MS Vesterålen

Kort beskrivelse af krydstogtskib

På Hurtigruten oplever du, at indretning, stil og design er forskellig for hvert skib. Fælles for de skibe, vi sejler med, er, at du får en hyggelig og uformel stemning som baggrund for din rejse langs Norges kyst.
 
MS Vesterålen har plads til omkring 490 passagerer, lyst interiør, flotte fællesområder og en lækker panoramasalon på øverste dæk – hvorfra man komfortabelt kan nyde den enestående udsigt! 

I skibets restaurant sørger skibskokken for udsøgte madoplevelser morgen, middag og aften baseret på udvalget af lokale friske råvarer fra de kystbyer skibet besøger. Der er tale om gammel norsk madtradition krydret med nyt. Det er ikke til at tage øjnene væk fra en af verdens smukkeste kyststrækninger, og udsigten bliver ikke bedre end fra toppen af skibet, udendørs eller indendørs i loungen. Derudover er loungen det perfekte sted at sidde og hygge sig om aftenen, når dagens aktiviteter er slut, og den arktiske sol farver fjeld og bølgetoppe rosa.

Skibet er bygget i 1983 og totalrenoveret i 1995. Det lille skib kan prale af at være autentisk og uformelt, mens det begrænsede passagerantal gør rejsen mere intim end med de større skibe. Kahytternes standard er givetvis simpel, men vi kan ligeså godt være ærlige og sige, at vi håber, du bruger din tid uden for kahytten, hvor du nyder udsigten, udflugterne og måltiderne.

Hvordan er kahytterne? 

Der er forskellige kahytskategorier, men fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs- og siddeplads samt enkeltsenge, hvor den ene er en sovesofa eller en overkøje. Standarden er som tidligere nævnt simpel og funktionel.

Vi kan ikke garantere, at kahytten ligger på en bestemt del af skibet eller kahytter ved siden af hinanden. 

Skib i rutefart 

Hurtigruten er en del af den lokale trafik og på den måde en stor del af hverdagen for den befolkning, der bor langs Norges kyst. Skibet er således ikke et krydstogtsskib i normal forstand, men en del af den offentlige trafik, som fragter passagerer og gods fra havn til havn. Der kan derfor forekomme støj i forbindelse med på- og aflæsning af fragt, når skibet ligger i havn. 

Skibet sejler efter en fast ruteplan med faste ankomst- og afgangstider, det er derfor vigtigt at være tilbage ombord i god tid før afgang. Check skibets afrejsetidspunkt før hver landgang. Der vil være tydelig information om, hvornår skibet sejler. 

Vind og vejr er i sidste ende afgørende for sejlplanen, og i meget sjældne tilfælde kan skibet sejle forbi en havn pga. dårligt vejr eller andre afgørende forhold. 

Måltiderne om bord 

Menuen skifter dagligt og byder på udvalgte lokale råvarer fra de kystbyer, skibet besøger, samt gammel norsk madtradition krydret med nyt. Morgenmaden og frokost serveres som buffet, mens middag er en fast treretters menu. Spisetiderne kan variere, men er som udgangspunkt følgende: Morgenmad: kl. 07.30-10.00, frokost: kl. 12.00-13.00, middag: kl. 18.30 / 19:00, hvor der vil være faste tildelte pladser.

Kaffe, te og drikkevare ombord 

Alle gæster ombord, der køber en termokop med skibets logo får gratis kaffe og te på hele rejsen gennem en kaffe- og teaftale. Det vil også være muligt at købe kaffe og te på almindelig vis. 

Vandet fra hanen i kahytterne kan drikkes. Mineralvand, sodavand, øl og vin kan købes ombord.

Cafe 

På skibet er der en cafe, hvor du kan købe varme og kolde drikkevarer, varme og kolde retter samt snacks. Åbningstiderne bliver oplyst ombord. 

Lounge

I loungen (Panoramasalon) på øverste dæk er der god plads og bekvemme lænestole, hvor man kan sidde og hygge sig med en bog og nyde udsigten. Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer i loungen, baren eller restauranten. 

Det er tilladt at medbringe 2 flasker med alkoholiske drikke ombord. Al alkohol, som bliver købt under rejsen uden for skibet, skal registreres i receptionen.

Butik 

På skibet er der en butik, hvor det er muligt at købe tøj, souvenirs, postkort og et begrænset udvalg af toiletartikler.

Hvilket sprog tales der om bord? 

Der informeres på flere sprog ombord, men vi kan ikke garantere, at informationer over højtaleranlægget, ved informationsmøder og ved underholdning arrangeret af skibet bliver på dansk. 

Rygning om bord 

Skibet er stort set røgfrit, men der er særlige områder på skibets dæk, hvor det er tilladt at ryge. Brug de opstillede askebægere, og kast ikke cigaretstumper eller aske i havet. Rygereglerne kan ændres med kort frist, og vi beder derfor vores gæster respektere opslag og skiltning om bord.