Snør vandrestøvlerne, og opdag en af Europas bedst bevarede hemmeligheder, nationalparken mellem Tyskland og Tjekkiet. Inkl. kulturoplevelser i Dresden og Prag
På begge sider af grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland gemmer sig en af Europas bedst bevarede hemmeligheder, nationalparkerne Det Bøhmiske Schweiz og Det Saksiske Schweiz – et eventyrligt naturområde, der har været inspirationskilde for utallige kunstnere, herunder den tyske maler Caspar David Friedrich. Inde i de dybgrønne skove skal vi vandre mellem rislende bække, små vandfald og besynderlige sandstensformationer. Vi skal beundre et af naturens mesterværker, naturbroen Pravčická, sejle på Kamenice-floden og besøge den mægtige fæstning Königstein, der med næsten 800 år på bagen gemmer på et væld af interessante historier. Med på programmet er desuden en rundvisning i Prags borgkompleks og en togtur til Dresden, også kaldt Elbens Firenze, hvor vi blandt andet skal se den berømte Frauenkirche og barokanlægget Zwinger. For at deltage på rejsen, skal du selvfølgelig være godt gående.
-
Type Rundrejse
-
Rejseleder Dansktalende lokalguide
-
Visum Nej
-
Vaccination Nej
-
Valuta CZK, EUR
- Dag 1
- Ankomst Prag. Rundvisning på borgområdet og videre til Det Bøhmiske Schweiz.
- Dag 2
- Det Saksiske Schweiz. Enestående naturfænomener i nationalparken og fæstningen Königstein.
- Dag 3
- Tog til det genopståede Dresden. Byrundtur og mulighed for sejltur på Elben.
- Dag 4
- Det Bøhmiske Schweiz. Vandring og sejltur i nationalparken.
- Dag 5
- Hjemrejse.
Hoteller
Hotel Praha
Hotellet har en smuk beliggenhed i nationalparken Det Bøhmiske Schweiz i Tjekkiet, tæt på den tyske grænse og er et godt udgangspunkt for vandreture i området selv samt udflugter til Tyskland.
Værelserne er rummelige og indrettet med komfortable træmøbler, satellit-tv, telefon og minibar. Der er gratis trådløs internetforbindelse i hotellets reception og restaurant.
I dette område er naturen i fokus og der er derfor begrænset med aktiviteter udenfor hotellet. Er vejret til det, kan man sidde udenfor på terrassen og nyde omgivelserne.
Hotel Praha
407 17, Hřensko
Tjekkiet
+420 412 554 006
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Vi flyver fra København til Prag og kører fra lufthavnen mod det majestætiske borgkompleks, der rummer årtusindgammel historie. Inden vores rundvisning på borgen, lader vi os imponere af en fantastisk panoramaudsigt over byen på en bakketop ved siden af et meget smukt kloster fra 1140. Herfra går vi videre til borgkomplekset og starter vores korte rundvisning.
Borgen anses for at være Prags allerstørste seværdighed, og dens historie går helt tilbage til ca. 870. I mere end tusind år har den været et vigtigt symbol for folket og dets ledere, og i dag fungerer borgen blandt andet som arbejdsplads for Tjekkiets præsident. Borgen er enorm og pompøs og gemmer på historiske paladser, kirker, klostre og kapeller. En vigtig begivenhed på borgen fandt sted i 1618, da den katolske kejsers statholdere blev smidt ud af vinduet af protestanterne. Det blev starten på trediveårskrigen. På vores tur rundt i borgområdet ser vi blandt andet den imponerende St. Vitus-katedral, som blev påbegyndt i 1344 af kejser Karl IV. Den enorme katedral opbevarer de tjekkiske kronjuveler og er sæde for Prags ærkebiskop.
Efter vores besøg på borgområdet kører vi videre til vores hotel, som ligger i nationalparken Det Bøhmiske Schweiz. Her bor vi midt i den fantastiske natur og kun 10 min. kørsel fra den tyske grænse. Her er plads til at slappe helt af og nyde omgivelserne.
Det Bøhmiske Schweiz er en nationalpark nord for Prag ved grænsen til Tyskland. Her findes en fantastisk natur med mulighed for vandring og sejlture gennem kløfter.
På den anden side af grænsen forsætter nationalparken ind i Tyskland, og denne del kaldes for Saksisk Schweiz. I løbet af de næste dage skal vi opleve både den tjekkiske og tyske del af nationalparken, der på trods af sin skønhed stadig er ukendt for mange.
I aften spiser vi middag sammen på hotellet.
