur til det lokale Batwa/Pygmæsamfund. De blev flyttet ud af skoven, da den fik status som nationalpark, og nu bor de i lidt uvante omgivelser i det mere åbne miljø.

Dag 7
Til Lake Mburo Nationalpark med safari
Zebraer lever i flokke på savannerne i bl.a. Uganda

Turen går nu tilbage mod øst og retur mod Entebbe, men inden vi når så langt skal vi besøge den lille vidunderlige Lake Mburo Nationalpark. Undervejs hertil spiser vi vores medbragte frokostmadpakker i byen Mbarara, mens der måske også bliver tid til et kort game drive i parken hen mod solnedgang, før det er tid til aftensmaden og at gå til ro på vores flot beliggende lodge.

For dem, der har lyst til en sejltur på Lake Mburo, kan et af de planlagte game drives skiftes ud med denne. Det kan måske også arrangeres at køre et game drive i mørke, hvor der ved hjælp af en stor projektør ledes efter nataktive dyr. Såvel sejltur som night game drive skal I forhøre jer om lokalt, hvor disse aktiviteter også skal betales, da de ikke indgår i rejsens pris. Selvfølgelig vil rejselederen være behjælpelig med at arrangere disse aktiviteter, hvis der er interesse for dem.
 
Lake Mburo National Park ligger centralt placeret midt mellem Ugandas berømte vestlige nationalparker og hovedstaden Kampala samt Entebbe med den internationale lufthavn på bredden af Victoriasøen. Ud over denne logistisk set vigtige placering, så byder den relativt lille park på en smuk og kuperet natur med skovsavanne og enkelte fotogene klippepartier, samt ikke mindst på søen, der er en vigtig kilde til liv og har givet parken navn. Dette er et af de ganske få steder i Uganda, hvor der kan ses zebraer, mens de graciøse impalaer, de charmerende vortesvin samt de store bøfler også er relativt almindelige. Den lille smukke skriftbuk er ganske almindelig i området, hvor det imponerende fugleliv også falder i øjnene med de fantastiske afrikanske flodørne, der især ses omkring søen midt i parken, hvor de har selskab af blandt andet flodheste og krokodiller. Blandt rovdyrene er den plettede hyæne og leoparden øverst i fødekæden, men begge kan være svære at finde blandt de mange akacietræer i området.

Dag 8
Safari og videre til Entebbe
Afrikanske køer

Det er tid til turens sidste game drive, der foregår på den skovklædte savanne i nationalparken omkring Lake Mburo. Når vi forlader parken har vi gode chancer for at se de lokale landmænd drive deres Ankole-kvæg rundt i området. Vel er dette kvæg ikke vilde dyr, men det er ganske imponerende alligevel. Det findes i et rigt udvalg af farver, men især deres enorme horn gør, at de er et yndet motiv for rejsende. Husk dog, at det ikke er kutyme at fotografere kvægdriverne uden en meget tydelig tilladelse og evt. mod betaling.
 
På vej mod Entebbe krydser vi Ækvator på et sted hvor det er tydeligt markeret, og sidst på dagen indlogerer vi os på det samme dejlige hotel som på rejsens første nat.
 

Dag 9
Udflugt til Nilens kilder og Victoriasøen. Hjemrejse fra Entebbe
Ved byen Jinja, der ligger ved Nilens udløb fra Victoriasøen

Her på rejsens sidste dag i smukke og frodige Uganda, skal vi på en heldagsudflugt mod øst i retning af grænsen til Kenya. Vi følger nordsiden af den gigantiske Victoriasø, der med et areal på næsten 69.000 km2 er omkring en halv gang større end Danmark og dermed verdens næststørste ferskvandssø efter Lake Superior på grænsen mellem Canada og USA. Vores mål for udflugten er byen Jinja, der ligger ved Nilens udløb fra Victoriasøen. Dette var det første sted, der blev udråbt som Nilens kilde. John Hanning Speeke var det første hvide menneske der nåede ind til Victoriasøen i 1858, men først på en efterfølgende ekspedition i 1862 fandt han Nilens (Den Hvide Nils) udløb herfra på søens nordlige bred, som herefter blev erklæret for Nilens Kilde. Senere har der været stor debat om hvilken der var den fjerneste/sydligste kilde med indløb til Victoriasøen. Dette hersker der stadig nogen debat om, men generelt regnes det at være små tilløb til Kagera River fra enten Rwanda eller Burundi.
 
