group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

med Wachaudalen og Cesky Krumlov

Busrejse

Den kejserlige hovedstad Wien, valsens by, viser sig altid fra sin bedste side. Bliv imponeret af arkitekturen, når vi kører langs paradegaderne, og nyd et stykke ægte sachertærte på en klassisk wienercafé. Alt er storslået i Wien, ikke mindst det enorme Schönbrunn Slot, som kan konkurrere med Versailles i såvel størrelse som skønhed.

Prag har mange navne, bl.a. ’Den gyldne by’ og ’Byen med de tusind spir’ og er en af Europas smukkeste byer. Højt over floden Vltava ligger slottet med den store Vituskatedral, som aftegner sin silhuet mod himlen. Her skal vi blandt andet krydse byens mest berømte bro, Karlsbroen, hvis første sten ifølge legenden blev lagt af Karl IV selv. Ud over storby oplever vi på denne rejse også den smukke Wachaudal i Østrig, hvor Donau flyder mellem Krems og Melk.

Vi besøger også den lille bøhmiske by Cesky Krumlov, hvis skønhed er mildest sagt eventyrlig.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Busrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta EUR, CZK

Dagsprogram 7 dage
Dag 1
Danmark – Centraltyskland
Dag 2
Centraltyskland – Østrig. Gennem det frugtbare Bayern til Wien, Østrig
Dag 3
Wien. Byrundtur i Wien. Eftermiddag fri til egne aktiviteter. Fællesmiddag
Dag 4
Wien – Wachaudalen – Cesky Krumlov – Prag. Langs Donau gennem Wachaudalen og besøg i bøhmiske Cesky Krumlov
Dag 5
Prag. Byrundtur i Prag og eftermiddag på egen hånd. Fællesmiddag.
Dag 6
Tjekkiet – Potsdam, Tyskland
Dag 7
Potsdam – Danmark

Hoteller

Lenas Donauhotel, Wien

Det 3-stjernede hotel ligger tæt på floden Donau og kun få minutters gang fra metro. Med linje U1 kommer du til den gamle bydel i løbet af ti minutter. Hotellet har gratis Wi-Fi, en restaurant og en hyggelig bar. Hotellets terrasse har udsigt over floden. Værelserne er lyse og moderne indrettet med lydisolerede vinduer og satellit-TV. 

http://www.lenas-donau.at/1/hotel-information/

Hotel ILF, Prag

Et 3-stjernet røgfrit hotel med over 200 værelser og med god beliggenhed lige ved metrostationen, som har direkte forbindelse til den gamle by, som du kommer til i løbet af blot ti minutter. Hotellet har en hyggelig restaurant, en bar og komfortable fællesarealer. Indretningen er klassisk med hvide vægge og møbler i træ, og på værelserne finder du alle nødvendige bekvemmeligheder. Hotellet har gratis Wi-Fi og satellit-tv på værelserne.

http://www.hotel-ilf.cz/

 

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Danmark – Centraltyskland
Domkirken Stephansdom i Wien

Efter at have kørt eller sejlet til Tyskland (afhængigt af, om du kommer fra Jylland eller Sjælland) passerer vi storbyen Hamborg, som med sine næsten to millioner indbyggere er så vigtig, at den udgør sin egen delstat i Forbundsrepublikken Tyskland. Rejsen går videre, og vi kører igennem Lüneburger Heide, et vidtstrakt hedelandskab i Niedersachsen. Hovedstaden i Niedersachsen er den store by Hannover, som er kendt for sine mange messer. Jo længere sydpå vi kommer, desto mere kuperet bliver landskabet. I dette område voksede brødrene Grimm op. Som et biprodukt af deres arbejde med at udforske det tyske sprog publicerede brødrene adskillige folkesagn og eventyr. 
Snart nærmer vi os byen Fulda, og det er tid til at checke ind på et hyggeligt hotel, som byder på middag og dejlige senge.

Dag 2
Centraltyskland – Østrig. Gennem det frugtbare Bayern til Wien, Østrig
Ved Maria Theresias slot

Friske og udhvilede vågner vi op på det tyske hotel, og foran os venter en ny dag som et ubeskrevet blad. Efter morgenmaden kører vi nu gennem delstaten Bayern i Sydtyskland. Bayrerne producerer og drikker meget øl! I et eventyrligt landskab finder man uberørt natur, frisk luft, et rigt kulturliv og den berømte gemytlige bayerske livsstil. Middelalderborge og småbyer, imponerende slotte og barokkirker passerer revy på turen, og snart er det frokosttid. 