Vi forlader Tjekkiet for en stund for at starte vores eventyr i nationalparken på den tyske side, Saksiske Schweiz. Navnet på nationalparken kommer fra to schweiziske kunstnere, der syntes, at de høje klippeformationer mindede dem om landskabet hjemme i Schweiz og derfor valgte at navngive parken efter deres hjemland. Vi krydser grænsen til Tyskland, og med floden Elben på vores ene side nærmer vi os et helt utroligt klippelandskab. Her skal vi besøge et af rejsens absolutte højdepunkter, den berømte Bastei-bro. Sandstensbroen er 76,5 meter lang og er med til at forbinde de store sandstensklipper i det særprægede landskab. Allerede efter at have taget vores første skridt på broen bliver vi mødt med en enestående udsigt over, hvad der kunne minde om det sydvestlige USA. Vi krydser broen og har på vores vej udsigt over klipperne, floden Elben og fæstningen Königstein, der rejser sig på en bjergtop i det fjerne. For enden af broen, inde mellem klipperne findes ruinerne af det gamle klippeslot Neurathen, som engang var det største klippeslot i det Saksiske Schweiz. Vi tager os god tid til at vandre rundt i området og nyde den enestående udsigt – en udsigt, der i årevis har inspireret kunstnere, blandt andet den tyske maler Caspar David Friedrich og vores egen H.C. Andersen. Vandreturen til Bastei-broen og tilbage igen er kun et par kilometer lang, og let tilgængelig med velholdte og sikre stier, og de steder hvor der er stejlt, er der gelænder.
Efter en hyggelig vandretur i det Det Saksiske Schweiz drager vi videre mod den store og imponerende fæstning Königstein, der ligger og ruger på en bjergtop hævet over byen Königstein. Fæstningen, der er fra det 13. århundrede, er en af Europas største og fungerede i en lang årrække som fængsel, hvor både politikere og forfattere der var faldet i unåde, blev indsat i de mørke fængselsceller. I tider med politisk ustabilitet holdt man den saksiske statskasse beskyttet bag fæstningens solide mure, og selv opfinderen af Meissen-porcelænet, Johann Friedrich Böttger, blev i en periode holdt i beskyttende forvaring her.
Med et areal , der svarer til 13 fodboldbaner, og med mere end 50 bygninger og blomstrende haver, er der rigeligt for os at se. Der bliver også tid på egen hånd til både at spise frokost og studere stedet nærmere samt nyde den flotte udsigt over landskabet og floden.
Om eftermiddagen kører vi hjem til vores hotel, hvor der er tid til at slappe af, inden vi spiser en fælles middag om aftenen.
Efter morgenmad går vi om bord på den lokale færge, der i løbet af få minutter bringer os over til den anden side af floden til Tyskland. Her stiger vi på toget og nyder turen gennem det saksiske landskab til storbyen Dresden.
Vel fremme stiger vi af toget og starter vores byrundtur i byen, der også er kendt som Elbens Firenze. En arkitektonisk perle og skønhed i Sachsen, som H.C. Andersen på sin tur fra Meissen til Dresden beskrev: ”Jo længere man kommer herfra, deshøiere blive Bjergene, og snart seer man, som gjennem et blaaligt Slør, det tydske Florents; Dresden, ligge foran med sine høie Taarne og Kupler.” Desværre blev dette romantiske billede på brutal vis ødelagt, da byen under 2. Verdenskrig blev offer for et af historiens mest omtalte bombardementer. I februar 1945 ramtes byen af hele fire angrebsbølger, hvilket forårsagede flere tusinde dødsfald og en by i ruiner. Størstedelen af den gamle bydel blev ødelagt, men siden da har man gennem årtier arbejdet på at genopbygge de historiske bygninger, og i dag er Dresden genopstået som en anden fugl Føniks.
En berømt bygning, vi kommer forbi på vores byrundtur, er Frauenkirche, som nok er Dresdens mest kendte seværdighed. Kirken blev som mange andre af byens bygninger ødelagt under bombardementet i 1945. I 1994 påbegyndte man genopbygningen af kirken, og i 2005 stod den klar til genåbning. Med moderne teknologi har man været i stand til at rekonstruere og genbruge de bevarede sten selvsamme steder, som de oprindeligt var placeret før ødelæggelsen af kirken. Man kan sige, at kirken er et symbol på, hvad Dresden engang var og er ved at blive igen – berømt for sin arkitektur og kendt som Elbens Firenze. Et andet betydningsfuldt bygningsværk, vi passerer på vores vej, er det store barokanlæg Zwinger. Et berømt barokanlæg, der blev opført efter initiativ af kurfyrste August Den Stærke. Frauenkirche, Zwinger, Semperoperaen og Hofkirche er blot nogle af de seværdigheder, vi ser i dag.
