M/S La Perla

MS La Perla er et lille, komfortabelt skib med gode faciliteter. Skibet har god plads til de 28 passagerer, som kan være om bord. Der er 14 kahytter og hyggelige fællesarealer, som indbyder til afslapning og observation af omgivelserne. Skibet byder på restaurant, bar, lounge-område og observationsdæk med liggestole og hængekøjer.

M/S La Perla er et lille skib, der er velegnet til at navigere på de mindre vandveje, og det giver de bedste betingelser for udforskning af Amazonas. 

Skibet har plads til 28 gæster, og der er god plads om bord i forhold til antallet af passagerer. Kahytterne måler mellem 14 og 20 m2 og alle har vinduer. 

Skibets fællesarealer er indbydende – på øverste dæk er der observationsdæk med liggestole og hængekøjer, og her kan du nyde solen og udsigten. Her finder du også loungen og baren, hvor der er god plads til afslapning og en drink før middagen.  Måltiderne (helpension om bord) spises i den hyggelige restaurant på nederste dæk. 

Du kan læse mere om skibet her:
https://www.junglexperiences.com/la-perla/

Særlige forhold
Deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om eventuel sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Kahytterne
 

Skibet har 14 kahytter, og alle har hårtørrer, skrivebord, skabsplads, aircondition og naturligvis eget bad og toilet. 

Standardkahyt (ca. 14 m2) 
Ligger på ”Upper Deck” (mellemste dæk). Indrettet med to store enkeltsenge eller en stor dobbeltseng. Alle har vinduer. Standardkahytten er inkluderet i rundrejsens pris. 

Amazon View-kahyt (ca. 16 m2) 
Ligger på ”Upper Deck” (mellemste dæk) i den forreste ende af skibet. De er indrettet med en stor dobbeltseng, vinduer og udgang til balkon (deles med kahytten ved siden af). Amazon View-kahytten kan købes mod tillæg.

Suite (ca. 20 m2) 
Ligger på ”Main Deck” (nederste dæk) og ”Observation deck” (øverste dæk) mod den forreste ende af skibet. Suiterne har to enkeltsenge der kan kombineres til en kingsize-dobbeltseng, store vinduer med panoramaudsigt. Suiten kan købes mod tillæg. 

Rengøring af kahytten
Kahytterne rengøres hver dag.

Håndklæder
Hver gæst får udleveret et håndklæde til badeværelset. Der udleveres også håndklæde på udflugter, hvis det er er mulighed for at bade. 

Fællesarealer
Skibet har en hyggelig restaurant på nederste dæk, hvor alle måltider indtages. På øverste dæk (observationsdækket) er der lounge og bar, hvor det er oplagt at nyde en drink før middagen. Her er der også liggestole og hængekøjer.

Måltider om bord
Helpension på skibet er inkluderet i rejsens pris og starter med frokost på krydstogtets første dag og slutter med morgenmad på krydstogtets sidste dag. I dagsprogrammet kan du se, hvilke øvrige måltider, som er inkluderet på rejsen. Der er plads til, at alle kan spise i restauranten samtidig. 

Specialkost
Hvis du skal have nogen form for specialkost, skal dette meddeles ved køb af rejsen. Vi kan dog ikke garantere, at vi kan opfylde din ønsker. Alle måltider serveres som buffet, så der vil altid være mulighed for at vælge nogle fødevarer fra. 

Drikkevarer om bord
Ikke-alkoholiske drikkevarer til måltiderne er inkluderet i prisen. Ligeledes får du udleveret en vandflaske, når du går ombord, som kan fyldes op igen under hele krydstogt (der er vanddispensere til rådighed). Alle andre drikkevarer skal tilkøbes. 

Påklædning og fodtøj
Badetøj er ikke tilladt i restauranten eller i loungen, men herudover er der ingen dresscode. På skibet skal der anvendes sko med gummisål eller indendørssko. 

Betaling om bord
Der afregnes i kontanter (USD eller Peruvianske Soles). Derudover kan der anvendes Visa-kort og Mastercard. 

Mistede værdigenstande
Hverken rederiet eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande. 

Drikkepenge 
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige. 

Rygning om bord
Af sikkerhedsmæssige årsager må man ikke ryge i kahytter eller i restauranten og loungen. Det er kun tilladt at ryge enkelte afmærkede steder på dækket, og cigaretskod må ikke smides over bord. Vi beder vores gæster respektere disse regler.  

Rejselederen
På denne rejse medfølger, i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser, en af vores erfarne rejseledere.