Når vi har haft god tid til at se Nilens udløb fra søen samt lidt udforskning af Jinja, skal vi have en dejlig ”Farewell Lunch”. Denne indtages i helt fantastiske omgivelser, idet vi skal på en kort sejltur ud midt i Nilen til en lille ø lidt nedstrøms Jinja, der helt er omgivet af voldsomt brusende vand, der flere steder faktisk bliver til små vandfald. På denne lille ø, der er en del af et fredet reservat, ligger en vidunderlig lodge med en rigtig god restaurant, hvor vi spiser frokost.
 
Efter frokosten og god tid til at nyde de spektakulære omgivelser samt en dejlig kop kaffe eller te brygget på lokale råvarer, inden vi begiver vi os retur mod Entebbe. Undervejs kommer vi gennem Ugandas kuperede og travle hovedstad, Kampala, der er landets langt største by med mere end 1,5 mio. indbyggere og som har en imponerende skyline efter afrikanske forhold. Hen under aften er det slut med eventyret i Uganda, når vi ankommer til den internationale lufthavn i Entebbe og tjekker ind på flyet hjemad.
 

Dag 10
Hjemkomst til København eller Billund

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 35.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
3.998,–
Prisen inkluderer
  • Fly fra København til Entebbe t/r
  • Dansk rejseleder hhv. engelsktalende lokalguide på aktiviteter inkl. i programmet
  • Aktiviteter og udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode hoteller/lodges/camps i delt dobbeltværelse
  • Transport mellem lufthavn og hotel i Entebbe
  • Fuldpension på hele safarien
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Visum til Uganda
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til chauffører, lokalguider, hotelpersonale og bærere (beregn i alt ca. USD 12 pr. mand pr. dag)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr per faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”
Visum

Der er visumpligt til Uganda. Visum søges på www.visas.immigration.go.ug og koster 50 USD. Du kan se en vejledning i hvordan du ansøger om visum på www.albatros-travel.dk/praktisk/vejledning-i-ansoegning-om-visum-til-uganda

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Vaccination

Der kræves Gul Feber vaccination for at kunne rejse ind i Uganda.
Dokumentation for vaccinationen skal vises ved indrejse til Uganda, ligesom denne skal vedhæftes den elektroniske visumansøgning. 

OBS!

Vores safariledere vil gøre alt for, at vi ser så mange dyr som muligt på vores game drives. Da der er tale om vilde dyr, er der dog ingen garantier for, at vi ser dem.

Sol, klima og beklædning

Turen foregår lige omkring Ækvator, hvor solen har meget magt. Vi anbefaler derfor at medbringe en solcreme med høj beskyttelsesfaktor.
 

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 10 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Kufferter

Med hensyn til kufferter anmoder vi om, at der medbringes kufferter med bløde sider (softcase), i stedet for kufferter med hårde sider (hardcase), da køretøjet vi bruger til at køre rundt med, bedst kan håndtere bløde kufferter.

Til pakkelisten

Der kan falde en byge på alle tider af året i Uganda – især i regnskovene mod vest. Derfor anbefaler vi at have et let sæt regntøj eller et tyndt regnslag med på rejsen. Det er desuden en god ide at medbringe en lille rygsæk eller taske til gorilla/chimpanse-tracking, safarier og på rejsedage, der tillige kan bruges til håndbagage på flyveturene.
 

Hånden på hjertet

Fysisk form

Gåturen til gorillaerne kan ofte være lang. Desuden foregår den i tæt skov på stejle og til tider glatte skråninger samt i fugtig varme. Det er derfor vigtigt, at man er i rimelig form og kan udholde varmen. Skulle man komme i problemer undervejs kan man dog, mod en klækkelig merudgift på ca. 500 USD, bestille en ”African Helicopter”. Dette medfører, at en flok på ca. otte lokale hjælpere tilkaldes og bærer den nødlidende person op til gorillaerne på en primitiv båre – og ned igen. Man skal dog absolut ikke planlægge efter denne hjælp, da den kun er beregnet på uforudsete problemer eller i direkte nødstilfælde.
 

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederene på et af bussens første påstigningssteder. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

20UGRTR01BDK1604