Efter vores tur rundt i byen bliver der tid på egen hånd til at spise frokost og udforske byen yderligere. »Jeg tog mig en Gondol for at sejle ned ad Elben hjem. Augustusbroen spejlede sig i Vandet, Og Dresden selv rejste sine Tårne og Kupler op i Luften; det var Skyggebilleder på en gylden Grund«. Ligesom H.C. Andersen kan vi også sejle ned ad floden Elben, da det om eftermiddagen er muligt at komme med på en hyggelig sejltur (Varighed: ca. 1,5 time).
Efter en hyggelig dag i Dresden stiger vi igen på toget, som bringer os tilbage til Det Bøhmiske Schweiz og vores hotel. Om aftenen spiser vi middag sammen.
(Sejlturen er tilkøb og skal bestilles og betales hjemmefra senest 45 dage inden afrejse. Pris kr. 250,-)
Også på den tjekkiske side af grænsen findes en helt enestående natur, Det Bøhmiske Schweiz, som vi er så heldige at bo i. I dag skal vi opleve mere af den natur, som befinder sig lige uden for vores dør.
Vi tager vandreskoene på og begiver os ud på en smuk vandretur mellem høje og fascinerende klippeformationer, igennem tunneller kreeret af naturen og over hyggelige, men smalle gangbroer til lyden af rislende vand. Over to omgange skal vi sejle på Kamenice-floden i små både omgivet af den vilde natur og små vandfald, der får os til at føle, at vi er midt i et eventyr. De to steder på ruten har siden det 19. århundrede kun været mulige at krydse via floden, og det er kun med til at gøre oplevelsen endnu mere unik, da floden betragtes som et af de smukkeste områder i parken.
I løbet af vandreturen holder vi en pause ved en restaurant i parken, hvor det er muligt at spise frokost og hvile benene, inden vi forsætter. I alt er vandreturen ca. 6 km lang i et let terræn gennem skoven, hvor det dog stadig kræves, at man er godt gående.
Efter vandreturen gennem de to kløfter stiger vi på lokaltoget og sætter kurs mod et mesterværk fra naturens side, en af tjekkernes stoltheder, broen Pravčická. Broen er den højeste og største naturstenbro i Europa, og man finder ikke noget lignende andre steder. Siden det 18. århundrede har broen tiltrukket kunstnere fra hele verden. Også i filmverdenen har man fået øjnene op for ikke alene Pravčická-broen, men også selve nationalparken. For eksempel er dele af eventyrfilmen Narnia filmet i området, og netop her på Pravčická-broen udspiller sig en scene med heltene Peter, Susan og Lucy, der sammen med de små bævere bevæger sig over broen, imens de er på flugt fra den hvide heks og hendes ulve.
Vandreturen frem og tilbage til Pravčická-broen er samlet ca. 4,5 km. Er man træt i benene og hellere vil bruge eftermiddagen på at slappe af, kan man tage toget videre et stop efter resten af gruppen er stået af, hvorefter man er hjemme.
Efter vores besøg ved Pravčická-broen vandrer vi om eftermiddagen tilbage til vores hotel, og her er der tid til at hvile benene, inden vi om aftenen spiser vores sidste middag sammen.
I dag forlader vi nationalparken og kører til Prag, hvorfra vi flyver hjem.
Prisinformation
- Prisen inkluderer
-
- Dansktalende lokalguide
- Fly København – Prag t/r
- Udflugter jf. program
- Indkvartering på hotel i delt dobbeltværelse
- Halvpension (morgenmad og middag)
- Skatter og afgifter
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
- Tillæg for enkeltværelse
- Sejltur på Elben i Dresden
- Personlige fornødenheder
- Personlige drikkepenge, f.eks. til chauffør
- Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
- Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stik. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Bagage
Man må medbringe 1 stk. bagage per person. Max. 20 kg + håndbagage (håndbagage: Maks. vægt 8 kg). Håndbagagens dimensioner må maksimum udgøre 118 cm totalt længde x bredde x højde = 55 cm x 40 cm x 23 cm. Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.
Ikke egnet for gangbesværede
For at deltage på denne rejse er det et krav, at du er mobil, selvhjulpen og kan fær-des uden hjælp, da vi kommer til at vandre en del. En af dagene er det muligt at vandre helt op til 10,5 km.
Klima og påklædning
I foråret og efteråret kan det være køligt morgen og aften, og regnbyger kan forekomme. Medbring derfor en trøje og en let jakke. Husk at medbringe et par gode kondisko, da vi på denne rejse vandrer en del.
Dansktalende lokalguide
Rejselederen på denne rejse er en dansktalende lokalguide, som er bosat på destinationen og har derfor indgående kendskab til, hvad man kan foretage sig på egen hånd – og deler gerne ud af sin viden. Lokalguiden er selvfølgelig med under alle programlagte aktiviteter.
Mere om dine rejsemål
Klik herunder, hvis du vil læse mere om de lande, rejsen går til.
Tjekkiet: https://www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/tjekkiet
Tyskland: https://www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/tyskland
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.