Nu er der ikke langt igen til den kejserlige hovedstad Wien. Her checker vi ind på et godt trestjernet hotel ved floden Donau i gåafstand til metro, som har direkte forbindelse med Stephansplatz.

Dag 3
Wien. Byrundtur i Wien. Eftermiddag fri til egne aktiviteter. Fællesmiddag
Kloster Melk, Wien

Wiens centrum består af imponerende habsburgske paladser og grønne parker, og her går tradition og fornyelse hånd i hånd. Strauss’ vals spilles altid, selv til studenterfester, og de gamle kejserlige stalde er genopstået i et overraskende og levende museumskvarter. Den gamle bydel er omkranset af Ringstrasse-boulevarden, hvor man finder et væld af pompøse bygninger. Vi ser blandt andet den storslåede Stephansdom, det legefulde Hundertwasserhaus, som danner en farvestrålende kontrast til byens kirker og paladser, og slotsparken ved Schönbrunn Slot.

Eftermiddagen er fri til at benytte som man vil, og de som har lyst, kan på egen hånd besøge Maria Theresias gemakker inde i slottet. Eller gå en tur i de snævre stræder i den gamle by, og nyd caféerne, hvor bagværkene ligner kunstværker. Du kan også tage en tur i pariserhjulet i forlystelsesparken Pratern, vandre en tur i Stadtpark eller nyde en ægte wienerschnitzel og et glas østrigsk vin, som bliver mere og mere populært rundt omkring i Europa. 

Vi mødes igen om aftenen, hvor vi skal spise en fællesmiddag på en lokal restaurant.

Dag 4
Wien – Wachaudalen – Cesky Krumlov – Prag. Langs Donau gennem Wachaudalen og besøg i bøhmiske Cesky Krumlov
Prag ’Byen med de tusind spir’

Vi forlader Wien og rejser vestpå mod Klosterneuburg, Stockerau og Krems an der Donau, hvor Wachaudalen begynder. Den kendte dal er kendetegnet af vinmarker, charmerende småbyer, pragtfulde barokklostre og ældgamle borgruiner – for ikke at tale om de skønne naturscenerier. Det er ikke svært at forestille sig, at det er i disse egne, at det middelalderlige tyske helteepos, Nibelungens Ring, udspiller sig. I den anden ende af Wachaudalen ligger Melk, og på en høj over Donau rejser dig det imponerende kloster, en af Østrigs største kulturskatte, kendt fra Umberto Eccos roman, I rosens navn.

Tidligt om eftermiddagen er vi fremme ved eventyrlige Cesky Krumlov, lige efter Prag det smukkeste besøgsmål i hele Tjekkiet. Bygningerne i den gamle by er præget af gotik, renæssance og barok. Mange af bygningerne har smukt formede tage, ofte i orange og med lyse facader, hvilket giver byen en helhedsfølelse. Der er mange restauranter og cafeer langs de snævre gader, så her spiser vi frokost.

Nu er der ikke langt til hovedstaden Prag, hvor vi checker ind på et hyggeligt 3-stjernet hotel, som ligger i gåafstand til en metrostation med direkte forbindelse til Vaclav-pladsen.

Dag 5
Prag. Byrundtur i Prag og eftermiddag på egen hånd. Fællesmiddag.
Forskellige typer tjekkisk øl

Byen, som i dag har ca. 1,2 mio. indbyggere, har en lang og omskiftelig historie. Kultur, kunst og arkitektur blomstrede her i århundreder. I Prag startede reformationen med Jan Hus i 1400-tallets begyndelse. Den berømte danske astronom Tycho Brahe havde sin gang i byen i slutningen af 1500-tallet og digteren Franz Kafka boede her i begyndelsen af 1900-tallet. Efter morgenmaden udforsker vi borgområdet med St. Vitus-katedralen og kongepaladset, hvor præsidenten nu har sin residens. Vi beundrer de gamle adelige paladser ved siden af slottet samt udsigten over floden og den gamle bydel. Prag blev ikke bygget til bustrafik, og derfor vandrer vi gennem historien ned fra slotshøjen gennem Mala Stranas små stræder. Derefter går vi over Karlsbroen med sælgere, kunstnere, musikere og gøglere til torvet i den gamle by, hvor vi også finder Rådhuset og det kendte astronomiske ur, som vender ud mod Vaclav-pladsen. Her rullede Warszawa-pagtens kampvogne frem i 1968, og her samledes folk under Fløjlsrevolutionen i 1989.

