MS Afrodita

Krydstogtskibet MS Afrodita er et lille og hyggeligt skib, som udgør en afslappet base for sejlturen.

Skibet er 32 meter langt, 7,6 meter bredt og med 18 kahytter ombord. Det er bygget i 2008 og har en moderne og funktionel indretning. Alle kahytter er udvendige og med aircondition. Måltiderne (halvpension) indtages i skibets uhøjtidelige restaurant, og fra liggestolene på skibets 100 m² store soldæk kan du nyde solen og udsigten.

Læs mere om skibet på: http://www.kompas.net/cruises/ships/ms-afrodita/ 

Særlige forhold

Rederiet oplyser, at deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om eventuel sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Vi gør ligeledes opmærksom på, at rejsen ikke egner sig for gangbesværede, da man skal gå fra båd til båd for at komme i land og tilbage på skibet igen – dette skyldes, at skibene fortøjes langskibs uden på hinanden i en række, når man lægger til. I enkelte havne kan der forekomme underholdning og musik på naboskibene indtil midnat.

Hvordan er kahytterne?

Der er 18 kahytter om bord. Alle kahytter er udvendige, enkelt og funktionelt indrettede og har skabsplads samt eget bad/toilet. Der er enten to separate senge eller en dobbeltseng med mulighed for en ekstra opredning. I kahytter med ekstra opredning er den ekstra opredning altid en soveplads over dobbeltsengen, altså en væghængt køjeseng, som man klatrer op i med afsæt fra dobbeltsengen.

Der er 220 volt-stik og aircondition; dog kan det forekomme, at aircondition bliver slået fra efter midnat eller når skibet er i havn (og motoren er slukket).

Kahyt på Lower-dæk

Kahytten har et mindre koøje.

Main-dæk og Upper-dæk

Der er koøje og et mindre vindue i døren.

Rengøring af kahytten

Kahytterne er rengjorte ved rejsens start, men under krydstogtet kommer der ikke skibspersonale i kahytten og gør rent, reder senge med mere. Denne service kan dog tilkøbes mod et tillæg direkte på skibet (15 euro).

Håndklæder

Hver gæst får to håndklæder i alt på krydstogtet. Hvis du kan forudse, at du får brug for flere, anbefaler vi, at du pakker håndklæder med hjemmefra. Endvidere er det en god ide at medbringe håndklæder til strandturene.

Fællesarealer

Der er en lille restaurant om bord, hvor måltiderne indtages. Der er desuden et lille afslapningsområde med sofaer samt et udendørs soldæk med solsenge.

Måltider om bord

Halvpension på skibet er inkluderet i rejsens pris og starter med middag på rejsens første dag og slutter med morgenmad den sidste dag. Se under de enkelte dage i dagsprogrammet, om det er middag eller frokost, der er inkluderet den pågældende dag. Der er plads til, at alle kan spise i restauranten samtidig.

Vær opmærksom på, at maden er knap så luksuøs som på de oceangående krydstogtskibe – der serveres traditionel kroatisk husmandskost lavet af solide råvarer.

Er der mulighed for specialkost?

Der er desværre ikke mulighed for at bestille specialkost på grund af begrænset plads og opbevaringsfaciliteter i køkkenet. Er du vegetar, bedes du venligst gøre opmærksom på dette allerede ved bestilling af rejsen – der vil således være mulighed for at få salat og flere mindre retter i stedet for kød.

Drikkevarer om bord

Drikkevarer skal du betale for. En flaske vin koster fra cirka kr. 150 og opefter, øl (flaske eller fad) koster cirka kr. 20,- og spiritus koster typisk kr. 35-45 per drink. Sodavand og mineralvand koster cirka kr. 15-20 per flaske. Priserne om bord er angivet i kroatiske kuna / euro. Vi skal understrege, at der ikke må medbringes egne drikkevarer med om bord.

Hvad skal du pakke?

Vi anbefaler let bomuldstøj til varme dage, men husk at medbringe en jakke og lange bukser til køligere vejr og aftenerne. Til middagen kan man klæde sig afslappet, da der ikke er nogen dress code.

Shorts og badetøj er ikke tilladt restauranten eller baren. Husk gode vandresko til udflugterne i land såvel som en paraply og/eller regnjakke i tilfælde af dårligt vejr. Et par strandsko og strandhåndklæder kan ligeledes anbefales.

Betaling om bord

Der afregnes i kontanter om bord – enten i kroatiske kuna eller i euro. Der er mulighed for at hæve penge i lokale pengeautomater, blandt andet i Split, men vi anbefaler, at du har kontanter / kroatiske kuna med hjemmefra.

Mistede værdigenstande

Hverken rederiet eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande.

Hvad skal der betales ekstra for om bord?

Drikkevarer, rengøring af kahyt, eventuelle udflugter i land ud over de udflugter, som er nævnt i dagsprogrammet, samt andet personligt forbrug.

Skal du give drikkepenge?

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige.

Er der nogen aldersgrænse for at deltage på krydstogtet?

Personer under 18 år skal rejse i følge med personer over 18 år.

Særlige regler for mindreårige med andet efternavn end forældrenes

Forældre, som rejser med børn under 18 år, som ikke deler efternavn med den/de forælder/forældre, de rejser med, skal medbringe en fødselsattest på engelsk (kan bestilles på folkeregisteret), som beviser forældreskabet.

Børn under 18 år, som rejser uden deres forældre (for eksempel sammen med bedsteforældre eller venner) skal medbringe en tilladelse underskrevet af en af forældrene samt en kopi af fødselsattesten på engelsk. Plejebørn, som rejser med plejeforældre/værge skal medbringe gyldig dokumentation for dette på engelsk fra socialkontoret.

Må man ryge om bord?

Af sikkerhedsmæssige årsager må man ikke ryge i kahytter eller restauranten. Det er kun tilladt at ryge i de afmærkede områder om bord. Vi beder vores gæster respektere disse regler.

Rejselederen

På denne rejse medfølger, i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser, en af vores erfarne danske rejseledere. På en skibsrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Rejseformen giver nemlig mulighed for både at nyde samværet i gruppen og tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd, som man måtte ønske. Rejselederens rolle er at hjælpe med de praktiske forhold som indrejse, transfer til og fra lufthavnen, ombordstigning, oversættelse til dansk samt information om muligheder på skibet og i land.

Rejselederen står endvidere for de udflugter og byvandringer, som er inkluderet i rejsens pris. Ønsker du at tilbringe tid i land på egen hånd, er rejselederen gerne behjælpelig med at vejlede og svare på eventuelle spørgsmål.