I løbet af eftermiddagen er der tid til at udforske Prag på egen hånd. Mange af byens kvarterer er interessante at gå på opdagelse i. Besøg for eksempel en ægte tjekkisk ølkro, eller nyd et glas bøhmisk sekt, mousserende vin, på en udeservering. Mulighederne er mange.

Vi mødes igen om aftenen og spiser på en lokal restaurant. 

Dag 6
Tjekkiet – Potsdam, Tyskland
Prag har mange navne, bl.a. ’Den gyldne by’

Vi siger farvel til Tjekkiet og kører til Potsdam, som er hovedstad i den tyske delstat Brandenburg, og som ligger smukt ved floden Havel. I 1945 blev der uden for Potsdam afholdt den såkaldte Potsdam-konference mellem de allierede sejrsmagter. Vi kommer blandt andet forbi Glienicker Brücke, hvor de berømte spionudvekslinger fandt sted under Den kolde krig. Potsdam er også uløseligt forbundet med Preussen og dets konger og er en af Tysklands fremmeste kulturbyer. Vi går en tur i den enorme park ved Frederik den Stores fantastiske 1700-tals slot Sanssouci, hvor vi kan beundre alle statuer og monumenter, der fylder parken.
 
Vi overnatter på et hyggeligt, centralt beliggende hotel i Potsdam.

Dag 7
Potsdam – Danmark

Vi sætter os i bussen, siger auf wiedersehen og kører ad Autobahn gennem delstaterne Berlin, Brandenburg og Mecklenburg Vorpommern, før vi når Danmark. Vi siger farvel og tak, og måske ses vi på en anden rejse med Albatros.

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Kørsel i 4-stjernet turistbus, inkl. vejafgifter og evt. færger
  • Dansk rejseleder på hele rejsen
  • 6 overnatninger i delt dobbeltværelse, inkl. morgenmad
  • Byrundture i Wien og Prag
  • Aftensmad dag 1, 3 og 5
  • Udflugter nævnt i programmet
Cena nie zawiera
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse 
  • Udflugter/sejltur betegnet som tilkøb 
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online bestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 25 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde. Medbring fornuftigt fodtøj og måske en let jakke, da vi skal op i bjergkæden Vogeserne.

Om busrejsen

Til/fra vores overnatning i Midttyskland er der op til ca. 6-700 km i løbet af vores rejsedage, i begge retninger. På alle vores busrejser holder vi selvfølgelig pauser undervejs, oftest med to-tre timers mellemrum. På rejsedagene stopper vi altid for at spise frokost, med mindre vi har mulighed for at spise frokost på en evt. færgeoverfart. Bekvemmelighederne ombord på bussen vil være med til at gøre rejsen behagelig, og rejselederen vil fortælle om rejsen. Stemningen ombord plejer at være god, og man får rig mulighed for at lære sine rejsefæller at kende på en busrejse.

Til og fra destinationen gør vi bl.a. stop på rastepladser ved motorvejen. På disse koster det penge at benytte toiletterne. Medbring gerne euro i mønter til dette.

Enkeltværelse

Det er ikke unormalt at man i Europa har klassiske enkeltværelser, som er bygget til alene rejsende. De kan være mindre i størrelsen og lagt i bygningernes sider eller ved elevator/trapper.

Påstigningssteder og -tider

Påstigningssteder og -tider

Ved bestilling, noter venligst ønsket opsamlingssted i bemærkninger!

2500 København, Valby Station (ovf. Lyshøjgårdsvej 69) Kl.: 06:30
4600 Ølby Station (Ved 7 -11 Kiosk/Togbus skilt) Kl.: 07:00
4760 Stensved, p-plads afk. 41 Kl.: 07:40
4863 Højmølle Kro Kl.: 07:50
4800 Nykøbing F, Cementen kl.: 08:10
4990 Sakskøbing Station kl.: 08.25 
4970 Rødby, Billetkontoret (Check-In Bus) kl. 08:50

Hjemkomststeder og -tider

4970 Rødby, Statoil kl. 17:00
4990 Sakskøbing Station kl. 17:15
4800 Nykøbing F, Cementen kl.: 17:30
4863 Højmølle Kro Kl.: 17:45
4760 Stensved, p-plads afk. 41 Kl.: 18:00
4600 Ølby Station (Ved 7 -11 Kiosk/Togbus skilt) Kl.: 18:45
2500 København, Valby Station (ovf. Lyshøjgårdsvej 69) Kl.: 19:30

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser